Run Away Bird... ((Fortsættelse fra Black Gun))

// Smutter nu :D Men kommer måske på imorgen eller senere.

//okay ^^//

// Blaah nej, glem hvad jeg sagde >__>.. det var falsk alarm, min kæreste om bestemte sig xD

Ma'lakel stod opgivende og så på hende idet hun besvimede igen.
*Drama drama drama.. et tak fordi jeg gav dig bedre og stærkere kræfter ville have været dejligt."
Han løftede hende ind igen og lagde hende på futonen, imens han tænkte på hvilken problem-mager han havde anskaffet sig.
,, Dumme tøs, du ved virkelig ingenting.."
Sukkede han.

//Okay O.O//

Kajika vågnede stille igen og så på ham men denne gang var det ikke rigtig hendes normale jeg, hun så på ham strid og sagde"Hvad har du gjordt ved mig ! gi mig svar!!!" hun så stille på ham og rystede fabrilsk på hovedet og sagde"undskyld jeg ved ikke hvad der går af mig..." hun fik ondt i maven og skrig stille i det pillen stadig var ved at dræbe alt engel i hende og sagde"få det til at stop Mester..." hun lå der og tog sig til maven og sagde"aaarghhhh!!!!! Hjælp... ARGH!!!" hun lukkede øjnene sammen og bed sig i underlæben

Ma'lakel smilede endnu et af hans falske blide smil og lagde en hånd på hovedet af hende; og sjovt nok som han talte ville den smerte og fortvivlelse hun følte stille forsvinde:

,, Rolig, mit barn. Du skal ikke være bange, men anerkende det. Tag det til dig, tag imod min gave."

Hans stemme var stadig dyb og brummende, det var Ma'lakels stemme, men i modsætningen til de gange man ville have fundet den uhyggelig og frastødende blev den til noget tiltrækkende og betryggende. Den gav en en sær lyst til at gøre som han bad om, uden man helt vidste hvorfor.

kajika så stille på ham og nikkede i det hun rystede stille på hovedet og sagde"nej! vent jeg .... jeg ikke en af dine dukker!! jeg ikke en doll.... vis det er det du tror Malakel.... selv om det halve af min sjæl er din nu så kan du ikke styre mig med ord eller blide ting jeg ved hvad du er-.... og du er ond.." hun så alvorligt på ham nu men blev for flere sekunder der gik mere bange for at hun havde begået en stor fejltagelse at være sådan over for ham og sagde"jeg mener undskyld Mester...." hun så på ham og slog sine vinger ind efter noget tid og bed sig i underlæben af smerte

Ma'lakel smilede bare af hende og lod sin hånd ae hendes lyse alfe hår. Hvad end hun sagde, hvad end hun gjorde forkert skulle hun nok få straf for. Men ikke endnu. Han kunne stadig se hendes ære frygt, og den gjorde ham nærmest varm om hjertet (hvis Ma'lakel altså har et hjerte..). Han så på hende som var hun virkelig en dukke, men en smuk dukke, hans skabning! Nu hvor hun ikke længere stank af de guds omfavnede børn, fandt han hende smuk: men han havde stadig meget at lære hende.

,, Du er ikke min dukke, Dådyr. Og jou jeg kan styre dig, det kan jeg, men spørgsmålet er om jeg behøver det?"

kajika så overrasket på ham og tabte helt mæglet og sagde"jeg øøøøhm????" hun kiggede stille på ham og forstod ikke rigtig hvad der skete her men fik stille noget over gled på læberne i det hun svarede på det sidste han sagde"nej det.... det behøves du ikke Mester" hun kiggede på ham med de himmel blå øjne der stille dirrede af indebrændt Frygt noget der sad i hendes sjæl en konstant frygt for Malakel og respekt der ikke ville gå væk nu.... han havde det halve af hendes sjæl nu og hun kunne ikke mere ignorer det, desværre. Kajika bed sig let i underlæben og tænkte*Jeg kan intet gør han er min slags skaber og Herre jeg kan intet stille op mere...* hendes blik så opgivende og skræmt ud

Ma'lakel rejste sig og vendte sig om. Han gik over og åbnede døren ud til haven så solen kunne få lov at skinne ind. Den brand og de skrig der før på dagen havde været var døet hen og kun tykke røg skyr der gled op i himmelen og blev et med den, var tilbage. Solen gled langs gulvet og nåede hen til kanten af Kajika's futon. Ma'lakel gik ned til vandfaldet og begyndte at pjaske sig til med vand. Han gøs et par gange på grund af kulden fra det, men ellers så han kun ud til at nyde at blive ren igen.
Imens han sad derude, sang han; stille for sig selv, men måske nok til at Kajika kunne høre det. Ordrene ville hun sikkert ikke forstå, og Ma'lakels mørke mande stemme syntes at være lidt for brummende når han skulle op i de højere tone lag. Men man fik hurtigt indtrykket at det var en "glad" sang.
(Glad sang for dæmoner er typisk sange om død og ødelæggelse..)

kajika så stille solen snige sig ind og lagde hånden ud i det og så på sin hud, hun sukkede stille og rejste sig elegant op og så sig lidt rundt i rummet og skubbede en af dørene til siden og fandt et badeværelse med spejl og kiggede sig i det og sagde"Hmm jeg ligner mig selv men.... men der er noget forandret over mig" hun så sig stille i øjnene og de forvandlede sig til gennem bordende blod rød som om hun selv sprøjtede blod i det blå og skrig stille og tog sig hurtigt for munden efter som hun ikke måtte skrige og så sig i øjnene igen og de blå øjne var tilbage igen og glimtede smukt og hendes hud skindte stille, hun så efter en bruser og fandt den bagved en anden dør et stort badeværelse med et kar bad og en ny bruser, hun tog stille kimonoen af og lyttede til at Malakel stadig var udenfor og tændte vandet og gik ind under det med et håndklæde ved siden af bruseren klar til at dække sig,

// ooh ooh ohh xD... Nu skal jeg være ond.

Ma'lakel stoppede med at synge, og det ville samtidig nok også være svært at høre ham for bruserens larmen idet vandet faldt ned. Han kunne høre at vandet blev tændt og fik et stort, bredt, ondt smil hvorefter han lige så stille gik ind i huset igen, hans skridt nærmest lydløse. Han gik ind på badeværelset hvor han kunne se dampen komme oppe fra, og ligge sig som tåge i loftet. Han tog stille tøjet af, og pludselig alt imens den nye unge halv-dæmon stod og lod vandet vaske hendes krop kom to hænder og placerede sig på murværket foran hende. Der var en arm på hver side af hende, så hun var fanget indtil videre. Stille ville hun kunne mærke Ma'lakel's overkrop der lænede sig ind over hende, indtil hans mund var lige ved siden af hendes øre:

,, God ide minion. "

Kajika så armene og stivnede helt inden i, Hun så bare på de to armen og var glad for han ikke kunne se hendes krop i den helt over dampede tilværelse og vendte sig om med armene over sine bryster og skrig næsten over det han gjorde, hun så ham direkte i øjnene og hendes vinger kom ud og gemte hendes krop, hun stod op af væggen nu og så ham direkte i øjnene og sagde"Nej... ikke god ide !.... mester jeg må bede dig gå ud og indse at jeg snart er en gift..... pige" hun kiggede nervøst væk fra ham og kunne næsten ikke holde sin mund fra at skrige og råbe på hjælp og gør alt for at komme væk fra denne mand... hun så på malakel og sagde"mester gå"

//ÅÅÅÅRH HVOR ONDT O.O//

Ma'lakel så hende også i øjne, hans hår var faldet ned omkring hans ansigt på grund af vandet, og han havde faktisk overraskende langt hår. Han stod stadig med begge hænder bagved hende på klinkerne. Hans øjne var tomme, og blanke, som om det hun sagde absolut ingen effekt havde.

,, Hold din kæft, tøs. Det er mig der giver dig ordre og ikke omvendt er det forstået?! Og hvis du gerne vil se, denne dæmon der har åh-så-meget betydning for dig, igen vil jeg råde dig til opføre dig pænt... ellers kunne det jo være han måske kom ud for et lille uheld, hm?!"

kajika bed sig selv i underlæben og kunne ikke få et ord frem, hun så stille på ham og begyndte at grine sødt af ham og sagde"hvor ser du egenlig sjov ud Mester med håret nede ... nu kan jeg bedre forstå hvorfor du hele tiden har dit hår til at stå oppe" hun satte hånden for munden og fniste stille og rigtig sødt i det hun betragtede ham og sagde"jeg skal nok være artig nu mester men vil du ikke nok lade mig være i fred lidt... det har været temmelig hårdt for mig, hele denne tur og forvandling" hun strøg blidt hans hår væk fra ansigtet med et smil på læberne men viste at han kunne blive sindsyg vred med det samme sådan som hun var nu med den blide søde uskyldige pige tone, men uden duften af engel, hun så på ham med de blanke øjne og man kunne se de våde skuldre men intet andet var synligt fordi hendes vinger dækkede kroppen

Ma'lakel stod med det samme blanke udtryk i øjne som da Kajika før talte. Han rynkede lidt med brynene da hun nævnte det med håret, for at vise at den kommentar kunne han godt have undværet! Men han så ikke ud til at blive vred. Han lod hende røre ham men der kom en advarende brummen, knurren, idet hun gjorde det. Som for at indikere at det var ikke bare lige sådan noget folk normalt fik lov til af ham. Hans øjne søgte sjovt nok ikke hendes ædlere dele som man skulle tro, og et eller andet sted virkede vingerne mest bare som noget der var der for at udfulde bruse kabinens smalle plads.
Han så ud som om han overvejede noget godt og grundigt, og gav en meget utilfreds sneren fra sig inden han sagde:

,, Nej! Du ender bare med at sidde herude og tude som en anden lille menneskepige... det gider jeg ikke høre på!"

Han så over på sæben bag hende og sagde med en beordrende stemme:

,, Vask mig!".

Hans øjne så på hende urokkelige som sten, og i hans blik lurende en advarsel om at hvis hun begyndte igen ville han blive vred.

kajika så overraskende på ham og tog hånden hurtigt til sig og kiggede stille på ham i det han beordrede det tog hun automatisk sæben selv om hun ikke rigtig ville og begyndte stille at sæbe ham ind på overkroppen og rødmede let i det hun ikke ville se på ham og sagde"jeg græder ikke..... som et menneske fordi jeg har aldrig været det...." hun så lidt væk som om det sådan var lidt en fornærmelse han havde givet hende og frygtede ham ikke så meget mere på grund af at der var ingen straf kommet i nu og han virkede ikke som den farlige fyr han havde været mens hun skruppede ham i sæbe tog hun stille bruseren og vaskede det væk og så ikke mod ham stadig

I et kort, hvidt lysglimt, dukkede Kuja op midt i haven. Hans fine, hvide jakkesæt sad perfekt på ham som det plejede, og hans smukke, hvide hår sad i den naturlige, flotte frisure, som dækkede hans ene øje.
Han så sig omkring, og vidste at han havde fundet det rette sted. Noget ved kidnapperen havde forvirret hans fintfølende evner til at opspore sin elev, men efter noget søgen, havde Kuja endelig fundet det.
Han fornemmede at mange onde ting var sket her. Den ene mere modbydelig end den anden.
*Kajika...* tænkte han bekymret.

Ma'lakel stod bare stille, og smilede imens han så hende adlyde. Hun var en dygtig lille slave, men han følte ikke helt hun forstod det med afstraffelser så når de kom ud ville han få hende til at skrige, så meget at hun virkelig ville græde som en menneske pige.
Han tog hårdt fat i hendes hår og vendte hendes ansigt imod hans, med øjne det nu ikke længere var blanke eller tomme, men fyldt med en dyrisk og morderisk ondskab, så han hende ind i øjne og gav hende et smil der ikke helt var til at forstå!

,, Nu skal du ikke være alt for flabet, lille Dådyr!"

Han trak hendes hoved længere bagud, og lod hans lange tunge glide over hendes strube i en sulten bevægelse. Hans øjne havde givet en advarsel imod hans vrede, hun havde åbenbart været for dum til at opfange den. Han begyndte lige så stille at trænge hende op imod muren, imens han bed hende i halsen med sine skarpe tænder så der som små bide mærker. Han prøvede at slikkede blodet op før vandet skyllede det væk og som han trak hende længere imod muren, desto tættere kom de på hinanden!
Men denne lille leg blev afbrudt da Ma'lakel så op og begyndte at knurre som en hund der havde fået færten af noget. Han lod hans lille slave gå og gik ud fra badet hvorefter han tog sine bukser på, og åbnede døren til stuen hvor futonen lå.

vandet løb blidt ned af dem begge og hun slap sæben med det samme i det sæben ramte gulvets klinker skrig hun da han tog fat i hendes hår så ´hårdt som da de løb den gang, den gang hun flygtede fra ham og sagde"nej undskyld Mester det skal aldrig ske igen" hun rystede nu helt af frygt fra ham og skrig da han slikkede hende op af hendes strube og et skingret skrig efter fuldt af tåre der løb ned og blandet sig med blodet fra hendes hals, da han bed hende direkte i struben med de spidse tænder og lukkede øjnene sammen og skrig af hendes lungers fulde kræft og sagde"NEEEEEEEEEEJ!!!!" hun skrig og prøvede at komme fri i det han presset hende mere mod klingerne ved væggen prøvede hun at komme fri men grebet om håret var for meget hun græd og græd over smerten i halsen og hun havde ikke mere sin helaling evne efter som den døde med det at være engel, hun så ham i øjnene nu og sagde"mester jeg ber dig!!! slip aaaarghhh" hun fik sig revet fri ved hjælp af vingerne der skubbede ham væk fra sig hårdt, og løb mod håndklædet og tog det hurtigt om sig og løb ud fra badeværelset med blodet ned af kroppen og det våde hår klistrende med blod i sig mod ryggen

Han lukkede øjnene, og fornemmede at han var opdaget, og han havde en fornemmelse af, at dette kunne gå hen og blive grumt. Han slog endnu ikke sine vinger ud, men stod bare med lukkede øjne og ventede. Han fulgte både Malakels og Kajikas bevægelser med sine evner, så han vidste nøjagtigt hvor de var.
Han håbede bare at Kajika var okay.

Ma'lakel kom frem i døren med det største smil på læberne og sin pistol hængende i dets hylster på hans bælte. Der var noget i hans blik der mindede om det en morder ville få når han havde udpeget sig et bytte. Han scannede englen med øjne; for ja han vidste sku' med det samme at det var en engel! Med en stemme der emmede af fryd sagde han:

,, Nå, så var der endelig en der nossede sig sammen for at befri tøsen.. men, jeg havde nu forventet hendes elskede dæmon var redningsmanden.. ikke en lille hellig ånd som dig".

Han åbnede de klare, venlige blå øjne, og så direkte på Malakel. Hans blik var venligt.
"Malakel... det er dit navn. Jeg kan læse det i din sjæl. Lad Kajika gå." sagde han. Kujas stemme var mild, smuk og fangende.
Han sagde ikke mere til Malakel, han stod bare og så ham direkte i øjnene.

kajika sneg sig ind og fik stille den samme kimono på og kiggede stille ud mod Malakel igen og sagde"hvad en engel kan du fornemme en engel??" hun kiggede rundt og tænkte stille*Er det dig Kuja?* hun så stille mod Malakel og sagde stille"Malakel du skal intet gør ham" hun kiggede stille mod ham og prøvede at finde Kuja mens hun betragtede hvordan hadet og morderen inde i Malakel blev større og større efter som det var en ægte engel der var i nærheden, hun sukkede stille og vidste at hun aldrig ville kunne slippe for selveste Malakel fordi han ejede hende egenlig det halve af hendes sjæl og krop

Ma'lakel løftede et meget uimponeret øjenbryn af englen. Og så ikke ud til at blive særlig charmeret af hans ydre. Hvis der var en ting Ma'lakel var klar til at knække sig over så var det overhovedet at tænke på at føle noget overfor engle overhovedet. Selv tanken: en engel er smuk, gav ham sure opstød. Han vendte sig for at se på Kajika der formentlig stod bag ham og så så han over på englen igen:

,, Hvis du kysser mine fødder og beder rigtig, rigtig pænt! Vil jeg overveje det.. "

Et sadistisk smil kommer frem! Han ser derefter over imod Kajika og vifter hende hen til sig:

,, Kom lille, Dådyr.... kom her hen!"