Lonely night on the piano. //Seth//

Robin sukkede, da hun mærkede Seth's hånd mod hendes ryg.
"Det er ikke alle der er ved at dø, bare fordi de bliver bidt," sagde hun, svarede på Seth's tavshed, "det ville garanteret have været lettere for mig, hvis jeg bare kunne have passet mere på og ikke blive smadret af et spøgelse." hun gøs ved tanken: lugten fra spøgelserne fremkom en gang imellem, noget hun hadede. De spøgelser havde været svære at nedkæmpe, men det var gået ud over hende, fordi hun passede på .. hans ryg.
Robin knugede sig tættere ind til Seth, havde stadig begravet sit ansigt ved Seth's brystkasse.

Seth kiggede ned på hende, han pustede stille i hendes hår med et stille og forsigtig smil hen over læberne. ”Nej, det går an på om giften få lov til at tag fat, eller om blodet bare kommer ud i munden på en vampyr,” sagde han stille. ”Huh? Hvad mener du?” spurgte han stille og kiggede ned på hende. Han vidste ikke helt hvad hun mente, og blev der med små forvirret over det. Han kom mere i tanke om sin sidst nat som menneske, han ville dog hellere dø den gang. Men hvis de havde dræbt han helt, var han ikke kommet til at møde Robin.

Robin nikkede svagt mod Seth's bryst.
"Da jeg blev forvandlet var det fordi, jeg var ved at dø. Jeg var blevet hårdt såret et spøgelse." hun trippede hurtigt, havde stadig armene omkring Seth. Hun følte sig så tryg som aldrig før... hun ville aldrig være alene igen.

Seth nussede hendes ryg blidt. Hans finger løb stille ned over hendes ryg og op til hendes nakke igen. Han lyttede til hende, han synes selv at han vist meget tålmodighed lige nu, normalt havde han nok bare sagt noget, også var det over. Men det var noget andet med Robin. ”Men… Heldigvis? Ej, jeg ved ikke helt som jeg skal kalde det for held… Men du blev til en dejligt vampyr,” sagde han stille. Han kyssede hende blidt i håret. Han kom mere og mere i tanke om sin sidst nat/ forvandling.

Robin vendte hovedet ud mod mørket. Hun fornemmede flere tilstedeværelser. Hun rystede på hovedet, regnede med, at det bare var noget hun forestillede sig, men ... det fornemmelsen var så virkelig.
"Smerten var ubeskrivelig..." sagde hun forsigtig, stadig med bliket ud i mørket. Hendes arme var stadig omkring Seth.
Hun lo, da hun hørte ordet dejlig. Hun vendte nu sit blik mod Seth.
"Jeg er ikke dejlig - har aldrig været det," hendes stemme var kold som altid, men mørk og brutal.

Seth kiggede efter hende blik, han så ikke andet end mørket omkring dem. Han sukkede stille, han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han ville ikke sige noget dumt, men det var vel på en måde klart at smerten var sådan? Eller var det bare ham. Han vidste det ikke selv, men han havde nu set mange menneske føle den smert af hans tænder. Han slikkede sig kort om munden.
Okay, han kunne ikke sige noget uden af dumme sig? Han nussede hendes ryg videre. ”Oh, jo du er,” sagde han smilende til hende. ”Du er dejlig i mine øjne.”

Robin rystede på hovedet.
"Nej," sagde hun og stillede sig lidt på tæer, så hun kunne nå Seth's kind. Hun kyssede ham hurtigt, men kærligt og tog så Seth's hænder i sine.
"Men jeg var glad for, at jeg blev til den jeg er idag. Ellers, havde vi jo aldrig mødt hinanden." hun smilte kærligt, hendes kæber afslørede lidt af hende hvide tænder. Hendes læber og øjne, var helt røde pga. hendes sidste måltid.
Igen, var der noget der bevægede sig i hendes bevidsthed. Hun så billeder, skygger, mørke der trak sig sammen.
"Seth." sagde hun forskrækkede, støttede sig straks til træet. Vinden blæste kraftigt nu og træerne gav efter hist og her.

Seth sukkede stille. Han pressede hende let ind til sig. ”Jo, er der mere du vil brokke dig over?” sagde han med en kærlig og drillende undertone. Han vidste ikke helt hvordan hun kunne brokke sig over at han sagde hun var dejlig? Han nussede hendes hænder let. Han klukkede stille. ”Yup, og den måde skal du bare se på det,” sagde han smilende. Han kiggede på hende, han smilte let til hende. Han vidste ikke helt hvordan han bare kunne smil næsten en helt aften… Sidst gang han havde gjort det var jo en sidst aften hans menneskelig liv. Robin, var bare noget helt andet end han havde set. Han kiggede undrende på hende, da han sagde hans navn og stillede sig helt op af træet. Han gik hen foran hende. ”Ja?”

"Vi er nødt til at komme væk herfra," hendes stemme var ængstelig, knækkede nu og da. Hun frygtede for Seth, hvad der end var på vej, kom det efter de to.
Hun begyndte at hive Seth hen mod den gamle legeplads, modsatte vej af, hvad der end kom efter dem, var.
"Kom nu..." hendes stemme var stadig ængstelig. Sidste gang det her skete for hende, endte det galt... Hun klemte Seth's hånd og scannede hele tidne området. Den der var efter dem, forsvandt og viste sig hele tiden, den trang ind i hendes sind, en forfærdelig smerte. Hun tog den anden hånd til hovedet, dukkede sig halvt hen over den grønne græsplæne der var hen til den gamle legeplads.

//hvis jeg pludselig ikke svarer er det fordi, at jeg skal spise (; men jeg kommer self. efter!!! :D //

Seth kiggede undrende på hende, var det bare ham eller var det her lidt forvirrende nu? Han kunne ikke forstå hvorfor de bare skulle væk, lige nu og her. Han regnede dog ikke med at hun gav han en forklaring på det. Han sukkede, da hun hiv i ham. Han kunne en forstå noget lige nu, men han ville dog ha svar. Da hun stoppede, kiggede han på hende. ”Robin? Smukke? Søde, hvad er det galt?” spurgte han stille. Han bukkede sig let over hende. Han vidste ikke helt hvor alle de navne kom fra. Han tog hendes hånd.

"De kommer efter os," sagde hun med sin ængstelige stemme. Aftenen havde elelrs været så perfekt... Hun rettede sig op, blikket mod Seth's. Hendes øjne var forandrede, vilde, forvirrede...
"De roder i mit hoved for at finde ud af hvor vi er," hun tog sig endnu en gang til hovedet, "jeg aner ikke hvad der kommer imod os, men det er slemt. Og der er mange." hendes stemme var stresset, hun ville have været ved at få et hjertetilfælde, hvis hun havde en smule mere menneskelighed i sig.
"Jeg elsker dig." sagde hun, ud af det blå. Hun slap ikke hans hånd, og vidste, at det her kunne ende galt for dem begge to.
Han måtte forstå det. De var ved at blive angrebet af noget slemt - meget slemt, men hun anede ikke selv hvad det hovedsageligt var.

”Hey, hey… Rolig,” sagde han stille og roligt. Han kunne ikke forstå hende. Hun var jo helt igennem bange lige nu. Seth havde ikke rigtig nogen idé til at gøre hende rolig. Han vidste ikke helt hvor det hele kom fra. Han sukkede stille, han så pænt alvorlig ud. ”Så tager vi den lige med ro, ikke? Jo,” sagde han stille, hans undertone var undrende. Han tog let fat om hende - en arm om livet på hende. ”Shh,” hviskede han stille i hendes øre. ”Rolig,” mumlede han. Normalt ville han nok har sagt trak vejret dybt… Men det ville jo ikke hjælpe lige nu. Han snusede i luften, for at finde ud af om der var nogen. ”Skatter? Rolig, her er ikke andre end os to,” sagde han stille. Han kyssede hende let på kind.

"Jo der er." sagde hun kort. Smerten i hendes hoved forsvandt, og så stod de foran dem. Varulve. De, der ikke var mennesker, men ... bare varulve. Døde om dagen, levende om natten.
"Se selv." hun kiggede rundt. De var mørke som natten selv, stod på to ben og havde utrolig tykke pelse. Der var frådne omkring deres mund, og nogle havde endda blod om munden.
Robin klemte forsigtigt Seth's hånd. Hun ville ikke kunne koncentrere om at dræbe dem, hvis det var, at hun også skulle sørge for, at Seth var i skkerhed hele tiden. For der var mange af dem.
Varulvene omkransede Seth og Robin. Vinden blæste og det ville ikke vare længe, før det begyndte at regne.

Seth sukkede stille, han kunne ikke helt finde ud af det her. Han vidste ikke hvad der ville komme efter dem, og kom der overhovedet noget efter dem? Han var forvirret. Han kunne pludselig mærke noget andet omkring dem, han vidste ikke hvad. Han kunne ikke lugte sig frem til det, det var som noget helt ukendt. Han kendte kun en race, hvor han ikke selv kunne lugte om de var der eller ikke. Varulve. Han lod sit blik glide rundt om dem. Okay han havde taget fejl, der var noget. Han lavede en brummen lyd, han kunne seriøst ikke li varulve. Men han var nu hellere ikke bange for dem på den måde. Han kiggede på Robin. ”Der sker ikke noget,” mumlede han stille til hende, han vidste dog godt at det ikke var helt sandt. Han kyssede hende kort på kinden.

//det skal lige siges, at varulvene står foran dem! (;//

Robin kiggede overraskende op på Seth.
"Der sker ikke noget? Der er virkelig mange af dem - det bliver ikke let." Robin's stemme var seriøs. Hun vendte blikket tilbage mod varulvene omkring dem. De var mere end to meter høje, muskoløse og utrolig grimme. Deres øjne var hvide og lyste helt op her i mørket. Vinden fik varulvenes pelse til at virke større og kraftigere. Disse varulve, var hurtige, stærke og kunne meget hurtigt dræbe. De tænkte ikke over det - de gjorde det bare.
Robin's hånd omkring Seth, blev en smule mere kærlig. Hun kunne ikke rigtig fornemme om Seth var bange eller bare... overrasket.

Seth trak på skulderne. Han skulle vel sige det? Han vidste dog at de nok skulle klar den, han vidste dog ikke hvordan. Han rynkede panden, han var ved at finde ud af hvordan de kunne komme væk. De kunne vel ikke bare kæmp, det ville ikke blive godt. Varulve, var ikke lige det han kunne finde ud af. Han havde dog kæmpet mod nogen engang. Men der havde han ikke nogen kæreste, han ville beskytte. Han sukkede stille og rystede på hovedet af dem. Han nussede stille Robins hånd, helt uden at tænke over det. Det var vel bare noget han gjorde nu, når han havde hendes hånd i sin. Han slikkede sig let om munden, det skulle på en måde nok blive sjovt.

Robin kiggede op på Seth.
"Du må skynde dig væk, mens jeg kæmper, jeg prøver at holde dem hen, indtil du finder et hul, hvor du kan komme i sikkerhed..." Robin sukkede en smule anstrengt, trådte et lille skridt væk fra Seth, så hun kunne få sine vinger frem. Varulvene foran dem knurrede arrigt, de nærmere sig drastisk. Hvis hun bare kunne få Seth væk herfra, så han ikke kom noget til...