Lonely night on the piano. //Seth//

”Jeg… Jeg ved det ikke helt,” sagde han stille. For først gang mens han havde været vampyr var han tøvende over hvad han gjorde. Han hoppede stille og ved siden af hende og satte sig. Han tog let fat på hver side af hendes kinder, før at få hende til at kigge på ham. Han ville fange hendes blik. Det var bare noget han skulle vide. Hans blik var fuld af forvirringen som var inde i ham. Han kunne ikke selv sætte ord på hvad det sket for ham lige nu, noget sagde ham at det var noget helt nyt for ham. Men han kendte kun et ting som kunne være ny for ham. ”Men hvad?”

Robin lukkede blidt øjnene, da hun mærkede Seth's hænder på sine kinder. Hurtigt efter, åbnede hun dem og kunne se hver evig eneste detalje i Seth's øjne.
"Men jeg fornemmer, at du er noget specielt.. at du er... speciel og vigtig." Robin kunne godt høre, at det lød lidt... ja. Menn hun mente det. Seth virkede til at være rigtig sød og .. betydningsfuld.
Robin's smil var tøvende, men hendes blik var stift og totalt fokuseret på Seth. Hun trak ikke vejret, men var blot helt stille.

Han lod sine hænder falde igen. Han lod kort sit blik glide ned over hende, han lukkede stille sine hænder. Han vidste godt hvad han følte lige nu for hende, men han vidste ikke om det ville ændre sig, han troede det ikke. Men han synes ikke at hun skulle leve med ham, han var jo ikke som hun tro helt tiden. Hun skulle bare vide det, men han ville ikke fortælle hende det. Da han kiggede ind i hendes øjne igen, lyst hans næsten af forvirring, men også lidt kært i hans blik. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende.

"Du må ikke fjerne dine hænder.." sagde hun stille, tog Seth's hænder i sine egne. Hun placerede dem som før, nød kulden fra hans hænder.
"Du må hjælpe mig lidt her. Jeg aner ikke hvad keg skal sige..." hendes stemme var lav, men forstående. Det var lang tid siden, at hun havde følt sådan her, og på den her afhængige måde.

Han kunne ikke se hvorfor han ikke måtte flytte sine hænder, han lod dem dog blive på hendes kinder. Hjælpe? Så hun følte virkelig noget for ham? Hvordan kunne han være sådan ved hende? Han kunne li hende, noget han ikke var vane til, van til at kunne li folk på den måde. Han sagde ikke noget, men han tog fat i hende og trak hende tættere op sig, før ahn lagde hænder på hendes kinder igen. Han kiggede hende i øjnene, før han stille pressede sine læberne mod hendes.

Robin var forbavset. Det skete rimelig hurtigt... Men noget var hun sikker på; hun ville ikke skilles fra Seth igen. Hun ville have hans nærvær hver evig eneste sekund, hver evig eneste dag... det var b.la. derfor han ikke måtte fjerne sine hænder - så hun kunne føle, at han virkelig var der og at det ikke var en eller anden fantstisk drøm hun havde begivet sig ud i.
Robin følte lykken brede sig under deres kys. Hun satte sig en smule tættere
på Seth og nød stilheden, hvor det kun var de to som hovedpersoner.
Noget andet hun var sikker på var, at hun følte noget stort for ham. Men gjorde han også det over for hende?

Seth var lidt forbavset over hvad han gjorde. Han næsten været sikkert på at det ville være en dårlig idé. Og? Han kysser hende? Han kunne virkelig godt li hende, på en måde. En måde han ikke var ven til at føle. Noget han ikke troede på, noget han nægter at tro på. Men han kunne nemt mærke sine følelser ind i sig. Nogen sagde stop, andre. Tag hende. Han vidste ikke selv hvad den rigtig vej var. Ikke nu. Han følte lidt at det var helt forkert hvad han gjorde, så ikke helt. Han ville ikke stoppe, men noget var galt. Han kunne ikke gøre noget. Han ville bare komme til at sår hende måske. Noget han ikke ville. Han nægte stadig at tro på at han blevet forelsket i hende. Det var en ting, han ikke havde prøvet. Men han følte noget for hende, det var helt klart. Det ville hun også kunne mærke i hans kys til hende.

Robin tøvede et kort sekund, mærkede varmen sprede sig i hende. Hvis han ikke følte noget, ville han så sidde her sammen med hende??
Hun fjernede sig forsigtigt fra deres kys, kiggede på Seth. Hendes øjne var klare, ikke længere så blodrøde - det havde hendes krop ikke tid til at tænke på nu.
Men samtidig, anede hun ikke, om det var sikkert - i forhold til Seth. For Robin var 100% sikker: hun var forelsket. Det var gået hurtigt, noget hun ikke var vant til, det var kun sket én gang før... Og det havde endt hurtigt. Men Robin var sikker, hun ville have Seth.
Alle disse tanker, holdt hun for sig selv, sagde ikke noget omkring det - endnu.
"Skal det være os?" spurgte hun med en lidt nervøs stemme, anede ikke hvad hun ellers skulle sige. Hun hentydede til, at hun ville være hans og spurgte jo dermed også, om han ville være hendes.

Seth kiggede på hende, da hun slap hans læber. Han var ikke helt sikker på om han havde dumt sig lige nu. Han var mere og mere tryk på en måde ved hende. Noget nyt, noget han ikke havde prøvet før. Men han måtte vist hellere holde sig fra hende, ellers ville hun bare komme til at betyde lidt for meget. Han kunne jo nu sige at godt kunne l hende, hvis han troede på det. Han kæmpede med sine følelser, og prøvede at forstå det hele. At finde rund på sine følelser som han ikke kendte var svært. Han kiggede på hende, da hun sagde noget. Et forhold med hende? Han ville godt, men kunne han klarer det? Han troede jo ikke på kærlighed den vej. Han lod sit blik glide ned af hende og op til hendes øjnene igen. Han sukkede stille, tog hendes hoved i hans hænder. Han vidste at han være forelsket i hende, men kunne han overhovedet få sig selv til at fortælle hende noget? Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, så han gjorde som han nok ikke rigtig ville. ”Robin…? Jeg ve dikke helt hvordan jeg skal sige det her til dig… Men jeg synes elv at du måske skal vide, hvad du vil? For jeg tror ikke helt at jeg er den rigtig for dig, men, det kan godt være.. Jeg vil dog lade dig selv bestemme hvad du vil.” Han lagde en finger hen over hendes læber, for at vise at hun ikke skulle snakke. ”Hvis jeg selv skal sige, kort og godt… Er jeg et monster på en måde. Jeg vil ikke sige at jeg ikke har fået følelser for dig, for det har jeg,” sagde han stille, han vidste ikke helt hvordan han skulle sige mere. Han tog sin finger væk.

Robin lyttede. Hendes tanker fløj rundt i hovedet på hende, uden egentlig at vide hvad det hele ville ende med.
Hun sukkede, en smule nervøst og kiggede baer på Seth.
"Seth... jeg er ligeglad med alt andet, end dig." sagde hun, uden at tvivle. Man kunne sagtens høre, at hun mente det. "Du er ikke ngoet monster. Og jeg er ikke bange for dig." Robin prøvede at smile en smule, men uden held. Tænk, hvis det hele bare faldt fra hinanden, nu hvor det kunne have været blevet så godt.
Robin tog mod til sig. "Men Seth, det er jo op til dig. Hvis du siger, at du har følelser for mig, kan jeg ikke se noget problem i, at vi finder ud af noget..." Robin's hår hvirvlede bag hende, takket være vinden. Det var som om at vinden forstod hele situationen og prøvede at berolige hende...
"Men igen," sagde hun stille, "du skal ikke gøre noget, du ikke vil." Robin havde bange anelser. Men hvis Seth ikke ville noget, hvorfor kyssede han hende så?...

Han havde stadig en hånd på hendes kind, han nussede den blidt. Han ville ikke ha at hun havde svært ved at sige at han havde ret. For det havde han jo. ”Det burde du ikke være,” mumlede han stille og holdte så sin munden så hun kunne snakke færdig. Ikke noget monster? Han vidste godt at hun ikke kendte hans fortid og det, men. Havde han ikke før taget hende på røven? Havde hun glemte det eller noget? ”Du har hellere ingen grund til at være bange, jeg bider ikke,” sagde han still, han fik et lille grin i stemme. Han var jo vampyr, så jo han bed folk. ”Jeg vil gerne være sammen med dig.. Men jeg er bare bange for at jeg gøre dig ondt, og det vil jeg ikke,” sagde han stille. Hun ville ikke jo rigtig vide hvad han snakke om, men det gjorde ham. Han ville godt være sammen med hende, og det… Men stadig ville ikke gøre hende ondt på nogle måder.

Robin kunne ikke lade være med at smile, helt ud af det blå.
"Jeg ved godt, hvad du er," sagde Robin og kiggede stadig på Seth. Hendes blik var en smule bekymrende, men hendes stemme var stærk, "jeg ved ikke hvad du har været igennem." sagde hun så og sad nu helt tæt på Seth, "men jeg vil være en del af det og hvis det er, hjælpe dig." hun anede ikke hvad hun skulle sige nu. Seth kunne gøre havd han ville, men hun ville ærge sig, hvis denne chance blev forspildt.
"Du kommer ikke til at gøre mig ondt, Seth. Du aner ikke hvilke magter jeg besidder. Tro mig, du kan ikke gøre mig ondt," der gik lige et kort sekund, "eller jo, men det er kun hvis du forlader mig." Robin vidste godt, at det var en del informationer at få i hovedet, men... hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke holde ud af være alene længere, nej, den del af hendes liv skulle være slut, ellers måtte hun jo bare ende...
robin nød Seth's hånd på hendes kind, hun sukkede blidt. Og lgie så stille, bredte sig de sorte englevinger ud af hendes ryg - den del af hende, som var Dødsengel. vingerne var store, kunne sagtens bære hende. Men når de pludselig kom frem på denne måde, var der virkelig noget følelsesmæssigt indblandet.

Han kiggede på hende, han var ikke helt sikkert på at vidste hvad han ude over vampyr. Han lagde hovedet let på skrå, da han så hendes blik. Kunne han mon dumme sig mere nu? Han havde fået hende til at se bekymret ud. Han var mere og mere bange for at hun ikke li ham, men han vidste dog godt om hun kunne li ham. ”Søde? Du siger det som om jeg har været igennem ild og vand,” mumlede han stille og løftede øjenbrynet let. Han havde ingen planer om at fortælle hende hvad han havde gjort for tiden, det kunne han ikke få sig selv til. Han ville ikke ha hende en del af det, eller min sin bror. Hvis han skulle være sammen med Roby, skulle på en måde gemme hende for sin bror? Han var ikke helt sikkert på at Jake skulle vide noget om det her. Han smilte lidt da hun sagde at han ikke kunne gøre hende ondt. ”Det er altid noget Robin,” sagde han smilende, hans smil var lille og rolig. Han lod men det samme mærke til hendes vinger bag hende. Han var nok lidt chokket over det. Han lagde hovedet mere skrå. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, sidst gang han ikke vidste hvad han skulle sige, havde han bare kysset hende. Han var ikke helt på at det ville gå en gang til.

Robin's smil blev lidt mindre.
"Jeg ved ikke hvad du har været igennem," sagde hun stille, blikket rettet mod Seth, "men jeg er nødt til at vide hvad du vil. For..." Robin kiggede ned i græsset, der hvor scenen stod. Det var virkelig svært, men hun ville sådan ønske, at han ville være sammen med hende, for hende, hos hende... Mend det nyttede jo ikke, når det var, at han troede, at han ville eller kunne skade hende. "Jeg orker ikke flere forhandlinger, Seth.. " Robin lo kort, da hun så hans udtryk over det med hendes vingers pludselige fremtæden. Hun kunne ikke lade være med at smile, og selvom hun prøvede, virkede det ikke. For Seth kunne kun få hende til at smile. Kunne kun få hende til at være glad, fri på den ene eller anden måde..
"Jeg har også mine mørke hjørner," sagde Robin og håbede aldrig nogensinde på, at hun ville være nødt til at vise Seth dem, "men jeg er åben for de jeg holder af."

Han brummede nu stille. ”Er det vigtig hvad jeg har gjort?” spurgte han stille. Han kiggede på hende. Han satte sig tættere på hende, så han lår rørte hendes lår. Han tog hendes hånd med et stille smil hen over læberne. Han lod hendes snakke færdig, før han tog sig sammen til at sige noget til hende. ”Hvad jeg vil? Det jeg vil er nok bare at være sammen med dig,” sagde han stille. Han lyttede til hende da hun grin, han smilte lidt mere. ”Alle her sine mørke siden, nogen bruger den bare mere, end de skulle,” sagde han stille. Han kiggede på hende. Han rettede sig hovedet op igen. Han nussede hendes let. Han kunne lige pludselig se hvad hun gjorde ved ham. Hun kunne få ham til føle sig rigtig igen, noget han havde ikke gjort længere nu.

Robin lyttede spændt.
"Nej, du behøver ikke sige til mig, hvad du har gjort før i tiden, Seth," hendes stemme var mørk, kold og mere... vampyr-agtig. Hun var seriøs og prøvede at forstå. "Medmindre du selv vil snakke om det, så vil jeg ikke tvinge dig. Men Seth," Robin knugede stille hans hånd, da han tog hendes, "jeg har også oplevet, gjort ting, som jeg fortryder. Men igen... jeg prøver at glemme. De sidste hundrede år, har jeg prøvet at glemme hvad jeg har gjort og sommetider oplevet, det er en del, der gør dig speciel og ingen anden. Hvis du ikke var speciel, havde jeg aldrig nogensinde været så hurtigt tiltrukket af dig. Og hvis du var mere ond og modbydelig end du var god indeni, så ville jeg ikke have haft nogen videre kontakt med dig. Men det har jeg. Og du kan snakke med mig hvornår du end har lyst til."
Robin kiggede Seth dybt i øjnene, så han forstod. Hun ville have ham og ingen anden. Hun ville være hans, kæmpe for ham, kæmpe ved hans side, hjæælpe og trøste ham, når han havde brug for det...

Han lyttede til det først hun sagde før han svarede hende: ”Det lyder nu fint… Du har ikke bruge får at vide det søde,” sagde han stille og små smilende. Han mærkede hendes hånd mere, noget der fik han til at tænke mere over det her. Han slap hendes hånd, da hun snakkede igen. Han rejstes sig op og gik lidt rundt bag hende. Han fortryder det jo ikke, så meget. Han lade hovedet tilbage, han kunne godt finde på ødelægge noget lige nu. ”Du er mere speciel,” sagde han stille, hun kunne nemt hører ham jo. ”For det her burde bare ikke sket,” mumlede han stille meste til sig selv. Han tog til hovedet. Han gik ellers bare frem og tilbage bag hende. Han kiggede på hende. Han satte sig bag hende bare på hug. Han kiggede på hende. Han kyssede stille hendes skulder.

Robin stirrede ud i luften, fuldstædnig blank. Lige nu. Hun kunne høre Seth gå rundt bag hende, kunne fornemme at han ikke var tilfreds. Hun var træt af at snakke, hun ville have aktion, gang i den, hun ville have... ham. hun var træt af ikke at komme nogen steder. Så da Seth satte sig på hug bag hende, lettede hun hurtigere end hun egentlig selv kunne opfatte helt oppe over ham, bare et kort sekund, før hun igen landede lydløst og elegant bag ved ham. Og så holdte hun ham bare. Hun knugede sig kærligt ind til Seth, som stod med ryggen til hende, omfavnede ham med armene omkring hans talje. Det var et knus der kunne give et lille indtryk af, hvordan hun følte overfor ham - og at hun ville være hans.

Seth mærkede hende bag sig. Han rejste sig op, for hun bedre kunne kramme ham. Han tog let fat i hendes hænder med et stille smil hen over læberne. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre nu. Han slog blikket ned, han ville ingen steder lige nu. Han ville bare være sammen med hende for nu og til, hun ikke gad han mere. Han vendte sig om mod hende og kiggede hende ind i øjnene med et smil. ”Burde du ikke få dem væk?” spurgte han stille. Han mente hendes vinger. Han lagde hendes hænder op bag hans nakke med et smil. Han lagde sine om livet på hende. Han tænkte lidt på hvad der skulle ske nu, han vidste det ikke. Han var ikke van til noget ligesom det her.

Forsigtig legede Robin med Seth's hår, nu hvor han havde lagt hendes hænder om ved hans nakke.
Hun grinte nervøst, da Seth kommenterede hendes vinger. Hun nikkede som svar, og ligeså stille, forsvandt de i et lille lilla lys.
"De er ikke til at styre," lo hun sarkastisk og hentydede til hendes vinger. Hendes øjne skinnede af lykke og fokuserede kun på Seth. Hun aede forsigtigt Seth's venstre hånd med sin ene pegefinger.
"Hvis du ikke vil mig, vil jeg have, at du siger til." hendes stemme var en lille smule grødet, fuld af følelser.

Seth smilte stille til hende. Han nussede hendes ryg let, da hun var nervøs. Han kiggede på hende, han vidste godt at var vampyr, men var han så farlig? Han nød hendes finger i hans hår. Han stillede sig tættere på hende nu. ”Det er du vist hellere ikke,” sagde han drillende, og mente hendes hænder, han drillede nu bare lidt. Han lo stille af hvad han sagde. ”Jeg vil altid ha dig,” hviskede han smilende. Han lod sin ene hånd gled op og ned af hendes ryg. Han kiggede hende ind i øjnene, så hun kunne se at han mente hvad han sagde der til sidst.

Robin smilte, lille smule forbavset.
"Jeg vil gerne være din." sagde hun, helt sandfærdigt. Hendes blik var blidt, fuld af ... kærlighed. "Der vil ikke kunne ske mig noget. Jeg er ligeså meget vampyr som du selv, ved du nok. Og min evne til at kunne sende de dødelige til himlen eller helvede og genoplive, er ikke helt slem heller." hun lo og nød kærtegnene på hendes ryg. Hun forstod hvad han sagde.
"Så... er du min?" spurgte hun, helt uventet. Hun var nysgerrig, ville vide besked.

Seth smilte til hende, kunne næsten ikke forstå hvad hun sagde, men det gav ikke mening i hans øjnene lige nu. Hun elsket et monster? Sådan forstod han det, men han ville ikke rigtig tro på at det hele. Og han ville ikke ha at hun var ’fysik’ sammen med ham, selvom at hun sagde at han ikke kunne såre hende. ”Ja, jeg er kun din,” sagde han smilende. Han bukkede sig lidt ned til hende og pressede let sine læber mod hende. Han troede dog stadig ikke rigtig på at han kunne virke føle kærligheden, men han kunne jo ikke sige at han ikke var forelsket i hende.

//smutter nu. Svarer enten senere, eller hvert fald i morgen!!

Robin smilede glad, sparng straks op i Seth's favn. Hun kyssede ham lykkelig over det hele; kinderne, næsen en gang eller to, hans perfekte hage- og kindben og så selvfølgelig hans perfekte læber, hun knapt nok kunne holde sig fra..
"Du er som slik..." mumlede hun med et smil og mærkede hvordan tørsten bredte sig i hende, endnu en gang. Men hun blev siddende, hvorfor smutte, når man nu havde en som ham? hun ville da ikke spilde tiden... Men det ville ikke vare længe, før hun var nødt til at bide i et eller andet, ellers ville tørsten tage over og hun ville ikke blive særlig sjov at være sammen med...