Lonely night on the piano. //Seth//

Robin lo for sig selv. Hun klukkede lavt og kom med en tilfreds lyd.
"Ja, jeg det ender galt for dig... da jeg ... bliver lidt for ... blodtørstig når det gælder sådan noget." hun kyssede ham endnu en gang let, tog hans hånd, klemte den blidt.
Træerne om dem fik mørket til at virke gennemtrængende, lavede svage silouetter rundt omkring.

//er lige i skole, så... det blev lidt kort//

Seth kiggede på hende, han vidste ikke helt hvad hun mente med sådan noget. Han havde ingen idéer til hvad hun mente. Uden over hvis det var et fysik forhold, hun mente. Han havde dog ingen planer om at ha det med hende, han ville sikkert selv blive lidt for farlig. Men hvis det var det hun ville ha, skulle hun vel også ha det? Han vidste ikke helt selv var der var det rigtig. ”Hvad mener dy med det? Sådan noget?” spurgte han stille og kiggede på hende. Han klemte blidt hendes hånd igen,.

Robin nikkede energisk.
"Jeg har det med at blive... tørstig, mere ... vild." hun klukkede endnu en gang, lod sin anden hånd blidt kærtegne Seth's kind. Hun kiggede ham nu i øjnene, med et blidt blik. Hun lænede sig lidt mere mod træet, hørte barken krakkelere under hende. Hun var jo stærkere end så mange andre.
Det var lang tid siden, at Robin havde savnet det at være menneske. Hun vidste også godt, at der var ting hun aldrig ville kunne komme til at opleve, men ... det var nu skønt at være anderledes end alle andre. Og kunne leve sammen med sin eneste ene resten af sit liv.

”Robin? Jeg ved ikke helt hvad du mener med at du kan blive trøst? Har du ikke lige fået nok?” spurgte han stille. Han havde en idé om hvad det var hun mente, men han håbede dog ikke på det. Ikke fordi at han ikke ville, men han mente det var mindst ligeså farligt for hende, som det var for ham. Han lagde hovedet let på skrå. ”Sig mig? Hvad er det du vil?” spurgte han smilende og stille. Han ville gøre næsten alt for hende, han kunne ikke selv komme i tanke om noget han ville gøre for hende. Han nød hendes hånd mod hans kind, men han var dog lidt urolig for hvad hun mente.

Robin fjernede sin hånd fra Seth's kind og hans hånd og placerede dem langs hendes sider.
"Jeg vil have dig. Ikke kun som psykisk men..." Robin rystede på hovedet af sig selv. Forstod han ikke hendes hentydning??
"Men bare glem det, hvis du ikke forstod hvad jeg ville i starten..." hendes stemme var en smule nedtryk, hendes blik fjernt. Hun kiggede mod skoven og iagtog mørket.

Han lagde blidt sine hænder sad ved hende side, han nussede blidt hendes sider. Han kiggede på hende. Selvfølgelig havde han på en måde forstået det, men havde dog bare håbet på noget helt andet, ikke fordi at han ikke ville være sammen med hende på måde. Men han kunne lige så hurtig blive små voldelig eller lignede. Han ville ikke på nogle måder skade hende. ”Jeg… Jeg forstod det godt, men…” mumlede han stille.

(Skal gå, er ca tilbage om en time eller mindre xD)

Robin ventede. Hun kiggede på ham, havde fornemmet, at han havde forstået hentydningen, men ville bare høre hende selv sige det...
Stille, flagrede der små flagermuse rundt omkring hende, helt mørke med røde øjne, ikke større end længden på en pegefinger. Hun havde formet dem via hendes mørke skygger/tåge, vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.

Han vidste ikke helt hvordan han skulle sige det til hende, at han ikke ville på en måde. Men han havde dog meste lyst til at sige, noget om betyde et ja. Han kiggede hende ind i hendes øjnene, han vidste ikke hvad han ville finde, eller hvad han ledte efter. Han vidste ikke om han kunne gøre det, uden at komme til at gøre hende noget, selvom måske ikke ville gøre ondt på hende. Han slikkede let sine tænder inde i munden, hun kunne sikkert hører det.

"Undskyld jeg håbede..." sagde hun svagt, trådte et skridt væk fra træet. Flagremusene flagred stadig omkring hende, hendes vinger viste sig som en svag silouet i mørket.
"Men jeg kan godt lide dig." sagde hun kort, lidt mere menneskeligt. Det var sandt, men ... hun måtte have aktion, hvis der var noget som helst der skulle fungere..

Han sukkede forvirret, når han prøvede på at sød, og lade være med at gøre hende ondt, så gjorde han det stadig. Han trak let på skulderne. ”Robin,” sagde han stille med fast. Han tog let fat i hendes hånd. ”Ikke undskyld… Jeg kan også godt li dig… Det er ikke fordi at jeg ikke vil,” sagde han stille. Han kiggede på hende. Han gav hendes hånd et let klem. Han vidste ikke helt hvordan han skulle sige det, han gav op. ”Okay… Vi kan prøve?” spurgte han stille og små smilende.

"Jeg er nysgerrig," sagde Robin, gik et skridt tættere på Seth, "hvorfor er det, at du ikke kan? Frygt?" hun lagde hovedet en smule på skrå, nysgerrig over hvad hans svar ville være.
En kold vind tog fat i Robin's jakke og legde næsten med den. Hun sukkede, trak den til sig, iagtog Seth.

”Er du ikke altid det frøken?” spurgte han smilende. Han nussede let hendes hånd, da hun gik tættere på ham. Han kunne ikke holdte sit grin tilbage, da hun sagde frygt, lige det var det ikke. ”Robin… Robin, lade os bare sige at jeg ikke vil gøre dig ondt, ikke?” sagde han stille og dog små smilende, selvom det ikke burdet være et smil hen over han læber.

"Du skal ikke grine af mig!" grinte hun selv og puffede drillende til Seth. Hun grinte med et smil over læben.
"Jeg kommer ikke til skade, hvis det er dét du tænker på," sagde hun så og kiggede på Seth, stadig med samme smil på læbrene. Hendes hugtænder var væk, men smagen af hendes sidste måltid var der stadig.

”Hvem siger det?” spurgte han drillende, da hun sagde det. Han tog fat i hende og trak hende hen til sig, da hun puffede til ham. ”Jaja, det kan vi godt sige smukke,” sagde han smilende. Han vidste ikke selv om han ville komme til det, men hvad skulle han gøre? Hun havde bestemte sig, han havde ikke noget i hvad hun havde bestemte sig for. Han kyssede hende blidt på kinden.

"Det gør jeg!" lo hun og stillede sig på tæer, for at kunne nå Seth's mund. Hun svang armene om hans hals, helt blidt og lagdehovedet hvile forsigtigt på hans bryst. For første gang, havde hun gjort det: hun havde hørt, at en persons hjerte ikke slog.
"Du er mere vampyr end du aner, vidste du det?" spurgte hun, stadig med hovedet mod Seth's bryst.

Han klukkede bare stille i stedet for at svarede hende igen. Han fangede kort hendes læber, før hun lagde hovedet mod han bryst. Han vidste godt at hun måske ville undrer sig over noget. At han hjerte ikke så slog, som hos mange andre halv vampyrer. Han lagde armene om hende, og nussede let hende ryg. ”Jeps, jeg ved,” sagde han smilende lige efter at hun var færdig.

Robin rettede sig op mod Seth, så hun kunne se hans ansigt igen. Hun lagde forsigtigt sine læber mod hans, kærligt. Så flyttede hun dem igen, kiggede på Seth.
"Hvordan fik du egentlig vampyrgenet?" enten var det medfødt - ellers så skulle man jo have været bidt af en anden - der så i dette tilfælde ville have været en vampyr.

Han nød hendes kort kys og kyssede let tilbage. Han kiggede på hende med et smil. Han nussede hendes ryg blidt videre. ”Vampyrgernet?” spurgte han undrende. Han kiggede på hende og rynkede let panden. Han kiggede kort mod lyden af parret som næsten var væk. Han lagde hovedet let på skrå. ”Bidt, det er derfor du ikke kan høre min hjertet,” sagde han stille og små smilende. Han havde ikke noget imod at skulle ytil at fortælle hende om det sidst i hans ikke menneskelig liv. Han var jo animagus der.

"Okay. Der er jo nogle der bliver født 50/50," svarede hun, hendes stemme seriøs. Men hun havde ikke ønsket at blive vampyr, egentlig. Men hun havde mistet sit liv og derfor chancen til at opleve det hun ikke havde nået som menneske, så hun tog chancen. Og hun måtte indrømme overfor sig selv - og alle andre - at det nu var meget perfekt at være vampyr - hun havde jo ændret sig en del, rent psykisk siden.
"Jeg valgte det jo ikke selv." sagde hun så.

Seth kiggede på hende, han lagde hovedet let på skrå. "Yay, men sådan er det ved nogen, og nogen er bare nød til at se, at de ikke få det rigtig liv tilbage," sagde han stille med en mere eller mindre trist undertone. Han klemte hende hånd blidt. Han kunne nemt huske sin sidst nat på sit rigtig liv. Hans smil var ikke mere på hans læber, men han kunne dgo ikke nægte at det ikk var en af de bedste after. Han blinkede let med øjnene, han kunne nemt huske alt fra en aften, selvom han ikke burde kunne huske det så meget som han gjorde. "Hmm... Okat, ikke så godt," mumlede han stille med en små trist undertone-

Robin kiggede overrasket på Seth.
"Ikke så godt...?!" Robin rystede kort på hovedet. "Jeg var døden nær!" hendes stemme var høj, en anelse hvæsende. Hun havde ikke snakket med nogen om det, siden... han forsvandt. Uden videre, bare pludselig.
Robin tog sin hånd forsigtigt til sig og rystede det, så det endnu en gang havde den store fylde. Det lagde sig perfekt bag hendes ryg, nu og da, legede blæsten med det.
Robin begyndte et gå lidt rundt under den store trækrone, kiggede op. Træet måtte være mindste hundrede år gammelt. Hun var ældre end træet.

Seth lagde hovedet let på skrå, da han så hende overrasket. Han vidste ikke helt hvad han havde sagt forkert. Han kiggede på hende, han ville dog ikke være uvenner eller noget med hende. ”Rolig… Ikke? Alle der bliver vampyrer på den måde, er døden nær. Man er mere eller mindre dø, når en vampyr bider dig,” sagde han stille. Han trak sig dog lidt tilbage før han svarede hende. Han kiggede på hende, han vidste ikke helt om han nogensinde ville komme til at sige noget rigtig til folk. Han sukkede stille. Han lænede sig let op af træet.

Robin vendte sig mod Seth, der lænede sig mod træet. Hendes hår blæste nu omkring hende, det passede til hendes humør. Hendes blik, var blidt, kærligt og ... forstående, på den ene eller den anden måde.
Robin gik hen til Seth, lagde armene om hans brystkasse og krammede ham. Hun sukkede anstrengt, nødt at være sammen med Seth. Hun aede ham blidt på ryggen, begravede hendes ansigt ind mod hans bryst.

Seth kiggede på hende, mere eller mindre forvirret. Forvirret over at hun at ikke var sur mere. Han kunne ikke helt forstå hvorfor hun var sur lige før også ikke nu, men det var vel lige meget, så længe hun var glad, ville han ikke gøre noget ved det. Han smilte stille til hende, men han var dog stadig let forvirret.
Han smilte til hende, da hun gik hen til han. Han lagde armene om hende med et smil hen over læberne. Han finger nussede hende ned af ryggen, også op af ryggen. Han kunne nu godt stå sådan i flere år, det ville han ikke ha noget i mod.