Tired of running. //Vlad//

"Og hvad nu hvis han ikke kan bruge mig?" spurgte Lucinde mere for sjov, fordi hun kunne nok ikke helt forestille sig, at Ma'lakel ikke kunne bruge hende til noget. Et mindre smil bredte sig over hendes læber. Hun kiggede lidt på vampyren, da han nævnte, at han skulle have betaling for at lade hende være. Hendes smil forsvandt igen, mon Ma'lakel ville betale for det. Det vidste hun jo enlig ikke, fordi hun kendte ham ikke. Hun havde bare til opgave at finde ham.
"Jeg kan sagtens være tålmodig, og har altid kunne være det." sagde hun, og det var også en nedladende bemærkning om, at vampyren ikke kunne være tålmodig så længe, men det var kun i hendes tanker. Hvis vampyren tog det for tungt, så var det jo ikke hendes fejl. Han kunne jo bare lære tålmodighedens kunst.

Vladimir lod et bredt smil, skære over hans ansigt. Han grinede, og rystede på hovedet, og pegede på Lucinde med et hoppende klo.
"Det.. Skal du slet.. Ikke tænke på... Jeg har allerede massere af idéer... TIl.. Hvordan du.. Kan komme til.. At betale.. For din.. Lille.. Uopdragende.. Talehul..." Sagde han, og hvæsede så lavt, og klikkede sin klo imod hans ene tand imens han opserverede hende.
"Hm.. Jeg.. Vil lige.. Give dig.. Et tip.. Til.. Når at du... Møder.. Ma'lakel... Så lad vær.. Med.. At behandle ham.. Så... Respectløst.. Som du. Har gjord.. Mig..." Sagde han, og smilede bredt, håbede lidt på, at hun ville opføre sig lige så dan, og at Ma'lakel ville smide hende ud.. For så, var jagten igang. Vladimir rettede så ryggen op, og stirede på hende, med en seriøs mine.
"Jeg.. Vil finde dig.. Når.. Jeghar snakket.. Med Ma'lakel... Indtil da.. Lad vær.. Med at rende ind.. I flere.. Vampyrer.. Og opføre dig.. Som.. Du har gjord.. Nu... Skulle nødig.. Give.. Ma'lakel.. Et lig.." Hvæsede han lavt, og gik så hen imod det lig, hun havde froset tidligere. Han stak sine klør i det, løftede det over sit hoved, og kastede det imod Lucinde.
"Her.. Tag.. Din statue!" Hvæsede han, og fortsatte så med at gå hen af gyderne.

Lucinde kiggede bare lidt på ham, mens hun tænkte, at vampyren ikke ville få ligeså mange chancer, som han fik denne gang. Hun havde jo undervurderet sin fjende, men det ville nok ikke ske igen. "Så vil jeg vente på dig." sagde hun. Nu var hun i det mindste forberedt på, at hun ikke kunne være sikker, hvis Ma'lakel ikke kunne bruge hende.
"Jeg havde heller ikke tænkt mig at behandle ham på samme måde, han er jo højere i herakiet end mig. Og så er han jo hersker over stedet." sagde Lucinde. Vampyrerne stod jo under hende, derfor bahandlede hun dem, som hun gjorde. "Og jeg bestemmer ikke, om der lige er en vampyr, som vælger at krydse min vej." Alle vampyrer ville nok ikke være sådan.
Lucinde så, hvordan han kastede med det forsne lig mod hende. Hun smilte dog bare kort og løftede staven mod liget, der kom flyvende, selvom det krævede en del at holde sig stående. Da liget knap nok kun lige nåede at røre staven, knustes isen og landte på jorden foran hende. Hun kiggede efter vampyren, der fortsatte ned ad gyden.

Vladimir stoppede, og kiggede over sin skulder, på Lucinde. Han kneb sine øjne sammen, og hvæsede lavt.
"Ma'lakels.. Hireaki.. Betyder mig.. Intet.. Hvis.. En dæmon.. Behandler mig. Som du.. Har gjord.. Er de.. Mit bytte.. Ma'lakel.. Ser mig som.. En hund.. Men.. Han behandlede mig.. Med respect.. Så længe.. At han.. Gør dette... Vil jeg.. Forblive hans.. Kamphund.... Så snart at dette ændre sig... VIl han også.. Være et bytte.. Eller object.. På min vej.. Dette.. Burde.. Ma'lakel.. VIde.." Sagde han lavt, og knurrede igen.. Han rystede langsomt hovedet, og forsvandt så i en sort røg, og fløj over tagende. Ikke megen tid senere, skar et skrig igennem natten. Som en kniv.. Igennem papir..

Lucinde kiggede efter den sorte røg, og måtte bide sig i læben, da skrigen skar gennem mørket. Hun nåede lige at sætte staven i jorden og støtte sig på den, inden hun faldte sammen. Hun kiggede igen op mod stedet, hvor røgen var forsvundet. Hun følte sig ikke rigtig truet, men heller ikke bange, men hvorfor skulle hun også være det? Hun var jo en dæmon.
Lucinde tog sig sammen til at forlade stedet, hun burde nok heller komme hjem, så hun kunne plege sig lidt og komme ovenpå igen. Fordi det der ikke slog hende ihjel, det gjorde hende kun stærkere.

// Out.. Snakker med Ma'lakel om et fælles emne.. PM'er, når jeg har fundet ud af noget.. //

//Okay, så venter jeg spændt. :D
Out..//