Tired of running. //Vlad//

Vladimir kneb øjnene sammen igen, og spærede dem så op da hun sagde at hun gerne ville snakke med Ma'lakel. Vladimir blev pludselig meget frustreret, og hvæsede højt, og svingede omkring sig med sine klør. "Raargh!!" *Forvandede Dæmoner! Gerh! Maølakel ville ikke tillade mig at dræbe en der ville have en samtale med ham... Marh!* Tænke han og hvæsede efter Lucinde. Han kneb så øjnende sammen, da han mærkede isen var igang med at smelte. Han knurede lavt, og strakkte ryggen, somom at han slappede af. *Det.. Stopper mig ikke i.. At tage mig lidt... Af hendes kræfter...* Tænkte han, og hans vejrtrækning begyndte at slappe lidt af. "Jeg.. Kan måske.. Bringe dig til Ma'lakel.. Eller.. Bringe ham til dig.." Sagde han, så rolig at han nu kunne lyde, med hans ru stemme. Han begyndte igen at kigge efter hendes øjne, uden at blinke en eneste gang.

Lucinde trådte et skridt tilbage og tog sin stav i begge hænder, da væsnet hvæsede og svingede omkring sig. Dog burde hun enlig ikke være gået i forsvarsposition, da isen havde fat i væsenets ben, dog kunne hun ikke være sikker, fordi hun kendte heller ikke til sin is grænser, som kunne være meget forskellige fra dag til dag. Regnen løb ned langs hendes hår og kinder, det var virkelig det forkerte vejr, hun var taget ud i. Hun kiggede kort på sin venstre underarm, hvor blodet så ud til at størkne, eller var blevet vasket af af regnen.
Lucinde kiggede nysgerrig på sin modstandere, da han fortalte noget. Et møde kunne arrangeres, hvilket var vejen frem og tættere på hendes mål. Men hvor langt ville hun kunne komme?

Vladimir kneb sine øjne sammen. Et smil bredte sig meget langsomt over hans læber, og han hvæsede så højt, næsten som et brøl, i det at han rev sin fod fri fra isen, og så stampede hårdt i jorden. Han stormede med det samme imod Lucinde, med sine hænder ud til hver sin side, fingrene spændt, og de lange klør klar. Men kun meget kort fra Lucinde, omkring samme afstand som hendes sta vhøjst ville kunne nå, hvæsede hand, og forsvandt så i en tynd, sort røg skyg. Den sorte røg fortsatte i det samme tempo som ham imod Lucinde, men han var væk, og der kom ingen lyde mere. Det eneste der var tilbage fra ham, var den tynde sorte røg, som gled hen over Lucindes krop, og forsvandt så langsomt.

Lucinde strammede grebet om sin stav, da væsenet smilede og hvæsede. Hun måtte være klar, fordi det virkede, som om væsenet havde en plan, men hun kunne ikke gætte sig til hvad. Hun spærrede overrasket øjne op, da væsenet pludselig var fri af isen. Der gik lidt tid, før hun igen fik fattet sig sammen, og fik gjort sit mod angreb klar, fordi væsenet var hurtigt på vej mod hende. Hun fik et vældigt chok, da væsenet gik op i røg. Hun stirrede lidt på det, da det kom mod hende. Da røgen var omkring hende, viftede hun lidt med armene, hun følte sig ikke tryg. Det virkede alt for underligt og unaturligt ti, at det kunne være sket. Hendes modstander var gået op i røg bare sådan. Hun brød sig heller ikke om stilheden, der lige pludselig var kommet, det var først nu, hun enlig lagde mærke til, hvor stille der havde været. Hun kiggede rundt omkring sig, da røgen også forsvandt. Det gav slet ikke nogen mening mere.

Et lavt flap af vinger kunne høres bag Lucinde, få sekunder inden en sort røg poppede frem igen, og Vladimir hvæsende fløj ned bag Lucinde, hvis ikke at hun havde nået og vende sig. Han forsøgte at lægge sin ene arm omkring hendes talje, og presse hendes arme ind til hendes sider, derved holde hende fast. Hvis alt dette lykkedes, ligger han en klo for hendes hals, og hvæser. "Hvis.. Du prøver at fryse mig igen..." Han pressede kloen ind imod hendes hals, truende.

Lucinde blev stående, hun hadede stilheden, der var omkring hende, fordi hun følte ligesom, at hendes modstander stadigvæk var til stede, hun følte sig meget usikker. Hun hørte pludselig en hvæsen et sted i nærheden, men kunne ikke dømme, hvorfra det kom, hun vidste bare, at hun havde haft ret, hendes modstander var her stadigvæk. Hun kunne mærke noget røre hende, og prøvede at vriste sig fri, men hun havde ikke styrken til det. Hun tabte staven på jorden. Hun bed sig i læben, da hun kunne mærke smerten i hendes venstre arm, da der blev presset mod den. Hun ville ikke vise frygt eller smerte for sin modstander, selvom han var bag hende. Hun kunne mærke noget mod sin hals, men forblev stille. "Så hvad? Skærer du halsen over på mig?" spurgte Lucinde roligt.

Vladimir smilede bredt, og hbæsede lavt. Han fjernede sin klo, og k'rte spidsen af den ned af hendes kind, og hvis ikke hun flytter hovedet tilbage, vil han skære et meget tyndt lille rift. "Måske..." Sagde han, og knurede lidt. "Men.. Jeg vil ikke slå dig.. Ihjel.. Ikke.. Mere.. Ma'lakel.. Ville ikke tillade dette... Men.. Jeg. Vil stadigt.. Have noget af dig..." Sagde han lavt. Han hvæsede højt, og forsøgte så at bide hendes nakke, og drikke fra hende. Hvis dette lykkedes vil han ikke forbandle hende, da Vladimir ikke er stærk nok til dette endnu. Han ville kun drikke meget kort, men i denne tid, ville det også påføre megen stor smerte, da bidet ikke er blidt, og samtlige tænder er syle spidse, men nogen er skæve, og river en smule i hende. Da han har drukket hvæser han, og lukke øjnende, i det at han læner sit hoved tilbage.

Lucinde fik ikke noget svar, så hun sagde heller ikke noget. Hun blev lidt lettet, da trykket mod hendes hals langsomt forsvandt. Hun kunne mærke noget, som skar gennem hendes hud på kinden og efterlod et spor af smerte, dog flyttede hun hurtigt på hovedet og bed sig i læben. Hun ville ikke skrige. Det gik op for Lucinde, at dette væsen faktisk havde noget med Ma'lakel at gøre, hvilket undrede hende på en måde, men for hende var det jo godt, fordi så skulle hun ikke lede efter ham. Dog brød hun sig ikke om, at han sagde, at han ville have noget af hende. Lucinde prøvede at komme fri fra grebet, da hun kunne mærke, der var noget, som nærmede sig hendes nakke. Hun havde på fornemmelsen, hvad der ville ske, og hun brød sig ikke om det. Et lille skrig kom fra hende, det gjorde ondt, og det gjorde rigtig ondt. En lille tåre dukkede op i det ene øje, men hun blinkede den hurtigt væk igen. Hun ville ikke vise smerte. Hun lukker øjne, da hun prøver at samle tanker igen, da han fjerner tænderne.

Vladimir smaskede et par gange, nød tydeligvis smagen af hendes blod. Han slikkede sine læber, og slap så sit greb omkring hende, og skubbede hende fremad, og væk fra sigselv. Han gjorde det hårdt, så at hun ikke med det samme kunne vende sig og retaliere, hvis at hun stadigt var stærk nok til at kunne dette. Han knurede så lavt, og stirede på Lucinde. "Du.. Er en stærk.. Dæmon.." Sagde han lavt, og slikkede sine tænder. "Og.. Det er svært. For mig.. At lade dig være.. Dit blod.. Styrker.. Og.. Er stadigt sulten..." Sagde han, og kneb sine øjne sammen en smule, og stirede ned på hende. "Men.. Du søger.. Ma'lakel.. Dette.. Må jeg fortælle ham.. Og.. Holde mig i skindet.. Måske.. Er du til nytte.. For ham.." Han var tydeligvis ikke tilfreds med at han måtte lade hende gå, og gik fra side til side, ophidset.

Lucinde stolpede fremad, da der blev skubbet til hende. Hun skulle lige genvinde balancen igen. Det var først nu, at hun kunne mærke, at hun manglede det blod, som han havde taget fra hende. Hun tog sig lidt til hovedet, før hun endelig fik vendt sig om. Hun kiggede først efter sin stav, som hun endelig fik øje på, den lå på jorden, hvor hun havde tabt den. Hun kiggede derefter på ham. Hun kommenterede ikke det, han sagde, om at han stadigvæk var sulten. Hun smilede dog over det, som han sagde om Ma'lakel. Det gjorde mange ting lettere for hende, men hvor lette? Hun satte sig ned i hug og lagde en hånd på jorden. Noget is tog fat i hendes stav og bevægede sig over til hende, hvor hun så samlede den op.

Vladimir kneb øjnene sammen og observerede Lucinde. Han var ganske overrasket over at hun ikke faldt om, pågrund af manglen af blod. Hun var tydeligvis stærkere end han havde regnet med. Han hvæsede lavt da hun fik is til at tage fat i hendes stav, og det at hun samlede den op igen, tog hans, stadigt primitive sind, som en direkte udfodring, eller trusel, og han stormede straks imod hende igen med et højt hvæs, og udspærrede øjne. Han sparkede ud efter Lucinde med hans højre ben, og prøvede at ramme hendes mave, og hvis det lykkede sende hende i høj fart tilbage, og ind i muren bag hende.

Lucinde fik rejst sig op og støttede af på staven. Det var først her, at hun opdagede, at hendes modstander var faret mod hende igen, men det var alt forsent. Da hun blev ramt i maven, røg al' luften ud af hende. Hun ramte jorden med et smæld og faldt igen ned på jorden, hvor hun landte på jorden. Hun forblev liggende uden at bevæge på sig på nogen måde. Hun kunne godt mærke, at der var en mangel i hendes kræfter. Hun lukkede øjne, mens hun prøvede at finde ud, hvor slemt det enlig stod til med hende. Hendes hoved snurrede let, hendes venstre arm gjorde stadigvæk ond, og det gjorde generelt ondt i hele kroppen lige nu. Hun prøvede at støtte af fra jorden, hun hostede let og faldt så sammen igen.

Vladimir hvæsede igen af hende, men så nu at hun nok ikke havde ville true ham, men bare gerne ville have sin stav at læne sig op af. Han kiggede på hende med undersøgende øjne. Han fortrød for første gang noget han havde gjordt, da det virkede somom han havde fået Lucinde skubbet i en slem tilstand. Han hvæsede lavt og gik hen ved siden af hende.
"Gargh... Du kan lige vove på... At dø... Lille Dæmon..." Vrissede han af hende, og pegede på hende med en negl. Han kiggede på hende stav, og vidste ikke helt om hun havde behov for den til noget som helst, men skubbede den hen til hende igen.

Lucinde opfattede kun halvt, hvad der skete omkring hende. Hun blinkede let med øjne, men da tingene var for sløret, så lukkede hun øjne igen. Hun kunne nu mærke en smerte et sted i baghovedet, hun havde nok slået det temmelig hårdt, da hun var fløjet mod muren. Hun gabte lige pludselig midt i det hele.
"Jeg.. Havde.. Tænkt mig.. At dø.." sagde Lucionde stødt og roligt, det gjorde lidt ondt, når hun sagde noget. Da hun kunne mærke hendes stav, som ramte hende, tog hun fat rundt om den med den ene hånd. Hun kunne endelig få sig skubbet op at sidde, hvorefter hun lænede sig op ad muren. Hun forblev stum, uden at sige noget. Hun betragtede bare væsnet foran hende.

Vladimir holdt øje med Lucinde, og var helle tiden på vagt. Han var blevet snydt rigeligt af gange, af andre. SÅ han ville ikke tage chancen. Han kunne dog godt se, at hun var i smerter, og han gættede på at hun ikke løj. Han hvæsed elavt, og pegede på hende med en af hans klør.
"Det.. Ville være-- Dumt.. Det er der.. Ikke nogen.. Der ville.. Få noget.. Ud.. Af.." Hvæsede han lavt, og kneb sine øjne sammen. Han kiggede ned af Lucinde, og prikkede hende pande en enkelt gang med spidsen af en klo.
"Du.. Er stærkere.. End det... Hold.. Dig.. I live..." Hvæsede han lavt, og kneb sine øjne en smulle sammen endnu engang, og kiggede på hendes stav, og så hende. Han ville ikke have at hun skulle dø, men hun havde heller ikke lyst til at bære hende til hospitalet. Sidste gang, gik det ikke så godt...

Lucinde grinte lettere, men tog sig hurtigt til maven og skar i stedet grimasser. Det gjorde ondt, når hun grinte, så det måtte hun hellere nok lade vær med, selvom hun hellere ville det. "Der skal mere til, før jeg falder død om." sagde hun og kiggede op. Det trak lidt i den ene side af smilebåndet. Hun lærte nok aldrig at holde sin mund på de rigtige tidspunkter, men hvad gjorde det? Man kunne ligeså godt forsvare sin sidste ære, som man nu havde tilbage.
Da han satte kloen på hendes pande, tog hun hendes stav og skubbede han væk fra hende. "Ikke røre!" sagde hun advarende. Halvdelen af hendes stav dannede iskrystaller, men de forsvandt hurtigt igen. Hun var stærkere, hun skulle bare komme sig over de værste smerter.

Vladimir hvæsede højt i det han blev skubbet væk, og rev ud efter staven, men forblev ved en afstand, og knurrede vredt.
"Hraargh! Hvad Ma'lakel ikke.. Ved... Har han ikke.. Ondt af... Så pas på!!" Råbte han rasende, og det var tydeligt, at Vladimir ikke kan styre sit temperament mere end til en hvis grænse, og lunten var kort. Han trak vejret hurtigt igen, som om han stadigt var midt i en kamp, og hans klør kom længere ud.
"Hvis.. Du vil se.. Ma'lakel... Skal du nok.. Være lidt mere.. Forsigtig! Jeg.. E rikke.. En budbringer! Mit job.. Er at dræbe mystiske individer.. Og du.. Virker pludselig meget.. Mystisk.. Så måske.. Skulle jeg bare.. Tage.. Dine hjørnetænder.. Og give.. Til Ma'lakel! I stedet.. For.. At bringe din besked!" Han hvæsede igen, og stirede ned på Lucinde med et rasende ansigtsudtryk.

Lucinde lagde staven henover sine ben, hvor hun lagde begge hænder ovenpå. Hun lagde hovedet tilbage mod muren og lukkede kort øjene. Hun trak vejret med en smule besvær, men det gjorde ikke nær så ondt, som det havde gjort for lidt siden. Hun mærkede, hvordan regnen trommede mod hendes hoved. Hun tog en dyb indåndning og åbnede øjne igen og kiggede på vampyren.
Hun så passivt på, mens de vrede ord blev kastet mod hende. Hun lod sig ikke komme ud af fatning, fordi han kom med en masse trusler. Hendes ansigt forblev uforandret, også, da vampyren stirrede rasnede på hende. Hun var glad for, at hun havde lært, at holde hovedet kold. "Altså.." begyndte Lucinde, "Jeg ville nok ikke finde mig i det, hvis jeg fandt ud af, at en af mine undersåtter havde dræbt en fuldblods dæmon, som kunne have været mig nyttig på manga måder. Men du hiver bare tænderne ud på mig.. hvis du kan komme til." Hun vidste godt, at hun bare burde have holdt sin mund, men det havde hun til tider rigtig svært ved. Men hun åbnede ikke munden, men lod den være lukket. Hun klemte om staven og var klar til et eventuelt angreb.

Vladimirs øjne kneb endnu engang sammen, og han rystede en smule. Han udrbød vredt et højt råb, vendte sig, og rev et stort stykke jern af fra trappegangen bag sig, vendte sig tilbage imod Lucinde, og kastede så dette stykke jerne imod murren ved siden af Lucinde. Metalet rev sig igennem muren, som om denn var lavet af pap, og han pegede igen på hende.
"Hvad.. Han ikke! Ved... Har.. Han ikke! Ondt af!" Hvæsed ehan højt, og kneb sine øjne sammen, og knurrede vredt. Han hvæsede igen, og helle hans krop rystede nu igen, og han udbrød vrede ord, på et ukendt sprog, som selv vampyrer ikke forstod.
"Raargh! Jeg bringer.. Dig til Ma'lakel... Men.. Du må heller... Håbe.. At han.. Har nytte af dig.. Hvis ikke! Så flor jeg dig levende, og.. Lader dig! Se på.. Imens.. Jeg æder af dig!!" Råbte han højt og rev ud i luften imod hende, dog ikke tæt nok til at kunne ramme.

Lucinde kunne godt mærke, at hun var ved at nå grænsen på vampyrens tålmodighed, så hun skulle nok holde sin mund bare i et kort stykke tid, men det virkede temmelig svært. Hun blev dog lidt overrasket, da muren ved siden af hende blev revet i stykker, hun havde nok lidt på fornemmelsen, at det en dag kunne være hende, men der ville nok gå lidt tid, så hun havde tid til at forberede sig. "Rygterne løber hurtigt gennem byen, det ved du godt, ikk?" spurgte hun sådan halvt. Hun gav ikke udtryk for, at det enlig morede hende lidt. Vampyren ville rive hovedet af hende, men kunne ikke, fordi hun ville snakke med Ma'lakel.
Det trak svagt i smilebåndet, da vampyren råbte de sidste ord efter hende. hun ville ikke sige noget til det, fordi så endte det nok med, at hun ikke kom længere end hertil, men hun ville nok være mere forberedt næste gang.

Vladimir kneb øjnene sammen, og gik hen imod Lucinde, og gik på hug foran hende, rimeligt tæt på. Han pegede så på Lucindes næse, med spidsen af en klo, så den kun var ganske få centimeter fra næsen.
"Ma'lakel.. Har hyret mig.. Til at dræbe... Ikke.. TIl at være budbringer.." Han lod sin hånd falde til ro på hans knæ, imens hans kolde tomme øjne stirede ind i hendes, hvis ikke at hun kiggede væk.
"Lige nu.. Føler jeg.. Mig lidt som en... Måske.. Skulle jeg.. Sige op, og bare.. Forlade Di Morga.. Jeg.. Er stærk nok.. Til.. At kunne rejse i dage.. Uden føde... Pas.. På.." Sagde han med en mere rolig stemme, og blev ved med at stire på hende. Han pegede så på sigselv med spidsen af kloen.
"Det.. Er ud.. Af venlighed.. Fra min side.. At jeg.. Overhovedet.. Overvejere.. At gøre dette.. For dig..." Sagde han med den samme rolige stemme.
"Hvad så nu? Vil du.. Holde op, med.. At spille kosbar.. Og.. Rakke ned.. På mig... Eller skal jeg.. Lade min.. Venlighed.. Påfalde, en anden?" Spurgte han, og det tydede meget på, at han mente dette alvorligt. Hvilket han gjorde. Han havde ikke brug for Ma'lakel. Ma'lakel var bare en hjælp.. En hjælp han nød.. Som at få kastet sig et kødben... Men han nød den ikke nok, til at lade Lucinde fortsætte.

Lucinde skubbede denne gang ikke vampyren væk, da han kom tæt på hende, men hun måtte bide sig i læben, så hun ikke igen skulle fyre en bemærkning af, som kunne bringe hendes liv i fare. Så hun forblev stille siddende. Hun bed sig hårdere i læben, fordi hun ville komme med en spydig bemærkning om, at så burde Ma'lakel få noget skik på vampyren. Dæmonerne var jo højere hævet. Hun stirrede bare tilbage, selvom hun blev fyldt med en hvis ubehag.
Lucinde kiggede lidt på vampyren. Hun forstod nok ikke helt dens forhold til Ma'lakel. Og hvis han kunne forlade stedet, hvorfor gjorde han det så ikke? Måske var han spion for nogle andre væsner og ikke kun Ma'lakel? Dog ønskede hun ikke at kommentere på det, fordi så kom hun nok igen med en bemærkning, som ikke var så heldig.
Lucinde bed lidt mere i læben, inden hun måtte synke sin stolthed og nikke til vampyren, som tegn på, at hun ville samtykke med ham og lade vær med at hakke mere ned på ham, selvom det ville kræve hele hendes vilje at lade vær. "Jeg skal prøve at opføre mig pænt." sagde hun og kiggede væk.

Vladimir håbede næsten at hun ville smide endnu en bemærkning af. Hans tålmodighed var brugt op. Han ville ikke finde sig i mere fra hende. Og han ville egentligt ikke have imod at få mere af hendes styrke. Da hun så godtog at opføre sig pænt, sukkede han lavt, og knurrede så en smule.
"Det.. Var ærgeligt... Så.. Bliver jeg.. Jo nød.. Til.. At holde min.. Del af aftalen..." Sagde han spydisk, og rejste sig, og kiggede ned på Lucinde. Han pegede på hende med en klo. "Og denne.. Aftale.. Fortsætter... Jeg vil ikke.. Høre.. Flere provokationer.. Fra dig... Så længe Ma'lakel.. Ikke.. Er her... Taler du IKKE! Ned til mig..." Hvæsede han lavt af hende. Han tog så et par skridt tilbage, og stirede ned på hende, med sine tomme hvide øjne.
"Kan.. Du rejse dig?" Spurgte han så, og veg ikke hans øjne fra hendes, og kneb dem en smule sammen.

Lucinde trak i smilebåndet, da hun lagde mærke til, hvordan det ærgede vampyren, at hun godt kunne holde sine bemærkninger tilbage. Hun fulgte vampyren med øjne, da han rejste sig op. "Gælder aftalen også, hvis Ma'lakel kan bruge mig til noget." spurgte hun og hendes smil blev nok lidt bredere, men kunne nok ikke helt siges. hun ville nok alligevel ikke kunne holde en bemærkning tilbage eller to. Det havde hun altid haft svært ved.
"Selvfølgelig kan jeg det." svarede Lucinde på hans spørgsmål. Hun ville have lavet en hurtigt rejsning, men den gik ikke helt, fordi det gjorde ondt alle steder. Hun tog en dyb indånding og måtte gøre det langsomt. Hun støttede sig på staven, og fik langsomt pg vaklende rejst sig op. Hun bed sig i læben, mens hun støttede sig til staven. Hun kunne godt mærke, at hun havde ondt.

Vladimir kneb sine øjne sammen en smule, og han hvæsede lavt. Han pegede på hende med en klo, og knurrede.
"Hvis.. Ma'lakel.. Kan bruge dig.. Ser du.. Mig aldrig igen... Og hvis du gør.. Må du hellere håbe.. At Ma'lakel.. Har bedt mig.. Om.. At lade dig være..." Hvæsede han lavt. "Og! Givet mig.. Noget.. Som betaling.. Du.. Er nu.. En del af en handel.. Hvis.. Ma'lakel kan bruge dig... Skal han give mig.. Noget.. For ikke.. At miste dig.. Jeg.. Er blot en hund..." Sagde han med et bredt smil, og indrømmede det gerne. "Jeg gør.. Hvad jeg er.. Trænet. .Til... Hvis... Han er heldig.." Sagde han med et bredt smil, og hvæsede så lavt. Han kiggede ned på Lucinde imens at hun rejste sig, og knurrede lavt.
"Godt.. Jeg.. Kontakter.. Ma'lakel.. Og.. Så kommer jeg.. Til dig.. Hvis han vil.. Se dig.. Har din lugt.. Jeg skal nok.. Finde dig.. Indtil da... Må du.. Være tålmodig.." Sagde han, og knurrede lidt igen. Selv måtte han kæmpe med, at skulle holde sigselv tålmodig.