~ Mødet ~ (Vlad = Privat)

Vladimir hvæsede og vendte sig, og skulle lige til at rive efter hende igen, men han stoppede sin hånd, og hans negle twitchede et par gange. Han hvæsede så lavt, og hoppede lidt væk fra Misa, og kneb sine øjne sammen.
"Hraargh... Det.. Må.. Være et.. Trick... Du.. Ville ikke.. Tillade... Mig at drikke fra dig... bare.. Uden.. Vidre..." Sagde han med en knurrende stemme, og kiggde hastigt rundt med øjnende, og så tilbage på Misa.
"Jeg.. Er en.. Nosferatu... Et bid.. Fra mig.. Er ikke to.. Fine.. Tænder..." Sagde han langsomt, og hvæsede lavt, hvilket fremvisede hans skarpe og skæve tænder.

Hun tog endelig sine hænder ned, og sukkede med et svagt smil.
Hun så hans reaktion, var det virkelig så hårdt at tro på hende ? eller var det bare generelt svært at tro på fuldblods ?
Hun havde selv svært ved at stole på sin egen race, dog var der få hun vidste elskede hende fra bunden af deres falmende hjerter. Hun så på hans tænder og bed sig let i underlæben, med hovedet sat på skrå.
"Okay det der", hun tyggede på ordene, med en sarkastisk grimasse, "det kommer til at blive smertefuldt"
Hun hvilede sin pegefinger imod sin underlæbe mens hun tænkte på hvordan dette skulle gå til. Før hun knipsede med fingrende, "Kan man ikke gøre dine tænder mindre? du ved med magi eller noget", man kunne høre håbet i hendes stemme.

Vladimir rejste et øjnbryn og kneb så sine øjne sammen. Han brød sig slet ikke om ideen om at få hans tænder gjordt mindre. Han hvæsede igen, og rystede på hovedet.
"Det.. Er der.. Ikke... Og hvis der var.. Ville jeg ikke.. Lade.. Mine tænder.. Ændre... Det ville gå.. Hurtigt..." Sagde han stille, og smilede bredt, imens han gik hen imod Misa. Han stolede stadigt ikke helt på Misa, men hvilken skade var der i at tage chancen.. Hans krop ville ikke lade ham blive forgiftet af noget i blodet. Det ville den ranse. Han ville kunne tage et hvilket som helst slag fra hende.. Så han kunne jo bare flygte... Han kunne ikke tabe..

"Hvorfor ikk ?", hun så undrende på ham, "Jeg kan sagtens finde en bog der har en eller anden besværgelse der kan gøre dine tænder mindre, når du drikker fra MIT blod", hun sukkede, "Du må svine så meget som du har lyst til, når det andre", hun nikkede, da sandheden jo også var at ingen havde drukket af hende. Og det gjorde hende ikke mere tryg, da han begyndte at komme tættere på.
"Hey! Rolig nu, jeg går gerne med til at du drikker fra mig, men med det tandsæt", man kunne se hun ikke helt var tryg ved tanken, hvilken grund havde hun også til at være det!?

Vladimir rystede på hovedet, og stoppede ikke, før at han stod kun en halv meter fra hende. Han kiggede ned på hende, og smilede halvt.
"Nej.. Mine tænder.. Forbliver... Mine.. Hvis at.. Du vil tilbyde mig dette... Er det dem. Der skal ind.. I din hals.." Sagde han, og rakte ud efter Misa med en klo, langsomt, og han strøg den venligt ned af hendes hals, hvis ikke at hun flyttede sig.
"Bidet.. Ville ikke.. Tage lang.. Tid... Kun få øjeblikke.. Og så.. Er det overstået.." Sagde han, og smilede bredt igen, og slikkede sine tænder. Han vidste at det ville komme til at gøre ondt, men han vidst også et det ville gå meget hurtigt, da han ikke ville kunne tage særligt meget af en fuldblods vampyr, uden at drikke for meget.. Og det ville sænke hans vækst.

Hun bed sig kort i underlæben, før en ide ramte hende.
"Vent!", hun satte armene i vejret, lige foran hans ansigt, man kunne se det hun skulle til at sige var rimelig spontant, "Hvorfor drager jeg ikke bare noget ud og giver dig det i en flaske?", hun smilte skævt, selv om hun viste den ide også ville blive skudt ned. Det ville tage for langtid, at tage hjem og tilbage igen. Hvorfor fik hun det ikke bare overstået?
Hun huskede pludselig noget, "Umm.. Hvad for jeg egentlig ud af at give dig mit blod?", hun satte hovedet på skrå og lænte sig ind imod ham, som for at granske hans ansigt for fremtidige løgne. Hun havde intet imod at give ham sit blod, hun håbede bare tilgængeld at han ville stole på hende, hun havde jo ingen grund til at gøre ham ondt.

Vladimir lænte sit hoved lidt tilbage da hun kom tættere på, og knurrede lavt, og var lige ved at hvæse, men han stoppede sigselv, og holdt sig fra det, og kneb bare sine øjne sammen igen.
"Det.. Ville.. Tage.. For lang.. Tid.. Hmm.. Du ville.. Få.. Hvad du ville.. Have vundet. Mit navn.. Min historie.. Viden.. Viden... Er magt.." Sagde han lavt, og smilede bredt.
"Og så.. Ville du.. Være den eneste.. Fuldblods... Som jeg nogensinde.. Har stolet.. På.. Og ikke.. Haft noget imod.." Sagde han stille, og stirede ned på hende, med hans tomme matte øjne.

Hun smilte bredt, så hendes smilhuler kunne tydes. Hendes marmorhvide ansigt så næsten ud til at lyse en anelse mere op, mens det sorte i hendes øjne forsvandt, sammen med de sorte tegn på hendes, arme og ben. Hun rakte hånden ud, "Det lyder som en fair aftale" Hun grinte kort, og holdte blikket på ham for ikke at fornærme ham igen, ved at kigge op på himmlen som hun havde for vane. Hun lod sin venstre hånds negl strejfe sin skulder, så det mørkerøde blod begyndte at flyde frem. Hun himmlede sarkastisk med øjne, "Vær sød, ikke at bide alt for hårdt, og nyd det nu heller ikk for meget", hun grinte af det sidste.

Vladimir smilede halvt, og knurede lavt. Dog knurrede han ikke på den samme truende måde, som han havde gjordt indtil vidre. Han tog blidt hendes hånd, og trak hende tæt til sig. Han lagde sin anden hånd på hendes ryg, og hvæsede lavt imens han åbnede munden.
"Skal nok.. Prøve.. At lade være.. Med at bide.. For voldligt.. Men ikke.. At nyde det? Vil jeg ikke kunne.." Sagde han lavt, og smilte bredt, med et lumskt hint. Han nærmede sig så Misas hals med sine tænder. Han sank dem langsomt ned i hendes hals. Det gik langsomt, men gjorde stadigt meget ondt. Hans halvskæve tænder drak langsomt fra hende, for ikke at drikke for hurtigt. Han nød smagen, da den var en helt anden når det var en fuldblods. Han kunne hurtigt mærke, hvordan dennes specielle blod rev sig rundt i ham, og meget hurtigt fuldte ham op. Han gav så meget hurtigt slip, da han kunne mærke han havde fået nok, og trådte et enkelt skridt tilbage med et lavt gisp. Hans øjne flakkede et par gange, og hans smil bredte sig, endnu mere.

Gennem hele bidet, holdte hun sine hænder ved hans brystkasse og satte ubevidst sine negle direkte i kødet på ham. Hun bed sig i underlæben, men ikke fordi det gjorde ondt. Det var en hel ny fornemmelse, selv om det havde gjort ondt i starten, var smerten aftaget og erstattet med en ny og stærkere følelse.
Da han gav slip vaklede hun en anelse, men hun ville ikke vise at hun var blevet en smule svag. Det var ikke kun det at han havde drænet hende en anelse, men mere det at hun jo faktisk havde været en smule fysisk syg fra barnsben af. Hun rettede sig en anelse op og healede langsomt såret, med blikket rettet imod ham. Hun lagde mærke til hans smil.

Vladimir rystede en enkelt gang, og kiggede så ned på Misa igen. Han blev ved med at smile, og holdt fast om hende, for at hun ikke ville falde.
"Tak.. Håber ikke.. At jeg.. Tog.. For meget..." Sagde han, og smilede lidt mere lumskt. Det rene blod der rasede rundt i hans åre nu, healede sårene fra hendes negle meget hurtigt. Alle menneskerne der havde været omkring dem var allerede løbet langt væk, og Vladimir kiggede rundt.
"Tror du.. At du.. Skal bruge.. Noget nyt.. Blod.. Nu?" Spurgte han, og kiggede ned på Misa igen.

Hun rystede på hovedet og med et svagt smil. "Jeg skal nok klare mig, det ikke fordi du tog så meget af mit blod igen", hun grinte. Hun drejede nysgerrigt rundt på stedet for at se om der ikke var bare én, men de var alle væk. Hun sukkede, "Det gør ikke så meget, jeg har et menneske hjemme", hun smilte drillende, da hun næsten havde glemt sit bytte der. Hun vente sit blik tilbage imod ham, "Måske er det lidt sent at spørge, men hvad er dit navn?", hun satte hovedet på skrå, med et undrende smil. Han havde jo lovet hende en del information.
"Skal vi begynde at gå?", hun strakte sig og prøvede at overbevise ham og sig selv om at hun havde det bedre, meget bedre.

Vladimir rystede sit hoved lidt, og smilte halvt. Han kiggede ned på Misa, nikkede en enkelt gang.
"Vladimir.. Vladimir, Rasputin.. Er mit navn.. Dit?" Spurgte han, og kiggede omkring sig igen. Han knurrede lavt, i ddet han følte noget var i vejen. De ville ikke bare have forladt stedet.. Uden at have ringet til nogen.. En eller anden.. Eller var dette lager.. Bare fuldt med folk, skræmte nok til bare at løbe, uden at have ringet til nogen? Han kiggede så pludselig ned på Misa igen da hun spurgte om at de skulle gå.
"Gå? Hvor.. Hen?" Spurgte han, med et overrasket blik. "Mente ikke.. Vi havde.. Snakket.. Om.. At gå?"

Hun nikkede med et smil, "Rart at møde dem Vladimir Rasputin", hun bukkede venligt som hun havde for vane, "Mit navn er Misa Phantomimé." Hun lukkede sine øjne da hun tydeligt kunne lugte noget, "hmm" Hun åbnede hurtigt sine øjne igen, "Vil du hellere stå hér? på det mange mennesker ville kalde et gerningsted", hun smilte sarkastisk.
"Som du nok kan lugte er der nogle, eller rettere 10-20 mennesker med ulve og hvad der ellers kan hjælpe dem", hun sukkede med en smule ærgelse, "og jeg har ærligtalt ikke energi til at dræbe dem lige nu", Hun strakte sig, "Derfor ville det være mere belejligt, hvis vi kom væk herfra og til et sted i nærheden af hvad jeg vil kalde sikkerhed? nemlig tættere hen imod Cathédrale?", hun satte det ud som et spørgsmål, selv om de ikke havde alverdens tid til at tænke igennem. Hun var nemlig allerede begyndt at gå hen imod stien.

Vladimir snusede da hun spurgte om at han havde lugtet det, og han kunne nu godt få færten af dette. Han hvæsede lavt, og skulle til at gå i den retning, men da hun så vendte sig og skulle til at gå, kiggede han tilbage imod hende. Han hvæsede lavt og kiggede imod menneskene. *Heldigt.. For jer.* Tænkte han og smilede bredt, inden han vendte sig, og fulgte efter Misa. Han havde ikke alverdens grund til at gøre dette, men han havde lavet et løfte. Dette kunne han ikke brække. Han gik op ved siden af hende, og gik med.
"Hvor.. Længe.. Har du boet.. I denne.. By.." Spurgte han, og kiggede ned på Misa.

Hun var glad for at, han havde valgt at gå med hende. Et kort øjeblik havde hun troet han måske, ville lade sine instinkter styre og hoppe direkte i kødet på de mange korrupte betjente. Men da hun kort mærkede hans tilstedeværelse vedsiden af sig, kunne hun ikke undertrykke et mindre smil, men hun skjulte det ved at vende sit blik imod Himmelen.
Men det øjeblik han stillede hende det spørgsmål, vendte hun tilbage til sin krop, og ud af sine flygtige tænker.
Hun vendte sit tågede mørkeviolette blik imod ham, "omkring", hun tænkte sig kort om, "siden 1200-tallet", hun nikkede med et venligt smil, "Men jeg har dog ikke boet her ligesiden dengang", hun grinte, "jeg flyttede tilbage for nogle år siden" Hun smilte da, hun på en eller anden syg og forskruet måde, havde savnet Di Morga. Byen der stod for Hævn,ødelæggelse og død. Hun vendte sit blanke blik imod ham, "Hvad med dig? Jeg føler ikke jeg har set dig i byen, overhovedet?", hun små grinte lidt.

Vladimir lyttede til Misa, og kiggede lidt rundt imens at de gik. Han havde ikke været i en samtale med nogen, siden han var vågnet igen. Han nikkede en enketl gang, og kiggede ned på hende da hun spurgte ind til ham. Han kiggede så ligefrem igen, og strakte sine skuldre.
"Jeg.. Blev Vampyr.. FOr meget.. Meget længe siden.. Nosferatu.. For omkring de nihundrede.. Jeg kan ikke.. Huske.. Min tid før det.. For.. Omkring.. Tohundrede år siden.. Blev min race.. Nosferatuerne.. Til 'fare'... For fuldblods.. Vampyrene.. I Rusland.. Så de fangede den stærkeste.. Mig... Fik mig.. Lagt i en dyb søvn.. Hvor kun indtagelse af blod.. Ville kunn vække mig.. Så smed de mig i en kiste.. Og smed den.. I havet.. Og den kiste.. Flød.. Her til... Ind.. I jeres.. Kloarker... Via. Havnen.." Fortalte han lavmeldt, og blev ved med at gå den retning Misa ledte.

Hun lyttede med tydelig interesse, hun havde læst om Nosferatus racen i bøger og hørt historie om deres umådelig styrke. Men at gå vedsiden af en, ja oven i købet lige givet sit blod til en, det havde hun næppe regnet med. "Men i er ikke alle udryddet?", Hun havde hørt, før hendes forældre døde, om en klan der boede tæt op af Di Morga's bjerge. De havde gemt sig fra de ledende fuldblods familier. Hun så op på ham, "Nu kan jeg godt forstå du hader mig", hun sukkede og trak en anelse på sine skuldre. Hvis jeg var dig hade jeg også mig Hun grinte stile af sin tanke. "Ved du hvorfor de ville af med dig? altså hvorfor du var en trussel imod dem?" Hun så undrende på ham, mens de nærmede sig hendes villa, tæt på kirken og kirkegården.

Vladimir smilede bredt, og kiggede ned på hende. Hans smil blev mere lumskt, og han grinede en enkelt gang.
"Fordi.. De havde.. En.. Som kunne læse mine tanker.. Og de lærte.. Mig at kende.. Jeg.. Ville have.. Hvad de havde.. Og jeg. Havde magten til at kunne gøre det.." Sagde han. Han kiggede ligefrem igen, og slikkede sine tænder.
"Jeg.. Er ikke kun.. En bæst.. Udenpå.." Sagde han. Han kiggede op i himlen, og vrisede lidt.
"Hvis.. Der var andre.. Nosferatu.. Vampyrer... Ville de ikke gemme.. Sig.. Spredte.. Hadet.. Til vores race.. Til hele.. Vreden?" Spurgte han med en lidt sur mine, og havde næsten regnet med det, men håbede det ikke.

//smutter, skrives ved imorgen eller noget ^^//

Hun lod et roligt blik hvile på ham, mens hun med tydelig interesse lyttede til hans ord. Man kunne se hendes mørkeviolette øjnfarve blive tågede, i det hun lyttede. "Det er en normal ting for mange vampyre at kunne læse tanker, den svære del er nok at holde sit sind skjult", hun nikkede i sine egne små tanker, før hun igen vendte tilbage til sin krop, og så imod ham igen. med et svagt smil.
En undrende mine kunne pludselig tydes, og istedet kiggede hun på sine fødder, "hvad havde du som de ville have?, hun så hurtigt op da sætningen sagtens kunne lyde forkert, "Altså ikke at jeg tror du ikke ville have noget de ville have?", det sidste lød næsten som et spørgsmål, men hun håbede at han forstod hun prøvede at forklare, at hun ikke mente det som en fornærmelse.
Hun nikkede med et lidt opmuntret smil, "Det skal nok passe, hvis dem jeg tror var Nosferatus, rent faktisk var det, ville jeg nok ikke være i live", hun grinte kort, og så at de nu stod udenfor de store sorte porte, til hendes villa.

Vladimir stirede på Misa imens hun snakkede. Inderst inde rasede han over, at han egentligt havde en samtale med en fuldblods vampyr. Men de var vel ikke alle de samme? Ligesom det ikke var alle Nosferatu der var stolte... Vladimir rystede på hovedet et par gange omkring det hun nævnte ved at læse tanker.
"Jeg.. kan ikke.. Nosferatuer.. For svækket.. Sådane.. 'Tricks'.. Vi.. Er mere dyriske... Vores styrke.. Sanser.. Er forstærket.. Men.. Vores tankelæsning.. Jeg.. Kan, for at.. Give et eksempel.. Ikke.. Læse tanker.." Fortalte han, imens at de gik. Han lod sine klør trække sig tilbage i hans fingre, og vilte hænderne i hans frakke lommer.."Jeg.. Havde... Magt.." Sagde han, med et bredt smil. "Det.. Fuldblods vampyrene.. Fra mit hjemland.. Frygtede.. Mest..." Sagde han, og et par lyde, som lød hen af et grin, passerede Vladimirs læber.
Vladimir kiggede lidt rundt på porten, og så ned på Misa.

Hun knækkede stile sine fingre, før hun satte sin hånd på den lille metallås. Et af de mange tegn på hendes krop, dukkede op på hendes håndflade, og porten begyndte at rykke sig. På den måde ville ingen kunne komme ind, i hendes hjem uden hendes tilladelse. for selv hvis de kappede hendes hånd af ville porten stadig ikke åbne, kun hun, kunne åbne denne dør og dermed lukke alt kaos ud af sit lille paradis. Men i aften havde, hun gjort det modsatte.
"Det er en meget nyttig evne, hvis du kombinere dét med styrke", et kort øjeblik overvejede hun hvad resultatet ville blive. Hun rettede sit fascinerede blik imod ham, "er det ikke til at sige hvad man kunne gøre", hun gik ind, i den store forhave, der ikke så speciel pragtfuld ud, udover det kulsorte og mørkerøde roser der pryde den. Velkomen Hun smilte svagt i sit eget lille sind, "hvor længe siden er det du blev låst inde ? måske lever de fuldblods vampyre stadig ?", et nysgerrigt glimt kom over hendes violette øjne, men forsvandt igen.

Vladimir så på hvad Misa gjorde, og kneb sine øjne sammen en smulle, en smulle overrasket over den mærkværdige magi. Men hun havde vel også fremvidst sådanne 'overraskelser' under deres kamp. Han kiggede rundt da porten åbnede, og gik så efter Misa. Han smilte bredt da hun spurgte ind til hvornår dettte skete, og om at du kunne være i live.
"De.. Er helt klart.. Stadigt.. I live... Endnu.." Sagde han og kiggede rundt på haven. Han tog sin udmagrede hånd op af lommen, og kiggede ned på denne. Han knyttede den så fast, og knurrede lidt.
"Men ikke.. Meget længere, end.. Når jeg.. For min styrke igen... Så.. Rejser jeg tilbage... Og.. Giver dem.. En blider straff end min.. De for lov til at se deres eneste solopgang... På første.. Række..." Hvæsede han lavt, og smilede bredt ved tanken.

Hun åbnede den gråsorte dør, med familiens våbenmærke, den 6 kantede ssølvtjerne med P'et gravet ind, med fin skrift. Hun sukkede en smule glad for at være hjemme igen, før hun smed skoene i den rødbrune entre. Hun så sig over skulderen, som for at give tegn til at hun ikke havde lagt et bagholdsangreb, og at han frit kunne komme ind og ud igen hvis han ville. Hun nikkede tænkende til hans ord, "bor de her i Di Morga?", hun gik hurtigt op af en trappe og bankede på et af værelses dørene, med en blid og letsindig hånd. Svaret der kom efter var næsten desperat, som om personen inde i værelset ville ud. Misa kunne ikke lade vær med at grine, hun så imod Vlad med et smil, "Så har jeg noget at lege med senere" en næsten barnagtig uskyld kom hen over hendes øjne, men det hun havde i tankerne var langt fra uskyldigt. Hun var den type vampyr der ikke bare kunne drikke og smide liget væk, hun skulle altid se hvor langt hun kunne trække den, hvor stor en smerte grænse de havde. Før hun gjorde det af med dem.
Hun rykkede lidt på næsen mens hun kom ned af trapperne igen, "Hvad sjov ligger der i det? den død er ikke nær så smertefuld som den plejer at være, og de fleste fuldblods vampyre dør ikke af solens stråler mere", hun smilte, da de jo med tiden havde udviklet sig, "Du burde prøve dig med noget mere kreativt", hun nikkede med et grin, før hun ledte vej ind i den åbne stue.