pff.. hvorfor skoven..? (Angelie)

Igen trak hun let på skuldrene, inden hun stadig holdt øje med ham, og så hvordan han bevægede sig over imod hende. igen trak hun vejret en anelse dybt, mens hun overvejede hvor meget og hvor lidt hun burde fortælle denne person. Hun brød sig bestemt ikke om tanken om at dele det med nogen. Ingen burde vide det.. Det burde ikke engang eksistere, men på den anden side var det nødvendigt for ham at vide det, hvis det skulle lykkes. Hvor meget var hun villig til at sætte på spil for at få sit ønske opfyldt. "Det er ikke en forbindelse til ham.. Det er en forbindelse til en af hans.." Hun overvejede hvad denne dæmon egentlig var for herskeren. ".. Medsammensvorne" afsluttede hun så langsomt, da hun ikke anede hvor på ranglisten Damia befandt sig. "Under alle omstændigheder vil hun vide hvor jeg er ligemeget om jeg ønsker det eller ej. Det virker dog også den anden vej" svarede hun, mens hun langsomt samlede en sten op i hånden, og kastede den ud i bækken, så den endte med at bryde igennem vandoverfladen med et blub, for derefter at synke ned i dybet. "Jeg ved ikke hvor meget og hvor lidt det kan bringe frem til hende, men at tage chancen vil være dybt tåbeligt"

han sukkede skuffet ''hvad er hendes race.. først når jeg ved det kan jeg sige om der er noget jeg kan gøre søde ven...'' sagde han og smilte varmt til hende, hangik helt over til hende og lagde en hånd på hendes skulder ''ser du.. hvis jeg er så heldig at denne person er Dæmon.. kunne jeg dræbe hende i løbet af meget kort tid...'' sagde han stille til hende.
han kiggede ned i vandet i lidt tid, og trak sig så væk fra det, han brød sig ikke om at være så tæt på det.. det skræmte ham en hel del...

"Hun er.." Mere nåede Angelie ikke at sige, før hun hørte om dennes mening med det. Hvorfor skulle hun dø? Faktisk havde Angelie kunnet lide denne person, indtil den dag hvor de måtte stå på hver sin side på grund af skæbnens tag i dem begge. Sådan var verden indrettet, og intet kunne gøres ved dette. Hun lod sig ikke mærke med hånden på hendes skulder. Istedet fnøs hun kort over handlingen, som om hun var et barn der havde brug for trøst, men sådan var det ikke. Det var ren fakta som hun valgte at fortælle, hun hverken hadede eller elskede forbindelsen, men den var blevet en del af hende. ".. Ikke dø" afsluttede hun nu sin sætning, inden hun vendte blikket mod ham igen, lige tids nok til at se han bakkede væk fra vandet. "Det er en mening med alt, og det vil måske kunne være til nytte på et tidspunkt..".
Langsomt vendte hun diskret det hvide ud af øjnene. Hvor var han også.. Følelsespræget hele tiden.. Hun manglede den hårde facade, som ikke var mulig at trænge igennem uden hårdt arbejde, men denne djævel gav ikke meget at arbejde med. "Vandskræk" nemærkede hun ligegyldigt, og måtte endnu engang ryste på hovedet af denne person.