Fight for you life //Keela Privat//

Sted: Kirkegården.
Tid: 23:45
Dato: 29 November
Vejr: Fuldmåne, få skyer.
Omgivelser: En masse gravstene på en kæmpe stor kirkegård.
_______________________________________________________________________
Cricker havde trukket sit sværd. Der var blod på efter kamp, han havde lige været oppe at kæmpe ude i skoven, og var nu kommet til kirkegården, hvor han havde forfulgt en vampyr til. Han vidste at den var derinde, og han vidste at vampyren var MEGET farlig. Måske skulle han havetaget nogen med? Men Cricker er jo meget selvsikker, så han mente selv at han kunne klare det alene. Han kiggede sig omkring og stod nu udenfor en kæmpe stor kirkegård. "Typisk af en vampyr at flygte derind" Sagde han til sig selv. Cricker mente da at det var en vampyr, det mærkelige var at han havde ikke kæmpet mod andre vampyrer eller varulve inde i skoven. Det var zombier, og Cricker vidste ikke hvor de kom fra. Hans grønne drage vinger var fremme, hans arme, hænder og hals var dækket af bark hud. Han kiggede ind på kirkegården. Nu gik det snart løs!

Keela gik på kirkegården, hun besøgte en. Hun kiggede på den og smilede let, "Hej mormor." sagde hun let. Hun savnede ikk sin familie, hun savnede ingen fra sin familie... De var alle væk og hun havde trods alt levet uden dem i det meste af sit liv. Hun kiggede rundt da hun synes at høre nogen tal. Hun smilede glad da hun så hvem det var, de havde da ikk set hinanden i lidt lang tid. Hun løb hen og sprang på ham så han faldt ned at ligge. "Heij Crick!" sagde hun glad og nussede hovedet til hans brystkasse. Hun lå en smule på ham bare for sjov. Hun så på ham og smilede glad, "Hvor er det længe siden!" hun satte sig op efter noget tid og kiggede på ham. 2Hvad sker der?" spurgte hun undrende over at se ham sådan. Og så endda med et sværd i hånden! Hun kiggede på ham, "Hvad laver du?"

Cricker havde slet ikke set Keela komme og var blevet meget overrasket over at hun sprang på ham. Han rystede på hovedet da han kom op og sidde. "wow.. Det viser bare hvor meget jeg ikke var klar til et angreb" Sagde han og rejste sig op. "Du skal være stille Keela, jeg jagter en vampyr." Han pegede på sit sværd der var blodigt. "Jeg har dræbt op til flere zombier ogj eg VED at der er flere inde på kirkegården, og hvis der ikke er... Så kommer der" Sagde han og kiggede på hende. "Jeg ved ikke hvor god du er til at kæmpe, men enhver form for hjælp ville være skønt" Sagde han og kiggede ind på kirkegården. Han stod klar med sværdt, eftersom at de sagtens kunne finde på at gribe fat i fødderne på en og trække en under jorden. Cricker kiggede på Keela efter ldit tid.

Hun smiled elet, "I forhold til du er kampklar er det ikk så godt." sagde hun og rejste sig ogs selv op. Hun strakte sig lidt, "Nårh ham..." sagde hun let og pegede på kirken, "Han er derinde..." sagde hun roligt og smilede til ham. "Han spurgte om et godt gemmested, så jeg hjalp ham fordi han måske legede gemmeleg." grined ehun glad. Hun kiggede på ham, "Zombier? Hvor!?" spurgte hun nysgerrigt og kiggede rundt. Hun sukkede, "Her er da ikk nogen zombier!" sagde hun surt og pustede kinderne lidt op. Hun kiggede på ham, "Jeg har det sorte bælte og er god til undvigelse hvis det kan være behjælpeligt?" spurgte hun med et smil og satte hovedet lidt på skrå.

Han kiggede på hende og hævede et øjenbryn, men dog med et smil. "Der er ikke nogen zombier nu sagde jeg, men det kommer der sikkert." Sagde han og kiggede sig omkring, han var lidt paranoid lige nu. "Jeg vil helst ikke udsætte dig for fare Keela, hvis du er utryg ved det her, så kommer jeg bare tilbage en andne daG" Sagde han og kiggede på hende igen efter at have kigget sig omkring for at finde ud af om der var noget i nærhede af dem, men det så ud til at være meget roligt, Cricker måtte åbenbart have skræmt ham. Han vidste jo heller ikke hvad Keela som sådan kunne i kamp, hun nævnte jo det med sort bælte, og det var vel godt nok.

Hun rakte tunge af ham, "Bah!" sagde hun surt og pustede kinderne op igen. Hun kiggede på ham efter noget tid, "Mig?" hun grinede lidt. "Jeg er bange for nogle ting, men det her er ikk en af dem." sagde hun roligt og strakte sig. Hun kløede sig på hovedet. "Men han er inde i kirken hvis han skulle gemme sig for dig." sagde hun roligt. Hun gik hen og hoppede op på hans ryg. "hyp." sagde hun barnligt. Hun var ikk særlig bange af sig. Hun var bange for at dø, men det var ogs derfor hun øvede meget i undvigelse og selvforsvar. For ikka t dø før hun havde udrettet det hun ønskede at opnå. Hun nussede hovedet til ham. "Jord dæmon..." sagde hun lidt glad.

Han kiggede på hende da hun hoppede op på ryggen af ham. "Kom ned igen, jeg kan ikke kæmpe hvis du sidder der" Sagde han. Cricker lød meget seriøs og ville helst have ram på den vampyr, hurtigst muligt. Han kiggede op på hende, eller han prøvede da i hvert fald, men det var ikke til eftersom at hun sad på ryggen af ham. Han kiggede ind på kirkegården igen, og ventede på at hun hoppede ned så han kunne fortsætte derind og få ram på den vampyr inden han gjorde mere skade på nogen.

Hun kiggede på ham. Hun sukkede og hoppede ned. Hun aede ham blidt på hovedet og gik ind i kirken. Hun var meget rolig for det da hun ikk ville gøre noget fortræd. Hun sukkede let og strakte sig. Hun stod stille og kiggede tilbage, hun ventede på at Crick var med. Hun kiggede rundt og lugtede lidt, hun smilede let. Han var stadig herinde. Hun kiggede på ham, "hvorfor hader du egentlig vampyrer så meget Crick?" spurgte hun og satte hovedet på skrå. Der måtte være en grund til at han jagtede kun en vampyr lige nu.

Cricker gik med hende dering og kunne ligefrem også lugte vampyren. "Jeg kan ikke tage at de angriber uskyldige mennesker, ham her har dræbt mange, og nu vil jeg sætte en stopper for det" Sagde Cricker og pegede på sin hals. "Han har også prøvet at bide mig, men han vidste ikke a jeg er immun overfor det" Tilføjede han og kiggede sig omkring. Der var ikke noget at se, men lige pludselig blev han angrebet og kastet væk, han landede med fødderne på væggen og satte i et spring imod vampyren og huggede ud efter ham. "Så fandt jeg dig endelig din kryster" Sagde Cricker, men vampyren hvæsede bare af ham.

Han kiggede på det. Hun satte sig ned, hun ville kun angribe hvis det var hende der blev angrebet. Sådan havde hun lært det. Kun angribe i selvforsvar, ikk bare for at kæmpe. Hun rejste sig igen og kiggede på Crick, selvom han prøvede at ramme vampyren var det måske lidt dum planlægning at storme på en vampyr. Hun ølte sig ikk bange, men Crick og hende havde ikk angrebet sammen før, så hvis de ikk vidste hvordan hinanden angreb ville de kunne skade hinanden i stedet for at skade vampyren som jo åbenbart var målet.Men hun ville nu hellere finde en løsning end dette. Hun valgte at springe på vampyren og fik ham holdt med en arm om halsen på ham. Hun ville ikk have han skadede Crick selvom han sagtens kunne forsvare sig selv.

Cricker skulle til at hugge vampyren ned, men så at Keela tog om ham for at holde ham. Cricker stoppede op og gik hen til dem. "Så ender det her" Sagde hanm og uden videre tøven stak han sværdet ind i maven på vampyren, rev ham hen til sig og løftede ham op med en hånd og kastede ham ind i væggen, hvorefter han gik hen til ham og huggede hovedet af ham. "Det føltes godt" Sagde Cricker. "Jeg håber bare ikke at der er nogen zombier her omkring" Sagde han lidt efter og kiggede sig omkring for at være sikker på at der ikke var andre end kun ham og Keela.

Hun holdte hårdt fast og så et sværd på den anden side af ha,. Hun var næsten selv blevet ramt men blev det ikk. Hun slap ham da Crick ville tage ham op. Hun kiggede væk da Crick huggede hovedet af vampyren. Hun krøllede sin krop lidt sammen i stående stilling og bed sig i læben. Hun kunne mærke en skyldfølelse liste sig ind på hende. Hun vendte ryggen til, hun ville ikk så meget som kigge på det lig der nu havde været fremme. Hun gik hen til alteret og satte sig på knæ. Hun flettede sine fingre sammen og tænkte sin bøn om tilgivelse fra Herren.

Cricker kiggede bare på liget og rystede på hovedet, hvorefter han gik op til Keela. "hvad laver du? Du behøves ikke at bede til gud, hvis der er nogen der skabte de væsener, så er det sikkert djævlen" Sagde Cricker, men stoppede hende ikke i at bede, eftersom at det var noget hun selv havde valgt og nok havde brug for. Cricker havde ikke tænkt over om han havde skræmt hende eftersom at han var lidt ude af kontrol i kamp mod en vampyr. han kiggede sig igen omkring, men der var ikke andre, hvorefter han kiggede ned på Keela igen og ville lade hende be færdig.

Hun blev færdig efter noget tid og kiggede på billedet. Hun bukkede lidt og kiggede på Crick. Hun gik hen og gav ham en lussing. "Jeg er ligeglad om han så var fanden selv! Et drab er et drab og jeg har aldrig ville dræbe nogen!" råbte hun af ham. "Jeg har altid ment at alle skal have en chance uanset fortid og race!" hun krøllede sin overkrop sammen og græd lidt. "Hvis jeg har drabt en, hvorfor skulle jeg så ikk abre gøre det igen. Hvis jeg hjælper en anden med at dræbe, så kunne jeg jo lige så godt have gjort det selv!"

Cricker foldede sine arme over kors og kiggede på hende. "Fordi det hjælper nemlig rigtig meget hvis vi havde stået og kigget hvor han så villle slå os ihjel?" Sagdeh an og rystede på hovedet. "Du slog ham ikke ihjel, det gjorde jeg" Tilføjede han lidt bagefter og blev stående og kiggede stadig ned på hende. "Det var ham eller os og jeg går ikke ud fra at du bare ville have stået og set til imens at han slog mig ihjel først, hvorefter han ville havetaget dig?" Spurgte han og rystede igen på hovedet.

Hun græd mere og hang med hovedet. "Alle kan ændre sig..." sagde hun stille. 2Hvorfor er det så forfærdligt at give en vampyr en chance!? Dukan overtale dem til at leve på en anden måde, prøve at se om noget andet virker!" råbte hun af ham. Hun kiggede på ham, 2Vi slog ham ihjel, du gjorde arbejdet men jeg hjalp dig så det gør ikk rigtigt meget hvem af os der gav stødet!" råbte hun af ham. Hun græd emre med tiden, men tørrede dem ikk væk. Hun svarede ham ikk på det sidste. Hun gik forbi ham og forbi liget. Hun gik ud af døren og ville bare gå fra det hele. Hun følte hun flygtede, men hellere flygte end at stå stille.

Cricker gik efter hende. "Ja, nogle vampyrer lever også sådan, men der er stadig dem der angriber uskyldige, desuden så har jeg da også få venner der er vampyrer" Sagde han imens at han prøvede at følge med hende. Han kunne nok se hvorfor at hun var ked af det, men der havde jo ikke været nogen anden vej end at slå vampyren ihjel. "Havde jeg ikke slået ham ihjel, så havde han slået mange flere ihjel." Sagde han lidt efter, selvom at det nok bare var en ringe trøst.

Hun lyttede men stoppede ikk. Hun kiggede på ham da han sagde det sidste. "Man kan ændre sig!" sagde hun. Hun græd stadig, det var første gang hun havde været medskyldig til et mord. Hun havde aldrig dræbt før. Hun gik hen og slog ham på brystkassen, "Dit fjols...!" råbte hun ked. "Hvis jeg havde slået en masse ihjel, ville du så ogs dræbe mig!?" råbte hun af ham. "Tænk over at hvis en du elskede dræbte mange, men du ville ikk dræbe personen! Og så kom en anden og dræbte den person, ville du så ikkv ære ked af det!? Ved du overhovedet hvordan det er at miste en man elskerhøjt bare fordi en anden havde en mening om at de ikk fortjente at leve for deres fortid!?" græd hun. Hun stoppede med at slå ham på brystkassen og havde gemte hansigtet ind til hans brystkasse. "Ved du det...?"

Han hmilede med øjnene. "Hvis personen slog en masse ihjel, så ville den person ikke være min ven, og ja jeg ved godt hvordan det er at miste nogen højt, fordi ejg mistede mine forældre.. De blev slået ihjel for øjnene af mig da jeg var et barn, af en ild dæmon" Sagde han og kiggede på hnede og sukkede. "Desuden var det ikke hans fortid.. Ikke som sådan, han slog 4 personer ihjel den her nat" Sagde Cricker lidt efter og kiggede ned på Keela imens at hun græd. "Du kan ikke beskylde mig for at forsvaer mig selv, som ejg sagde så angreb han mig og bed mig"

Hun lod hovedet blive ved ham., "Hvad tror du der skete or min familie!? De eneste der overlevede var mig og min bror! Men han var nødt til at efterlade mig på et børnehjem for at jeg skulle leve videre..." sagde hun stille. Hun kiggede på ham, 2Ved du hvor meget jeg vil gøre for at vide om han stadig lever!?" Hun aldt på knæ og gemte ansigtet i hænderne. Hun rystede på hovedet, "jeg er ligeglad hvad han har gjort, alle fortjener en chance for at leve videre...!" Hun ignorerede det sidste hans agde. Hun ville ikk svare på det, hun ville bare gerne fri af den frustation der havde bygget sig op i hende.

Cricker sukkede lavt og hjalp hende op igen. "Jeg ved at din bror er i live, og at han har det godt, du lever jo stadig, og så må han jo også gøre deT" Sagde Cricker trøstende til Keela og kiggede på hende, den her gang smilede han faktisk. "De fleste har fortjent en chacne, men det fik hans ofre jo heller ikke" Sagde Cricker "Det havde været noget andet hvis han havde spist dyr, eftersom at de kan gøre modstand" Sagde Cricker stille.

Hun kiggede på ham og rystede på hovedet. "Det ved du intet om! Han efterlod mig på et børnehjem, så hvordan skal jeg vide at han ikk er død af sult eller kidnappet!?" hun kiggede op på ham. "Han har sin egen mening for hvordan han opfatter folk, jeg opfatter det at alle fortjener en chance til, men hvis han føler noget andet så gør han det." sagde hun bestemt itl ham. Der kom stadig tårer, men hun var begyndt at lyde mere rolig end før. Hun ville ikk mere for i aften. Hun fik ham til at slippe hende og hun gik hen til sin mormors grav. Hun bukkede sig ned, "Mormor... Du plejer altid at give mig råd... Hvad skal jeg gøre?"

Han kiggede på hende. "Fordi at det er meget nemmere at skaffe mad til en enkelt person end det er til to" Sagde Cricker og smilede til hende. Da hun rev sig fri, gik han ikke med hende hen til graven, han stod stille og betragtede hende. Han kunne heller ikke få sig selv til at forlade hende het, så uanset om hun var sur på ham eller ej, så blev han her, indtil at de var kommet et sikkert sted hen, eller i hvert fald indtil at det var blevet morgen igen. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige mere, han stod baer og kiggede uden at lave en lyd, dog stadig klar til hvis at de skulle blive angrebet.

Hun lagde blidt en hånd på gravstenen, hun rejste sig efter noget tid og begyndte at gå. Hun gik mod ksoven, hun håbede ikk han ville gå efter hende. hun ville gerne være alene... Men hvis han nu skulle den vej kunne hun vel heller ikk sige han skulle gå sin vej. Hun hoppede op i et træ og satte sig ind til stammen hun sad der og havde armene om sine ben og ansigtet gemt i knæen. Hun savnede en familie, men hun ville heller ikk græde over at have mistet den hun havde. Nok var de en tæt familie, men det hele var bare overfaldisk. Intet var ægte i den familie hun havde.

Cricker valgte dog at følge efter hende, men han gik ikke med op i træet, han blev nede på jorde, eftersom at han ikke ville have at der skulle ske henden oget. Han stod bare og kiggede sig rundt omkring for at være sikker på at der ikke lige pludsellig kom nogen forbi og angreb dem. Han sagde heller ikke noget, der var helt stille.. Faktisk var det lidt akavet, men der var jo ikke så meget andet at gøre. Han vidste heller ikke hvad han skulle gøre for at gøre skaden god igen, selvom at der nok ikke var noget som helst der kunne rette op på det, men Cricker kunne ikke se at han havde gjort noget galt, men det havde han jo i hendes øjne.