Now I'm Awake ::Andy::

Til held for de fleste lidt ældre væsner her i byen var mørket allerede lagt sig som en tund tåge. Der var ingen stjerne på himlen men den halvemåne kunne skrimes bag nogle skyer. Gadelygterne var blevet tændt og lagde et for nogen hyggeligt og for andre en smule skummelt lys hen over den store legeplads som allerede på denne tid var helt tom for små skrigende børn. Grinende og larmende. Grædende men stadig larmende. Og til denne piges held var sneen stoppet med at dale og der lå jo også i forvejen en hel del nede på jorden og på tagene og alt det der. Den hvide frosne sne knasede under disse enormt slidste concerse der så ud til at ville falde af hendes fødder lige når det skulle være. Hendes lange plantin blonde hår faldtfint ned over hendes bare skuldre og videre n d over den lange pinke tanktop der fik en mere prangende farve efter at hendes hund var en smule mere bleg end andre mere almindelige væsner som mennesker og animagser. Men så igen. En smul mere brun end en vampyres selvom at hun var af denne race.
Charlie lod sin ene hånd føre op mod hendes hals hvor at en form for hundehalsbånd i noget sortlæder der også så lidt slidt ud sad godt fast. Men ikke sådan at hun blev kvalt. Men dette var så et ret så tydeligt tegn på at personen var en slave. Men siden at ingen 'hundetegn' der kunne ses beviste dette at hun ingen herre havde. Hun var helt fri og gik blot rundt uden nogen bekymring. Hun rettede kort på den før at hun lod en af de forvildede mærkelig stribefarvede lokker væk fra ansigtet og om på dens rette plads. Et smil ahdve forplantet sig på hendes bløde læber der havde en let lyserød farve. Ikke overdrevent rød da hun selv mente at den farve ikke passede hende. Slet ikke læbestift var hende. Så hellere en god læbepromade. Hun trak sin top lidt længere ned omkring de huledeleggens hun havde iført hendes slanke men stadig en lille smule nuttede ben i. Et suk kom lidt fra hende. Lettet. Hun kunne godt være oppe i lystimerne men så i igen havde hun det bedst om aften og hun havde hun haft brug for søvnen. Hun fugtede blidt sine læber. en for en før at hendes let spidste tænder blev blidt sat ned i hendes underlæbe som hun gumlede lidt på. En noget beroligende afære for hende..

Klokken tikkede, men skikkelsen som nærmede sig en legeplads, havde ingen anelse om hvad klokken var, han havde aldrig et ur på sig.. det var heller ikke specielt vigtigt for ham at vide, han levede livet som det kom og tog imod konsekvenserne, hvis der var nogen. Drengen hed Andy Chaos, som ikke just var et normalt menneske, han var en animagus og denne her gang forblev han i sin menneskelige skikkelse, selvom han vidste at der var koldt, da han ville have det sværere med fryse hvis han var i sin animagus form som havde en dejlig blød pels at røre ved..
Hans sorte kappe blafrede lidt med vinden imens at lyden af en kæde kunne høres fra hver gang at han tog et skridt.. som hang nede af hans ene ben på hans sorte tætsiddende bukser, han havde sorte converse sko på og et bælte omkring hoften som holdte hans bukser oppe, en hvid t-shirt på inden under hans sorte kappe.
Hans hår sad glat, men lidt pjusket og havde den sorte farve, som næsten alt hans andet tøj, bortset fra hans trøje.. han elskede sit hår og kunne nemt blive lidt muggen hvis nogen rørte ved det. Han lod sin tungespids glide ud at slikke ved sit ene metal stykke i sit snake bite, som sad i hans underlæbe, kulden irriterede ham ikke, men han kunne godt mærke den ind mod huden imens at han gik.
Efter at han nåede hen til legepladsen, tog han fat i lågen med sin ene hånd og åbnede den, og trådte ind, hvor lågen lukkede i efter ham. Andy lod sine mørke, sorte øjne glide rundt og fik øje på en pige, imens at han mærkede hendes kolde aura, han kunne ikke se hende helt og derfor kunne han ikke sige om hun var en vampyr eller ikke. Inderst inde hadet han vampyrer, fordi en ond vampyr, langt tilbage i hans fortid havde brudt ind i hans hus inden at han flyttede og monsteret nåede at dræbe hans forældre, efter den nat havde han lige siden haft en had til vampyrer og han ville ikke lade en vampyr smage hans blod, han havde en stor viden om vampyrer og kunne sagtens standse en vampyr hvis hun/han havde stor trang til at gå til angreb på ham.
Andy lod sine sorte øjne hvile på hende og fulgte hver og en af hendes bevægelser, for at finde et eller andet tegn på om hun var en vampyr.

Disse skridt som Charlie nemt kunne høre gå genne sneen og denne lyd af metalågen der blev åbnet og så lukket igen fik hendes opmærksomhed til at blive rettet et andet sted hen. Mod lydene. Hun kunne så igen mærke et blik blive rettet hen mod hende. Et mindre foraget blik som vidste en smule had. Dog skræmte det ikke hende yderligere. Ikke det mindste. Hun lod sig dreje sin krop halvt om og rettede hendes klare lysegrå øjne så søgende mod denne dreng der nu stod lidt fra hende. Helt klædt i sort så det ud som på denen afstand. Hun tøvede så ikke med at vende sig helt op i få skridt på stedet. Hun så skam stadig mod denne dreng som hun ingen problemer havde med at se i mørket. Ikke som sådan.
Hun lod så et smil vokse frem på hendes bløde læber endnu en gang. Eller rettere så voksede det blot og blev bredere. Ikke ligefrem skræmmende men blot sødt og varmt som sædvanligt. Dog kunne en del grad mystik også høre i et skjul. Så lod hun hendes ene hånd bevæge sig op til sin ene hånd og lagde sin pegefinger hen over sine læber som når folk sagde 'shh'. Dog gjorde hun dette uden en lyd. Kun med et smil. Hendes hoved blev lagt lidt på skrå samtidig mens at hun ikke ligefrem så særlig farlig ud lige nu. Blot helt normal og i legehumør af en slags. Men dette kunne se lidt underligt ud for nogen som ikke kendte til hendes svaghed for en hvis form for stilhed. Her om aftenen elskede hun at høre vinden suse forbi hendes hurtigt opfangende øre og denne knasende lyd af nufalden sne afbrød det et øjeblik. Men så var dette nu egenltigt også mest for at lave lidt sjov i gaden. Hun var en smule forvirrende for nogen.
Så fjernede hun endelig sin finger og lod sig gå hen mod drengen med lette skridt. Hun stoppede så igen lidt fra ham. Nok noget med en meter eller mere. Hun lod endnu en gang hendes let spidse tænder tage fat i hendes underlæbe. Hendes rigtige hjørnetænder var ikke fremme lige nu da hun ikke følte sig sulten eller havde nogen større trang til blod. Og nu lignede hendes tænder blot et tandsæt som en kats eller noget lignende. Hun så spørgende og søgende på ham og sagde stadig ingenting som om at hun var stum. Men det svage fnis der kunne høres fra hende beviste at hun stadig kunne tale. Havde bare ikke lyst lige nu..

Andy så hende komme ham nærmere, langsomt bed han sig stille i læben, han sagde det med en lidt kølig, men alligevel blid stemme, "Hvem er du? og du er en vampyr ikke?" mere sagde han ikke, imens at han lod sine mørke, sorte øjne hvile på hende, han lagde sit hoved en smule på skrå, imens at han mærkede vinden tage fat i nogle af hans sorte hårtotter, hun skulle vide at hun ikke bare kunne løbe om hjørner med ham.. han havde skam nogle tricks i ærmet, hvis hun skulle gå til angreb. Han var ikke bange for at tage en udfordring, eller komme med i en kamp, dog ville han gerne undgå det med at stille op til en kamp.. da han ikke ville ende med at blive total skadet.. Han ventede blot på at få et svar, der gik et stykke tid.. før at han flyttede blikket fra hende, så han kiggede sig omkring.. legepladsen.. et sted hvor man for det meste kun, kom i den alder hvor man ikke tænkte på udseende eller personlighed.. man tænkte ikke rigtig på noget udover at have det sjovt og løbe rundt og lege med de andre børn som var på ens egen alder, et lille smil dukkede frem på hans læber, da han mindes tilbage til sin fortid.. helt inden at hans forældre blev dræbt.. hvor Andy havde et normalt liv sammen med sine forældre og storesøster.. hvor hans søster nu også var forsvundet. Han vidste ikke om hun levede eller om hun var død.. han trak sig svagt på skulderen inden at han så tilbage på pigen med den kolde aura, som han vidste var et væsen der godt kunne tale, da han hørte et svagt fnis fra hende.. han undrede sig bare over hvad det var hun kunne grine af.. men det var typisk vampyrer, de tænkte for det meste kun på sig selv og ingen andre, den opfattelse havde han af dem.

Charlie lyttede konentret til hans stemme der spurgte hende om noget. Noget der faktisk var ret så personligt. Men så igen var det noget man brugte som det mest naturlige at spørge en fremmed som man på den ene eller anden måde syntes var interesant. Hun vidste det ikke med sikkerhed men siden at hans blik havde ladet sig fange af hende så måtte der da ligge noget mere under. Og selvfølgelig var det noget med hendes race at gøre. Det var det jo så tit.
Så lod hun endelig sine læber stille sig ad og denne gang var det ikke et fnis der kom ud men ord. Forståelige ord. "Hmm.. Hvad jeg tror du mener med 'hvem er du?' er nok mere henne omkring 'Hvad hedder du?'.. Eller tager jeg helt fejl?" Hendes hoved blev nu lagt over til den anden side så hendes skråpande hår der før avde lagt hen over hendes højre øje faldt væk fra det og gjorde det helt synligt. Smilet var der stadig. Lige stort. Lidte varmt. Og lige mystisk. "Men i såfaldt hedder jeg Charli Rahr Donimo og ja jeg er en vampyr som jeg har været længe nu.. Ehm..Ja det var vel det med mindre du har andre pernolige spørgsmål til mig.." Hendes stemme var udnerligt nok engleblid og vidste ikke som sådan nogen kølighed eller tegn på skumle bagtanker. Hun havde samtidig en høj grad af selvsikkerhed. Var ikke bange for at sige noget forkert. Ikke lige nu i hvert faldt. Hun kendte ikke denne person og havde nu heller ingen følelser for ham. Dog så hun ham ikke som mad.
Hun så så igen spørgende mod ham med hendes klare lysegrå øjne og efter at havde fugtet læberne igen med tungespidsen stilte hun dem igen ad for at sige noget. "Og hvad med dig?? Hvem er du?? Eller havd hedder du?? Og er du en vam.. Nej vent lad mi gætte.." Hun stod et kort øjeblik og så tænkende mod himlen før at hun igen så mod ham. "..En vampyrhader enda??" Hun følte sig dog ikke truet af ham og havde ingen problemer med at spørge om det. Hun føltede hende ene hånd og lod sig selv give sig lov til at berøre end af hans snakebites der sad så fint og perfekt i hans underlæbe. "Fin udsmukning.." mumlede hun svagt til ham..

"Du.. tager fejl.." mumlede han og hævede det ene øjenbryn, imens at han så på hende, da han ikke kunne se det forkert i at spørge om hvem hun var. Der var en eller anden ting som gjorde at han ikke brød sig så meget om hendes smil, det var heller ikke så mystisk at vampyrer opførte sig sådan som de gjorde. "Desværre.. har ikke flere spørgsmål" sagde han stille, sådan at hun knap kunne høre det. Hvad skulle han ellers spørge hende om? Det som interesserede ham mest var at få hendes egen race at vide, at få et navn på det og hendes navn, som han også fik at vide, andet information var ligegyldigt for ham.
Et lille sarkastisk grin undslap fra hans læber da hun skulle til at spørge ham om han var en vampyr?!.. han trak svagt på skulderen og rystede derefter på hovedet, "Andy Chaos.. og jeg er lidt mere end bare en vampyr hader.. jeg hader kun de vampyrer som går til angreb.. og udover det så kender du nok ikke min race.. af den race som jeg er og den vil jeg også forholde hemmeligt.. overfor sådan en som dig, som jeg knap kan stole på.. og mit navn er nok information for dig", mere sagde han ikke, selvom det ellers lød af en stor tale.
End til videre var hun ikke gået til angreb på ham, eller gjort noget hvor han ville gøre modstand, det tilfredsstillede ham, "Ikke rør.. ved det igen" og han kom med et lille hvæs imens at han tog fat i hendes hånd, omkring ved hendes håndled i en hurtig bevægelse, han havde selv lavet sit snake bite, som han havde på sig, på et tidspunkt elskede han metal så meget at han blev lykkelig over at lave en piercing eller to på andre personer, eller ham selv. Han elskede den form for udsmykning. Han slap hendes hånd og trak vejret roligt, "Hvad laver en vampyr.. som dig på en legeplads..?" spurgte han så og lod sine sorte, mørke øjne glide rundt, inden at han så tilbage på hende. Holdte øje med hende, hvis hun alligevel besluttede sig for at gå til angreb, men vidste aldrig hvad der ville ske når man var i selskab med en vampyr.

Charlie havde nu egentligt kun nydt at høre hans navn da resten blot var rapkæftede kommentar. Hun kunne ikke som sådan fostå dem der gik og hadede vampyre. Den ene mente disse udødelige væsner ikke tilhørte deres verden mens at andre havde oplevet uforglemmelige ting hvor at vampyre var indblandede. Selv havde hun godt nok gjort forskelige folk fortræd men hun var ikke sådan en der gik til angreb på hver og en mand. Kun hvis hun selv så en eller anden form for trusel i personen. Hvilket hun ikke gjorde i denne dreng.
Hendes klare lysegrå øjne blev spærret en smule op og et overrasket ansigts udtryk dukkede frem da han i en hurtig bevægelse fik taget dat op hendes ene håndled. Hun stod bare stille og stirrede mod ham før at han igen valgte at slippe hendes hånd. "Und-Undskyld..?" lod det en smule svagt men hørlige og stadig engleblide stemme. Hun gned sit håndled med den anden haånd mens at hendes hoved blev lagt lidt på skrå mens at hun nu så på denne dreng Andy Chaos med et blik der havde en blanding af forvirring og forundring over dette.
Charlie så så ud til at være mere afslappet og helt klar til at svare hans andet spørgsmål. Hun havde nu ellers troet at der han ikke havde været spørgsmål til hende. Men det havde han nok hurtigt glemt. "Mig? Hvad man plejer at lave på en legeplads.. Enten så er man nok kommet for at lege lidt med de ting der er eller også håber man på at nogen vil komme og holde en med selskab. Men i dette tilfælde var det nu mere for at prøve gyngerne.. Og er det egentligt så mækrliegt at det er en vampyr er her??" forklarede hun ham roligt og lod sig så gå et skridt bag ud og drejede en halv omgang og gik så væk fra ham med små skrdt. Ikke for at hun ville væk men fordi at denne dreng åbentbart ikke brød sig om vampyre..

Andy tog hurtigt fat i en af hendes håndled igen da hun skulle til at gå væk fra ham, imens at han bed sig i underlæben, et sted hvor hans piercinger ikke sad. "Gå ikke.." sagde han og sukkede lydløst imens at han kiggede på hende og lod sin tungespids glide ud at strejfe ved sin underlæbe, han troede ikke at vampyrer kunne sige undskyld og han havde ikke regnet med at hun ville reagere som hun gjorde. Det overraskede ham meget. "Det.. er mig der skal undskylde" sagde han stille, men dog så hun lige kunne høre ham, efter at det var ham som havde opført sig uhøflig og ikke hende.

"Min had til vampyrer er stor.. og jeg tager ingen chancer, når det er jeg møder en på min vej...... en halv vampyr kan jeg sagtens klare og være flink over, ehm.." sagde han tænkende og et suk drog igennem hans næse, "hvordan kan jeg gøre det godt igen?.. og kan jeg stole på dig?" spurgte han med en blid stemme.. imens at han lagde sit hoved en smule på skrå. Han ville gerne have noget selskab og han ville ikke have at hun skulle gå sin vej på den måde.. når hun især havde sagt undskyld. Der var åbenbart noget godt i vampyrer...et eller andet sted som et hvert andet væsen.

Charlie stoppede igen op da hans hånd lukkede sig om hendes håndled endnu en gang. Hun vendte sig med igen om mod ham ved at trippe kort på det samme sted som før. Hun så igen lettere overrasket mod ham og lagde sit hoved lidt på skrå. Vetede egentligt ikek på at han ville slippe hendes hånd igen men på at høre hans forklaring til dette. Hun lyttede stille og roligt på hans ordstrøm men hun havde nu ikke taget dette som en fornærming som han nok havde troet. Hun ahvde blot ville prøve gyngerne. Om han så var her eller ej. Men Denne Andy så vist ud til at være mere følelsom som hun hadve regnet med. Og hendes sølle undskyld som hun havde ment! ahvde vist gjort ham en smule mere usikker over de ting han havde sagt.
"Hvad mener du med at gøre det godt igen?? Du har jo sådan set ikke gjort noget forkert i følge mig.. Og med om du kan stole på mig er helt op til dig selv.. Det kan jeg ikke siger noget til da det jo ikke er mit valg.." forklarede hun ham med hendes stadig engleblide stemme og et smil kunne aenes i mundvigen. Hun lod sin frie hånd løfte sig og rettede igen på det halsbånd hun stadig havde om halsen mens at hun lod ham holde som hendes håndled endnu. Hun ahvde ingen større interresse i et tage den til sig endnu. Han var nu en flot fyr og ret så fascinderende men så igen ville hun lige se ham mere an.
Hun fugtede sine læber med tungespidsen endnu en gang og som sædvanligt tog hendes let spidse tænder sig fast i underlæbens bløde køs. Hun gumlede blot meget svagt og kom ikke det mindste gennem huden da hun havde lært at være forsigtigt med dette. Så fik hun endelig taget sig sammen til at vride sin hånd fri igen da hun havde kunne mærke at armen var begyndt at summe lidt. Hun fik den også nemt fri men ikke med vold. Hendes smil var det skal. En smule vokset måske men mere var der iokke med hendes ansigt. Hendes klare grå øjne var endnu rettet mod hans ansigt eller rettere ind i hans sorte øjne. Mest for at betragde deres farve..

Andy slap hendes håndled og nikkede bare enkelt gang uden at gøre noget mere, og sagde intet, fortrak bare sine mundvige i et skævt smil imens at han rettede lidt på sit tøj inden at han gik forbi hende og videre hen til gyngerne, og satte sig ned på en af dem, han tog fat i kæderne med hver sin hånd og begyndte at bevæge sig frem og tilbage sammen med gyngen, end til at vinden hjalp til.. han gyngede let frem og tilbage, men dog ikke med en hurtigere fart til at han ville falde af, men alligevel i en lidt hurtig fart. Han kiggede lidt hen på hende for at se hendes reaktion og rakte drilsk tunge og sendte et jeg-kom-først blik.

Det var ikke fordi han havde løjet og spillet skuespil, men han havde alligevel planlagt om at komme først hen til gyngerne da han også gerne ville hen til dem. En vampyr skulle ikke vise sig at være smart over for ham. Mens at hans kæde raslede for hver gang at han gyngede. Et større smil dukkede frem på hans læber imens at han rettede sit blik ned mod sig selv, som om at han fandt sin mave interessant.

Måske ville han afsløre hvad for en race han var overfor hende på et tidspunkt, det ville tiden vise om hvor meget han ville komme til at stole på hende hvor det hele faktisk ville afhang af hendes beslutninger. Hans race var magisk.

Charlie vendet sig hurtigt om mod ham så snart at hun kunne høre hvordan at gyngen bevægelse sig. Hun så lettere skuffet ud men det kunne samtidig også ses på ehnde at denne skuffelse blot var med en tand af barnlighed. Sådan med armene over kors og underlæben skydt lidt ud mens at hendes klare grå øjne stirrede smilende mod ham. Så han var vist også en af de personer der kunne lide at lege. Eller blot gynge. Hun lod så sit blik glide over mod den gynge der var ved siden af ham. Ikke nær så sjov som den han ahvde taget forn hendes næse. Den var helt nede del jorden og lavet af et faldefærdigt dæk. Så så hun mod Andy igen. En lumsk tænke havde streget hende og det kunne ses på hende. Hun havde ikke selv spillet skuespil da hun virkelig havde denne lalleglade personlighed hun havde haft hele tiden. Hele hendes liv.
Hun lod sig så gå hen mod ham. Lyttede til den knasende lyd fra den næsten nyfaldende sne. Hun havde det nok ikke for godt med når sne dalede omrking hende så hun var glad nok for at det ikke snede nu. Hun stilte sig ikke foran ham men gik videre forbi ham og ente bag ham. "Dint Fisk! Hvor vover du at tage den gynge??" lod hendes engleblide stemme som også havde fået en tand af barnlighed. Hun lod sig tage fat i gyngens kæder så snart at den var kommet hen til hende. Men hun stoppede den ikke. Men sparng bare med det samme op på den med hendes fødder på hver sin side af Andy's hofte men ikke sådan at de klemte mod den. Hun stod op mens at han sad ned. Hun ahvde selv ingen problemer med det. Hun lænede sig ned stadig med sstrakte ben så så nu mod hans ansigt endnu en gang. Hendes smil var der igen. Sødt. Varmt. Mystisk. Hun rettede sig så op igen og nød de vindpust der kom gennem hendes lange platinblonde hår. Hun lod sig selv sætte denne fart op igen da den var blevet sænket over hendes lykkedes forsøg på at komme med på gyngen..

Et lille hvæs kom fra hans læber, "Jeg er ikke nogen fisk!" sagde han og hævede det ene øjenbryn, da hun hoppede op på gyngen som han sad på, bare bag hans ryg, med hendes fødder på hver sin side af ham. "Sig mig.. kunne du ikke lide den anden gynge?" spurgte han med et sarkastisk grin, imens at han tog fat i hver af hendes ben, nede omkring ved hendes fødder, så han ikke holdte fast i kæderne. Andy strammede grebet en smule, dog ikke så det ville gøre ondt.
Han lukkede sine øjne lidt, imens at gyngen nænsomt kom op i fart igen og hans ben lod sig svinge med i vinden som gyngen skabte. Af og til kiggede han op på hende ud af øjenkrogen. "Hm.. troede ikke at en vampyr kunne begive sig til at lege, sådan som et hvert andet væsen" sagde han og fugtede let sine læber.
Der var ikke nogen tvivl om at han var blevet lidt overrasket og måske imponeret over hendes opførsel, han havde ikke regnet med noget af det som var sket, han havde troet at hun ville gå til angreb i sidste ende og prøve på at smage hans blod.
Men det så ud til at hun ikke så ham som mad.. men hvem vidste? Måske ville hun skifte mening på et tidspunkt. Lige meget hvad så kunne man ikke helt stole på vampyrer, fordi de gik efter deres egen beslutninger og var ligeglade med de uskyldige.

"Jo! Du er en fisk når jeg siger det.. Såådan er det bare, min lille ven.." Charlie lod igen et svagt og piget fnis forlade hendes læber efter denne sætning. Hun undlod så at svare på hans spørgsmål lidt endnu. Hun kunne mærke hvordan at han tog et fast greb om hendes ben. Så nu var det hende der sørgede for det mest af balancen. Hun rystede så på hovedet og lod igen sig selv sætte farten op på gyngen så vindstødende blev en smule hårdere men stadig behagelige. "Nope! Denne gynge er min og det har den været lige siden jeg kom til byen for 3 dage!.." sagde hun så med en meget høj selvsikkerhed og igen en smule barnligt.
Hun tog sig ikke som sådan noget af hans næste spørgsmål eller havd man kunne kalde det. Hun så først lidt op mod den mørke himmel med hendes sædavanlige smil men så efter at ahve tænkt lidt over sit svar eller hans stewmme lænede hun sig ned foran ham igen og så ham i øjnene med et blik der blot fortalte at hun elskede at lege. Og smilet var der også. "Altså..Vampyre er jo egentligt ligesom så mange andre væsner. Vi lever jo mer' eller mindre og vi spiser lige som alle andre. Men alle gør jo tingene på sin måde lige meget hvad.." forklarede hun ham med en glad undertone i hendes engleblide stemme. Hun så slet ikke ud til at have følt sig udstrødt ved dette. Andy lød i faktisk ud til ikke at vide så meget om de lidt yngre vampyre. Dem som ikke havde levet i 18-tallet. Han så vist ikke disse koldblods jægere som et normalt væsen der kunne leve sammen med andre. Men han havde måske nu fået et andet indblik. Hun fugtede kort sine læber før at hun rettede sit blik mod den tråpæl der holdte kæderne og brættet over jorden. Der gik så ikke lang tid fgør at hun slap selve kæderne og fik sat af på selve gyngen så hun hang der. Men hun fik så hurtigt svunget sig op at sidde på denne træpæl uden at ramme Andye med benene. "Men..må jeg egentligt godt få at vide hvad det er der får dig til at hade vampyre???" Hun så spørgende ned på ham mens at hendes hoved var lagt lidt på skrå..

Andy så på hende, "Det kommer ikke dig ved.." sagde han stille og kiggede ud i luften, da han ikke var meget for at snakke om det og specielt ikke med en helt fremmed person som næsten ikke kendte ham. Ikke fordi han ville være uhøflig, men han fortalte ikke om sig selv til alle og en hver, i sidste ende ville det være dumt gjort af ham, hvis mange kendte til hans fortid, det skulle kun være hans nærmeste som måtte få en masse at vide omkring ham, nogen personer som han fuldt og fast kunne stole på og ikke ville miste venskabet.
"Selvom jeg.. har den had.. af en vis grund, så interessere historien dig nok ikke.. specielt når du er en vampyr og har den livsstil som du har", han sagde det meget nænsomt og på en blid måde.
"Men min had til vampyrer.. kan vel laves om.. ikke?" sagde han og kiggede på hende igen, over skulderen. Det var vel heller ikke så meget stor interesse for hende at vide hans historie om hans had til vampyrer, når det måske var kedeligt i den sidste ende.

Charlie forstod ham egentligt godt. Nu havde de ikke mødt hinande for mere end 15 minutter eller mere. Hun lod være med at spørge mere ind til det. Det eneste der som sådan fangede hendes opmærksomhed da han igen kommenterede at hun var en vampyre. Så han mente altså stadig at hendes race levede på en anden måde. Havde en anden form for stil til dette. Det var måske begyndt at gå ind mod hendes kølige men dog stadig bankende hjerte. Skulle hun holde et stort fordrag som skulle fortælle ham at vampyre bare var som de andre. Hun trak sine ben op til sig og sad nu i skædderstilling. Med en fantastisk balance som om at hun sad på en stor og bred platform. Hun så mod himlen og undlod at sige noget denne gang. Et smil kunne ikke ses på hendes læber. En forvirret tanke havde rodet i hendes hoved. Måske var hun virkelig ikke som andre ligemeget hvor meget hun nu prøvede at være det. Hun nød at kunne mærke hendes platinblonde og andre farvede lokker blidt berøre hendes ansigt da vinde kom mod hende mod hendes ryg. Hun sad bare der og slappede så meget af som muligt. Ville ikke ligefrem sige ham imod mere.
Hun tog en dyb indånding så hendes brystkassep markant hævede sig og blev mere fremhævet. Men så igen det modsatte skete da hun pustede ud. Hun betragede hvordan at hendes ånde blev lavet om til en hvid og tåget dis. Dog ikke så kraftig som mennesker eller andre væsners da hun jo stadig havde en mere kølig tilværelse. Hun lod så igen ehndes klare grå øjne falde ned mod Andy. "Dit had er jo noget du selv har fået opbygget så det erigen op til dig om du vil lade den gå til spilde, beholde den eller lade den komme ud i fysisk bevægelser.. Men jeg mener selv at den kan ændres. Om det er til en eller til flere. Så skal du bare tænke på havd du selvmener der er rigtigt at gøre.." Hun smilte kort til ham før at hun igen så mod himlen som om at det var et helt igennem fascinderende vidunder..

"Det er da ikke min skyld at jeg har min had til jer vampyrer!! det er jer som bygger had frem i andre!" sagde han koldt med en hård undertone i stemmen inden at han slap sit tag omkring hendes ben og gik af gyngen, selvom den stadig var i bevægelse, han landede perfekt på sine ben, det kunne tydeligt ses på ham at han blev irriterede over det hun sagde som om at hun vidste det hele.. tsk! Hun var blot en nyfødt vampyr med for lidt viden om hvordan tingene foregik, bl.a. had der voksede sig rundt omkring til vampyrerne.
Han rettede lidt på sit tøj inden at han begyndte at gå lidt væk fra hende, han gad ikke at være i selskab med hende hvis hun på skyldte ham det hele som han sagde. Det gjorde ham direkte sur.

Charlie så lidt efter ham før at hun igen så væk fra ham. Hun følte at hun ikke kunne sige noget når hun var sammen med folk. Som om at hun ikke kunen sige noget rigtigt i hvert fald. Hun skulle vel til at lære at at holde sin kæft så kraftigt lukket af folk særiøst skulle tro at hun var stum og aldrig havde kunne snakke. Hun fugtede sine læber lidt igen. Mest af nervøsitet. Hun ville egentligt ikke have at han skulle gåmen han måtte jo gøre havd han ville.
"Jeg har jo ikke sagt at det er din skyld. Blot at det er op til dig om du vil hade mig eller ej, da jeg hader at bestemme over folk.. Måske forstår du mig ikke men nu har du jo allerede sat mig i bås så snart at du fandt ud af hvilken race jeg er.. " sagde hun så. Lige knap hørligt for ham men vinden skulle gerne kunne overføre hendes ord hen til ham. "Men hvis du vil høre min mening så vil jeg selvfølgelig ikke have at du skal hade mig og jeg mener selv at du kan stole på mig.." Hun så igen mod ham med hovede lagt lidt på skrå mens at hendes lange hår falgrede om hendes hoved. Hun vidste godt at hun ikke ville kunne græde da han nu ikke havde såret hende særlig voldsomt og nu kendte hun ham ikke. Men han havde alligevel gjort sådan at hun havde fået en lyst til at forsvare hendes race. Hun følte sig jo ikke så velkommen mere men hun lod stadig det ligge. Hun blev siddende på gyngestativet i skrædderstilling. "Er det egentligt mig der har gjort dette forfærdigelige?? Jeg ved det jo ikke og vel derfor gerne vide det.." Hun sank en klump før at forsat så afslappet mod ham. "Nej..Glem det bare.. Undskyld" Nu havde hun været nød til at sige undskyld igen men havde ikke dent største problem med det nu..

"Du sagde at det var mig selv som havde fået mit had opbygget!.." sagde han med et hvæs som en lille kat, og kiggede tilbage på hende over skulderen, han lagde begge sine hænder op på sit hoved som om at han havde fået hovedpine, inden at han vendte sig om og lagde sine arme ned langs hans sider, langsomt gik han hen til hende igen, "en vampyr havde brudt ind i mit hjem, imens at mine forældre var hjemme, min far blev dræbt i sengen, da han var faldt i søvn, det var en sent aften, og min mor blev dræbt.. på gulvet tæt på døren..", han rømmede sig og bed sig noget hårdt i læben, så der kom et bide mærke, inden at han fortsatte, "Efter at vampyren havde gjort sit arbejde..forlod han huset.. og jeg kom hjem lige da han havde dræbt mine forældre.. og jeg så min mor liggende død på gulvet..med mine egne øjne", mere sagde han ikke imens kiggede han på halsbåndet som var rundt om hendes hals, noget som han undrede sig over, men samtidig også fandt fascinerende, han elskede piercinger og andre ting som et halsbånd man kunne have på kroppen, "Hvorfor går du rundt med det?.." spurgte han og førte en hånd hen til hendes halsbånd som han tog fat i, dog ikke hårdt. Idet at han mærkede på det, hans fingerspidser rørte af og til hendes hud på halsen.
"Kan ikke stole på dig, før at jeg er helt sikker.." mumlede han, så hun knap nok lige kunne høre det, han ville ikke tage nogen changer og ville ikke så meget et gå hen og få følelser for et venskab med en vampyr, han ville ikke ende med at gå i en fælde. Han kiggede op på hende og lagde sit hoved en smule på skrå, "Lige meget.." tilføjede han, til angående hendes lille tale til sidst om det var hende som havde gjort det forfærdelige, nej det var det ikke, men hun var alligevel en vampyr og derfor skulle han være forsigtig og hun behøvede ikke at sige undskyld. Det var lige før at hun lignede ham mere og mere på hans personlighed, når hun sagde så meget undskyld, da han selv ikke var meget for at gøre noget forkert, han havde for det meste været alene hele sit liv, efter at han havde mistet sin familie, og han vidste ikke hvad hun ville sige til hans lille historie om hvordan hans forældre blev dræbt, men det var han egentlig også ligeglad med.

Charlie lod som om at hun ikke havde hørt det første hvæs fra ham. Hun lod som om at han ikke lige havde sagt det. Selv kunne hun ikke helt huske hun ahvde sgat det men det var jo rigtigt i sidste ende. Hun sankkede jo formeget! Og det havde hun vidst så længe. Hun blev så lidt overrasket over hans historie han alligevel valgte at fortælle hende. Nok mest over at han faktisk stolte på hende så meget at han tillod sig selv at gøre det. Men det var nu ikke en helt større overraskelse. Hun ahvde ikke siddet og håbet at han ville fortælle hende det. Hun lyttede interesset og koncentret til ham for at gå hver og en detajle. Hun vidste godt det det ikke var hende der havde gjort det. Det ville hun jo selv vide meget godt da hun ikke var den type der havde den form for hukommelsestab. Og nu var hun jo heller ikke særlig gamel af en vampyr at være. Hun ville gerne sige noget til hans fortid men hun var på en eller anden måde bange for at sige noget forkert igen. Eller havd det nu kunne være der irriterede hende nu.
Hendes tanker faldt så et helt andet sted hen da han spurgte ind til hendes halsbånd. Hun nåede ikke rigtigt at reagere inden at hans finger berørte både det slidste læder og hendes hud omkreing halsen. Hun så så lidt undrénde på ham men så igen roligt og et svagt smil kunne skrimmes i hendes mundvige. Hun lod sig springe ned fra gyngestavitet igen og landede normalt på den nedfrosne jord foran Andy. "Dette? Det er blot et tegn der fortælle at jeg er en slave. Eller at jeg har været slave og nu er fri.." forklarede hun ham kort og hendes hoved blev lagt lidt på skrå så hendes skrå pandehår faldt til siden og begge hendes grå øjne var nu helt fremme.
"Og hvad er det så du vil være helt sikker på??.." spurgte hun ham så med hendes stadig engleblide stemme som nok ikke ville forsvinde. Hun fugtede hendes læber for så at sætte hendes tænder ned i underlæben. Hendes sylespidse hugtænder var stadig ikke fremme. For kendere ville dette få dem til at slappe mere af siden at det jo betød at vampyre ikke var sultne i det øjeblik. Og Charlie ahvde fået sig et godt måltid lige inden hun havde mødt Andy. Dog bestod det af kunstigtblod men det havde lettet hendes trang..

Han kiggede på hende og lyttede lidt efter det som hun sagde, med at hun havde været en slave engang.. en slave vampyr? Han rystede kort på hovedet ved tanken og blev stående da hun hoppede ned fra gyngen, "Om det er jeg kan stole på dig.. du må give mig et slags bevis på at jeg kan stole på dig.." sagde han med et enkel nik til bekræftelse, imens at han sagde med det en alvorlig stemme. "Hvis.. du er en .. fri slave nu.. hvorfor så beholde halsbåndet på?" spurgte han stille og af ren nysgerrighed, hvilket han var interesseret i at for at vide denne gang.
Han var blevet mere rolig i sindet og slappede af i kroppen end før. Måske fordi han vidste at hun ikke gik til angreb lige med det samme og hendes trang til blod ikke var så stor indbydende som den kunne være, hvor en vampyr ikke rigtig kunne styre sig selv når de fik lysten til blod og dermed ville gå hen og dræbe uskyldige.
Han gik lidt tættere hen til hende og prikkede til hende drilsk i siden, "Hm.. det er jo en legeplads.. hvor man skal drille hinanden.. og lege ikke?" sagde han og undslap et lille grin, inden at han hævede det ene bryn imens at han fastholdte sine sorte øjne på hende.
Et eller andet sted gad han ikke at tænke så meget mere over det at hun var en vampyr og derfor opførte han sig også som han gjorde, og ville se hendes reaktion på det. "Kender du til nogle lege...?" spurgte han mere eller mindre tænkende, han gad ikke at kede sig ihjel.. inden at han ville tage hjem til sin lejlighed.
Han ville se hvad hun også havde i tankerne.

Charlie lod tænkerne flyde for at give om beviser men der kom ingenting som hun kunne rbeug. Hun måtte vel bare give det tid og se om han på et eller anden tidspunkt ville få tillid til ehnde. Om hun også var den samme til den tid var jo helt op til skæbnen. Han så igen spurgte ind til hende så hun igen tænkende ud. Men mere rolig i sindet på denne tid. "Øhm.." Hun lod sine fingre stryge hen over det stadig glatte stykke læder der sad så fint om hendes hals og lagde en fin udsmykning på hende. Det var vel det der lige gav hende det sidste prik over i'et efter hende egen mening. "..Det klæder mig da meget, synets du ikke? Så hvorfor taget det af? Og så kan jeg heller ikke tage det af.. Jeg er blevet bundet til slaveri siden jeg var helt lille og mit liv består nu af at tjene de forskellige personer der gør sig til min herre.." Endnu en kort men stadig dejtaljeret forklaring på hendes liv. Hun var ikke særlig bange for at fortælle om hendes liv. Der var jo ikke meget der kunne bruges imod hende igen. Hendes forældre var selv døde da hun var i en tidlig alder. Inden alt dette slaveri noget. De havde vist det ig givet hende så meget blod fra dem at de døde af blodmangel. MEn alt dette blot for at gøre ehnde klar til stabasserne hun ville blive ud sat for.
Det gav et set i hende og det gik gennem hendes krop som et spjæt da han så prikkede hende i siden. Hun var ifattelig kilden visse steder men hadede at vise det frem. "Hey! Ikke drille dem der er mindre end sig selv.." sagde hun og holdt flot masken i godt 3 sekunder før at smilet atter var på plads. "Om jeg eknder nogle lege?? Selvfølgelig.. Hvad anser du mig for.." Dette kom ud sammen med et af hendes små grin før at hun så let puffede til hans ene skulder. "Tik.." hvislede hun lige hørligt før at hun så var i løb hen over legepladsen. Heldigt at den var så stor at man kunne lege fangeleg og den slags..

Han smilede lidt imens at han så på hende, og fulgte hendes bevægelser, uden ydeligere at tænke over det, da hun lod sine fingre stryge hen over halsbåndet, "Jo.. det klæder dig.." sagde han stille med et lille nik, "Godt spørgsmål.." mumlede han og bed sig i læben, og kiggede lidt ned af sig selv, inden at han vendte sit blik mod hende igen, da hun begyndte at fortælle om sit liv som slave. "Din herre..?" gentog han spørgende og trak svagt på skulderen, hvordan blev en person til hendes herre? var en tanke som strejfede ham, et fnis kom fra ham da det gav et set i hende, det kunne ses. "Så høj.. er jeg heller ikke.. igen" kommenterede han, som faktisk var rigtigt nok, han var kun omkring 1,71? og det var ikke særlig højt i forhold til så mange andre mænd. "Nå..nå lille frøken" sagde han med en drilsk undertone i stemmen, til det hun sagde med om hun kendte nogle lege hvor hun havde sagt selvfølgelig. Han lod sig falde lidt tilbage da hun puffede hans ene skulder, dog ikke fordi han ikke var stærk.
En lille kluk latter kom fra ham imens at han så efter hende løbe hen over legepladsen, ak ja, vampyrer kunne vel løbe hurtigere end visse andre væsner, han tog gerne imod en udfordring, et lille smørret smil var dukket frem på hans læber inden at han satte sig i løb efter hende og han forvandlede sig til sin animagus form, en kat, en lille lysegrå kat som havde en streger i sig med en mørkere grå farve, så det gjorde at hans pels ikke blev så kedelig at se på, han havde spidse øre, som alligevel var bløde at røre ved lige så vel som ved resten af hans krop, katte formen lignede meget en killing, folk var af og til i tvivl om det var en fuld voksen kat. I hans animagus form kunne han løbe hurtigere end når han var sit menneskelige jeg og han ville indhente hende, så der var ingen vej uden om og hun ville sikkert opdage magien bag ham.
Han satte farten op og løb på alle sine fire poter, han miavede let, inden at han nærmede sig hende forvandlede han sig til sit menneskelige jeg igen, det gik rimelig hurtig, han kunne selv styre det med at forvandle sig når han havde lysten til det. Men hun havde vel også i forvejen set de træk i hans ansigt hvor han lignede lidt en kat.

Charlie gad ikke lige til at stoppe op og fortælle mig mere om ehndes slaveliv. Han måtte stoppe hende selv go så spørge hende. Ellers var det ting hun holdt for sig selv. Dog elskede hun at snakke og snakkede tit for meget men det var mere som svar på spørgsmål. Sådan ahvde det jo hele tiden været. Gennem hende liv.
Hendes smil var der stadig og hun nød virkelig den kølige voind stryge gennem hendes lange platinblonde hår og lokkerne flagrede lystigt efter hende. Hun så sig ikke som sdåan tilbage. Ikke i starten. Hun kendte rutinen. Det ville bare sænke hendes fart. Og nu havde hun heller ikke sat i top tempo. Nok lidt mere end menenskelig fart. Hun ville jo gerne give Andy en chance. OG nu var hun heller ikke den hurtigste vampyr i landet. Efter at have nået næsten hen til det lille legehus lod hun sig se over skulderen. Hendes grå øjen søgte efter denne person som gerne ville jagte hende. Det var lidt det der var meningn med lege, ikke? Men det eneste hun så var denne lille måske ret så slanke kat der kom løbende mod hende med en ret høj fart. Hun stoppede overrasket op for at se efter selve drengen. Hun ahdve ikke ladet tankerne køre hen på at han måske kunne være en animagus. Hun havde troet at han måske blot var et menneske eller noget andet ret så menneskeligt. Men ikke direkte animagus.
Hun stod så halvt vendt om mod missen før at hendes øjne blev spærret op. Hun så hvordan at han igen blev menneskeform. Det svimlede kort for hende da hun altid reagerede sådan på forvandlinger nu om dags. Et kort og overrasket hvin kom fra hende og uden at tænke over det lod sig sig sætte sig sammenkrøllet på hug lige det sted hun var. Hvis dette lykkedes ville det ende med at han blot forsatte over hende ellers ville de bare støde ind i hianden. Måske ikke lige den bedste metode at gøre at det sådan ville gå mest over hendes hoved. Men det var jo egentligt bare en normal refkes fra den gang hun havde været nød til at lade som om at hun blot var et almindeligt menneske. Og dette var jo abre en leg. Ingen kamp som hun skulle forsvare sig mod..

Han sagde ikke noget til at hun måske blev lidt overrasket at se ham i sin animagus form, han fokuserede på at få balancen imens at han opdagede at hun hvinede lidt og satte sig sammenkrøllet på hug lige det sted hun var, det resulterede i at han kom til at støde ind i hende, "Av.." mumlede han og bed sig noget hårdt i underlæben, så der atter kom et bide mærke på hans læbe, en dårlig vane som han havde og gerne ville af med, selvom han ramte hende væltede han tilbage for at sidde på jorden, næsten lige foran hende.
Han ømmede sig en smule, inden at han rystede kort på hovedet og kiggede lidt ned af sig selv før at han vendte blikket mod hende igen, "Er du okay..?" spurgte han med sit hoved lagt på skrå imens at han hævede det ene bryn.. inden at han fniste en smule, "håber at det går bedre næste gang.." sagde han lige så stille, og rettede noget på sit tøj. Selvom det havde endt med at han stødte ind i hende, så havde han nødt at løbe den tur.. han elskede også fart, det at mærke vinden i ansigtet og lade ens tanker forsvinde.

Charlie nåede ikke som sådan at sige av med det samme. Hun kunne blot mærke hvordan at hunb lev slået tilbage og landede på ryggen i sneen. Hende hånd blev med det samme løftet op til hendes hoved hvor at noget der kunne minde om et hævende blåtmærke havde allerede ladet sig komme til synte. "..Aw.." mumlede hun svagt for sig selv og fjernede sin hånd fra bulen inden den igen lagde sig der på. Hun træk vejret lidt hurtigt men det var blo noget hun var vant lidt.
Hun satte sig så op igenn og opdagede ikke med det samme at de sad ret så tæt på hinanden. Det var nok fordi at hun intet havde imod det. Hun var ret så nærgående på folk og mente selv at det ikke var noget stort problem. Folk kunne dog blive iriteret eller andet på hende men det måtte hun bare leve med. Hun fjernede for anden gang sin hånd fra bulen og afsxlørede den for ham. Heldigvis var det stadig mørkt og det så ikke særlig voldsomt ud. Et smli bredte sig så på hendes læber og lidt efter kom en latter. En helt rolig og afslappet altter som godt kunne minde om ehndes smil. Bare med en reduceret dosis mystisk. "Jeg har det..fint.." fik hun frem mellem grinene. Hun fik den dog hurtigt under kontrol igen og så igen mod Andy med hendesklare lysergrå øjne. Hun vi det det samme legesyge humør som da de mødte hinanden for første gang. Hun blev bare siddende. Selvom at hun ikke rigtigt brød sig så meget om sne. Men hun orkede ikke at rejse sig nu. "Hvad med dig?? Er du så okay?? Eller gik det mest udover mig.." Det sidste var mest for at drille lidt og det beviste den lille tungespids der tittede frem mellem ehndes bløde læber..