Hvor er du? (Vlad, privat)

Olga fniste glad da Keela snakkede om båndet, og lavede en fagt imod Keela som om hun var fjollet, og rystede på hovedet.
"Var slet ikke sådan et bånd jeg mente søde.. Det bånd Vladimir for med dem der besejre ham, uden at træde ham under hæle bag efter, er slet ikke det du tror.. Nej nej.. Han vil kun nogensinde have sådan et med en anden Nosferatu.. Tror.. jeg da nok.. Hm.." Hun var tydeligtvis ikke helt sikker omkring det, men rystede blot på skulderen, og smilede igen. Hun kiggede på Keela da hun satte sig ned, og gik så hen imod et telt imens hun fortsatte.
"Båndet er blot et, der tvinger Vlady til at lade dig leve, og behandle dig med den respekt, du udviste ham, da du lod ham tabe med værdighed.." Sagde hun, imens hun kiggede igennem nogen tæpper. Hun kasserede et par stykker, men kom så med et tæppe der var rendt, og lagde tæt omkring Keela. Da hun gjorde det, blev Keela også omfavnet en smule, og Olga strøg sine hænder op og ned af Keelas overarme imens hun smilte.
"Sådan.. Så skulle du nok kunne få varmen igen." Sagde hun med et smil, og gik så hen og satte sig på jorden lidt ved siden af Keela. Hun smilte lidt til Keelas spørgsmål, og rystede på hovedet.
"Vores slaver.. Holde rikke altid.. Lige længer.. Og vi måtte gå af med en del for ikke så lang tid siden.. Hvilket er grunden til at vi nu ingen har, og at der ikke bliver arbejdet vidre på vores grotte." Sagde hun og holdt sine hænder lidt op, og kiggede rundt i grotten. Hun samlede så sine ben, og trak sine knæ til sig, som hun så lagde armende omkring, og hvilede sin hage på sine knæ.

Hun smilede let, "Så ved jeg da han respektere mig." hun stoppede op og kløede sig bag hovedet. 2Sådan da ihvertfald..." hun strakte sig lidt før hun krøllede sin krop lidt mere sammen. Hun kiggede tilbage mod der hvor hun havde været før. Hun sukkede let og kiggede mod Olga, hvad mon hun lavede? Hun sad og ventede og gned sine øjne igen. Hun lukkede øjnene lidt og bed sig let i læben. Hun mærkede et tæppe om sig og åbnede øjnene. Hun kiggede op på Olga og smilede let, hun var rimelig glad for at være taget herned. Hun vidste ikk hvorfor, men der var bare noget der gjorde hende glad for det. Hun kiggede roligt på Olga, "Hvorfor har I slaver til at udvide jeres grotter?" spurgte hun undrende. "Altså jeg tænkte sådan hvorfor I laver grotterne større." tilføjede hun så Olga ikk ville forstå den på en anden måde. "Hvad er du egentlig til Vlad? Du virker ikk så stille overfor ham som de andre." sagde hun og havde bemærket det lidt. Hun var ogs mere rolig overfor Vlad end de andre. Snakkede om ham med et smil på læben imens de andre nærmest snerrede over hans navn.

Olga kiggede op på Keela, og smilede blidt, over at hun så ud til at have det en smule varmere. Hun lagde så hovedet en smule på skrå til hendes spørgsmål. *Hvem skuller ellers gøre det?* Var hendes første tanke.. Da Keela så udviklede spørgsmålet, sank hendes ellers let rejst spidse øre sig, og hun kiggede ind i ilden med en halvtridst mine, og hun sukkede lavt. Hun begyndte langsomt at rokke fra side til side, med blide og langsome bevægelser, imens hun snakkede.
"Vladimir.. Vil gerne genskabe vores race.. Nosferatuerne.. De.. Er stort set blevet udryttet, af den russiske Fuldblods cirkel.. Vladimir så starten af deres udrydelse i Rusland.. Da det helle startede.. Han vil genskabe Nosferatuerne.. Og det, skal vi bruge plads til.. Og det skaber vi.." Svarede hun, stadigt med en halvtrist mine. Da Keela så spurgte ind til hendes forhold til Vladimir, så hun en smule forlegen ud, og kiggede ned på hendes føder, imens hun smilede glad..
"Jeg.. Jeg ser ham.. Lidt.. Som den far.. Den far jeg.. Aldrig havde.. Og han er vidst blevet glad for mig som sin datter så.. Heh.." Svarede hun, imens hun blev ved med at rokke blidt fra side til side, inden hun kiggede op på Keela, stadigt med det samme smil.
"Men du skal ikke tro jeg har lov til mere.. Sørger Vladimir for at jeg ved hver dag.." Sagde hun, og fniste lidt. "Men har jeg nu ikke så meget imod.. Jeg kender godt min plads.." Sagde hun, stadigt med et venligt smil..

Hun kiggede på Olga, hun havde sikkert spurgt dumt, men hun ville gerne vide hvad der foregik hernede. Hun kiggede roligt, "Det er da en god tanke..." smilede hun let, "Men hvorfor spiser i menneskekød? Hvorfor ikk gøre som nogen andre vampyrer og være vegetarer på en måde?" spurgte hun og kiggede roligt på Olga. Hun smilede let, det var nemmere at forstå Vlads tankegang, men hvis Nosferatuerne begyndte at eksisterer igen ville det da være en fare for hele menneskehedden. Hun var ikk ude på at ville udrydde de sidste, hun kunne nok heller ikk. Men hun kunne ikk se hvordan det ville være godt for både mennesket og Nosferatuerne hvis der kom så mange igen. Fordi måske endte det med at de ville blive jagtet af vampyrerne og måske blive helt udryddet.
Hun smilede da Olga fortalte om hvordan hun følte Vlad var, det måtte egentlig være rart at føle en familie på andre personer. Hun kiggede glad, "Det er altid dejligt at føle man har familie." sagde hun med et smil. Hun strakte sig lidt, hun følte ikk rigtigt nogen var hendes familie. Hendes rigtige var død og hun har ikk mødt nogen der kunne være som en bror eller noget andet. Hun grinede let, "Han vil hellere have du tænker på ham som familie end andet?" smilede hun. Hun gned sine øjne lidt og gabte lavt. Hun kiggede rundt og ville se om Vlad måske kom. Hun ville gerne spørge ham lidt ind til ting. Olga kunne umuligt vide alt hvad Vlad tænkte, så hun ville gerne spørge ham.

Olga rystede langsomt på hovedet, imens hun strakte sin skuldre en smul, stadigt med sine arme om sine ben. Hun kiggede op på Keela med øjnene, imens hun snakkede.
"Nej vi skal bruge menneske kød, for at blive stærkere.. Skal bruge andres legme.. Og når vi begynder at blive mange, har vi da selvfølgeligt også tønkt os at dæmpe på vores brug af menneske kød, og blod.. Vladimir vil bare gerne have de fire vi er nu, til at blive stærke og mægige.. Efter det, vil vi også bare skabe et samfund.. Lige som alle andre.." Sagde hun og rystede på skuldrene en smule, med et lille smil.
Hun så en smule forlegen ud da hun spurgte om Vladimir hellere ville have hende som famile end andet, og nikkede langsomt.
"Det.. Det håber jeg da.. Heh.. Det er sådan jeg tænke i hvert fald.. Men er ikke altid at det betyder noget for Vlady hvad andre tænker.." Sagde hun og fniste en smule. Hun rokkede stadigt fra side til side, og havde fået sit gode humør var tilbage.. Vladimir kom gående ned imod bålet som Olga havde fået lavt, og kiggede over på Keela. Olga kiggede op på ham, og smilede udmygt op på ham. Han så at Keela havde fået det varmere, og aede kort Olgas hoved, som for de begge forstod som et klap på skulderen over hvad hun havde gjort. Olga knurrede lavt, næsten som en spinden, og lukkede glad øjnene, og lod sit hoved hvile på sine arme. Vladimir kiggede ned på Keela, før så at kigge ind i bålet, med et tomt udtryk.

Hun kiggede på Olga og lyttede nysgerrig efter, hun ville vide hvad hun kunne om denne race af Noferatuer. Hun nikkede let, "Det er vel ogs bedst at dæmpe på det når I bliver et samfund igen." smilede hun roligt. Hun kiggede stille på hende, Olga var nu meget almindelig og talte nogenlunde som andre. Vlad havde altid pauser imellem få ord, hun forstod egentlig ikk hvorfor men det havde han så. Hun kiggede roligt mod Vlad da han kom hen til dem. Hun smilede let til ham og så hun aede Olga, det var vel den måde han roste hende på. Hun smilede og krøllede sin krop lidt sammen, hun frøs stadig lidt. Men hun fik mere og mere varme som tiden gik. Hun kiggede op på Vlad, "Hvordan var det at se din race blive udryddet Vlad?" spurgte hun forsigtigt. Hun tænkte at det måtte føles hårdt for ham, måske havde han en han elskede der var af samme race og alligevel blev hun drabt under udryddelsen af racen. Hun følte det synd for Vlad, men godt at han tog det pænt for så at kunne være i stand til at genskabe sin race.

Vladimir snærrede lavt, og kiggede fortsat ind i bålet. Flammer andtændte ligeså inde i ham, som var de i bålet,og en vrede der altid lå i ham, kom let frem da han knuggede sin hånd, hvilket han også fangede en smule af Olgas hår med, som gjorde at han hev hende en anelse i håret. Olga klynkede en smule, og lukkede det øjne øjne, og lavede en smertefuld grimasse. Vladimir slap dog hurtigt Olgas hår, og aede hende en enkelt gang mere. Olga så ikke ud til at tage sig af den smerte hun blev påført, og smilede glad igen, og hendes spænden fortsatte. Vladimir rystede langsomt poå hovedet.
"Min søn.. Forrådte.. Mig.. Og ledte.. Den russiske circel.. Af Fuldblods vampyre klaner.. Toreadors.. Tremeres.. Malcavian... Og Ventrues.. Ind i mit slot.. Her.. Fandt de alle i min races bopæle.. Jeg havde.. Dem alle.. Og så.. Gik de fra hus til hus.. Ingen.. Kunne nå at.. Reagere.. Deres overhoved var fanget.. Knækket.. Kunne ikk advare dem.. Og så. Forsvandt vi langsomt.. Jeg ved ikke.. Om der er.. Andre klaner.. I andre lande.. Men Ventruesne.. Gjorde de verdens kendt.. At Nosferatuerne.. Måtte udrydes.. Stoppes.. Vi var.. 'For mange'..." Han fnyste lavt, og rystede på hovedet, og kiggede væk. En lav knurren var begyndt fra ham igen, og han knugede igen sin hånd, dog ikke den han havde på Olgas hoved denne gang. Olga så en smule trist ud, og lænte sig imod Vladimirs ben, imens hun kiggede ind i bålet.

Hun kiggede lidt forskrækket på ham da han blev vred over spørgsmålet, hun var ikk overrasket. Men det var fordi det ogs gik lidt udover Olga. Hun sad stille og kiggede op på ham, hun lod ham forklarer hvad der var sket. *Hans søn forrådte ham? Hvordan kunne han dog gøre det mod hans egen far...* tænkte hun stille og kiggede op på ham. Hun rejste sig og gik hen til ham. Hun krammede ham blidt til sig og aede hans hoved, "Det gør mig ondt at høre." sagde hun stille. Hun vidste ikk om han hadede det, men hun følte at han trængte til at få bare et lille kram over at tænkte tilbage på sådan noget. Hun kiggede stille og slap ham blidt, hun smilede opmuntrende. "Men du skal ikk tænke på det, undskyld at jeg spurgte..." sagde hun og gik hen og satte sig igen. Hun fik tæppet om sig igen og gemte ansigtet i sine knæ. Hun trådte altid på det, hun vidste intet om nogen og spurgte for det meste om det de hadede at tænke på mest. Hun bed sig i læben, hun kom til at tænke på noget. *Hvis han udvider racen...* hun rystede på hovedet og knyttede hænderne lidt, hun troede ikk på det.

Vladimir rejste et øjnbryn, da Keela kom hen til ham. Hans hvide øjne så ganske overrasket ud, over hendes reaktion, og han skulle til at træde et skridt tilbage, da hun rakte ud efter ham, for at kramme ham. En lav knurren passerede ham da hun kom helt tæt på, og den fortsatte da hendes arme lagde sig omkring ham. Hans forbløffelse forsvandt ikke, og han rynkede en smule på næsen, i det han tiltede sit hoved, så der kom en høj knækkende lyd derfra. Han kiggede kort rundt, inden han lagde en hånd på hendes skulder, og stoppede krammet, ved at skube hende fra sig. Han havde aldrigt brudt sig om nærkontakt, af nogen former, fra andre end sine yngel.. Han rystede kort på hovedet, og kiggede ind i ilden igen, efter hans øjne endeligt havde givet slip på Keela.
"Hmh.. Du bragte det ikke op.. Det.. Ligger altid.. I mine tanker.. Har intet.. Med dig at gøre.. At jeg husker det.. Noget som det.. Ville selv døden.. Ikke tillade en at glemme..." Han hvæsede lavt, og kneb sine øjne sammen, imens han knuggede sin ene hånd til en næve. Olga kiggede kort op på ham, inden hun crawlede hen til hans ben, og lænede sig op af det, og lod sin kind gnide imod det, imens hun stille hvislede.
Vladimir lukkede sine øjne, og sukkede lavt, imens hans overlæbe hoppede, som om han var hidsig.
Han kiggede så tilbage på Keela, med de tomme mat hvide øjne, uden et tydeligt udtryk.
"Hvor længe.. Regner du.. Med at blive her?" Spurgte han. Det virkede koldt, som om han ville have hende ud. Men var ikke derfor.. Der var ingen senge i grotten, så han ville skulle have nogen til at samle tæpper til at hun kunne sove på, hvis at hun skulle dette her..

Hun kunne godt høre på ham og mærke han hadede det, så hun havde ikk det store imod at hun blev skubbet væk fra ham. Hun sukkede opgivende, han måtte nu stadig være lidt ked og vred over at hans egen søn havde forrådt ham, men så igen vidste hun heller ikk om hvorfor han havde forrådt sin far. Hun kiggede op på ham og sukkede opgivende. Hun kiggede strengt på ham, "Uanset om det er i de tanker eller ej, så burde du lægge det bag dig. Det er en svær erindring at glemme, men hvorfor holde fast på den når den tager så hårdt på dig? Jeg kan se og forstå så meget at du bliver mere vred over det, så hvorfor holde fast på den?" hun sukkede let og krøllede kroppen mere sammen. Hun forstod det stadig ikk helt, men alle havde deres meninger og her var hendes. Hun gabte lavt og gned øjnene, hun kiggede op på ham. "Så længe jeg må være her..." sagde hun roligt. "Jeg er en ulv, så jeg kan sagtens sove uden seng." smilede hun let da han så ud til at tænke over det. Hun gned sine arme lidt og lukkede øjnene en smule, Olga lignede et form for kæledyr, men hun vidste heller ikk hvordan det hang sammen for dem. Hun vidste næsten intet, men hun vidste at Olga på en måde var Vlads slave.

Vladimir kneb langsomt sine øjne sammen, imens at Keela snakkede. Han knurrede lavt, imens hans overlæbe, endnu engang hoppede blidt, og han knuggede sin hånd mere stramt. Olga kiggede kort op på Vladimir, og så over på Keela. Hun rystede på hovedet, som om at hun ville hentyde at Keela skulle stoppe med at rode i denne sag. Bladimir lavede et voldsomt ryk, næsten som om at han havde fået en kuldegysning, og han kiggede derpå tilbage i flammerne. Hans mat hvide øjne, gav ingen genskæring af ilden, da deres matte overflade ikke tillod det.. Hans næse rynkede sig, imens han pressede sine øjne sammen.
"Glemmer.. Ikke denne.. Sag.. Før.. At den er afsluttet... Jeg.. Døde ikke.. Det betyder.. At jeg.. Ikke tabte... Kampen er stadigt.. Igang.. Og jeg har ikke.. Tænkt mig at tabe.. Eller.. Modtage flere.. Setbacks..." Sagde han stille, og han hvæsede vredt.. Hans næve rysttede kort, inden at den slap af igen. Dog blev hans finger stadigt presset hårdt imod hans håndflade, og hans vræde var stadigt tydelig.. Olga smilede langsomt bredt, og kiggede tilbage ind i ilden, imens hun rykkede en smule på sig, så hun sad tættere imod Vladimir.
Vladimir kiggede tilbage på Keela igen, og han nikkede langsomt. Han lavede en fagt imod et par telte, imens han snakkede.
"De.. Telte.. Står ikke.. I brug.. Du kan søge læ.. Under dem.. Hvis vi skulle larme for.. Meget.. De unge.. Skal stadigt på jagt.." Sagde han. Han kiggede ned på Olga, som kiggede op på ham, og hun rystede langsomt på hovedet ,med et blidt smil. Hendes pæne hård ruskede da hun gjorde.
"Jeg behøves ikke i aften Vlad.." Sagde hun, med et blidt, med udmygt smil. Vladimir nikkede langsomt, og lagde en hånd på hendes hoved. Et smile kunne han ikke holde tilbage, imens han aede hende.

Hun lukkede øjnene og hvilede hagen på sine knæ. Hun smilede let og krøllede kroppen mere sammen. Hun kiggede tilbage og så på dem, hun kiggede på Olga der blev aet og Vlad der smilede. Hun smilede let og kiggede væk igen. Hun bed sig lidt i læben og krøllede kroppen mere sammen. Hun kiggede stille på flammerne og derefter rundt i grotten. Hun gned sine arme lidt og fik tæppet mere til sig. Hun lukkede øjnene og hvilede sin kind på det ene knæ. Hun kiggede igen på de flammer der var, "Selvom du måske ikk ser sådan ud, er du en venlig person..." sagde hun let og smilede lidt. Hun kiggede på ham, "Du virker som om du skal være sej hele tiden for at virke som den stærkeste, men alligevel er du så venlig..." sagde hun let og kiggede på ham. Hun havde lyst til at sige det til ham, så hun sagde det. Hun smilede til ham. "En farlig person med et godt hjerte, sjældent men utroligt at der findes nogen..." sagde hun let og kiggede på flammerne igen. Hun satte hænderne tæt mod ilden for at få lidt mere varme i dem.

Vladimir rejste langsomt et øjnbryn, og kiggede imod Keela. Da hun havde talt, blev der helt stille, og han kneb øjnene sammen, inden han stirede ind i ilden igen. Han rystede langsomt på hovedet, og fnøs en enkelt gang. Han knælede langsomt, ned ved siden af Olga, som kiggede på ham, håbefuldt, som om hun vidste hvad han ville. Han aede hendes hoved en enkelt gang mere, inden han holdt sin håndle foran hende, og brugte en klo fra sin anden hånd, til at lave et fint lille snit, så det mørke, tykke blod, blandet med en grønlig væske, der dog var mindre af, end der var rødt blod. Olga så ud til at blive helt ukontrolerbar, imens hun stirede på blodet. Hun gjorde dog intet ved det, men kiggede fra håndledet, og op på Vladimir, gentagende gange. Vladimir nikkede så imod håndledet, og hunlænede sig langsomt ned til det, og lod sine tænder tvinge sig vej ind i det tykke kød, og drak langsomt fra ham. Der kom efter meget kort tid, et lavt tilfredstillet støn fra Olga, og hun rykkede på kroppen, som om det hun fik var det bedste en vampyr som hende kunne få. Vladimir kiggede så op på Keela igen, uden at trække en mine over vampyren der nu var plantet på hans håndled..
"Jeg.. Spiller aldrig.. Sej.. Jeg gør.. Hvad jeg skal.. For at overleve... Og det.. Bliver jeg tæstet.. Som en monster for... So.. Be it.. Derfor.. Opfører jeg mig som et.." Han kiggede tilbage på Olga, som stadigt drikkede fra hans håndled, men kiggede nu på ham, som et spørgsmål, om hun måtte fortsætte. Han aede blidt hendes hår, inden han kiggede tilbage på Keela..
"Vi har ikke.. Mange muligheder.. Og for.. At være.. Helt.. Ærlig.. Har jeg intet imod.. At væe.. Et monster... Det er blevet.. Hvem jeg er.." Sagde han, og smilede bredt.

Hun lugtede en form for blod igennem den skarpe lugt fra kloarken, hun kiggede tilbage og så på den mærkelige konsistens der kom ud af såret på Vlads håndled. Hun var lidt skræmt over at se det, hvordan sådan noget kunne være i en krop. Hun kiggede på Vlad og derefter Olga som bed sig igennem det og begyndte at drikke af det, hun så ud til at nyde smagen af blodet. Men det overraskede hende heller ikk da Olga var vampyr. Hun kiggede stille på det igen, hun sukkede lavt og kiggede over på ilden igen. Hun vidste ikk hvad hun ellers skulle gøre, han gav Olga blod nu så hvad kunne hun gøre? Stirre? Det var ubehageligt når andre gloede på hende når hun spiste eller drak, så hun ville ikk kigge på andre der gjorde det.
Han kiggede igen da han begyndte at tale, hun kiggede stille på ham. Hun smilede let, "At være et monster betyder ikk man ikk kan være venlig? Det er du et godt bevis på hvis du er et monster." hun gabte lavt og gned sine øjne. Hun hvilede hovedet på sine knæ og lukkede øjnene. Hun var ved at blive godt træt, men hun ville ikk sove lige nu. Hun åbnede øjnene efter noget tid og kiggede på ham igen, hun rejste sig men satte sig ned igen. Hun var lidt for træt til at gå rundt. Han gabte igen og holdt sig for munden. Hun kiggede på dem og smilede let.

Vladimirs øjne lavede et par ryk, og han kiggede ned på den grådige Olga, som stadigt drak ivrigt fra ham. Han smilede halvt, inden han aede hendes hår, og hev så i det, så hendes hoved blev hævet væk fra såret. Hun hvæsede lavt da han gjorde, som en hidsig kat, der ikke fik lov til at spise færdig. Men hun tiede hurtigt stille, da hun så Vladimirs blik, og hun sank en klump, imens hun slikkede læberne, og så nærmest undskyldene ud. Dog aede Vladimir så blidt hendes hår, og hun smilede småligt igen. Vladimir kyssede så hendes pande, inden han rejste sig. Olgas kinder blev varme, dog ændrede den hårde kontrast, på hendes hud, sig ikke til et lysende rød, som den ville have på så mange andre væsner.
Vladimir kiggede ned på Keela, og han rystede en enkelt gang på skuldrene.
"Kan man.. Men.. Tror man finder.. Mange andre 'monstre'. Der er meget flinkere.. End.. Mig.." Sagde han, og fnøs lavt, med et halvt grin. Han kiggede så op imod midten af grotten, hvor de to andre mandlige Nosferatuer, stirede ned imod Vladimir. Han nikkede et par gange, inden han kiggede ned på Keela igen. Han kunne godt se på hende at hun var træt, og han smilede halvt.
"Jeg skal ud og jage.. Specielt nu, hvor jeg har forkælet Den her møgunge..." Sagde han, og ruskede en smule med Olgas hår. Hun fniste et par gange, og skubbede Vladimirs hånd væk. Han fnøs med et smil, og nikkede imod teltende bag Keela.
"Du kan.. Tage et telt.. Når du vil.. Ellers er der ilden til at holde.. DIg varm.. Og bare spørg.. Olga.. Hvis der er.. Noget du mangler.." Sagde han, og nikkede en enkelt gang. Dog gik han ikke blot med det samme, men blev, for at se om hun ville spørge om noget, inden han gik..

Hun hørte Olga hvæse og kiggede på dem igen, han havde åbenbart fjernet Olga. Hun drak vel ogs lidt meget. Hun kom dog til at grine lidt over dem, de var nærmest som bror og søster på en måde. Hun krøllede kroppen lidt sammen og mærkede en tåre falde fra hendes kind. Hun tørrede den hurtigt væk inden Vlad kiggede på hede. Hun smilede og grinede lidt, "Sådan er det når man vil hjælpe, man må give ofre." sagde hun bestemt. Hun kiggede stille på ham, "Du må da gerne tage blod fra mig?" sagde hun roligt og pegede på forbindingen på sin hals. "Men hvis du kunne ramme det samme sted som da du bed mig sidst ville det være rart fordi så vokser min hud tilbage på det lidt hurtigere." sagde hun roligt. Hun var ikk bange for at blive bidt af ham nu, fordi nu vidste hun hvordan det føltes. Det gjorde ondt, men man måtte ofre lidt for at hjælpe til. Hun smilede let, "Og hvis du har brug for kød tog jeg noget af det med jeg gav dig sidst." sagde hun roligt. Hun var lidt nervøs for at være her alene med de andre, især ham der hadede hende. Som ikk stolede på hende. Hun rystede på hovedet, "Det er ok, jeg kan sagtens holde mig vågen mange timer endnu!" sagde hun bestemt og rakte armen i vejret som bevis på at hun var frisk. Hun kiggede roligt på ham og ventede lidt på svar om det med blodet.

Vladimir smilede bredt, og rystede kort på hovedet, inden han kiggede over sin skulder, med et undersøgende blik bag sig. De to andre Nosferatur nikkede imod ham, og begyndte så at løbe imod vægende, og kravle op af dem, med høje og ivrige hvæs, og gennemtrængende, knækkende grin og latter. Da de hver ankom til tunnellerne, løb du ud af disse, og forsvant, dog kunne deres latter, og ivrige råb stadigt høres.
Vladimir kiggede så tilbage på Keela, smilede igen, og rystede på hovedet endnu engang.
"Nej, ikke igen.. Jeg har givet.. Olga.. For meget.. Til at kunne nøjes.. med den smule.. Jeg kan tage fra dig.. Uden.. Det bliver fatalt.. Og vil ikke.. Slå dig ihjel.." Olga rejste let et øjnbryn, og kiggede over sin skulder, op på Vladimir. Han kiggede tilbage på hende, og ruskede hanedes hår. Hun hvæsede, nærmest lejesygt, og skubbede hans hånd væk.
"Dræber.. Ikke altid.. Mine ofre... Møg tøs.." Sagde han, og fnøs lavt imens han kiggede ned på hende. Hun fniste lidt, og fortsatte med at prøve og skubbe hans hånd væk. Han kiggede så tilbage på Keela igen, inden han vendte om på sine hæle.
"Nej.. Jeg.. Ville ikke kunne stoppe.. I nat.. Bliver jeg nød.. Til at jage.. Men.. Du kan da.. Tilbyde Olga.. Noget.. Af det kød.." Sagde han, imens han begyndte at gå imod vægende. Olga kiggede op på Keela, med et lille smile, og så nysgerig ud, imens hun lagde sit hoved på skrå. Hun havde tydeligtvis et spørgsmål, men ville vente til Vlad var væk. Vladimir stoppede op, for at høre om Keela havde mere at sige, og kiggede halvt over sin skulder..

Hun kiggede overrasket på dem der kravlede op af væggene, hun havde aldrig set så hurtig en fart i at klatre sådan. Hun følte det underligt at sidde og høre deres ivrige latter, hun sad dog roligt og kiggede mod de tunneller de var løbet igennem. Hun kiggede stille på Vlad igen, hun kunne godt se problemet hvis han havde givet Olga for meget. Hun nikkede let i at hun havde forstået det. Hun stolede på Vlad, så hvis han sagde han ikk kunne stoppe så ville hun ikk have han gjorde det. Hun gned lidt på forbindingen ved halsen og kiggede tænkende ud i luften. Hun smilede og grinedel lidt over Olga. Hun kiggede på dem. *En god person... Men med et forkert ry...* tænkte hun stille og sukkede lavt. Hun kendte nogen der havde fået et dårligt og blodigt ry, men de var meget venlige i person. Hun så Vlad begyndte at gå og vinkede blidt til ham. "Have a safe trip..." sagde hun roligt. Hun havde lyst til at sige det på engelsk. Hun kiggede på Olga igen og satte hovedet lidt på skrå da hun kiggede afventende på en måde. Hun troede Olga ville have kødet. Så hun fandt det frem fra en pose og rakte Olga det. "Vil du have det?"

Vlad kiggede halvt over skulderen til hendes kommentar, og fnøs lavt, med et bredt smil, inden han kiggede lige frem igen, og satte i løb. I stedet for at kravle op af vægende, hoppede han op på et klippe stykke, der sad flere meter op i luften. Han hoppede derefter fra stykke til styke, for så at kravle ud af et hul i loftet, med et højt hvæs.
Olga lagde sit hoved en smule på skrå af det kød hun blev tilbudt, og snuste et par gange imod det. Hun kravlede så en smule tættere på, og lagde blidt sin hånd under kødet, for at tage imod det, imens hendes interesserede øjne gled op på Keela igen.
"Hvad er det?" Spurgte hun, og tog blidt køder ud af Keelas hænder. Hun kiggede på kødet, og satte sig om på knæ, og snuste igen til det et par gange.
"Altså.. Hvad kommer det fra? Hvilket dyr?" Spurgte hun, og tog så kødet op til munden. Hun åbnede munden, hvilket freviste hendes tandsæt. Med en skinger lyd, blev samtlige hendes, ellers almindlige, tænder, skarpe og spidse. Hun satte så derefter tænderne i kødet, og sank dem dybt deri. Det gav en lav snaskende lyd, da hun rev det hun havde bidt i, fra resten. Det tog ikke mange kræfter at gøre, da hendes uffateligt skarpe tænder, havde skåret igennem det, så let så dem skarpeste kniv. Hun tykkede det langsomt, imens hun ventede på svar på hendes spørgsmål, og kiggede op på Keela med smilende øjne, tydeligvis overrasket over kødets smag..

Hun kiggede stille efter Vlad, hun var overrasket over at de kunne trodse tyngdekraften så let. Hun kiggede på ham indtil han forsvandt og kiggede derefter på Olga. Hun smilede let, hun rakte det roligt til hende for at hun kunne tage det og lugte til det hvis det var det. "Det er ikk forgiftet..." grinede hun let og sad stille. Hun så på hende og slap det da Olga endelig tog i mod det. Hun kunne godt se det var noget der lige skulle identificeres lidt før hun spiste af det. "Det er kød..." smilede hun drillende og sad roligt og kiggede på hende. "Det er bjørnekød, kødet minder om mennesket. Selvom man siger grise minder mest om mennesket i kroppen. Så er det faktisk bjørnekød der er næsten det samme som menneskekød." sagde hun roligt og kiggede stille. Hun så hvor let Olga havde med at spise af det, det overraskede hende ikk med den slags tænder de havde. Deres tænder var lidt uhyggelige at se på, men hun var ikk bange for at se på dem. Hun smilede til hende, "Smager det godt?" spurgte hun roligt og havde et glad udtryk. Hun vidste ikk om Olga ville spørge om hvorfor hun havde bjørnekød, men hun kunne heller ikk helt forklarer det hvis det var.