The Awakening of Zane (Fortsat fra Come to the Dark side)

Han så hende direkte i øjnene. Et hårdt blik som alligevel var fuld af kærlighed.
Da han åbnede munden og talte, var hans stemme hård og beslutsom: "Nej. Det kan jeg ikke. Jeg er nødt til at stoppe jer, lige meget hvad."
Sorgen var også at finde i både hans øjne og hans stemme.
Han stillede sig parat i kampstilling med begge sværd hævede.
"Hvis i vil udsætte hele verden for fare, må i dræbe mig først!!" sagde han højt.

Kilia rejste sig rolig op og børstede sine hænder af i sine bukser. hun gik frem og stillede sig ved Ma'lakel og Kajika mens hun så på Velarian. Hun løftede spørgende det ene øjenbryn og kiggede så hen på Ma'lakel med et alvorligt dog stadig lettere drillende blik.

"der det er da noget af en sindsforvirret elver...."

Hun talte som om velarian ikke var der eller som om at han bare var luft. hun tog forsigtigt et kig på Ma'lakel. han så ikke ud til at have lidt nogen skade ud over at være dækket i blod. så gik hun over til Kajika og tog et kig på hendes hænder og arme mens hun mumlede, lavt nok til at Velarian ikke kunne høre det.. "jeg går udfra at det er en af dine.." hun smilede venligt af Kajika og vendte sig så tilbage mod Velarian. Hun satte hænderne i siden og kiggede på ham med et granskende blik.

"Lille elver... Det er virkelig ikke en god ide at stille dig i vejen.. specielt ikke for sådan en som Ma'lakel... Jeg ved ikke hvad det er du vil have ud af dette men jeg kan forsikre dig for at Ma'lakel vil være den der står tilbage... jeg siger dette som en ven og intet andet... Gå.. vend om.. Tag tilbage og vent på Kajika..." hun slog armen ud mod Kajika i det hun blev nævnt.. "lad hende ikke se dig blive dræbt på grund af noget som dette..."

Kilia kendte ikke Velarian og heller ikke Kajika.. hverfald ikke så godt som hun kendte Ma'lakel.. men hun var ikke dum.. den måde hvorpå Kajika så på ham og på hvordan hun havde reageret da hun så ham røbede det hele.. det stod skrevet i hendes aura og den måde hendes krop hold sig selv oppe på.. og det samme gjaldt ham..

Hun foldede blidt armene foran sig og betragtede ham med hovedet let på skrå. Hun ønskede virkelig ikke unødvendige blodsudgydelser.. men hvis han ikke trak sig så måtte hun bare vende det blinde øje til...

Ma'lakel sagde intet, Kilia havde sagt det for ham som havde hun læst hans tanker. Han ville selvfølgelig havde bandet af ham, kaldt ham for en uduelig møj elver, og så videre, men alt i alt ville det bunde i det samme nemlig: vend om! Han tog imod sværdet fra Kajika men på ikke på hende. Hans hænder strammede sig om sværdrene så knoerne blev helt hvide imens han sammenbidt sagde så Dådyret kunne høre det:

,, Det var dig ikke?.. Du skulle absolut sige det! Skulle absolut røbe mine planer til fjenden... og nej ikke sig du ikke vidste det her ville ske! Forbandede møj elver!"

Han så ikke på hende imens han snakkede han havde sine øjne på fjenden og koncentrerede sig om ham fuldt ud! Han kunne ikke vinde den her kamp, ikke efter hydraen og alt det der var sket, hell, hvis han døde idag var det Dådyrets skyld!!

Kajika så på ma´lakel og tog fat i ham blidt og så mod Kilia og sagde"du skal ikke tro jeg elsker Velarian vis det var det du hentydet til" hun så lettere alvorlig ud nu og så vredt på ma´lakel og huskede episoden oppe på hans madras og kysset .... og vreden han havde fået og det var hendes skyld og Ma´lakel var ikke så stærk i magien som Kajika og hun var det blot fordi hun havde været engel før.. kajika gik ind foran ma´lakel og sagde"dette er ikke din kamp! Mester men min og jeg vil intet høre fra dig ved mindre du os er en af disse helte af mine" hun sagde det i en hånlig tone så han fattede at hun ville klare kampen mod Velarian han var hendes skaber og hun var hans skabelse.... siden hun så hans små killinger og var ved ham i hospitals sengen og så oppe på hans værelse havde alt forandret sig og også hendes syn på ma´lakel...

Kajika bed sig stille i læben i det hun så mod velarian og sagde vred og alvorligt uden nogen som helst uskyld i stemmen eller sjov"Velarian!.... du skal først kæmpe mod mig før du kan kæmpe mod min Mester... det er jo også min skyld at du er her så det os mig der skal gå ud med skraldet" hun forvandlede sig langsomt til sin demon form og det røde øje flammede næsten i venstre side da den blå flamme kom frem

Han så på hende med sørgmodige, men fast besluttede øjne.
"Jeg har intet valg... men lad mig sige dig en ting Kajika Guldhjerte. Det var aldrig din skønhed jeg elskede... det var dit hjerte."
Han gik frem mod hende med hævede sværd.
*Åh gud bare dette ikke var nødvendigt!* tænkte han, og en enkelt, trodsig tåre banede sig vej ned over hans kind.

Kilia sukkede dybt og gik så til siden.. hun gik over og stillede sig skråt bag ved Ma'lakel.. hun kunne ikke sende eller telekinese.. men hun kunne alligevel snakke så lavt at kun han ville være i stand til at høre det..

"hvis han dræber hende... og hun ikke får et eneste slag ind... så er jeg bange for at du ikke kommer ned efter det du ville hente... i det mindste ikke på den måde som du ønskede..."

hun sukkede stille igen og lod hendes venstre hånd løbe igennem sit hår..

"hvad er det vi har rodet os ud i Ma'lakel.....??" Kilia vidste godt at hvis det kom så vidt som at Velarian fik såret Kajika så meget at hun ikke kunne kæmpe og ville være ved at dræbe Ma'¨lakel.. så ville hun træde ind.. men hun håbede inderligt... at det ikke kom så vidt.

Ma'lakel så overrasket ud i det Kajika stod op for ham, og faktisk ville kæmpe for ham. Men han smilede blot bagefter, et stort ondt og dyrisk smil imens hans øjne glimtede med sejr, de holdte stadig elverens blik som for at fortælle ham at han vidste hvad han følte lige nu, og han nød det, åd af det, fik styrke af det dejlige kaos der skulle til at begynde. Han gik tæt op imod Kajika, så tæt at hun ville kunne mærke hans bryst og mave imod hendes ryg. Han bøjede hovedet ned ved siden af hendes ører så hendes lyse hår kærtegnede hans hals, i en sær venlig gestus, imens han tog hans egne hænder hen til hendes og flettede hans fingre sammen med hendes så han på den nærgående måde kunne give hende sværdrene. Hans stemme var fyldt med nydelse og en ny følelse Dådyret aldrig havde oplevet ham have før; glæde.

,, Jeg er stolt af dig, min skabning, min yngling... Tænk ikke, lad din krop tænke for dig..",
Med de bløde, forførende ord der virkede mere som en slags kærligheds erklæring end simpel ros, trak han sig stille tilbage men holdt stadig øjne på elveren som sugede han sjælen ud på ham. Han stod to meter bag ved Kajika, som en hø der overvågede kampen til hver eneste detalje.

Kajika havde blikket rettet mod Velarian og aldrig før vist sin krigeriske side den side hun var født til at vise.. det kunne godt være hun ikke kunne skyde med en pistol eller hendes magi drænede hende for meget, eller at hun var håbløs men i sådan en kamp var hun dødsens farlig 12 års træning hård træning i nærkamp med sværd, Kajika rødmede meget da hun mærkede Ma´lakel´s krop mod hendes ryg og da han stille hviskede hende i øret og hans hænder rørte hendes kom alle tankerne fra den første nat ved hospitalet og så senere hjemme ved ham den kærtegn han havde givet hende der, det de næsten havde fået gjordt. Hendes hjerte slog hurtigere nu og hun sank stille en klump og ville nærmest ønske han gik fra hende fordi hun kunne mærke nervøsiteten strømme op i kroppen som et vandfald ville falde mod de klare farlige sten...

Kajika mærkede sværdene og nikkede forstående i det hun sagde"Ja Mester...." hun spændte nu sit greb om sværdene og fik pludselig et dræber blik i det hun smilede stille ondt og rettede mod blikket af Velarian og sagde"du kan stadig trække dig" hun stillede sig fast til jorden og så svang hun sværdene som en ægte mester ville gør som en demostration på hvad hun kunne og før Velarian ville kunne nå at svare angreb hun ham og elegant snorede hun rundt om sig selv nede ved hans ben så vis han ikke hoppede ville hans ben kappe af, og hun stangede et sværd mod hans mave i mens det andet var på vej med stor fart ned mod hans ben

En ny følelse skød op i ham da han så hvordan Kajika nærmest nød hvad Ma'lakel gjorde. Han kunne ikke definere følelsen, men den var ubehagelig.
Da Kajika kom dansende mod ham med mesterlige sværdteknikker, sprang han over det første hug, parerede de to næste, og i det han parerede, snurede han rundt, kom helt tæt på hende, og hamrede sin albue i maven på hende. Han sagde ikke et eneste ord.
Hun var helt bestemt meget dygtig... men han havde trænet med sværdet i mere end hundrede år.

Ma'lakel stod tavs og så på i det han overværede kampen.
//Og herfra kører jeres kamp bare, ingen jeg siger jeg blander mig..

"Argh!!!" Kajika tog sig til maven i det hun landet nær Ma´lakel og Kilia af stødet i maven og så vredt på Velarian nu og bæstet i hende tog over og man kunne se flammerne nu i det hun rejste sig op og sagde"DET FORTRYDER DU!!!" hun var jo telekinetisk magiker nu så da hun fik sig støttede op på bene igen tog hun hånden ud fra sig og der kom nærmest en bølge af en slags ladning og Den ramte Velarian hårdt på så han fløj over i væggen, Kajika skrig og gik i knæ i det hendes hoveds sår og skade skar ind i kraniumet på hende.

Men hun fik sig hurtigt rejst helt op igen og tog sværdene og lod dem suse om sine finger elegant så de gav nærmest en snorre lyd som når man svang en snor i luften. Kajika smilede ondt og løb mod ham nu og slog vingerne ud i det hun var tæt på ham og Skød sig af sted mod ham med hjælp af vingerne fik hun ekstra fart på og var klar med sværdene i det hun var 1 1/2 meter fra ham

Han ramte klippevæggen hårdt og faldt sammen på jorden.
"Hng!!" udbrød han. Det gjorde sindssygt ondt!
Han rejste sig hurtigt op og opdagede at hun kom susende mod ham. Han satte ligeledes af mod hende, og de tørnede sammen, klinger mod klinger. Han så hende i øjnene og råbte med såret stemme:
"Jeg elskede dig! Men du forrådte mig! DU VAR ALT!!!" med de sidste ord, brølede han som et såret næsehorn, og slog så hårdt på hendes sværd at hen blev skubbet tilbage.

kajika Så vredt på ham og hun havde nogen lidt vampyr agtig ligende hugtænder bare mindre skarm og små de lange tænder var ikke kommet fri i nu, i det han smadrede hende tilbage, så hun rødt"Argh!!! DIN DET DIG!!! DER ALTID VIL SLÅS!!" hun knorrede nu for første gang og hendes tænder blev længere i det hun smed sværdet og Sprang direkte på velarian og Viklede sin hale om hans hænder og Bed sig fast hård! i hans hals og bed virkelig ind i hans hals, mens hun strammede grebet om hans hænder med Halen og tog fat i hans sværd og smed det væk, hendes øjne begge var nu blod røde og flammerne formede sig over hendes krop nu mod Velarians krop og hun sagde ondt i det hun slap ham med blod om munden"STOP mens legen! er god eller jeg vil få dig til at fortryde du kom !!!"

Han rejste sig op, og i det han gjorde det, stak han ud efter hende med en lynhurtig bevægelse. Hun havde afvæbnet et af hans sværd, men havde glemt det andet.
"JEG KÆMPER FOR DIG KAJIKA! OG NU KÆMPER JEG FOR RETFÆRDIGHEDEN!!!" skreg han med øjnene fulde af tårer.

Kajika mærkede et snit i siden i det, det røde forsvandt fra hendes øjne og der kom stille blod ud fra hendes mund.... hun så stille på velarian og forvandlede sig tilbage til den normale kajika og så på det, det sad direkte i hendes side ved ribene og hun kunne se blod pletten... kajika så på Velarian overrasket og det begyndte at blive dobbelt for hende, i det hun tog rundt om sværdet og skrig højt, og prøvede at holde tårene tilbage, hun gik ned i knæ med åben mund hvor blodet stille flød ud og man kunne høre hende trække efter vejret i det hun så op mod velarian hendes hud var lidt bleger men hun havde ikke nået at få sin ovenlige metal hud på.... og sværdet havde gået igennem hendes side... hun betragtede Velarian i det hun løftede hovedet stille og strakte sin hånd og skrig højt af smerte og Skubbede ham hårdt med telekinese op af væggen med de sidste kræfter hun havde... hun lod stille sin hånd støtte mod jorden og fik det skidt, der lå meegt blod under hende

Han hamrede mod jorden, og faldt på knæ.
"KAJIKA!!!!!" skreg han med en stemme fuld af sorg.
Han græd nu, som han aldrig havde grædt før.
*Åh gud!* tænkte han.
Han rejste sig op, stadig med sit sværd i hånden.
Han så på hende gennem tårerne.
Han gik hen mod hende.

Ma'lakel havde set sit snit til at slå til i det øjeblik Dådyret blev såret. Han havde ventet på det, åbningen hvor elveren ville sænke paraderne i sorg over at have skadet Dådyret med sit sværd. Og som om han kom ud af ingenting stod den høje Ma'lakel bag ved mørk elveren og hamrede en albue så hårdt i baghovedet af ham at det uden tvivl ville slå den mørke elver ud i noget tid! Han var ikke god med andre våben end en pistol men hvis han ikke havde noget i hænderne var han som sagt farligere end en person der havde trænet hele sit liv med et sværd i hånden. Hans slag var meget hårdere end normale slag som mennesker og andre væsener gik ud af. Han lå alle kræfter i, sammen med sin krops vægt idet han snurrede rundt og bankede den ind i baghovedet på Velarian.
Han havde udnyttet Dådyret fra begyndelsen, han havde vist hende en falsk form for glæde, og ros idet han vidste at det sikkert ville udspille sig sådan her. Men selvfølgelig ville det se ud for Dådyret og måske Kilia hvis hun ikke kendte ham godt nok til at regne det hele ud, som at han havde handlet for at hjælpe Dådyret og ikke bare ventet på det rette øjeblik at slå til.

På trods af hans sorg, var han en meget hårdt trænet kriger, og han så øjeblikkeligt det kommende slag.
Med umenneskelig fart, svang han sværdet over bag sig og holdt det af alle krædfter, med det skarbe blad vendt direkte mod Malakel. Med mindre Malakel var i stand til at stoppe sit slag i tide, ville hans hånd og det nederste af hans arm blive kløved på langs.
Velarian tvivlede på at det var muligt for Halvdæmonen at standse slaget i tide.

Kajika så mod dem i det hun lagde sig ned og mærkede sværdet gå op af og skrig øre døvende"ARRRRRRRRRRGH!!!! Arg...." hun tog fat i sværdet og prøvede at styre sin vejr trækning og lukkede øjnene i det hun forvandlede sig og trak sværdet ud i det der kom blod frem nu meget og man kunne se den blå flammme og hun bed síg i den blodige underlæbe og tænkte*ARG!!! Nej jeg må!!! jeg må brænde det sammen!!! ellers dør jeg.....* hun Skrig i det hun mærkede huden boble og sårene stille blive sort agtige og smelte sammen i det sårene var helt lukkede nu så hun mod Velarian og ma`lakel og før hun vidste af det var det som om der kom en og lukkede hendes øjne i, fordi at hun havde mistede så meget blod var det klart hun ville besvime på et tidspunkt.... som så var lige i det Velarian gjorde det med sværdet mod Ma´lakel

Ma'lakel kunne ikke nå det! Han havde ikke regnet med at elveren ville være så hurtig til at reagere, og mærkede hvordan den skarpe klinge skar igennem hans jakke og flænsede hans hud op som skar han bare i noget stof. Ma'lakel vaklede op og så imod elveren, men ænsede ikke Dådyret et sekund. Han blev nød til at fokusere på fjenden hvis han ville leve, og få de andre væk fra denne sinds forvirrede møg unge! Han skabte en brændende blå flamme og lukkede såret sammen næsten lige så hurtigt det var kommet. Det gjorde afsindigt ondt hvilket man sagtens kunne se på den måde han bed tænderne sammen. Han havde ikke de største chancer imod elveren, han kunne sikkert holde sig i live i godt og vel en times tid uden helt at dø og lade det tage over. Men ... han ville tage hvis ikke han brugte det.

,, Vend om...", sagde han hårdt som om han prøvede at kommandere med ham!

__
mangler vi ikke lidt battle theme music xD?

kajika vågnede stille efter lang tid, og betragtede dem stille med et tristblik hun ville ikke ha nogen af dem skulle dø... fordi hun havde besvimet havde hendes krop nået at pumpe ny blod rundt i kroppen men hun kunne ikke rør sig uden smerte og hendes lemmer var for tunge lige nu... slaget i siden og blodet hun havde mistede havde gjordt hende svag, og hun var magtesløs i øjeblikket, mens hun bare kunne se på de to kæmpe mod hinanden uden at gør noget ingen gang bruge noget af sin magi kunne hun..

//Tiiihii kajika er tilskuer lige nu :D//

Han vendte sig om mod Ma'lakel med øjne der lyste så indædt af had at Velarian i dette øjeblik mindede om Zane.
"Du..." sagde han stille og strammede grebet om sværdet.
"Du er skyld i det her. Du er skyld i Kajikas tilstand og du er skyld i at Zane overtager verden hvis det her lykkes for dig..."
Uden at sige et eneste ord til, sprang han frem og huggede ud efter Ma'lakels hals.

Kilia var allerede ved Kajika's side da hun vågnede igen. Hun var ved at heale hende for andengang men hun så ikke på pigen. Et smerteligt udtryk slåssede med det rolige som var på hendes ansigt lige nu. hvilket fik hende til at se meget trist ud. Hendes øjne var fæstnet på Ma'lakel og da hans hånd blev hugget af gøs hun af væmmelse!

Da Kilia havde gjort hvad hun kunne for Kajika så hun ned på hende. Hun kunne ikke heale hendes blodmangel, men kunne lindre smerterne. Hendes krop måtte simpelthen regenerere sit eget blod. Hun kunne dog også sætte prosessen op en smule. Hun kiggede Kajika stift i øjnene med hendes. "Kajika... du bliver nød til at hvile... forstår du hvad jeg siger? hold lav profil.. indtil du kan mærke at alle dine skræmmer er healet.. ellers kan du ikke gøre noget somhelst." hendes stemme var streng men blid på samme tid. Hun ville have at Kajika blev der indtil det rette øjeblik og indtil at hendes krop kunne klare det.

Så rejste hun sig hurtigere end man skulle tro hun ville være i stand til og da man skulle tro at Velarian's sværd ville have ramt Ma'lakels hals kom det en høj næsten klirrende lyd. Kilia stod foran Ma'lakel med et langt is spyd presset mod Velarians klinge. begge hendes hænder holdt om skæftet på spyddet og hun så på Velarian med et roligt men dog irritabelt blik. Hendes arme rystede lidt på grund af den styrke de begge måtte udvise.

"Du alene bragte Kajika i den tilstand.. det var dig der valgte at det skulle være sådan her.. du kunne have trukket dig.. men det gjorde du ikke. Bebrejd ikke Ma'lakel for dine synder..."

Så skubbede hun til! Hun skubbede så hårdt at hvis Velarian ikke passede på eller overvejede sine handlinger nøje så ville han flyve mindst 15-20 meter bag ud. Hun ændrede sin posstiure til en kampklar stilling. med spyddet foran sig. stadig i begge hænder mens hun afventede hans reaktion.

Han fløj tilbage, slog en baglens saltomortale, og landede på fødderne.
Han pegede sværdet mod Kilia og sagde iskoldt:
"Det er ikke mig der tror hun er en slave. Det er ikke mig som har stjålet hendes englevinger. Det er ikke mig som får hende til at forsøge at genoplive en person som har sprettet hende op for sin egen nydelses skyld. Det er Ma'lakel. Og jeg vil stoppe ham for enhver pris!"
Han sænkede sværdet lidt, og sprang helt vildt hurtigt over mod Killia. Hurtigere end øjet kunne se, svang han sværdet mod hendes arm.
*Så lidt død som muligt* tænkte han.

Kajika så mod Velarian og sagde"stop!!! VELARIAN!!!" hun tog sig til maven og skrig af smerte over at hæve stemmen og lagde sig ned igen helt og trak vejret dybt og stønnede efter vejret.. Kajika betragtede Velarian og sagde"du skal ikke dræbe ham jeg ikke hans slave.... jeg vælger det selv og han er en del af mig Velairan...." hun lukkede blidt øjnene og sagde"vis du dræber Ma´lakel kan jeg intet andet gør end at slå dig ihjel Velarian .... stop mens legen er god" hun tog sig til såret og så på kilia i det hun sagde strængt med sin demon form/stemme"Kilia!.... du er heler intet andet tag dig af Ma´lakel.... du skal kun kæmpe vis det yderst nødvendigt!