The Awakening of Zane (Fortsat fra Come to the Dark side)

Kilia rystede svagt på hovedet og i det Velarian angreb hende, hoppede hun op og tilbage, væk fra klingen rettet mod hendes arm. hun gjorde en lille bevægelse med håndledet og sendte en kugle af kogende vand i hans retning i et forsøg på at trænge ham tilbage.

"Luk Kajika! Og brug flere kræfter på at hele end at kommandere!!"

Hendes stemme var hård og målrettet. Hendes øjne forblev stift fokuseret på Velarian.

"Du rør ikke Ma'lakel!.." en knurren pressede på og fik ti lsidst presset sig igennem hendes sammenbidte tænder. Det lød skørt men Ma'lakel var den eneste og bedste ven Kilia nogenside havde haft og hun ville forsvare ham for en hver pris!

Kajikas ord ramte ham som en panserbrydende pil. De gennemborede hans rustning, hans kød og ramte ham direkte i hjertet.
Han undveg med nød og næppedet kogende vand, og sænkede så sit sværd.
*Alt hvad jeg har kæmpet for...* tænkte han.
Han vendte sig om og gik hen til Kajika. Han så ned på hende, og hans øjne var så triste at man skulle tro han havde mistet alt. Det havde han også.
"Dette... er ikke et liv... Alle dem jeg elsker forsvinder... og jeg kan ikke beskytte dem." sagde han med en flad stemme som ikke røbede andet end at han havde givet op.
Han hævede sværdet i to hænder og sendte Kajika et blik som nærmest var et vindue ind til hans knuste hjerte.
"Du... er ikke Kajika Guldhjerte." Sagde han, og denne gang var hans stemme lige så fuld af sorg som hans øjne var.
Han brølede og svang sværdet ned efter.
Så vendte han det i hænderne, og stødte det af alle kræfter ind gennem sin brynje. Han gennemborede sig selv med sværdet, og faldt på knæ.
Han hostede, og en smule blod flød fra hans mund.
Han så op, og med sine sidste kræfter sagde Velarian: "Min... Kajika... er... allerede... død...".
Med disse sidste ord, fik han et tomt udtryk i øjnene, åndede tungt ud, og styrtede om ved Kajikas side.
Han var død.

kajika så på ham og sagde"Velarian hvad er det du siger!!.... ?? velarian jeg..." hun stivnede i det hun så sværdet ende retning og da han gennem bordet det følte hun en trang til at kaste op ved synet af blodet men samtidig skyldfølse over at han havde dræbt ham selv på.... grund af hende... kajika havde ikke troede at det var det eneste der skulle til for at han ville dø... for at denne kamp skulle ende ... og så på denne måde


Kajika rejste sig op ligeglad med såret eller noget med sin krop indvendig, hun greb ham lige inden han ramte Jorden og så på ham med helt store øjne der dirrede af vrede til ham at han bare havde sagt de ord og så os af skyldfølsen der boblede i hende og sorgen over at ha mistede sin virkelig ven.. kajika så stille på velarian der lå død i hendes armen og sagde"NEJ!!! velarian!! vågn!! op jeg ber dig vågn!! op din !! din!!! så jeg kan råbe af dig....!! Jeg ikke død!! jeg.... jeg stadig mig selv...." hun blev helt sig selv i stedet for demon formen og man kunne se tårene presse på nu... skøndt hun ville ha brudt ud i gråd vidste hun hvor meget ma´lakel hadet det, men det kom nu, tårene trillede ned af hendes kind som perler mens hun knugede den blodige Velarian ind til sig og græd, nærmest hylede, men prøvede at holde stemmen inden i sig selv og lukkede bare øjnene tæt sammen og sagde"Velarian nej.... hvorfor!! HVORFOR!!!!"

Kilia kom ud af hendes kampstilling og spydet smeltede til vand som trængte tilbage ind i hendes krop. hun gik stille over til Kajika som sad og græd med Velarian i sine arme. Hun knælede ned foran dem og placerede en hånd på Velarian's pande. Han var ved at blive kold. Hun tog fat om sværdet som stadig sad i ham og hev det ud hvorefter hun smed det på jorden.

Hun så stille på Kajika og sagde så med en meget blid stemme...

"Jeg kan ikke få ham tilbage.. men jeg kan sikre ham en sikker overgang til den næste verden... at han ikke kommer..." hun skævede til Ma'lakel for hun vidste at der højst sandsynligt ville komme en reaktion på hendes næste ord. "det forkerte sted hen..."

Hun ville ikke presse sig på og kiggede derfor bare ned på Velarian med et sørgmodigt blik. Hun ventede på Kajikas godkendelse før hun ville gøre noget ved ham. Kvinder i sorg har det med at reagere anderledes end de normalt ville...

//Måske vi skulle vente på malakel kommer på?? og svare?? //

//god ide xD

// Jep ^_^ //

Ma'lakel som åbenbart bare havde stået og set på det hele imens han holdt sig til den sårede arm, lod øjne hvile tungt på Dådyret idet hun sad med elveren. Der gik en vrede igennem ham, ikke på grund af det med armen men på grund af den forbandede elvers sidste ord. Han kunne se det, som en synd flod der ramte hele stedet. Følelser, mørke, onde, han ville have fundet dem vidunderlige, tiltrækkende og appetit vækkende, men lige nu havde han lyst til at forbande elveren så langt ned i helvede at han aldrig nogensinde ville kunne finde tilbage. Efter Kilia havde knælet ned og trukket sværdet ud af Velarian, tog Ma'lakel et skridt hen imod dem. Han gav slip på sin opsprættede arm så den bare dinglede slapt ned langs hans side. Hans øjne var fyldt med et ustyrligt inferno af vrede og intet andet end dræber instinkt. Han gik hurtigt hen til dem imens blå flammer omkransede ham med sådan varme at det for Kilia ikke ville være til at holde ud at være tæt på ham. Han tog sværdet fra Kilia og greb kraven på mørk elverens rustning, med en ufattelig styrke trak han det døde lig væk fra Kajika's trøstende arme og smed det ned på jorden som var elveren intet andet end en bunke skidt. Hans øjne var stift og nådesløs rettet imod Kajika imens han råbte:

,, Se på mig!!”

Med det lod han sværdet snurre rundt i hans håndflade som vidste han pludselig hvordan man håndterede det! De blå flammer fik hans grønne øjne til at virke mere overnaturligt lyse end de plejede at være. Han havde små rynker ved næsen og øjne, som var han et dyr der vredt stirrede på sin unge. Med de gennemborende rasende øjne løftede han sværdet op lige ud foran elveren ansigt og så lod han klingen gennnembore mørk elverens kranium! Så hjernemasse, blod og andet indmad, sprøjtede op!

,, Denne mand vidste absolut ikke hvem du var! Han havde skabt en fantasi ud fra hans ugengældte kærlighed til dig, en fantasi du som person aldrig ville have kunnet opfylde for ham! At begræde ham ville være det samme som at begræde en person der lige har spyttet dig i ansigtet, uanset hvad så kan en person der knap nok kan acceptere dig som du er, aldrig ALDRIG hævde at han elsker dig!! Du skal ikke have dårlig samvittighed, du skal ikke føle skyld, for du, dine handlinger var fuldstændig anderledes end hans forestillinger... han slog ikke sig selv ihjel for dig, han slog sig selv ihjel for ham selv!”

Derefter rettede hans øjne sig op på Kilia, lige så vrede som da han havde set ned på Kajika. Han strammede grebet om sværdet håndtag og drejede klingen rundt så der kom en knasende og slimet lyd:

,, Han kommer skam.. ”, knas. ,, Ikke...” slurp, squiz. ,, det forkerte sted hen!”

Kajika så på velarian og sagde"velarian.... undskyld måske har jeg forandret mig en del måske har jeg.... jeg truffet det forkerte valg..." hun strøg en tåre væk da hun hørte ma´lakels faste skridt gå hen mod hende som var han en kamp robot, de faste tunge skridt og hans dyriske blik da hun vendte blikket mod ham helt græde færdig og vidste ikke hvad hun skulle sige til ma´lakel hun var faktisk som den gråstribet nu... helt færdig og rædsels slagen for Ma´lakel som den gang i huset eller på hospitalet, hun tog sig til hovedet og begyndte at ryste i det hun fik kvalme over synet af velarians kranium der var spredt ud over alt næsten.

kajika tog sig for munden og man kunne se hvor meget hun var helt færdig, hele hendes krop rystede som om der var noget inde under hendes skind der ville ud, og hun så på Ma´lakel med de blanke blå øjne der beskrev hvor bange og angst hun var for det hele, som var hun en gidsel fange, hun rettede sig op med bene op under sig og tog om bene og nærmest vippede frem og tilbage og sagde med en nervøs stammende stemme"Ja.... jamen... Mester... ha... han har ret... jeg.... jeg har ændret mig jeg forfærdelig!! jeg fik ham til at dræbe sig selv!!!" tårene kom igen og en lille pive lyd kom frem, mens blodet fra hendes næse stille banede sig vej ned af hendes læber, hun tog sig tog næsen og vidste hun var for præsset og hovedet trykkede og hun fik dobbelt syn igen, hun var nærmest ved at ødelægge hele sin krop med at ryste så meget.

"Mester!! jeg.... jeg kan ikke mere jeg må væk.... jeg forfærdelig!! jeg fik ham til at dræbe sig selv... jeg et monster!! et ondt monster der ikke kan... styre bæstet i mig selv!!"

Et helt vanvittigt tryk dukkede pludselig op. Det ramte dem alle sammen som et klippeloft der var styrtet ned over dem. Det føltes som en magt af ren onskab.
Selvom han ikke kunne hverken blande sig rigtigt eller vise sig i nogen form, havde Zanes åd fulgt med i begivenhederne.
Hans stemme var let at genkende, men det var som der var ekko på den da han talte til dem:
"Det er nok, Ma'lakel. Du må erkende når du tager fejl. Og i denne ting, tager du absolut fejl. Hold op med at skamfere min lillebrors lig, eller du vil fortryde det... Koncentrer dig om den mission du har givet dig selv din slimede lille snotklat! Og lad tøsen gøre hvad hun vil. Jeg kunne brække mig over dig..."
Da han havde sagt de sidste ord, forsvandt trykket fra dem, lige så pludseligt som det var kommet.

Kilia klynkede og bakkede væk. varmen var for meget for hende... vandet i hendes legeme begyndte næsten at syde. Hvorfor var han så vred? Hun forstod ingenting men det var måske også det bedste. Ma'lakel tog mange år at blive helt klog på og selv når man troede man vidste det hele overraskede han altid en..

Da han så på hende med det blik.. det der fjentlige og rasende blik som han ikke havde brugt mod hende i flere år, havde hun lyst til at krybe ned i et hul og gemme sig!
Lyden af Velarians kranium som blev knust, twistet og ødelagt fik hendes mave til at slå knuder på sig selv og hun fik kvalme. Hendes højre hånd kom op til hendes mund og dækkede den i det hun kiggede væk. Hun tog en dyb indånding og rejste sig så trodsigt op, gik hen til Ma'lakel og satte hænderne i siden. Hun nåede lige at hæve en pegefinger og åbne munden inden følelsen af at blive presset hårdt ned mod jorden ramte dem alle.

Hvilken frygtelig fornemmelse! Hver en knogle i hendes midlertidige menneske krop føltes som om at de var ved at knække og stemmen fik det til at hyle for hendes øre! forbandede dæmoner og deres evige sjæle! I sit stille sind forbandede hun Zane langt væk men hun sagde det ikke højt. Da stemmen igen var væk så hun igen på Ma'lakel. Hendes isblå øjne udviste en sær form for irritation, skuffelse og vrede på samme tid. ikke noget man ville se ofte hos en Aspara!

"Ma'lakel! der var ingen grund til det der! INGEN! du opføre dig som et ustyrligt barn! styr din forbandede jalousi og dit magt begær og koncentrer dig! Du har noget du skal have gennemført men vi kommer squ ingen fucking steder hvis du ikke snart tager dig sammen og mander dig lidt op!!! hvad tænker du på?!"

Kilia var vred. Meget vred! vred over at han kunne gøre sådan mod Kajika. Vred over at han næsten havde sat hendes indre balance i kog. Vred over.. at han endnu engang havde tabt besindelsen over noget ganske lige gyldigt!!

Hun senkede sin hånd og foldede så armene foran sig i det hun så ned på hans lemlæstede hånd og gav et kort nik imod den.

"skal jeg så ordne det der eller hvad..?"

Set kom frem ved dem, han havde sidder på en af de meget store sten under hele kamp lige side han kom her til, han klappe kort af dem ind stemme kom og sagde lidt til dem, han gik to skrid tilbage af stemme, da stemme forsvandt kiggede han kort på Kajika og ryste på hoved af hende, "hvem og hvad laver i her" spurget han og kiggede kort rundt på dem, han havde bar overkrop og kun bukser og ingen våben på sig (kiggede på billed), "hvilke mission er det stemme snakke om af du har giver dig selv" spurget han efter et godt stykke tid i stillehed.

Ma'lakel stivnede i det tryk bølgen kom og da han kunne høre Zane's stemme forbande ham fik han en indre rebelsk følelse. Den slags teenageres for når deres forældre har skældt dem ud over noget de syntes er noget så uretfærdigt. Han stod længe og knugede håndtaget på sværdet der stadig gennemborede elveren kranium, han lod den endda synke dybere ned, alt sammen på grund af hans egen stædighed, og rebelske natur. Han var ikke skabt ti at adlyde folk, ikke skabt til at følge ordrer og det var mange, mange, år siden han sidst havde bøjet hovedet og sagt: ,, Ja, herre”. Han gjorde det heller ikke denne gang. Han havde ment hvert eneste ord, hver eneste sætning han havde sagt og det kunne den åndssvage sort elver ikke lave om på. Men han reagerede stadig efter stemmen havde været der. Det var med en grim og sur smag i munden at han løsnede sit greb om sværdet; som om han virkelig måtte kæmpe med sin egen vrede for at lade fingrene løsne sig om det. Hans flammer stod som vrede katte der krummede ryg og hvæsede af hver enkel levende ting der var omkring ham. Han trak vejret hurtigt og tungt, og så ned på sværdet og den udsplattede elver, med de rasende øjne. Med et meget højt: ,, Baaah!!!”, slap han og sværdet faldt ned på jorden. Han vendte hovedet og skulle lige til at køle ned da Kilia lige pludselig angreb ham på det helt forkerte tidspunkt. Hendes ord fik hans blik til at koge igen. Det hjalp slet ikke på den frustration der gik igennem ham. Han var hverken jaloux eller noget som helst, tvært imod var han træt! Træt af alle de naive væsener, alle dem der ikke kunne se deres egne fej, træt af at han kunne pege dem ud som hang de over hovederne på dem! Træt af at Dådyret hele tiden klynkede og græd, træt af Zane, træt af Kilia der prøvede at belærer ham når hun intet vidste!
Han sendte et lynede blik imod hende og det så ud som om han seriøst ville slå hende, eller i hvert fald ville nedgøre hende og banke hendes selvtillid til jorden med intet andet end ord. Men han gjorde det ikke. Hans flammer falmede og lagde sig som et lille lag over den venstre arm imens han vendte den sårede arm imod hende og så væk. Om det var i skam eller væmmelse over at glo på deres ansigt var ikke til at regne ud, men han så i hvert fald væk fra både Kilia og Dådyret. Han skulle falde ned igen efter at have været oppe i det røde fælt. Han tvang sig selv til at trække vejret lige så stille men hans vejrtrækning blev hurtigt hakkene fordi at det krævede så meget af ham ikke at gå amok på Asparaen det øjeblik hun rørte ham.
Han havde en mission det var rigtig, men han var ikke villig til at krybe som en skøde hund endnu overfor Zane. Han var endnu ikke blevet ”trænet” af den person han havde udset sig for at være sin herre. Og hvilket helvede den mørk elver også ville få med at disciplinere ham hvis det overhovedet ville lykkes.

kajika betragtede stille Ma´lakel i det hun rejste sig op og så på dem vredt og gik hen til hydraen og tog det Ma´lakel skulle bruge i det hun gik direkte mod ham med knyttede hænder sådan da, og tog fat i hans trøje hårdt og lige på mens hun så ham i øjnene og sagde"Her!!! og så kan du vække din! Kæreste!!! jeg skrider og jeg ikke dit ! dådyr! MERE!!! g hvad dig angår Set Dealen! er over!! jeg og jeg har aldrig været din slave plot en tjener for dit forvirrede sind!!!" hun bed tænderne sammen og kiggede på ma´lakel og slap ham hårdt i det hun så på kilia og så mod Velarian og sagde"bare lad ham brænde op i helved!!! hvad! så jeg ligeglad!!! det... det bare !!! lille Darion ! ingen andre... og hvad angår Zane så han en taber at tabe!! til Zann!!! der knap nok kan holde sig !! selv oppe!!! jeg væmmes ved dette !! dette land!! og ja! bare alt" hun blev dæmon form igen og man kunne se i hendes øjne at det var hendes indre bæst der talte og hun slet ikke var sig selv, alt den vrede og sorg hun havde fået og de ord Ma´lakel havde kylet mod hende de gange alle de minder de skulle væk og smerten i hendes hoved skulle os!!... hun så vredt på Ma´lakel og sagde"Fjern! DIT BESKIDTE! DNA fra min krop!! og gi mig min engle Sjæl tilbage! jeg ved du kan ved at give afkald på mig!!!!!" hun smed Hydraens øje ned mod jorden i det han os skulle bruge det til at vække Zane med det han havde fortalt hende, men det kunne rage hende et stykke, hendes krop kom i glo hedende flammer og hendes metaliske hud kom frem som beskyttede hende fra at få flænger på kroppen eller at noget kunne trænge igennem hende

Kilia tog selv et par dybe indåndinger.. nu var det hende der havde overreageret... Hun sukkede stille og kiggede ikke på Kajika da hun kom gående over. Hun lod praktisk taget som om at Kajika ikke var der.. Kilia var træt... underligt træt.. hendes uvante vredes udbrud havde tæret mere på hende end hun havde regnet med det ville... hvor var vrede dog en underlig ting.

Hun strakte sine hænder frem og placerede dem på Malakels dårlige arm hvor efter hun undersøgte såret. Da Kajika tog fat i hans trøje skulede hun lidt af hende men fortsatte ellers med at undersøge hans afhuggede hånd og mumlede så.

"Det kommer ikke til at være helt smertefrit denne gang... bæst.."

Det sidste ord hun sagde blev efterfulgt af et let fnis. Hun havde ikke kaldt ham det i et stykke tid. Hun fortrød virkelig hendes vredes udbrud. og forstod det heller ikke helt..

Hun tog fat om hans afhuggede hånd og satte den der hvor den hørte til. Og så gik hun ellers igang. Stille. Uden et ord mere gav hun sig til at heale hans hånd på plads igen. vand som var nær hans egen krops temperatur piblede ud fra hendes fingre og håndflader og lagde sig som et tyndt og gennemsigtigt lag ekstra hud over hans arm og hans sår. Det trængte ind igennem hans hud og sår og begyndte at heale hans skader indefra. Det ville gøre afsindigt ondt og svige som bare fanden. Et hvert almindeligt væsen ville have vredet sig i smerte over denne slags healinger men Kilia vidste godt at Ma'lakel ville kunne bide det i sig.. om ikk andet med lidt besvær men han ville ikke lade nogen se at han led.

Langsomt begyndte vandet på hans arm at blive en gennemsigtig rød farve, som fortyndet blod og såret omkring der hvor hånden/armen var blevet hugget af begyndte lige så langsomt at forsvinde, som når du vidsker en blyantsstreg ud med et viskelæder forsvandt såret lidt efter lidt og til sidst ville det være helt væk. Vandet blev derefter til den samme farve som hans blå flammer og snart forvandlede de sig da også til blå flammer som dansede langs hans arm. Dette var et tegn på at healingen var vellykket og gennemført. Vandet havde sluttet sig til hans gener og omdannet sig selv til en del af hans flammer.

Kilia smilede lidt og så, så op på Ma'lakel igen, eller Bæst som hun nogle gange kaldte ham.

Hun holdt stadig let om hans hånd og undersøgte den så igen for at være helt sikker på at alt var som det skulle.

"prøv om du kan bevæge dine fingre..." sagde hun med sin sædvanlige venlige og blide stemme. Hun skulle være sikker på at senerne og musklerne inden i armen var vokset ordentligt sammen.

Han havde set væk fra dem i den tid Kilia kom over til ham og begyndte på sin healing. Der var sådan set ingen tvivl om at han havde brug for tid til at falde ned og blive sig selv igen. Han havde haft nået et punkt hvor selv hans egne idealer havde været tæt på at æde ham, men selv i sådan et vredes udbrud havde han ikke ladet sin dæmon side vise et eneste øjeblik, hvilket var et tydeligt tegn på perfektion. Men det samme kunne man ikke sige om Dådyret, han kunne høre hende tale og snakke men det var først da hun faktisk rørte ved ham, at hans øjne faldt ned på hende. Først var de tomme, de sædvanlige døde Ma'lakel øjne, der på en makaber måde fortalte en at der lå et bæst inden i ham. Han så ud som om hendes ord ikke rørte ham, som om hendes stødene ord var luft for ham. Som om han slet ikke ville reagere overhovedet. Men... som havde hun tændt for en stik kontakt, kom infernoet tilbage, og de blå flammer der hvilede over hans venstre hånd rejste sig igen med en vislende slange lyd, de ville sikkert være blevet større, ligeså store som de havde været inden han faldt ned, da noget skete. Det var til at se på Ma'lakel's blik, han gik fra det rasende bæst udtryk med rynkerne ved både næse og øjne, til et afslappet tomt blik som hvis nogen havde kaldt på en hund og den havde fundet noget mere interessant at gå op i. Han så ned på Kilia i det øjeblik hun kaldte ham; Bæst. Det var lang tid siden han var blevet kaldt det, et kælenavn der passede så perfekt på ham at han for en gangs skyld havde besluttet sig at han ville reagere på det. Minder gik ind i hans hoved, minder af Kilia og ham, deres mange skænderier, deres mange samtaler om de mest mærkværdige ting de havde lavet, men også minder om en person han kendte for lang tid siden som Kilia mindede ham ufattelig meget om. Måske var det derfor han ikke havde slået hende da han blev vred, eller måske var det derfor han begyndte at snakke med hende til at starte med. Han kneb øjne sammen og knurrede da en stor smerte overvældede ham imens hun healede ham sammen. I den periode var smerterne for store til at han faktisk over hovedet kunne samle sig til at fokusere på hverken stik-i-rend drengen eller Dådyret. Han skulede ondt ned på sin hånd da hun var færdig, som var det hele dens skyld for at være faldet af til at starte med! Han så på Kilia da hun bad ham bevæge fingrene og han gjorde det med det samme; alle fingrene fungerede som de skulle. Han gav hende et typisk Ma'lakel smil, ondt og sadistisk men uden at være det i sådan en grad at man blev bange for ham.
Så vendte han blikket imod Dådyret, hans øjne forvandlede sig til sten. Hårde, kolde, som så han på hende med foragt og væmmelse. Med en mørk stemme spurgte han på en mærkelig retorisk måde:

,, Du har tjent to herrer...”

Kajika fik normal hud igen og så mod ham vredt i det hun gik et stykke væk fra ham med krydset armen og sagde med en hård undertone efter som han ikke skulle betagte hende mere som et lille barn men faktisk os se at hun var et levende væsen og ikke hans! lille dådyr!! og hun ville aldrig høre det forfærdlige søde ord fra hans smukke læber igen.. hun kiggede stille på ham og hendes læber åbnede sig en smugle og sagde respektløs"ja! eller retter du ikke min! herre det var Set og du kun min mester min skaber! du intet !! INTET! andet Ma´lakel !!"

Kajika begyndte stille at gå sin vej i det han sikkert ikke ville gør noget for at lade hende blive som han ellers havde plejet at gøre før hans lille vredes udbrud i hans hus hvor han sagde han aldrig ville se hende mere, hun vendte sig stille mod ham og sagde"og du skal nok aldrig få mig af! se jeg vil!! overhovedet ikke se dig!! mere dit Monster!!! dit uhyre!!... og jeg har aldrig været din ting! aldrig... jeg ikke ligeså dum som alle andre piger, og jeg bad aldrig om at de drenge skulle forelske sig i mig! så du kan selv fra nu af være en stik-i-rend dreng! for dine tøser.... undtagen Kilia men stadig!!"

kajika ville nødig såre kilia og håbede inderligt hun holdte sig ude af denne diskution efter som den var utrolig personlig.... og omhandlet meget nogen aftner før dette skete...

Kilia smilede kort af Ma'lakel efter at han havde bevæget fingrende.. det så ud til at alt havde foregået som det skulle. Hun rettede sig op og så så tilbage på Kajika. Lyttede til deres diskussion men hun holdt sig udenfor. Det her var ikke hendes sag.

For at vise lidt respekt tog hun et lille skridt væk fra Ma'lakels synsvidde så hun ikke stod i vejen for både Ma'lakel og Kajika mens de skændedes.

Hun foldede blidt sine hænder foran sig og så til mens det ny opståede drama udspillede sig.

Ma'lakel gik frem idet hun gik tilbage, man kunne tydeligt se vreden vende tilbage til hans ellers beherskede personlighed. Hendes ord skar dybere end en klinge, og var mere sårende end en. Han var blevet forrådt mange gange i sit liv, men han havde alligevel troet at Dådyret var hæderlig nok til ikke at lade sig lokke af andre mænd. Hans øjne lynede, og der dannede sig nærmest en mørk sky af vrede over ham, som var de stærke ild flammer ikke nok til at berette om det inferno der endnu engang var blevet udløst. Men han virkede ikke lige så gal i skralden som han havde været på tidspunktet med Velarian, denne gang var blikket i hans øjne ikke lige så ustabilt og vredt. Med hævet stemme talte han tilbage til hende:

,, Er det det du ønsker... at være fri fra mig?!”

Det var ikke til at tage fejl af, hvad han gjorde nu af hang udelukkende af hendes svar!

Kajika sukkede stille og vendte ryggen til ham i det de stod få meter fra hinanden eller ingen gang og hun tog hånden op foran ansigtet og så på de tåre der landede som små regn dråber på hendes håndflade, men hun sagde ikke en eneste lyd, han måtte ikke vide hun var ked, hun så stille ned og knugede sin hånd og sagde"jeg... Jeg!! ville ... jeg ville! finde en udvej først var denne ... denne dæmon krop en forbandelse" hun forvandlede sig og så mod ham uden tåre og så på hænderne og halen der kom frem.

"så jeg ville kontrollere bæstet jeg ville fjerne vreden, så jeg spurgte Kuja... men han kunne ikke hjælpe hvordan skulle en engel kunne hjælpe med sådan en vrede, en dæmon består af!!!, og jeg turde ikke spørge dig og jeg ville heller ikke fordi i mine øjne... var du det væreste jeg nogen sinde havde været ude for!!..." kajika sank en klump og sagde med hovedet let på skrå og gik ned i knæ"så jeg fandt... set en ægte fuld kaos dæmon, spurgte ham til råds angående vreden og han ville hjælpe mig sagde han.... men han løg jeg skulle finde oplysninger til ham angående denne verden intet andet, men da jeg fandt ud af han troede jeg var hans slave.... ville jeg stikke af" hun knugede sine hænder nu og piv lidt af smerten i brystet og siden indvendigt...

hun havde hænderne knuget mod jorden nu og så ikke op men der kom tåre nu"Jeg ville!! flygte jeg sagdde, at aftalen var omme og han ikke var min herre mere, men du var. han sagde han ville skade dig så jeg slog ham, jeg angreb ham på grund af jeg netop ikke kan styre min vrede bagefter stak jeg af.... men han fik fat i mig og..... og... han .... han"hun tog venstre hånd for ansigtet og hun blev normal og så sagde hun det til ham foran Set og kilia og Zane´s nuværende ånd og ma´lakel"Så voldtog han mig.... han slog mig og voldtog mig og vis jeg skrig ville han skære min tunge af.... han brugte sin styrke og jeg kunne intet gør.... og jeg prøvede at slippe men det var umuligt... og det eneste jeg kunne tænke på da jeg ville bryde den deal med ham var... det du sagde... at jeg ikke kunne styre bæstet men kunne lære at leve med det... uden at kontrollere det... du så selv hvordan jeg var på gaden... ham manden... jeg ville gør alt for sådan noget ikke ville ske igen!! alt for jeg ikke gik i udbrud!! okay..." hun lukkede øjnene nu og hele hendes krop rystede af de forfærdelig minder om set... hvad han havde gjordt... hun sagde stille"så ja efter alt dette... så ønsker jeg mig intet men slip mig fri fat bæstet inde i mig selv jeg vil ikke ha det mere!! ´Ma´lakel!!!"

Zane's stemme lød nu i Ma'lakels hoved. Kold som altid, men samtidig ramt af Kajikas ord.
"Ma'lakel. Når to brødre af D'tarion klanen bliver så tæt som Velarian og jeg var da vi var små, så laver man nogle gange et løfte til hinanden. Mit løfte til Velarian angår egentlig ikke dig... men alligevel. Jeg svor at hvis han nogensinde døde, ville jeg hævne mig på alt hvad han ville have hævnet sig på, og jeg svor også at jeg ville beskytte én af de ting han havde kært. Det lyfte kan jeg aldrig bryde, for det er en blod-ed. Genopliv mig Ma'lakel, så jeg kan slagte den lille fnatmide til Set... og til gengæld vil jeg træne dig og lære dig at blive mægtig... i sandhed mægtig."
Stemmen døde hen igen, men Ma'lakel ville nu kunne fornemme at Zane faktisk var til stede.

Han så ned på hende med sine grønne ulve øjne. Flammerne døde ud imens hun snakkede, imens han kunne mærke de mørke følelser han forhen ville have suget til sig som var de det eneste der holdt ham fra at miste sin forstand fuldstændig. Men idet han så på hende, den måde hun snakkede, den ulykkelige gnækken der fik ham til at ville brække sig, men også gav ham en sær lyst til at gøre det samme han havde gjort ved hende i huset, og på hospitalet. Det fik noget indeni ham til at bevæge sig og han følte at hans hoved skulle til at springe i luften. Forvirringen, denne følelse af noget der bare var alt for forket, der ikke burde være der eller eksistere, var blevet vækket til live efter årtusinders dvale. Han ville ikke, han ville ikke! Ikke føle noget! Han gik et skridt tilbage som skulle han til at besvime eller rettere flygte fra det der kom galoprende imod ham som det havde gjort dengang i huset. Hvad han ikke ville gøre for at kvæle den, magt! Mere magt, mere styrke han måtte have det, det ville så det ihjel! Mindre menneske, mindre menneske, mindre menneske mand! Han måtte slippe af med det for en hver pris! Om det skulle tage ham for evigt skulle den anden halvdel udryddes. Han begyndte at trække vejret hæst idet hun beskrev hvad dæmonen bag ved hende havde gjort; som om halsen på ham lukkede og hans hjerte bankede ustyrligt uden han havde en chance for at få det til at gå til ro! Et mentalt angst anfald, han kunne ikke falde ned igen. Det var som om hele verden bare ville ødelægge ham i det øjeblik. Han ville ikke høre mere, ikke føle mere, stop det, så stop det dog!! Få det væk! Han kneb øjne hårdt sammen som gjorde det ondt i hovedet, på ham efter hun havde talt færdig. Han kunne stadig ikke finde tilbage til det mentale stadie han var i før. Det trygge stage hvor alt var roligt, hvor han ikke længere følte sådan en uro, sådan en overvældende trang til at gøre ting han vidste var forkert, det var ulækkert! Direkte sygt.
Lad være med at få mig til at føle...!! LAD VÆRE!!
Han ville ikke mere! Han gik forud, hurtigere end man skulle tro det var muligt, alt imens han hørte en stemme i hans hoved. En kold stemme han vidste var Zane, som tilbød. Tilbød det han for alt i verden bare måtte have; MAGT! Flere kræfter, mere styrke, han måtte væk fra den menneskelige halvdel! Væk, så dejlig langt væk. Han faldt på knæ foran Kajika så de sad overfor hinanden. Hans hænder rystede, i frygt, udelukkende frygt men han førte dem alligevel op og satte dem fast på hendes kinder. Han tvang hendes ansigt til at se på hans, og hans ansigtet, det ansigtet var et ansigt der bestemt ikke var Ma'lakels. Hans øjne var blodsprængte og duggede af våde tårer der lige hang i øjenkrogen, som var denne del af Ma'lakel virkelig ved at bryde sammen fuldstændig, gå under, blive revet itu! Det var ikke Ma'lakel, det var den del der var blevet ”vanquished” udryddet, og gud hvor passede det ord på hvordan han så ud. Hans øjne der førhen ville se på en med en skræmmende morderiske intentioner, tiggede, bad en om at redde ham, om at tage noget fra ham så han kunne falde ned igen. Men det var sikkert ikke til at finde ud af for Dådyret som han så på. Hun havde vækket et monster der var så meget mere grimt og forvreden end det der bare var den normale bæst Ma'lakel. Noget der simpelthen var så komplet ude af balance at det aldrig nogensinde ville kunne finde tilbage til det han/det var før. Han hamrede nærmest panden imod hendes imens han råbte af sine lungers fulde kraft, som afhang hans liv af det:

,, Du, skabning! Jeg vil ikke vide af dig! Må den jord du træder på brænde under dig, må det mad du spiser blive til gift i din mund. Jeg nægter dig min kærlighed, min trøst, og mine kræfter! Jeg kaster dig fra mig, fra denne dag og til den dag dit liv ophøre; thi nu er du ikke længere en del af mig!”.

Med det ville Dådyret føle en smerte der var lige så gennemtrængende smertefuld som den i asien da han tog hendes engle sige, og nu blev alt hvad der var dæmon i hende trykket ud af hende og hendes engle side fik lov at træde frem igen. Den fik lov at leve!

kajika så med tåre i øjnene på ma´lakel og stivnede i det han rørte hendes ansigt med så blide hænder og han ikke var vred det mindste lignede det men man kunne se noget anderledes ved ham som om.... som om??? han led af en eller anden grund kunne kajika ikke se hvorfor han led eller hvad der var galt hun kunne bare sidde der helt rystende af angst og fortrydelse over hun overhovedet var blevet født eller havde lært Ma´lakel af kende, hun følte sådan en stærkt bånd med ham og hun havde lige givet ham hans stik ord til at bryde båndet og dog kunne man aldrig vide om båndet var på grund af Dnaen i hende eller om de faktisk havde forbundet dem med hinanden fra den dag i skoven han ville voldtage hende til den dag på hospitalet hvor han trøstede hende, eller da deres læber stille som elektrisitet eller en blid blæst havde rør hinanden havde rørt deres læber, de havde ikke kysset men de havde skam rør hinandens læber....

Kajika rødmede let og i det han hamrede sin pande ind i hendes lukkede hun øjnene sammen af en lille prikkende smerte og så på ham i det han sagde ordene og lukkede øjnene helt sammen og man kunne se en enkel tåre falde til jorden.... som var den kommet fra det blå som en regn dråbe eller en perle fra en halskæde...

Kajika tog sig til hjertet i det hun bed sig i underlæben for ikke at skrige og så på ma´lakel helt knust, hun ville bare væk nu hun ville ikke ende med at ligge her foran ham med smerter... så hun stødte hånden mod jorden og så......

Så løb hun sin vej, væk fra ham, væk fra alle minderne, med tårene trillende ned af kinderne og hånden på hjertet og i det hun var lang nok væk fra ham kunne man høre et skrig i horisonten...... øre døvende og lidende

// Og med det slutter emnet, og jeg fører det over i et nyt som Kajika (Dådyret) desværre ikke længere er med i Dx!

//en lille kommentar til jeres emne XD - genialt emne :3 og Makrel? med din ondskab skal jeg sq da øve mig for at slå dig Oo//