Hvor er jeg henne? (Ahngel)

Omgivelser: Ingen?
Sted: Gyderne
Tid: Sen aften!
Vejr: Køligt, men stadig er der meget mørkt.
Dato: ?

Lilly listede rundt i de mørke gyder, hvilken vej skulle hun gå? Hun havde en enorm dårlig stedsans. Hun kiggede rundt, bare der ikke kom en eller anden sindssyg en, men der måtte gerne komme en som ville hjælpe hende ud af denne labyrint. Hun kiggede igen rundt, da hun syndes at hun hørte en lyd. Hun fik endnu et syn.. Hvad ville det nu vise hende, mens hun gik så hun det klart en ville komme men hvem?

Ahngels sorte hår flagrede omkring hans klare syn. Trods mørket så han alt som var det en klar dag, eller det vil sige. Det gjorde han ikke. Han kunne ikke se dagen længere. Det havde han ikke kunnet i meget lang tid. Han stod og så på et individ der var faret vild i gyderne. En pige. En animagus med høj puls og en blodtype der var til at svælge over. Ahngels hvide makabre tandsæt opviste sig kort i et grotesk smil idet han så på hende fra et af gydehusenes tage. Skulle man?... skulle man ikke?

Hun satte i vild spurt da hun syndes hun hørte en lyd, men kort tid efter, var hun løbet direkte ind i en lygtepæl. Hun væltede med det samme bag over det sagde et stort `bump´ da hun landede. ”Auvs!” mumlede hun og bed sig kort i læben før hun satte sig op igen. Skulle hun fortsætte, eller bare blive siddende? Hun rejste sig og børstede lidt sten af hende sammen med lidt jord som havde sat sig fast på hendes bukser.

En kulde ramte hendes pande da en hvid hånd med sorte kløer lagde sig over hendes forhoved og halvvejs dækkende hendes øjne. Lange kolde tynde fingre. Ligeså lagdes en arm omkring hendes arme og over hendes liv, så hun ikke kunne bevæge sig. Det var som om at blive fanget af en statue. Urokkelig. Sort hår bevægede sig lidt i luften inden hans stemme begyndte at runge ved siden af hendes ene øre. "Det er meget ricikapelt at gå ture på denne tid af natten, synes du ikke, mademoiselle?" hviskede det. Hans ansigt var endnu ikke offentliggjort, men hans hensigter eller humør var ikke til at tage fejl af. Hungrende.. Bestialsk...

Hun stivnede da han lagde sine kolde hænder på hendes pande, og ned til øjnene. Hun lukkede sine øjne hårdt i. Hun så at der muligvis var fare, men det var dog ikke sikkert! ”Hvem er du?! Og hvad vil du ed mig!” sagde hun hårdt men var stadig meget bange. Hun rystede kort, ”Hverv venlig at slippe dit greb rundt om mig” sagde hun og sukkede opgivende, fordi hun prøvede at komme fri fra hans jern greb.

En kort latter fyldte luften. "Jeg beklager meget den pludselige anstigning, men jeg kan ikke holde det ud længere, og som man siger. Heller en fugl i hånden end at slagte de ti på taget." sagde han, og mente selv at det gav mening. Han ville ikke fortælle resten. Han ville bare lyde patetisk, men han måtte jo have føde.. og hvem ved, måske var hun en af de få der skulle bevares? Han tøvede ikke mere før han strækte kæben og borede sine skarpe hjørnetænder ind i hendes hals og begyndte at drikke. Han mærkede blodet imod sine læber og mærkede sin krop begynde at sygne ind i ekstasen.

Hun blev vred da han bed fat i hendes hals. Hun vred sig væk fra ham og forvandlede sig til en stor sneleopard. Hun stillede sig i kampstilling. Hun knurrede som en vred leopard. Selv om han havde bit hende, havde giften ikke berørt hende. Hun var heldig ellers ville hun måske lige nu været ved at blive vampyr! Hun knurrede af ham, og kløerne begyndte at titte frem.
//Sorry min mor fik rengørings vandvid! ^^ men er tilbage ^^

Ahngel stod ret op og ned og kiggede på hende imens han slikkede sig hen over underlæben. "Bare rolig, Ma Chat. Du bliver ikke vampyr.. ikke før du har drukket af mit blod." sagde han. "Det er noget andet med os fuldblods.. vi har andre måder at forvandle folk på." sagde han og løftede hånden og fjernede lidt blod fra mundvigen. "I dette tilfælde, var jeg bare sulten." sagde han og smilede indtagende derefter. "Du har en udsøgt smag, mademoiselle." sagde han og lod ikke til at føle sig truet overhovedet. Han fjernede noget af det lange sorte hår fra de forførende røde øjne med en elegant bevægelse.

Hun blottede hendes hvide MEGA skarpe tænder. De var over hovedet ikke brugt, før. De var skinnede men stadig var de uhyggelige. Hun stirrede med hendes lyseblå øjne. De stirrede ind i hans røde øjne. Hendes hale vippede lidt. Hun stirrede stadig på ham, men denne gang ondt. Hun fik igen et syn, men kunne ikke se det så tydeligt. Hun var alt for vred og bange.

Ahngel stak hænderne i lommerne og stod afslappet og kiggede på hende med et ømt, men stadig dystert smil. Hans røde øjne havde en rolig blød glans idet han lagde hovedet lidt på skrå. "Ah jeg forstår." sagde han. "Hvor vover jeg at sørge for min overlevelse.." sagde han.
"Du må have det precis ligeså forfærdeligt, som det sidste dyr du åd måtte have det.. der er blot en forskel.. dyret er dødt." sagde han så og smilede bredt, men lukket.

Hun kiggede på ham og forvandlede sig til menneske ”Som om! Jeg har aldrig rørt et dyr, har aldrig nogen side spist et dyr!” sagde hun vredt. Hun stirrede på ham. ”Man æder ikke bare uden at tænke!” sagde hun vredt og stirrede på ham, med vilde øjne. Hun rystede over hele kroppen hun var bange! Hun rystede kort igen.

Ahngels makabre smil bredte sig endnu engang, som om hendes arrighed morede ham. "En ulv der ikke spiser kød. Det må jeg sige. Hvilken helgen." sagde han sarkastisk, men med en drillende tone. "Så kan du vel prise dig selv over at du ikke skulle dø." sagde han idet han smagte kort på den metalliske blodsmag i hans mund. *En der skal bevares huh? Der kan man se. En skam.* tænkte han kort og nikkede for sig selv.

Hun stirrede på ham ”For det første er jeg ikke en ulv! Men en sneleopard!” sagde hun hårdt, men det underlige var at hun ikke plejede at være vred. Men hun følte sig krænket, men hun vidste ikke hvorfor? Hun rystede kort. Hun sakkede let bag ud, mens hun rystede. Hun nøs lidt efter, hun sukkede stille mens hun sakkede bag ud.

Ahngel smilede kort. Han var klar over hvad en sneleopart var, da han blot havde talt i en metafor. Det havde han med at gøre, men desværre var de sjældent helt forståelige. "Meget vel sneleopard" sagde han rettende og vendte hende siden til. "Tak for skænken." sagde han med et smil inden han krummede ryggen og hans jakke flænsede idet to store sorte vinger brød brutalt ud fra hans ryg, som om en ravn prøvede at komme fri fra ham. Blod og fjer.

Hun besvimede pludselig. Hun faldt til jorden, `bump´sagde det da hun lanede. Hun var væk, men kun lige nu. Hun lå stille, det var lugten af blod som gjorde hende dårlig.
Hun hadede lugten af blod. Blodet flød let ned af hendes hals.

Ahngel kiggede overrasket på hende da hun væltede. Pokkers. Var hun ikke okay ville han på organisationen på nakken. Pokkers til ed. Han gik hen og kiggede på hende, hvorefter han sukkede opgivende og løftede hende op. Ikke over skuldrene, men bare hende elegant i armene uden den mindste besvær. *I det mindste er hun ikke tung.* tænkte han og kiggede lidt på hende. *Jeg bør nok tage hende med indtil hun har det bedre* tænkte han og satte af fra jorden og fløj op over gyderne.

Hun hang bevidstløs i hans arme… Hun trak dog vejret, men ikke meget. Lugten af blod havde altid gjort hende enormt dårlig. Hun hadede det metal lugt, og smag af blod. Hendes hud var normalt bleg, men nu var hun blegere end normalt. Hun rystede kort selvom hun var bevidstløs. Hun var også meget kold, eller nærmere hendes hud.

De fløj i et godt stykke tid indtil de kom imod et tilfældigt lejlighedskvater. Ahngel fløj ind af et stort balconvindue og trådte ind i stuen. Han så sig kort om og gik derefter hen og lagde hende på den aflange hjørnesofa. Han trak jakken af sig og lagde den over hende og viklede den en smule om hende, så hun ikke blev koldere. Han så hende an i en tid, inden han bevægede sig ud på badeværelset og så sig i spejlet. Så den aflange blodplet på sin skjorte. Blodet kom fra hvor hjertet sad. Han vrissede kort. Det var hvad der skete når han drak fra en der skal bevares. Han trak skjorten af sig og smed den på gulvet og betragtede såret på hans bare overkrop.

Hun mærkede varmen fra hans jakke. Hun så fremtiden, selvom hun var bevidstløs. Hun rystede kort og skreg stille. Hendes fortid blandede sig. Tårnene trille stille ned af hendes kinder, mens hun rystede over hele kroppen. Hun krøllede sig let sammen, blodet på hendes hånd lugtede stærkt af metal. Hun rystede da hun hørte skrig inde i hendes hoved.

Ahngel tørrede blodet fra sin brystkasse og så på det korslignende sammensyede ar. Croix De Lucy.. Han rettede sig op da han hørte hende inde fra stuen. Han slikkede blodet af sin hånd i en vending og gik derind og så lidt på hende. Han kiggede lidt på hendes blodige hånd inden han udstødte et suk. Drama. Drama. Drama..
Han gik derhen og lagde sin håndflade oven på blodet og tørrede det med en langsom bevægelse.

Hun mærkede hans kolde hånd… Hun slog øjnene op med et sæt. Hun rystede, hun var meget bange. Hun havde nu igen set hele hendes værste maridt `Fortiden´! Hun rystede ”Hvor.. Hvor.. er jeg” hviskede hun bange og kiggede ham direkte i øjnene. Hun prøvede at trække vejret normalt men det kunne hun ikke rigtig når hun var bange!

Ahngel rettede sig op og fjernede hånden idet han drejede af imod det lille lejlighedskøkken og kom tilbage med et glas vand, som han stilte på bordet foran hende. Et vinglas med tynd stilk og roselignende aftegninger i glasset. Han slikkede kort resterne af blodet af og kiggede roligt på hende. "Bare en lejlighed." sagde han. "I terre centrum." sagde han så og gik hen til et skab, der stod ikke så langt fra sofaen og åbnede det for at finde en ren skjorte.

Hun faldt lidt til ro da hun hørte at hun ikke var i gyderne mere.. ”Tak” hviskede hun og prøvede at sætte sig op. Hun tog sig lidt efter til hovedet. Hun var blevet svimmel af al den drømmen! Hun lukkede kort sine øjne igen, men åbnede dem kort efter. Hun rystede blidt og kiggede stille rundt. Hun kæmpede for at komme op og sidde. Hun satte sig op, men kunne ikke holde sig oppe.

Ahngel kiggede fra sin profil bagud og så på hende. Han sukkede kort og flyttede blikket til et par puder, som lå i hjørnet. De løftede sig og fløj hen bag hendes ryg, så hun fik mere støtte. Ahngel lukkede skabet i. Han kløede sig kort i nakken og gik hen og satte sig i den diagonale side af hjørnesofaen og så lidt på hende. "Så?" sagde han og kiggede irriteret imod det tomme skab. "Hvorfor mistede du pludselig bevidstheden? Dit blod smagte ikke sygt." påpegede han idet han ikke mente det var sygdom der gjorde hende svag.

Hun kiggede på de puder som fløj hen bag hendes ryg ”Tak for alting” sagde hun stille med et smil. Hun duftede let af vanilje, men det gjorde hun næsten altid. Hun smilede kort til ham.. ”Ingen sygdomme, men lugten af blod altså det der lugter som metal, får jeg det dårligt af” sagde hun stille. Hun vidste ikke hvorfor men det var bare det som hun altid fik det dårligt af.