Hvor er jeg henne? (Ahngel)

"Ah. på den måde." sagde Ahngel tænkende og strøg sin hånd igennem noget af det lange sorte hår, som gik ind foran hans røde øjne. "Det har jeg set mange tilfælde af." sagde han og smilede kort, meget kort. Når han ikke smilede sadistisk eller uhyggeligt, var der ikke mange smil tilbage. desværre. Hans ansigt var kønt og ville have godt af et smil engang i mellem.
Smil smil.. det lille vampyrsmil. Et der før skulle gemmes og aldrig andre væmmes.. Det lille, lille vampyrsmil.

Hun smilede stille til ham ”Du er endelig meget smuk, men hvis du smilede noget oftere ville man mere lægge mærke til dit smukke ansigt” røg det ud af hende. Hun holdte sig for munden, alt hvad hun tænkte røg jeg bare ud af hende? Hvorfor!? Hun rødmede svagt. Hvorfor, hvorfor og hvorfor? Skulle hun altid dumme sig?

Ahngels ansigt forvrængede sig i overraskelse og undrend imens han tavst kiggede på hende. Sådan sad han i en tid. Lige så længe som hun sad der og rødmede fortrydende. Derefter begyndte han at grine. Ikke højt og ikke det mest muntre i verden. Han hold to fingre foran sin mund idet grinet fortog sig. "Jamen det glæder mig da at min skal er veludviklet." sagde han og rettede sig op. "Du er også meget kønnere når du smiler end når du frygter." sagde han og sendte hende et roligt rødt blik.

Hun sank langsomt ned i sofaen. Hun var flov, det var bare typisk. Alt hvad hun tænkte, røg bare ud af munden på hende. Hun gemte hurtigt hendes ansigt i hænderne, fordi hun rødmede. Hun blev lidt rødere i kinderne. Hun kiggede derefter op. ”Tak” sagde hun stille, hendes kinder var stadig helt røde. Det var godt nok pinligt og så skulle det lige ske for hende.

Man kunne høre Ahngel smågrine lidt fra sin plads. Han hold dog håndryggen foran sine læber, så det ikke var så merkant. Han rejste sig derefter og gik hen og stilte sig foran hende. "Med forlov." sagde han og tog sin jakke til sig og gav hende et tæppe i stedet. Han tog jakken over sin arrede overkrop og kiggede lidt på hende.
Han sagde derefter ikke noget og udtrykte heller ikke noget i sine øjne. Bare sad og betragtede hend emed et fuldkomment neutralt blik.

”du må undskylde alt besværet” skyndte hun sig at sige. Hun hadede hvis hun var til besvær. Hun betragtede ham og smilede kært til ham. Hun kiggede ind i hans smukke blod røde øjne. Hun bed sine tanker i sig. Hun ville ikke dumme sig mere… i dag. Hun smilede da hun så at han også kiggede på hende. Hendes vanilje duftede hår, fjernede hun blidt fra ansigtet.

"Hvis du var mig besvær havde jeg efterladt dig derude." sagde han så. "Jeg er ikke en af dem der gør noget godt, og hader det inden i. Jeg gør det kun hvis jeg føler for det." sagde han. "Og desuden, så var du jo faret vild. Jeg kunne ikke lade dig gå rundt og muligvis støde på rovdyr der ikke er nær så generøse som jeg." sagde han stadig lidt irriteret over han ikke fik tilfredsstilt sin sult. Han bed sig hårdt i pegefingeren og rejste sig for at gå hen til balkonen og kigge ud over byen. "Hvad lavede du egentlig i gyderne?"

”Men siden du reddede mig, betyder jeg så noget for dig?” røg der igen ud af hende. Hvad skete der med hende. Hun havde aldrig bare sagt lige ud hvad hun tænkte. Hun kiggede kort på ham og betragtede ham kort indtil han gik ud på balkonen. ”Jeg søgte” hviskede hun stille og gik ud til ham. Hun kiggede ham i øjnene. Lavede han noget specialt der?

"Gør det nogen forskel hvis du havde betydning for mig?" sagde han og bevægede sig ind i rummet igen og så på hende. "Hvis det endelig gør en forskel, så tog jeg dig med fordi du ikke må ligge der og muligvis få din ende i den gyde." sagde han og fortsatte med at gå tænkende rundt imens han så frem for sig. Han viftede irriteret noget af det lange hår væk fra ansigtet.

//må logge//

Hun sukkede stille og kiggede ud over balkonen. Hun sukkede igen, og pustede ud igen. Hun kiggede på himlen, den var smuk. Hun lod sit blik glide rundt, da hun syndes at hun hørte en lyd. Hun sukkede og lænede sig ud over balkonen. Hun kiggede ned og ud i terre. Hun smilede og bed sig let i læben. Bare hun ikke var så dum at sige noget mere.

//Skrives xD//

Ahngel placerede støttende sin groteske bekloede hånd imod en af dørkarmene og skød ryg i et kort øjeblik. Der lød et knæk. Han rettede sig op og så på hende. "Du ser bleg ud.." sagde han. "Hvor længe havde du bare vadet rundt derude? Dit blodsukker virkede også ret svagt." sagde han så, og gik ud fra hun nok ikke havde en lejlighed eller lignende.

Hun kiggede hen, på ham. Hun smilede kort ”Bleg? Ja det er jeg hele tiden, men jeg ved ikke hvorfor” smilede hun kært og betragtede ham kort. Hun lyttede til hans spørgsmål. ”Ja, hvor mange dage var det nu? 4.-5 dage tror jeg” sagde hun så, og kiggede igen ud over balkonen. Hun havde jo heller ikke spist eller drukket de sidste dage.

Ahngel lagde hovedet på skrå og kiggede opgivende på hende. Han sukkede. Ville hun dø af sult ville han også blive stemplet for det.
Beskyt dem!
Beskyt dem!
Han nikkede derefter og kiggede ud på balkonen. "Kom med. Du skal have noget at spise." sagde han så og kiggede ventende på hende idet han gik hen imod balkonen igen. Endnu engang bredte hans store sorte vinger sig ud og fik endda smidt en lampe pågulvet. Han lod ikke til at tage sig af det.

Hun kiggede undrede på ham.. ”Jeg behøver ikke noget mad, jeg er ikke i spise `humør´” sagde hun så og kiggede på ham, med et lille smil. Hun betragtede kort hans smukke sorte vinger. Hun smilede igen kort og strøg lidt af hendes hår væk. Hun kiggede kort på ham. ”ømmm.. Du væltede en lampe” sagde hun og samlede den op og satte den på plads.

"Spise humør eller ej." sagde han og så på hende. "Bliver din døgnrytme ikke intakt med mad, så ender det med at din krop bliver vant til det, og så derefter kan du tænke over det mens du ligger på hospitalet og bliver tvangsfodret." sagde han og så hen på lampen. "Merci.." sagde han blot da hun satte den op igen.

Hun nikkede kort. ” Il était si peu” sagde hun kort og kiggede på ham. Hun kunne dog kun sige få ting på fransk, men det var vel også okay? Hun smilede kort. ”Jeg har bare ikke lyst til at spise mere” sagde hun så. Hun kiggede ud over balkonen. Himlen var stadig smuk. Man kunne godt se at hun ikke spiste nær så meget siden hun var enormt slank.

Ahngel kiggede lidt på hende og gav hende et undersøgende elevatorblik. Han trak på skuldrene og lod vingerne trække sig voldsomt tilbage med en makaber knækkende lyd indtil det blot var reduceret i de to aflange ar på hans skulderblade. "Som du vil, Mademoiselle.." sagde han og trak på skuldrene og betragtede hende endnu en lille smule.

Hun betragtede ham kort og rødmede blidt. Det gav hende dog lidt farve i kinderne. Hun smilede kort til ham, mens hendes kinder, blev lidt rødere. Hun smilede igen og kiggede let rundt, og derefter på ham. Hun smilede lidt efter igen. Hun kiggede igen ind i hans smukke røde øjne. Hun smilede igen og stirrede ham blidt i øjnene men hvorfor betragtede hun ham sådan?

Ahngel betragtede hende med et lidt sarkastisk smil. "très mignon." sagde han lavt og bevægede sig tilbage til sofaen. Han satte sig ned og kiggede stille på hende.
"Ah.. ja forresten." sagde han stille og løftede sin pegefinger og bed i den med et roligt og afklaret udtryk. "Mit navn er Ahngel." sagde han så.. Han udtalte det fransk.. som i Anchell, men normalt tiltalte folk ham bare med normalt engelsk udtale som det engesle ord for engel.

Hun smilede let ”Tak” hviskede hun kært og gik inden for igen. Hun kiggede kort på ham, men blev ståede henne ved balkon døren. Hun smilede kort og kiggede kort. Hun sukkede let ”Smukt navn Ahngel” sagde hun og udtalte det fransk ligesom ham. Hun smilede kort og kært ”Lilly er mit” sagde hun med et kært smil og betragtede ham.

Ahngel tænkte lidt over sit navn. "Lilly.." mumlede han derefter. "Une fleur de Lis.." sagde han og smilte. Han havde atid godt kunne lide at sige det.. der var noget helligt over måden man udtalte en lilje på fransk. så frisk på en eller anden uforklarelig måde. Trods han kærlighed til blod ogmakabrer hændelser havde han dog en speciel form for forkærlighed overfor alle disee rene ord navne og ting og sager.

Hun smilede kort og kært. Hun rødmede blidt i hendes kinder. Det var ikke så tit hun bare rødmede andre steder, men dog nogle gange. Hun smilede til ham, og betragtede igen hans smukke røde øjne. Hun kiggede dybt i hans øjne. Hun smilede igen, hans øjne var så smukke. Næsten helt umenneskelige. Hun betragtede dem kun kort og kiggede lidt efter rundt, men meget hurtigt.

Han så tænkende på hende, og virkede ikke til at tage sig af at hun kiggede så indgående på hende. "Du har ikke noget sted at bo kan jeg fornemme.. Lilly." sagde han så. "Hvis du er interesseret kan du få denne lejlighed til rådighed indtil du finder et bedre sted." sagde han og rejste sig for at gå lidt rundt. Han virkede normalt til at være den samme diskret ondskabsfulde vampyr, men der var nu noget menneskelligt over hans opførsel privat.

Hun kiggede kort på ham, med et smil. Hun smilede igen og kiggede kort på ham. ”Du fornemmer rigtigt” smilede hun stille, med et suk. ”Men… Jeg kan ikke tillade mig at bo her, jeg vil ikke tage dit hjem” sagde hun stille og kiggede ham i øjnene. Hun lagde hovedet let på skrå mens han gik rundt i lejligheden