Secrets of a Dark Lord ((Privat//Korah))

Laché var kort blændet af Argatoshs skønhed, den var nok noget af det smukkeste han nogensinde havde krearet. Det som han følte allermest glæde ved, men også allermest sorg. Argatosh var noget af det stærkeste han havde skabt skønt at denne var en fejl, den havde en svaghed som gjorde at den ikke kunne bruges i kamp.
Laché smilede en smule bredere som Korah gav Laché ret i at Argatosh var smuk. Og da han nævnte dens lighed imellem en marerids hest, kunne Laché ikke gøre meget andet end at nikke lige så stille, imens han lagde panden imod hesten: i troligt nok blev denne ikke skadet af Lachés flammende hår. Han lukkede sine øjne imens han aede for den, på en måde man ikke ville kunne forstå, det var sådan en fader nussede om sit barn, sådan som en Gud bedårede hans skabninger.
Idet Korah spurgte indtil hvad han mente med skabt svarede Laché ganske roligt.
,, Jeg har lavet ham.. ", han trak sig fra Argatosh og så over på Korah.
Det varme blik og smil forsvandt som han så hen på ham, og det normal intetsigende udtryk lå over hans ansigtstræk, imens Laché så på Korah ganske følelses forladt.
,, Jeg har skabt ham, givet ham liv.. det kan ikke siges mere simpelt.", hans blik lagde sig derefter på Argatosh, og han gav nogle små smæld med tungen, og det store dyr lagde sig ned.
Lache gik om på siden af den.
,, Han minder om Ajandro's hest, fordi han var et forsøg på at skabe en Mare. De er ganske sjældne forstår du.. men desværre, mislykkedes det..", Laché, der var et halv hoved mindre end Korah, greb fat i hesten pels og begyndte at nærmest kravle op at side på dens ryg.
De isblå øjne lagde sig over ham igen, og med et lille smil over læberne, rakte han en hånd ned imod ham.
,, Han blev for kærlig...".

//Beklager stavefejl.

Korah kiggede længe hesten i øjne, mens han bare ventede på at hesten vrinskede, stejlede og prøvede at hugge ham ned... Men det skete ikke, hvilket undrede og glædede ham.
Han lyttede til hvad Laché sagde omkring Argatosh. Han forstod ikke hvad det var han mente med at skabe ham... Mente han havde lavet ham? Ud af... Hvad? Mennesker? Andre heste? Eller noget som Korah faktisk ikke ville høre?
Lettere forskræmt, lagde Korah mærke til hvordan Laché mistede varmen i blikket og i udtrykket i ansigtet, ligeså snart det havde forladt Argatosh... Han elskede sikkert kun det han selv havde skabt... Men det var alligevel skræmmende over hvor hurtigt hans ansigt kunne miste glæden og så finde den igen.
Korah fulgte om bag Laché da denne gik om på siden af hesten. Det var ikke så overraskende igen, at han havde så stor kontrol over den, men den var stadig skræmmende stor, selv når den lå ned... Korah gik dog et lille skridt længere væk fra hestens vinge.
Korah lyttede bare videre til beretningen mens den fortsatte. Det var nu stadig lidt underligt at tænke over hvad han havde skabt den af... Hvor fik man fat i vinger på den her størrelse, eller så stor en hest... Det var spørgsmål, som Korah inderst inde ikke ville ha besvaret når det kom til stykket.
Han stirrede benovet på Laché mens han kravlede op ad hestens pels... Mon det gjorde ondt på den? Eller ignorerede Argatosh det bare, fordi det var Laché? Korah gjorde ikke lige mine til at starte med at klatre op ad den, indtil han så Laché's udstrakte hånd og greb den taknemmeligt, mens et lille smil spillede sig på hans læber, mens han hev sig op og satte sig bag ved ham, uden at træde for meget på hesten.
”For kærlig” Gentog Korah eftertænksomt, mens han kiggede på hesten med ny interesse. Han havde godt bemærket at den var smuk, da Laché havde sagt det, men der var han blevet skræmt samtidig af den slående lighed, men nu kunne han godt se hvor smuk den var... En af de situationer hvor man skal prøve noget for at kunne komme med en ordentlig udtalelse.
”Den er utrolig” Mumlede han så ud i luften, ligeså meget til sig selv som til
omkringstående, selvom der kun var Laché, Korah og Argatosh.

//Det okay^^

Laché ville da hjælpe Korah op at sidde på Argatosh som denne greb fat i hans hånd. De kom til at at sidde et stykke over de store sorte læder vinger, og ligesom Korah var blevet hjulpet op at sidde bagved Laché, smilte denne over hans fascination af den enorme skabning de sad ovenpå, der til trods for dens udseende, havde en personlighed som en lykkelig hundehvalp.
Argatosh var harmløs, undtagen når man var fjendtligsindet overfor den, eller på en eller anden måde udviste at man ville dominere den. Herren havde haft store problemer med Argatosh, mest fordi at de to var lige dyriske når det kom til stykket, det var dog til sidst end med at Argatosh havde en brækket vinge og flere andre fatale sår, men i sidste ende måtte den store hest bøje sig for herren, der slap med nogle gode kradsmærker fra de skarpe klove, og nogle bide mærker. Det havde efterhånden resulteret i at Argatosh ikke yndede Ma'lakel et enkelt kærtegn men i stedet opførte sig lydigt, som en hest ville lytte til dens floks mest dominante hingst. Mange gange havde herren også påpeget overfor Laché at han behandlede dyret for nænsomt, og at denne ville blive for tam hvis ikke han trænede den ordentligt. Laché havde aldrig betvivlet sin herres ord, men han havde ikke lyst til at ændre denne fejl i adfæren, Argatosh var den mest velskabte ting han nogensinde havde lavet, og at hans skabninger engang imellem udviste kærlighed for ham, kunne han godt lide, det gav en tilfredsheds følelse af at være elsket af noget/nogen.

Som de sad på Argatoshs ryg, begyndte den enorme hingst at rejse sig igen, det ville resultere i at Korah ville blive skubbet op imod Laché, og Laché hurtigt ville gribe fat i hestens sorte man, for ikke at glide ned igen. Som Argatosh havde rejst sig i sin fylde højde, var de to drenge tre meter oppe i luften. Styrken fra det prægtige dyr var ufattelig overvældende, og det at de sad ovenpå den virkede slet ikke til at påvirke den overhovedet.
Lachés ild hår gik ud, ligesom de kom op i hestens fulde højde, så halv-elveren nu blot var skallet frem for at have en hårpragt af ild.
,, Hold fast om mig, og hvor ligger Deres bosted?".
Laché så sig over skulderen for at se hen på Korah halvt, de blå øjne så forventnings fuldt på drengen imens at Laché endnu havde fat i Argatoshs sorte manke.

Han lod ganske forsigtigt, som strøg han en nyfødt killing, sin hånd glide hen over pelsen på den og smilte lidt. Den var blød og ikke strid som han havde forventet... Var den mon blevet striglet, af Laché, for nylig? Korah havde lidt svært ved at forestille sig Laché stå og strigle Argatosh, men han havde jo allerede set ham nusse den som hans barn... Så så svært var det jo heller ikke at tro.
*For kærlig... Mon det også betyder overfor folk der bare vil gøre den ondt og gør det tydeligt?* tænkte han stille, mens han bare kiggede ned på jorden. Selvom Argatosh ikke engang havde rejst sig, var der stadig skræmmende langt ned til Jorden...

Da hesten rejste sig, kunne ikke Korah ikke holde et gisp af overraskelse tilbage. Den havde rejst sig så let, som om man ikke skulle tro at den havde noget på ryggen... Han kunne mærke hvordan dens muskler arbejdede sammen som en velsmurt maskine... Denne hest, Argatosh, var en skræmmende skabning, men alligevel kunne Korah ikke lade være med at beundre den i sig selv.
Han kastede et blik på jorden og var selv helt overrasket. Hvad der før havde virket som langt oppe, var intet i sammenligning med den nuværende højde. Hastigt slog han armene af Laché for ikke at ryge af.
”Skoven... Vestlige side” sagde han hurtigt og sammenbidt for ikke at holde munden åben i for lang tid.
Korah havde en indædt frygt for at flyve og for højder i sig selv... Sjovt nok kunne han let som ingenting kravle op i 10-meter høje træer, uden at fortryde noget, men hvis man satte ham på toppen af et hus, bro eller smed ham ind i et fly, begyndte hans krop straks at stritte imod, som om den ville forhindre ham i at komme for højt op i luften... Ikke ligefrem fordi det var naturligt... Mennesket var ikke skabt til at flyve over skyerne... Slet ikke oppe i rummet...
Korah vidste godt hvad der ville ske, hvis han kom til at kigge ned, så han klemte derfor også meget bevidst øjnene hårdt i.

Som Korah gav besked om hvor de skulle hen, og Laché stadig havde øjnene på ham, kom der overraskende nok en latter fra Laché. Meget anderledes end den man havde hørt nede i Abbadons fangehul og Lachés mindre laboratorium. Den var mild og stille, som en dreng på de femten-seksten år burde være. Dog var den ikke tydelig og Laché grinte kun ganske kort, imens at han betragtede Korah's forundrede udtryk i lidt tid, og vendte så blikket imod Argatosh.
Han lagde en hånd på dennes store stærke halsen, og aede den roligt imens han hviskede til den på Elven: fortalte den hvilken vej de skulle. Hingsten gav et mindre vrinsk fra sig, og slog engang tilbage med hovedet, og så.. spredte den sine vinger ud.
De lange, flotte lædervinger der nærmest glinsende i den, for nyligt vågnet, sols skær. Og da satte den af i et mindre tilløb, imens at de syv meter lange vinger rejste sig op, og lige som Argatosh tog et højt hop, baskede den de lange vinger ned ad, og både hest og drenge skød op i luften som en raket der satte af fra jorden!

Argatosh prustede som de fløj imod himmelens lyserøde tag, og Laché lænede sig frem imens at han havde godt fat om hestens man, og vingernes begyndelse udgjorde en støtte pæl bag Korah, så de ikke fløj direkte af, af at stryge direkte op i luften.
Efter at være en god, måske halvtreds meter oppe i luften, stoppede den lodrette letten fra jorden, og Argatosh dalede i en perfekt bue som afsluttede flyveturen opad, og fløj som en fugl over bygninger og væsener, imens at vinden ville slå imod manken og skubbe den tilbage, ligeså rive i deres tøj og sikkert også i Korahs hår. Da rettede Laché sig også op, og betragtede himmelen med et barns under, skinnende i de isblå øjne. Heroppe var det som om at alle bekymringer forsvandt, imens de fløj igennem dissede morgenskyer, og blev badet i solens rød/orange kærtegn.
Laché så sig da over skulderen, for at se hen på Korah, der uden tvivl holdt godt fast i ham for ikke at flyve af. Hvis denne stadig havde lukket øjnene i frygt for at se ned, ville Laché slå over i endnu et grin, og udbryde.
,, Hvad laver du?! Åben dog øjnene og se.. se hvor frie vi er!".

Med det sagt ville Laché da give slip fra Argatoshs man og sprede armene ud som var de vinger, imens at et glædes hyl kunne høres fra ham, efterfulgt af en glad vrinsken fra Argatosh.

// WOHOO flyvetur! xD

Korah åbnede, af ren og skær overraskelse, øjne og stirrede på Laché. Havde han hørt rigtigt? Havde han lige grinet? Eller havde Korah bare bildt sig selv ind at han havde grinet normalt... Nej... Det havde været fra Laché ingen tvivl om det.
Laché havde trods alt ændret sig i det sekund han kom i nærheden af Argatosh, ikke fordi Korah ville sige ham imod på nogen måde. Hvis han selv havde skabt noget så smukt og perfekt, ville han nok også være glad i nærheden af det...
Selvom han nok ikke ville ha tilføjet nogle vinger, men i stedet, bare ville ha ladet den kunne løbe...

Da Argatosh begyndte på det korte tilløb og hoppet, sad der et skrig fast i Korahs hals. Han kunne mærke vinden bide ham i huden, mens de nærmest blev skudt op til skyerne. Det var skræmmende så hurtigt de var oppe.
Forskræmt og rædselsslagen, slog Korah igen øjne i og knugede sig nærmest til Laché. Han ville for alt i verden ikke falde eller noget andet... Eller opleve dette med åbne øjne...
Han kunne mærke forskellen og fløj så i en lige linje igen. Alligevel slog han ikke øjne op igen. Heller ikke da Laché rådede ham til det og selv slog sig løs. Hans hjerne arbejede på højtryk for at tænke på noget andet og holde opmærksomheden hen.
For Korah havde jo ikke brug for øjnene åbne for at se.
Selv med lukkede øjne, følte Korah den utrolige følelse alle havde oppe i luften, at ikke være bundet til at være fast sat på jorden som alle andre, men bare svæve som en fugl. Han kunne høre vindens sang i ørerene mens de strøg igennem den og et smil spillede sig på hans læber. Han kunne lugte luften som den havde været før: ren. Her oppe i luften var der ikke den samme gennemtrængende lugt af sved, blod og tårer som nede i gaderne.
Men det der overraskede Korah mest, var han ikke kunne føle jorden inden for sine 10-meters ekkolod... Han havde forventet at de havde holdt sig tættere på, men det ødelagde ikke det han så opdgede... Han kunne ikke føle jorden, men han vidste at den var dernede, selv uden at kiige, men han vidste ligeså vel at hvis han åbnede øjne, ville han straks overdrive og sige at de var ude i rummet eller noget i den dur.

”Utroligt” Mumlede han, mens Laché stadig sad helt frit, kun med sine ben til at holde ham fast.


//King of the World!!! XD

Laché lod sig ikke påvirke af at Korah stadig holdt fast i ham, som en abe unge ville holde fast i dens moder.
Lalleglad legede den ellers følelses forladte Laché flyvemaskine, som Argatosh svævede blandt de mange orange skyer. Han grinte, og skrig, imens at han så ned under dem og med forundring i stemmen begyndte han at beskrive hvor små bygningerne var under dem til Korah. Måske en smule usympatisk, da han ikke just havde medfølelse med drengen, det var vel på sin vis mange af halv-dæmonernes mangel, evnen til at kunne sætte sig ind i et andet individs følelser og tanker. Men man kunne på Lachés jublende toneleje høre at han ikke beskrev det fordi han ville Korah ondt, han beskrev det fordi han ville dele det med ham, velsagtens vise ham det, selvom denne efter Lachés mening, virkede skræmt fra vid og sans.
Som de fløj over skoven, nåede de hurtigt den vestlige del, flyve turen havde ikke taget andet end et par minutter, og Laché greb fat i Argatosh's man, som han lænede sig fremad. Idet de skulle til at dykke nedad, bad han Korah lænede sig så meget fremover han kunne, det ville denne velsagtens gøre automatisk hvis han stadig klamrede sig til Laché.
Argatosh lande ganske mesterligt i en lille lysning i den store skov, og løb et par omgange rundt i en cirkel, som tegn på dens nyfundne motivation til at ride rundt med dem.
Laché satte dog en hånd på hestens hals efter den fjerde runde, og hviskede til den på Elven at den skulle sætte dem ned. Hesten gjorde som den havde gjort da de skulle op: den lagde sig ned og foldede vingerne ind.
Med et smil ville Laché da klappe venskabeligt på Korahs arme, der højst sandsynligt var viklet om ham.
,, Tid til at stige af..".
Hvis Korah herefter lod sine arme glide væk fra Laché, ville Laché meget hurtigt svinge sit ene ben over til det andet og glide ned fra dyret uden det store besvær. Han klappede Argatosh på siden.
,, Good boy..", roste han på Abyssel.

Med et par løse håndbevægelser børstede han sig af og ville da søge Korah med blikket, uanset hvor denne var.
,, Nå, hvilken vej Hr.?".

Korah lyttede lettere skræmt til Laché fortælling om hvor små bygningerne var i forhold til dem. Det skræmte ham, men ikke så meget som han havde troet, da han ikke selv kunne se det.
*Flere folk dør i bilulykker, end i flyulykker, men hvor mange uheld der mon er sket på ryggen af en flyvende hest?* tænkte han bizart nok, mens de stadig fløj støt. Endnu en form for adspredelse fra hans hjernes side for at sørge for at han ikke kom til at tænke over hvor langt ned der var til jorden, om huden ville holde fast eller splatte ud eller hvor hårdt det ville være hvis han ramte jorden og stadig ville leve... Hvilket var umuligt.
*Umuligt... Mig og mit umuligt... Jeg sidder på ryggen af en flyvende hest, klamrende fast til en elver med ild hår, lige efter jeg har set en havfrue i Frankensteins laboratorie, bor på en fæstning som er hvor herskeren af Di Morga bor... Og han er forresten en Ild-Dæmon... Og jeg er ikke selv menneskelig... Umuligt ville kunne beskrive mange hændelser, men ikke hvordan de skete* Tænkte han vrissent på sig selv.
Mens han gjorde det, følte han hvordan Laché bukkede sig fremad og de begyndte den alt for stejle, ifølge Korah, nedgang.
Endnu engang sad skriget fast i halsen på ham, men det lykkedes ham da at presse et minimalt skrig frem, som nok ville kunne skubbes væk som vinden hylende i ørerene.

Da de landede, kunne Korah mærke jorden, træererne og den... Den guddommelige jord. Han kunne også mærke hvordan han let bumpede op og ned på grund af Argatoshs' løben rundt. Han åbnede først det ene øje, så græsset og så åbnede det andet øje sig hurtigt og han smilte lettet da hesten stoppede helt.
Hastigt gav han slip på Laché, med en let rødmen i kinderne over at han havde klemt så hårdt til, men sagde bare ikke noget.
I stedet lod han Laché glide elegant ned først, hvorefter han gentog bevægelsen... Dog ikke ligeså elegant, da han mistede balancen og stod kort og vejrede frem og tilbage.
Lachés spørgsmål kom lidt bag på Korah. Han havde troede at han selv skulle hente sine ting... Han havde selv tænkt sig at hente sine ting, uden at lade Laché vide noget om Maylea eller hendes sted...
”Øøhm... Jeg henter det selv... Du kan bare blive her og holde øje med Argatosh...” Sagde han hurtigt mens han lige børstede sine bukser for at have en undskyldning for at kunne kigge væk og skjule sit ansigt.
Så kastede Korah et blik rundt. Han skulle var ud i selve skoven og finde nogle spor på hvor henne i den vestlige del af skoven han var i... Så ville han nemt kunne finde Mayleas sted.
”Jeg er straks tilbage” sagde han og vendte rundt og løb hurtigt af sted imod skovbrynet hvor han hastigt forsvandt indtil der knap nok var hans lugt tilbage.

Laché's øjne lagde sig tids nok på Korah til at opfange den lette rødmen som lå over dennes kinder, og sikkert også næseryg.
Dog viste halv-elveren ikke noget yderligt tegn på samme blufærdighed indtil han så væk fra ham igen, og en sagte let violet farve lagde sig over over hans ansigt, uden han selv var bevidst om det. Dog var den røde nuance i hans hud så svag at den på lang nok afstand ikke ville kunne ses.
En legesyg ild dansede pludselig om Lachés hoved igen, og skabte et virvar af smukke farver, som det endnu engang agerede hår der hvirvlede i vinden. Laché løftede en finger i protest, og skulle lige til at dreje om på hælen og give en formaning om at man ikke bare sådan kunne tage på ture alene, da Korah udbrød at han straks var tilbage.
Laché stod nogle få sekunder og så lidt paf ud hvorefter han blinkede, imens han stirrede på Korahs ryg der forsvandt længere og længere ind i buskaset.
,, Jamen.. hov.. nej! Det er ikke sådan det fungere jeg ska-.. oogg han er væk... Skønt!".
Laché skar en utilfreds grimasse, imens han kneb øjnene irriteret sammen. Et let dunk kunne da mærkes i hans ryg som Argatosh skubbede til ham.
Laché gav et mindre: Umf?! - fra sig, som han vaklede nogle skridt fremad, og så hen på hesten.
,, Hvad?! ... Jeg gider ikke løbe efter ham.. han er stor nok til at klare sig selv, desuden ender jeg med at futte skoven af."
Argatosh vrinskede og slog hovedet imod den retning Korah var løbet.
Laché holdt hænderne oppe som for at sige: rolig.
,, Okay okay.. jeg går på kompromis, hvis ikke han er tilbage inden en time, tager vi ud og leder..".
Hingsten gav en tilfreds prusten, og lagde sig ned.
Laché formede et mindre smil på sine læber og rystede på hovedet af Argatosh, som en forælder ville ryste hovedet af deres barn der havde været lidt for stædig men alligevel fået sin vilje.

Der gik godt og vel en 50 minutter fra Korah tog af sted, før der kom så meget som et tegn på at han kom tilb-
SSSSHRRRRRREEHK!... BANG!
Der kom en højlydt og ildevarslende lyd fra det store træ i den ene ende af lysning, længst væk fra Laché og Argatosh, det var den selv samme retning som Korah var gået inden Laché havde nået at stoppe ham.
Lyden stammede fra det nu væltede træ som var fuldkommen ødelagt i den ene ende. Den var hverken brændt eller fint skåret over, men så derimod ud som om den var knækkede på må og få, før den så bare væltede.
Og ved roden af det træ stod Korah med rivende åndedræt.
Hans knoer på højre hånd blødte efter det slag han havde leveret til træet, som havde sendt et sæt vilde vibrationer direkte ind i stammen og havde knækket hele grunden for den, så den ikke længere havde kunne holde sig stående.
I venstre hånd holdte han en simpel vadesæk, hvorfra der stak ærmet af en trøje op fra.
Korah var vred... Nej mere end det... Han var rasende! En eller anden havde stjålet hans sværd på den korte tid der var gået fra nat til nu. Og nu manglede han et ordentligt våben...
Inde under al vreden, var Korah taknemmelig for den. Det fik ham til at tænke på andet end den voldsomme afsked han havde taget med Maylea, for at få hende til at glemme alt om ham.
Tåre løb ned af kinderne på ham. Om det var grundet vreden, sorgen eller bare smerten over den så ødelagte hånd at man kunne se knoglespidserne, var ikke til at sige, da Korahs indre var det rene kaos. Der var ingen start eller slutning på de tusind stemmer i hovedet på ham og hans had fik hans dæmoniske side til at flamme op for at sorgen over at ha mistet venskabet med Maylea, fik det til at falde ned igen...

Han hamrede hånden ind i det væltede træ og det flækkede et stykke af igen i en kaskade af splinter som satte sig i hans arm og i tøjet. ”Sådan noget Lort!” Skreg han bare, mens han begyndte at vakle forvirret.
Den kræft det havde taget ham at ødelægge træets indre, havde taget en god bid af hans energi, men at flække det igen, tog så kraftigt på ham at knap nok kunne stå på sine ben.
Han væltede svagt sammen på jorden og lå bare og stirrede på træet. Der var gået fuldkommen lort i det hele... Han havde ellers sagt sig selv at han ikke ville vise følelser for Laché eller nogen andre, som muligvis kunne forbinde det hele til Maylea eller lignende, da Korah gerne ville holde hende ude fra alt dette.
Men det at han havde mistet et årelangt venskab, på samme dag han havde mistet sit sværd og sit tidligere liv, var simpelthen for meget for Korah... Hans sind var ikke modent nok til at håndtere det hele på en mere rationel måde... Så den afreagerede på den måde den kendte bedst:
Meningsløs ødelæggelse.
Han lå nu derfor på jorden og trak vejret dybt mens tårerene stadig stod ud af øjne på ham og blandede sig med græsset.

//Håber du kan finde rundt i det ^^

I løbet af de halvtreds minutter der var gået, var det lykkedes Laché at stable græsstrå på græsstrå oven på hinanden, indtil han havde skabt et mindre hus lavet af de morgen grønne løv.
Han sad i skrædderstilling på jorden, og lyttede til fuglenes morgen pippen, deres daglige livs tegn, imens at Argatosh muntert trippede omkring området og jagede egern op i træer, eller hvileløst rev græsstrå op fra jorden for at få tiden til at gå hurtigere. Til trods for at denne hingst blot på overfladen var et dyr, havde den tidsfornemmelse, primitive menneske følelser, og kunne tænke til en vis grænse, men ikke så det overskred det fundamentale og gik til det menneskelige. Argatosh kunne ikke filosofere som Laché, havde ej heller spekulationer om hvorvidt der var noget andet efter døden. Han fungerede på det mest basiske: blev han stillet overfor et primitivt problem, som en let forhindring, kunne dyret tænke sig frem til en løsning, skønt denne ikke ville være lige så fuldendt som hvis et menneske skulle gøre det.

Da lyden fra et træ, hvis knasende knirken som det væltede gav genlyd, kunne høres i retningen af der hvor Korah var løbet, gav det et sæt i Laché der nærmest tumlede over på den ene side, og derved kom til at puffe til sin græs konstruktion med foden så denne væltede sammen.
Argatosh rejste opmærksomt øre, og så i retningen af der hvor lyden var kommet fra, imens den gav en ivrig prusten, og stampede med forbenende.

Laché rejste sig op, og børstede sig af for græsstrå, biller, og muld jord. De sorte klæder var praktiske her, da man ikke kunne se hvor beskidt Laché egentlig var. Regnen var begyndt kort tid efter Korah var løbet efter sine egendele, og derfor var Laché gennemblødt, klam, og en smule arrig da hans ild netop ikke kunne danne liv i dette vejr.
Gennemsigtige regn perler gled ned over den skaldede isse, imens at Laché holdt en hånd op imod Argatosh, som tegn til at denne skulle blive hvor han var. Med det gjort, tog Laché en mindre indånding, og begav sig imod lyden med faste skridt, beslutsom og utålmodigt.
Han traskede igennem skoven, som en person der aldrig havde befærdet sig i en ville gøre det. Han knækkede få grene, og trådte i blade der gav en knasende lyd fra sig, alt imens han bevægede sig ind i skoven, for at finde det væltede træ, og ved foden af det, en driv våd Korah.
Først fór en midlertidig bekymring igennem halv-elveren, frygten for at denne måske var blevet angrebet og derved var såret, fik ham til at handle instinktivt og hurtigt. Han løb hen til Korah med usikre skridt, da den våde muldjord ikke just var hans vante terrin. Men som han kom tættere på kunne han se at denne ikke var såret, og han kunne heller ikke opfange fragmenter af blod.
Alligevel satte han sig ved drengens side som han nåede ham.
Tårerne der piblede fra dennes øjenkrog, forbavsede ham et øjeblik, hvilket man kunne skimte i Lachés isblå øjne, der glinsede med en naiv uvidenhed om hvorfor Korah ville udvise tåre, og derved udgav et tegn på at være ulykkelig?
Med et udtrykløst ansigt, der til trods for at være bitterligt køn ikke helt formåede et samlet skønheds billede på grund af den manglende hårpragt, stirrede han tavst på Korah uden at sige noget.
Han vidste ikke hvad han skulle sige. Ting omkring ham græd aldrig, og tåre havde han aldrig selv ytret. Følelser generelt var ikke det han arbejdede med, og derfor blev han låst fast i en kortvarig stilhed, hvor han for første gang følte sig uintelligent.
En regndråbe gled fra hovedet ned over tændingen, og overkindbet. Fulgte så kindbenet hen til læberne hvor dråben gled over den øverste, idet de lyse læber som på et kalk maleri åbnede sig, og den lille dråbe gled over dem og hen til mundvigen hvor den blev opløst og indtaget af munden.
Man kunne se på Laché at han ville sige noget, men der kom ingen ord ud, imens han svagt rakte en hånd ud for sig.

... Jeg ved jo ikke hvordan man gør...

//Bare så du ved det, når ting står med nogle punktummer foran, separeret fra resten af teksten, og i kursiv, så tænker mine karaktere :) ..
Beklager stavefejl ^^

Korah kunne ikke mærke blodet der stadig piblede lystigt ud af knorene på ham. Det var ikke til at sige hvad der løb hurtigst ud af kroppen på ham: blodet eller tårerne. Tårerne der løb ned af kinderne på ham, blandede sig med de lette regndråber.
"Hun er væk!" kvækkede han med rusten stemme. Det var ikke til at sige om han faktisk havde opdaget Laché som sad ved siden af ham og nu holdte øje med ham, og derfor fortalte ham det, eller om han bare talte til sig selv, for at overbevise sig selv.
Hans rystende hænder blev klemt hårdt sammen om luften og endnu engang begyndte der at komme et skift i luften omkring ham. Træet ved siden af dem, begyndte at blive flået i barken, helt ind til den hårde knogle af indmad, og så lød der endnu et højlydt knæk.
Selvom Korah så ud til at være fuldkommen ødelagt udenpå, rent psykisk, var der et punkt inde i brystet på ham, hvor der var en urørlig kugle af kulde, som slet ikke var berørt af det destruerede hjerte. Og den kugle, trak Korah ind.

Inde i kuglen var der helt stille. Korah kunne intet mærke, udover den utrolige kulde der sneg sig op af ryggen på ham, ned af benene, hen af armene og lagde sig så til rette på brystet.
Korah kiggede ned ad brystet og gispede. På brystet havde en stor slange lagt sig, tyk som hans lår, hvid som et spøgelse og med hugtænder som dolke, kiggede den på ham med 2 smaragder som øjne.
”Sssså endelig... Endelig ansssigt til ansssigt” hvislede slangen med den lange kløvede tunge stikkende frem mellem dolkene. ”Ssselvom jeg havde forventet at du ville være... Anderledessss” hviskede slangen og begyndte at glide blidt op af brystet og tættere på hovedet.
Korah var ikke skræmt... Det burde han være, men der var noget som sagde ham, noget han ikke ville kunne forklare... Som om det var en gammel ven han ikke havde set siden fødslen. Hovedet bevægede sig væk fra Korahs krop, så det kun blev holdt oppe af den muskeløse nakke, sådan så de stirrede hinanden i øjne.
”Ssså... Du er altssså klar?” spurgte den stille og alligevel ligeså hørligt som om den havde hviskede det i øret på ham. Bizart nok kunne han næsten mærke tungen i øret.
Han nikkede bare, selvom han endnu ikke vidste hvad det helt præcist var hvad han sagde ja til... Det virkede bare rigtigt.
”Godt” sagde den og blinkede. Hele den lange krop som havde snoet sig om Korah, klemte så hårdt til. Knogler knækkede som tørre kviste, kødet var mørt som en luksusbøf og Korah skreg.

Han havde ligget nærmest dødeligt slapt i under et minut, hvor gråden og den hektiske trækken efter vejret, var stoppet lige pludselig og i stedet afløst af et næsten lydløst og minimalt forbrug af luft.... Brystkassen og maven kunne ikke ses bevæge sig og øjne var gledet i.
Der havde næsten lagt sig den samme stilhed som over en kirkegård, indtil Korah så pludselig satte sig brat op og skreg som om han stirrede direkte ind i djævlens gab. Frygten var tydelig selv for en død og styrken bag skriget var bare skræmmende....
Men eftervirkningen af skriget var endnu mere skræmmende.
Som før med den knyttede hånd, begyndte alle træerne omkring dem at få det samme. Barken trevlede sig nærmest i miniflager, indmaden flækkede som knogler og blade raslede ned som grønt konfetti.
Korahs øjne var stadig lukkede, men da han slog dem op, stoppede skriget og det samme gjorde ødelæggelsen af alt omkring ham... Selv jorden vare blevet til en form for løst muld... Et egern faldt ned fra et af de nærliggende grene... Dets krop havde ikke kunne klare den ophedning den havde fået, da vand atomerne i den var steget få grader og havde kogt den indvendigt...
De grønne øjne vendte sig imod Laché. Der var hverken pupil eller iris i... De var bare grønne flader. ”Skal vi?” spurgte han med en uudgrundelig stemme som ikke var til at regne ud... Det var ikke Korahs stemme... Så meget var sikkert.
Mekanisk kom han på benene og svang vadsækken over skulderen og begyndte at bevæge sig imod Argatosh, om Laché kom med eller ej.

//Sry Stavefejl//

Laché vidste ikke hvordan han skulle reagere. Han kendte knap nok særlig mange menneskelige følelses mønstre, og dette var slet ikke nok til at sætte sig ind i, hvorfor den unge halv-blods psykiske tilstand, syntes at være slået så meget ud af kurs, at man knap nok kunne gætte sig til hvorfor.
Men da ytrede den unge sig da, og der kom omtale om et hunkøn. Laché lod ordrende vendte, som Korah talte dem med en rusten, måske endda nedslidt stemme? Uerfaren på området omkring hunkøn, havde han svært ved at forholde sig til at dette pigebarn skulle være grunden, til så voldsom en reaktion. Men så igen, man havde jo set han-abers destruktive adfærd, hvis en hun var i fare, eller observeret hvordan menneske drenge reagerede, når de blev revet væk fra deres mødre, eller andre kvindelige bekendtskaber.
Var dette sådan et tilfælde? Havde drengen givet afkald på et andet individ, og af hvilken grund burde denne føle en trang til samme? Var herrens venlighed ikke godtaget, eller frygtede Korah blot herrens vrede hvis denne havde et forhold til et andet væsen? Det kunne også være anderledes, at Korah selv havde taget initiativ, og dette var et symbol på underkastelse, som Laché ikke kunne forstå, men som herren måske kendte til?
Han måtte konfrontere herren så snart tid var.
Som endnu et træ lod sig flække, vendte Lache årvågent sit blik derhen, som en kat der hører en pludselig lyd og derved reagere i frygt. Efter at have set at træet ikke havde intention om at falde, men blot krakelerer som et stykke keramik, gjorde han an til at se hen på Korah igen.
Nogle vandslanger, løb ned over det fregnede elver ansigt, før Laché vendte opmærksomheden tilbage på den unge mudderblod.
Dennes ene minut uden vejrtrækning eller anden livstegn, fik Lachés øjne til at blive et par millimeter større, og en smule halv panisk rakte han begge hænder op, og skulle lige til at lægge dem på Korahs bryst, da denne satte af i et skrig! Dette fik Laché til hurtigt at trække sine hænder til sig, og se forskræmt på den skrigende Korah, der virkede til at være i umådelige smerter! Endnu engang gik der panik i den ældre halv-dæmon, og hans blod isnede, idet han ikke kunne bevæge sig ud fra flækken. Måske var det på grund af ødeblikkets sjældenhed, for på samme tid med at Laché ikke helt forstod hvad der skete, opfattede han noget foranderligt ved drengen, imens at træerne omkring dem gav efter, og barken krakelerede.
Og da... som en storm der stilnede, stoppede det hele, og Korah åbnede sine øjne.
Laché veg ikke sit blik fra Korahs, idet den ændrede farve hurtigt blev opfanget, og den monotunske tale nåede ham. Det var som om drengen var blevet besat? Men det kunne ikke lades at gøre, kunne det? De var ikke i nærheden af spirituel aktivitet, så hvordan?
Med et vandtro blik, betragtede Laché Korah usikkert da denne rejste sig op, som havde intet hent. En nysgerrighed buldrede i hans indre, han kunne ikke fornægte en trang til at snage, til at udforske, men på samme tid, vidste han at det ikke var acceptabelt uden herrens tilladelse.
Med sit mistroiske blik, betragtede han Korahs gang imod Argatosh, inden han rejste sig selv op, og børstede sin sorte beklædning af fra græs strå, så godt man nu kunne, med regnen der lod det værre næsten umuligt.
Derefter fulgte Laché Korah tavst, hen til den enorme hingst, der vrinskede lykkeligt over at se dem begge igen. Som de var en meter fra hingsten, talte Laché til den på Elven, og hingsten lagde sig ned og lod dem begge kravle op.
Laché satte sig med en urolig følelse, parat til at observere ændringer i adfæren. Korah havde før vist angst i at flyve på Argatosh, hvis dette var ændret, måtte også denne forandring blive indberettet til herren.

//Beklager stavefejl D:!

Mekanisk og som var han uvant til at gå, bevægede Korah sig hen imod Argatosh med noget der kunne se ud som om han ikke kunne bukke knæene. Øjnene blinkede ikke engang og det så ikke ud til der var nogen grund til det. Hans ansigt var ligeså... Udtryksløst som stemmen havde været. Øjne lod ikke til at lægge sig på noget bestemt, men det var ikke til at sige, da der ingen pupil var til at sige hvilken retning der havde fanget opmærksomheden.
Korah kravlede frygtløst op på den majestætiske hest, noget der grænsede til ærbørighed i et sekund, før han så igen var helt udtryksløst i hele sin fremtoning.
Han ville intet sige, bare lydløst slå armene omkring Laché så de kunne flyve. Det var tydeligt, selv for en blind at Korah ikke frygtede at flyve nu...

Men da de var oppe i luften åbnede Korah så endelig munden og en anden stemme end før, skubbede sig udover læberne og ud i luften så den kunne høres.
”Sså du undre dig over hvorfor jeg opfører mig som jeg gør?” Hvislede stemmen. Læsben der havde været tydelig i starten af sætningen, stilnede af og blev i stedet erstattet af noget som lød helt... afstumpet... Formelt endda.
Stemmen var gammel. Noget man skulle forvente at høre fra en gammel Dæmon. En der havde levet i århundrede... måske endda årtusinder? Stemmen lød også som om den morede sig over Laché begær efter viden... Som om den vidste lige hvad den skulle grine af.
”Du vil vel gerne vide om denne... Dreng, er blevet Besat?... Lad os bare sige at han sover og jeg så lige tog over...” Sagde den bare... Den vidste nemlig at en videnskabsmand ikke ville kunne holde sig tilbage fra at spørge...

Der gik en let rystelse igennem, som svagt kunne mærkes som Korah holdte fast om Laché. Intet som bare ville kunne skubbes hen som en muskelspasme, men et kort sekund, måske længere, gled et vredt udtryk hen over Korahs maske.

Indeni var han langt fra så udtryksløs... Indeni blev han stadig knust af slangen som hvislede glad og lykkelig over skriget som stadig ekkoede imod kuglens kolde vægge... Hvis der var vægge.
Skriget ekkoede helt ud og efterlod dem så i en stilhed, en stilhed der trykkede imod Korahs trommehinder.
”Er du færdig?” Spurgte slangen med aftagende læsben. Et let nik kom fra Korah og slangede løsnede sit greb med et dovent smil med hugtænderne.
Han gled taknemmelig sammen på gulvet og gispede mens han følte rundt på sin krop som om han frygtede at hans krop var blevet revet midt over og så smidt i små stykker... Men alt lod til at sidde rigtigt.
”Hold op med at rage på dig!” lød det vredt fra slangen som havde lagt sig i en lille klump og stadig kiggede på ham. De grønne øjne var stadig rettet direkte imod hans. Korah drejede rundt... Alt var hvidt... Var det ikke fordi slangen havde grønne øjne og var en smule mørkere end den hvide der omgav dem, ville Korah aldrig have set den.
”Så... Hvem er du?” Spurgte Korah, mens han følte på sin håndled som stadig gjorde en smule ondt... Underligt nok.
”Mig?...” Slangen lod til at være overraskede et kort øjeblik og vidste nærmest ikke om den burde svare. ”Jeg er såmænd dig... En del af dig... Hvilken del må du selv om...”
Korahs brune bryn blev trukket lidt sammen... Hvad mente slange dog med det?
”Hvad mener du med det...?” spurgte han forsigtigt... Der var vel en grund til at slange skulle have så store hugtænder.
Slangen gabte, som et menneske ville ha gjort, men den vidste ganske fint et langt tandsæt med mindre, men lige så skarpe tænder som de 2 forreste. ”Det er ligegyldigt... Du kommer alligevel ud, ligeså snart jeg har fået snakket lidt... Jeg skal lige ha forklaret lidt omkring din situation.... Du er jo som et fortabt føl...” Korah forstod intet af hvad slangen sagde eller mente... Han måtte være besvimet... Der kunne ikke være andet...

//Jeg har nok flere end dig^^ Men smutter også i seng nu...//