Secrets of a Dark Lord ((Privat//Korah))

Mens Korah lå i vandet, begyndte hans tanker igen at fare... De fleste af dem, rablede til ham på fremmede sprog, med den samme hastighed som et maskingevær, skød sine patroner ud; andre derimod, talte roligt, fattede og fuldstændig sammenhængende... Bare ikke om emnet der lå foran ham, men i stedet om hvordan man regnede omkredsen ud på en cirkel, hvor ungaren lå og hvor der var et punkt på ryggen, hvor man både gennemborede rygraden og hjertet...
Korah slog forskrækket øjne op. Hvorfra vidste han sådan noget? Det gav ingen mening noget som helst længere. Han havde nu adgang til ting som han ikke engang anede at han havde lært, eller hørt om for den sags skyld, og nu blev de bare hviskede til ham mens han slappede af.
*Jeg må sove... Det må da hjælpe mig* tænkte han og nikkede langsomt. Det måtte afgjort hjælpe at sove lidt. Måske forstillede han sig bare alle tingene, på grund af den drejning dagen havde taget.
Korah begyndte at føle hvordan skidtet fra dagen i dag, den dag før det og dagen før den, begyndte at forsvinde og hans hud blev mere ren og behagelig, i stedet for den underlige følelse af at have tøj på kroppen som klæbede sig så fast ind til huden at man ikke kunne sige, hvad der var hvad.
Ganske forsigtigt begyndte Korah at skubbe til atomerne. Intet voldsomt, mere ment som simpel træning. Vandet begyndte at skvulpe omkring, slog imod badekarrets kant og derefter skvulpe tilbage imod Korah.
Men så stoppede det og begyndte at gå opad. Men ikke i en lige linje som Vand-Dæmoner ville kunne blære sig med, men buede og bøjet, fordi Vibrationerne støttede den forskellige steder i stedet. Korah sad som en modeller og fordybede sig helt i arbejdet. Da toppen af vand tårnet ramte loftet, lod han det falde lidt ned og begyndte i stedet at forme små ting, mens han langsomt rejste sig op.
Vandet kunne selvfølgelig ikke ikke være perfekt, da Korah blev nød til at forme det med minimale vibrationer som ikke måtte forskubbe luften, eller begynde at skubbe for kraftigt, da det bare ville skylde vandet til at fordampe.
*Jeg mangler mit sværd...* tænkte han lidt irriteret, da han pludselig hørte banken på døren.
Korah mistede koncentrationen og vandet plaskede tilbage i karret, selvom noget af det væltede udenfor, på grund af bølgerne. Hurtigt hev han et håndklæde, så blødt, frem og tørrede sig i håret og på ansigtet, mens han lyttede til den der gik rundt inde i rummet.
Langsomt og forsigtigt, bevægede Korah sig hen til spejlet og lod sin hånd køre over, for at fjerne duggen. Han forventede nærmest at se de dyriske og altædende øjne igen, men i stedet, stod Korah og kiggede på sig selv... Sit eget lettere solbrune ansigt, med de lettere spanske træk i sig, det sorte hår, der strittede og lå ned, nogen steder som hår... Og selvfølgelig de græsgrønne øjne.
Et svagt smil rørte sig på hans læber og så svang han håndklædet om livet og gik ud.
Han bemærkede med glæde i blikket, maden og tøjet. Han bukkede for Laché så meget som muligt, uden at hans håndklæde faldt ned. ”Mange tak” sagde han en smule ærbødigt hvorefter han så gik hen og indsnuede madens duft og fik igen det dovne grin frem på læberne.
Lige meget om Laché var gået eller ej, ville Korah straks gå i gang med at fortære maden... Det var nok det der beskrev sig bedst, da han næsten gav pokker i vold, med bordmanér og spiste bare maden med største glæde og appetit. Tydeligvis var han meget sulten...
Ligeså snart Korah havde spist og drukket det der var, gik han hen til sengen, lod en hånd køre hen over dynen og smilte bare for sig selv og lod sig dumpe ned i sengen og sov, ligeså beklædt som han var blevet skabt.

//Gætter på at vi hopper frem til næste dag?//

Laché så en smule overrasket over på Korah da han kom, måske fordi at det at være i selskab med en let beklædt herre ikke just var hvad Laché var vant til. Uanset om dennes kønsdele var tildækkede eller ej, så fandt Laché sådanne ting ubehageligt. Man skulle ikke tro det, ikke efter alle de slaver han igennem mange år torturerede. Men de var ikke væsener, de var ikke levende, de var som dyr, som uintelligente svin der havde fortjent hvad der kom til dem. Han kunne ikke se på dem med andet end foragt. Men Korah, Korah besad en sær uskyldighed, der fik det dæmoniske blod til at koge i hans åre. Fingre spidserne til at summe, og læberne til diskret at dirre i bare anstrengelse for ikke at gøre noget ved gæsten der kunne forvolde denne skade.
Laché stod passiv i et hjørne af skygger, så til imens at Korah åd, som havde han aldrig fået mad før. En undren sluttede sig til den sagte kriblen i alle lemmer, imens at Lachés isblå blik betragtede Korah med en nyfunden sult. Som denne lagde sig i sengen, i ført det han havde på sig, hvilket var næsten intet, gik Laché lydløst hen til dennes senge kant. Og fra der rakte han en hånd imod halv blods væsenets kønne ansigt, lod pege fingeren røre ved dennes kind ganske svagt, for at blive efterfulgt af lange fingeren i et længselsfuldt kærtegn, inden Laché trak hånden længere op imod dennes hårkant, og fjernede nogle fugtige hår tråde fra dennes pande.

... Hvilket uheld bragte dig her, dreng? Hvilken sirene drog dig dog i favnen på os? Du, uskyldige lille skabning... hvor jeg dog længtes efter at rive dig fra hinanden, æde dine øjne, sluge dine læber. Så uviden.. så.. fuld af fejl...

Med de sidste tanker rettet imod Korah, som han stille berørte ham på en måde der kunne minde om en elskers blide berøring, trak han sin hånd til sig, og det sorte stof der omfavnede hans krop opløste, sammen med hans legeme, de isblå øjne og det fregnede ansigt. I stedet fløj hundrede vis af små gløder imod stearinlyset, forsvandt inde i den lille flamme, og Laché.. var som havde han aldrig eksisteret.

-

En rød sol rejste, som tegn på at blod var blevet udgydt denne nat. Vis blod kunne debateres, men himmelen blev malet af hundrede røde farve nuancer, det første tegn på morgen dagen. Det første tegn på at livet gik videre, trods alt modgang. Trods... alt sorg.

// Jep lets x3...

Drømmene Korah havde, var uforklarlige, underlige, unaturlige og uden tvivl ude af stand til at kunne forstås. Korah drejede rundt i silke lagene, mens disse drømme, såvel som mareridt, flåede hans indre fra hinanden.

En enlig kvinde, med en sort manke efter sig, stod oppe på en klippe, mens de frådende bølger slog imod klippen, med frygtelig styrke. Kvinden kiggede vemodigt tilbage på Korah og smilte, mens hun vinkede blidt.
Og så styrtede hun ned. Korah løb hurtigt efter den fremmede kvinde og, uden at tænke sig om, sprang han efter hende. Men i stedet for de frådende bølgers vrede og kulde, havde han det varmt. Hans øjne, uden han selv havde villet det, havde slået sig sammen, men åbnede sig og så nu på et gigantisk gab, fra en drage, en løve og en slange. Dragen og løvens, savlende gab med de oversavlede tænder og den grådige tunge der huggede ud efter ham. I hvert gab, stod der en person, som ikke var til at kende, men de kaldte alle på ham og trådte så frem.
Fra dragen, trådte Ma'lakel frem og kaldte på ham. Bydende og nærmest som om han sagde ordre til ham om at følge ham.
Fra løven, stod Samuel blot roligt og ventede på Korah, mens hans myndige stemme skar helt hen til Korah og sagde han skulle imod Ma'lakel.
Og fra slangen, stod en lille skikkelse og kaldte på Ham. Han genkendte hende straks som Maylea, men da hun snakkede, var det ikke Mayleas lyse stemme, men en dyb dæmonisk stemme fra dybet. ”Dræb ham Korah... Gør det!”
Han drejede omkring og skulle løbe, da der kom en gigantisk indhyllede skikkelse ridende imod ham på en sort ondskabsfuldt udsende hest. Skikkelsen havde et gigantisk to-håndssværd i en hånd og svingede det drabeligt over hovedet. Korah kunne ikke bevæge sig, da jorden pludselig havde hapset begge hans ben i sig.
Skikkelsen kom nærmere og sværdet huggede lige imod ham

Korah satte sig hurtigt op med et overrasket skrig på læberne. Hans ansigt og krop var dækket af koldsved og hans åndedræt var hurtigt og overfladisk. Øjnene søgte rummet med nogle hurtige og direkte sindssyge bevægelser.
Så dæmrede det hele for ham... Han havde reddet Ma'lakel... Eller havde Ma'lakel reddet ham? Men han var i hvert fald i Abbadon og havde været det lige siden i går aftes...
Hurtigt fik han hvirvlede silken, dynen og alt andet væk og gik i stedet hen til bukserne og hoppede i dem. *Jeg må væk herfra* tænkte han, mens han tog og knappede skjorten fast. Drømmen sad stadig svitset fast på Korahs øjenlåg og hver gang han blinkede, så han sværdet lige foran sig...
Han kiggede ud af vinduet og fortabte sig i den røde morgenglød... Smukt... Intet andet end det... Korah stod helt stille og endte med at læne sig imod vinduet, mens gårsdagens hændelser og nattens drøm, hærgede hans blik, sammen med den smukke solopgang.

Som Korah lændte sig imod den friske kolde rude, der stadig så småt havde dråber der sad og funklede på vinduets yderside. Kravlede et lille væsen ned langs væggen ved siden af Korah, efterfulgt af et andet lige så småt væsen. De to flagermuse lignende væsener fra før sad nu på gulvet ikke mere end en meter fra hvor Korah befandt sig. Den gule havde et stort tandsmil, der afslørede en række syle skarpe tænder, imens den anden stirrede på Korah som var han et måltid der skulle fortæres.
Den gules smil fadede svagt inden den kravlede på alle fire hen imod personen, for at gnide sin ryg imod dennes ben som en kælen killing der for alt i verden ønskede opmærksomhed.
,, Mit naavvnn er Niccor", hvislede den på et sprog Korah kunne forstå.
Den lilla gav sig i mellem tiden til at kravle op af skrive bordet: den gennemborede træet med sine klør og klatrede op af den, med stor lyst, og satte sig så på bordpladen, imens at solens stråler faldt over den.
,, Og jeg... er Vetis", hvislede den så.
,, Vi kommer med besked fra herren", sagde de i kor.
,, Herren ønsker dig når du vågner", gnækkede den gule.
,, Ønsker dig..", gentog den lilla med morskab i stemmen.
,, Vi viser dig vej..", sagde den gule.

Det gyldne kræ fjernede sig da fra Korah, og kravlede imod døren, med den lilla der satte af fra skrive bordet, og et par skællede vinger kom til syne fra dens ryg. Den svævede hen til døren, og lande på håndtaget som den hang sig i for at få døren op. Den gyldne gik dermed døren op ved at sætte sine hænder på siden af den, og skubbe.
,, Følg med osss..", hvislede de begge og kravlede ud af døren.
Skulle Korah følge med dem ville de føre ham hen til samme virvel trappe som Laché aftenen før havde ført ham opad, derved ville han også komme forbi billedet af Ajandro igen.
Han ville blive ført helt op i toppen hvor trappen mundede ud i en stor forgang, til en dør med to fakler på hver sin side.
De to bæster satte sig på hver sin side af døren.
,, Gå bare ind", sagde den gule.
,, Ja ja.. gå ind!", gentog den lilla.

// Sowwie for stavefejl.. er træt xD

Korah stod længe imod vinduet, mens tankerne faldt i hak i hovedet på ham, for så at falde bragende til jorden, uden at gøre andet end at gøre det mere rodet derinde, end før.
Da han kunne mærke noget imod sit ben, var han tæt på at trække benet til sig og trampe ovenpå hvad end det var, men han holdte sig tilbage med viljen og visheden om at hvis han gjorde noget, det ville skade nogen fra stedet her, ville han med garanti dø... Sikkert en langsom og pinefuld omgang tortur for så at blive henrettet offentligt.
Han kiggede ned i en så hurtig bevægelse at der igen kom et knæk fra nakken af ham. ”Av for den...” han nåede ikke længere da han bare kiggede på... Ja på hvad end den nu var, nede ved hans ben. Han ømmede sig lidt og kørte sin hånd over nakken, men gik bare med dem, da de begyndte at snakke om 'Herren' som vel måtte være Ma'lakel. Han slog en lille omvej omkring bordet, hvor han havde spist aftensmad og greb desperat ud efter hvor han sidst havde forladt kniven.
Hvis kniven ikke var der, ville Korah i stedet bare skære tænder mens han fulgte efter de to væsner.
”Ved i hvad?” Spurgte Korah, mens han bare fulgte efter dem. Der kom en lang pause da de gik forbi billedet af Ajandro. Skræmmende nok, mindede det ham om personen fra hans drøm... Specielt hesten...
”Øøhm” Korah skulle lige hurtigt komme i tanker om hvad han havde været i gang med at sige, mens de nærmede sig trappen. ”I minder mig lidt om Phobos og... Den der anden Faun fra græsk mytologi...” Afsluttede han bare da de nåede til døren.
De to Faune, levede faktisk i helvede, hvor de levede af alle de dødes sjæles dårlige minder og andre ondskabsfulde ting, men vigtigst af alt.... Så levede de af frygt. Den kværnende frygt, der holdt en vågen om natten og den der fik en til at kigge sig over skulderen... *Eller får en til at få mareridt*
Med de opløftende tanker i hovedet, begyndte Korah at åbne døren og trådte ind.

//Det er helt okay^^ Bare gå i seng, så fortsætte vi en anden gang xD//

Korah ville få fat i kniven fra forlegen, da dennes efterladenskaber ikke var blevet fjernet endnu. Erko havde Laché sikkert ikke været tilbage for at gøre dette endnu.

De to bæster så på Korah med et dyrs tomme, tankeløse øjne i det denne samlignede de to øgler med den græske mytologis svar på samme. Men, de var nok nærmere en refleksion af herren selv. Ikke på det ydre, den sorte fyrste var jo hverken skællet, lilla eller gul, men deres være måder havde en mindre sammenhæng imellem hvordan herren selv opførte sig. Kunne man finde ud af deres opførsels mønster kunne man måske også regne Ma'lakels reaktioner og tankegang ud? Men det var et meget langt skud i tågen. De var meget simpelt kæledyr, og selvom kæledyr tit har en sammenhæng med ejeren, skulle der meget til før at man kunne kalde dem sjæls beslægtede.

Døren som Korah åbnede var ikke todelt som de andre der før havde ført ind til herrens kamre, og opholdssteder. Det første man ville se var et enormt sort bjørne skind, med tilhørende hoved, der lå udspredt over det sorte sten gulv. Ligesom borgens nedre etage lignede dette noget fra en glemt tid. Væggene var lige så skabt af disse sorte sten der havde forskellige runde former, og lige fremme kunne man se et vinduet der strakte sig fra midten af væggen og stoppede et smalt stykke oppe ved loftet. Det var delt op i seks ruder, og på hver sin side af det hang tunge vinrøde gardiner, der kælent blev oplyst af skæret fra en stor kamin som var bygget ind i den venstre væg. Væggen hvor døren befandt sig, og hvor Korah lige nu var, syntes nøgen, det gjorde de andre vægge som sådan også. Udover den højre der over en skrivebords anordning, ved siden af en dør der sikkert ledte ind til et badeværelse, hang et billede over.
Motivet var af en sort rose, der stod i en flot mønstret vase, som viste billedet af en herre der jog et spyd igennem en anden. Men det mest mærkværdige ved billedet var at en enkel solstråle lyste ned fra den venstre side i det, og dækkede halvdelen af rosen og vasen i et klart lys: der hvor sollyset ramte rosen var den rød og fuld af liv, og billedet af manden der fik et spyd igennem sig var også oplyst, hans klæder var de smukkeste hvide rober, og en antydning af hvide vinger kunne skimtes i malerens pensel strøg.
Skrivebords anordning var lavet af mørkt mahogni træ, og stolen var foret på ryggen med vinrødt stof som gardinerne.
For enden af den venstre væg, lige ved siden af den knitrende kamin, var begyndelsen af en stor seng. Sengen var ligesom kaminen bygget ind i murværket, og ragede kun en meter ud fra væggen, så to mørke mahogni stolper kunne ses. Den fortsatte som en udhuling i væggen yderligere to meter ind, og var tre meter lang. Man kunne se et hav af puder, alle havde et skin tæppe på sig, og på selve sengen var der ikke nogen dyner, men blot et hav af skin tæpper, og normale brune uld tæpper.
Ved siden af sengen var et lille bord hvor en lysetage stod, og svagt lyste sengens hoved stykke op, imens at kaminens smukke ild kastede et varmt lys over resten af lokalet, der i hjørnerne dog stadig lå henlagt i mørke. Dog kunne man se nok til at konstaterede hvor der var møbler og hvor der ikke var. Ligeså var den rejsende sol med til at oplyse rummet.
I sengen, med livet og nedefter dækket af diverse bløde uld tæpper og dyreskind, ville der sidde en herre, med et par funklende dyriske gylden-grønne øjne, og betragte Korah, som en ulv der havde set et hjortekid der dumdristigt havde bevæget sig ind i dens hule. Hans ansigt blev svagt oplyst af lysestagen, dog ikke helt da han sad i midten af sengen, og derved et godt stykke fra lyset.
Alligevel fik den mindre flamme kastet et lille skær over den mørkebrune hud, der indikerede at herren havde en eksotisk afstamning. Han sad med den højre side imod lyset, så derfor kunne den sorte tatovering ikke ses. Hans overkrop var dog frit for skue, den stærke hals, de brede skuldre, og store overarme, samt anelsen af den veltrænede mave og muskuløse brystkasse, der i skæret fra lysestagen lod ar af forskellig slags komme til syne over mave, bryst, og arm. Som mindre farveløse nuancer i den mørke hudfarve kom de til syne, dog var de svære at spotte for det utrænede øje.
Med en jægers tålmodighed, ville Ma'lakel da betragte Korah i lidt tid, måske for at se hvordan knægten havde tænkt sig at reagere, hvad denne ville sige eller gøre.
En stilhed ville derved brede sig i et minut eller to, inden Ma'lakel med let klukken i sin mørke, brummende stemme kalde ganske roligt:
,, Kom herhen, hjorte kid."

Korah følte forsigtigt på lommen hvor han havde stukket kniven ned. Det var frygteligt at skulle gå ind i et rum, uden et våben... Han følte sig nøgen!
Ganske forsigtigt og let på tå, trådte Korah hen over og op på bjørnetæppet. Det var utroligt. Han følte på tæppet med fødderne. Han havde ikke engang nået at tage sine sko og sokker på. Det var så blødt. Han blev nødt til holde sig selv i nakken, for ikke bare at falde på knæ og rave rundt på det.
Det var så underligt at træde ind i dette rum... Han følte det som om at han for første gang faktisk trådte ind på farligt område. Det var først nu gået op for ham, hvad det egentlig var at han var inde i... Han var på Abbadon...
Og alligevel kunne han ikke andet end føle sig... Velkommen og alligevel skræmt væk fra dette sted...

Korahs øjne gled rundt i rummet og faldt på billedet. Mens han gik tættere på, kunne han mærke hvordan rummet begyndte at blive naturligt for ham at bevæge sig rundt i. De minimale vibrationer lagde sig over det hele og han kunne ikke holde et fåret smil tilbage. Billedet var ligeså smukt som alle de andre billeder, men der var noget ved motivet, som direkte skræmte Korah. Han havde ikke fået den samme form for... Kriblen ned ad rygraden, som fik hans hår til at løfte sig.
Det var så... Skræmmende rammende af alt...
Rosen mindede ham svagt om forskellen på ham selv og Ma'lakel og så alligevel ikke... Var Korah mere som Ma'lakel end han var som Maylea?

Langsomt drejede han rundt imod ilden og kiggede på sengen. Den var smuk... Ikke som den han havde sovet i, som bare var en seng han havde set før og hørt fortællinger om, men... Denne seng var flot og utrolig, intet Korah nogensinde havde set, hørt eller... Og alligevel virkede den en smule bekendt.
Ganske langsomt bevægede han sig tættere på, igen forsigtigt, som en kaptajn på fremmede land, et dyr på vej ind i et rovdyrs hule... Forsigtig og nysgerrig.
Blodet pumpede ganske roligt igennem kroppen på ham, selvom han vidste hvad der ventede ham... Han kunne allerede se de grøn-gyldne øjne blinke inde blandt de mange puder og skin tæpper...
En let kriblen, anderledes fra den der havde sneget sig op ad hans rygrad... Denne mindede mere om en let sitren der kunne mærkes overalt.
Da den dybe stemme snakkede til ham, kunne Korah ikke andet end huske den aften de havde... Set hinanden. Hjertet satte straks farten i vejret og han kunne mærke sin hals snøre sig sammen. Han prøvede desperat at få vejret, men det lod ikke til at luften kunne komme ordentligt igennem.
*Nej!... Jeg kan sagtens opføre mig ordentligt... Og ikke ende med at kaste ord-opkast op igen* Tænkte han hurtigt... Han ville ikke sige sådan igen.
Men han sagde intet. I stedet kom han med et umærkeligt nik og kom tættere på sengen, med små forsigtige skridt.

//Sorry... Kunne ikke skrive mere...//

De gylden grønne øjne betragtede Korah inde fra de beskyttende skygger, til trods for at det varme skær fra stearinlyset stadig badet Ma'lakel i en gylden farve, der fik Ma'lakel til at virke næsten alt for umenneskelig end det han egentlig var. Det gjorde ham overdådig at se på, og dets tættere Korah ville komme på ham, dets mere lignede Ma'lakel en egyptisk farao, end en halv-blods herre under dække af dyreskind, og uldne tæpper i brunlige farver.
Med et mindre skævt smil malet over de tynde lysebrune læber, der i skæret fra det varme lys fik et bedragerisk silke ydre, klemte han sine øjne sammen som en kat der viste sit velbehag. Idet Korah kom hen til sengens kant, gled de gylden-grønne øjne ned til samme, og tilbage op på hans brun hårede hjorte barn. Drengen der til trods for megen fare havde vist sig at være nyttig, skønt dennes dristige sind havde gået imod Ma'lakels første ordre: ikke følge efter - så ville Ma'lakel formentlig ikke være på Abbadon i denne stund, og ej heller være i live, havde den unge halv-blods ikke trodset hvad der var blevet sagt. Selvom Ma'lakel tvivlede dybt på at Korah havde haft i tankerne at redde ham fra begyndelsen. Han kunne ikke spore korruption i dennes blik, kropssprog eller være måde. Sådan som han havde rystet af rædsel i skoven, blevet forført af en mørk stemme, havde tydet på ungdom, uvidenhed, og med viden og alder kom korruption ganske hurtigt ligeså. Denne havde ikke haft omgang med djævelen.. endnu.
,, Sæt dig.. ", blev der sagt.
Ikke kommanderende, men Ma'lakels blotte ord havde en rungen af autoritet og forventning af at Korah satte sig på sengens kant. Gjorde denne det ikke ville Ma'lakel blot gentage sig i en mere bestemt tone, og med en gnist af noget dyrisk og destruktivt i blikket. Skulle Korah der imod sætte sig ved første forespørgsel, ville Ma'lakels katte øjne hvile roligt over drengen.
Uigennemtrængeligt var blikket, tanker, hensigter om hvad han ønskede af den unge halv-blods kunne knap gættes.

,, Korah, var dit navn, ikke sandt", spurgte han retorisk.
,, Fortæl mig, Korah, er du min?"

// Gør intet ;).. du skriver hvad du kan!

Korah kiggede bare længe på Ma'lakel. Han kunne ikke lade være med at betragte ham på en måde, som om han var en gud. Det kunne muligvis være fordi Korah aldrig havde været særligt tætte på halvnøgne mænd... Han havde gået til fægtning, men der tog alle hjem og gik i bad... Det havde heller ikke været sådan på skolen til idræt, for hvis man smed tøjet der, blev man gjort til grin og pegede på og meget tit mistede man også sit tøj.
Men nu... Hvor han kiggede på Ma'lakels nøgne overkrop, kunne han ikke holde en let rysten tilbage, helt fra toppen af hovedet, igennem skuldrene og armene, gennem maven og rygmarven og helt ned til fødderne, hvor de bare solidt plantede sig i gulvet. Et lavmælt gisp af overraskelse brød gennem hans tætlukkede læber og hans øjne blev store, mens små pletter blussede frem på hans kinder, da han ikke kunne holde sin forbavselse nede over at se på Ma'lakel... Som om han bare havde... Noget... Over sig.
Da Ma'lakels stemme brød ind i hans overraskede sindstilstand, kiggede han op på ham med store øjne som lyste af uforståelse i et kort sekund, inden han så nikkede umærkeligt igen og satte sig på sengekanten. Måden han satte sig på, talte sit eget tydlige sprog om ham. Han satte sig så langt væk som muligt, som om han gerne ville kunne springe væk, men igen forrådte hans ungdom ham. Da han følte den bløde seng, sank han længere ned end han havde troet, og ude af stand til at kunne stoppe sig selv, gled han bare tættere på.

Korah nikkede da og kiggede direkte på Ma'lakel, da han nævnte hans navn. Da han stillede spørgsmålet omkring... Ja ham...
Korah forstod ikke spørgsmålet til at starte med og han sad i et sekund og så helt forvirret ud, men så faldt det sammen i hovedet på ham. *Er jeg med ham?* følte han sig selv forpligtet til at spørge om. Der var ikke længere noget han kunne vide eller bare springe over... Nu var tiden inde til at svare.
”...” Han åbnede munden, men der kom ingen lyd, så derfor stoppede han hurtigt, klappede munden sammen og prøvede forfra.
”Nej... Jeg er ikke din” sagde han så endeligt, men før Ma'lakel kunne nå at svare eller reagere fortsatte han. ”Men... Jeg er heller ingen andens... Og da det står mellem enten at være din, eller nogen andres... Må jeg være din” forklarede han.
Det var alt sammen så rodet og forvirrende at Korah knap nok selv kunne finde rundt i det, men alligevel gav det på en eller anden langt ude måde, mening i hans hoved. ”Så... I sidste ende må jeg være din” afsluttede han sin usammenhængende fortælling... Nu måtte han bare se om Ma'lakel selv havde forstået det.

Et af de sorte øjenbryn blev skudt i vejret som drengen åbnede munden for at svare. Det at denne havde sat sig ned, var Ma'lakel på sin vis glad for, han orkede ikke at sætte knægten på plads, havde denne vist sig at være endnu en uregerlig møg unge der forventede at få en belønning så snart denne syntes at chancen bød sig. Men det virkede slet ikke til at Korah havde den slags egoistiske idéer.. endnu.
De ulve grønne øjne lå afventende på drengen inden denne fik svaret, og da den første sætningen kom, mærkede Ma'lakel et mindre skuffende prik, selvom han ikke havde forventet meget andet af så ungt et væsen. Denne havde tilsyneladende ikke noget begreb om hvad dette kunne betyde eller ville betyde, men.. til Ma'lakels overraskelse fortsatte Korah med at tale. Han forklarede sig? En forklaring der mundede ud i at drengen mente at han i realiteten tilhørte Ma'lakel. Noget som fik Ma'lakel til at give en let latter fra sig, ikke med hensigt i at håne drengen, men blot et udtryk for at denne morede ham. Hans brystkasse hoppede let, imens at han lukkede de grønne øjne og lavede en svag rystelse på hovedet.

,, Og hvad føre dig til den konklusion, min kære Korah? At fordi du ingen 'herre' har, og jeg sidder her i Abbadons vom, så tilhøre du mig fordi Di Morga er mit, og du er en del af Di Morga? Eller er det fordi vi er brødre?"

Nogle totter af det næsten sorte hår gled ned foran det markerede ansigt, imens Ma'lakel vendte blikket ligefrem, imod kaminen, og grinte en smule for sig selv igen. Hans latter var rolig og mørk, hvad man kunne forvente af en herre i tredverne, skønt Ma'lakel havde en tyve-årigs udseende.

,, Eller også har du en hel anden grund til at tro at jeg ejer dig?"

De grønne øjne lagde sig over ham igen, og med en uhyggelig rolighed rakte han en hånd ud imod drengen og vinkede ham derved imod sig, som en gestus til at Ma'lakel ønskede at Korah skulle komme nærmere?

Korahs blik var ugrundeligt mens han lyttede til Ma'lakel snakke. Det var ikke til at sige om han kiggede på Ma'lakel, da det var denne retning han havde sine øjne rettet, om det var væggen bag Ham, eller om Korah stirrede ud i intetheden, ud i 'The Abyss' som han tit havde hørt folk udtrykke sig på film, eller om han i det hele taget kiggede...
Hans tanker var, for en gangs skyld, helt stille. Det var aldrig sket før at Korahs tanker ikke gav ham råd på det ene eller andet sprog, at der ikke var en hvislende stemme i hans baghoved der fortalte ham hvad der var det forkerte at gøre. Der var simpelthen komplet stilhed... Og det eneste billede han kunne mønstre, var billedet af Ajandro på sin mareridts hest... Uden at vide det... Uden overhovedet at tænke på det, sad Korah og sammenlignede sig selv med billedet af denne Ajandro.
Ikke engang Ma'lakels pludselige latter, lod til at vække Korah fra den forunderlige trance. Ej heller hans ord, eller andet... Det var som om han var v-

Da Ma'lakel lavede den lille hånd gestus, rykkede Korah sig lidt nærmere, men stadig udenfor armslængde. Han var vågnede op, men tankernes mange stemmer, gav ham ingen råd... Der var stadig helt stille... Korah stod nu, helt alene overfor Ma'lakel, Di Morgas uretmæssige hersker og den mest ondskabsfulde Dæmon i Di Morga...
Og så sneg der sig en lille bitte tanke sig ind i Korahs hoved. Nærmest som om vinden blæste et lavt, hviskende og hvislende svar til ham. *Er vi brødre?
Og så rystede han bare på hovedet. Endnu engang, uden at være klar over det, havde han hørt alt hvad Ma'lakel havde sagt. ”Nej... Jeg siger ikke at jeg er din, bare fordi du er Herskeren...” Sagde han forsigtigt og velovervejet, selvom, for Korah, lød det som om han kastede sætningerne stødvis op. ”Jeg... Jeg mener bare at det er meningen med det her... Hvorfor skulle jeg ellers være her? Der vil ikke være noget andet der vil give mening lige nu... Intet” Korah var tæt på at slå hen i en hysterisk og direkte bizar latter da han hørte det, hans stemme var endda blevet lidt skinger til sidst... *Gav mening... Intet! Gav! Mening!*

Han lagde så hovedet på skrå da den hvislende stemme trængte ordenligt ind.
”Og... Jeg ved det ikke... Måske er det fordi vi er brødre, men jeg ved det virkelig ikke” Sagde han så til sidst opgivende og bittert... Stemmen var fra en der fuldstændig havde tabt tråden, og kunne hverken finde hoved eller hale i noget længere... Og det kunne han ikke... Korah havde mistet overblikket på kritisk tidspunkt... Og nu var det ikke til at se over de mange skikkelser og skygger foran ham... Det var bare... Mørkt.

Ma'lakel var forbløffet da drengen var færdig med at tale. Eller måske ikke direkte forbløffet, måske bare en smule.. overrasket vel sagtens?
Det som den unge dreng fablede om skulle være begrundelsen for en form for 'ejerskab' var en.. spirituel overbevisning lød det til? Det var hvad Ma'lakel fik ud af hans første ord, at noget havde ført Korah til Ma'lakel, og derfor kunne andet ikke være rigtigt end at deres skæbne tråde var forbundet, for ellers ville der ingen mening være? Ma'lakel havde kunnet fnyse af den unges naive tiltro til at der skulle være en højere magt, noget der sad, og bandt forskellige tråde sammen, og redegjorde hvem der skulle mødes og hvem der ikke skulle mødes. Et menneskes iver efter mening når der ikke var nogen, skinnede igennem som han forklarede det. Den unge dæmon var vel stadig blændet af den overbevisning af at tingende skulle have en mening, og en åbenlys en.
Men det var slet ikke så indviklet? Deres møde var baseret på egne beslutninger, beslutninger der havde fået konsekvenser, og konsekvenser der havde ført dem sammen.
Det var der intet spirituelt i.
De sidste ord der fulgte med en undertone af bitterhed og opgivelse, idet drengen havde sat sig nærmere, men ikke så nært som Ma'lakel ønskede, kom et mindre smil på den onde fyrstes læber. Han lukkede de grønne øjne langsomt, som en kat der blev nusset og nød det. Han nød skam også Korahs selskab, denne var underholdende, livs givende på sin egen naive vis.
,, Tættere..", bad han.
,, Du skal ikke være bange for mig, Korah. Og du skal ikke forkludre simple ting, det at du er her er meget simpelt en konsekvens af en beslutning du tog og derved en reaktion af den.. Det er op til dig hvorvidt dette er noget ubehageligt..", en gylden gnist skød igennem de grønne øjne.
,, .. eller behageligt? Så.. hvad mener du det er Korah, behageligt eller ubehageligt", et mindre smil kom.
,, Eller har impen ædt din tunge?".

Hans ord blev talt som var de af en guds visdom eller måske af djævels fordærvelse? Uanset hvad var der dog stadig et hint af noget morskab i hans øjne som han sagde dem, og det var ikke svært at regne ud at Ma'lakel fandt Korahs selskab underholdende. Til trods for at Ma'lakels hensigter var skjult, var han ærlig i sin udstråling og derved kunne man hurtigt fastslå hans humør.

Korah kiggede bare direkte Ma'lakel i øjne nu. Der var ingen afvigelse fra hans blik, kun en pludselig stålsat vilje i de grønne øjne. Korah havde aldrig troet på den Gud normale mennesker rendte rundt og bad til. Han ville give dem ret i at der var noget... Noget ud over normal forstand, men han nægtede at tro på at en eller anden gammel mand med et langt hvids skæg, med sin søn ved sin side, sad og styrede folks skæbne mens de fløj rundt på en sky... Det var ikke til at tro på at folk, mennesker endnu engang, kunne være så dumme at tro, og bilde sig selv ind, at det faktisk var hvad der skete...
Så da Ma'lakel begyndte at snakke om at det var Korahs beslutning som havde ført ham herhen, vidst Korah det godt... Han kunne ha flygtet fra de ro Imps... Slået dem ihjel, gjort dem til grød og løbet sin vej og håbet på det bedste, før det, kunne han ha forladt Ma'lakel og reddet sin egen røv i den underlige verden inde i ild portalen. Og endnu længere tilbage, kunne Korah ha valgt ikke at følge efter ham, stoppet sit natlige eventyr, være gået tilbage til Maylea, med Kanin og spist en lækker Ragou...
Og selv før det, kunne Korah simpelthen bare ignorere Ma'lakels anmodning om at hjælpe ham...
Og hvis man gik helt tilbage, ville Korah bare ha slået sig selv ihjel i en frygtelig ildebrand, som han selv havde påsat...

Korah rykkede, fuldt bevidst tættere på. Så tæt på at Ma'lakel nu kunne løfte sin hånd og røre hans pande. Men hans blik havde ikke lagt sig.
”Jeg ved udmærkede godt at det var en beslutning som førte mig herhen... Det var udelukkende den beslutning som fik mig til at hjælpe dig... Det var den beslutning, der holdte mig tilbage fra at flygte herfra... Det var den beslutning som holdte mig i live, da jeg kom op at slås med Jord-Dæmonen... Det var Min Beslutning” Da han spyttede ordet ud, fik han det til at lyde som en forbandelse. Korah stoppede op, efter at hans stemme var blevet skinger af for lidt luft, for meget snak og blodet der piskede rundt i kroppen nu... Han var ved at komme i kog nu.
”Som, fik mig til at opdage denne... Side af mig!” Han behøvede ikke at understrege hvad det var han snakkede om... Hans iris begyndte at vokse, mens han snakkede, indtil den nærmest fyldte hele hans øje og til sidst åd pupillen.
”Det er den... Beslutning” Igen en form for forbandelse, ”Som holder mig fra hugge dig ned lige nu!” Sagde han. Korah anede ikke hvorfor det var han sagde sådan, men han kunne ikke stoppe sig selv der.
Korahs skuldre rystede og en tåre trillede ned over kinden på ham. Om det var af sorg, eller noget andet, kunne slet ikke siges, men... Han fortsatte.
”Og det er den BESLUTNING, som får mig til at sidde her nu og sige at jeg er din!” Afsluttede han. Det var hverken vredt eller højlydt som sådan, men der var bare noget ved stemmen som fik det til at ekko i det tomme rum udover de to.
Spøgelsesstemmen af Korah fortsatte lavt (Din... din.... din) i rummet, mens Korah trak vejret stødvis, som om han lige havde lavet en hård træning. Hvis nogen spurgte Korah efter dette, ville han ikke kunne forklare det som sådan... Det var nærmest sket... Lige så hurtigt det tager at blinke med øjne og så var alt bare hvidt et sekund... Han havde selv hørt alle ordene, men han havde ikke kunne stoppe dem, selv hvis han ville...

Som Korah's grønne øjne fastlåste sig på Ma'lakels og denne begyndte en talestrøm, en talestrøm der fortalte at Korah i sit sind allerede vidste at dette bare var en konsekvens af en handling. At alt dette blot var tids spilde da, eller var det? Dets mere den unge halv-blod talte, dets mere syntes denne at lade sig selv overmande af noget meget mere unaturligt. Noget der forekom ganske mærkeligt for den unge dreng der så forsigtigt var trådt ind i rummet, men som nu slyngede direkte trusler ud, om at det kun var dennes vilje der afholdt den unge dreng fra at hugge Ma'lakel ned? Fra at frarøve Ma'lakels liv, og hvad så? Var Ma'lakel ikke ligegyldig, ville hans død ikke forekomme drengen ubetydelig hvis han ikke havde andre end sig selv at tænke på. Uden den unge halv-dæmon selv var klar over det gav han ufrivilligt sådanne informationer til Ma'lakel.
Ved hvert ord, kom en under betydning, ord der lå imellem sine søskende, og et af dem var at drengen havde noget han ikke fortalte. Han måtte tjene nogen, ellers ville Ma'lakels død vel sagtens være.. så endeløst irrelevant for samtalen, og så ville den tydeligt forvirrede og frustrerede dreng, vel heller ikke have så stort et dilemma at gøre op med sig selv? '
At tilhøre, ikke at tilhøre, var det virkelig så indviklet?
Som Korah endelig stoppede sin tale strøm, og en tåre trillede ned fra dennes kind, imens at denne ligeså trak vejret som var han en ulykkelig dreng der var på randen til gråd, og holdt den desperat tilbage, ved at trække vejret tungt og hurtigt, betragtede Ma'lakel ham med et roligt blik. Smilet der før havde lagt over hans læber var forsvundet, og et alvorligt udtryk dominerede ganske kort Ma'lakel, imens at han stille rakte en hånd imod drengens ansigt. Hvis ikke Korah trak sig fra ham eller gjorde andet for at forhindre Ma'lakel i at rører ham, ville en stor varm hånd ligge sig på drengens kind, og tvære den ensomme tåre ud med tommelfingeren. Varmen ville derved tvinge sig ind i drengens porer, og ville lade denne sprede sig og forhåbentligt afslappe Korah.
,, Hvis du vidste det, hvorfor var du så forvirret, Korah? Hvorfor sagde du så det ikke gav mening?"

Det han sagde krævede intet svar, da dette blev talt i en rolig tone som ikke indikerede at dette var et direkte spørgsmål.
Stemmen der havde givet et ganske svagt ekko, skønt at Korah ikke tale særlig højt, røbede også sagte hvorfor drengen havde ændret sin opførsel så pludseligt. Måske havde Abbadon vækket det korrupte i dennes blod? Eller også havde noget andet gjort det, og netop dette var grunden til at Korah sagde at han i realiteten tilhørte Ma'lakel, en del af ham fandt vel sagtens Abbadons selskab dulmende og familiært, fandt Ma'lakel tiltrækkende på grund af fælles forbandelse, underbevidst selvfølgelig.

,, Fald ned, Son of Demons, hvis du ønsker det, er du min, men hvad vil du have ud af det, vil du ikke meget hellere være fri...?"

Korahs tunge åndedræt, fik hans brystkasse til at hæve og falde, med en sønderrivende fart, mens den langsomt faldt ned til noget mere normalt igen. Hans øjne begyndte langsomt trække sig sammen igen, indtil de igen havde den normale iris, men det var nu tydeligt at der skjulte sig noget bag øjnene... Noget som var uendeligt farligere end den forvirrede, naive og nysgerrige Dæmon dreng. Som en ulv i fåreklæder, gemte der sig noget endnu større, endnu ældre og endnu mere ildevarslende end noget mareridt man kunne have.
Korah kiggede op på Ma'lakel, da han havde sænkede blikket efter sin talestrøm, da han kunne føle hans varme hånd tørre tåren væk. *Havde jeg grædt?*
Den beroligende varme, fik Korah til at falde endnu mere sammen i skuldrene så han ikke længere var så anspændt som før, hvilket tydeligt viste sig af hans kropssprog. Skuldrene var sænket, hovedet let på skrå, nærmest nussende imod hånden, som gav den beskyttelse, og hænderne der lå fladt og kunne tydeligt ses...
Ja... Korah var ganske afslappede nu.

”Jam...” Korah havde været lige ved at svare, da han så hørte Ma'lakel fortsætte og han klappede hastigt i, da det ellers ikke ville give så meget mening... Ma'lakels ord bundfæstede sig i hans hoved og han kiggede bare længe på ham. Ikke med det stålsatte og viljestærke blik... Bare med et blik der talte sit eget tydelige sprog om at han allerede havde truffet et valg.
”Selv hvis jeg ikke valgte side med dig, og jeg på en eller anden måde, slap ud fra Abbadon, uden skrammer, vil alle tro jeg er en spion fra dig. Og hvis jeg så slipper fra Abbadon, selv med voldsomme skrammer, vil ingen stadig tro på mig... Fordi jeg er halv dæmon... Og igen vil de tro jeg bare svarer til dig...” Forklarede han ganske langtsomt. ”Og selv jeg kom ud herfra, med dit lig, eller nogen former for bevis på det, vil en eller anden bare rejse sig op og sige at det hele var aftalt, og at det ikke er dig... Folk tror det det de gerne vil tro... Så se de mig komme ud herfra, selv med vagterne efter mig, og en fin plakat rundt om i byen, så er der stadig ingen der vil tro mig” Mumlede han og kiggede så kort ned i dynen, men kiggede så hurtigt op på Ma'lakel igen. ”Og hvis jeg kom ud, langt væk fra Abbadon, vil jeg blive tvunget til at vælge side på den eller den anden måde og ingen vil regne med at en Halv-Dæmon som mig vil kunne kæmpe sammen med mennesker, Vampyrer og Engle, eller hvad det nu ellers er”
Han kunne alligevel ikke lade være med at tænke over hvad Ma'lakel havde sagt. Han havde faktisk allerede vidst det... Han havde bare ikke overbevist sig selv om at han faktisk vidste det, inden det var efter den utrolige ordflom han havde fyret af i hovedet på Ma'lakel, med den samme fart som... Som folk sikkert ville forbinde med sladdertanter...
Korah kiggede bare direkte imod Ma'lakel og ventede bare på hans svar.

Ma'lakel's hånd gled fra Korahs kind i det øjeblik denne viste tegn på at være faldet ned igen. Som fingrene lod sig strejfe ned over det afsluttende kæbeparti, blev der efterladt et svagt spor af en dulmende varme, det sted som Ma'lakel havde rørt. Denne varme ville forblive over kinden i få sekunder før den langsomt begyndte at syne hen, og Korahs kind ville genoptage sin normale temperatur.
De gylden grønne øjne så på Korah imens at drengen ihærdigt prøvede at forklare sig, og lød som om at higede efter at få Ma'lakel til at forstå kaosset inde i hans forvirrede hoved. Uheldigvis, kunne Ma'lakel ikke forstå drengens logik da denne tankegang var langt fra hvilke tankespind Ma'lakel sammenflettede. Andres holdninger og meninger, havde aldrig sat lænker på hans hænder, eller skabt et fængslende reb rundt om halsen på ham. Kun ganske få gange havde han set sig selv uden et egentligt valg, ligesom Korah mente at han ikke selv havde et valg i dette. Eller det var, hvad Ma'lakel fik ud af dennes mange ord, forklaring på hvorfor Korah mente at det ville være irrelevant om han gik fri eller ej, og på grund af mistro ville folk ikke stole på ham? Det eneste spørgsmål var bare, hvem der så ikke kunne stole på ham? Igen blev Ma'lakels mistanke om, at drengen havde mere til sig end blot en almen jæger, bekræftet.
Som dennes talestrøm endte, og Korah så med stor forventning på Ma'lakel, rynkede han en smule utilfredst på brynende. Det var ikke tydeligt, blot en mindre sammen trækning af de sorte bryn.
Han så frem for sig ganske kort, og bøjede det ene ben, så en stor bakke blev skabt i det ellers flade landskab der udgjorde sengens overflade.
,, Med meget simple ord, mener du ikke du har et valg?"
Spørgsmålet var op til den enkelte om det var retorisk, Ma'lakel gav ikke udtryk for at det behøvede/ikke behøvede et svar.
De mørke øjenlåg sank langsomt i, og den store halv-dæmon lagde hovedet bagud, imod den store pude der støttede rykken og nakken. Det virkede et kort øjeblik som om han enten følte irritation, eller også var han meget simpelt træt.
Som puden slog imod baghovedet, og tvang det mørke hår ud til siderne så der blev dannet en mindre cirkel rundt om det solkyssede ansigt, blev den stærke hals blottet, adamsæblet kunne ganske let antydes i sit dække af tykke sener og muskler der omfavnede den fra siderne, og den sorte tatoverings afsluttende tråde kunne skimtes ovre fra halsens venstre side, idet struben var synlig.
Efter nogle få sekunder, åbnede han igen de gyldne øjne, der i skæret fra lysestagens flamme, og den stigende sols rød/orange skær, fik øjnene til at funkle klart og nærmest hypnotiserende. Hans blik lagde sig over drengen, og han stirrede på ham i noget tid, alt imens et fjernt udtryk dominerede hans blik.
Han overvejede vel sagtens noget.

,, Som du vil... men du kan ikke gå tilbage igen. Derved ikke ment som at jeg vil stoppe dig fra at stikke halen mellem benene og flygte, men du vil finde livet væk fra dine dæmoniske lænker, ufuldkomment, og meningsløst, hvis du først for en smagsprøve på et andet liv. Betragt dette som en tak for at du reddet mit skind. Jeg vil se til at du lære så meget som muligt, forstået som at du kan betragte dig selv som en midlertidig 'student', eller lærling. Har du spørgsmål, så stil dem nu, hvis ikke, bed Nicor og Vetis udenfor døren at vise dig ned til Laché, som du sikkert allerede har mødt, sig til ham at i skal hente dine ting, fra hvor end du før har boet. Dit hjem vil være Abbadon.".

Korah betragtede Ma'lakel. Der var et afventende glimt i hans øjne, mens han lyttede ivrigt efter et svar, som ville fortælle ham om han kunne blive, skulle skrubbe af eller om han ville ende nede i den frygtede fangekælder... Eller måske var der en fjedre mulighed... En mulighed som Korah ikke engang ville tænke på.
Mens han ventede på svar, begyndte frygten langsomt at snige sig ind på ham, mens han sad der og lyttede til sit eget hjerte banke, med mere og mere fart, mens blodet brusede i ørerene på ham, enhver muskel havde låst sig på stedet... Som om hans krop simpelthen bare frøs på stedet. Frygten tog mere og mere til, strammede sit knugene greb omkring hjertet og lungerne, så Korahs hiven efter vejret, blev mindre og mindre, mens han bare prøvede at holde sit blik stift.
Frygten begyndte nu at lyse ud af hans øjne, frygten for at Korah ikke ville kunne få en chance for at se nogen igen, frygten for at Ma'lakel bestemte sig for at han var ligegyldig og ikke kunne bruges, men at han stadig var til fare for ham selv... Og derfor enten holdte ham fanget, eller slået ihjel...
En klump havde udviklet sig mens Korah havde tænkt disse tanker. Klumpen ville ikke væk, lige meget, hvor mange gange han end slugte... Som om det var hans hals der selv havde snøret sig sammen i umulig knude, som aldrig ville gå op....
*Åh gud... Jeg skal dø i dag... Jeg skal dø* Tænkte han skræmt...

Og så sagde Ma'lakel noget... Det var ikke videre betryggende, for Korah kunne godt se logikken bag det han spurgte om. Der var en tydelig forskel på dem som blev slæbt ind i en arena, for at kæmpe frivilligt og dem som blev trukket af sted af vagterne som bare grinte af hvor ynkelig man var... Og Korah havde lige fremlagt sig selv som en af de mest ynkelige af dem alle... Han havde fået det til at lyde som om han ikke ville, men intet valg havde, lige efter at han selv havde sagt at han selv havde valgt at være her, hvilket for det første var komplet forvirrende, men for det andet et tydeligt tegn på at man var usikker...
Og selv Korah kunne se at det sidste Ma'lakel havde brug for, var en teenager med identitetskrise og til at kunne plapre de omkringstående døve, omkring hvordan alt kunne gå galt...
Ma'lakel havde brug for en til at kunne se længere end sin egen næse, men kortere end Ma'lakel... Ikke en der blindt adlød ordre, men fulgte ham alligevel uden at stille spørgsmål... Og Korah kunne ikke være ham, for Korah havde allerede en idé, klemt langt ind blandt alle de forvirrede følelser, skræmmende minder og skjulte viden... Under alt, puslede en plan, som passede til hans dæmoniske side.

Korah havde ikke flyttet blikket, eller så meget som blinket, i al den tid... Det var som om hans krop udadtil var komplet forladt... Lyset tændt, men ingen hjemme... Han blinkede, da hans øjne så desperat havde brug for det og tog en så stor mundfuld luft han kunne for sine kvalte lunger... Angsten for forestående svar, var stadig i gang med at udbrede sig i hele hans krop og den havde gladelig bevægede sig rundt, mens han havde tænkt.
I stedet for en let sitren, var det en decideret rysten, der dominerede hans ryg. En frygtelig prikken, som om en edderkop kravlede rundt, havde forplantede sig i hans fingre og arm og gjort ham næsten ude af stand til at føle tæppet som han så voldsomt knugede i hænderne, som var det hans sidste livline.

Det hele havde taget få sekunder, og da Ma'lakel igen kiggede på Korah, frøs han igen på stedet, som om det hele omkring ham stoppede... Eller var det ham?
Da han hørte ordene troede han først ikke på dem... Det kunne umuligt være sandt det han hørte. Kunne Ma'lakel muligvis teste ham, for at se om han ville bide på? Nej... Det kunne ikke være det...
Korah læste hans øjne og kunne se at han mente det. Korahs frygt og angst forsvandt som sneen forsvandt for solen. Et suk, forlod hans læber og han smilte så svagt at det knap nok kunne anes.
”Ja...” Mumlede han og nikkede bare, for at vise at han havde forstået hvad det var Ma'lakel lige havde fortalt ham. Alligevel kunne hans hjerne ikke lade være med at tænke lidt overrasket over ordvalget... ”Lærling”... Hvad ville Ma'lakel dog lære Korah?
Han tænkte desperat over det hele... Laché havde virket mere intelligent når der kom til de mere faktuelle ting omkring Dæmonerne, selvom Ma'lakel også lod til at vide nogle ting. Korah kunne ikke forklare hvorfor, eller hvordan, men der poppede et spørgsmål op i hovedet på ham, som han ikke kunne nå at stoppe, før det havde forladt læberne og havde ladet verden høre.
”Hvad kunne Ajandro?” Spørgsmålet lød så underligt banalt og barnligt i hans øre, som en 4-årig som spørg om hvordan man åbner døre, og han ville ha slået sig selv dum, hvis ikke det var for Ma'lakel sad foran ham. I stedet slog han bare blikket lidt ned og ventede på at blive sendt væk. Men selvom han følte sig dum over at sige det, kunne han alligevel ikke stoppe med at undre sig over hvorfra han vidste at Ajandro kunne noget... Det var bare noget han ville vide...

//Sorry hvis det er lidt forvirrende ^^'//

Det var slet ikke svært at tyde at drengen var nervøs, og bange, ligesom mange andre væsener der sad i selve den onde fyrstes gemak, burde være. Men til trods for alt dette, så knægten dog ikke ud til at bryde psykisk sammen og flygte imod døren.
Igen lykkedes det Korah at overraske Ma'lakel med sin meget fattede, dog lille-drengs-agitge måde at reagere på. Knægten var lige blevet tilbudt muligheder udover alle grænser, og hvad var dennes respons: et knap hørbart 'Ja'. Ma'lakel havde forventet at denne ville være mere opildnet, men knægten havde nu også givet udtryk for at han ikke følte der var andre veje at tage, så denne havde vel allerede taget den største beslutning af alle: at give slip på sit gamle liv, og træde ind i et nyt.
Men til trods for det, kunne Ma'lakel ikke lade være med at føle sig snydt, det kunne være et umådeligt morsomt pift havde drengen gået fra forstanden - med den tanke fulgte en anden der var mere flyvst end den første: hvor langt man mon skulle presse drengen før denne hoppede ud af vinduet, og frivilligt lod kroppen smadres imod Abbadons mursten?
Igen virkede Ma'lakel en smule fraværende, indtil knægten åbnede munden med et spørgsmål der ikke var relateret til det han var blevet tilbudt, men noget ganske andet. Det tog Ma'lakel et lille stykke tid at ligge to og to sammen, og da han fandt ud af hvad knægten måske refererede til, skar han en irritabel grimasse: Historie?! Bvadr!
Ma'lakel rynkede brynende som blev han fornærmet kort, selvom det dog ikke var tilfældet, han havde på sin vis ingen stolthed der kunne såres.
Med et uinteresseret fnys klemte han sine øjne en smule sammen, imens at han så på Korah som om han overvejede at skinne denne levende. Det var trods alt ikke hans hensigt, blot en måde at udtrykke utilfredshed.
,, Hvis du vil have historie timer, kan du skrubbe ned og finde Laché..", kom det i en provokeret tone.
Herefter viftede han Korah væk fra sengen igen: en rimelig tydelig afvisning.
Hvis Korah gjorde som der blev sagt ville Ma'lakel åbne gabet i et sort, søvnigt, gab, så den lange række af gule, syle spidse tænder kunne ses under den bedrageriske facade af indbydende læber.
Hvis Korah ikke flyttede sig, ville han tvært imod se tænderne i en anden og mere fjendtlig form, som Ma'lakel ville knurre advarende af denne, og svagt vise tænder, for at få ham til at gå væk.
Uanset hvordan, ville Korah da forhåbentlig adlyde og fjerne sig fra sengens kant, imens at Ma'lakel sank ned i det store ocean af puder, og trak skintæppet en smule op og halvt vendte den store muskuløse ryg til drengen. Som han gjorde kunne man da se de eksotiske snoninger over den solkyssede hud på venstre side af ryggen, der var lige så iøjefaldende som en skarp rød farve midt i et sort maleri.
Han vendte hovedet kort for at se hen imod Korah, imens han støttede sig på albuen, tydeligt klar til at ligge sig helt ned.
,, Træk gardinerne for inden du går, og bed Laché vække mig ved middags tid.", blev der derefter sagt.
Og Ma'lakel lagde sig ned, og trak tæpperne over hovedet så man kun lige, kunne skimte nogle få totter af det mørkebrune hår.
Der hvor herskeren før havde siddet så mageligt, var der nu bare en mindre bakke af tæpper, og skind, som Ma'lakel havde gemt sig under, med henblik på at sove.

// Det er ikke forvirende, undskylder stavefejl ^^

Korah sad på stilke, var parat til at høre hvad det var der ville blive sagt fra Ma'lakel... Noget som måske ville kaste lys over hvem eller hvad Korahs far var... Selv det mindste spor ville være til en hjælp.
Korah så hvordan Ma'lakels ansigt ændrede sig fra lettere interesserede, til forvirret og helt frem til den irritable grimasse, som fik ham til krybe sammen i sig selv. *Sagde jeg noget forkert?* tænkte han forvirret, mens han lyttede til Ma'lakel.

*Historie time... Vil det sige at Ma'lakel ikke kender noget til Ajandro? Hvis Ma'lakel har været i Di Morga, på samme tid som Ajandro, ville han så ikke vide noget om det?... Medmindre, selvfølgelig, Ajandro var her uden nogen vidste det... skulle jeg ha sagt mig selv* Det hele gik selvfølgelig op for Korah, bare et halv sekund for sent, til at kunne bruge det og stille et nyt spørgsmål.
Hurtigt kravlede han, let som en fjer og stille som en skygge, ud fra sengen og gjorde sig klar til at forlade rummet. Han rystede ligeså stille, da Ma'lakel gabte og viste sine dyre tænder... I sit stille sind, takkede Korah alle guder han kunne komme i tanker om, for at Ma'lakel ikke havde set sig sur på Korah.
Han lavede bare et hurtigt nik, selvom Ma'lakel ikke ville kunne se det, da han spyttede sin sidste kommando ud til Korah om at trække gardinerne for, så det ville henligge fuldstændig i mørke. Hastigt, og skræmmende stille, begyndte Korah at trække gardinerne for, som en hjælpende ånd. Hans skridt kunne kun svagt høres hvis man lyttede ordentligt efter og åndedrættet var næsten ikke eksisterende.
Da Korah havde trukket for og var henne ved døren, kastede han et sidste blik over skulderen. Et hurtigt blik på sengen, for så derefter at kigge på billeder som kun kunne ses som en skygge, da det eneste lys var fra kaminen.
Og så var han ude.

Ude på gangen, gispede Korah efter vejret. Han havde holdt vejret og næsten kun taget så små gisp efter luft, som slet ikke kunne følge med den konstante banken hans hjerte lavede. Øjenlågene faldt sammen og Korah overvejede kort hvad det var han skulle gøre... Han skulle alligevel ned og fortælle Laché at Ma'lakel ville sove til Middag og vækkes der... Så hvorfor ikke også spørge ham om historien og hvem det egentlig var der var den store onde ting, der havde smidt med Ma'lakel som en kludedukke hos et barn... *Ja... Hen til Laché og få lidt mere viden omkring alt det her* tænkte han mens hjertet faldt tilbage i sin normale rytme.
Først da blev han opmærksom på Vetis og Nicor som kiggede lidt på ham, med det samme blik de havde kastet på ham tidligere... Ja faktisk det blik de havde kastet på ham i al den tid han havde været i Abbadon.
”Kan i føre mig til Laché?” Spurgte han så, mens han bad til at hans stemme ikke lød så hæs som han selv syntes den gjorde.

Ganske rigtigt så de to små skællede væsener på Korah, den ene med et blankt og fjernt blik som var den et dyr, så langt væk fra menneskelig tankegang som en hund, men den lilla havde klemt sine røde øjne en smule sammen, og stirrede mistroisk på Korah, som om denne havde gjort noget der var helt forkert. Dog var det eneste som var galt blot at den lille Vetis, den lilla, ikke helt forstod hvorfor Korah ikke manglede lemmer, eller havde sod afmærkninger på sig, da dette var hvad det lille kræ så inderligt havde håbet. Dog måtte den blive skuffet, men da Korah bad om at blive ført ned til Lache, forsvandt det mistroiske og menneskelige der lå over impen. Nicor, den gule, kravlede hen langs gulvet til ham, og imens denne gjorde det, begyndte muskler og struktur at knække, forvride og forandre sig fuldstændig, indtil den lille gule imp lignede en tynd, skællet, pels løs kat. Dens øre var dog stadig for store i forhold til hovedet.
Nicor slog kælent ryggen imod Korahs ben, imens at Vetis hurtigt farede af sted imod trappen.
,, Sppppiiinnddeee...", hvislede Nicor.
,, Laché tager vi dig til, unge mester.. følg med os!".

Herefter ville Vetis og Nicor, følge Korah ned til de laveste niveauer af Abbadon. De kom ned i fange kælderen, ville gå forbi flere hundrede celler, med lukkede træ døre, og selvom man kunne fornemme de mange folk der sad fanget, så kunne man ikke høre en lyd. Alting var muse stille.
Det var først da de nåede en større dør at man begyndte at kunne høre den skingre lyd af en manisk drenge latter, og fra et lille tremme vindue over døren, lyste forskellige farver frem, imens at små eksplosioner kunne høres.
Nicor og Vetis satte sig foran døren, og så op på Korah meget forventende, som sagde de indirekte: åben døren.
Skulle Korah åbne døren, ville den blive åbnet ind til noget der kunne ligne en gal videnskabs mands laboratorium. Der var glasmontre hvor man kunne se skabninger som svævede rundt i en blålig væske, lignende fostre der endnu ikke var fuldt udviklet. Borde hvor forskellige raser var lagt på, med nåle og rør ind igennem huden, og igennem samtlige kropslige åbninger, imens forskellig farvede væsker flød igennem disse små rør. Samt var der utallige maskiner som kørte på højtryk, glas kupler med forskellige bittesmå væsener i, der svømme rundt, og en enkelt glasmontre der var større end alle andre, hvor en kvinde skikkelse befandt sig. Hendes ansigt smukkere end noget man før ville have beskuet, hendes øjne halvblå, og hendes hud hvid som sne. Et brunligt hår omkransede hendes hud, der synes glat og næsten uvirkelig blød at se på. Men som man betragtede hende længe nok, var hendes hud opbygget af små skæl, og det der skulle have været ben var samlet sammen til en sandfarvet fiske hale. Skulle Korah gå hen til hende, ville hun sætte hænderne på montrons indvendige side, og ligge hovedet nysgerrigt på skrå.
Endnu kunne en manisk drenge latter høres, efterfulgt af smertefulde skrig fra nogen som ikke var Laché. Omme bag ved et opsat forhæng, kunne blod ses flyde ned i en rist, imens at Lachés korte skikkelse kunne skimtes bag forhænget, i færd med at lade noget med nogle mærkeligt udseende redskaber, og et par hænder der ikke tilhørte den unge halv-dæmon, rakte op imod loftet som endnu et skrig kom!

Han nikkede bare og fulgte efter dem. Modsat inde hos Ma'lakel, kunne Korah nu meget tydligere høres bevæge sig om, som om han gerne ville fortælle han var på vej. Det var vel også klogest, så der ikke var nogen der blev alt for overrasket... Korah kunne stadig ikke helt slippe frygten over at bevæge sig omkring på det her sted, med intet andet våben, end en mad kniv og sin egen magi... Og hans mere ustabile side...

Da de nåede fangekælderen, stoppede Korah kort op. Alt ved det her sted, fik Korahs alarmklokker til at ringe. Han kunne mærke folkene omme bag dørene, både på vibrationerne og noget mindre håndgribeligt, som en sjette sans. Men... Hvorfor var her så stille?! Han fik den største lyst til at råbe og skråle for bare at... For at der skulle være en lyd.
Ganske langsomt og uden at bryde sig om det, fulgte han så videre efter Vetis og Nicor, men meget stille, som om han var bange for at dem omme bag dørene hørte ham og enten ruskede i dørene eller flygtede fra dørene... Han kunne næsten mærke hvordan de bare ventede... Ventede på... Et eller andet.
Korah kunne ikke lade være med at forbinde stedet som om der var en frygtelig snestorm i gang. Han havde altid bidt mærke i at under snestorme, virkede alting meget mere... Stille, som om man ikke kunne høre andet end den konstante fald af snefnug, som ikke larmede og stoppede alle andre lyde...
Og så blev stilheden brudt.
Den maniske latter nået Korah og hans hånd var så hurtigt nede i lommen til kniven, som et sløret lyn... Lyden ekkoede ud, mens Korah bare stirrede skiftevis på døren og de to små imps... Som om han havde svært at tro på at det var derinde Laché befandt sig. ”Virkelig?” Mumlede han før han skubbede døren op med en vagtsom mine og hånden nede ved kniven.

Han troede knap nok sine øjne mens han tog sine skridt ind i rummet. Det lignede noget fra Frankansteins drømmeliv, eller den ikoniske beskrivelse af ”Den Gale Videnskabsmand”... Han støttede sig til de nærmeste bord og måtte bide sig selv i læben for ikke at kaste sine indvolde op.
Og alligevel, var der noget, langt inde i baghovedet på Korah, som nærmest spandt, ved synet af at se andre lide... Eller i voldsomme smerter...
Så faldt Korahs blik på den store tank og kvinden indeni. Ganske langsomt og usikkert på sine vaklende ben, gik Korah helt tæt på og lagde hånden på tanken og stirrede blot på hende med et fuldkommen tabt blik... Han kunne ikke forstå hvad det var han så.
*En... en... En Havfrue?* tænkte hans tanker ufatteligt langsomt. Det lignede en... Det var så meget sikkert, men hvorfor havde Korah så svært ved at tro på at der fandtes Havfruer, når han selv var en Dæmon?
Det pludselige skrig, rev Korahs blik væk fra Havfruen og hen på det lille forhæng og uvilkårligt gled blikket ned til blodet og Korah kunne mærke maven bobler uvelkommen igen.
”Laché?” spurgte han, bare for at lede tankerne væk fra hvad der ellers var sket herinde.

//Elsker bare Vetis' tanke XD//

Idet Korahs stemme kunne høres, stoppede den maniske drenge latter meget brat op, imens at personen der lå på hvad end Laché holdt ham på, stadig peb, og hulkede. Man kunne ligefrem tyde små tiggende ord om nåde fra hvem end der led denne grusomme skæbne, at være Lachés legetøj.
Vetis og Nicor var fuldt med indenfor, og sad på hver sin side af Korah ovre ved tanken med 'havfruen'. De blinkede begge ligesom Korah, som skikkelsen bag det hvide forhæng brat stoppede, hvorefter de så op på Korah, næsten som om de alle tre tænkte det samme, men det kunne umuligt være tilfældet: de så ligeud igen.
Lyden af gummi handsker der blev fjernet med et mindre smæld, kunne høres og en varm belysning blev pludselig synlig bagved forhænget, sprudlende og nærmest klar i sin rød/orange farve. Man kunne stadig høre nogle jamre og klynke, indtil at den sorte silhouette, man kunne tænke sig frem til måtte være Laché, rodet med ting der gav en let klirren, og noget der kunne ligne skyggen af en nål kunne skimtes, og blev forenet med shilhouetten der udgjorde ofret. Kort tid efter stoppede den milde klynken og jamren.
Noget der blev smidt blandt andre glas genstande kunne høres, og et par fingre gled over det højre hjørne af forhænget, og trak det til side så den slanke, og kønne 'elver' dreng kunne træde ud, dog uden at man kunne nå at få et glimt fra det der var foregået. Dog fortalte Lachés tøj beklædning meget, det var en hvid kittel, med en sort, næsten bedemands lignende beklædning indenunder, og selve kittelen var indsmurt i mørkt blod, der havde en sær lugt af noget syrligt.
De isblå øjne blinkede et par gange da han så på Korah.
,, De er tidligt oppe..", var hans eneste kommentar, inden han gav et meget svagt smil, der til trods for kun at være meget lille, havde noget... mildt over sig.
Uden at spørge til hvorfor han var der, eller i det hele taget tænke tanken, afklædte Laché sig det blod indsmurte forklæde, og kastede det over i et hjørne, så han stod i en sort bedemands-agtig beklædning, som nævnt tidligere. Den bestod af en 'kjole' der sad tæt til overkroppen, fulgte armene lige så tæt, buede let ud som den stoppede ved håndledet, og dækkede derved et godt stykke af hånden ovenfra. Ved hofterne var denne 'kjole' så skåret op i siderne og under denne beklædning havde Laché et par sorte bukser på, matchende til et par fine herre lak sko.
Han rakte en hånd op foran ansigtet, med henblik på at rette en fold i ærmet.
,, De har snakket med Herren, formoder jeg? Hvad har han sagt?".

Korah så bare til med gru på scenen der udspillede sig foran ham. Hans hjerne stod i tomgang, mens han bare så og lyttede til hvad der blev sagt og gjort.
De meget lave tiggende lyde, tiggen efter nåde, hvisken efter at lade personen gå og den svage lyd af hulken og gråd... Korah kunne mærke hvordan hans indvolde kastede sig rundt, i vil ordre for at se hvem der først kom ud af munden og endte på gulvet. Det lod dog ikke til at Korah bare ville kaste op ved synet at blodet og lydene af, hvad han måtte gå ud fra, var tortur. Han havde set, smagt, lugtede og følt blod før: han havde trods alt været oppe og slås på livet før, men aldrig havde han set nogen, udføre... Hvad end det var der skete, som det der skete på den anden side af forhænget. Han havde hørt om tortur, men det var noget med at folk blev hængt op i hænderne, mens de fik strømkabler fastgjort til fødderne, eller få slukket cigaretter slukket på huden... Der var også den ting han havde hørt om, hvor de stak papirtynde, og rageknivsskarpe, blade ind under finger neglene...
Men det her fik ham bare føle sig dårligt tilpas.

Som straks forsvandt, eller blev skubbet væk, af synet af Laché. I stedet begyndte hans hjerne bare straks at gemme de følelser væk, han havde før, under mere tekniske termer om hvad der muligvis kunne være sket. Det var en typisk ting Korah gjorde, når han blev nødt til at tænke lidt klarere, så begyndte han at analysere, uden at bore for dybt, så han kunne se på det mere klinisk...
Han nikkede bare med et lille smil tilbage til Laché. Nu havde Laché jo ikke rigtig skræmt Korah, hvis man så borte fra forhænget, ligeså meget som Ma'lakel, da Korah jo havde hørt alle beretningerne om ham, men ikke havde hørt om Laché... Så derfor skræmte han ham ikke ligeså meget, selvom han vidste han skulle tage sig i agt for ham.
”At han ville vækkes ved middag” fløj det bare ud af ham, inden han nåede at tænke videre over det. Hurtigt klemte Korah bare øjne sammen, da han tænkte at det nok var det mindst vigtige, alt fra hvordan man så på det, men det var nok ligeså vigtigt om Korah skulle væk eller noget i den dur.
Så igen, hvis Korah skulle væk, ville Ma'lakel nok ha brændt ham til en aske plat, som han så ville få fejet op bagefter, eller fået nogen vagter til at føre en forslåede Korah ned til Laché, så han kunne ende som...
”Og at Abbadon ville blive mit nye hjem” Sagde han så da han hastigt kom til at tænke på noget andet, end hvad der var sket bag forhænget. Korah holdte nu øje med Laché for at se hvordan han reagerede på den oplysning.
Og så poppede endnu en oplysning op fra Korahs samtale, mens han stadig havde det hele frisk i hukommelsen. ”Og... At du skulle følge med mig til mit tidligere” Der kom en klump i halsen på Korah, da han kom i tanker om Maylea, men han fik taget sig sammen af ren og skær viljestyrke. ”... Hjem og tage mine ting” sluttede han så hastigt af, inden hans stemme nåede at få nogle tegn på at savne noget... Jo mindre de vidste om May, jo bedre.

En let løften med begge øjenbryn signalerede en let: aha - reaktion fra Laché, som Korah sagde at herren havde bedt ham sige at denne skulle vækkes ved middags tid. Det var der skam intet unormalt i. Herren havde mærkelige sovevaner, nogle dage stod han op før solen selv, andre gange sov han den halve dag væk, det varierede alt efter hvor kedsommelig hans dag havde været. Og man kunne let komme frem til den konstatering at gårs dagens tumult ikke just havde klassificeret sig som 'kedeligt'.
Laché skulle til at se sig omkring efter en notes bog inden Korah igen talte, denne gang fortalte han at herren havde pålagt ham at direkte bo i Abbadon.
Laché lod denne gang til at være en smule overrasket. Han stod en smule paf et stykke tid og stirrede uforvaret på Korah, imens at han prøvede at finde en nytte til drengen, noget denne kunne som herren ville sætte så stor pris på at han faktisk tillod ham at bo her. I Abbadon?! Dog slog det ham først senere at drengen ingen nytte behøvede, hans redning af herren kunne være nok til dette. Men var det noget knægten selv havde krævet, eller var det noget andet der bifaldt ham at skulle opholde sig i mørkets fæstning?
Han vågnede fra sin mindre trance som Korah nævnte at de skulle hente hans ting fra hans hjem. Den hastige afslutning, fik Laché til ganske kort at klemme de isblå øjne en smule sammen inden de igen gik tilbage til deres mandelformede udseende.
Med et uroligt blik betragede han sin ydre jævnaldrende med en form for, tøven, som om han ikke helt troede på det, men så igen havde han ikke lyst til at vække sin herre skulle det være sandt.
De røde øjnbryn rynkede sig svagt.
,, Nuvel..", sagde han lavt.
De blå øjne lagde sig imod gulvet betænksomt, inden de rettede sig imod Korah igen, og Laché gik hen til ham.
,, Så lad os da hente dine ting, og fodre dig bagefter..", lød det kort fra ham.
Som han gik imod Korah forbi passede han ham i en hurtigt gang, og som han gjorde dette, greb han da fat i Korahs hånd for at trække ham efter sig, da Laché meget pludseligt bevægede sig ufattelig hurtigt.
Vetis og Nicor sad på det sted de før havde siddet, og blev efterladt i laboratoriummet. Begge så de på hinanden.
,, Lets get food, Vetiiss".
,, Yess... Nicor".

Laché ville føre Korah op af trapperne igen, indtil de kom til stue etagen. Som de gik ville Laché stadig have fat i Korahs hånd, om denne så holdt igen eller ej, og først som de gik langs en af de upersonlige sten gange, og Laché skubbede en dør op, til noget der kunne minde om en mindre have, inde i selve fæstning, med frodige træer der stod og vinkede fra de mange hjørner, og en mindre græsmark hvor... en hest stod?! En tre meter høj, sort hingst, med enorme sorte læder agtige vinger der lå langs dens sider. Den var igang med at flå kød fra en hare, netop som Laché og Korah ville træde ind, og Lachés kolde fingre langsomt gled fra Korahs.
Den røde sols varme farve, badet væsenet i et glansfuldt skær, selvom dette kæmpemæssige dyr ikke ligefrem lignede et engle produkt.

,, Hils på Argatosh...", Laché trådte ud på græs marken.
Argatoshs ører rejste sig, og hesten så op fra sit bytte. Dens øjne var glødende som en vulkans hjerte, og en lige pupil hvilede i dens midtpunkt: rovdyr øjne.
Hingsten slog med halen så de lang sorte tråde skød fra side til side, og den begav sig imod Laché med faste skidt. Som den gik ville man svagt kunne se at dens hove var todelte som en bøffels. En lang sort, bølget man gled over dens venstre sige, imens at en smule lå over dens pande. Laché rakte hånden frem som han kom tæt nok på den, og dyret lagde mulen i hans håndflade som en hilsen.
,, Er han ikke smuk.. jeg har selv skabt ham..".
Et varmt smil prydet for første gang Lachés læber. Han virkede glad, og strålede nærmest af samme, imens han så på Argatosh, der gav en glædelig knurren fra sig, imens den stødte sit enorme hoved imod Lachés bryst, og den unge halv-dæmon strøg sine hænder kærligt over dens pande.

Korah blev overrasket over den måde Laché nærmest stivnede og stirrede på Korah som om han lige havde fortalt ham at månen var befolket af talene tunger eller at vampyrer yndede at blive solbrune... Korah kunne ærligt talt ikke selv se det underlige i at han skulle bo på Abbadon. Nu havde han jo heller ikke nogen idé om hvor han ellers skulle være, men det var sagen ligegyldigt.
Hans øjne blev dog bare større af forbavselse over at Laché så hurtigt ville af sted. Korah havde nærmest forventede at de først ville gå af sted om aften, men det lod det ikke til... Men han sagde ikke noget til det. For inde under overraskelsen og frygten for hvordan May ville reagere, var han glad... Glad for at det bare kunne overstås så hurtigt som muligt for at han så ikke behøvede at tænke mere over det.
Laché overraskende hurtige gå gang, kom endnu engang bag på Korah. *Jeg skal se at blive hurtigere* tænkte han kort og hurtigt, som den fløj ind under alle de andre tanker der kom i hans hoved.
Han gjorde ingen modstand, men fulgte bare efter Laché, mens de gik igennem en af de mange gange som Korah vidste at han nok ville ende med at fare vild i, mindst en 3 gange og så ville det nok ikke ske igen... For så ville Korah kunne finde rundt, på de steder han havde været, yderst hurtigt.

Da de nåede haven, omkranset af murene og træerne, glippede Korah kort imod solen, mens han prøvede at finde rundt i det hele... De havde været indenfor for lidt siden, men så var de ude igen... Frygtelig forvirrende... Der måtte være flere gård haver, end kun en...
Så faldt Korahs blik på hesten og han stirrede bare længe på den, mens hans hjerne simpelthen bare sprang af. Hesten, hvis man ellers kunne kalde den det, lignede mere den mareridts hest han havde drømt om, end noget andet. Og bare den oplysning var ved at springe Korahs hjerne i smadder.
*Sammentræf!... Tilfælde?!... Som om der overhovedet er noget der kan kaldes det længere...* tænkte han usammenhængende og kiggede på hesten, nærmest for at se om den virkelig lignede den hest han havde set.
Korah, på sine 187 cm, stirrede bare op på den 3 meter høje hest. Den var smuk, hvis han ikke forbandt den så meget med sin drøm.
Korah fulgte ganske stille og forsigtigt efter Laché, men stoppede godt en halv meter fra hesten og kiggede bare længe på den, som om han skulle prøve at overbevise sig om noget.
”Jo... Den er rigtig smuk...” Sagde han og et andet billede poppede op i hans rædselsslagene hjerne: billedet af Ajandro. ”Den minder mig om... Hesten fra billeder med Ajandro” sagde han tænkende og trådte, ubevidst, endnu et skridt nærmere.
Så lagde Korah mærke til Laché stolthed over dette væsen og han smilte bare... Der var nu noget smittende over smilet, men Korah kunne nu ikke helt forstå, hvad mLaché mente med at han havde skabt den...
”Øøhmm.. Hvad mener du med skabt?” spurgte han så lidt forsigtigt for ikke at træde ham over tæerne, da hesten, Argatosh, bare ville kunne træde ham ud som et stykke genstridigt stykke ukrudt... Nok bedst ikke at fornærme den.