Secrets of a Dark Lord ((Privat//Korah))

*Hvorfor gjorde jeg nu også det?!* tænkte han surt og irriteret på sig selv. Han burde vide bedre end det han lige havde gjort... Det var ikke hvad han plejede at gøre. Korah gjorde aldrig noget uden at tænke det igennem, men denne gang var det bare ren indskydelse og reaktion. Hvorfor havde han dog gjort det?!
Og svaret var der.
Korah kunne ikke se svaret, men det var der. Han vidste det var der, men han kunne bare ikke se det... Det var det der pissede ham allermest af. Han vidste at det var det der generede ham allermest; at han ikke selv kunne se hvorfor alt dette skete.
Langsomt, uendeligt langsomt, kom han på benene og vaklede langsomt af sted langs væggen.

Mens han gik, udsendte hans krop stadig svage vibrationer som skulle fortælle ham om der var hemmelige gange, fælder eller vagter for den sags skyld. Og selvfølgelig bare for at kunne finde rundt.
Vibrationer var fantastiske til at kunne finde rundt omkring med. Ikke nok med at han gik ud efter hørelsen og lugtesansen, men ligeså meget hver gang hans vibrationer fortalte ham at der var noget i en retning, kunne han følge efter den.

Ganske forsigtigt kantede han sig rundt om et hjørne og var nær ved at besvime. Han havde rystet ukontrolleret de sidste 20 meter, han havde ikke kunne forklare det. Det var bare som om der var koldt og alt hvad der rørte sig, sendte en kuldegysning af sted ned af ryggen på ham. Og det stoppede ikke engang der. Det fortsatte helt ind til knoglerne, så han slet ikke kunne styre det.
*STOP DET!* prøvede han desperat at sige til sig selv, som om det ville hjælpe. Hans blod fossede rundt i kroppen, han kunne knap nok høre sit eget åndedræt, som også blev trukket i små lavmælte hvæs efter luft i den tunge dunst. Hjertet pumpede blodet som en vanvittig, som om satan var i hælene på ham ridende på kerberous med alle djævlene efter sig... Det var frygteligt. Korah stod endda og frygtede at alle dæmonerne kunne høre hans hjertes hurtige og lyse Bump-Du-Bump fra hans hjerte som panisk pumpede hurtigere og hurtigere.
Det blev kort sortere for hans øjne, men han bed det i sig og kiggede bare med. Korah blev nødt til at holde sig skjult så han ikke ville ende med et ekstra blæsehul i hovedet.
Hans blik landede kort på Ma'lakels baghoved. Han havde stadig ikke en idé om hvem det var, men tydeligvis var det en fuldblodsdæmon... Det var tydeligt for alle de andre i rummet...
Men hvorfor fik Korah så en anden form for lugt fra ham. Den var så... Beroligende.
Den underlige hvæsen og grynten som alle Dæmonerne lavede til hinanden, lød stadig primitiv i hans øre, men den uforklarlige hvisken blev højere i hans øre, men stadig lige uforståelig.
Hvorfor kunne Korah ikke fatte hvad de snakkede om?

//Oki-Dokey^^//

Der gik flere minutter hvor forskellige dæmoner var oppe foran Stemmen og forklare i små detaljer, hvorfor de ikke havde medbragt det denne søgte, og så brændende ønskede. Kvindelige dæmoner i klædt lette, afslørende klæder, deres udseende var underskønne, og nok til at få enhver til at dåne ved det blotte syn af dem. Hver og enkel rådede over et bestemt område i verden, dette selvfølgelig indirekte, de fleste styrede den franske underverden, som var en del af Stemmens domæne.
De små imps på væggene kravlede endnu rundt, skrattede og snakkede på det samme uforståelige sprog som dæmonerne. Nogle få stykker ville uden tvivl ende med at flakse slåssende rundt i luften. Disse små dyr var det som man normalt kaldte for sjæls-tjenere. Hver enkel person der gik op for at forklare sig overfor Stemmen, ejede mindst to af disse små dyr som var bundet sammen med deres sjæl, og skulle deres herre forgå ville de ligeså opløse.
Ma'lakel sad som nævnt på den bagerste række i det store runde møde lokale.. rundt omkring kunne man se flere åbninger der førte ud fra møde lokalet og videre ind i andre rum.

,, Half-breed..", sagde giganten i tronen.
Dennes store stikkende øjne kørte igennem rækkerne af dæmoner. Ma'lakel klemte de gylden grønne øjne sammen, i selvbenægtelse, men at lade Stemmen gentage sig var ingen god ting. Han rejste sig op fra sin plads, så han blev synlig for resten af dæmonerne samt Stemmen. Den store gigant løftede hånden op, og lavede en 'kom herhen'-bevægelse med sin pege finger.
Ma'lakel skar en indre grimasse i ubehag, trådte dernæst ud fra sin sidde plads, og gik ned af trapperne til den lille plads der var levnet for andre dæmoner at stå på.
Han sank hovedet dybt, og knælede for den store, og tydeligvis stærkere dæmon.
Der blev skævet skeptisk til ham, og en samtale imellem de to begyndte. En som Korah ikke ville forstå. Den varede ganske kort, og ende med at den store dæmon lænede sig forover, rakte en hånd ned imod Ma'lakel for at gribe fat i kraven omme i nakken på ham, så han hang som en kattekilling der blev taget fat i nakken af sin moder. Den egentlige handling var ikke så pussenuttet som en killing og dens mor. Ma'lakel gav et mindre klynk fra sig idet han blev løftet op, underdanighed var meget sjældent at finde hos Ma'lakel der så sig selv som værende over alt og alle, men der var grund til hans frygt, for ikke at nævne underkastelse.
Stemmen løftede ham op, og så på ham med mistro. Uanset hvad de havde talt om lod det ikke til at den store dæmon troede på ham.
Der gik noget tid hvor alting var fuldstændig stille, stemningen i rummet blev trykket og anspændt, indtil.. den store dæmon åbnede munden grotesk meget, så man nærmest kunne se kæberne der blev hægtet af led. Et øredøvende højt brøl fik det hele til at runge, og Ma'lakel blev kastet væk og ind i en af stolperne der knækkede midt over så sten stykker faldt fra alle sider. Halv-dæmonen fortsatte videre og hamrede ind imod kanten på en åbning til en anden gang ved siden af den hvor Korah var. Et modbydeligt knæk kunne høres som han ramte, og da han faldt til jorden, lå han fuldstændig stille.
Folk i salen vendte sig ikke for at se hen på halv-blods bæstet, der var ingen grund til at belemre sig med en uren, og mødet fortsatte upåvirket.

Korah stod stadig halvt skjult bag indgangsvejen. Det eneste der stak frem var den ene halvdel af hans hoved. Den typiske metode at gemme sig på indenfor...
Han fulgte hele optrinnet med store øjne og hjernen kørende i højeste gear. Uden han selv vidste det eller ville, begyndte hans dæmoniske side at flamme svagt op. Og derfor begyndte hans hjerne også at analysere det sjove grynt, den ondskabsfulde knurren og de sadistiske ansigtsudtryk.
Så da den store dæmon sagde noget, som lød som en vred hvæsen i Korahs øre, men han regnede hurtigt ud, hvad det betød. 'Halv-blod' eller lignende, eftersom Ma'lakel rejste sig.
*Hvem er han? Hvis jeg bare vidste hvad for et navn jeg skulle sætte på kroppen...* Tænkte han provokerede over at han ikke anede hvem det var han var fulgt efter.
Da Ma'lakel blev smidt imod ham, gik alt bare i slow motion for ham. Hvordan han smadrede gennem stenpælene, hvilken kuldegysning det sendte gennem Korah, da Ma'lakel sagde knæk, hvor han landede som en kludedukke og hvad alle de omkringstående gjorde ved det...
Korah bukkede sig helt sammen og ventede bare på at han skulle bevæge sig, håbede han skulle rejse sig op, grine smørret af slaget og opføre sig lidt højrøvet før han så satte sig ned igen... Det var den skikkelse han havde set ude i skoven, og nu ville han se ham gøre det igen... Være den ligeglade person, som han ikke kendte, som bare kunne gøre hvad han ville og forblive sådan en form for type...
*Rejs dig... Rejs dig nu!* tænkte han og kunne ikke lade være med at håbe på at det faktisk skete.

Desværre fik Korah ikke besvaret sin indre bøn om at den fremmede dæmon skulle rejse sig igen. Han blev liggende, stadig alarmerende stille, uden den regelmæssig vejrtrækning fra brystkassen. Forviklet ind i en midlertidig ubevidsthed der ikke gav hverken drømme billeder eller behagelig hvile fra sig, men blot en dunkende smerte fra den venstre skulder der syntes følelsesløs og gradvist mistede sin varme.
Mødet fortsatte som nævnt uforstyrret, og de forskellige dæmon raser rejste sig på skift og talte med den gigantiske han dæmon der så lettere ligeglad ud med deres forklaringer: hvad end Ma'lakel havde sagt eller gjort, havde det åbenbart fornærmet den store dæmon på en eller anden måde, og derfor var han blevet straffet.
Hernede, i dette selskab, kunne Ma'lakel være nok så mægtig, stærk, og hårdføre, han ville stadig blive behandlet som en skøde hund. Man kunne altid finde nye lejemordere, spioner, og generalt mudderblods raser der ønskede at gøre sig bemærket i de renes verden, ønskede autoritet og magt, for ikke at nævne lærer at syge deres dæmon kræfter ordentligt.

Korah sad stille i få sekunder. Det føltes som de længste sekunder han nogensinde havde oplevet i hele hans liv og han havde endda set sit hus stå i flammer. Tiden sneglede sig af sted, mens han lyttede til den usammenhængende hvæsen af hinanden og håbede blot på at se den fremmede Dæmon rejse sig, børste støv af sig og kigge på Korah med en form for misbilligelse, som en far der kigger på sin søn der har gjort noget dårligt.
Langsomt kravlede han hen imod Den fremmede person, helt langs gulvet for ikke at vække opmærksomhed. Folk i snigskytte korpset kaldte det 'slange kryb' fordi man bevægede kroppen i zig zag mønstre, men ikke selve vejen, derfor kom man hurtigt frem, uden at løfte kroppen for meget.
Han nåede hen til Ma'lakel og kiggede desperat rundt for at tjekke om nogen havde kigget i hans retning. Lod ikke til det. Ganske langsomt begyndte hans fingre at tjekke efter om han faktisk var død. Ledte efter varme, hvilket der var. Lod fingrene glide hen over armene og ned til håndledende, der var også en let puls der... Og til sidst; hænderne fløj op til hjertet og halsen.
Hjertet bankede skræmmende langsomt efter Korahs mening, men det bankede og der var også en svag puls oppe ved halsen.
Først nu lagde Korah mærke til ansigtet. Hvordan det var byggede op... Præcis hvordan han havde troet... Eller fået malet inde i hovedet.
Men han havde aldrig gættet på at det var... Sådan her! Det var jo... Ikke til at tro på. Han sad nu... Lige i dette øjeblik sad han og håbede at... At hans svoren fjende, Herskeren overlevede... Hvordan kunne han ikke ha set det?! Han burde vide bedre. Det her gav ingen mening... Selv nu hvor han vidste hvem hans mystiske ven var, ønskede han stadig at han rejste sig op og spillede højrøvet... Hvad fanden foregik der dog her?!

Heldigvis lod det ikke til at nogen gav Korah uønsket opmærksomhed. Mest på grund af det faktum at alle i rummet blev overvældet af Stemmens duft og blotte tilstedeværelse, en aura af autoritet som kun en fuldblods rase kan udskille i atmosfæren!
Ma'lakel lå stadig muse stille da Korah kom hen til ham, bevægede sig ikke, men man kunne dog fornemme en meget svag vejrtrækning der skød ud fra hans næsebor. Som Korah ville få chancen til faktisk at se sin fremmede vens ansigt, ville han opdage at dette ikke ligefrem var overlegen skønhed der dominerede, men mere en harmoniske middelmådighed frem for overvældende overdådighed. Han havde markante kindben, en stærk kæbe, lettere høj pande, halv spids lang næse, og smalle lysebrune læber. Men selvom han ingen skønhed var, så var han heller ikke direkte grim, han var på sin egen måde flot til trods for at der ikke var noget unaturligt tiltrækkende ved hans ydre. En soldat, en hitman, en hårdføre assassin, han levede op til samtlige sammenligninger.
En meget iøjefaldende tatovering kunne ligeså ses på venstre side af halsen, den slangede sig i et fremmed artet mønster der kunne minde om japansk men sikkert ikke var det. Den stoppede lige under kæben men fortsatte væk, ned under Ma'lakels klæder.
Som Korah havde taget pulsen på halsen, kom der en mørk knurren fra Ma'lakels strube der fik stemmebåndet og halse røret til at sitre. Han kom så småt til bevidsthed, og i sit indre mørke kunne han mærke hænder der berørte den lysebrune solkyssede hud.
Med ét åbnede han de grønne øjne. En stikkende, og overnaturlig gylden farve dominerede det rasende blik, som Korah først blev sendt, i Ma'lakels overbevisning om at den der rørte ham ville ham ondt. De ellers ovale og menneskelige pupiller havde trykket sig sammen til en katteagtig sort steg, og det grønne i Ma'lakels øjne lå tyndt langs pupillens kant.
Et uhyrs øjne kunne man fristes til at kalde dem, eller blot en rimelig vred Ma'lakels?
Det pludselige og hidsige blik blev erstattet af forundring i det øjeblik han opdagede hvem, eller rettere hvad det var der lå henne ved ham, og havde berørt ham. Han kunne ikke opsnappe duften, men han regnede hurtigt ud at denne brunhårede unge dreng, ikke ligefrem var en af Stemmens senatorer. Det gule blev så småt trukket sammen med det grønne igen, og pupillen udvidet sig imens han lod et opgivede suk glide ud fra lungerne.
... Pis.. PIS PIS PIS!!..

Han skulle have myrdet møg ungen da han havde chancen, selvfølgelig havde den imbacile lille mide fulgt efter ham! Selvfølgelig, man kunne ikke forvente andet, hvorfor havde han forventet andet? Denne var jo bare en nysgerrig lille hvalp?! Naiv, og direkte dum! Noget helt andet var at hvis de - hans øjne gled diskret hen på mængden af dæmoner der sad blot ti meter væk -fandt ud af at han havde taget endnu en mudder blods rase med sig, kunne Ma'lakel meget vel vinke farvel til i hvert fald halvdelen af sine kropslemmer.
De nu lysende grøn-gyldne dæmon øjne lagde sig over Korah, blev svagt klemt sammen som ville Ma'lakel kort se igennem den kønne dreng. Han rakte sin raske hånd op til denne, og greb fat i hvad end denne havde af klæder for at rive den unge dreng så tæt ned til sig så muligt, lige indtil deres læber blot ville være få centimeter fra hinanden.
,, Vi skal ud herfra, fatter du det?", hviskede han.
,, Hjælp mig hen til gangen du kom fra.. hvis der er brok laver jeg dig om til kuld, forstået?!".

Korah sad og kiggede på ansigtet. Han havde aldrig før set Herskeren af Di Morga... Så det var lidt af en mavepuster, at opdage, at den man havde tilbragt det meste af aftnen sammen med, viste sig at være den fjende man havde sværget på at slå ihjel...
Han burde slå ham ihjel... Chancen ville måske aldrig komme igen... Hvornår ville han ellers nogensinde kunne finde Malakel i så svag en tilstand som nu?
Korahs hænder gled op til halsen på Malakel og han tog et dybt skælvende åndedrag og så sig selv gøre det; han klemte sammen og pressede alt luften ud af ham. Derefter sneg han sig ud fra det her gudsforladte sted, kom tilbage til Maylea og fortalte hende alt... Derefter førte de, sammen med oprørene, en hår imod hans fæstning og slagtede dem der holdt med ham og fik sat Di Morga på plads...

Tåre sprang frem fra hans øjne og gled ned over kinderne. Hvis det hele ville ende sådan... Hvorfor kunne han så ikke gøre det?! Hænderne faldt slapt væk fra halsen, uden at ha prøvet at mase noget som helst.
Hvis det hele ville ende godt, hvorfor kunne han så ikke hugge den her onde Dæmon ned, nu hvor han havde chancen?!
Korah sad helt stille og lod sine tåre glide ned over kinderne inden han så hurtigt tørrede dem væk med håndryggen. Det nyttede ikke at græde... Nu hvor han var, kunne han ligeså vel holde ud lidt endnu... Han ville faktisk heller ikke kunne komme ud, da han ikke kunne forstå deres underlige sprog.
Hans muskler låste sig fast, da han så det. Allerførst troede han ikke sine øjne, han må ha set forkert, men nej! Der var det igen... Øjnene bevægede sig.
Korahs egen græsgrønne øjne kom nærmere på Malakels og kiggede nærmere på ham. Ville han vågne? Hvis det var sagen... Hvorn-
Øjne blev slået op og det var ikke ligefrem venlige øjne der kiggede tilbage på ham. Korahs hoved røg op med et forskræmt sæt, men ikke så højt så han kunne ses hen over stolene.
Han var ærligt talt skræmt halvt ihjel over at øjne var slået så hurtigt op og med sådan en intens vrede. Hvis det var blevet beskrevet til ham af nogen, ville Korah enten ha lavet et skuldertræk og sagt at person havde set syner; eller ha troet personen måtte ha forvekslet øjnenes ejer med en bjørn eller lignende, men nu... Hvor han selv sad overfor en med sådan en vrede i øjne... Så var Korah skræmt og det kunne ikke forklares med noget andet end frygt.
Hånden fik fat i t-shirten og trak ham hårdt ned til ham. Korah sagde intet til det... Han var mest af alt bange for at blive opdaget eller noget andet, men han kunne ikke undertrykke en så svag lyd at kun Malakel kunne høre det.
Piv
Et sølle piv man ikke skulle forvente at høre fra et menneske.

Da Malakel havde fortalt ham hvad han skulle, nikkede han bare hurtigt og kiggede så rundt. Korah vidste faktisk ikke at hans hjerne havde analyserede rummet uden han selv havde lagt mærke til det... Samtidig havde hans krop stadig udsendt den svage bølge af vibrationer i luften, så han vidste præcist hvordan folkene stod, sad og vendte... Korahs hjerne havde så lagt alle de facts ind i en simulator, så han kunne finde den bedste måde at komme ud, slæbende på en anden uden at blive opdaget.
Et kort sekund gled et fraværende udtryk over Korahs øjne mens han så for sig hvordan han kunne gøre. Et hurtigt nik og Korah kiggede så Malakel i øjne.
”Kan du bevæge dig? Altså sådan hen af jorden”
De blev nødt til at bevæge sig sådan som Korah selv havde gjort; hen ad gulvet... Men det var måske ikke muligt for Malakel i hans nuværende tilstand... Ellers blev Korah nød til at bruge sine vibrationer... Men hvis han skulle få nogen til at bevæge sig på den måde, ville det resultere i massive bølger, som de andre ville kunne føle... Hvilket ikke ville være godt.

Ma'lakels fingre glider væk fra drengens T-shirt som de sorte pupiller trækker sig en smule sammen, da en bølge af smerte flyver igennem den ellers stærke krop. Et tilbageholdt smerte støn kan høres, imens at Ma'lakel bider hårdt sammen for at holde det ud, og den lange række af haj-agtige skarpe tænder, hvis farve er næsten gullig. Han ruller kort med øjnende, ikke på grund af drengen der ser ud til at fatte alvoren, men som et udtryk for at han er i virkelig slemme smerter. Måske var kastet meget mere fatalt end man skulle tro?
Som knægten spørg om Ma'lakel kan sno sig hen langs gulvet, glider de gylden-grønne bæst øjne hen på ham igen. Små strenge af rødt kan ses strække sig fra øjenkrogenes kanter: det ser ud som om at Ma'lakel et kort øjeblik er væk, som skal han kontrollere sig selv for ikke at gå ind i et alt dræbende mentalt stadie, der ville betyde døden for dem begge. Ma'lakel var, uanset hans egen overbevisning, ikke stærk nok til at tage omkring tredve fuldblods dæmoner, og Stemmens ypperste præst på én gang.
Som svar satte han sig op, selvom hans pinefulde grimasse var nok til at vise at smerten fra handlingen var overvældende. Ma'lakel blev skam også nød til at knibe de grønne øjne i igen inden han satte sig på hug, og tog sig til den venstre side, med den anden hånd på muren imens hans krop tydeligt rystede. Han sad der i nogle sekunder for at affinde sig med de mange bølger af lidelse der tvang sig igennem kroppen på ham.
Derefter satte han hånden på gulvet, og begyndte at kravle fremad, så han stadig ikke kunne ses af de andre dæmoner. Det var ikke ligefrem at sno sig som en slange, men det kunne da gå.
Uden at beklage sig særlig meget ville de da nå til gangen de var kommet fra, og efter at være kravlet et stykke ind i den, valgte Ma'lakel at forsøge på at rejse sig. Et tilbageholdt smerte støn kom endnu engang som han rettede sig helt op, og satte en hånd på muren, og rejste sig mirakuløst, selvom han efter at være gået to tre skridt, rakte en hånd imod drengen som tegn til at han behøvede støtte for at gå ordentligt.
Skulle Korah gå hen for at lade Ma'lakel svinge en arm om skuldrende på ham og stødte sig til ham, ville Ma'lakel meget målrettet føre dem igennem nogle gange, for til sidst at stoppe ved endnu en blindgyde, han rakte hånden ud imod den, og lod en blå flamme komme til syne.
,, Oh, what ecstasy setting fires brings to my body! What power I feel at the thought of fire! What pleasure, what heavenly pleasure!", udtalte han på det sprog Korah ikke ville forstå, og murstenene syntes at brænde som satte man ild til et stykke papir.
De krøllede sig sammen, og på den anden side, kunne man se... Oblivion! Den øde slette der var vejen op til Abbadon man kunne skimte i det fjerne.
Ma'lakel gjorde han til at gå, og hvis ikke Korah fulgte med ville han sikkert blive efterladt.

//har ikke rettet for stavefejl. Sowwie ^^

Korahs øjne fulgte konstant Malakel. Han var bange. Det kunne ikke skjules på nogen måde at han var bange... Han rystede let i sine bevægelser, der dukkede små svedperler op på hans pande og de grønne øjne sprang fra sted til sted, hele tiden for at tjekke om nogen havde set ham. Ret så tydeligt at han var skræmt halvt ihjel.
Men alligevel, blev han overrasket over Malakels utrolige viljestyrke... At kunne gå krumbøjet og med utroligt langsomme bevægelser, ville sende de mest frygtelige bølger af smerte imod en selv... Korah ville aldrig kunne gøre noget lignende, medmindre han selvfølgelig havde et mål for øjne: som at redde Maylea eller redde sin søster... Korah kunne ikke gøre som de store filmhelte og bare redde hvem som helst...
Han snoede sig ved siden af Malakel med et sæt rystende bevægelser, mens han konstant stoppede op ved den mindste forskel i vibrationerne. Forskellene i vibrationer fortalte ham hvordan det var alle stod... Som hvis Korah stod i en vandpyt og alle andre stod omkring ham, kunne han mærke hvordan de stod, når deres krop stoppe bølgen og sendte den tilbage...
*Jeg dør jo snart... Hvorfor fulgte jeg overhovedet efter ham i første omgang?* spurgte han vredt sig selv, men der var jo ingen der svarede ham på det.

Da de nåede gangene rejste Korah sig hurtigt op og kiggede forskræmt rundt omkring sig. Han var konstant på frygtens side.. Frygtede hvordan der hvert sekund kunne komme en uregelmæssighed i mønsteret og skabe den frygtelige situation at Korah blev nødt til at slås. Det var ikke fordi Korah ikke kunne slås... Han brød sig bare ikke decideret om det... Hadede at føle blodet sprøjte over sig, frygtede Smerten når han selv blev slået og var skrækslagen, når han så hvordan hans modstander altid faldt om på jorden med det hvide vendt ud af øjne.
Overrasket vendte han sine skræmte øjne imod Malakel, da han rejste sig op på egen styrke. Det var noget kunne kravle hen over gulvet, uden at grynte at smerte, men at rejse sig op uden at komme med en lyd, var direkte en ting man kun hørte store helte gøre i historier nu til dags...
Men alt varede ikke for evigt og Korah dukkede ind under Malakels udstrakte arm og tilbød hurtigt sin støtte så de kunne komme videre.
Korah fulgte hurtigt efter Malakel, selvom han kunne sværge på at han var kommet ind fra en anden retning, men Malakel måtte selvfølgelig vide hvad han lavede, det var jo nok ikke hans første forsøg her.
Da de nåede væggen, var Korah tæt på et nervøst nervesammenbrud og han havde den mest utrolige lyst til at bande og svovle, før han så smadrede væggen med en vred håndbevægelse, men det blev ikke nødvendigt.
For inden Korah mistede selvkontrollen, begyndte Malakel endnu engang at sige ord på det fremmede, og dog genkendelige sprog, som Korah hørte hvisle dybt inde i sig selv.
Væggen krøllede sammen, som papir og Korah stirrede bare forfærdet på det, mens han endnu engang sendte en tanke til hvorfor han dog var her og ikke hjemme i skoven.
Men han trådte ind sammen med Malakel, så han kunne blive ved med at støtte sig til ham.

//Jeg tror mere det er mig der skal undskylde... Sorry ._.”//

// Dont worry ^^..

Oblivion var gold. Sletten strakte sig et godt stykke, og over dens hårde skorpe lå en tyk tåge, der lod de mange muterede skabninger kamuflere sig under det tætte dække af hvidt dis.
Krage skrig, der lød som en blanding af en fugls normale gallen og en hæs undertone af noget mørkt, som var kragens hyl to stemmet og ikke blot en bestemt ytring. Måske var den besat? Og måske var det derfor at den sorte ravn, der havde retning imod Ma'lakel og Korah, så ud som den gjorde? Dens sorte fjerpragt var tyk, og dens bygning var mere forvreden end en normal krages. Den var større, havde en lang række pigge der stak ud fra dens rygrad, og en gullig væske der gled som ensomme tårer ned over dens fjerede kind.
Idet dens kalden kunne høres, vendte Ma'lakel sit blik imod den sorte himmel, og så imod kragen der havde retning imod dem. Porten bag dem forsvandt lige netop som den var blevet skabt, og efterlod ikke et eneste spor af sin eksistens efter sig. En smerte jog igennem den store dæmon krop, som Ma'lakel i sin stædighed rettede sig op, og rakte sin hånd i vejret for at velkomme fjer kræet. Den landede, og dens lange klør som var smurt ind i mørkt blod, der dryppede fra den nederste del af kroppen, snoede sig over Ma'lakels underarm imens den vendte sine ugudelige røde øjne imod ham, med et dyrs uintelligente blik, dog mærkeligt søgende.
,, Open the gate..", sagde Ma'lakel.
Hans stemme var en blanding af gisp og hakken.
Fuglen satte af igen, og havde nu retning imod den sorte fæstning.
Ma'lakel så hen imod knægten igen, greb fat i denne og trak ham hen til sig, så den unge halv-dæmon endnu engang kunne argere støttepæl for herren.
,, Til fæstningen", hviskede han, imellem host og gippen efter vejret.
Skulle Korah da vælge at eskortere Ma'lakel til Abbadon, ville de nå den store borg, efter en tyve minutters gå tur ind imellem tågen, hvor man kunne høre lyde fra gale ulves knurren. Lyde fra noget der fuglte efter dem, og stoppede når de holdte pause, kunne høres fra imellem tågen. Krager, der lignede den samme som havde sat sig på Ma'lakels underarm før, kredsede over dem, som var de indirekte små bodyguards, der holdt øje med herrens følge.
Idet de nåede til den enorme port, hvor vindebroen allerede var blevet sunket, kunne de let træde ind i den lille foregår der var meget simpelt opbygget. Et lille træ stod i midten, nøgen og hvidt. Nogle gode meter bag ved træet var en stor port, med et enormt sort øje, brændt ind i midten. På de to andre sider af træet var der to døre, den ene gik op som de trådte ind i gården. En kvinde, let beklædt i et gennemsigtigt hvidt stof der var snoet om hendes krop som en toka, kom løbende imod dem. Hendes øjne var stikken gule, med en lige pupil som en reptil. Hendes blod røde hår hvirvlede om hendes gude smukke ansigt, imens hun løb imod den, med oprigtig bekymring.
,, My lord?! .. My Lord, what happened?", spurgte hun, tydeligt bevæget over at se hendes herre i så svag en tilstand.
Han stoppede da hun stod foran den. Hendes fingre var dækket i alskens smykker, om hendes hals hang en gylden halskæde der kunne minde om noget en egyptisk prinsesse ville bære, og omkring hendes nøgne ankler var der også pyntet med gyldne bånd med smykke vedhæng. Hun så imod drengen da hendes herre ikke svarede, der var ikke meget følelse udover fortvivelse at spore i hendes blik, hun gik over på den anden side af hendes herre, og støttede ham der.
,, Kom, vi skal have ham ind af den der dør", sagde hun, og nikkede imod den åbne dør hun var kommet ud fra.
Hvis de da fortsatte derfra ville Korah blive ført ind i selve Abbadon. De gik igennem nogle mørke gange, lavet af mursten, og omgivet af brændende ildkugler der argerede fakler. De kom da til et rum, hvor kvinden sparkede døren ind til, og en duft af en kvindens gemakker kunne duftes.
,, Hen på sengen.." sagde hun.
Hun gik instinktivt imod den store himmelseng, beklædt i flotte silke lagener af forskellige farver, og ville da ligge sin herre der med hjælp fra Korah.

Små svedperler løb over Ma'lakels pande i det han blev lagt ned. Kvinden så på ham, tydeligt bekymret, derefter vendte hun det gule blik på drengen.
,, Gå udenfor! Der kommer nogen og fortæller dig hvor du kan vente. Du kan ikke gøre mere gavn her.", sagde hun, fattet.

// sorry, den blev lidt lang ^^''..

//Det okay^^//

Korah fulgte bare med ham. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere da han trådte ind på Oblivion. Selvom han var fuldstændig imod hvad det var Ma'lakel stod for og selvom han var med i oprørsgruppen, var dette hans første blik på Oblivion.
Den golde ødemark, som blev tiltalt med største frygt af hans undersåtter, ærefrygt af hans fæller og med vrede af hans modstandere... Korah vidste endnu ikke hvilken kategori han hørte under. Han havde snakket med Samuel, havde aftalt med Maylea at slå Ma'lakel ihjel og nu var det at han var sammen med Ma'lakel, uden at han havde punkteret hans lunge, parteret hans hjertet og huggede hans hovedet af for så gøre hans hjerne til grød.
Så hvem var det egentlig Korah holdt sammen med?
Han lavede en let hovedrysten da han hørte skriget fra det underlig dyr oppe på himlen. Det lignede nærmest en ravn... Eller gammel dinosaur eller... Eller Noget... Korah var tæt på at springe væk fra Ma'lakel, bare for at undgå den skræmmende ting der kom flyvende imod dem. Han kunne høre sit hjerte i ørene og mærke hvordan blodet pumpede igennem hans krop med en hæsblæsende fart.
Hans højre hånd fumlede ved hans hofte, mens han desperat prøvede at finde sit sværd, som selvfølgelig ikke var der, da han havde smidt det i skoven. *Fuck!* sagde en vred stemme i ørerene.
Og så stoppede den... Korah stod bare stille, mens Ma'lakel raspede efter vejret og kom med flere ord til Kragen, hvorefter den fløj af sted og Ma'lakel hev efter vejret, mens han forklarede hvilken retning.
Korah begyndte bare at stampe mod fæstningen sammen med den halvdøde Ma'lakel over skulderen. Da de nåede derop, kunne Korah ikke lade være med at stoppe op i ave over hvor frygtindgydende fæstningen så ud. Igen, havde Korah aldrig set fæstningen og han stod overrasket og kiggede bare i noget der virkede som verdens længste time, men kun var en 30 sekunder.
*Og ud af forbløffelse vi ryger, når blodet drypper ned ad os...* lød det drævende fra endnu en stemme inde i hovedet på Korah og han trak Ma'lakel over broen med en smule prusten...
Inde i forgården, stoppede han endnu engang kort op, kiggede på træet med en let undren i udtrykket og begyndte så at gå videre imod den store dør. Der kom en umærkelig kuldegysning over ham med en underlig vriden og rysten, da han kiggede ind i det brændte øje... Og det var som om det forfulgte ham... Skræmmende...
Og igen blev han stoppede, denne gang af en anden ting end ham selv... Kvinden fangede hurtigt hans øjne og han stirrede bare på hende, med så overraskede et udtryk i øjne at han næsten glemte alt om Ma'lakel, indtil kvinden huskede ham på det.
Korah forholdt sig bare tavs og gik med den vej hun førte... Korah ville jo nok ende med at fare vild på den her gigantiske fæstning... Men imens var hans tanker andetsteds... Steder han ikke engang selv ville kunne forklare, hvis nogen spurgte ind til det...
Han forholdt sig ligeså tavs da hun sendte ham ud for døren... Han anede virkelig ikke hvad det var han skulle sige... Skulle han være Næsvis, eller faktisk opføre sig ordentligt, eller var der en 3 mulighed? Korah fandt ikke ud af det, da han bare stille gik ud af døren.
Da han nåede døren kiggede han en enkelt gang over skulderen og nikkede så langsomt igen... Han anede ikke hvem han holdte med endnu... Han havde reddet Ma'lakel... Hvis det slap ud, ville han nok være tvunget til at være med ham, da alle vil tro han er det... Lydløst lukkede han døren efter sig og stillede sig bare udenfor, mens han prøvede at føle hvad der var rundt om ham, men hans følelser kørte rundt i skallen på ham og der var bare intet der passede sammen mere... Som om han prøvede at få presset en firkant, ned i et trekants formede hul...

Som døren indtil rummet blev lukket, ville Korah utvivlsomt befinde sig ude på sten gangen. Det hele lignede noget fra en middelalderlig tid, hvor en ridder heltemodigt ville redde en skøn jomfru fra denne guds forladte fæstning.
Desværre var det ikke sådan en hvid ridder der kom for at samle Korah op, og føre ham væk fra den onde fyrstes nuværende position.
Inde fra rummet, kunne man høre en kvinde stemme der messede ord, på det uhellige sprog, igen og igen. Og ligesom hun skulle til at slå over i noget der kunne minde om en mere aggressiv messen, gav Ma'lakels mørke stemme rungende genlyd igennem gangende:
,, Kilia!!".
Smerten, og den svage raspen fra lungerne kunne spores i den høje kalden. Og som Ma'lakel udstødte råbet, tog Abbadon den til sig, og lod stemmens klang genlyde i hver afkrog af hele den sorte fæstning, som ønskede Abbadons stab ikke blot deres herre i live, men selve bygningen ønskede det samme.
En følelse lå over hver en sort sten. Det var som om at fæstningen havde sin egen person, sit eget liv.
Kaldet syntes desperat, en mands sidste ytring før livet sivede fra legemet. Ma'lakel var døende, og som svar på den desperate kalden, begyndte man meget svagt at kunne høre samme messen som kvinden inde i rummet havde startet. Den summede igennem hver en krog af fæstningens sorte vægge. Den var fler stemmet, som havde hvert et væsen sat sig for at bede for deres herre. Knælet for hvad end de stod foran, og begyndt at tigge hvad end de tilbad om at skåne deres halvblods herre.
Inde i rummet, lå Ma'lakel på sengen, han greb om lagenet der prydet himmelsengens overflade, skød brystet op imod loftet som gik der stød i ham. Det var som om at det var smerten han var ved at dø af, og ikke sine kvæstelser. Læberne havde separeret sig og viste den store række af gullige tænder, imens at blod stille begyndte at fylde ganen. Øjnene stirrede skrækslagent på himmelsengens loft, imens at hans krop gik i kramper forskellige steder, med få sekunders mellemrum.

Ude i gangen kunne noget oppe på loftet ses kravle, som edderkopper der let vandrede hen over deres spindelsvæv, kom to små flagermuse lignende væsener farende. De kravlede ned af væggene så de til sidst var på hver sin side af døren, hver sin side af Korah. Små væsener, der ikke var større end en normal kat, med store øre der var alt for overpropensionerede i forhold til deres små hoveder, hvor øjnene dominerende dernæst. De havde et mini menneskes krops form, kun tre fingre der endte ud i skarpe klør, og en hale. De var begge skællede, og havde et glat udseende som en slange. Den ene var giftig mørkelilla, med røde øjne, og den anden var gul med gyldne øjne.
De små bæster så hen på Korah, og kravlede dernæst væk fra døren.
,, Den burde gå helt væk fra døren..", sagde den ene med en stemme der lød som en person på helium.
,, Jaae, det burde den skam..", sagde den anden med samme stemme.
Derefter så de begge meget afventende på Korah, da de begge mente det var tydeligt hvad han skulle gøre.
Den gule lagde ørene ned, og så på den anden med en sær form for bekymring:
,, Will Master die Vetis?".
Den lilla hissede af den anden.
,, Don't say such nonsense, she will help him.. she will bring back master."

// Kilia poster lige hurtigt ^^!

//Helt fint :D//

Hun fornemmede det. fornemmede det kun få sekunder inden et kald rungede igennem Abbadons mure! Hun rejste sig fra sin stol så hurtigt at den væltede ned og lavede en høj skramlende lyd da den ramte det hårde stengulv. ”Ma’lakel!” snappede hun og vente sig mod døren. Hun løb ud på den mørke gang, i bare fødder og kun lige med den dybblå silke morgenkåbe slynget om sig. Hun sprang ned af trapperne og fortsatte med at løbe ned af de mørke gange. Hele Abbadon genlød af messen og det skræmte hende endnu mere! Han led! Han var døende!! Hun rundede et hjørne og væltede over en af de mange tjeneste dæmoner, som så forskrækket op på hende, men hun havde ikke tid! Hun rejste sig bare igen og fortsatte med at løbe! Gennem gangene, ned af trapper, rundt om hjørner og forbi flere messende tjeneste folk.
Hun rundede endnu et hjørne og stoppede så brat op. Et par meter foran hende stod der et væsen som hun ikke genkendte eller vidste hvem var, men lige nu var hun også lige glad. Hun satte i gang igen og gik med hurtige skridt mod den lukkede dør, hun bekymrede sig ikke om at bede nogen om at flytte sig, da hun kom hen til døren skubbede hun bare denne fremmede til side (hvis ikke denne valgte at flytte sig selv) og stormede ind gennem døren og skubbede den i efter sig. I det hun stod inde i rummet blev hun grebet af chok. Hun gispede efter vejret og holdt en hånd op foran munden, men rev sig så ud af sin chokerede tilstand og tog tre hurtige skridt hen til sengen hvor han lå. Hun rakte ud og rørte let hans ene hånd som så febrilsk holdte fast i lagnet på sengen ”Ma’lakel.. it’s gonna be alright, but I need you to try and relax a little.. else I can’t…” hun stoppede med at snakke og tog en dyb indånding.. hans krop var gået i chok.. han ville ikke være i stand til at slappe af i denne tilstand. Hun tog en hurtig beslutning og sprang så op i sengen til ham, og placerede sig sådan at hun sad over ham med et knæ på hver sin side af ham, hvorefter hun rakte ud og greb om hans ansigt med begge hænder.. dette kunne ikke klares ude fra.. Hun kiggede ned på ham endnu engang med uro i det ellers så rolige havblå blik hviskende ”Trust me..”, hvorefter hun lænede sig ned og pressede sine læber mod hans. For udenforstående ville dette ligne et almindeligt desperat kys, men realiteten var en anden. I samme sekund som hendes læber mødte hans påkaldte hun sig endnu engang sit elements mægtige kræfter og fra hendes fingrespidser ville små fine stråler af blødt men kropsvarmt vand sive ud og ind gennem hans hud, samtidig med at hun ville tvinge ham til at sluge en stor mundfuld vand via det ’kys’ som hun havde påtvunget ham. Hun vidste godt at dette ikke var hensigtsmæssigt taget i betragtning at Ma’lakel var bange for vand og frygtede druknedøden, men hun kunne ikke hjælpe ham på nogen anden måde! Det vand som hun eventuelt ville få tvunget i ham, ville derefter rejse ned gennem hans krop og for det første rense ud i alle hans indre blødninger hvorefter de ville heale dem op og lukke af. Hans brækkede ribben og andre knogler ville vokse sammen og hans smerter ville gå væk.. det eneste problem med denne teknik var… at dette skulle ud af værtens krop, på en måde. Og på samme måde som denne healende væske havde trængt ind, samme måde skulle det ud. Efter at have healet ham inde fra, vendte vandet tilbage op gennem hans hals og ind gennem hendes mund, dog var denne væske ikke klar og ren som den havde været da hun havde sendt det ind i ham, denne væske var nu dybrød og fyldt med alt det den havde fjernet. Efter at have afsluttet sin healing som blot havde varet nogle sekunder, trak Kilia sig langsomt og besværet tilbage fra ham. Hun gav slip fra hans hoved og kravlede ned fra sengen, men faldt så på knæ på gulvet hvor hun ville side i et kort stykke tid mens hun prøvede at behandle alt der dårligdom hun havde været nød til at tage til sig. Små sved perler formedes på hendes pande eftersom hans smerte var begyndt at bide på hende i stedet. Hun kiggede febrilsk rundt efter en skål eller en vase. Hun fandt én og greb efter den hvorefter hun spyttede denne tykke røde væske ud og lod den tømme ned i en høj vase som havde stået ikke så langt der fra. Hun gispede højt efter vejret, høstede og spyttede til det sidste af denne giftige væske havde forladt hendes krop og vasen var fuld. Da hun var kommet lidt mere til sig selv vendte hun sig atter mod sengen for at se til Ma’lakel.. var han okay? Hun gik over og satte sig forsigtigt på siden af sengen.. havde hun været hurtig nok?

Korah stod helt stille og betragtede bare gangen foran døren. Det lod ikke ligefrem til at denne borg vidste at det ikke længere var middelalderen. Og alligevel var det smukt... Og skræmmende, meget skræmmende. Lige meget hvordan Korah end vendte, drejede, bukkede sig sammen eller krummede sig til en lille kugle, kunne han hele tiden mærke nogen holde øjne med ham, men Korah kunne ikke selv mærke dem med sit ekkolod...
Da messen begyndte, lagde Korah bare hovedet på skrå, nærmest for at tune sig ind på lyden, men selvom Korah havde en overnaturlig hørelse kunne han ikke selv forstå noget, ikke fordi det var på et andet sprog, men det var som om der var en uforklarlig hvid støj som bare lagde sig ove.-
Han hoppede væk fra hvor han stod med nærmest en meter, da han hørte Ma'lakel råbe. Killa?... Hvem eller hvad var dog det?
Korah begyndte desperat at lede i sin hukommelse efter viden om stedet, personerne og alt andet... Ja faktisk alt hvad der havde med hans situation at gøre. Ma'lakel var hersker, havde slået forrige hersker ihjel, herskede nu med et jerngreb... Og han havde 2 elskere...
Korah slog øjne op... Han kunne høre stemmer... *Mus på helium?* tænkte han bizart nok, før han lokaliserede lyden og kiggede op i loftet.
Igen var han ved at springe væk, tæt på at skrige og endnu tættere på at besvime og alt hvad der var sket. Hvad fanden var de for nogen?! De så... Fuldkommen forkerte ud...
Da de slog over på Abyssal, kunne Korah igen ikke forstå dem, men underligt nok dukkede der hurtige glimt op af ting og folk... Som Korah aldrig havde set før. Korah rystede desperat på hovedet og svajede svagt, da endnu en lyd fik ham tilbage til virkeligheden.
Han kiggede hen på kvinden der kom direkte imod ham. *Imod Ma'lakel* rettede hans tanker det til og han trådte hastigt ud til siden, da hun ikke ligefrem så ud til at ænse ham.
Korah kiggede hurtigt ind af døren da hun gik ind og han blev overrasket over at se Ma'lakels brystkasse stadig hive efter vejret, men uendeligt meget svagere end før. Han snappede selv efter vejret og trådte helt hen til døren, men den smækkede i, selvfølgelig, inden han nåede derhen.
Hans hånd blev lagt på døren som om han ville skubbe den op, men så stoppede han igen. Han var fuldstændig forsvarsløs, hvis han gjorde dem vrede... I stedet satte han hurtigt øret imod døren og klemte øjne i, som om det skulle hjælpe ham med at høre.
Der gik pinefulde sekunder, hvor Korah ikke kunne høre noget, men så hørte han... Nogen bumpe ned på gulvet, en eller anden lyd som når man trækker noget over gulvet og så til sidst den gylpende lyd når man kaster op... Korah stod forstenet og lyttede bare desperat til det hele...
Hvad foregik der dog derinde?!

Odette spærrede øjnene op som Kilia trådte ind i rummet. Hun sad knælet ned ved fodenden af sengen, hendes ene hånd knyttet og slået imod den modsatte skulder, som en krigers salut til en konge. Dog var dette ikke en hilsen, det var sådan franske dæmoner sad når de bad til Stemmen.
Den rød hårede hundæmons gule øjne blev fyldt med håb som den smukke aspara trådte ind i rummet. Uden at sige en lyd lod Odette sin nakke let bøje igen og begyndte at messe på Abyssel endnu engang.
Ma'lakel var for længst forsvundet ind i en ubevidst sinds tilstand, det kald han havde sendt af sted var den sidste del af ham der var bevidst. Han var tæt på at syne ind i et farligt mørke, da han kunne mærke vægten fra noget der satte sig oven på ham, satte hænderne på hver sin side af hans kantede ansigt, og pressede læberne imod hans egne. Der gik en sitren igennem den mørke krop, som de to væseners læber mødtes, og vandet lige så stille trængte ind i den sårede krop. Han greb hårdere fat i lagenerne da der blev tvunget vand ned i ham, knoerne blev hvide og tydelige, blodårer på arme og hænder kunne ses igennem den solkyssede hud, og den sorte tatovering der dansede over hele den venstre side, syntes at afgive en mærkværdig afværgende damp, som skød den vandet ud af kroppen, dog ikke i en sådan mængde at Kilia ikke kunne fortsætte med at helbrede ham. De opspilede øjne blev fuldstændig gyldne da Kilia trak alt sygdom ud af Ma'lakel, al smerte, al pinsel i form af den røde væske. Let fulgte han hende op fra madrassen som hun trak sig væk fra ham, indtil de gyldne øjne vendte det hvide ud af sig, og han faldt imod sengen.
Odette så op som Kilia faldt til gulvet, og greb ud efter en af hendes antikke vaser fra det attende århundrede. Med væmmelse satte hun hænderne op foran de rød malede læber som Kilia kastede den røde væske op. Hendes gule øjne dirrede i angst, lige indtil Kilia satte sig op på siden af hendes herre der stadig lå på sengen, helt stille.
Ma'lakels udtryk var ikke længere forpint eller anspændt, men stille og en speciel rolighed lå over hans træk. Hans øjne var lukkede. En svag regelmæssig vejrtrækning kom fra ham, imens at små dråber vand stille gled ned fra den lukkede munds mundvige. Efter alt at dømme så det ud til at han.. sov?

Som Korah lænede sig op af døren, stirrede de to små bæster på ham med stor nysgerrighed.
,, What t'is it doing, Vetis?", spurgte den gule forvirret.
,, Shhh... feel it...", sagde den lilla.
De kunne mærke en spænden i kroppen der forsvandt: deres herre kom ganske stille til kræfter igen.
Herrens elskerende havde endnu engang reddet ham fra dødens klamme greb, uden hende, ville han være helt fortabt, og sikkert død for lang tid siden.
En stemme lød bag ved den unge dreng et stykke tid efter denne havde lagt øret imod døren. Stemmen syntes lys, men tilhørte et hankøns væsen, som man kunne høre på den mørke antydning der lå i stemmen.
En person stod bag ved Korah. Han var meget simpelt kommet ved at manifestere sig selv ud fra en af de ildkugler der oplyste gangen, og derfor havde man ikke hørt skridt eller fodtrin, ej heller nogen bevægelse der kunne antyde at han var ankommet.
,, Hvad er du?", spurgte stemmen.
,, En håbløs halv-dæmon der er blevet forelsket i vores herre, og nu lytter ved hans døre?".

Skulle Korah vende sig for at se hvem der talte til ham, ville han se en person på kropslig alder med ham selv. Ikke mere end måske de femten år, stå med en bog i den ene hånd, iklædt en sort skjorte med tilhørende sorte bukser, og sko. Hans ansigt var glat og elver-agtigt, og han havde skam ligeså spidse øre. Dog var det hans hårpragt der sikkert trak mest opmærksomhed. Hans hår bestod af orange røde flammer, der dansede som vildfarende krøller omkring hans ansigt. Over hans næseryg og kinder kunne man se fregner, og et par smukke isblå øjne betragtede Korah med en voksens sindsro.
Han vendte halvt ryggen til Korah og sagde kortfattet:
,, Følg med..".
Den unge herre vendte så ryggen til Korah og begyndte at gå væk fra døren lige så stille. Skulle Korah lydigt følge med ville den unge halv blods blive ført hen til en hvirvel trappe der førte både op og ned. Personen førte Korah opad, forbi første sal og op på anden, hvor at han drejede af ved nogle hjørner. Heroppe var der malerier på væggene, forskellige portrætter af væsener som den unge Korah umuligt ville kunne genkende da de var store legender blandt de franske, såvel som spanske, italienske, og russiske dæmoner. En tynd rød løber lå på midten af gulvende de betrådte, og heroppe var der faktisk lysekroner i loftet, og ikke bare personligheds forladte ild kugler der hang langs væggene.
En dør indtil et rimelig stort værelse blev låst op af personen der ikke sagde noget som helst, og ikke virkede til at have den specielt store lyst til at føre en samtale. Vel sagtens stadig en smule rystet over at have været så tæt på at miste Di Morgas dæmoniske herre?
Værelset havde en stor seng henne i den ene side, ved siden af en skrivebords anordning: bord og stol.
En kommode stod henne i den modsatte side med en dør indtil et moderne badeværelse i mørke røde farver.
Korahs 'stigfinder' trådte ind, og gik målrettet hen for at tænde en lysestage på skrivebordet.

,, Mit navn er Laché Ference Mondego, hvis De har nogle spørgsmål kan de passende stille dem til mig. Jeg vil være til rådighed, igennem Deres korte ophold på Abbadon.".

De lukkede øjne sprang op og han kunne ikke holde et smil væk fra læberne. Han kunne høre lyden af en der trak vejret, og ikke den hæse, raspende, livsklyngende lyd han havde hørt tidligere, men i stedet en regelmæssig lyd som... Som når nogen trak vejret!
Han satte sig tilbage, opløftet og usigeligt taknemmelig af nogle forskellige grund. Han havde for få sekunder siden tænkt om hvad der ville ske hvis Ma'lakel ikke var vågnet op igen. Scenarierne han var nået frem til skræmte ham så meget at han knap nok kunne overbevise sig selv om at han lige havde tænkt dem. Et af dem var at de kastede sig over Korah i blindt raseri, simpelthen fordi der ikke var nogen andre fremmede i nærheden... En af de mere sandsynlige var at han ville blive holdt fanget for til sidst at blive henrettet offentligt som for at statuere et eksempel på hvad der ville ske med en, lige meget alder eller race, hvis man satte sig imod Ma'lakel.
Så da stemmen bag ham lød, snurrede Korah så hurtigt rundt at det gav, ifølge ham selv, et øresynderivende knæk i nakken efter at ha spændt så meget.
Korah sad bare stille, uden at ømme sig eller at komme med en lyd... Stirrede bare stille på personen foran ham, da han med gru opdagede at personen havde sneget sig direkte ind på Korah, uden at Korah havde bemærkede det... *Fuck! Fuck... FUCK!* tænkte han vredt og havde lyst til at slå sig selv, hvis ikke han var stivnet som et dyr for et par billygter.
Sammen med hans Fuck i hovedet, kunne han høre flere stemmer som desperat rev og sled i hans muskler, som om hver en muskel havde fået en stemme og prøvet at råbe til ham *BEVÆG DIG!*, men han kunne ikke...
Og så trængte ordene ind i hovedet på ham og før Korah kunne stoppe sig selv, hoppede hans fuldstændig rodede sammen hjerne, frem til den konklusion at han var tilbage i skolen, hvor antydninger, blev svaret igen.
”Jeg er ikke forelskede i ham!” Hvæsede han bare tilbage.
Og som ved et trylleslag, vågnede han op igen, da Elveren begyndte at gå væk. Hurtigt tumlede han op på benene og sprintede efter ham, efter han havde kastet et sidste blik på loftet til de to... Forkerte ting på helium.

Uden at vide det, tog Korahs hjerne nærmest mentale fotografier af alt, så han ville kunne finde tilbage igen... Men selvfølgelig rent ubevidst...
Da de kom op anden sal og gik igennem maleriene, følte Korah sig mere overvågede end han havde gjort nede foran døren. Øjnene fulgte hans mindste bevægelser og prøvede nærmest ikke at skjule det...
*Eller er det noget jeg bare syntes?*
Pludselig stoppede han bare op og kiggede forbavset på et billed.
Korah havde aldrig set manden på billedet før, men det var bare noget der sagde klik inde i hovedet på ham. Alt andet omkring ham, forsvandt bare. Han ænsede ikke den anden gå væk, lagde ikke mærke til at han trådte tættere på og glemte endda at trække vejret ordentligt.
Han trådte så tæt på som muligt til maleriet og stirrede på manden... Eller rettere på hans øjne. Samme græsgrønne farve som Korah... *Sammentræf... Det kan umuligt være andet... Jeg kan ikke... Nej... Det kan ikke passe... Intet gir bare mening længere!*
Korah sled nærmest blikket væk og kiggede efter Personen. Han kunne ikke se ham nogen steder... Kunne han allerede være kommet så langt væk, mens Korah havde stirret himmelfaldent på portrættet? Nej...
Korah begyndte at løbe videre på den røde løber, bare fremad, mens tankerne kværnede rundt i hovedet på ham... Han måtte bare blive ved og håbe på a.-
Der! Der var nogen lige rundt om hjørnet... Han kunne mærke det.
Korah kom trampende efter ham, mens han hev efter vejret, ikke af udmattelse, mere af skrækken over at forsvinde her og fundet af en mere ligeglad type som sikkert ville slagte ham eller noget lignende med et smil på læberne.

Da han kastede et blik på værelset, kunne han ikke lade være med at nærmest tabe underkæben. Det kunne godt være at der ikke var så meget i rummet, men i forhold til at overnatte ude i skoven, var dette den rene luksus som ikke ville kunne beskrives med ord. At kunne sove i en ordentlig seng... Og tage et ordentligt bad! Luksus...
”øøh hva?” Spurgte Korah lidt forvirret da han ikke helt havde hørt efter og kiggede så på denne Laché. Straks efter han havde sagt de korte ord, trængte sætningen ind i hovedet på ham. ”Nåårh” skyndte han sig at sige, for at vise han havde forstået. *Jeg må jo lyse som en eller anden bondeknold, for første gang i byen!* skændte han vredt sig selv, mens han hurtigt samlede tankerne.
”Øøhm... Når du siger ophold... Hvor længe snakker vi så?” spurgte han mens han trådte længere ind i rummet. Han måtte undgå sengen, ellers ville han gå ud som et lys... Det samme med stolene.
”Og en anden ting... Hvem var hende 'Killa'? Jeg tror aldrig jeg har set hende før” sagde han og udførte en vag håndbevægelse imod døren mens han tænkte som en gal om der var mere... ”Og hende den anden...” Korah tænkte om han havde hørt navnet før... Et skud i tågen var nok det bedste, afgjorde han. ”Ådedde...?” spurgte han for at få at vide om han overhovedet havde udtalt navnet rigtigt... Han havde kun hørt det i hurtige rygter blandt de forskellige folk han omgik, selvom det godt kunne lyde som 'Odette', men det var jo ikke helt sikkert. ”Men hvem er hun?” Spurgte han og kunne ikke holde sin nysgerrighed ude af stemmen.

Laché virkede overraskende fattet, og kontrolleret i forhold til at man ikke skulle tro at så ung en dreng kunne udvise nogen form for autoritet. Tvært imod lyste Laché af autoritet, og det ville ikke være svært for fremmede at regne ud hvem af de to der var den overlegne. Styrke mæssigt var han vel næppe halvblods kræet synderligt overlegen men hvad ankom intelligens og evne til at færdes på slottet, så kunne han meget let snige sig ind bag ved den unge dreng og lade en kniv synke ned i ryggen på denne.
Han vendte sig efter at have tændt sterinlyset, ved blot at danne en lille flamme ud for sin pegefinger og stille lave et lille 'dup' på hvert stearinlys, vendte han sig over imod Korah. Betragtede denne med et stillestående blik, et neutralt blik der endnu ikke have nogen mening, eller lyste med nogen fordom. Ungen havde dæmon blod, det var alt der var at vide, og så det faktum at denne havde reddet herren da at dø.
Et mindre smil prydet det fregnede ansigt, der lyste en smule op og en lille gnist kom til syne i de blå øjne. Han var, til trods for alt, umådelig smuk at se på.
,, Hendes navn udtales Odette, og hende skal De såmænd ikke belemre dem selv med. Det samme med frøken Kilia, der er ingen grund til at blande dem yderligere ind i billedet. De er en del af staben, ikke mere, ikke mindre.".
Han tog en indånding og sukkede, imens han lænede sig op af skrivebordet og lagde arme om bogen.
,, Deres ophold her ophøre indtil herren lader Dem gå.. De skal forberede dem på at overnatte her, da herren umuligt kommer til kræfter før imorgen."
Han kneb øjnene en smule sammen.
,, Hvad er Deres navn?".

Han nikkede bare. Korah havde færdes blandt folk, som var blevet stemplet som genier, ifølge mennesker godt nok, så derfor kendte han godt til den form for autoritet som de udsendte. Men alligevel virkede denne person mere... Sikker end de fleste genier. De fleste genier, var konstant bange for at blev overgået, men denne... Denne Laché var tydeligvis ikke skræmt over det.
Korah lyttede opmærksomt til det Laché sagde omkring Odette... *Det forklarer nogle andre ting* tænkte han hurtigt og nikkede med, mens Laché fortsatte, for at vise at han havde forstået.
”Udmærkede...” Mumlede han mens han bearbejdede det han havde fået vide og lukkede kort øjne. Det næste spørgsmål kom så rullende, da hans mave gjorde sig opmærksom, ved at rumle højlydt.
Et lettere pinligt grin kom frem på Korahs læber og han spurgte så: ”Det skulle vel ikke være muligt at få noget mad?” og smilte bare til Laché.
Korah var ikke nogen direkte 'skønhed' som Laché, men alligevel var der noget eksotisk og unaturligt dragende over ham... Det kunne godt være de grønne øjne, men mange fortalte ham at der bare var... Noget over ham. Korah forbandt det nu med sin Dæmoniske side...
”Mit navn er Korah Ventresca” sagde han og lavede så et lille buk for Laché da han mente det var på sin plads at han gjorde sådan, da han jo så tydeligvis var gæst i huset... Eller fæstningen.
”Så...” Korah måtte bide sig selv i indersiden af kinden, for ikke at lyde overivrig... ”Hvem var den Grønøjede Dæmon ude på billedet?” Spurgte han og lavede et kast med hovedet imod døren igen. Korah var nysgerrig igen, men han ville ikke vise hvorfor... Og han havde faktisk gjort det ret godt.

//Hvis du ikke kan finde på hvem det skal være, skal jeg nok finde på noget^^//

//Læg mærke til Ændringen... Glemte at Korah skulle Præsentere sig -_-*//

Laché lod sine øjenbryn skyde i vejret, som drengen opgav hans navn. Ikke just et særlig normalt navn, var denne mon eksotisk, eller var det et dæk navn?
Skjulte denne mon noget? Eller kunne det være at den unge dreng selv havde ført herren i ulykke og nu skulle ligge blandt silke dyner, i en himmelseng og blive bespist som sin belønning for at have skadet herren?!
Laché's indre mistro til Korah blev dog opløst idet drengen gav et flovt grin fra sig. Denne ... pludselige uskyld der dukkede op omkring den unge halvblods virkede alt for ren til at Laché kunne fortsætte sit mistroiske tankespind omkring drengen. Hvis han virkelig var så udspekuleret ville der være tegn, og ar på dennes sjæl.
Smilet som Laché fik, fremprovokerede et automatisk smil tilbage, som han underbevidst gav. Idet det gik op for ham at han havde smilet som en anden lille lykkelig dreng, fnøs han i foragt for sin egen evne til ikke at kunne kontrollere så trivielle træk. Han så kort til siden.
Der var nu noget over drengen, han og herren delte samme unikke.. tiltræknings kræft. Måske var det derfor smilet var blevet skabt så hurtigt og ubemærket?
De funklende blå øjne lagde sig igen over Korah som denne spurgte indtil et væg maleri af en dæmon med grønne øjne.
Laché greb fat i bogen, og lagde den på skrive bordet, inden han gav et svar.
,, De er meget nysgerrig..", begyndte han.
En mindre trækken på den ene mundvige afslørede en midlertidig morskab.
Han så på Korah igen.
,, Der er mange malerier med grøn øjede dæmoner, men hvis De referer til billedet ude i gangen, så er det af Ajandro de Ferenze. Fransk adels dæmon, gift ind i den royale Lemoris familie. Brutal mand siges det, dog kunstfærdig, har jeg ladet mig høre. Han og Lisetté Camille Austerlin Lemoris skulle bo i Venedig, efter hvad rygterne siger. Hvorfor? Er De beslægtet?", blev der spurgt lettere sarkastisk.
Ajandro de Ferenze havde ikke nogen relationer af hvad man vidste, udenfor ægteskabet med Lisetté Camille.
Laché så hen på bogen igen inden hans øjne farede over drengen endnu engang: han måtte indrømme at den unge knøs besad De Ferenze familiens grønne øjenfarve, men der var ikke nogen overlevende slægtninge efter borgerkrigen imellem den franske vampyre familie Mort De Sang og De Ferenze familien. Så med mindre han havde haft en affære under eller inden hans ægteskab, ville deres relation være utænkelig.
,, Hvad føde foretrækker De?

// Jeg har skam styr på mine malerier ;)!

Han lyttede nøje til hvert et ord som Laché sagde. Da han afsluttede sin fortælling forsvandt Korah ind i sin egen lille verden, mens han kort tænkte over alt hvad han havde hørt om sin far i sit liv. Uvilkårligt blev han trukket tilbage til et gammel minde som havde ligget og puslet sig sammen i de mange år der var gået, siden han sidst havde haft brug for at tænke på sin far.

Moren satte et plaster på Korahs pande og kyssede ham ved siden af plasteret. ”Korah.. Du skal altså ikke komme op og slås så meget” sagde hun med et moderligt strengt ansigtsudtryk. Den 6-årige skrabede med fødderne imod gulvet. ”Men... Han sagde at min Far havde forladt os, da han fik at vide at jeg skulle fødes!” Sagde Korah surt, som om det afsluttede det hele og gav ham ret. Mor smilede igen over Korah og purrede op i hans hår. ”Det er ikke sandt... Din Far tog bare... Tilbage... Han havde vigtige ting at tage sig” Morens smil trak fuldstændig absurd ud og selv på det tidspunkt, kunne Korah se at hun skjulte noget.

Da Korahs hjerne opfangede de sidste ord som Laché sagde... Kunne Korah virkelig være beslægtet med Ma'lakel? Nej... Det kunne umuligt være sandt... Nej... Ikke muligt.
Han satte hen i et lille grin. ”Nej... Jeg var blot betaget af penselarbejdet... Det overgår langt de normale malerier jeg har set før” sagde han og smilte, men det var tydeligt at tanken først var slået ned i Korah nu... Kunne Korah virkelig være beslægtet med en stordæmon?
”Øøhm... Hvad angår mad, vil jeg foretrække det er dødt...” Prøvede han sig frem for at løfte stemningen han selv havde skabt med sin unaturlige tankegang(*Nej... Jeg kan ikke være i Familie med ham*). ”Så hvis du kan sørge for en bøf og lidt tilbehør, så tror jeg at jeg kunne dø af glæde” Sluttede han tamt af, hvorefter han kastede et blik over skulderen og bare kiggede ud på badeværelset... Han kunne jo knap nok tage et bad, da han ikke havde noget tøj her...

Laché betragtede med nyfunden nysgerrighed Korah, som han syntes at forsvinde i lidt tid.
Drengen var noget så umulig at finde rundt i, havde han en relation eller ej? Uanset hvad, ville ungen ikke være klar over det selv, og skulle han være i familie med den berygtede Ajandro ville det betyde han skulle besidde slægtens meget frygtede evner. Udover Lemoris var De Ferenze, den mest frygtede dæmon rase blandt de franske vampyrer, hvilket var grunden til at de næsten blev udryddet i 1600-tallet. Kun Ajandro nåede at flygte fra Frankrig med hjælp fra Luchen Aelius, hvilket var den eneste grund til at slægten stadig levede videre. Men det kunne vel være muligt, kunne det ikke? Var de stødt på en perle blandt dæmoner, en søn af De Ferenze, af Den Sorte Python?
Bare tanken gjorde Laché svimmel, han kunne ikke begynde at forestille sig hvad det ville betyde for dæmon bestanden, de kunne vinde krige hvis knægten besad Den Sorte Pythons gave.
Det lille grin Korah kom med forstyrrede Lachés midlertidige forbløffelse, og hans isblå blik lagde sig over Korah igen. Med lyset fra den ensomme lysetage og det gyldne skær fra Lache's glødende hår, virkede drengen nærmest som et spøgelse fra forsvundne tider.
Til Korah's afværgende undskyldning for sin interesse for billedet, nikkede Laché blot, ligeså da han nævnte hvilke mad der ville passe ham bedst.
Da drengen så hen imod badeværelses døren, vendte Laché sig imod sin bog, tog den og vendte sig imod Korah igen.
,, Der er håndklæder derinde, hvis De ønsker et rent sæt tøj kan jeg også bringe det?", sagde Laché som om han var tankelæser.
Det var han trods alting ikke, men at dømme fra drengens lettere snavsede udseende, kunne det vel være en af tre grunde til at drengen så imod badeværelset.
Laché gik imod døren, og derved forbi Korah, for at vendte sig i døren, gribe fat om håndtaget, og så tilbage på gæsten.
,, Hvad ønsker De at drikke?", spurgte han som det sidste.

Han kunne ikke holde et overraskede udtryk tilbage i hovedet, da Laché sagde det. Det var da utroligt. ”Jeg ville blive yderst glad, hvis du kunne, men du behøver skam ikke...” Skyndte Korah sig at sige til Laché da han strøg imod døren.
Korah kiggede længe på Laché som om han prøvede at læse hans tanker, hvilket han selvfølgelig ikke kunne. ”Øøhm... Hvad der nu vil falde bedst med maden” sagde han bare svævende over det. Det tillod også Kokken at kunne komme med sine egne fine pift, hvilket Korah for længst havde opdaget, gjorde dem usigeligt glade, at en gæst, udviser så stor tiltro til Kokken selv.
Korahs tanker var alligevel overfyldt med alskens usammenhængende udtryk, ord på fremmede sprog og en masse billeder af ting han ikke havde set. *Er det her mine tanker, eller hvad sker der dog?* tænkte han forvirret og tog sig falmende til hovedet, før han så selv drejede omkring og ud til Badeværelset, uden at sige mere til Laché.

Da han nåede ud, kiggede han hurtigt rundt og gik hen til det nærmeste spejl. Han vidste ikke hvorfra ordet kom, men der dukkede bare et ord frem, sammen med en billedtydning... Som for at vise at Korah endnu ikke kendte ordet i sig selv.
”På gallisk” sagde han konserverende til sit spejlbillede. ”Ville dette kaldes en Impasse... En Blindgyde” Hvilket var sandt... Han kunne ikke vælge nogen anden side en Ma'lakels, hvis det kom ud til folk at han muligvis kunne være en slægtning til Ma'lakel... Samuel, ville muligvis hugge ham ned for fode... Med Maylea, var det ikke til at sige, hvad der ville ske... Og med Ma'lakel... Han anede ikke hvad han skulle tro om hans mønster i at gøre ting...
Korah gik væk fra sit spejlbillede, inden han begyndte at håbe for meget på at det ville svare tilbage. I stedet lod han vandet løbe ned i badekarret(For det er der^^).
Dampen fra vandet steg hurtigt op og Korah kiggede sig endnu engang over skulderen, mens han lod de store bælter, T-shirt og bukser falde til gulvet. Dampen havde allerede hurtigt bedugget det meste af spejlet. Alt hvad der kunne ses, var over Korahs næse.
De græsgrønne øjne blinkede tilbage til Korah og han stirrede længe ind i dem. Et hurtigt og voldsomt, dyrisk glimt brølede frem... Noget som ikke hørte til i så ung en krop. Glimtet var væk, før hjernen kunne følge ordentligt med, men instinkterne havde allerede taget over. Korah havde lige fået det sidste tøj af, og overrasket over at hans egne øjne brølede af ham, hvis man ku kalde det det, fik ham til at falde bagover og direkte ned i vandet. Han slog sig ikke imod nogen af siderne, men han fik plasket en god del af vandet ud på gulvet...
*Jeg er ved at gå ud af mit gode sind* sagde han tydeligt overbevist til sig selv, mens han dukkede op til overfladen igen og begyndte langsomt at slappe af igen... Det varme vand... Var behageligt...

Til hvad Korah sagde, så Laché blot på ham med de funklende blå øjne, og nikkede så ganske langsomt. Han vendte dernæst blikket og lukkede døren efter sig. Som han stod ude foran den, kunne han ikke lade være med at blive grebet af en følelse af irritation.
.. Jeg gør en fjer til fem høns ...
Tænkte han, imens at han rynkede de rød orange bryn, og begav sig ned af gangen for at finde billedet af Ajandro.
Det var et stort maleri, af dæmon krigeren på en sort Mare: en sort hest med dæmoniske gener, de var yderst intelligente og tjente meget sjældent andre væsener end dem selv. Egoistiske væsener, selvoptagede var de, men når først de blev tæmmet var de bund loyale, dog kun til den ene person. Ajandro var sort håret, med grønne øjne, der vel sagtens kunne minde om drengens, men det kunne også bare være at maleren havde valgt en mindre matchende nuance. Ajandro var en ubehagelig type, Laché havde set ham ganske kort, så det han havde sagt om at hans brutalitet blot var rygter, var ikke korrekt. Han havde dog kun set ham, men bare det at se var nok. Ajandro var hvad man ville forvente af en af dæmoners fuldblods familier: frygtindgydende. I modsætningen til Luchen Aelius, der havde en aura der fik det til at krible af længsel igennem hele kroppen, fik Ajandro kroppen til at skrige i frygt.
Laché gøs, og gik væk fra billedet igen.
Han fokuserede på sin opgave, mad og drikke, og tøj.

Der ville gå omkring en halv time før at en banken på døren kom, og den gik op. Laché trådte atter ind i rummet med mørke blå vægge. Udenfor var det begyndt at regne, og nogle få dråber slog imod vinduet og gled ned som tåre over ruden. Laché gik hen imod skrivebordet, hilste på Korah med et nik hvis denne var stået op af badet med et håndklæde om livet eller lign, og satte en bakke med en stor bøf, kartofler, brun sovs men ikke grønsager. Ved siden af tallerkenen var der dog en lille skål med vindruer, og et glas fyldt med vand. Man kunne sige meget, men det var vel et godt og solidt måltid, skønt det ikke var overdådigt. Et sæt bestik lå ved siden af den store tallerken, viklet let ind i et par servietter.
Efter at have sat bakken ned, gik Laché hen til sengen og lagde et sæt tøj frem, en hvid skjorte med posede ærmer, og et par lysebrune bukser som han havde gættet sig frem til at Korah kunne passe.

,, Det burde være det.. ", sagde han stille for sig selv.