Shoppe - Keela(Privat)

"Hobbys? hmmm ... ikke sådan, meget jeg danser og høre musik, men ellers ikke rigtig noget. Er ikke kreativ af person at være. Faktisk kan jeg være enorm kedelig at være sammen med, hvis ikke den person jeg er sammen med gider finde på noget." Han lagde sine kort ned og vendte sit kort. 7'er. "Damn." mumlede han og vendte på at Keela skulle vende sit kort. "Har du nogle form for hobbys eller interesser?"

Hun kiggede på ham, hun grinede let. "Så længe du indrømmer det..." sagde hun opgivende og smilede. "Men at være en kedelig person er vel bare fordi du ikk ved hvad du skal gøre..." sagde hun roligt. Hun vendte sit første kort et es. "Yay!" sagde hun glad og grinede en smule. Hun kiggede roligt på ham, "Mine? Jeg elsker at danse og udtrykke mig gennem det... Nogle gange kan jeg også finde på at tegne, jeg synes ikk selv jeg er god til det, men mange siger jeg har talent for det." sagde hun roligt.

"Det har du nok ret i. Der sker ikke så meget i mit liv, sådan ud over når jeg møder nogle." Phoenix skuppede sine kort hen til Keela. "Bevis for mig at du ikke er god til at tegne, min erfaring med jer piger er at i aldrig selv syntes ting er gode selvom vi andre må stå og kigge misundeligt på jer." Sagde Phoenix og vendte sit næste kort. Knægt.

Hun kiggede roligt på ham. Hun sukkede let, "Fint nok... Jeg henter min blok." sagde hun roligt. Hun lagde sit næste kort. En 9. Hun sukkede lavt, "Pis ogs!" sagde hun surt. Hun lagde sin lille bunke og rejste sig. Hun gik ind på sit værelse og ledte i sine skuffer. Hun kom tilbage med en blok. "Det er ikk noget særlig har bare tegnet tilfældige figurer.

Phoenix tog kortene og lænede sig tilbage i stolen og ventede på at hun skulle hente sine ting. Han sad og sitrrede tomt på sofaen. Selv havde han aldrig været for at tegne, men han kunne da lige klare det. Normalt fortrak han billeder, med et kamera, det var nemmer at lave, det var bare et klik og så var mindet gemt for evigt. Selvfølgelig var det tit flottere med tegninger, men ... nu gik han ikke så meget op i det.

Hun kiggede undrende på ham. Hun satte hovedet på skrå og vinkede lidt med den foran hans ansigt. "Hallo? Vil du ikk se dem?" spurgte hun undrende før hun lagde det på hans skød og satte sig ned. Hun trak et kor frem en 5. Hun sukkede lavt og pustede sine kinder en smule op. "ikk sjovt at have de dårlige kort!" sagde hun utilfreds men grinede dog en smule.

Phoenix vågnede op fra sine tanker med et sæt. "Hov, undskyld." Han tog blokken og kiggede ned på tegningerne. "Jeg kan godt lide dem." Sagde han så, og tilføjede. "Og jeg mener det!" Han tog et kort. "En 2, det kan ikke være dårliger." Han kiggede igen ned på blokken. "Forstår ikke hvorfor du ikke kan lide dem, jeg syntes de er pæne."

Hun tog roligt kortene og kiggede stille på ham. Hun sukkede lavt og lagde sine kort. Hun kiggede roligt på ham. "Fordi de ikk er det." sagde hun roligt. Hun kravlede op i sofaen og lagde sig roligt. Hun strakte sig lidt og lå afslappet på sofaen. "Jeg har aldrig fundet mine tegninger færdige... Det er som om der altid mangler noget på dem, men jeg ved ikk hvad det er."

Phoenix kiggede ned på blokken igen. Han kunne ikke se helt hvad hun mente. Måske havde hun bare kigget på dem for længe? Han lagde blokken på stuebordet og kiggede på hende. "Har du nogensinde tænkt på at lave et selvpotrat?" Spurgte han.

Hun drejede hovedet, hun kiggede stille på ham og kom til at grine en smule. Hun rystede let på hovedet og blev roligt liggende. "Nej det har jeg godt nok aldrig gjort." sagde hun roligt. "jeg finder ingen grund til at lave et selvportræt når jeg ikk er særlig pæn." sagde hun let opgivende og sukkede lavt. Hun trak lidt på skuldrene.

Phoenix hævede let det ene øjenbryn. "Du syntes ikke du er pæn ..." Hvorfor overrasker det mig? Piger syntes aldrig de er pæne, eller jov nogle, men de pæne, syntes aldrig de er pæne. "Hvorfor syntes du ikke det? Gider ikke høre, min næse er for stor eller min mund er for bred, har hørt den masser af gange. Okay, gør det måske lidt umuligt at svare ..." Han sad og betragtede hende, og prøvede at finde en ting der kunne gøre hende grim. *Enten er det mig, eller så kan jeg ikke finde en.* Han sukkede opgivende og lænede hoved tilbage og kiggede op i loftet.

Hun smilede let til ham, hun grinede lavt over ham. "Nej nej, det er ikk noget med mit ansigt. Det er min krop." sagde hun roligt. Hun sukkede let, "Hvis du vil se det skal du se min ryg." sagde hun og vendte sig om. Hun trak sin trøje op så han kunne få lov at se det. Hun havde et stort og langt ar på ryggen. Hun lod det være sådan i lidt tid før hun tog sin trøje ned igen og sukkede let. "Jeg har fået tilbudt at det skal væk, men jeg ved ikk... Jeg synes det er grimt, men jeg vil heller ikk af med det fordi jeg vil hellere møde en der kan acceptere at se på mit ar, end at miste det og så vil jeg ikk føle nogen kan acceptere en fejl ved ens udseende." sukkede hun let opgivende.

Phoenix sad og betragtede aret lidt. Der gik lidt tid, han sad bare tavst og stirrede på det før han knækkede sammen af grin. Han syntes det var helt absurd at hun tænkte sådan. Efter flere minutter fik han luft nok til at tale. "Undskyld ... mig ... ik ... forstå." Fik han sagt mellem hans gisp efter luft. Han fik taget sig sammen og kiggede med et stort smil på hende. "For det første, et selvpotrat er af hoved, ikke af ryggen. Og hvorfor er du så bekymret for det? Hvis en person kan lide dig, er personen ligeglad med det ar. Så kan personen lide dig for den du er, også dit udseene, men det er dig som person." Han måtte stadig kæmpe lidt for ikke at grine. Piger vidste slet ikke at drenge var helt ligeglade med om de havde et ar på ryggen eller ikke. Phoenix var stoppet med at smile og fangede hendes øjne. "Men hvordan har du fået det?"

hun kiggede stille på ham, han stirrede jo helt klart på det da det var fremme. Hun blev dog meget overrasket over at han grinte. Hun sukkede lavt over ham, "Drenge går mange gange op i at deres kærester skal være helt igennem smuk. Og dem der har set mit ar er nærmest løbet væk." sukkede hun opgivende. "Det er derfor jeg ikk føler mig pæn, fordi hvis mit ar er nok til at få en væk. VIl det betyder jeg ikk er pæn i deres øjne..." sagde hun opgivende. "Selvfølgelig går jeg ikk op i udseende og vil have jeg bliver accepteret personligt. Men når mit ar kan skræmme folk væk, vil det jo betyde jeg ikk er pæn nok til dem der går op i udseendet." sagde hun og trak på skuldrene. Hun kiggede roligt på ham, "Blev angrebet, jeg kunne være død, men fik hjælp og blev reddet."

Phoenix ville ikke grave mere i det med at hun var blevet angrebet, men fattede ikke det med at personer kunne løbe væk fra hende. "Jeg gør ikke, og jeg kender da en del der ikke gør. Kan godt lide folk har lidt skævheder, for det gør piger smukke på deres ejen måde, unikke." Det gav slet ikke menig for ham at der var nogle der ikke kunne klare ar. Det var jo enlig underligt, for hos drenge/mænd var det jo sejt at have et ar, og gerne to, mens det åbenbart for piger var dårligt.

Hun smilede let til ham og sukked lavt, "Jeg møder nok bare de forkerte..." sagde hun opgivende og trak på skuldrene. Hun lagde sig ned på siden ved sofaen og lukkede øjnene let i. Hun smilede en smule, *Unikke...?* tænkte hun stille. Hun havde nu aldrig hørt det på den måde. Hun åbnede det ene øje og kiggede på ham. "Det er også sejt synes mange, men de synes det er for stort."

Phoenix forstod ikke helt hvor hun nu lagde sig på gulvet, men det var vel en pige ting? Hendes kommentar til at aret var for stort fik ham til at kigge på hende igen. Som han jo snart havde gjort en del gange. "For stort? Ja, du må møde de forkerte. Et for stort ar ... enten er det der, eller så er det der ikke. Størrelsen kan jo være ligemeget ..." *Forstort?!* Tanken kunne ikke helt forsvinde ud af hoved på ham. For stort? For lille? Kunne man sige det? Alså bryster kunne da kun blive for store, mens ar, det kunne ikke blive for små ...? han bramsede sin tanke gang og rystede forvirret på hoved. *Stop dog med at tænke så meget!*

Hun kiggede stille på ham. Hun sukkede lavt og satte sig op igen. Han lagde armene på bordet så de var over kors og hvilede hovedet på dem. "Jeg er også rimelig træt af at møde den slags drenge der ikk kan li mit ar..." sagde hun opgivende. "For en gangs skyld gad jeg gerne møde en der var ligeglad..." sukkede hun stille. Hun kiggede på ham, "Altså du siger jo du er ligeglad, men jeg ved ikk helt om det passer fordi du stirrede sådan på mit ar..." sagde hun stille og bed sig i læben. Hun kiggede lidt ned og sukkede igen.

Phoenix sad tavst, og bliev mere tavs efter at have hørt hvad hun sagde. Han lagde hoved lidt på skrå. "Er det da mine hanlinger da betyder noget?" Spurgte han så, næsten uhørligt. Hun var ikke til at blive klog på. Han sukkede og rejste sig op. Han ben var begyndt at sove. Han gik hen mod vinduet og stoppede et par meter væk fra det og vente sig mod hende.

Hun kiggede stille på ham, hun rystede let på hovedet. Nej nej... Men kan ikk li når man stirrer på det..." sagde hun roligt. Hun kiggede undrende da han rejste sig me blev siddende. Hun ville ikk holde øje med ham og alt hvad han gjorde. Hun sukkede lavt, "Undskyld... Men er virkelig bare stresset og udmattet..." sagde hun og sukkede over sig selv.

Phoenix kiggede på noget lige over Keelas hoved. "Det er iorden." Svarede han. "Skal nok lade være med at kigge på det, som jeg så heller ikke kan gøre." Svarede han roligt. Han lukkede øjne og sukkede. Hvad var klokken enlig blevet? Han måtte nok heller lige få kigget. *Damn, har glemt min mobil* han holdt sine øjne lukket og orkede ikke åbne dem.

Hun smilede let til ham. Hun kiggede stille ned i gulvet før hun rejste sig og gik hen til ham. Hun lagde hovedet ind til hans brystkasse og fik sine arme en smule om ham. Hun kiggede tomt ud i luften og knyttede sine hænder lidt ved hans trøje.

Phoenix hørte da hun rejste sig og kom hen imod ham. Da hun lagde armene omkring ham gik hans tanker helt i stå. *Argh, What?* Han fik hurtigt styr på alle delene og smilede for sig selv. Han åbnede øjne og kiggede ned på hende med et lille smil om læberne. Han løftede blidt hendes hage op, så hun kunne se ind i hendes øjne. Der var stadig ikke helt kommet styr på tingene inde i hoved på ham, men det begyndte da at køre sådan lidt hakkende, men jah, det kom lidt efter lidt.

Hun kiggede op på ham. Hun havde et lidt ked udtryk, men drejede hovedet væk og bed sig i læben. Hun kiggede ned, "undskyld..." sagde hun lavt. Hun slap ham igen og gik hen og satte sig på sofaen. Hun kiggede ned i gulvet og flettede sine fingre sammen. Hun sukkede lavt, "Er bare sådan lidt... underlig... Nogle gange..."

Phoenix forstod ikke helt hvad der var meningen. Han gik hen til hende og satte sig ned ved siden af. "Hvorfor siger du undskyld?" spurgte han, og fadt en lille lok fra hendes hår, som han sad legede med. "Hvad mener du med at du er underlig?"