If you will, we can? - Phoenix.

Hun havde virket så stille lidt før, men pludselig kom der gang i hendes fine læber, og en længere tale væltede ud af munden på hende. Han betragtede hendes hænder, som han håbede hun ikke ville bruge. Oprørsgruppe, det lød bestemt ikke dårligt. Han lyttede for en gang skyld interresseret i hvad der kom ud af hendes mund. Hun var ikke helt så tosset. Bestemt ikke. Han kiggede på hende med rolige øjne. "Ja? Ikke for at lyde helt dum, hvilke jeg nok kommer til, men hvorfor fortæller du mig det?" Han kunne jo lige så godt have været en af Lemoris mænd, det var han dog ikke, han fortrak at holde sig væk fra ham, og kendte heller ikke meget til ham, når man tænkte på at det jo var ham der skulle styre landet.
"Vil du have mig til at hjælpe jer?" Det var den eneste grund han kunne finde på, når hun nu havde snakket så meget om gruppen. "Er jeres opgave så kun at vælte ham af, og måske selv overtage magten?" Det lød meget normalt, for magtsyge mennesker, selvom kvinden med det smukke røde ildhår ikke lignede en magtsyg galning som der jo snart var nok af.

'Nej, selvfølgelig lød det ikke dumt!', havde hun løst til at grine op. Men det gjord hun bare ikke hun stillede sig bare foran ham, mens hun lag hovedet en anelse på skrå. Hvorfor hun fortalte ham det? Hendes læber buede op, mens hendes øjne ligeså smilede. ”Du er en engel, Phoneix” sagde hun blot, men hun drejede om, og gik bag ham, så hun nu stod med med ryggen imod ham og han lige så. Hun kunne ikke stoppe med at plapre og et eller andet inde hende sagde, at det her ikke vil gå godt. Måske, måske ikke? ”Hjælpe er ikke så meget sagt” sagde hun, mens hun stille vendte sig om, og lag en hånd på hans skulder. Hun lod ham vende sig imod hende, hvis han altså ville. ”Nej opgaven er aldeles ikke kun det. At vælte Lemoris ud af tronen er det sidste jeg måske kommer til, at gøre” og med det mente hun selvfølgelig hendes død. Og vidste inderst inde, at hun i sidste ende ikke vil leve mere. Det var vel også prisen værd.
Hun lænede hovedet tæt på hans. ”Vi skal fjerne folk som ikke er værd, at holde om. Så som, folk der arbejde for Lemoris, eller hans elskede, som der bliver talt om” hun smilede stille, mens hun fjernede sit hoved fra hans øre.

Han forstod ikke hende ... tankegang, eller det hun gjorde, men lod hende vende sig om, mens han lyttede til hvad hun sagde. "Såå ... hvad er ..." Han lukkede munden, og rystede på hoved. enten var han godt dum eller så forklarede hun sig ikke godt nok, for han forstod altså ikke hvad hun sagde, og det kunne tydeligt ses i hans ansígt. "Så hvad er så din 'første' del af din plan, og hvad mener du så med at det er det sidste du gør?" Kunne hun bestemme hvornår hun ville dø? - igen.
Hun havde stadig ikke svaret på hans svar, eller så havde hans forvirret hoved bare ikke fået det ind. Han tøvede, og kiggede rundt. han prøvede en smugle panisk at hitte rede i hvad hun havde sagt. Engel, ja det var han, men hvad havde det med opgaven at gøre? "Er det kun for engle?" Det lød underligt i hans øre. Ville hun have at de skulle styre det hele? Kunne de det? Han tøvede. "Så du vil ikke overtage planen, fordi du vil dø, og du vil arbejde dig op mod det mål? Hvem vil du så give tronen til? Du er vel leder." Det virkede midt indlysende.

Hun hørte på det han sagde. Fra start til slut. Hun nikkede anerkendende og satte sig ned. Hun lænede sig frem, mens hun forlede sine hænder. ”Okay. Lad mig lige være helt præcis” hun havde regnet med, at det hun havde fortalt ham, fattede han ikke. Selvfølgelig gjord han ikke det, da han ikke anede noget om Forgotten Heroes. ”Forgotten Heroes, er navnet på den oprørsgruppe jeg er ved at danne. Vores mål, er som sagt, at få Lemoris ned af tronen, men ikke kun det. Dem der alliere sig med denne Hersker, skal også forsvinde. Desværre kan vi ikke bare træde ind i Lemoris hus, og dræbe ham” hun lo stille, mens hun så op på Phoenix. ”Derfor må vi have informationer. Ingen må kende til os, endnu” hun kiggede kort rundt, mens hun nikkede imod gæsterne som tydeligvis morede sig. ”Selv dæmonerne her, er i ledtog med Lemoris” hun vendte øjnene imod englen igen, mens hun sukkede stille. ”Informationerne er så på billedet, hvor I så er. Forgotten Heroes. Gruppens medlemmer skal opsøge folk som er i ledtog med Lemoris, eller for den sags skyld, andre oprørsgrupper, som skal standses. De skal så linke et eller andet brugeligt ud af dem. Og hvis alt går efter planen” Asma rejse sig op, mens hun tryggede sig på panden. ”Vil jeg snart stå foran Lemoris” hun smilede ved tanken om, at stå ansigt til ansigt med manden igen. ”Og ja, faktisk kan jeg bestemme hvornår jeg skal dø, men jeg ved ikke rigtig hvornår jeg 'rigtig' dør. Forstår du?” smilede hun til ham, som om hun lige havde læst hans tanke. Hendes eneste og mest stærkeste våben.

Han lyttede tavst til hende, uden at bryde ind. Da hun var færdig nikkede han, og åbnede munden, men lukkede den igen da hun kom med sin lille tilføjelse. "Det lyder meget ... gennemtænkt." Kom han frem til, det var nok det bedste ord der kunne beskrive det. Han kiggede tænksomt ud i luften. "Men lad mig spørge igen, om hvorfor du siger det til mig?" Han kiggede på hende. Forgotten Heros. Det lød meget ... martyr agtig. Han kunne ikke lade være med at smile bare lidt. "hvorfor ønsker du at dø? Hvorfor vil du ikke selv have magten?" Skulle hun lyde mere som en engel hvis hun ikke ønskede sig magten?
han lod en hånd glide igennem håret og kiggede rundt. Det så ikke ud til at der var nogle der lyttede. Han vendte tilbage til hende, og betragtede hende. "Hvor lang tid har i så været i gang?" Var de lige begyndt, eller havde de arbejdt i mange år, eller måneder eller?

”Det er det sørme også!” kluklo hun, og blev stadig ved med at prikke sig på panden. Hun så.. så koncentreret ud, da hun havde plantet pegefinger på panden og gloede på det, som om en bi sad der. Hun kiggede dog på Phoenix da han stillede endnu et spørgsmål og endnu et! Hun smilede skævt tilbage til ham, mens hun lag hovedet let på skrå. Noget hun efterhånden var van' til. ”Altså, jeg vil bare fortælle dig det, fordi du altid er velkommen i gruppen” hun lod en hånd komme imellem dem, som om hun lige skulle give ham et klap på kinden. Men i stedet lod hun hånden stå fladt, så han kunne se det lille mærke på hendes håndflade. Nemlig et 'A' med en slags cirkel snoet om sig. ”A for alliance” smilede hun og blinkede med det ene øje. Hun lag hånden ned igen, mens hun tyggede på hans andet spørgsmål. ”Hvem ønsker at dø, Phoenix. Jeg gør ikke” hun bed sig på underlæben og rynkede sin pande. ”Jeg ved det. Jeg ved, at jeg ikke kan overleve min kamp med Lemoris. Se hvad der skete med Zane” hun lo, mens hun lod sin læbe gå. ”Jeg er jo trods alt en engel. Og jeg er lederen ja” sagde hun, mens hun pegede på ham. ”..men enhver engel vil have magten. Jeg vil da gerne. Men som sagt, jeg overlever ikke, Phoneix. Jeg ender forhåbentligt på mindetavlen. Sådan en skal vi have lavet os, nu da jeg tænker over det” det sidste mumlede hun til sig selv, da det ikke forekom i samtalen eller retter sagt, ikke noget der skulle med. ”Men snart i fem måneder” smilede hun stolt. ”Forgotten Heroes” de glemte helte. Egentlig ikke så dårligt.

Godt, han havde nu fattet det hele, eller sådan, overfladen. Der var nok mere, men han forstod den røde tråd, og det var jo det der betød noget. "Jeg vil tænkte over det." Valgte han som svar til hendes indbydelse. "Men hvorfor tror du ikke at du kan overleve? Selvom Zane søde, betyder det jo ikke at du også skal." Det undrede ham at hun vidste hun ville dø, men at hun gerne ville leve. "Du vil leve, men du vil ikke kæmpe for det? Er det sådan det er?" Det lød underligt i hans øre, men det var måske sådan det var. Han ville ikke bebrejde hende det, for sådan havde nogle det, at de havde fundet deres overmand, som de vidste de ikke kunne slå, men han ville ikke kunne se at hendes modstander ville være stæk, var han ikke et menneske?
"Vil du kæmpe alene mod ham? Eller vil du ikke have hjælp?"

Hun så på ham. Lidt, også vendte hun blikket ned. Hun vil uanset hvad ikke give op, og uanset hvad så vil hun stadig leve. Bare lidt. Men på den anden side, kunne hun høre, at hun ikke troede på sig selv. Der var seriøst ikke noget, at leve for snart. Det sidste brød er taget, som man nu siger.
”Nej. Det ved jeg godt. Men Phoenix” hun kiggede direkte inde i hans øjne, og første gang i aften så hun trist på ham. Og når man ser trist på folk, så kunne man forbinde det med alt, men for Asma's vedkommen så betød det respekt, af en eller andet underlig art. ”Lemrois er en Tana're. En dæmon, The Abyss. Manden er skør” og hun vidste udmærket godt hvad hun talte om.
Hun havde set ham. Følt hans vreden uden grund. Men hun var kommet over det. Hun kom over ting hurtigt, men alligevel. ”Jeg kæmper alene. Din min kamp. Jeg er lederen af denne gruppe, jeg startede det hele og jeg ska afslutte det” stille lod hun sin hånd lægge sig på hans skulder, mens hendes læber røg over til hans kind. Hun plantede stille et varmt kys, mens hun træk sig væk fra ham. ”Tak, Phoenix. Og tænk over det” hun smilede, mens hun satte sig ned. Hun kiggede ned på jorden, som om der lå en virkelig værdifuld diamant.

"Selv en dæmon kan jo have sine dårlige tider." Mumlede han, og kiggede tænksomt ud i luften. Han vidste ikke helt hvilke ben han skulle stå på. Hun lød meget riderlig, og tænkte med et svagt smil på deres navn, heros. Han kiggede på hende, og spærrede øjne overrasket op da hun kyssede ham. Han kiggede på undrende på hende. "Øhm ..." Var det eneste der kom over hans læber. Han vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun havde ham slået helt ud i forvirring. Han valgte så efter lidt tid hvilke ben, og samtidig fik han styr på hoved og hale, og fik sig taget sammen til at få svaret hende. "Jamen det er da normalt." Han vidste ikke helt hvad han mere skulle sigge, så han holdt sin mund. Det overraskede ham at han flippede sådan ud. Det var jo bare en engel. Han lod en hånd glide igennem håret uden rigtigt at vide fra eller til. Det irriterrede ham faktik lidt han at var blevet sådan. "Undskyld mig, men du overraskede mig." Han kiggede på hende. Han skyldte hende ligesom en forklaring på hans underlige opførelse.

Hun nikkede kort, da Phoenix mumlede et eller andet om dæmon. Sikkert noget rigtig. Sikkert noget om Lemoris. Alt var bare om ham, og det var vel også i orden. Det var jo ikke ligefrem, at hun var jaloux eller noget. Hun begyndte stille at lege med sine fingre, da musikken lige pludselig begyndte at spille de der langsomme romantiske musik. Hun kiggede op på Phoenix da han begyndte at sige noget. Eller prøvede på. Hun smilede, mens hun prikkede sig på panden. Dog sænkede hun fingeren, da han sagde, at det var normalt. Hendes pupiller lignede noget der rystede. Frygteligt egentlig. Hun rejste sig op, da hans sidste bemærkning skød ud. Hvad var der med ham nu? Så han var vel tøet op, som hende, huh? På en måde. ”Med hvad? Kysset eller mit sprog?” hun lo, mens hun kort rystede på hovedet. Hun blev altid så skør når man var så tæt omkring emner, som hun helst vil løbe fra. Hvad emnerne var fået noget... jaaaaa..

Han kiggede på hende, uforstående. "Dir sprog?" Han rystede på hoved. "Kysset." Han kiggede ud mod de forskællige par der var på vej ud på gulvet. Han kiggede på hende. "skal vi tage en dans til, eller skal du noget?" Det så ikke ud til at hun ville mere, og så han slaå for bare at stå og glo, måtte han jo gøre et eller andet. Han kiggede ud på gulvet. Måske ikke lige hans bedste dans, eller nærmere musik, men sådan var det, bedre end at bare stå at glo ud i luften som en tåbe. Han kiggede på hende med et lille smil. Dansen var godt igang.
Han betragtede hende lidt, og smilede. Dagen, nej, festen var jo startet på en helt anden måde end den nu var. Som to ulve kredsende om hinanden, og nu gav de hinanden kindkys. Hvor komisk. Han grinede og ventede på hendes reaktion, eller hendes svart på om de skulle tage en dans.

Hun smilede så man kunne se hendes tænder på række og lige. Gjord hun nu ikke folk forvirret, og hvis hun ikke gjord folk forvirret, ja så var hun skam forvirret. Se det var forvirrende. Hun lo stille, mens hun najede. ”Denne dans er din, Phoenix” hun rakte ud efter hans hånd. Ja. Denne dag var underlig, retter sagt denne fest var. Men sådan var alle vel? Først er man bekendte så venner. Og senere hen kunne de udvikle sig? Måske?
”Og undskyld for kindkysset” sagde hun stille, mens hun ventede på hans hånd. ”Nogen gange er jeg lidt op i det højre fælt du ved” hun lo, mens hun tålmodigt ventede på hans hånd i sin.

Han grinede da han kiggede på hendes viftende hånd. "Det gør skam ikke noget." han tog blidt hendes hånd, og gik ud på dansegulvet med hende. Han trak hende ind til sig, og begyndte at danse til det romantiske musik. Ikke lige hans kop kaffe, men det var nu fint nok. Han svang hende rundt, men dog ikke lige som før, men mere roligt og afslappet. Han studsede over noget så underlige som hendes tandset som hun lige havde vidst ham så fint. Han smilede let på hende. "Men hvordan syntes du så din fest glider frem?" Spurgte han for at udfylde det tomme rundt mellem dem.

Hun smilede idet hun rakte tungen imod ham. Da hun mærkede hans hånd i sin, lod hun sine øjne ramme hans. Et kort smil bredte sig, mens han førte dem ud på danse gulvet. Og først nu, lag hun mærke til den stille musik. Hun havde godt nok hørt den for et godt stykke tid siden, men havde troet det var slut. Men hvad kunne det skade? Hun mærkede at Phoenixs 'dansetrin' var blevet mere mildere, og hendes selv slappede af. Hun kiggede på ham, og træk på skulderene. ”Altså det kunne have været gået meget bedre. Men jeg kan godt lide den, som den her. Stille og rolig og ikke for overdrevet som den ellers plejer” hun kiggede ned på deres fødder, også op til hans øjne. ”Hvad med dig? Du er stadig ikke gået ud af døren” hun lød egentlig drillende, men en underlig alvorlig undertone lå gemt. Han havde jo ikke været vild med stedet her, men han gik aldrig ud af døren. Ikke at hun havde mindede ham om det.. masser af gange!

Han kiggede på hende og smilede over hendes spørgsmål. "Nej, nej da, du var jo meget hyggelig at være sammen med." Han grinede. "Og det er du stadig." Den førte hende videre hen over gulvet. "Hvad mener du egetlig med ikke så vild? Plejer de at være det, eller var det fordi jeg kom og ødelage det hele?"
Da dansen var færdig kiggede han lidt på hende. "Men min plan havde jo faktisk været at se hvad det var for noget, og så smutte igen, men ja, det gik ikke, og nu bliver jeg, ganske fin fest." Han stod og kiggede på hende med. Han var stadig facineret af hendes smukke hår, som havde denne unaturlige glød over sig. Han hørte den næste nummer kom på, men gjorde ikke mine til at ville kaste sig ud i endnu en dans. Han var jo langt fra en habil danser, så han forholdte sig inde på ikke-danse-gulvet. Han havde heller ingen planer om at betræde det igen, med planer kunne jo ændres, som han lige selv havde prøvet.
//Sorry jeg først svare nu, havde ... hoved under armen xD//