Nattens mørke - Kajika

Kajika hørte da han pludselig kom hen til sig og i det han vendte sig om tog han hende på brystet!?... nogen lunde da.. hun så helt skrækslagen ud og betragtede ham i det hans hånd lyste og betragtede blot hvad han prøvede på. Hun kunne ikke sige et ord til ham uanset om hun ville.. hun kunne bare ikke!?... hvad skulle hun gøre for at få denne her grimme følelse af misbrughed væk fra sit hjerte og sin krop?.
Hun så normal ud igen men hun havde det forfærdeligt, han havde ødelagt hende helt, hele hendes psyke var ødelagt og hun sad der let mere eller mindre til stede og sagde intet andet end at betragte ham som skulle han til at forlade hende og hun aldrig nogen sinde ville kunne se ham igen..
"Jeg.." hun mærkede ordene svig i sin hals og lukkede let øjnene sammen, hun holdte stadig af ham efter alt det lort han havde gjordt hende, det var hendes skyld egenlig for ikke at tale sandt, dog ville han blot være ligeglad nu, han havde vel allerede givet op, det han havde sagt den nat var sikkert en løgn, han ville aldrig kunne forandre sig til det bedre sikkert...
"undskyld..." hun så let ned af og mærkede tårene piple op ved hendes sølv grå øjne og sagde"Jeg elsker dig.." det var hendes svar på hans måde med de ikke kunne være venner og at han ville forlade hende... det var ikke jeg elskede... dig men jeg elsker dig..
Hun sad der let og følte skam over disse bløde og svage følelser især efter den måde hun var blevet misbrugt af ham på. Malakel..... Zane.... disse to have voldtaget hende... på det groveste.. hun havde aldrig sagt til dem hun elskede dem efter de havde gjordt det mod hende. Hun var fyldt med psykiske ar og åbne sår nu der havde åbnet sig efter hans gerning... intet kunne lukke dem andet end sandheden..
Hun så let ned i dynen stadig og turde intet sige... hendes lange platinsk hvide hår lå let ned af hendes ryg og drejet op nær hendes side og lidt foran ved brystet af hende lå der os.
Hun sad stille... rystende med den højre arm op til sit bryst med hånden let knugede....

Dean vendte rundt og gik imod udgangen med en usikker mine, han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, måske han bare skulle gå ned i parken og drikke sig fuld, måske hna bare skulle tage hele hans lager med piller og måske han bare skulle forsvinde fra verden.
Da han stoppede op da hun snakkede til ham og han vendte sig langsomt rundt imod hende henne fra døren imens et undrende blik kom frem i hans øjne, han vidste ikke om han skulle grine eller græde. Han var lige så fustreret som tidligere omkring hende.
Han gik ikke imod hende, men stod bare og stirrede tomt på hende."Du elsker mig?" sagde han og grinede som om det hele fra en stor joke:"Du har afvist mig,jeg har råbt af dig!" sagde han:"Jeg har fucking voldtaget dig og spyttet på dig bagefter, og alligevel så elsker du mig?" sagde han og kiggede med store og forundrede øjne."Hvordan kan du overhovedet sige sådan noget?" sagde han:"Man kan ikke elske mig og da slet ikke efter det her" sagde han og kiggede ned i jorden:"Du må ikke tro det er kærlighed du føler. Du er helt sikkert forvirret, man elsker ikke sine voldtægtsmænd, man hader dem og ønsker at de skal dø eller også slår man dem selv ihjel" sagde han og kiggede på hende, han var så vred på sig selv og nu også vred på hende, eller nej. Han var ikke vred på hende, men hvordan kunne hun elske ham, det var umuligt og især nu. Han kiggede bare på hende med et tomt blik men blev stående imens ordene og spørgsmålene nærmest begyndte at gå i kø inde i hans hoved."Jeg har ydmyget dig..." sagde han og rystede let på hovedet imens han kiggede ned i gulvet og lod blikket flakket uden at sige mere.

Ordene han sagde ramte hende som solens stråle blot værre. Hun mærkede hvordan det gjorde mere og mere ondt for hvert ord. Hun kunne intet sige andet end at høre på ham og mærkede ingen tåre stryge ned af sine kinder, den måde han sagde det på og da han grinte var det som første gang hun døde da hun fik stukket noget igennem sig og verden blev sort. Hun sad stille der og så ned i dynen som havde han lige dræbt det sidste af hende.. Hun anede heller ikke hvorfor hun elskede ham, hun havde blot stadig denne her følelse overfor ham, men han var ligeglad, hendes store overraskelse... det hun var så bange for, han havde efterladt hende nu i dette mørke hul og blot grint i det han havde skredet fra hende og så kunne hun vente til solen ville dræbe hende eller hun ville flå sig selv i stykker af vandvid.
Hun sagde intet men rystede stille dog ikke tydeligt for Dean.. hun ville lade sine læber adskilde sig og sige ord til ham om hun heller ikke anede hvorfor hun stadig følte noget for ham, men med alt den elendighed hun havde gennemgået.. så holdte hun stadig af ham som før dog.. var hun bange for hans berørelser ja, men hun ville heller ikke undvære ham. Hun lukkede stille øjnene smertefuldt i og sagde så"Gå" hun ville ingen andre ord sige men vis han gik var det sidste gang hun nogen sinde ville se ham i hele sit liv sikkert og han kunne leve sit liv som han ville. Hun havde mistet alt nu, Dean... Lazarus... et hjem... penge... tøj.... selv sin stolthed og hun havde os mistet alt sin lyst til at leve..
Hun anede ikke mere hvad hun skulle gøre af sig selv.. så vendte han sig om og skred fra hende ville hun blot ende sit liv.. dette ville være hendes endeligt.. Hun ville intet gøre tegn til det for Dean eller noget, hun ejede ham ikke... men de ord han havde sagt var meget mere skadelig end.. det han havde gjordt hende næsten.. var hun virkelig så sindsyg i hans øjne... kunne han slet ikke se at hun... nej... han var jo ligeglad med hende i første omgang? så hvorfor skulle han ikke os være det nu..

Dean kiggede bare ned i jorden og han kunne mærke en helt masse følelser rumstere inde i brystet på ham, hun havde ingen idé om hvor meget han holdte af hende og hvor ked af det han var, men han vidste godt det måske for mange ville virke som en latterlig undskyldning, hvordan kunne han holde så meget af nogle, også gøre sådan noget imod dem. Faktisk så vidste han det ikke og han kunne mærke hvordan hans bryst snørrede sig sammen imens han kiggede hen på hendes blik. Han kunne ikke få sig selv til at sige at han holde at hende, det ville ikke være rigtigt. Han ville bar være et af de nedern mennesker der gjorde nogle ondt også kom trylende tilbage om tilgivelse, det kunne han ikke, for han vidste godt at han havde gjort noget forkert og han forstod godt at hun nok aldrig ville tilgive ham.
Da hun bag ham om at gå vendte han stille rundt og gik ud af døren, han satte sig på en stol lige udenfor hendes værelse og gemte hænderne i sit hoved, han var en mand.. Men lige nu følte han sig som en lille dreng. Han kunne mærke hvordan tårene begyndte at trille ned af hans kinder.
Han gemte sit hoved i sine hænder og han mærkede den trykkende fornemmelse for brystet bliver værre, som en stor klump i halsen han ikke kunne slippe af med, han havde det mere dårligt med sig selv end nogensinde, af alle de dumme og svinske ting han havde gjort i sit liv, havde dette uden tvivl været det værste. Hvorfor var det dog også gået så vidt?

Kajika så helt dødt ud i rummet da han gik sin vej, hun vidste ikke han blev på hospitalet så hendes øjne blev langsomt næsten helt hvide i det, smukke skindende hvide grå i farven og hendes hår længere og mere sølvisk i det, da huden langsomt kom til at få et glimt af glinsende metalisk ligende hud ?(lidt twilight effekt dog ikke som det).
Hun så rundt i rummet og strøg blidt dynen ned på gulvet i det en læge kom ind og hun så på Kajika og sagde"Hvad laver de, de burde ikke rejse dem op af sengen..." hun så kajikas øjne og sagde"Omg.. frøken er de okay!?" Kajika smilede og smed håndklædet i det hun pegede på sygeplejersken og sagde"dig... dine klæder vil passe mig yderst ... fint" Kajika smilede ondt og før man vidste af det kunne der høres et skrig og kajika havde dræbt kvinden uden tøven.. Hun var en kold dræber og dette var blot beviset på hvor meget hun havde holdt igen på ved Dean, vis han troede han var ond skulle han se hende... når hun blev vred.
Hun iførte sig den stramme smukke sygeplejerske uniform i hvid og så ned af sig selv med et ondt smil og rev den til midt på lårene så den blev sexet i det, i det hun så rundt og hørte fodtrin ude på gangen og smækkede så døren i, da hun løb hen til vinduet og rev det let op og hoppede så ud, dog holdte hun fast i kanten og hang der lidt og så hvor langt ned der faktisk var?, dog... der var et vindu længere nede for hende. Hun så på sine finger og smilede i det de langsomt fik lange metaliske negle og hun bordet dem ind i væggen. Hendes smukke hvid platinske hår var blevet længere til ned om ballerne på hende, smukt glat men meget livagtigt. Hun kom endelig ned til vinduet og knuste det for at komme ind og hoppede så ind af det for ikke at kravle og få glas på sig. Dog hendes sko var nogle mærkelige futter som damen havde haft på i gummi så det var lidt glat.. Dog fik hun balance og gik elegant ud fra rummet med lidt blod på sig og folk så helt lamslået på hende og nogen skrig i det hun gik forbi dem og tog så en af elevatorene og smilede da den lukkede....
Hun kunne se sig selv ved den ene side af elevatoren.. hun sukkede let og tænkte*det ligemeget nu Kajika... han skred fra dig husk det... du intet andet end en freak i hans øjne..* hun mærkede mere vrede og smadret selveste spejlet i elevatoren med et ovnlig SMASH... og glasskår fløj let mod hende og ned på gulvet med små 'KLIR' .... dørene ville snart åbne til nederste etage og hun hungrede allerede efter blod.. hendes evner var stærke af den blod mængde hun havde indtaget og ville indtage... snart ville hendes evne dø vis hun ikke fik blod...

Minutter gik alt for langsomt i følge Dean, men han fik endeligt taget sig sammen og rejste sig stille op imens han begyndte at gå ud af hospitalet, da han gik hørte han en pige eller en dame skrige inden da stuen hvor Kajika skreg, men denne gang ignorerede han det, det var nok Kajika der havde fået et anfald og var blevet vred eller måske hun var bange fordi hun tænkte på det forfærdelige uhyre Dean var. Han vidste ikke hvad der skete og han følte heller ikke at han var den rette til at bekymre sig, han gik derfor bare med rolige skridt ud af hospitalet og ned imod parken.
På vejen købet han en pakke øl, en flaske vodka og nogle flere smøger så han kunne sidde og drukne sig selv i de alkoholiske drikke. Han åbnede den første øl og sad bar og kiggede udover parken uden at sige mere, i hans lomme havde han det sjove, det hvide pulver og de lyse piller, men for nu lod han dem ligge, han havde nu for alvor opdaget hvad magt de havde, og han var ikke sikker på at han nogensinde ville stole på sig selv igen, han følte sig som to personer og han var også sikker på at hvis han gik til politiet lige nu ville de indlægge ham på psykriatisk afdelingen, og måske det også var bedst, han burde jo ikke være ude i verden, måske han bare burde sidde bag træmmer som han før havde gjort og bare... rådne op.

//Out ^^ vel//