Hvad du ikke ved, ved jeg //Alle er velkommen//

Han lo kort og kiggede lidt på Aino.
”Edderkopper er... skræmmende for mange. Bare fordi man ikke er et almindeligt menneske, betyder det ikke at man ikke har den samme slags angst.” sagde han og nippede igen til den forfærdelige vin.
”Mange Sortelvere bruger edderkopper som deres klansymbol eller et andet vigtigt mærke. Der findes også en speciel slags kavaleri hos os, som bliver kaldt for Spider Riders. Gæt selv hvorfor.”
Han smilede til hende og lænede sig tilbage i sofaen.
Hans lange hår lå løst over hans skuldre og hans lilla øjne glimtede af en sjælden glæde.

”Der kan man bare se” mumlede hun for sig selv, og stillede glasset mellem hendes ben. Hun sad jo i skrædderstilling på den underlig bord, som underligt nok var beghageligt. Hun nikkede til de steder hun vil give Zane ret i, og ellers kom hun bare med et 'hm' eller 'aha'. Aino smilede da han nippede til glasset, og rynkede panden, for hun vidste hvordan han følte der. Se der skulle man ikke være en detektiv mester for. Og smilet blev bedre, da han sagde 'gæt'. Hun kendte svaret, men hun vil ikke være den eneste der 'ikke' spillede dum. ”De rider vel ikke på edderkopper?” det var egentlig et seriøst gæt, men hun lavede det op til et spørgsmål.
Aino betragtede stille Zane. Hans smil, håret og bare den afslappende måde han var på. Han var en af de væsner der havde to sider, men kun få kendte den anden side til. Folk vil sikkert grine ad hende, hvis hun fortalte dem, at hun havde siddet og drukket forfærdelig smagende vin med den tidligere hersker og de begge havde grinet uden den skarpe undertone, eller den der snor der holdte dem væk fra hinanden. Det her virkede som normale 'mennesker' ikke væsner, men mennesker.
”Har du egentlig tænkt dig at erobrere Di Morga tilbage?” hun kiggede ikke mere på Zane, men i stedet på væsken i glasset, som let mindede om blod.

Zane stirrede stille på sit vinglas. Den røde væske mindede ham en anelse om blod...
”Mine planer, hvad enten de eksisterer eller ej, er ikke noget jeg deler med nogen. Ikke engang mine kaptajner... de følger bare deres ordrer når de får dem. Dermed får du det nok heller ikke ud af mig.” sagde han og smilede fornøjet.
Det var tid til at skifte emne igen...

”Din vin er rædselsfuld, Aino.. men du er godt selskab.” sagde han mens han stadig stirrede på vinen.
”Du har gjort noget godt for mig i dag. Noget større end du tror, og jeg ønsker at belønne dig for det.” sagde han så, og nu vendte han blikket mod Aino i stedet for vinen.
Et karismatisk og magtfuldt glimt var at spore i hans øjne, og han sagde:
”Jeg er en meget magtfuld mand Aino... sig mig hvad du vil have, og jeg kan næsten med sikkerhed give dig det.”

Aino så kort på Zane, og fnøs af hans ord. Hun hoppede elegant ned af bordet, eller hvad det nu var. Hun satte sig på hug foran ham, mens hendes fingre legede med glasset hvor der ikke var særlig meget vin tilbage. ”Nah. Nu havde jeg heller ikke..” hun stoppede sig selv, da han afbrød hende og havde skiftet emne. Det var han egentlig klog i at gøre. For hvem vidste hvor lang tid de to kunne holde hinanden ud?
Aino løftede smilende det ene øjenbryn op. ”Forfærdeligt er mit mellem navn. Og tak” smilet forvandlede sig langsomt til et grin, som fik hende til at sidde helt ned. ”Ah” snøftede hun, og nippede til glasset uden egentlig at drikke noget. ”Men..” og igen afbrød han hende, måske var det ikke ham, men hende. Aino's øjne voksede sig store over hans ord. ”Be.. lønne?” okay, måske overdrev hun lidt med stammen, men det overraskede hende dog, at Zane 'snakkede' til hende på den måde. Hun havde altid haft den tanke, at Zane kun belønnede folk hvis de gav ham noget, eller gav og gav var så meget sagt, men mere.. tog et andet væsens liv måske?
Aino fnøs dog, da han omtalte sig selv som 'magtfuld mand'. Hendes øjne vil kigge op på hans, som nærmest glødede efter hendes mening. Et kort øjeblik stod alt stille for hendes øre. Selv vinden fra det åbne vindue virkede så fjernt. Og den tomme værelse de sad i, virkede mere end bare tom. Ja, mere tom end den så allerede var. Hun holdte hårdt fast på glasset, så den endda lavede små lyde.
”Jeg ønsker mig..-” Aino sad helt roligt og så på hans øjne. Dybt dybt inde i dem. Hun havde glemt for et stund hendes evne, som så betod i, at hun kunne se.. 'inde' i ham. Derfor poppede der lige pludselig et navn foran hendes øjne. Hun vil sikkert ligne en der var i trance foran hans øjne.
Angelie? .. What?
”..- at du køber lysetagerne for mig. Det er mit højeste ønske” hun rystede på hovedet, og smilede bare for at berolige sig selv. Hun drak det sidste vin, ”Føj! Det er virkelig forfærdeligt det her” lo hun og rynkede både næse og mund.

Zane så hende pludselig i øjnene med et advarende blik.
”Aino... jeg håber og tror på at det der var et uheld. Ser du... jeg er mere end to hundrede år gammel, og når en Drow når den alder, oghar min erfaring, så kan han nemt mærke når nogen trænger ind i hans sind.” sagde han alvorligt, men ikke truende.

Han var stille i et par sekunder, mens han betragtede hende.

”Hvad så du?” spurgte han så. Der var meget information som ikke måtte slippe ud, og der var meget information som han ikke kunne eller ville dele med nogen.
Gad vide hvad hun havde fundet ud af?

((Undskyld det korte svar ^^ ))

Uheld. Om det var et uheld? Hun anede det ikke. Hun vidste det ikke. Men det var det der var irriterende ved hende. Bare lidt for længe øjenkontakt, så vidste hun allerede en del. Hun gjord store øjne. Han kunne mærke hende. Men Aino gik ikke ind i folks hoveder. Det ville hun ikke engang selv kunne holde ud. Det var det specielle ved hende. Hun læste ikke folks tanker. Men det overraskede hende, at Zane kunne 'mærke hende' for at analysere er ikke at gå ind i folks sinde. Men måske var det nettop det han sagde? Han var en gammel Drow, og hun var jo selv en halv elver, måske hørte noget sammen? Måske var det meningen at elver ikke må analysere elver. De ville kunne mærke det? Men.. det gav stadig ingen mening.
Aino rejste sig op, og vendte ryggen til ham. Bare for at samle noget ind. Hun havde håbet på at holde lidt længere end det her. Men hun indså hurtigt, at hun altid håbede på det forkerte.
”Angelie” sagde hun. Hun slog ud med sine arme. ”Bare rolig. Jeg koncentrerede mig ikke. Du må tænke på hende eller noget? Hvem det så er. Angelie?..” hun træk på skuldrene og kiggede kort på Zane. Måske en elskere? Måske en han har henrettet eller?..

//That's i orden :3//

Zane vendte opmærksomheden mod den mørkerøde vin i hans glas. Han betragtede den i et stykke tid, mens han forestillede sig at det var blod... Lazarus' blod.
Hans blik blev en anelse sløret og han blinkede et par gange.
Hans smil var forsvundet, og en tung tristhed var at spore i hans holdning og øjne.

”Angelie er en kvinde som jeg aldrig får at se igen. Hun var mit ét og alt... min gode side... mit hjerte...” sagde han, uden helt at vide hvorfor han delte dette med en halvelver som han knap kendte.
”Hun er væk nu. Og denne gang tror jeg hun er død.” sagde han så, og vendte blikket fra vinen og over til Aino.
Han så hende i øjnene.

”Du har en meget særlig evne... som du muligvis ikke kan styre helt. Du læste det ikke med vilje...” sagde han og smilede vagt.
*Jeg må være vanvittig at vise mig så svag...* tænkte han trist.

Aino mærkede luften ændre sig om ham. Det fik hende til at blive lidt urolig. Ikke det hun vare bange, for det var hun ikke. Det var bare det, at hun kunne mærke at hun havde ramt et punkt hos denne elver. Og hans ord overraskede hende ikke. Hun kiggede på ham, og nikkede stille. Så.. Hun vil gerne fortælle ham, at hun vidste hvordan han havde det, men det kunne hun ikke da hun ikke vidste det. ”Aha” sagde hun blot og begyndte at rode sig i håret og gå frem og tilbage. ”Død inden i?” det var meningen at det ikke skulle blive til et spørgsmål, da det ikke ragede hende en høstak. Hun smilede skævt over hans sidste kommentar. Han havde ret. Hun havde slet ikke styr på den evne, og det var vel ikke særlig godt. Hun kunne ende i det værste situationer. Bare at un går forbi en person, så vælter historier ind til hende. 'Når, hun vil slår op med Mark i dag, men hun er i tvivl', sådan noget kunne hun være udsat for, og nogen gange kan hun bare ikke holde sine fingre for sig selv, så hun hjælper folk også ender det bare galt.
”Ja. Evnen. Ha” hun smilede ikke, men mere virkede 'argh jeg kender den. Mega nederen' -måden.
”Det bare. Det kommer bare frem, også har jeg halv delen af ens liv i mit hoved. Ret forvirrende nogen gange. Og det værste er, at jeg ikke kan slukke for det. Eller, jo hvis jeg bliver fuld har jeg opdaget, men det svækker det bare. Ellers vende det tilbage” hun fnys kort. ”Elsker det” lød ironien.
Hun kastede med sine hænder og satte sig på gulvet. ”Angelie, huh?” nikkede hun, som om navnet igen kom frem. Det gjord den bare ikke.