If you knew ~Anton::privat~

Anton grinte let og nikkede "Ja, det er parken.. Normalt plejer her at vrimle med mennesker, men jeg tror sgu at de ikke er hjemme i dag" han kløede sig i nakken, og op fra sin baglomme fandt han sin hvide t-shirt frem og tog den på igen. Han satte sig ved hendes side, og kiggede sødt på hende.. "I det mindste tog du da det pænt" sagde han og hentydede til det med at han var en engel. Han kiggede op mod himlen, men endte hurtigt på hende igen.

Hun smilte blidt til ham " Tja meget muligt" sagde hun og så op på ham og lagde mærke til at han skulle til at tage sin t-shirt på igen " For min skyld behøver du ikke tage den på igen sagde hun og bed sig blidt i underlæben og rødmede svagt. Hun rystede kort på hovedet af ham da han sagde det med at age det pænt " Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg elsker engle mere end noget andet" sagde hun og rødmede endnu mere og legede lidt med hendes hårspidser

Anton grinte lidt over hendes kommentar, "Er jeg så flot da?" spurgte han, og sendte hende et flirtende blik med et blink i øjet.. Han lagde sig ned i græsset på ryggen, og betragtede hende.. "Ej virkelig? Jeg har aldrig rigtigt været tæt på et menneske før.." indrømmede han så, mens han så hende dybt i øjnene.. Hendes aura var vendt tilbage med en lysende violet farve. Hun fascinerede ham, ikke fordi hun var smuk.. Men hendes måde at være på, og tage tingene på. Han havde ikke været tæt på et menneske i over 10 år nu.. Det var langtid for ham, han havde helt glemt hvordan mennesker kunne være.. Dem som han så i centeret og i parken ja overalt, de var ikke andet end problemer, eller.. Sådan føltes det på den måde de var på. Ham selv, var da også lidt af et menneske, men han var alligevel anderledes.. Han var ikke så menneskelig som han havde været for 100 år siden.. Han havde ikke følt sig så levende på det sidste, eller.. De seneste mange år.. Ikke siden..... Hun døde.... Det gav et stik i hjertet på ham, men det kunne ikke ses på ham. Han havde brugt så mange år på at glemme hende, men nu kom hun nærmest tilbage til ham i tankerne. Det fik ham til at sukke lydløst..

Hun nikkede kort til hans spørgsmål " Ikke bare det" sagde hun og smilte blidt til ham " Du har chancen til at komme tæt på et menneske nu, hvis du tør" sagde hun og bed sig blidt i underlæben og så ham i øjnene. Hun lod sin hånd køre gennem sit lange sorte hår og lagde sig om på ryggen og rettede blikket mod himlen " fantastisk ikke?" sagde hun stille og udgav et kort suk og så til den side han ikke lagde. En tåre faldt ned af hendes kind og ned på græsset, hun var ikke helt sikker på hvorfor et var hun græd og så alligevel

Anton smilede skævt, og svarede "Jeg er skam ikke bange for at komme tæt på... Dig..." han betragtede hende lægge hovedet mod den anden side, og forsigtigt lagde han sig tæt op af hende, og lagde en hånd mod hendes kind, hvorefter han langsomt vendte hendes hoved mod ham.. Hun græd, hvorfor vidste han ikke, men han ville gerne finde ud af det. "Hvorfor græder du søde?" spurgte han, og hans blik viste tegn på omsorg og nysgerrighed. Hendes hud var varm mod hans kølige hånd, og han mærkede blodet pulsere under hendes hud.. Varme .. Hun var dejlig varm.. Fascinerende.. Han tabte nærmest vejret, da han så hende i øjnene, og forsigtigt kærtegnede han hendes kind.

Hun bed sig i underlæben og så på ham " Hver gang jeg ser mod himlen bliver jeg mindet om min far.. Den eneste person der egentlig elskede mig for den jeg var" sagde hun og så på ham med et skævt smil. Det plagede hende en del det med hendes far var blevet myrdet inde i fængslet af en betjent, der ikke kunne tåle at han var så rapkæftet, hvilket han så havde ført videre til hende og nu ledte hun efter denne betjent som havde taget livet af hendes far

Anton sukkede let, "Er der ingen der elsker dig for den du er da?" spurgte han stille.. Han vidste godt hvordan det føltes.. Det med at ingen elskede en for den man var. For sådan havde han det også.. Han fugtede sine læber, og lændte sig lidt indover hende, "Men.. Hvad skete der med din far?" spurgte han så, og lagde hovedet på skrå.

Hun rystede kort på hovedet " Ingen fyr har nogensinde været så sød overfor mig som du har" sagde hun og så på ham med et skævt smil. Hun så igen op mod himlen da han nævnte hendes far " Min far blev myrdet af en betjent i fængslet.´.. De kunne ikke tåle han var så rapkæftet" sagde hun og bed sig i underlæben og så på ham mens nogle få tårer trillede ned af hendes kinder

Anton tørrede hendes tårer væk med tommeltotten.. "Jamen så ved jeg hvor du har din rapkæftethed fra" sagde han med et lille smil, for at prøve at muntre hende lidt op. "Vi mister folk i livet hele tiden.. Jeg har mistet hele min familie.. Mine venner.. Min kæreste.." sagde han så, hvorefter han lagde armen ned om livet på hende. "Det skal nok gå, All.." hendes kaldenavn - All.. Han håbede at det var okay at han kaldte hende det.

Hun smilte blidt idet han sagde det " Det har du fuldkommen ret i " sagde hun og så over på ham med et blidt smil, som hurtigt forsvandt idet han sagde han havde mistet sin kæreste " Din kæreste?" sagde hun forfærdet og bed sig i underlæben og vendte sig om mod ham og lod hendes hånd kæle for hans kind

Anton nikkede lidt, "Ja.. Det er så 74 år siden at hun døde" sagde han, og lagde hovedet let på skrå.. Han var overrasket over at hun kærtegnede hans kind. Han fandt sødt, og dejligt for den sags skyld. Det var dejligt at mærke et menneske igen.. Han så hende i øjnene, og betragtede auraen der nu var hvid.

Hun bed sig i underlæben og så på ham " det er jeg ked af et høre" sagde hun og blev ved med at kærtegne hans kind som virkede kold mod hendes varme hånd. Hun lagde så ham i øjnene da han så ind i hendes, hvilket frembragte et lettere genert smil på hendes læber

Først nu bemærkede Anton hvor tæt de egentlig lå sammen, de rørte næsten hinanden.. "Det er okay" sagde han så med et skævt smil til hende, "Men.. Kan du ikke fortælle lidt om dig selv?" spurgte han så stille, mens han stadig holdt øjenkontakten med hende.. Hun overraskede ham faktisk, han havde troet at hun var en rapkæftet - hvilket hun også er - dum, snobbet pige. Men hun var faktisk sød, smuk og rapkæftet men ikke i den grad som han havde troet. Han nåede dybt ind i hendes øjne og kunne svagt spejle sig selv i dem.. Hun havde pæne og smukke øjne, ifølge ham. Han elskede piger der havde smukke øjne og et sødt smil, men da også piger som havde en lettere vild side..

Hun bed sig kort i underlæben " Hvad vil du gerne vide.. Der er jo så meget" sagde hun og smilte blidt til ham og lagde mærke til hvor tæt de var på hinanden, hvilket frembragte en svag rødmen hos hende. Hun så ham ind i hans øjne og bed sig kort i underlæben " Jeg kan i hvert fald sige mine forældre er døde og jeg er enebarn" sagde hun med et skævt smil på læberne. Hun for op idet hun kunne høre nogle nærme sig dem, med hun kunne ingen se. Hun så ned af sig selv og frem fra hendes bh trak hun en lille springkniv og foldede dem ud og gemte den i hånden

Anton bed sig let i læben, og betragtede hende "Tjaeh.. Din fortid måske?" mumlede han, og betragtede hende da hun for ham.. Han lagde forsigtigt en hånd over hendes lukkede hånd, hvorefter han stille og roligt sagde "Søde.. Der sker hverken dig eller mig noget. Tro mig.. Jeg er blevet angrebet før, og jeg kan sagtens forsvare mig" han aede hende kort over håret, med et sødt smil. Han forstod godt at hun var bange, for man kunne ikke være sikker i denne her stund. Byen var farlig at gå rundt i, specielt alene hvilket Anton havde megen erfaring med..

Hun bed sig i underlæben og så på ham og nikkede kort og lagde sig ind til ham igen "min fortid.. Tja.. Jeg blev født i Rusland, og kom her til for 10 år siden da jeg var en lille pige" sagde hun og smilte for sig selv " For 4 år siden blev min mor myrdet mens mig og hende var ude og handle.. På højlys dag.." sagde hun og stille begyndte tårerne at trille ned af hendes kinder " Og for 6 måneder siden.. Blev min far myrdet af en betjent i fængslet.. Det er mere eller mindre derfor jeg er som jeg er" sagde hun og så på ham med et trist blik. Hun hadede sig selv for det hun var blevet og det hun havde gjort. For nogle dage siden blev hun taget for at have brudt ind i Eau, men hun var der bare på det forkerte tidspunkt, hvilket fik startet et helvedes blodbad på politigården i Di Morga øst

Anton lagde armene om hende, og trykkede hende let indtil sig.. Hun havde mistet mange på kort tid. Og det var endda hendes forældre.. Han bed sig let i læben med tanken om hans egne forældre - Hyklere! .. Han fandt atter hendes øjne, og betragtede dem. "Det er så også forståeligt.. Jeg er også blevet den jeg er efter alt det jeg har været igennem" sagde han så, mens han aede hendes hår.

Hun så op på ham og nød virkelig at være så tæt på en dreng, hvilket hun ikke havde været før " Du har ikke set hvordan jeg virkelig er" sagde hun og så ned af sig selv med et trist smil. Hun var bange for at han ville hade hende hvis han så hvordan hun var når folk var på jagt efter andre, hvordan hun opførte sig over for politiet især.

Anton smilede nu lidt smøret, "Lidt rapkæftethed er nu godt.. Og lidt stridighed skader heller ikke.." sagde han, og så kort rundt. Men der var ingen.. Overhovedet.. Hun havde sikkert bare hørt syner. Med en hånd fjernede han sit lange pandehår, hvorefter han let sukkede.

Hun smilte blidt til ham " Rapkæftet.. Mere end du aner. Stridigheder... Endnu mere" sagde hun og så op på ham og ed sig blidt i underlæben idet hun hørte hans sukken " Hvad er der?" spurgte hun og lagde kniven tilbage i hendes bh og så på ham " jeg er her jo?" sagde hun og smilte blidt til ham og lod kort en hånd kører over hans kind

Anton grinte let af hendes kommentar, "Ja da.. Men du er da noget af en udfordring" han blinkede let til hende, hvorefter han så op mod himlen.. "Ja, du er her.." sagde han så, og så atter mod hende. Minderne hang fast i ham som et anker.. Alle de minder han efterhånden havde. De lå som et stort rod inde i hans hoved. Og nu fik han hurtigt følelsen af at gå hen på en bar og bestille en fadøl.. Men det ville aldrig gå.. Ikke alkohol.. Ikke mere.

Hun så på ham med et blidt smil som dog hurtigt forsvandt " Det skal nok gå" sagde hun og bed sig blidt i underlæben " Jeg kan godt forstå du har de minder om hende " sagde hun og om mod sin skulder " Det eneste jeg har af minder er det her sagde hun og satte sig op og knappede sin vest op og trak den ned over hendes skuldre hvor man kunne se det kinesiske tegn for far " det er det kinesiske tegn for far... " sagde hun og bed sig i underlæben og så op mod himlen med et lettere trist blik

Anton kiggede lettere undrende på hende, hvordan vidste hun det? Han så hende pludselig blotte hendes skulder for ham og til syne kom en tatoo, som symboliserede Far.. Han tøvede nu let, om han skulle fortælle hende det? Han fugtede sine læber og så på hende, "Det er 74 år siden.. Jeg elskede hende virkelig højt.. Men efter to år med hende fandt jeg ud af at hun var mig utro med en dæmon. Hun var selv menneske.. Og inden jeg vidste af det var jeg havnet i et slagsmål med hendes dæmon kæreste. Men han vandt, og tog hende med sig.. Og en uge efter havde han myrdet hende.. Koldblodigt.. Voldtaget og pint hende til døde.." hans øjne var tomme, og hans stemme skælvede. "Hun hed Isabella.." sagde han så.

Hun så på ham med et forfærdet blik " Hvem er denne dæmon? " spurgte hun halv vredt og så på ham " Jeg skal nok sørge for at han kommer til at bøde for det, blive bundet, tæsket, voldtaget og pint! Ingen.. Og jeg siger dig... Igen skal have sådan straf" lod det fra hende. Hendes stemme skælvede totalt da hun kom i tanke om hendes far som var blevet pint og tortureret i fængslet " Jeg.. Jeg.. " lod det fra hende idet tårerne trillede ned af hendes kinder " Jeg kan ikke klare det" sagde hun kort idet flere tårer trillede ned af hendes kinder

Anton satte sig lidt op, og lagde derefter armene om hende.. Hun måtte ikke græde.. Først nu, huskede han denne sag om politimanden i fængslet.. "Din fars morder er død.." mumlede han, mod hendes hår. Der havde været et angreb mod en fængselsvagt for et år siden. Fængselsvagten var blevet tømt for blod, så der ingen dråbe var tilbage i hans krop.