Som I gamle dage. [Anton]

Anton grinte let, "Nåh undskyld prinsesse!" sagde han og prøvede på at spille yderst fornærmet, men det lykkedes ikke helt da han egentlig bare kom til at smile stort igen, med et grin som han umuligt kunne have holdt inde. At holde masken havde han aldrig været god til, nogen gange jo.. Men så skulle han også kunne være yderst koncentreret. Han smilede let til hende, og gav hendes hånd et klem og derefter et lille kys på kinden "Jeg har altså virkelig savnet dig Macha" indrømmede han og fik lidt lyserød farve på hans porcelæn hvide kinder. Han fugtede kort sine læber, og skuede udover tivoliet.. Aften skulle nok blive sjov, det håbede han virkelig, og han var hvertfald meget sikker på det. Med Macha skulle det nok blive den mest uforglemmelige aften nogensinde. Han håbede det inderligt.. Helt ind til hjertet.

Macha's latter lod også over hans mislykkedes forsøg på at virke fornærmet. Så var hun bedre til det. Hun havde været god til skuespil. Bare ikke overfor ham. Havde aldrig kunne vise andet end sig selv når hun var sammen med Anton. Han havde brudt den mur hun havde sat op for at andre holdt sig væk på kostskolen. Hun havde jo altid været anderledes. Havde enten være helt nede og bare sendt dræberblikke til alt og alle. Eller også havde hun bare gået og været helt væk i ingenting samt at hendes blodrøde øjne skræmte folk så meget at de kaldte hende misfoster. Det havde såret hende men hun vidste det ikke. Først når hun var alene. Og en gang var han kommet forbi. Havde været den første til at se hende græde over det. Og hun stoppede ikke of frygt for hvad han ville tænke men blev bare ved og han fik hende til at grine igen. Han havde været hendes første bedste ven. Og han var virkelig den bedste. Han havde også været den første hun havde fået følelser for. Om de stadig var der var hun ikke i tvivl om. Men han gjorde hende usikker. Ligesom den gang. Hun los sig læne sig op af ham og lukkede sine øjne i mens hun smilede. "Jeg har også savnet dig." lod hendes rolige og afslappede stemme.

Forlystelsen begyndte at køre langsommere og til sidst stoppede den helt op. Macha satte sig op med et set da den stramlen med jernbøjlerne var meget skærende i hendes øre. Hun fik selv åbnet sin hurtigt og før Anton selv kunne gøre sin havde hun også fjernet den. Med et stort glædes smil. "Kom! Der så er meget der skal prøves!" Hun opførte sig virkelig som et lille barn. Hun tog fat i hans cardigan og trak ham med på denne måde. Så ret sjovt ud.

Anton nød hendes nærvær, mens han lukkede øjnene. Men det var hurtigt forbi, og forlystelsen stoppede, og han slog øjnene op igen, og så på Macha som allerede var stået ud af gyngen, og havde taget hans bøjle op. Inden at han vidste af det havde hun taget et fast tag i hans sorte cardigan. Og nu trak hun stort set bare rundt på ham. Anton grinte højlydt, mens han gik foroverbøjet, "Ja ja! Jeg skal nok prøve det hele med dig.. Natten er stadig ung" han frigjorde sig for hendes greb, hvorefter han tog hendes hånd i sin, og bevægede sig lidt rundt "Nåh, din tur til at bestemme hvad vi skal prøve" sagde han, og kiggede let på de boder der stod rundt omkring. Candyfloss, slikkepinde, bamser, skydespil osv. hvorefter hans blik atter gik mod Macha som så så smuk og sød ud i aften. Det fik en varme til at brede sig inde i ham.

Idet at Anton tog hendes hånd tog hun ikke helt fast. Drejede mere sin hånd så hendes fingre blev lagt mellem hans. Flettede dem forsigtigt sammen. Var lidt ligeglad med om han ikke ville have det eller ej. Hun havde lyst til det. Og hun ville prøve det. Det føltes godt. Dejligt. Og varmt. Mere betryggende end normalt. Hun så op på ham og nikkede til hans ord. Hans sætning om at hun bestemte denne gang. Selvfølgelig gjorde hun det. Men hun ville noget andet end at finde en forlystelse. Følte bare ikke det var det rette øjeblik. "Hmmh.. Jeg har faktisk lyst til noget sødt. Candy floss?" Hun så lidt undrende på skiltet. Hun havde set folk spise det stads. Men havde holdt sig væk. Hendes tænder var ikke bare at reparere igen hvis de blev angrebet af huller.
"Nej vent!" Hun stoppede op. "Ehm.. Jeg vil prøve skydespillet. Nu hvor vi alligevel er her." Det var sandt men det var nok også på grund af den enorme fluffy bamse man kunne vinde. Og hun kunne måske sigte godt. Hun ville prøve. Hun så bedende op på Anton selvom at hun lidt efter bare gik hen mod teltet. Stadig med sin hånd flettet sødt ind i hans. Hun virkede lidt nervøs men skjulte det under hendes glæde og hendes lallende humør. "Kom så kan jeg prøve og vinde en bamse til dig!" Hun smilede stort. Og det kunne ses i hendes øjne. Og siden at hendes kinder blev mere tydelige kom den rødlige glød også mere frem.

Deres hænder blev flettet sammen, og han mærkede en varme i sine kinder.. Han rødmede.. "Jamen.. Okay, lets go get a candyfloss then.." sagde han og var lige ved at gå derhen, men hun skiftede åbenbart mening - Typisk kvinder.. Han grinte let af hende, da hun sagde at hun ville skyde, men hvorfor ikke? Han troede bevidst at hun kunne ramme, "Jamen så lad gå da" sagde han med det største og sødeste og ikke mindst perfekte smil.
Han fugtede sine læber, og fulgte frivilligt med hende hen til teltet hvor man kunne skyde.. Og han kunne ikke lade vær' med at le højt af hendes ord "Ja forfanden! JEG VIL HA' DEN BAMSE SKAT!" sagde han og pegede på den store fluffy bamse i blå. Vidst nok kaldte han hende skat, men måtte han ikke det? Han var sådan set ligeglad, men han havde ment det mest for sjov.. Sådan.. Lidt.. Noget af det var vel også fordi at han synes at hun var hans skat. For det var hun virkelig. Hun var hans højeste og mest fantastiske skat, som ingen.. Ingen! Måtte få lov at få del i, på denne måde som han gjorde. Men alligevel.. Han sukkede lydløst, og slap hendes hånd for derefter at stille sig op af disken bordet tingen, mens han så afventende på hende.. Han ville se hende skyde, se hende vinde, han ville se manden der stod foran dem måbe over hende, hvilket han allerede gjorde pga. hendes udseende.. Typisk.. og det irriterede ham lidt. Men det var vel bare en gammel'gammel vane han havde fra dengang.

Macha flækkede over hans råbende ord. Var nød til at stoppe lidt op og stå og grine af. Hendes hjerte blide latter kom for alvor frem her. Og alle ville kunne høre den. Nogle stoppede endda op for at se på hende. Troede hun var sindssyg. Underlig. Og alt det der. Men hun var ligeglad lige nu. Det havde lydt så sjovt og han havde set endnu sjovere ud mens han havde sagt det.
Hun fik lidt efter lidt styr på sin latter og stoppede den endelig. Hun hev efter vejret et kort øjeblik får lige at komme til sig selv. Hun så op på Anton igen. Grinet sad på hendes læber endnu. Hendes kinder var mere røde end før. Men hun havde ikke selv opdaget dem. "Jeg...Jeg kommer nu." Hun gik det sidste stykke hen til ham og puffede til ham med hendes hofte. "Gør ikke det igen." hviskede hun grinende til ham. Hun tog skydevåbnet op i hænderne. Hun havde prøvet dette engang før. Og det gik ikke så godt. Men heller ikke super dårligt. Okay dette skulle gøre. Hun lukkede sit ene øje og hendes tungespids kom til syne i mundvigen som hun tog sigte. Ramte ikke. Andengang var bedre. Og det samme med tredje. Men hun kunne ikke få ordentligt sigte på den sigte. Som havde hendes syn blevet sløret. "Det var flot Frøken. De kan vægle mellem en ting fra denne hylde eller to fra denne." Selvom at hun ikke fik den store bamse til Anton var hun da meget stolt alligevel. Hun havde ramt nogle gode nogle. Hun lod sit blik glide hen på det sted hvor hun måtte tage to fra. Og hun smilede lidt mere ved det hun så. Hun rakte ud efter to flot flettede armbånd i snor.
Hun gik lidt væk fra boden og stillede sig med fronten til denne smukke engel foran hende. "Undskyld jeg ikke fik den bamse.." Hun så lidt ned og lavede baby-undskyldings face. "Men her alligevel." Hun så igen op og rakte ham et af armbåndene. De passede både til ham og hende. Og der var to af samme slags. Hun smilede forsigtigt men stadig sødt som sædvanligt.

Anton grinte let, og kyssede hendes kind, "Undskyld, men jeg blev altså ærligtalt nød til at sige det!" han grinte let, og var glad over at se at han havde fået hende til at flække af grin - Han elskede hendes grin og smil. Det fortryllede ham, og fik ham atter til at stå og stirre på hende i et par sekunder, som en eller anden idiot hvorefter han vågnede af sin drømmeverden, hvor hun selvfølgelig var hovedpersonen i den. Hun havde allerede taget skydevåbnet i hånden, og han betragtede hendes gode skud. Hun var faktisk rigtig god.. Men han fik dog desværre ikke bamsen, og det gjorde ham skam ikke spor. Han tog imod sit armbånd med et stort og smøret smil, "Taaaak.. og det er okay prinsesse" sagde han, og så hende dybt i de røde smukke øjne, som ligenu mindede om en hundehvalps. Han gav hende et kys i håret, hvorefter han tog hendes arm og bandt armbåndet rundt om hendes arm, "Se! Det her er så et minde om vores aften, som stadig er ung.." han fugtede sine læber, og mødte hendes øjne, "Din tur til at give mig dit armbånd på!" sagde han og rakte sin arm frem så hun kunne binde det rundt om hans håndled.

Macha betragtede hvorda han fingernemt fik båndet hendes armbån omkring hendes håndled. Og hun syntes at det var lidt pænere end når det bare var frit. Hun smilede glad og stolt over at have fået sat det på af ham. Hun nikkede som en bekræftelse. Selvfølgelig var dette et minde om denne aften. Om dem. Hvis de igen skulle komme væk fra hinanden. Så ville hun i hvert fald bære ham i sit hjerte men deres glade minder i dette enkle smykke. Det ville lade hende huske igen hvis hun glemte. Hun tog nu blidt omkring hans arm og trak den ned i sin højde så det blev lidt nemmere for hende at binde hans. Hun fik roligt bundet det. Ikke for stramt men eller ikke for løst. Hun havde bundet det på samme måde som han havde bundet hende. "Sådan." sagde hun stolt og med et stort smil. Hun førte sin ene hånd op så man kunne se hendes armbånd. "Nu er vi ens!"
Hendes smil forandrede sig lidt fra lallende til engleblidt igen. Hun løftede sin ene hånd og lagde den mod hans kind. Hun tog dog ikke blikket fra hans øjne. Havde begravet sig i dem. Hun kærtegnede hans bløde kind og hendes kinder blussede ldit op. Så var det at hun rejste sig op på sine tær og der gik ikke lang tid før at hun lod sine læber mødes hans for anden gang. Men hun holdt det lidt længere. Og dette betød mere. Hendes øjne var lukket blidt i indtil hun igen brød det og stillede sig ned igen. Smilede forsigtigt. "Endnu et minde." Hun træk lidt på skulderne og afventede egentligt bare han rektion. Håbede på noget godt. Hun havde gjort hvad hun vidste var rigtigt for hende i hvert fald.

Anton sendte hende et stort smil, "Det bliver en dejlig aften med dig.." sagde han, hvorefter han kiggede på deres ens armbånd, men endte som altid med at blive væk i hendes blodrøde øjne. Hun var så smuk, så fantastisk, så dejlig.. og efter alle de års adskillelse, følte han at det hulrum der havde været inde i hans bryst var blevet helet igen, når hun var nær. Han ville ikke miste hende igen, han nægtede det.
Hun afbrød hans tanker ved at stille sig på tæer, og kysse ham - et langt kys som gav ham en kildren i maven. Han ville ønske at det kunne vare evigt, men det stoppede så hurtigt som det var. Anton kyssede hende i håret og hviskede derefter lidenskabeligt og sødt i hendes øre "Tak.. Jeg holder rigtig meget af dig Macha min prinsesse.. Jeg har virkelig savnet dig" han omfavnede hendes lille spinkle krop.. Forfanden han ville ønske at øjeblikket kunne vare evigt..

Måske havde det været forkert alligevel. Det havde måske været dumt af hende at gøre det alligevel. Det virkede ikke helt som om at det var det rigtige at gøre alligevel. Det virkede dog stadig som at der var noget der var faldet fra hendes skuldre. Lettet følelse over endelig få taget sig sammen til det. Og hun var jo også blevet en smule mere modig en sidst. Når det kom til kærlighed. Hun nød det enkle kys han placerede på hendes hoved. Det var en ukendt tone han så kom med da han hviskede til hende. Det var som om at blot hans stemme kunne give hende en kildren i maven. Og hun kunne ikke lade være med at smile over det. Følte sig igen tryg. Og specielt da hun kom ind i hans favn. Hun førte sine arme omkring livet på ham. og støttede sit hoved mod hans brystkasse. Lyttede til hvad der var at kunne findes der inde. Han havde endnu et hjerte der bankede. Det havde engle. Havde hun også men ikke på samme måde. Så hun nød rytmen af hans. "Jeg holder rigtig meget af dig. Og det har jeg altid gjort. Jeg kan bare ikke sige undskyld nok for alle de gange jeg har såret dig." fortalte hun ham så. Så kun han kunne høre hende. Hun greb blidt fast i hans trøjes stof omme bag på. Som ville hun ikke give slip igen. Men der stod de bare. Midt i det hele mens at folk gik omkring dem.
Hendes hårfarve begyndte nu at skifte. Fordi hun var så tæt på ham. Ville være lidt sikker på ikke at gøre ham ondt. Den kobolt blå farve fra hotellet var tilbage. Og klædte hende vel lige så godt som den andet. Det matchede i hvert fald til hendes tøj samt at krøller endnu også var der. Men hun tænkte ikke mere over det. Stod der bare. Ville vente til han ville bryde deres omfavning. Ville ikke selv.

Anton kørte en hånd op i hendes blå'turkise hår hvor han blidt nussede mens den anden lå om hendes talje.. Hun var iskold, men stadig dejlig at have i sin favn, så han gav næppe slip. "Virkelig?" han bed sig let i læben, mens han holdt hende lidt tættere indtil sig. Hun havde nu ret.. alle de gange hvor hun havde såret ham.. Det gav et lille stik i hjertet på ham, men han valgte at ignorere følelsen der skyldede over ham, og gjorde hans ansigt tomt.. I stedet, trak han med ud i siden, hvor han slap hende lidt.. "Macha? Vil du videre?" spurgte han så hvorefter han skubbede hende lidt væk fra sig..
Anton sendte hende smil, hvorefter han kort strejfede hendes kind med hånden. Han trak hende videre, ned af den befolkede 'gade' hvorefter han trak hende med op i køen til et spøgelses hus.. Han holdt hende dog stadig i hånden.. "Jeg vil vædde med at der er vampyrer og dæmoner derinde!" sagde han med et grin og et blink i øjet hvorefter han lagde armen om livet på hende..

Macha lyst lidt op igen og følte sig knap så nervøs som før idet hun igen vågnede var den drøm der svømmede rundt i hovedet på hende når hun var tæt på ham. Men stadig slap hun ham ikke. Eller også var det ham der ikke slap hende. Altså deres hænder var næsten hele tiden samlet.
Hun gik frivilligt med ham da han trak hende grundt. De kunne vidste ikke bare gå i et almindeligt tempo. Skulle hele tiden trække hinanden med rundt omkring som om alt dette hastede. Men også som at vi hele tiden ville have at de havde hinandens opmærksom. Og det var også ret sjovt sådan bare at løbe rundt sammen. Det var som om at de jo løb væk sammen. Væk fra alt det andet. Alle de undrende blikke. Og de beundrende blikke. De var jo begge to nogle smukke skabninger. Begge to skabninger der ikke hørte under mennesker mere. Hun stoppede op ved siden af ham og fik først øje på hvilken forlystelse han havde valgt denne gang. Spøgelses huset? Det lød da sjovt nok. Hun grinte lidt over hans kommentar og skilte sine læber for at sige noget til det. "Uuh ja! Det er der helt sikkert!" sagde hun livligt og lod en meget falsk uhyggelig latter komme fra sig et kort øjeblik. "Men så må vi bare håbe der ikke elge der lunter rundt der inde."

Anton smilede skævt til hende, og nussede hendes side mens han egentlig bare trippede let på fødderne da det snart var deres tur.. Han vendte blikket mod hende og mødte hendes øjne "Tror du at det bliver uhyggeligt?" spurgte han og så lidt drillende på hende.. Han troede ikke selv at det ville blive uhyggeligt. Plastik, det var egentlig det eneste der var inde i dét spøgelseshus.. Men en del af ham ville stadig derind - Med hende.. Oprindeligt havde han tænkt på kærlighedshuset meeeeen... Nej... Det turde han så ikke af frygt for Machas reaktion, så han valgte bare spøgelseshuset, og det var det også fint nok?

Det var nu deres tur, og de blev vidst hen til en vogn der skulle forstille en gammel'gammel sofa - i plastik. Anton lod Macha træde ind i vognen først hvorefter han satte sig ved hendes side.. Folkene der stod i køen kiggede rimelig meget, - Nej det var ikke rigtigt. De overbegloede dem.. Typisk mennesker.. Vognen kørte nu, og viste dem ind i et rum hvor der hang spindelvæv ned fra loftet, edderkopper, skeletter, høje lyde som lød som skrig og piskesmæld, mumier der skød frem fra deres kister lige i det at vognen passerede dem - Dog ovre i Machas side. Ellers dukkede manden med leen op sammen med en grim heks med en alt for lang næse. Gennem hele turen, sad Anton og betragtede tingene, lydløst mens tanker skød gennem ham.. Kunne Macha lide ham? Lide ham på den måde han kunne lide hende? Der drev et lydløst suk gennem ham, da vognen stoppede og forlystelsen var ovre.. Han vendte sig mod Macha med et sødt smil, mens han atter havde fået hendes øjenkontakt.. Han ville ønske at ha kunne se ind i hendes øjne forevigt.

Egentligt havde Macha glemt alt om de andre folk omkring dem. Kunne ikke mere mærke deres stikkende blikke i ryggen. Men hun var utrolig spændt. Hun glædede sig til at komme ind i forlystelsen og da deres 'sofa' kom til syne hoppede hun nærmest hen på plads. Og ventede på Anton til hun træk beskytteren ned over deres ben. Hu så mod ham med et stort smil. Og hun så ikke ud til at være skræmt. Ikke det mindste bange for hvad der ville ske der inde i mørket. Hun var ivrig efter at få et gys kørt gennem sin krop. Hun strammede sit greb omkring det hun nu kunne få fat i og mens de kørte gennem havde hun svært ved at ikke bare rejse sig og blive her inde. Lydene var skrigene havde en lidt makaber virkning på hende nu hvor vampyr genet flød i hendes åre. Og hun smilede bare mere og mere jo mere de kom. Men da de kom ud igen blev hun skuffet over at det var slut.
"Ej kan vi ikke prøve den ig..." Hun stoppede sig selv. Hun virkede som en sindssyg. Og det ville hun ikke over for ham. Hun mødte hans blik og hendes adrenalin faldt lidt. Hendes skuldre faldt i hvert fald ned igen. Og hendes smil blev mere roligt. "Kom. Jeg vil gerne prøve en af de der rutsjebaner." sagde hun så med sin engleblide stemme. Den var nu lidt hæs. Hun gik et skridt tilbage og rakte sin hånd ud. Hun ville holde hans hånd. Bare berøre ham og vide han ikke pludselig forsvandt for hende.

Anton steg ud af forlystelsen, og betragtede hende lidt.. Havde hun fået et rus af en slags? Først nu forstod han hvorfor.. Skrigene.. Måske havde det ikke været en god idé at trække hende med derind, og han kunne nu se at hun skammede sig over sin kommentar. Anton greb hendes hånd og nikkede.. Hendes hånd var kold, men dejlig og blød at røre ved. Mens hun trak ham videre, grublede han let; Hvordan kunne hun egentlig være ved hans side, uden at blive.... tørstig? Tænkte hun overhovedet ikke på det? Eller var hun bare sådan.. vant til det? Han lod blikket glide rundt, men endte på hende igen, "Hvilken én af dem?" spurgte han så da de nu stod foran fire-frem stykker af dem. Hans stemme var rolig og blid.. Han kløede sig i håret med sin frie hånd, mens han betragtede den lille vampyr pige, med det blå hår og de røde smukke øjne.

Macha så sig rundt på de rutsjebaner Anton havde været så rar at vise frem til hende. Hun havde svært ved at bestemme sig og så gjorde det ikke det helt store. For så fik hun ikke lyst til at se mod denne smukke engel der stod ved hendes side. Hendes bedsteven. Og lige nu ville hun helst ikke betragte ham. Rus svømmede stadig rundt i hendes lille krop. Den var svag men hun ville ikke risikere noget. Hun havde bidt ham en gang hvor han nærmest tvang hende. Noget hun underligt nok havde nydt noget så groft. Hun kunne godt lide hans charmerende opførsel og det blev blot bedre når han blev dominerende over for hende. Hun rystede kraftigt på hovedet og havde gemt hvor hun stod. Hendes kinder var blusset lidt op og det var noget hun selv kunne mærke med det samme. Hvilke tanker hun havde. Det var vel normalt men ikke nu og ikke når Anton var i nærheden. "Ehm.. Den der!" sagde hun hurtigt med sin hæse stemme og pegede på en helt tilfældig forlystelse. Hun så mod ham og fik igen et smil frem. Dog gik der ikke længe før at hun begyndte at lunte hen mod den lille kø. Hun holdt ikke hans hånd for en gangs skyld. Hun var stadig usikker på hvad der ville ske hvis hun gjorde. Måske ville hun blive mere tørstig end hun var? Hun havde jo ikke rigtigt fået blod denne aften. Og hvem ville ikke have svært ved at modstå en mandlig engel som ham hun var her med? "Kommer du?" Et grin lod hun lægge i sin stemme mens at hun så gik baglæns for at se på ham gå med hende.

Anton betragtede hende let med hovedet lagt let på skrå, og med et skævt smil på sine rosa læber.. Hun var så smuk, ja han havde svært ved at tage øjnene fra hende og først omkring fem minutter efter opdagede han at han havde stået og gloet på hende som en idiot. Great .. Hun havde vidst allerede opdaget det, da han så hendes porcelæn kinder var blusset lidt op i en mild rød farve. Det gjorde hende bare endnu smukkere..
Han rømmede sig let, og så mod forlystelsen hun havde peget mod. Den var vild, men han havde skam intet imod det. Han havde altid kunnet lide vilde forlystelser, men havde dog aldrig rigtigt været oppe i nogen.
Hun var allerede løbet da han fik rettet opmærksomheden mod hende, og det fik ham til at grine højlydt en melodisk og smuk latter som fik et par folk til at vende sig mod ham og stå og glo med store te-koppe øjne. Det fik ham til at grine højere.. Han fulgte efter hende og sagde med en blid og drillende stemme "Jaja, kommer prinsesse" han sukkede smilende, mens han stillede sig i den store kø til forlystelsen. Han havde ikke sin hånd i hendes, og på en eller anden måde irriterede det ham lidt. Hvorfor? hendes hånd i sin fik ham til at føle sig rolig, glad og gav ham følelsen af at svæve højt mod skyerne.. Tanken fik ham til at smile større.. Ja, han var jo en engel. En smuk en af slagsen.

Macha virkede lettere anspændt lige pludselig. Hun så ikke på ham og sørgede ikke for at tage hans hånd i hendes som før. En boblende følelse flød rundt i hele hendes krop. Og hun kendte ikke helt til den. Eller måske gjorde hun. Havde følte den få gange før. Også en gang før med Anton. Hun ville ikke benægte det. Englen havde en hel speciel plads i hendes endnu langsomt bankende hjerte. Hun var ikke helt død. Ikke endnu. Og hun kunne jo også sagtens gå rundt på jorden sammen med de helt levende. Dem der ikke havde følt den smerte ved at dø. Det var ikke alle der blev udsat for den slags. Hun huskede dog ikke sin første død som smertefuld. Det havde været som en søvn som hun havde stået der i vindueskarmen.
Endelig var det deres tur og den akavede stemning omkring dem blev brudt. Hun følte sig skyldig omkring det så hun ville prøve og gøre det mere hyggeligt igen. Hun fik sat sig i forlystelsen og ventede til han satte sig ved siden af hende. Hun fik arbejdet et smil frem og sendte det til ham. Kun til ham. Ingen andre. Hun sneg sin hånd ned og tog om den. Gav den et klem og gav slip igen. Hun ville helst ikke falde ud mens de kørte så hun valgte at holde godt fast i det hun nu kunne holde fast i.

Turen var slut. Og Macha's endnu kobolt blå var blevet ufatttelig uglet. Krøllerne sad ind i hinanden men dog klædte denne fuglerede hende vel egentligt meget godt. Hun kæmpede igen for at se på ham. Med et smil. Det havde været en sjov tur. Hun poserede lidt for sjov foran ham. "Er jeg ikke bare lækker med rutsjebane hår??" spurgte hun og man kunne høre hendes latter gennem hendes stemme inden hun brød ud i den. Rolig og ikke helt så høj som før. Stadig undgik hun øjenkontakt.

Anton bemærkede hurtigt den akavede stemning. Men han besluttede sig for rent faktisk ikke at bryde den, hvilket han normalt ellers ville ha' gjort. Men det føltes som et dårligt tidspunkt at gøre.. Hun måtte selv bryde den, når hun følte sig klar.
Han lod blikket glide rundt og fik øje på en gruppe unge mennesker der stod og gloede på dem med åben mund og det hele.. Men da den ene af drengene begyndte at tjekke Macha ud, følte han et stik af vrede gå igennem blodet på ham.. Men han fik hurtigt rettet sig op, og trangen til en smøg krøb atter op i ham, men han havde ikke længere tid til at tænke over det da det var deres tur..
Han satte sig ved siden af hende, og smilede kort og genert da hun endelig fandt hans hånd og forlod den i et lille klem.. Det fik ham til at glemme om den vrede følelse der stadig boblede løs indeni ham.

Turen var slut, og den havde faktisk været ret sjov ifølge ham. Anton så mod hende, og han kunne ikke lade vær' med at grine over hendes hår, "Ja forfanden! Hammerlækker!" han grinte atter med hovedet let på skrå, hvorefter han greb hendes hånd.. "Det klæder dig faktisk en smule" indrømmede han med et drilsk smil, mens han indeni kæmpede med at få hans blik til at se væk fra hendes. Men det var umuligt for ham.. Umuligt.

Hans hånd i hendes var varm. Hun ville altid være koldere end ham. End en engel. Men der var stadig forskel på ham og hvis hun rørte ved et menneske. Hun lod de blodrøde øjne sænke sig og så ned på hans hånd. Betragtede hvordan at de bare passede perfekt ind i hinanden. Som når pulsespillet blev samlet som på billeder på kassens front. Eller så meget andet. Som nøgle og lås. Det var faktisk betryggende at bare stå. Men det varede kun lige i starten. Ellers begyndte hans puls at sige hen i hendes hånd. Og videre rundt i hendes krop. Hvor var det fristende. Men hun ville ikke påføre ham denne smerte igen. Dog kunne hun virkelig ikke holde sig væk. Smagen af hans blod fra før kom tilbage i hendes mund og hun følte sig mere sulten. Hun ville ønske hun blot kunne spise noget andet. Men det ville ikke stoppe den trang der hang over hende.
Hun strammede yderligere sit greb omkring hans hånd og det fortalte at hun faktisk ikke var så uskyldig og svag som hun ellers så ud til. "Kom.. Jeg kender en sjov..forlystelse" Fik hun frem. Lettere hviskende og med det samme træk hun ham med sig. Hurtigere end hun havde gjort før den dag. Hun træk ham bare med sig uden at sige mere. Og hun træk ham underligt nok længere væk fra de steder hvor at alle folkene var. Og pludselig ind i et trælignende areal. Hen slap hun hans hånd og fik ham til at stå med fronten mod ham. Hvis det lykkedes hende ville han blive skubbet mod den nærmeste træstamme. Og hun kom hen mod ham. Hendes hænder landede på hans skulder og hun rejste sig op på tæerne for med at kunne nå. Hendes læber var ved hans nakke og han ville kunne mærke hendes kølige ånde. "Undskyld.." hviskede hun kort og svagt før at hun åbnede sin mund og de sylespidse hjørnetænder kom til syne. Denne gang gjorde hun det blot uden at spørge. Hun bed sig fast. Uden at blødgøre hans hud. Det var der ikke tid til. Hun ville egentligt gerne stoppe igen hurtigt men med det samme at det saftige blod ramte hendes tunge slappede hun mere af omkring dette. Og hun var mere inde i sig selv nu. Vidste dog godt hvad hun gjorde. Kun halvt. Nok til at en krystalklare tåre gled over hendes kind og landede mod hans blottede hals hun stadig havde sine tænder nede i.

Anton betragtede hende let, hun så bleg ud... Blegere end hun allerede var i forvejen og det bekymrede ham.. For han vidste godt inderst inde hvad det var. Og han var skylden... Hendes hæse hvisken gik igennem ham i et stød, og han vidste allerede da hun førte ham væk at det ikke var en forlystelse de skulle prøve.. Men noget helt andet..
Han lod sig føre med hende, uden at sige noget, og hans ansigt var blidt og svagt smilende, mens han klemte hendes hånd. Hun havde ført dem til et øde sted, og nu var han hvertfald helt klar på at det var det hun ville.. Han mødte hurtigt hendes blodrøde skinnende øjne inden han lukkede sine brune i. Hendes kolde ånde mærkede han mod hans hals, og så skete det.. Hendes tænder skar igennem hans hud, og han stønnede stille smertefuldt men et sted også nydende. Han trak Macha tættere til sig ved at lægge en arm om livet på hende, og den anden om hendes nakke som begravede sig i hendes kobolt blå hår. Han bed sig hårdt i læben og trak vejret i hurtige stød..

Anton stønnede atter, men trak så hårdt i hendes hår velvidende om at det ikke ville gøre ondt på hende. Hendes tænder var ude af hans hals igen hvorefter han mødte hendes blodrøde øjne, så røde havde han sidst set dem da han lod hende smage hans blod første gang. Han tog et skridt mod hende, men fortsatte så indtil hun stødte op af et træ. Han lagde sin pande mod hendes og holdt hendes øjenkontakt en smule længere, indtil han lukkede sine øjne i, i et kys mod hendes blodrøde læber.. Kysset smagte af jern - blod, men for hende sikkert sukkersødt og dejligt, som han fandt slikkets smag.. Han pressede hendes læber mod sine, lidenskabeligt og heftigt, mens han sørgede for at hun ikke kunne fjerne hovedet.. For hun skulle kysse ham, blive ved bare lidt endnu.. Og så kunne hun smage.. Et lille støn undslap hans ellers så rosarøde læber, der nu var blevet blodrøde af engleblodet - hans blod.
Anton strakte atter halsen, og satte hendes hoved mod hans hals igen hvor såret stadig dryppede blod.. "Drik" hviskede han mens hånden i hendes hår nussede blidt og forsigtigt.

Macha følte hvordan at hun blev trukket væk. Hun så allerede meget bedre ud en før. Havde det bedre. Men hendes kinder var våde. De var ikke røde af blodtåre men blot klare af saltvandstårer. Hun havde virkelig ikke kunne lide at skulle bide ham igen. Men han havde været den der var tættest på og hvad ville han have sagt til at hun havde gjort det med en anden. Bare trukket ham eller hende ned. Hvad skete der nu. Hun kunne mærke et træ mod sin ryg. Det gjorde ikke ondt men hun var ikke vant til at det var den anden der tog kontrollen. Hun så ham i øjnene. Blev nærmest tvunget til det. Spørgsmål og tanker fløj rundt i hendes hoved. Men hun stoppede så brat sine tanker. Helt. Hun kunne mærke hvordan at et par bløde læber blev presset mod hendes. Hun var blevet overrasket og blev bare mere overvælet over hvilke følelser der blev lagt ind i det. Hun begyndte at slappe mere af og efter at han havde virkelig ikke lavet andre valg for hende lod hun sig rive med. Hendes arme blev langt omkring hans nakke og kyssede igen. Hendes øjne var selv lukkede i. Det var en nærmest fortryllende oplevelse dette. Hun havde kysset før. Men aldrig på denne måde.
Hun stoppede selv kysset og da hun åbnede de røde øjne kom såret på hans hals til syne. Og hun følte hvordan han ville have hende til at forsætte med det fra før. Overraskende. Hun lod ikke chancen gå fra sig. Hun fjernede sine arme fra hans nakke og greb fast omkring hans bluse hvorefter hun blot træk ham helt ind til sig selv før at hun endnu bed sig fast efter at have slikket det før overskydende blod væk. Hun nød for at være ærlig egentligt hvordan at tingene havde udviklet sig.
Hun stoppede sig selv efter noget tid. Ren gjorde igen område omkring de to bidemærker og træk så sit hoved tilbage. Lod det læne op ad træstammen og så mod ham. Ind i hans øjne. Kunne ikke lade være med at smile lidt mens at hun tørrede blod væk fra sin hage og mund med en blid og sensuel bevægelse. "..tak" Det var lige så kort og hviskende som før. Mumlende og man ville næsten ikke kunne høre hende. Blot se hvordan hendes læber bevægede sig om ordet.

Anton trak vejret i tunge stød, mens han langsomt mærkede energien blive suget ud af ham.. Hans ben føltes som gelé, og han havde svært ved at tænke klart, også efter hun trak sine tænder ud af hans hals. Han åbnede øjnene og mødte hendes i et skævt og lidt drenget smil. Hans øjne var matte men de glimtede i mørket omkring dem. Han trak hende indtil sig, "Næste gang så fortæl mig hvad du vil.. Og så kan vi skam godt gå til sagen" sagde Anton med en charmerende og forførende stemme, mens hans hånd nu var kørt op på hendes kind i et smøret smil. Han var svimmel, men stadig mere fattet end før. Men nu var han desuden også lidt træt, ikke blot i sindet men i hele kroppen som nærmest var bedøvet.
Han fugtede sine læber for at få resterne af blodet på hans rosarøde læber væk.. Han blidt satte et kys på hendes porcelæn hvide pande.. Hun så meget bedre ud nu, og det gjorde ham glad faktisk.. "Hmm.. Har min prinsesse det bedre nu?" hans stemme var nu sukkersød, og det var uhyggeligt så forførende han var lige i øjeblikket, og han håbede faktisk at hun intet havde imod det.. Hans arm omkring hendes talje strammedes lidt, mens han trak hende tæt indmod sig, hvorefter han fangede hendes blodrøde skinnende øjne..

"Jeg..Jeg kan bedst lide det på den måde. Gider ikke alt det planlægning." forklarede hun ham så. Hun kunne sagtens kunne have sagt det til ham. Men hendes instinkt havde ikke sagt go for det. Så det var blevet på denne måde. Og det var blevet noget anderledes end hunhavde forstillet sig. Havde ikke set frem hans passion træde til. Men hun havde intet haft imod det. Hun kunne godt lide hans stemme lige nu. Den gik lige ind. Og om det var fordi hun havde det bedre nu eller det blot var ham vidste hun ikke. Tænkte ikke mere over det.
Macha kunne mærke hvordan at han havde problemer med at holde sig oprejst og lod sig roligt bøje ned i sine knæ så det egentligt ente med at se sad på den kolde jord. Hun lod sig blive trukket ind til ham. Hun slap helt hans bluse men fik lagt begge sine hænder mod hans lår mens at hendes hoved blev lagt mod hans brystkasse med et tilfreds smil. "Jeg har det meget bedre." Hun var ikke sikker på om hun skulle sige undskyld igen. Han havde set ud til at nyde det noget så meget. Og en lidenskabelig udstråling var kommet fra hende. Havde smittet hende. Hun rettede sig op så deres ansigter var lige ud foran hinanden. Hendes hænder var endnu mod hans lær. Ikke sådan at hun pressede hårdt ned men sådan mere hvilende. Hun lagde sit hoved lidt på skrå og hendes smil voksede. "Jeg håber ikke det gjorde for ondt.." hviskede hun roligt til ham mens at hun så lidt spørgende på ham. Men kun kort. Før at hun virkelig kom dybt ind i hans smukke øjne. De havde fået dette glimt siden sidst. Han havde vokset sig ud af den dreng hun havde kendt i starten. Men hendes følelser for ham var blot vokset på grund af det. Eller noget. Kunne godt lide hans forandringer men også tingene der aldrig blev ændret.

Anton lod dem falde ned mod den kolde jord, og det hjalp lidt på hans svimmelhed.. Hun havde taget rigeligt for sig, faktisk mere end sidst og det kunne mærkes men denne gang havde ikke gjort så ondt som sidst.
Han tog Macha ind i sin blide favn med et skævt charmerende smil. Han følte som om han svævede på en sky, og han var faktisk glad for at hun havde kysset med.. Oplevelsen i sig selv var fantastisk, og det var følelserne der udgjorde det meste..
Han rømmede sig let, og betragtede hendes røde øjne hvorefter han lod sit ansigt komme tættere på hendes, "Hmm.. Ikke så ondt som første gang" sagde han og kunne ikke lade vær' med at grine en anelse over at det lød som om at han mente noget helt andet.. Hans smil var fortryllende og charmerende kun en engels smil kunne præstere sådan en perfekthed hans smil indholdte. Det var det bedste ved at være en engel - Perfektheden og ikke mindst det smukke udseende man fik.. Han gav hende et blidt kys på kinden, hvorefter hans hånd lagde sig mod hendes hvide kolde kind i en blid berøring.. Så smuk, så smuk var hun..