Everything Starts Again - Athal

Det var lige før, han fortrød sine ord, da han så Angelins brødebetyngede ansigt. Han rømmede sig og skulle lige til at sige, at det var okay, at han nok skulle overleve og alligevel følge med hende. Men da lukkede hun endelig ud med det hele. Lidt kunne han nu ikke lade være med at smile. Lettelse busede igennem ham, og han spidsede ivrigt ører for at få enhver detalje med. Han havde jo trods alt ikke buset gennem et koldt og klamt hus for ingenting!
Det var som om, hele huset lyttede til hendes historie - eller også var det bare fordi, han selv var så optaget af den. Medfølelse og en form for beskyttertrang overvældede ham, da hun betroede ham sin tragiske forhistorie, og han skyndte sig at nikke, da hun holdt inde for at tjekke, at han var med.
Igen smilede han, da hun overvældede ham med sin taknemmelighed, og han løftede overbærende hånden, som for at sige: "Det skal du ikke tænke på; jeg var alligevel i nabolaget." Tilsidst, da hun havde talt færdigt, betragtede han hende eftertænksomt.
Hvor så hun dog lille og skrøbelig ud. Hun måtte allerede have haft det utrolig dårligt oven på alle de flashbacks, hun havde fået serveret denne aften. Athal fik utrolig ondt af hende, og fik straks lyst til at gøre alt godt igen.
"Jamen så er det jo bare der, vi skal kigge!" erklærede han friskt og marcherede selvsikkert hen til lemmen. Han stak Angelin et beroligende smil og trak prøvende i håndtaget ...

Måske var det alligevel ikke helt sort hele situationen som de nu begge stod i. Egentlig havde hun mest lyst til at gå igen, da fornemmelserne for at smykkerne, kostbarhederne og sølvtøjet var væk. Der måtte have været nogle før dem, og den eller de personer som havde været her, havde sikkert allerede taget kostbarhederne, hvor end de så var henne.
Pludselig virkede det hele som om, at Athal nu forstod hende, og at han virkelig fik medfølelse. Bare tanken om at han forstod, fik et lille smil frem på de blege læber. Egentlig havde hun lyst til at give ham et ordeligt kys midt på munden, men så ville det hele bare gå fuldkommen amok, og tanken om det, var ikke spor fristende.
Athal forsøgte vist at få håndtaget i lemmen ned til gulvet, til at gå op. Men intet skete. ”Her. Lad mig,” kom det fra hende, hvorefter hun gik hen mod ham, og lagde hånden om håndtaget. Selvom det måske ikke ville hjælpe det mindste, lukkede de krystalblå øjne i, og Angelin tog en dyb indånding, før hun forsøgte at få lemmen til at åbne sig. Nej. Intet skete.
Vreden begyndte at skyde op i hende, og hun trak til. Endelig. Endelig skete der faktisk noget. Eller. Måske løsnede det sig bare? Hvor havde hun vare lyst til at flejne ud og gå fuldkommen grassat på håndtaget. Det var da helt utroligt. Okay. Hun måtte tage sig sammen, og slappe lidt af. Hun var sikkert bare blevet for ivrig. Måske var det det? Forsigtigt forsøgte hun at få lemmen til at åbne sig igen, og denne gang lykkedes det.
Der var sort. Utrolig sort nede i det rum hvor lemmen var, og stort set intet var der at se. Bortset fra få ting der glimtede. Små bitte steder var der nogle ting der glimtede om kap med det sorte. Angelin lagde sig på knæ ved åbningen, og lod begge hænder støtte sig til gulvet, mens hun kiggede ned i mørket. Var der virkelig noget der nede, eller var alt det der glimteri bare noget hun forstillede sig?
Forsigtigt lod hun en hånd forsvinde i mørket, og da den var kommet langt nok ned, stødte den på noget blankt og koldt. Angelin greb fat om genstanden, og fik hånden op fra mørket.
I hånden lå nu et lille smykke med en sølv sommerfugl. Dette smykke så bekendt ud.

Athal havde siddet og stirret en anelse ondt på lemmen, som om han via tankens kraft kunne tvinge den op. Han sprang hastigt til siden, da Angelin sprang til, og iagtog hendes lige så desperate forsøg på at åbne den.
"Jeg tror vist ikke, det nytter," sukkede han og overvejede kraftigt, om der mon skulle forsøges med lidt vandskydende kræfter. I samme øjeblik fik hun dog lemmen op, og han holdt nervøst vejret, da hun stak hånden ned i mørket.
"Nej, lad hellere mig," inssisterede han, men da var det allerede temmelig forsent. Gemte der sig et uhyre eller endnu en traumatisk forbandelse dernede, ville Angelin sandsynligvis ende med at få den.
Koldsveden bredte sig som små perler i hans nakke, og fantasierne eksploderede i hans tanker. Han kunne ikke lide det, slet ikke, og ville bare ønske, at hun hev den hånd op igen, så han i stedet kunne få lov til at vove sit liv denne gang.
Så, endelig, skete der moget. Athals lavede en vild ping-pongskydning mellem Angelins ansigt og hendes hånd. Spændingen steg, og op trak hun en .. et lille smykke.
Athal gjorde store øjne og måtte nærmest koncentrere sig om ikke at måbe. "Er - er det det? Skatten?" spurgte han forsigtigt, en smule bange for at bryde hendes formodede tankerække.

Dette kunne over hovedet ikke være det eneste, men smykket tiltrak sig en hel del opmærksomhed fra hendes side. Egentlig kunne hun ikke huske hvem det var, der ejede dette smykke før i tiden. Om det havde været hendes, hendes mors eller… Lessies? Det kunne da kun have tilhørt den yngre søster, Lessie? Det var den eneste mulighed.
Selv havde hun ikke eget et smykke som det, da hendes smykker oftest bestod af diamanter eller bare smukke sten og perler. Dette kunne ikke tilhøre andre. Den lille sommerfugl havde Angelins fulde opmærksomhed, som om hendes øjne var knyttet til det og ikke kunne fjerne blikket fra det.
Lessie havde været den yngste af pigerne i familien. Den smukke blonde pige, som ingen turde sige noget til, pga. hendes store temperament og bare hendes anderledes valg af tøj. Denne pige havde stået Angelin meget nær, og det var måske grunden til at blikket ikke ville flytte sig fra sommerfuglen.
Den blege tommelfinger lavede en flydende bevægelse hen over det kolde sølvsmykke og de småsten der fik det til at skinne endnu mere. Da blikket endelig ville flytte sig, rettede hun det blot hen mod ham. Nej. Det var helt sikkert ikke det eneste der havde været i det lille rum, men hun havde brug for lys til at finde ud af det.
”Nej. Det er helt afgjort ikke det eneste der er.. Men hvis du live vil hjælpe mig, så..” Mere nåede hun ikke at sige, før hun svang fødderne ud over kanten til det lille rum, som nok ikke var meget dybere end en halv meter. Hvor stort det kunne være, have hun ingen anelse om, men det var nok ikke helt lille.
Det var hendes beslutning. Hvad end der befandt sig der nede, var ikke godt at vide, men det skulle hun vide. Om der så var et monster eller ingen kostbarheder længere. Der måtte da befinde sig noget mere?

Mens Angelin sad og studerede det kostbare smykke, stak Athal hovedet ned mod lemmen. Han prøvede at se noget; selv det mindste lysglimt, der kunne tyde på andre kostbare genstande. Tanken om en spændende skattejagt havde genoplivet ham, og han kunne ikke vente med at udforske lemmens tætte mørke.
Så fordybet i sine tanker var han, at han fik et mindre chok, da hun talte til ham. Først så han en smule forvildet ud, men da hun begyndte at svinge benene ned i hullet, satte det tempoet i gang hos ham.
"Vent - lad os i det mindste gøre det sammen!" inssisterede han, sprang hen på den anden side og satte begge ben ned i mørket. Det føltes lidt underligt; bare sådan at stikke fødderne ned til noget fuldkommen ukendt, hvor chancerne for, at det kunne være noget farligt, var 50 %. Ikke destro mindre veg Athal ikke. Hvis Angelin absolut havde lyst til at blive ved med at sætte sit liv på spil, ville han være med - og så var det jo også rigtigt spændende!
Han mødte hendes blik - det var ærlig talt svært at være alvorlig -, og måtte nærmest gribe hårdere fat i gulvet for ikke at springe ud i det. Ansigtet lyste af forventning, da han sagde: "På tre?"

Egentlig havde Angelin ikke regnet med at Athal ville bryde ind og være med. Egentlig havde hun tænkt at han var mere eller mindre ligeglad med hende. Måske tog hun fejl? Eller måske var han.. Nej han var nok ikke grådig. Han var her sikkert bare fordi de havde mødt hinanden, og måske turde han ikke lade hende være alene i dette hus?
”På tre.. En… To..” Der gik et stykke tid mellem hendes tal, men pludselig kom tallet tre ud af hende, og hun udstødte et lille grin. Dette var faktisk pænt morsomt, at de skulle springe ned i noget de ikke rigtig vidste hvad var. De kunne jo lande på hvad som helst. Lige fra en pude til den hårdeste sten. Alt kunne gemme sig der nede. Måske endda et monster?
Alligevel satte Angelin af, og var sikkert på at der gik mindst hundrede år før hun stødte på noget. Her var mørkt. Meget mørkt, men hvor hun var, vidste hun ikke helt. Måske et helt andet sted? Dette sted kunne jo være hvor som helst. Da hun havde sat af, havde hun ikke rigtig tænkt over underlaget hvor hun ville lande, men en ting var sikkert. Dette var i hvert fald ikke et dårligt sted at falde.
Nu var det så bare at vente på at Athan ville dumpe ned ved hendes side, og derefter kunne de gå igang med at kigge på dette rum, og dets genstande.
//Min hjerne gik seriøst i brand:’3

//DET går nok - skal selv lige genvinde kreativiteten :D //

Athal kunne tydeligt mærke hvor nervøs, Angelin først var, på hendes tempo med at nedtælle deres spring. Pludselig var det dog, som om hendes eventyrlyst også fandt vej frem til lyset. Han udstødte et uvilkårligt grin, da han så hendes forventningsfulde ansigtsudtryk, og lod sig så falde med ned i det altomfavnende mørke.
Følelsen af at falde var ubehagelig på grund af mørket. Han kastede et vildt blik opad i retningen af den lysende plet, der nu skulle være indgangen til lemmen, og prøvede dernæst at fokusere på Angelin i det hæsblæsende mørke. Hvilket viste sig at være umuligt.
Håret blafrede i en vild kaskade, og han slog meningsløst om sig med arme og ben.
Al luft blev slået ud af ham, da med ét ramlede mod noget fast. Udstrakt på alle fire lå han, og han brugte et par ekstra sekunder på at samle sig, før han langsomt satte sig op.
Der var ingen forandring. Her var stadig bælgmørkt, og han rakte famlende frem i fuldkommen blinde. "Angelin?" spurgte han vilkårligt.
Hvor i al verden var de?

//Åh nej, det blev til næsten ingenting :'( //

Selvom det hele var svært at forstå, var der en ting der holdte Angelin på rette tanker. Smykket. Det lå stadig i hende hule hånd, og lod sit kølige sølv ligge tæt op af hendes fingre. Det hele med mærket forvirrede hende faktisk en hel del. Kunne det virkelig passe at de var så langt ved som hun havde tænkt? De kunne da ikke være SÅ langt nede, kunne de?
”Ja? Er du.. Okay, Athal?” Spurgte hun med en kærlig og blød stemme. Hun ville ikke have at han skulle føle sig utilpas. Det var trods alt hendes idé dette her, så hvis han følte sig utryg ved det hele, var det jo mere eller mindre hendes skyld, var det ikke?
Panikken slog hende kortvarigt, da der intet lys var. Måske var de fanget? Måske kunne de aldrig komme op igen? Måske var de fanget her nede resten af deres liv? I det mindste var hun samme med Athal. Han fandt sikkert på et eller andet.
”Har du ikke noget lys? Min hud hjælper mig ærgerligt nok ikke denne gang. Det kunne have været fantastisk hvis vi havde tænkt lidt over mørket..” Angelin vrøvlede, og det kunne hun også godt selv fornemme. Måske var det blot fordi hun var bange? Kunne det virkelig passe? Var hun bange?
Frygten begyndte at presse sig på, og mørket begyndte nu at omfavne Angelins krop, som om hun var på vej til mørket som ingen ende havde. Okay. Dette var utrolig creepy. De vidste ikke hvor de var, hvad de skulle stille op, eller om de havde den mindste smule lys.
Hvor pokker var de?

Det hele følte så uvirkeligt, fordi alt freogik i mørke. Da Angelin med bekymret stemme spurgte, om han var okay, mærkede han i ren refleks efter. Udover en kommende bule, han kunne mærke banke på armen, var der vist ikke noget videre galt med ham.
"J-ja, det er jeg," svarede han fortumlet. "Hvad med dig? Du er vel ikke kommet til skade?" Han rakte ud efter hende, men fattede kun om den tomme luft. Åh, hvor ville han dog ønske, han kunne se!
Angelin hoppede vist med på den paniske idé, og han blev selv en smule stakåndet over hendes bedende udbrud. Lys? Lys! Havde han overhovedet sådan noget? Ærgeligt at hendes engleudseende ikke duede i dette mørke. Det var virkelig uheldigt og samtidig utrolig mistænksomt.
Hvis Angelins oplysende kræfter ikke virkede hernede, hvad virkede så? Myrekryben listede sig ind på ham, og han undertrykte et gys. Der måtte jo være noget, der forhindrede det ..
I det samme - som ud af det blå - kom han på en løsning. Det var så med hensyn til lyset, men det var da bedre end at sidde i totalt buldermørke!
"Vent .. Jeg tror faktisk, jeg har noget .. " Inden længe lød der et lavmælt klik!, og Athals lighter oplyste det sted, de var endt ..

Ingen skader på kroppen. Nok mere en total forskrækkelse i sindet og for hjernen. Der var en masse her nede, det kunne hendes hjerne fornemme. Hvad det dog kunne være, som befandt sig nede i dette run, var virkelig ikke til at vide. Det eneste der var helt sikkert var, at der havde vært et eller andet magisk over det smykke hun nu stadig havde i hånden. Det var som om det var begyndt at kæmpe sig fri fra hendes stramme greb om det. Der måtte ligge et eller andet magisk over det, siden at hun havde fået fat i det, og derefter var sprunget ned i rummet. Det var som om det viste hende vej til et eller andet, det var bare hvad? ”Nej jeg har det helt fint. Ingen skader her,” Lød det fra hendes læber, som skælvede en lille smule. Det var svært at afgøre om hun frøs eller om hun bare var bange. Det kunne jo også være begge dele? Stedet var en smule fugtigt og klamt. Måske var de i en grotte eller noget? Intet var helt sikkert længere. En ting var dog sikkert. Der var et eller andet underligt ved stedet, som ikke rigtig ville give sig til kende.
Da en lille klik lyd kom ovre fra Athal, kom der pludselig en lille stribe af lys, hvilket Angelins hud badede sig i. Hendes hud begyndte lige så stille at blive mere gylden, og en lille lyskilde skabte sig omkring hendes krop, og lyste en smule op. Okay. De var helt klart i noget grotte lignende hejs. Hvor og i hvilken grotte de var, var stadig ikke tydeligt. Men hvor tit var det også lige at man kom i en grotte?
Pludselig gik det op for Angelin hvad dette sted kunne være for et. Selvfølgelig en tunnel under huset. Men hvorfor havde hun så aldrig været her før, hvis det var her hun havde opbevaret sine smykker? Måske var der virkelig et eller andet over dette hus, som ikke var blevet opdaget noget før. Dette var faktisk utrolig skræmmende.

Athal blinkede i lighterens lys, der nu syntes blændende efter mørket, og så sig forundret omkring. "Wow!" kom det imponeret fra ham.
Den flakkende flamme, hvis liv afhang af lighteren, kastede deforme skygger og lagde alt i perspektiv. Athal lagde nakken tilbage og glanede fascineret omkring. Grottedanninger kiggede ned på dem, og for første gang lagde Athal rigtigt mærke til hvor fugtigt og klamt her var. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene i et forsøg på at føle sig frem til muligt vand. En besynderlig følelse ramte ham, og han var ikke sikker på, om det var søen, der lå i nærheden, som gav ham falske signaler, eller om der virkelig var befandt sig noget vådt og flydende i grotten.
Den lille flamme dansede og skabte liv i det ellers totale mørke, der herskede om deres lille cirkel. Athal havde måbet sig færdig og så nu på Angelin med et nærmest opfordrende blik. Siden hun var den, der bedst kendte huset og dets omgivelser, var hun vel officielt blevet beslutningetageren.
Han smilede skævt til hende. "Det er noget af et syn, hvad?" Igen så han opad, og det var i et forsøg på at se lemmen. "Skal vi .. fortsætte?"

Angelin måbede. Aldrig havde hun set dette sted før, og hun kunne så godt nok heller ikke genkende det, eller. Nej det sted hun tænkte på, var alt for langt væk. De kunne da ikke være havnet i Une Pierre, kunne de? Der var da alt for langt der til, det kunne ikke være en mulighed. ”jeg.. Har.. Aldrig i mit liv set noget lignende,” hendes stemme var en smule hæs, men nok pga. forskrækkelsen over hvor de var og hvorfor de var der. Tænk at de ikke rigtig vidste hvor de befandt sig? De kunne jo være over alle bjerge? Der måtte altså være et eller andet magisk over huset. Eller bare det sted de befandt sig, virkede så uvirkeligt. Hun havde aldrig været her før.
”Det.. Er nok den bedste idé.” Stadig var hun en smule skræmt, men der var ikke så meget at gøre. De måtte videre, inden hun blev for opslugt af stedet, som egentlig var rimelig koldt. Havde de overhovedet tænkt over noget? De havde ikke tænkt over hvor de var, over at de skulle have taget en lyskilde med eller noget andet. Tænk nu hvis de ikke kom op til huset igen? Dette her var altså bare for skræmmende, efter Angelins menig. Stedet var klamt, koldt og meget stille. Men hvem vidste hvad der gemte sig bag det næste hjørne? Alt kunne befinde sig her nede.
Over dem burde lemmen være, men da englen rettede blikket op, blev hun ramt af et eller andet koldt i ansigtet. En dråbe af en eller anden slags. Vand? Forsigtigt fjernede hun dråben fra sin kind, og smagte nervøst på sin lillefinger, som hun havde fjernet dråben med. Ganske rigtigt var det vand, men hvor kom det fra?

Athal rejste sig op, stadig kiggende. Han var stadig ivrig efter at komme videre, men når han kiggede alle veje, så han kun mørke, eftersom lighterens lys kun rakte en vis afstand. Han bed sig i læben og skrabede overvejende i jorden.
I samme øjeblik mærkede han en dråbe falde på næsen, og han så overrasket opad.
"Hvor kom det fra?" røg det forbløffet ud af ham, og han tænkte udrende på, om det mon kunne have været derfra, han havde mærket vandet.

//Undskyld - kunne ikke finde på mere for Athals vedkommende :o Kunne du ikke finde på lidt mere aktion, så de begge får en aktiv del? :P //

//Besvarer ikke lige nu, da jeg gerne lige vil forstå hvad du mener:3 Så altså. Hva mener du med det?:D

// Jeg mener bare, om du ku' lade flere ting ske?
Hæhæææ, det er spændende nok med alle de beskrivelser, men jeg har ikke rigtig noget at lave med Athal lige nu. Altså, jeg mener; så ku' du lade Angelin finde ud af, hvad det er - eller lade dem fortsætte ind i grotten - med spænding! xD //

//Kan prøve, men besvarer nok først senere:3 Har en Engelsk-præsentation at lave-.-'

//Okay :D //

//Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare:3 Måske burde vi lave et nyt emne?:3

//Æhh, okay, det kan vi da godt ;D //

//Jeg ved bare ikke hvad der skal ske nu, såe:3 Nogle idéer til det nye emne.. Altså hvis du har lyst:3//

//Hmmmm, vi kan også bare oprtte et nyt og så se hvad der sker? 8D //

Go' idé:D Men det bliver først imorgen, okay?:D

Fair nok! :D

:D

//Giv mig lige et sted:D