En nat i skoven..

Han så på hende med et blidt smil " Det er helt okay, for min skyld kan du kigge så længe du har lyst min kære" sagde han og blinkede kort til hende " Er du tørstig?" spurgte han og gik over i køkkenet og åbnede køleskabet og så over på hende med et blidt smil.

Han tog en flaske ud og stillede den på bordet " Dette her vil du sikkert ikke have.. Men jeg har en masse andet.." sagde han og strøg en hånd gennem sit sorte hår og lagde let hovedet på skrå

Hun smilede forlegent og så ned i gulvet. Han havde gennemskuet hende så let som ingenting. Men heldigvis var han ikke blevet sur. Han havde blot sagt, at hun måtte kigge, alt det hun ville. Han måtte vel være vant til, at pigerne kiggede sådan efter ham.
Hun nikkede smilende til, at hun var en anelse sulten.

Hun kiggede på flasken på bordet, og brugte ikke mange minutter på, at regne ud, hvad den indeholdt. Blod.. Og han havde ganske ret. Hun ville ikke engang røre flasken, med det røde indhold.
"Nej.. det har du ret i", hun smilede taknemmeligt over, at han havde andet end det.

Han så på hende med et blidt smil og smilte " Hvad kunne du tænke dig?" spurgte han og lod sin hånd glide igennem sit hår og derefter så han på flasken med det røde indhold * jeg kan ikke!* tænkte han og bed sig i underlæben og lod atter sit blik falde på hende.

" Du kan bare kommer her ud og tage det du nu har lyst til " sagde han med et smil på læberne, idet han greb flasken med blod i, men heldigvis var det ikke rigtigt blod " Evangeline.. Du skal ikke frygte for at det er ægte blod, fra levende væsner..." sagde han og så på hende med et roligt blik " Det er kunstigt fremstillet" sagde han og skælvede på hænderne, da han kunne mærke, hvordan lysten til almindeligt blod steg inde i ham, men han havde jo lovet at lade være

"Det er ligemeget.. noget brød, et æble.. hvad som helst", smilede hun, og rejste sig, for at gå hen til ham. Blidt lod hun sine arme glide om ham bagfra i et venskabeligt kram. Intet andet lagde hun i det, end blot venskab. Hun smilede, imens hendes duft omringede ham. Duften af elver. For mange mænd, var denne duft uimodståelig, men dette faktum skænkede hun ikke en tanke. Hun var blot glad for, at blodet i flasken var kunstigt fremstillet. At han overlevede på blod, som ikke kom fra uskyldige mennesker.

"Det troede jeg da heller ikke det var..", hun smilede og hentydede til, at hun ikke havde regnet med, at det var ægte blod. Hvilket hun nok havde gjort, men samtidigt havde hun heller ikke helt kunnet få det til at passe, med Emanuels personlighed.

han smilte blidt til hende idet hun kom over og lagde armene omkring ham " Jeg har lidt af hvert.. Bare tag for dig" sagde han og mærkede hvordan hendes duft omringede ham, hvilket fik ham til at blive underligt til mode. Han gik over til sin flaske der stod på bordet og drikkede af det, men det var som om det ikke helt var nok for ham.

Han så på hende med hans rødglødende øjne og så derefter igen væk og tog mere af flaskens røde indhold, for at holde det stabilt, for han ville under ingen omstændigheder angribe hende

Evangeline fulgte med Emanuel over til bordet med flasken, og satte sig ned på en stol, ved det. Et sødt smil bredte sig over hendes læber, og langsomt og ganske ubevidst lod hun en hånd glide igennem sit gyldne hår. Hun fulgte den unge vampyrs bevægelser, og undrende sig over, om han nu også var så ung, som han så ud.
Hun fulgte hans mindste bevægelser, med sine smukke, grønne øjne. Hun vidste egentlig ingenting om ham, og nu sad hun altså her, i hans lejlighed. Hvad skulle der nu ske? Hun kendte ham ikke, men hun var fuldstændigt klar over, at han var så umådeligt stærkere fysisk end hun var. Hvis han besluttede sig for at gøre hende noget, var hun simpelthen ikke i stand til at stoppe ham.

Han så på hende med et kort smil " Du ligner en der har set et spøgelse" sagde han og smilte kort til hende inden han satte sig ned i sofaen ved bordet " Evangeline.. Jeg bider ikke, hvis det er det du frygter" sagde han og tog flasken med røde indhold, åbnede den og tog et lille sip af den og lukkede den igen. Han så på hende med sine intense øjne, som nu var blevet røde, takke værdet blodet han lige havde drukket. Han lænede sig tilbage i sofaen og lod sine øjne hvile på hende " Du ser godt ud i den kjole" sagde han og smilte til hende. Det var ikke en løgn, for det gjorde hun virkelig, den kjole sad perfekt på hende, uden af afsløre alt for meget af hendes ellers så perfekte krop

Et undskyldende smil bredte sig på Evangelines læber, da Emanuel netop sagde det, hun sad og tænkte.
"Undskyld, Em.. Det ved jeg godt, det er bare.. ja, du er jo en vampyr, og dem har jeg bestemt ikke gode erfaringer med.. Men det betyder jo ikke, at du er ligesom dem", forsøgte hun at glatte ud, da det jo ikke have været meningen at såre ham på nogen måde. Hun kunne have bidt tungen af sig selv, da hun kaldte ham "Em" En forkortelse af hans navn: Emanuel. Emanuel lød så formelt.. og de var vel en slags venner nu? Så kunne hun vel godt tillade sig, at give ham et kælenavn.
"Tak", smilede hun, da han sagde, at hun så godt ud. Hun gik over mod sofaen og satte sig ved hans side.

Han så på hende med et blidt smil og nikkede kort " Det skal du ikke takke for" sagde han og smilte blidt til hende idet hun satte sig ved siden af ham " Jeg ved hvordan du har det, da jeg heller ikke har så gode erfaringer med elvere" sagde han og så på hende med et kort smil " Men jeg har fornemmelsen på at du ikke er ligesom hende jeg snakkede med" sagde han og lod en hånd glide gennem hans sorte hår hvorefter den tog hendes hånd og nussede den blidt " Og du er til gengæld også meget pænere end hende" sagde han og smilte blidt til hende og bed sig kort i underlæben og lod deres blikke mødes, dog kun kort før han så ned på hans hånd som holdt i hendes " Undskyld" sagde han og trak hånden til sig og lagde den i hans skød