Du slipper aldrig ud - Aubreiane

Aubreiane grinte og rystede lidt på hovedet af ham, idet han gik hen mod hende, han ville vist gerne bide hende igen, det måtte han vel egentlig også gerne, men hun ville ikke miste for meget blod,.
Let skubbede hun til ham, "Ej vær sød.. men der er nok noget om det.. jeg ser fint og jeg har ikke skæve øjne" hun grinte for sig selv, og tog let sin bog, inden hun begyndte at grine igen, ved synet af hans lille komiske udtryk, for at nderstrege sin pointe. "Godt så, du vinder" grinte hun glad.
Hun nikkede da han sagde ja til at gå med hende, og begyndte at gå gennem de mange gange, med massere af små sidegange og hundredevis af døre, det ville ikke være umuligt at fare vild, hvis man ikke vidste hvor man skulle gå hen. Til sidst kom de dog frem til hoveddøren, og hun så sig kort over skulderen mod ham.
"Er du med?" drillede hun blidt. og stoppede kort op, ventede på at han nåede ud til hende, for hun ville jo ikke bare gå videre, når nu hun havde chancen for at snakke med en, istedet for bare at sidde helt alene. Det ville hun meget hellere.

Han viste godt at hvis han skulle bide hende, så ville det nok være bedst at vente til de var nået hjem til hende. Så behøvede de heller ikke være bange for ikke at kunne nå hjem, det ville nok heller ikke være sjovt at skulle forblive der hele dagen. Han gik bare efter hende, mens de forsvandt op og til hoveddøren. Han gik et lille stykke bag hende, og løb først hurtigt hen til hende når hun spurgte om han var med. Han løb selvfølgelig i vampyrløb, og stod derfor kun 2sekunder efter foran hende "ja jeg er da med" sagde han og åbnede døren for hende, for at være en gentleman som han nu godt kunne være "dig først" sagde han og ventede på at hun var gået ud, før han selv gik ud efter hende. Det var stoppet med at regne, og det var sgu nået af det dejlige af det.

Aubreiane så smilende på ham, idet han hurtigt stod foran hende, og nikkede så langsomt for sig selv, det var godt han var med, "Jamen tark da.. en rigtig gentlemen" smilte hun drilsk og gik langsomt ud, så mod himlen, det regnede ikke mere, selvom hun holdt meget af regn, gad hun ikke for meget af det.
Langsomt strakte hun sig, og gik let videre, betragtede ham mens de gik, "skal vi ikke bare smutte derudaf?" drillede hun glad, de kunne jo ligeså godt bare smutte hurtigt afsted, istedet for at gå langsomt, når nu de kunne skynde sig sådan,.
Egentlig var det sjældent hun brugte den del, mest fordi hun faktisk nød at gå og slappe af, self ville det da være praktisk i nogle situationer, og der brugte hun det da også.
Hun vidste ikke helt om han var enig, for de kunne sagtens nå det, ved bare at gå i et roligt tempo, så det var virkelig op til hvad man selv havde lyst til, og hun var faktisk, når hun tænkte over det, lidt ligelgad med hvor hurtigt det gik.

Han rystede bare let over det hun kaldte ham "jeg kan da også lade være" sagde han og var endelig ikke så glad for at blive kaldt gentlemen, det var bare nået nogle fine fyre var og det var bestemt ikke nået han var. Han gik bare med hende og nikkede "ja lad os det" sagde han og satte bare i løb og stoppede op først når han stod udenfor hegnet, han så tilbage på hende med et skummelt smil og gav et grin fra sig "nå hvor bliver du af?" spurgte han om og gav et til grin fra sig, selv om hans blik blev mere drillende i det. Selv om han ikke viste hvor de skulle hen, så havde han bare lyst til at løbe rundt.

Aubreiane grinte for sig selv, "Aw det var da ikke ondt ment, jeg kan godt li det" grinte hun og så så efter ham idet han løb, himlede så med øjnene da han kaldte på hende med et opgivende grin.
Stille men sikkert og ret hurtigt stod hun ved hans side, og smilte så drilsk, tog fat i hans arm, og løb hurtigt videre gennem træerne, let og adræt som kun en vampyr kunne være det, hurtigt gennem et par træet og en lille skov, indtil de stod ved et mørkt dystert hus, ja det ydre snød, i hvert fald med hendes hus. for indeni var det langt fra dystert, kun hendes soveværelse.
Hun så om på ham og smilte for sig selv, "well here we are, " sagde hun smilende og gik hen til døren, låste de 5 dørlåse op, og gik lydløst ind, lod ham komme ind oz, inden hun låste døren abg ham, alle 5 låse. Hun ville nok altid være sådan, være så usikker på dem udenfor.
Hun fik stearinlysene rundt omkring, til at tænde, bare med at tænke, for der skulle jo være lidt lys, huset var lyst, og ret moderne, hun kunne godt li at holde det lidt pænt, det var lidt underligt, nærmest som to personligheder.

Han lod sig bare blive drukket med ham, han løb bare let efter hende og så sig lidt omkring imens. Han stoppede hurtigt op når de stod foran huset, og lod bare sit blik glide op af det "lækkert" sagde han og vende sit blik hen mod hende, han hævede sit ene øjebryn når hun låste alle de lås op. Han gik bare stille med ind og så sig lidt omkring imens "flot sted" sagde han og begynde bare at gå lidt rundt, mens han kiggede sig omkring imens. Der var nok kun en halv time før solen ville stå op, så de var heldige til at komme ind et sted hvor de kunne være. Han vende sit blik mod hende igen, og grinte lidt over at hun låste alle lås igen "du beskytter da godt nok dit hjem" sagde han og grinte atter igen

Aubreiane så smilende om på ham, og grinte for sig selv, "Tja.. det jo ikke som man tror af en vampyr men.. jeg kan ikke lade være" drillede hun og gik lidt rundt, smed de høje stiletter, og sate dem ind til væggen, bogen havnede på sofabordet.
"Hm.. når man har flygtet fra den der forvandlede en i flere hundrede år, har man lidt paranoia, selvom det lykkedes mig at slippe af med ham" smilte hun stille og lod blikket hvile mod bogen ganske kort. "Nårh skal du liige have en rundtur" sagde hun med et let smil, og tog ham med ovenpå, hvor der lå et stort badeværelse, stadig i lidt lyse farver, derefter ned af gangen til hendes soveværelse, som modsat alt andet i huset, var i sort og rødt, og ekstremt dystert.
"Det var så badeværelse og soveværelse, stuen har du jo set.." sagde hun let og tog ham med ned i køkkenet, som dog havde en del sort også "Og køkkenet, det var vist sådan det tror jeg, vil du have noget at drikke eller?" spurgte hun smilende og hvilede let lænden hen mod køkkenbordet.
Hun vidste ikke om han bare ville have hendes blod, det havde han jo lov til, men hun ville dog helst ikke ende som hans personlige madpakke, selvom hun ikke bebrejdede ham, blod var dejligt..

Takeo gjorde ikke andet end at følge med hende, han kiggede grundigt for hver værelse de kom ind i uden at sige nået. Han havde ikke rigtigt nået at sige, og hvad skulle han overhovedet sige? han var ikke den store snakke type og nød bare stilheden som den var. Han kunne heller ikke gøre andet end at følge efter hende, og ville ikke bare trække sin hånd til sig og risikere slåskamp. For så ville han blive smidt ud, og ville bare dø inden han nået tilbage til hotellet.
Han hævede sit ene øjebryn af hendes spørgsmål, og blev næsten ligefrem fik lov til at bide hende. Han gik bare roligt hen til hende, han tog blidt fat i hendes lår og løftede hende op på køkkenbordet. Han sagde ikke nået og lod bare sine hænder forblive på hendes lår, mens hans læber fandt frem til hendes hals. Det forblev der ikke længe før han havde sat sine tænder i halsen på hende, når nogen ligefrem spurgte om han ville have nået at drikke så kunne han ikke sige andet end ja til det.

Aubreiane så en anelse undrende på ham idet han skubbede hende op og sidde på køkkenbordet, og for en stund forstod hun ikke hvad han ville, men så gik det op for hende, at han havde taklet hendes spørgsmål som om at hun bare tilbød sig selv, men.. havde hun ikk oz selv lagt op til det så.
Langsomt lod hun blikket glide en anelse væk, og lukkede øjnene, mærkede hans tænder i sin hals, og skælvede en anelse, for selvom hun nød det, vidste hun ikke om han kunne stoppe igen, og ellers måtte hun jo bare sørge for at han stoppede, for hun kunne da heldigvis selv styre det.
Aubrei mærkede hvordan blodet forlod hende, mærkede den kildende fornemmelse i maven, fordi hun virkelig godt kunne li at blive bidt, det var bare.. ja det var bare noget hun havde kunnet li siden hun blev forvandlet, en underlig ting faktisk, for hvorfor skulle man kunne li det.
Stille smilte hun for sig selv, og tyggede sig lidt tænkende i læben, inden hun efter et stykke tid trak sig væk, "Så ikk mere" mumlede hun og rystede lidt forsigtigt på hovedet for at genvinde fokus.

//Heeeeeej, jeg har spurgt om at få ændret min race og er derfor nød til at stoppe alle mine emner som vampyr, men vil helt klart gerne have et nyt med dig en gang? ^^