Faret vild?

han smiler rolig af det første hun sagde og kiggede kort ind i ild, "ja det er jeg eller ned i skov er jeg vokser, og det ved jeg ikke, hvor længe der skal går end du vende dig til det" sagde han og kiggede rolig på hende, end han rejse sig rolig op og gik over til et vindue, "det var så lidt, du havde sikke gjort det sammen for mig" sagde han og kiggede kort på hende og tog en tår af te, end han gik over og sat sig i den anden lænestol, "du siger til du vil i seng, for så gå jeg ind og gør et af værelse klar" sagde han rolig og kiggede over på hende, end han tog en tår mere af sin te.

((I'M BACK, YEAR! xD))

Kira smilede og nikkede... Tja, det havde hun måske. Hvis hun stadig havde været hjemme havde hun nok. Hun havde boet meget i naturen der da hun fungerede som vejviser i vildmarken. Hun var selv stødt på vildledte fremmede før og havde hjulpet dem i rigtig retning. Utroligt hvad nogle begav sig hovedløst ud i. Men på den anden side var det jo netop hvad hun selv havde gjort. Personer havde måske sine grundet til sådan at begive sig ud i sådan noget... eller rettere væk fra noget.

Hun hørte knap nok efter det sidste Húrins sagde, og måtte se på ham og glippe med øjnene et par gange før hun opfattede mening. "Tja.. Jeg må indrømme at jeg er lidt efter rejsen...”, hun rettede blikket mod ilden igen mens hun fortsatte i en sløv, drømmende tone, næsten som om hun gennemlevede det hele igen, ”forvirringen... menneskemængderne... fare vild i skoven...” Hun drejede hovedet mod ham igen før hun fortsatte i en nærmet overrasket tone: "Ja, og flyveturen! Har du nogensinde prøvet at flyve?"

han nikke kort til det med at hun var lidt træt efter fly tur, han smiler til det næste hun sagde og kiggede kort ind i ild, "jeg har fløj meget i mit liv som dyr, men ikke med et fly som man kan betale for at kom med" sagde han og kiggede på hende, ja han er en elver man han har ikke sagt noget om at han kan magi, man det kan han og han er god til det, men det hold han for det mest for sig selv, eller at han kan voodoo snakke han ikke hørt om men af kun skifte form.

Dyr... han havde været et dyr... Dette overraskede Kira og fremkaldte en reaktion i hendes pupil: en lille udvidende bevægelse, der kun varede et øjeblik før den var væk igen. Ikke noget man ville lægge mærke til hvis man ikke havde set hende i øjenene, og ikke noget hun selv havde været bevidst om, men den var der. Et lille tegn på fornyet usikkerhed. Den søvnighed Kira før havde følt var med ét forsvundet.

Det havde hun ikke regnet med. Så måtte han vel også være animagus, ligesom hun selv!? Tanken var forvirrende. Det virkede absurd at han skulle kunne være både elver og animagus på én gang... Var det muligt? Var det det stammen var ved at undersøge? Tankerne for igennem hovedet på Kira så stor hast at hun kan nåede at opfatte den ene før den næste allerede var klar til at tage over.

Hvis han havde evnen... Kunne han have regnet ud at hun også havde den? Tanken var skræmmende... Hun var ikke klar til at afsløre dette for ham endnu. Ikke for nogen endnu. Der var ingen i dette kolde land der endnu kendte til hendes sande væsen – hendes sande form. Det havde været noget andet derhjemme... hvor hun hørte til. Da havde hun intet problem haft i at bruge sin evne som hun havde lyst, uanset hvem hun havde befundet sig sammen med. Dyr.. menneske, eller begge dele, det havde ikke gjort så meget. Der havde været plads til det – særligt i vildmarken. Men her...? Nej! Desuden havde stammen forbudt hende... Men nej... hun havde vist ikke gjort noget der kunne give nogen lige DEN mistanke.

De mange tanker tog kun få øjeblikke om at fare igennem hendes hoved, og fremkaldte ikke anden reaktion end den lille pupiltrækning. Hun havde forholdt sig roligt og besluttede sig for at teste ham lidt, så hun lod som om hun slå det hen som en joke og kom med en lille latter før hun svarede: ”Som dyr? Men du skal nu heller ikke ønske dig at prøve sådan et fly. Det er forfærdeligt ubehageligt. Det sagde noget om at vi røj ind i en masse turbulens eller sådan noget.” Hun kom med et oprigtigt grin idet hun fortsatte: ”Jeg tror nu bare det forsøgte at dække over at piloten var dårlig."

((Da hun ikke ved du kan magi vil hun naturligvis gå ud fra det hun selv er bekendt med, nemlig sin egen evne til formskift. Derfor MÅ hun tro du er animagus... ))

han smiler kort af hende at hun grinaf det, han har en mistanke om at hun ikke er et menneske, ellers vil de ikke bevæge sig ud i en skov alene, "ved ikke hvor meget du kender til den stor verden, men der er mere mellem himmel og jorden end du tro" sagde han og kiggede kort på hende, end han rejse sig og gik over til vindue, hvor han kiggede ud af det og tag en tår af sin te, "jeg kan magi som gør at jeg kan skift form som jeg lyste" sagde han og kiggede over på hende, for at ser hvordan hun tager det, så må han ser om hun fortælle noget, som at hun ikke er et menneske med en animagus.

Smilet forsvandt fra Kiras smil, og blev i stedet afløst af en alvorlig mine idet hun satte sit krus fra sig og trak benene op under sig. Hun kiggede hen på Húrins, som havde bevæget sig over til vinduet, og svarede: ”Før dette har jeg aldrig været uden for Afrika. Faktisk er dette min første rejse så langt bort fra mit hjem.” Nu hun vidste det var magi der stod bag hans forvandlingsevne gled en rolig og fattet fornemmelse ind over Kira. Hvis denne elver kunne magi og på nogen måde ønskede hende ondt, havde han gjort det for længst. Der havde intet været i hverken hans gøren eller væren som havde antydet noget ubehageligt ved denne person, og han havde hidtil ikke udvist andet end åbenhed, hjælpsomhed, tillid og velvilje, så hun besluttede sig at vise ham lidt af den samme tillidt. Men alting i sit tempo... hun var stadig i fremmede omgivelser, og det fik hende til at føle sig usikker og mistroisk. Hun droppede skuespillet om at virke uvidende. Hun lagde armene om sine lange ben, og hvilede hovedet på knæene, stadig med ansigtet og blikket rettet mod elveren. ”Men at jeg ikke har set verden betyder ikke at jeg ikke har set.. ting... Jeg kender til en del af den nye verdens undere. Men en evne som din har jeg alligevel ikke hørt om før.” Hun sagde det oprigtigt med tanke på det at kunne skifte form ved magi. ”Noget der ligner godt nok, men ikke som din. Men jeg ved jo også langt fra alt.” Hun sænkede blikket. ”Men hvem gør også det?” Hun lod tankefuldt den ene hånd køre hen over hendes ærme, og fingrene lege med syningen i hendes trøjeærme. ”Du kan altså ændre dig.. helt som du ønsker?” Hun havde en indre kamp med sig selv... skal?... skal ikke?... skal, skal ikke...

han nikke kort til det hun sagde og lukke kort øjne, første gang hun rejse så lang hjem fra, der skulle jo kom en første gang og det var så i dag, "jeg har rejse en dele både alene og med andre" sagde han og kiggede kort på hende, end han tog en tår af sin te, så havde han næste også druk den kop, han smiler rolig til det næste hun sagde og tænke kort over det hun sagde, "så du kender til animagus" spurgte han og kiggede kort på hende, end han drak det sidste af sin te, hvor han kort gik ud i køkken for at stille sin kop, han smiler rolig til hendes spørgsmål, "ja det kan jeg, hvorfor" spurgte han og kiggede på hende.

Kira følte sig trængt op i en krog. Samtalen havde udviklet sig en en højst uønsket retning. Hun var NØD til at sige det nu – ellers skulle hun lyve, hvilket hun heller ikke havde lyst til, over for en person der havde behandlet hende så hjælpsom, gæstfri og tillidsfuld, og det helt uden at kende hende. Hun knyttede hænderne foran, der lå over benene – spændte dem og slappede dem så igen. Hun følte sig afmægtig, ud af kontrol, og hun hadede ikke at have kontrol. Hun hadede når situationer kunne gøre sig til herre over hende og bestemme eller begrænse hendes handlinger. Som nu...
Kira svarede med et opgivende suk: ”Ja... jeg kender til animagus.” Hun stirrede tomt ud i luften et stykke tid, før hun drejede hovedet og kiggede vurderende på ham; lagde hovedet lidt på skrå og kneb øjnene let sammen, som for at gennemskue ham. ”Kan du holde på en hemmelighed?”

han sat sig over i den en sofa og lukke kort øjne, han nikke kort til det første hun sagde, det virker til at ha være noget af en kamp for hende af siger det, han kiggede over på hende da hun spurgte ham om han kan hold på en hemmelighed, "ja det kan jeg godt" sagde han og kiggede på hende, hvad vil hun nu fortælle ham, som er hemmelig, han læner sig tilbage i sofa og kiggede kort op i lofte.

Kira bed sig i læben. Det var hende forbudt, hun vidste at det var hende forbudt med vilje at afsløre det for nogen, men hun var nød til det nu. Hun løftede hovedet og kastede uvilkårligt et blik rundt i stuen, som for på paranoid vis at sikre området for fremmede smuglyttende ”æsketrolde” der kunne springe frem fra sit skjul hvert øjeblik det skulle være. Derefter sagde hun med en dæmpet, nærmest flov stemme: ”Jeg... er animagus.” Hun sænkede blikket og krummede sine strømpeklædte tære op under sig i stolen. Det var helt tydeligt at opfatte at hun gjorde noget hun ikke mente hun måtte.

han kiggede på hende, så hun sad og kiggede rundt som der skulle være nogen andre til sted end ham, der er kun dem, hans ulv var ud, selvom den stadig var lille, "jeg havde en ide om du var det" sagde han og kiggede kort på hende, "det lyder på dig at du har sagt noget som du ikke må" sagde han efter lidt tid og kiggede kort på hende, han tog fødder op på bord kant og lukke kort øjne.

Kira rystede bekræftende på hovedet, og smilede skævt. ”Nej, det har jeg egentlig ikke tilladelse til at afsløre...” Hun kørte distræt en hånd gennem den lange del af sit lange pandehår i venstre side med sin højre hånd på en katteagtig måde, hvor hun nærmere bevægede hovedet mod hånden, end hånden gennem håret. ”En stamme-, øh, familieregel..” begyndte hun, men afbrød sig selv. ”Men det var det der var grunden til min interesse i din evne. Jeg har aldrig hørt om at sådan en forvandling kunne ske blot ved magi...” Hun gabte og strakte det ene ben ud igen, så hun sad med det ene ben strakt og det andet stadig trukket helt ind til sig i stolen, og stadig med en arm omkring det. Først nu bemærkede hun igen den buldrende, knitrende lyd af ilden i kaminen.

han nikke kort til det første, det var så også iorden hvis hun ikke må det, "du behøver ikke at fortælle det, nu hvor du ikke må det" sagde han og smiler kort, han smiler kort af hende og kiggede kort på hende, "ja det kan jeg forstå på det, men noget, skal jo kun med magi, nu hvor man lever i så mange år som jeg gør" sagde han og kiggede kort på hende, efter noget tid, rejse han sig op, "gør lide et værelse klar til dig" sagde han og gik ud fra stue, der gik noget tid end han kom tilbage og sat sig i sofa, "så er der et værelse klar, til du kan kom ind og sov" sagde han og kiggede på hende.

Kira sukkede lettet over at hun ikke behøvede uddybe emnet. Hun nikkede til hvad han sagde efterfølgende om at han vel måtte have lært noget med sin magi efter at have levet så længe. ”Ja, så har du selvfølgelig haft nogle år at øve dig i,” bemærkede hun og nikkede i en lille bevægelse. Der var stille et stykke tid, før Húrin rejste sig, og kort sagde at han ville gøre et værelse klar før han forlod stuen.
Kira vendte i mellemtiden blikket mod kaminen, og stirrede tænksomt ind i flammerne. Hun smilede taknemmelig da et han nogen tid senere kom tilbage, satte sig i en sofa og meddelte at han havde gjort et værelse klar til at hun kunne sove i. ”Du har været meget venlig mod mig...” svarede hun med søvnig stemme og gabte ligeledes søvnigt. Hun gned øjnene kort før hun fortsatte: ”Åh, det er vist også på tide jeg får søvn i øjnene.” Hun missede med øjnene og kiggede på ham. ”Jeg har vist været i gang for længe med for meget nyt,” sagde hun, mens hun rystede på hovedet af sig selv.

"ja det har jeg, sam at kun våebn kunst" sagde han kort og smiler kort, han kun både ser og mørke på hende at hun var træt, derfor havde han gjort et værelse klar til hende, "det var da så lidt, man skal hjælp der man kan" sagde han og smiler rolig, han kiggede kort ind i ild og lukke kort øjne, "detkan være at det vil være en god ide, lad mig vis dig værelse" sagde han og smiler kort, end han rejse sig op og vente på at hun fik rejse sig, hvorefter han viser hende hen til værelse, hvor hun kun sov, "så må du sove godt og ses vi imorgen" sagde han og smiler rolig til hende, end han gik der fra, så hun kun få noget ro.

Kira strakte sig og gabte igen, før hun fik sig rejst og fulgte med Húrins til det værelse han havde forberedt til hende, hvorefter han kom med et godnat, og hun svarede med et smil, et nik og ”I lige måde,” hvorefter han forlod hende. Kira gik ind på det lille værelse og trak døren i efter sig; lukkede den ikke helt, men lod den stå på klem af gammel vane. Ved værelsets ene væg stod en seng og et lille natbord med en tændt olielampe af den gammeldags slagt. Og det var sådan set det eneste Kira følte behov for at lægge mærke til, så hun skænkede ikke resten af rummet en tanke. Hun bevægede sig blot i få skridt hen til sengen og satte sig der.
Ligesom resten af møblerne i hytten (i hvert fald dem Kira havde prøvet eller set) var madrassen mageligt blød. Normalt ville hun have foretrukket ikke at sove i andet end sit undertøj, men for varmens skyld beholdt hun det meste på og trak kun sin overkjolen over hovedet før hun slog sengens dyne til side, og krøb ind under den. Hun rodede rundt i sengen i et minuts tid før hun fandt sig til rette, rullet sammen i fosterstilling til en lille kugle i en ende af sengen med dynen trukket rund om sig til en lille gryde. Og øjeblikket efter sov hun.

han takke kort da hun sagde lide måde, angår med at sove godt, han gik ind i stue og lad noget mere ind i kamin så den kun overleve til imorgen, hvorefter han kort rydder op efter dem, end han selv hopper i seng.

næste dag
han våge tidlig som han altid gør, hvor han tog sit tøj på, hvor han gik ud og sat vand over, så de kun få te, hvis de havde lyst til det, han gik så over og lad et stykke brænde i kamin og rydder lidt i det, så det kommer gang i den, hvor han gik udenfor, hvor der gik ca en halv time, end han kom ind igen med en lille ulv ung bag sig, den er lette mørke grå og den pels stå lidt ud til det hele, han sat en skål med vand ned til den, hvorefter han begynde af find brød og pålæg frem, da han var bliver sulter, så kun Kira få nogen hun engang stå op.

Kira vågnede dagen efter sent på morgenen, dog inden formiddag, med en bunke af dyne over sig, helt ude i et hjørne af sengen, der var endt som et farligt rod. Skønt hun havde været træt, var det ikke lykkedes hende at få en drømmeløs søvn, så hun havde drømt om at flyve, sående oven på en lillebitte flyvemaskine i sin panter-skikkelse, og med en langhåret, sort ørn flyvende over hovedet mens de fløj over en snedækket kæde af bjerge og brændende neonrør, og en masse andet forvirrende. Hun havde måtte klamre sig til flyet og læne sig til den ene og anden side for at holde fast og hun gættede at det var derfor sengen så ud som den gjorde. Det var ikke ofte hun gik i søvne, men det skete til gengæld ofte at hun lå og vred og vendte sig og sparkede ud i søvne, fordi hendes krop ikke var lammet effektivt nok.

Hun kæmpede sig ud af dynen, gabte og strakte sig for at få vækket kroppen, mens hun med en hånd rodede sig i sin nu udslåede og vildt strittende manke af hår. Hun så farlig ud i den tilstand. Hun tog sig derfor tid til at kæmme det værste rod og stritten væk ved at køre fingrene gennem håret, hvorefter hun hun rettede på den sorte tætte trøje og bukser, trak overkjolen over hovedet, og til sidst forsøgte at få så nogenlunde orden på den slagmark hun havde anrettet i sengen.

Da hun var tilfreds gabte og strakte hun sig endnu engang før hun listede ud i stuen, der allerede var ved at være godt varmet op igen. Det første der slog hende i møde var lugten af hund, så hun trak uvilkårligt ørerne tilbage, kneb øjnene lidt sammen og gav sig til at kigge sig omkring after kilden til lugten.

han kun høre at dør bliv åben mere end den var, når så var hun nok våge, han havde få spist og slappe lidt af, nu sad han ud foran hus med sit tegne ting, ulv Pjorske som han havde døbt den, på grunde af dens pels stå lidt ud til det hele, den var godt igang med af lege med ting og sagns som den nu kan få fat i, han var igang med at tegn den, hvor den er igang med at lege med en sommerfugl, "jeg er her ud" sagde han så hun kun høre det der ind, Pjorske stoppe kort op da der bliv snakke med, men da der ikke sket mere, begynde den at lege videre.

Kira fulgte lyden af stemmen, der sammen med lugten af hund endte ude foran huset. ”Go'morgen” hilste hun, stadig med søvndrukken stemme, da hun fik øje på Húrins der sad med en del tegnegrej, hvorefter hun missede med øjnene af sollyset. Hun var ikke just morgen-person. Der gik et øjeblik før hun fik øje på det som han tilsyneladende var i gang med at tegne: en lille forpjusket ulv der løb omkring og legede med, jah, alt hvad den nu lige kunne få fat i som syntes interessant som underholdning. Kira stivnede uvilkårligt kort, men slappede hurtigt af igen, dels fordi ulven var så lille og dels fordi den alligevel var travlt beskæftiget med noget andet.
Hun gik hen til Húrins og kiggede ham over skulderen for at se det han var i gang med. Som hun havde antaget var han rigtigt nok i gang med at tegne den lille ulv. ”Er den ikke svær at tegne den, når den springer sådan rund?” spurgte hun undrende.

"godmoren, har du sove godt" spurgte han og kiggede kort på hende, end han tegner videre, ulv stopper kort op da hun kom ud af åben, man kun godt ser på den at den ikke var glad for hende, men den begynde at lege videre, da hun ikke kom tætter på end det hun gjort, "nej enlig ikke, man skal bare tager et bestemmer tidspunkt af den, fx, her er den igang med at lege med en sommerfugl" sagde han og kiggede kort på ulv, "det er ikke glad for fremme som du kan ser" sagde han og kiggede kort op på hende, end han tegne færdig, det lige rigtig godt, ulv ung og man kun nem ser at den var igang med at leg med en sommerfugl.

”Tja, godt og godt... jeg har da i hvert fald sovet...” sagde hun med munter stemme mens hun holdt øje med ulven. Den var et øjeblik stoppet op og havde kigget på hende, nøjagtigt som hun på den, og havde lige som hende besluttet at det ikke var en egentlig trussel og havde så fortsat sin beskæftigelse.

Hun smilelede og morede sig indvendigt over Húrins kommentar om at ulven ikke brød sig om fremmede. I hendes tilfælde var det vist mere nærliggende end det. Hund-kat... ulv-panter... deres automatiske reaktion af uvilkårlig mistro til hinanden var ikke slet ikke så underlig, men de havde på trods den valgt at … acceptere hinanden, i en slags indforstået gensidig forståelse... for nu, tænkte Kira med et lille indre grin. Selvom hun naturligvis ikke agtede at skade den eller noget.

Hun kiggede ned på Húrins tegning igen og rystede på hovedet. ”Du må da skulle huske temmelig godt så, hvis du skal have tid til at tegne det? Men det ligner nu meget godt.” Hun hævede blikket mod ulven igen og betragtede den indgående. ”Det ligner ganske godt endda.”

"det var godt noget at du har sove" sagde han og kiggede kort på hende, end han kiggede på ulv, han sad og slappe af mens han nyder vejr, "tjo, det er noget men vend sig til, når men tegn i natur" sagde han og smiler rolig, han rejse efter lidt tid og gik ind med sin tegn ting, "ja det synes jeg også selv at det gør" sagde han og gik over mod ulv, "kom her Pjorske" sagde han rolig og gik ned i hug, hvor rakte den en hånd ud, efter lidt tid, fik han fat i ulv, hvor han tager den op og rejse sig op, hvor han kløer den bag den en øre.

Kira følte sig med et keitet, som hun nu stod der og kiggede på Húrins, der kløede den lille ulvehvalp som han havde taget op i sin favn. Desuden begyndte hun så småt at fryse på trods af dagens ellers gode vejr. Hun var stadig vænnet til en typisk temperatur på omkring over 25 grader celsius, og på denne tid af året typisk omkring 30 grader celsius. Så det at stå ude uden jakke og i bare tæer var for meget for hende – for strømperne havde hun smidt lige inden for døren for ikke at få dem beskidte af den friske jord. Hun undskyldte sig derfor, og gik ind og hentede, først jakken som hun tog på med det samme, og så skoene som hun blot tog med sig, hvorefter hun satte sig i døren og iførte sig, først strømper, så sko. Hun vippede lidt med tæerne i skoene, skønt de kun knap nok tillod det, for at få lidt varme i tæerne. Så stillede hun sig ud igen, redte sine fingre gennem det udslåede hår et par gange, før hun, nærmest uden at tænke over det, viklede det rundt og bandt det i en knold højt oppe bagerst på hovedet, så hun så ud som hun havde gjort det da han mødte hende dagen før – hvis man altså ikke medtog de søvnlige, klattede øjne.

For også at varme sine fingre stak hun hænderne ned i lommerne i jakken, rodede lidt rundt i deres indhold og fik med fingrene hurtigt kontakt med de forskellige ting, så som hendes pas, pengepung og lignende. En lille papirlap var dog hurtigt det som tiltrak sig hendes opmærksomhed – mest fordi hun ikke kunne huske hvad det var. Hun trak den undrende og af lommen og studerede den, med et lidt morsomt udtryk, før hun udbrød: ”Åh, min bagage billet...” Da kom hun i tanke om hvordan hun efter flyturen dagen før havde placeret sin bagage i et aflåst skab i et opbevarings lokale, for hurtigst muligt at slippe væk fra de voldsomme folkemængder. Med et suk indså hun at hun altså måtte tilbage til lufthavnen for at hente den – tilbage til masserne. Hun kiggede lidt længere nede og fik øje på sidste-afhængnigs-tidspunktet, og sukkede endnu engang. Der var 4 timer til. Til Húrins sagde hun derfor, stadig med blikket rettet mod billetten: ”Jeg er bange for at jeg meget snart bliver nød til at gå...” Derefter rettede hun hovedet op og kiggede over på ham.

((undskyld det sene svar))

han sad rolig og klør ulv ung bag det en øre, som den tyder godt kun lide, da den let lad hoved mod hans hånd, han kiggede kort tilbage på hende, da hun undskylde, hvor hun gik ind for at få noget mere tøj på, da hun kom ud igen ud af ser noget, lad han ulv om på ryg og klør den på mave og drille det let, han nikke kort til det hun sagde, om at hun skulle nok snart gå, han rejse sig op og gik op mod hus med ulv ung op hos sig, "oka, så lad os gå med det sammen, skal lige ha noget andet tøj på, så er jeg klar" sagde han og gik indfor, hvor han stille ulv fra sig, hvor den gik ud i køkken, kort tid efter kom han ud, i noget mere af slappe tøj som menneske vil går i, "så er jeg klar til at gå, skulle lige har det her på, så kigger folk ikke så meget efter en" sagde han og begynde rolig at gå, efter de havde går i et stykke tid, fandet han et stykke brød frem og del det i to, hvor han rakte den en til hende, "det er elver brød, de burdet hold dig møt resten af dag" sagde han og smiler rolig, han gad ikke til at find mad frem i hytte, kun han lige så godt så her.