Faret vild?

Hun smilede, idet det gik op for hende at han ville følge hende tilbage, og ventede derfor pænt, på hans opfordring, på at han fik skiftet tøj. Da han kom tilbage var han iklædt noget mere nutidigt, dog stadig afslappet tøj, der i højere grad en det andet ville passe ind i byen – hvilket han også selv påpegede ved at sige, at det fik folk til i mindre grad at kigge efter en. Kira nikkede af det, både fordi hun var enig i hvad han havde sagt, men også for sig selv, fordi hun selv gjorde det samme – altså klædte sig på så hun ikke tiltrak for megen opmærksomhed. Ellers havde hun, som det mest åbenlyse eksempel, været barfodet.
De begyndte at gå, og gik i det første stykke tid i stilhed, hvilket gav Kira mulighed for, for en tid, at gennemgå sine kommende gøremål – hvoraf det første naturligvis var bagagen, og det næste et sted at være. Et lille værelse et sted måske...
Hendes gang var som sædvanlig smidig og vuggende, så hendes bevægelser nærmest så glidende ud, og var næsten lige så lydløs som elveren – omend den var mere klodset end hun var vant til på grund af skoene. Hendes lange slanke arme hang løst ned langs siderne og svingede let frem og tilbage i takt med gangen.
Stilheden, som dog ikke havde været hverken akavet eller ubehagelig, blev først brudt, da Húrins senere fandt noget brød frem, og rakte hende en del af det med forklaringen om at det var elverbrød, og meget mættende. Kira takkede, glad ved tanken om at få stillet de sidste rester af sin sult. ”Så behøver jeg heller ikke have så travlt med at finde et sted at spise...” sagde hun, mens hun undersøgende vendte brødstykket i hænderne. ”Du har været meget venlig og hjælpsom over for mig, det skal jeg ikke glemme..” fortsatte hun, mens hun stadig vendte brødet, og afsluttede så, ”Har du også selv bag dette?”, før hun tog en bid.

"det var så lidt, du vil sikke havde gjort det sammen for mig, hvis jeg var kommer til dit hjemland" sagde han og smiler rolig til hende, han gik rolig videre og tog en bide af brød, han kiggede kort til hende, da hun spurgte ham om noget, "ja det er det, selvom det tog lang tid at få opskifte på den fra min mor" sagde han og smiler kort, end han han tog en bide mere, efter godt stykke tid, når de til lufthave, "kan du selv find vej ind til by eller skal jeg følge dig der ind" spurgte han og kiggede rolig på hende, han bliv stå og vente på at hun vil svar men han lod hende hente sin ting første, så kun hun svar når hun ha hente det.

Kira nikkede bekræftende – det ville hun nok. Men derfor skulle han stadig have tak. Hun tog endnu en bid af elverbrødet og besluttede at det faktisk smagte ganske godt. Så hun svarede ham muntert: ”Det forstår man når man har smagt det – ikke underligt hun ikke gerne ville slippe den.” Hun smilede og kastede et blik over på ham, før hun igen rettede blikket fremad mod de stier de fulgte, for at sikre at hun ikke, hvis hun skulle komme ind i skoven igen, ville fare vild på så pinlig vis som sidst. Det tyndede langsomt ud i træerne som de nærmede sig enden på skoven. De nåede omtrent samme sted som Kira dagen før havde forvildet sig derind, og snart kom lufthavnen til syne. Da de nærmede sig spurgte Húrins om hun kunne finde vejen til byen eller han fortsat skulle følge hende på vej. Kira rystede med et smil på hovedet. ”Nej, jeg skulle nok kunde finde vejen herfra,” sagde hun og blinkede roligt. ”Så endnu engang må du have tak for hjælpen. Jeg håber vi mødes igen så jeg engang kan gøre gengæld.” Øje for øje. Tand for tand. Men også en venlig pote for en venlig pote!

"det er ikke det, det er mere det men at men kun behøver at spise et stykke for at bliv mæt resten af dag" sagde han og kiggede kort på hende, han nikke kort da hun sagde at hun godt selv kun find ind til by herfra, "det var så lidt og ja det må vi, eller kom fordi og sige hej, det vil også være hyggelig" sagde han og smiler rolig til hende, han gik over til hende og hentyder til at han vil giv hende et kram, hvis hun var frisk på det, "du må pas på dig selv og vi ses nok på et andet tidspunkt" sagde han og smiler rolig.

Kira, der af natur normalt var enten meget reserveret eller meget agressivt ligefrem og frimodig, løftede et øjenbryn og smilede skævt over den tillidsfulde og venlige, omend meget nære gestus. Efter hendes mening var det meget hurtigt i deres relation, men på den anden side lod han ikke til at have vildt mange bekendtskaber, så måske savnede han af og til lidt selskab? Han havde jo også inviteret hende til at komme forbi igen hvis hun havde lyst. Det kunne måske vise sig at blive ganske fordelagtigt. Så Kira nikkede og gengældte den gestus af et kram hans kropssprog havde opfordret til. ”Ja, vi ses nok igen” svarede ide hun trak sig væk igen, og nikkede. Hun gav ham et smil før hun kastede endnu et blik på lufthavnen. ”Før eller senere” sagde hun henført, allerede ved i hovedet at få styr på de ting hun skulle have ordnet først. Hente tasker... Komme til byen... Skaffe et værelse... Finde et sted med god føde. Hun kiggede tilbage på Húrins og gav et smil, og et lille vink med hånden til farvel.

han krammer hende da det tyder på at hun gad ham lov til at han må kram hende, "ja før eller senere" sagde han og smiler rolig, han smiler og vinke igen som farvel, end han vend om og begynde at gå væk der fra, jo hurtigt han kun kom væk fra alle de her menneske, jo bedre vil det være, han kiggede sin kort over skulde for at ser om hun klar sig, men det ser det ud til at hun gør, der vil ikke gå lang tid end han er væk fra lufthavn, derefter vil han snart være tilbage i skov, hvor han følge sig hjem og har det bedst, han gik mod sit hjem da han når til skov så han kun kommer i noget andet tøj og kom igang med dags gørmål.

//Out//