Under The Moon [Hopes Privat]

Vand.. Koldt vand løb ned hans hår, ned af hans brede skuldre og ned af ryggen på ham. Anton kunne ikke lade vær' med at smile stort og ryste på hovedet, "Din lille!" grinte han hvorefter han overfaldte hende i en omfavnelse, hvor han knyttede en næve og gav sig til at ulde hendes hår, "hahahaha bollehår!" grinte han og rakte kort sin røde tunge ud og pegede på hende med en anklagende pegefinger, hvorefter Anton gav slip på hende og trak sin våde t-shirt af. Hans mave var tynd og muskuløs og ikke mindst våd af hendes lille trick med vandet - typisk hende, men han havde altid kunne lide hende for det, og hun havde bestemt ikke forandret sig siden, det gjorde ham en del glad. "Hvad skulle det til for?!?!" spurgte han med det største smil, mens han gjorde et kast med armene, "nu er jeg jo vååååd" han betragtede hende i skæret fra det sløret lys som udenfor prøvede at slippe igennem tågen. Hun så faktisk smuk ud da delene af gult lys oplyste hendes ansigt. Han var som betaget igen - ligesom dengang...
Anton tog sig selv i det, og kiggede derefter ned i gulvet mens han rodede lidt i sit våde brune hår. Skammede sig lidt, men håbede at hun ikke lod mærke til det da det jo var mørkt inde i lejligheden..

"Så kan du lære det!" Udbrød hun i et grin, og betragtede ham leende, imens han stod der. Han lignede lidt en våd kat, som han stod der med trøjen klistret ind til hans krop. Hun udstødte et lille hvin, da han omfavnede hende og uglede hendes hår. "Arg! Hvor er du da irriterende!" Slap ud af hans omfavnelse og gik nogle skridt væk fra ham. Hun førte sine hænder rundt i sit hår. Det var ikke filtret, blot en smule uglet; prøvede at få det til at se nogenlunde ud.
Vendte sig om mod ham, da han trak trøjen af. Betragtede ham en smule, hvorefter hun hurtigt slog blikket op mod hans ansigtet. "Havde forventet en øl-vom.." Jokede hun og smilede skævt. Gik lidt tættere på ham. Fjernede hans hår fra ansigtet, og førte sin hånd ned til hans våde, kolde kind. Fornemmede hvordan, en helt anden følelse pludselig skyldede ind over ham. "Undskyld" Mumlede hun, og fjernede igen hånden. Tog sig til armen med den..

Et 'undskyld' formede sig fra hendes silkebløde læber, tanken om at han havde kysset dem for lang tid siden dannede en klump i halsen på ham og en bølge af skyldfølelse skyllede nedover ham som kold is. De havde jo snakket om det, så alt var jo okay, ikke? Han fremtvang en stort tandpasta smil med et ryst på hovedet "Det er okay" sagde han med en blid og rolig stemme med et twist af forførelse gemt i den. Han kiggede kort rundt og mødte mørket rundt om dem, som svagt var oplyst af det gule skær fra gadelygterne gennem den tykke tåge udenfor. "Sig mig.. Hvorfor slukkede du lyset?" spurgte han med et glimt i øjet, hvorefter han dumpede ned i den sorte lædersofa. Han tog sin cola som han havde stillet på glasbordet, foran sofaen og tog en slurk af den og stillede den derefter tilbage på bordet, hvilket gav en høj lyd der skar igennem stilheden i lejligheden, indtil en nabo til højre tændte for radioen som man svagt kunne høre igennem de tykke beton mure - han gættede at det måtte være højt på den anden side..

"Det virker ikke til, at du er okay.." mumlede hun, og pillede ved en tot, at sit silkebløde mørke hår. Han så ikke særlig bekvem ud, når hun lod sig betragte ham, med sine dybblåøjne. "Du virker påvirket af et eller andet..." Hun stoppede sig selv i sætningen Lukkede sig ind i sig selv; fokuserede på Anton - læste ham, som en åben bog. "Jeg troede vi havde talt om det. Det er fortid." Sagde hun kort fra hovedet. Prøvede at virke overbevisende, men den der twist af... åh, nej, han havde i stemmen, gjorde hende en smule blød. Et lille smil bredte sig på hendes rosarøde, fyldige læber.
"Lyset? Ehm.." Hurtigt var hun ovre ved lyskontakten. Lyset lod sig sprede i lejligheden. Hun missede lidt med øjnene, da hun var blevet vant til mørket.
Hopes ændrede skikkelse. Ulvens bløde poter, kunne knap høres, når de mødte gulvet. Hun banede sig vej over til sofaen, hvor hun lagde sig for fødderne af Anton. Hendes hvide pels var ligeså tyk, som hendes, sjovt nok modsatte, mørke hår. Også ligeså blød - og den skinnede lidt i skæret fra lamperne. Hun så op på ham, med de sorte øjne.

Lyset spredte sig i lejligheden og skar ham i øjnene hvilket fik ham til at glippe og gnide sig i øjnene, "Av.." mumlede han uhørligt og fra fødderne mærkede han noget blødt. Han slog øjnene op fremfor sig, ved sine fødder lå Hopes i sin ulve skikkelse. Han smilte stort og - for ikke at nævne charmerende, som altid - han grinte højlydt og lagde sit hovede på skrå for at betragte Hopes skikkelse. Hendes pels var blød, ligesom hendes hår de gange han havde ligget de sene nætter og aede hendes hår, kørt sine fingre igennem det, kysset det.. Han bed sig i læben og kløede sig utilpas i håret ved mindet, men fremtvang et skævt smil der afslørede at om få sekunder ville han fyre en joke af; ".. Altså, man må ikke have hunde her" han blinkede til hende og satte sig ret op og aede hende over hovedet, "Du er nu en ret sød vuffer" grinte han og mødte hendes mørkeblå øjne i skikkelsen.

//Hæ hæ hæ hæ, det kører sgu! //

Hopes ændrede hurtigt sin skikkelse, da han kom med den yderst fornærmmene sætning, som han ville opfatte som en joke. "Kalder du mig en hund?" Hurtigt fik hun lagt armene over kors, og fik da også løftet et øjenbryn. Men hans smil, der var det igen. Der var et eller andet over det, som hun ikke kunne stå for.
Han havde aet hende over hovedet. Hans hånd mod hendes pelsede hovede. Godt nok var det ikke det samme. Faktisk meget langt fra! Men alligevel kom hun til at tænke på dengang. Minderne kæmpede for at komme frem i hendes hovede, selvom det var fortid. Hun skulle beherske sig for ikke at lukke øjnene; bilde sig selv ind, at han kærtegnede hendes hud. .. Og... Hun rev sig selv ud af tankerne. Rakte ud efter det glas med vand, som var skænket til hende. Førte det op til munden, men i det sekund hun skulle til at drikke, frøs vandet til is. Hun stillede det hurtigt fra sig igen, og dumpede derefter ned ved siden af ham.

Anton gjorde et kort kast med sit brune lange hår hvorefter han lagde hovedet på skrå for at betragtede hendes vand fryse til is, "Øøh, hvorfor gjorde du det?" spurgte han nysgerrigt mens han satte sig ret op ved hendes side. Mon der var noget galt? Hun så ikke for godt ud da.. Han bed sig i læben og lagde tøvende en hånd på hendes skulder, "Hopes.. Er du øh, okay?" spurgte han stille og gav hendes skulder et kort blidt klem. Han blev en smule bekymret og utilpas - han havde aldrig kunnet lide når hun var sådan og det ville han nok heller ikke komme til.

//Baaaaah, nu kører det ikk :(( //

Hopes vidste ikke selv hvorfor det frøs til is. Hun havde ikke selv bestemt det. Hvordan? Det hele havde virket så overskueligt. De havde jo snakket om det, fået løst det. Knuden på rebet var bundet op! Men nu hvor han virkede så utilpas og hun også selv gjorde, føltes det hele bare .. mærkeligt. Som om hun længdes efter noget, hun ikke kunne få eller ikke ville have. Men hvordan kunne man det? Hvordan kunne hun føle sådan.. Rebet begyndte igen at vikle sig ind i hinanden. Trække i hende og holde hende fast. "Føles det hele bare ikke så... " Ledte efter ordene, men de kom ikke frem.
Først da han rørte hendes skulder, gav den et klem, først da kunne hun mærke hvordan hun faldt sammen i hans arme. - Ligesom en kludedukke. Rolig, som hun ligepludselig var blevet, lå hun der. Som en anden Tornerose: Den blege hud, de rosarøde læber og de lange sorte øjenvipper.
Hvad skete der med hende? Hun følte sig bundet fast af rebet. Prøvede at løfte den ene arm, men kunne ikke. Akkurat som den kludedukke hun var faldet sammen som: i den stilling lå hun fortsat.

"Det hele føles, hvad?" spurgte han nysgerrigt med hovedet stadig på skrå, men med et lå hun i hans arme; som en kludedukke. "Hopes?" Han trak hende op i sit skød så hun sad op, med hovedet indmod hans hals, støttet op og sidde af ham mens han holdt armene om hende, "Hopes.. Søde, er du okay?" han ruskede lidt i hende og tog et blidt tag i hendes hoved for at dreje hovedet mod hans så han kunne se ind dybt ind i hendes mørkeblå øjne, der nærmest så langt væk ud, som om at hun var i en verden langt væk.. Hans øjne var skyllet væk i bekymrelse og omsorg, hvad skete der med hende? Før havde hun siddet ret op og nu lå hun som en kludedukke i hans arme, "Åh gud Hopes.." mumlede han og kyssede hende i håret.

//Skod skrevet - men det kører sgu igen! //

Hendes hoved var foroverbøjet, og alt hendes hår hang ned foran hendes ansigt. Hun kunne godt høre ham, og ville også svare ham. Prøvede at få noget ud over sine læber, men ikke en gang mime, kunne hun. Det hele var gået ned for hende.
Hendes bryst hævede sig langsomt i takt med, at hun trak vejret. Øjnene begyndte at føles tunge, og de faldt i. Små film kørte igennem hendes hovede. Først de gode minder: Sommeraftenen, markerne, hans smil.. Ja, det hele! Hvorefter det slog over i de lidt mindre gode minder såsom, alle de mange flasker, skænderierne, osv..
Hvad var hendes hjerne ude på - hvad ville den fortælle hende? Hun mærkede hvordan blodet pulserede rundt i hendes åre, i takt med musikken, som slog mod væggene. Hendes øjenlåg sitrerede, og da hun mærkede hans læber placerede sig på hendes hoved, vågnede hun brat. Trak sig en smule væk..

Hendes hoved var foroverbøjet, og alt hendes hår hang ned foran hendes ansigt. Hun kunne godt høre ham, og ville også svare ham. Prøvede at få noget ud over sine læber, men ikke en gang mime, kunne hun. Det hele var gået ned for hende.
Hendes bryst hævede sig langsomt i takt med, at hun trak vejret. Øjnene begyndte at føles tunge, og de faldt i. Små film kørte igennem hendes hovede. Først de gode minder: Sommeraftenen, markerne, hans smil.. Ja, det hele! Hvorefter det slog over i de lidt mindre gode minder såsom, alle de mange flasker, skænderierne, osv..
Hvad var hendes hjerne ude på - hvad ville den fortælle hende? Hun mærkede hvordan blodet pulserede rundt i hendes åre, i takt med musikken, som slog mod væggene. Hendes øjenlåg sitrerede, og da hun mærkede hans læber placerede sig på hendes hoved, vågnede hun brat. Trak sig en smule væk..

Hun trak sig væk, hvorfor? Han lagde hovedet på skrå og rynkede på næsen, "Hopes... Er... Er der noget galt?" spurgte han med et udtryk i ansigtet som klart viste at han var forvirret. Hun havde haft lukket øjnene, nok en 10-20 sekunder, og så havde hun trukket sig væk? Han rystede kort på hovedet, hvorefter han slap taget rundt om hende, for at lade hende glide ned ved siden af sig, "Gider du godt at fortælle mig hvad der er?" spurgte han, denne gang meget bestemt, men stadig blødt. Han kørte en hånd igennem sit mørkebrune hår, mens hans øjne betragtede hende fra top til tå - smuk, sød, klog, bestemt pige sad ved siden af ham, men det lignede ikke hende at opføre sig sådan..

Hopes så på ham. "Er det hele ikke lidt.. det er bare meget.." hun vidste ikke hvordan hun skulle forklare det. For hun vidste ikke, om det var sådan hun havde det, eller om det bare var noget hun bildte sig selv ind? "Anton.. " begyndte hun, trak vejret ned i maven og fortsatte, "jeg ser bare hele tiden dengang.. Nu. Men det er ikke dengang mere, det er nu. Du vækker et eller andet i mig.. " hendes blik søgte forvirret rundt i rummet, "tror jeg.. " tilføjede hun, og fangede endelig hans øjne. Hun lagde sin hånd på hans, og kiggede ned på den. Aede den kort, hvorefter hun fjernede den.
Hvad skulle hun gøre? Hvad tænkte han? Hvordan ville han reagere og sige? Hun sukkede og så en smule afventende på ham. Fornemmede, at det hele var en lidt akavet situation..

Anton kløede sig akavet i håret ved de ord hun sagde, som han smagte igen og igen på tungen.. "Hopes, du er træt - Vi har lige mødt hinanden efter 200 års adskillelse, det er klart at du er lidt forvirret, måske skulle vi lægge os til at sove?" Han så hen mod vinduet hvor natten var helt kulsort. Han så mod hende og sendte hende et blødt, sødt og charmerende smil - som altid, typisk ham. Han rejste sig op, kiggede hurtigt mod et stort kedeligt ur der hang op over køkkenet hvor viseren stod mod klokken fire om natten. "Jeg sover på sofaen, du sover i sengen, BASTA MED STREG OG FED SKRIFT UNDER!!" Han grinte lidt for sig selv og blinkede kort mod hende hvorefter han begav sig ud på badeværelset.. Han spillede sig ud af situationen, det havde været akavet lige før, men han snoede sig ud som en snedig slange, hvis ansigt han mødte i badeværelsesspejlet. Indeni var han tom og forvirret, men han ville lade det hele ligge nu; for han var faktisk en del træt..

Hopes nikkede og gav ham ret. Undgik hans charmerende smil - for han gjorde det ikke ligefrem lettere for hende, syntes hun.
Hun smilte let over hans kommentar. Joeh, godt nok ville han være rigtig venlig mod hende, men hun syntes godt, at kunne unde ham sin egen seng! "Anton.. Jeg lægger her. BUM!" Hun lagde sig ned i sofaen med armene over kors. "Færdig?" Spurgte hun bestemt og kiggede efter ham, da han forsvandt ud af stuen.
Han så noget træt ud, syntes hun. Og det var da også til at forstå. Hun var vel også noget af en belastning for ham. Hun havde ikke fået det bedere af at sige det, som det var. Og det virkede til, at han prøvede at undgå situationen så meget som muligt, nu hvor han sneg sig væk..
Hopes rejste sig, og gættede sig frem til hans soveværelse. Imens han brugte sin tid ude på badeværelset, gik hun igang med at lede efter nogle puder, osv. som hun kunne bruge til at lave en linje på midten af sengen. Var problemet så ikke løst?

Anton børstede sine alt for hvide tænder og begav sig ud i soveværelset, hvor han så at Hopes havde brugt puder til at skille den store dobbeltseng i to. Han kunne ikke lade være med at grine, det var da komisk - men en god idé. "Ja, det kan man også gøre" sagde han blidt med et blink i øjet, hvorefter han slæbte sig hen til den højre side af sengen, og gabende trak han sine sorte stramme bukser af og smed dem på gulvet. Han var nu iført et par sorte boxershorts.
Han kiggede på hende, sendte hende et sødt uskyldigt drenget smil, hvorefter han løftede en hånd for at klø sig i nakken, "Du bruger bare badeværelset" sagde han og smed sig ned i den bløde behagelige seng, krøb under den hvide varme dyne og gav sig til at gabe højlydt. Ved siden af ham var der en høj mur med puder, så han intet kunne se til den venstre side. Det mindede ham om en plakat fra en film han for et stykke tid siden havde set.

Hopes grinede med ham. "Det er da en løsning ikke?" Et kækt smil formede sig på hendes læber, og med sin ene hånd aede hun dynen. Kiggede dog forlegent ned i gulvet, da han trak bukserne af. "Ehm..." Ledte lidt efter ordene, men nikkede derefter da han tilbød hende at bruge badeværelset. "Har du tilfældigvis en T-shirt og en ekstra tandbørste jeg kan låne?" Spurgte hun en smule undskyldende. Hun gik lydløst over til et skab, hvor hun stod ned ryggen til ham. Kunne høre hvordan han smed sig i sengen. Kiggede på skabet - åbnede dog ikke, da hun ikke var opdraget til at rode i andres ting på den måde.
Ideén med puderne, havde hun fået fra en film, som hun havde set engang. Det var da et alternativ, men en smule effektivt. - Syntes hun ihvertfald selv.

Anton fulgte hende med øjnene, så hendes forlegenhed over at han havde smidt bukserne - han kunne ikke lade vær med at grine indeni.. "Jo, har en t-shirt inde i skabet, du tager bare en" sagde han venligt og tilføjede "Inde i et hvidt skab på badeværelset er der i en pakke, en grøn tandbørste du kan få" han kiggede op i det kedelige hvide loft og af og til hen mod Hopes.

Hopes nikkede; åbnede skabet og tog en hvid T-shirt ud. "Mange tak" Sagde hun, og sendte ham et smil, hvorefter hun gik ud på badeværelset og fandt den grønne tandbørste frem. Pakkede den ud af emballagen, hvorefter hun begyndte at børste sine tænder. Hun mødte sit spejlbillede i spejlet, og blev en smule overrasket over, hvordan hun egentlig så ud.. det uglede hår og et halv blegt ansigt, hvor de blå øjne lignede sorte huller. Men hun havde det jo egentlig fint, så hvorfor fokusere på det?
Da hun var færdig, lagde hun tandbørsten fra sig og tog bukserne og sin trøje af, hvorefter hun hev den hvide T-shirt over hovedet. Hev lidt ned i den, hvorefter hun igen betragtede sig selv i spejlet. Så grimme ben, havde hun da heller ikke. De var pæne, slanke og glatte.. Og nej, nu måtte hun stoppe.. Med et lille smil samlede hun sit tøj op, og gik ind i soveværelset igen. Rev igen T-shirten lidt ned, inden hun smed sit tøj på en stol og krøb op i sengen..

Anton lagde armene bag hovedet og kiggede op i loftet. Han kunne høre hende rumstere inde på badeværelset, hørte hende tage emballagen af tandbørsten hørte tøjet blive taget af hendes spinkle lille krop - ja, alle hendes bevægelser. Han lukkede øjnene, forstillede sig hendes nøgne fodtrin over det lyse rene trægulv, hendes åndedrag, hjertebanken. Dynen blev revet af ved siden af ham, bag ved puderne. Og et let bump da hun havde smidt sig selv i sengen.. Han slog øjnene op, stirrede stadig op i loftet. "Godnat Hopes" sagde han blidt og smilede for sig selv, mens han drejede hovedet mod puderne der skjulte hendes porcelæn hvide ansigt, hendes mørkeblå øjne samt hendes rosarøde læber, hendes så kønne ansigt var sikkert omkranset af det sorte lange bølgende hår.. Han kunne forstille sig hende, hvordan hun så ud bag puderne..

Hopes trak dynen op under næsen. "Godnat Anton," hviskede hun tilbage. Hun var ikke klar over hvorfor hun hviskede; hun gjorde det bare. Vendte og drejede sig lidt, men stadig lydløst. Så lydløst som muligt. Det var egentlig mærkeligt det her, tænkte hun. Han lå omme på den anden side, af den bunke puder, som hun havde stablet. Det føltes forkert, men alligevel rigtigt. Skubbede tanken fra sig, og prøvede på at lukke øjnene. Hun kunne ikke falde i søvn. Blev ved med at bilde sig selv ind, at der var lyde som provokerede hende, men som faktisk ikke var der. Forsigtigt pillede hun lidt ved syningen på en pude. Mærkede den ru tråd. Betragtede den svagt, da hendes øjne først lige var begyndt at vende sig til mærket. Stoppede, og lyttede efter Antons åndedrag.

Anton vendte sig om på siden med ryggen til puderne.. Han lukkede øjnene, trak vejret dybt i forsøg på at komme ind i drømmeland, men øjnene blev slået op igen, sorgløse så de ud og fra øjenkrog faldt en lydløs tåre ned på puden. Tågen var udenfor lettet, stjernerne samt månen lyste fortryllende udenfor det store vindue, hvor gardinet ikke var blevet trukket for.. Tiden gik, langsomt. Men efter en time tillod han sig at bevæge sig; han vendte sig om mod de stablede puder, tog en sorte pude væk foran hans øjne.
Hendes ansigt kom til syne i mørket, let oplyst fra månens lys udenfor. Hendes sorte lange bølget hår der lå spredt rundt på hovedpuden, hendes øjne der stirrede ud i mørket. Han fjernede en pude til, denne gang en grå pude.. Nu kunne han se fra skuldrene og ned til midten af hendes mave. Han kiggede på hende med beundrende blide øjne. Smuk i dagslys, men smukkere om natten. Minderne om de nætter han havde ligget og kigget på hende mens hun sov havde beroliget ham. Men hun sov ikke, men synet af hende beroligede ham stadig væk.

Hopes fornemmede hvordan puderne ved siden af hende blev fjernet. Fornemmede hvordan han stirrede på hende. Hun drejede hovedet; så på ham. "Kan du heller ikke sove?" Vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige. Vendte igen hovedet, og betragtede månelyset. Hun mindedes om dengang. Nu, var der bare en halv mur imellem dem. èn som hun selv havde bygget, så hun var selv udenom det. Men han havde fjernet noget af den. Hvad betød det? Hun drejede igen hovedet mod ham. "Hvorfor fjernede du puderne?" spurgte hun, og lod hendes øjne hvile på ham. Betragtede ham.

Om han heller ikke kunne sove? Nej, overhovedet ikke.. "Nej, det ser ud til at du heller ikke kan" sagde han blidt med et lille sødt smil. Han fangede hendes mørkeblå øjne og gav sig til at fordybe sig i dem. Han var nærmest helt væk da endnu et spørgsmål formede sig på hendes læber. Spørgsmålet hang lidt ude i luften indeni han slap hendes øjne og svarede; "Jeg ville se om du sov" en løgn, en perfekt løgn.. "Men jeg kan da godt tage puderne op igen" fortsatte han med hævede øjenbryn. Hun havde tydeligvis noget imod det.. Nej, han havde fjernet puderne fordi han godt kunne lide at se hende sov, se hende i dyb søvn, rolig, fredfyldt og yderst elegant. Nogen syntes at det var klamt at man så på andre folk sove, han havde ikke selv noget imod det, da han fandt det beroligende at se andre sove..

Hopes smilede. Hun kendte ham nok til, at hun vidste, at han ikke bare ville se om hun sov. Hun vidste godt, at han plejede at betragte hende, når hun sov. Hun havde sommetider godt kunne mærke hans øjne hvile på hende; eller fornemmede det. "Vi er ellers udmattede.. begge to.. fornemmer jeg. Vores hjerne tillader os bare ikke at sove," mumlede hun, og vendte sig om på siden, så hun så på ham. Flyttede puderne lidt, så hun kunne se på ham. "Du bor ellers fint," hun vidste ikke hvad hun eller skulle sige. Hvad havde de at snakke om - intet? Så hvorfor ikke give ham et kompliment. Det kunne alle da bruge. Hun sendte ham et lille, træt smil, og lagde sit tunge hovede på hovedpuden. Lukkede kort øjnene, og så på ham igen.