Under The Moon [Hopes Privat]

"Hvis vi var trætte ville vi ikke ligge vågen.." Anton betragtede hende og tilføjede så; "Så derfor er vi ikke trætte, vores kroppe er, men det er jo også forståeligt efter 200 år, næh vores sind er ikke træt" han sendte hende et skævt charmerende smil mens han puttede sig indtil sin pude.
Han kunne ikke lade være med at smile stort og grine lidt da hendes kompliment skød hen til ham, "Jamen tak søde" mumlede han med et stort hvidt tandpasta smil der ville få hver en pige til at dåne og falde i staver. Han var jo perfektheden i sig selv, eller som han selv ville sige. Hans udseende perfekt, men nok ikke så meget det indre i ham..
Anton betragtede Hopes med blide glade øjne mens hun lå der foran ham mindre end en halv meter væk; men stadig så langt væk. De hvide puder, lagenerne, dynerne og fjer skød op i hovedet på ham i et minde.

Deres åndedrag lød tungt og højt i den stille sommernat. Den lune vind fra det åbne vindue strøg henover deres nøgne kroppe der lå sammenfiltret ovenpå sengens lagner. "Jeg elsker dig" hviskede han blidt i hendes øre og et blidt kys hun gav ham på munden. Han havde armen rundt om hendes talje, den anden lå hendes hovede på. De fandt hinandens øjne, låste sig fast og kyssede blidt. "Dig og mig forevigt Hopes" sagde han mens han fordybede sig i hendes smukke blå øjne. Hendes rosarøde læber sagde sagte; "For altid Anton" og de kyssede atter.

Mindet forsvandt og fremfor hans øjne lå Hopes og kiggede på ham. Han sendte hende et blidt kærligt smil inden han gemte sig under sin dyne.

Hopes vidste hvad han tænkte på. Det fik hende til at rødme og smile en smule forlegent. Havde ingen idé om hvad hun skulle sige eller gøre - det hele føltes bare så akavet. At de lå her, i en dobbeltseng. Holdte afstand fra hinanden, som om de begge to var giftige. Det modsatte af, hvad det engang havde været.
Hun lukkede øjnene, bilde sig selv ind, at hun mærkede sin nøgne krop mod hans. Derfor, åbnede hun dem dog hurtigt igen efter. Kravlede en smule længere ind under, den lette dyne og betragtede ham. En smule forlegent, igen. Sendte ham et blændende hvidt smil, og dånede over hans; suk. En forfærdelig verden de levede i. Han føltes så utallige meter væk, men var dig alligevel så nær. Tættere på hende, end han havde været i lang tid. Ubevidst rykkede hun lidt tættere på ham.

"You read my thoughts" Han rykkede sig en anelse tættere på hende mens han holdt deres øjenkontakt og sagde blidt og roligt med en førførende stemme, "if i were a diary; would you read me everyday? read every single page and every single meaningless word? Darling, i would lie if i didnt say that every single chapter is about you; your beauty, the way you move and the way you choose your words and sentences.. My baby, the last chapter in this silly little diary ends with 'i love you' .. the end.." han sendte hende et sødt tandpasta smil, hvorefter han sukkede og tvang sine øjne væk fra hendes og lod modvilligt sit blik ende mod det kedelige hvide loft.. "jeg har selv skrevet det.. for langtid siden" han fugtede sine læber og drejede hovedet til venstre for at møde hendes øjne igen med et skævt smil..

Hopes forsvandt ind i hans øjne, da han remsede op. Var det en hentydning eller?
"Letar efter nåt att säga...." Smilede hun, og lagde en smule skjul på hendes generte, "svenske" accent. "Något mer än det jag redan sagt... Det var smukt, Anton.." Hun nikkede overbevisende, og rykkede igen lidt tættere på ham. Akavetheden i rummet var til at ta' og føle på. Hun vidste ikke om han også havde det på samme måde?

Mærkede hans nøgne krop mod hendes, give gnist. De akavede bevægelser, som tydeligt viste, at det var første gang for dem begge; de prøvede sig frem. Et lille kys her, og et andet dér. Hænder, som søgte. Her under den åbne himmel, ved solnedgang.
Hun mærkede de høje græsstrå kilde hende, og en let fnisen slap derefter over hendes læber. Hun skulle nyde det, så længe det varede, for hvis hendes far fandt ud af dette ja, såeh...

Hopes rødmede en smule. Rev sig ud af sine tanker.

Anton kiggede en smule på hende med et lille smil men tvang sig til at se væk fra hende og derefter op på de kedelige hvide loft.. Stilheden var akavet mellem dem. Den var spøgelsesagtig og farlig som om at hvert eneste sekund kunne bringe skeletterne frem i lyset igen. Tanken om glæden de havde haft dengang, gav ham en stor klump i halsen igen. Det var hans skyld at det hele havde gået ned af bakke. Han havde ødelagt alting imellem dem to. Selv deres venskab var væk..
Han vendte sig på siden med fronten mod hende mens han puttede sig lidt under sin dyne, lidt ligesom en lille dreng der gemte sig fra monstrene under sengen.. Anton følte også selv at han gemte sig lidt; dog ikke fra monstre, men fra fortiden. Hopes.. Han vendte blikket mod hendes og fandt hendes øjne. Hun var nær nu, meget mere end hun havde været ligefør. Han ville have sagt noget, men hvad skulle han sige? Han besluttede sig for at droppe det men bare at ligge og fordybe sig i hendes øjne igen - det havde han savnet, en del..

Hopes smilede en smule undskyldene, inden hun rykkede sig tættere på ham; lagde sig ind til ham. Det havde ikke været meningen, at hun ville virke påtrængende, men.. minderne. Hun kunne ikke få dem ud af sit hovede. Hun vendte sig om på siden. Så en smule spørgende på ham. Dårlig samvittighed over det, hun måske var ved at lægge op til, men hun følte bare ikke, at hun kunne kontrollere sig.
Det virkede forkert på så mange måder, men samtidig så fandens rigtigt.
En smule forlegent rykkede hun sig lidt væk igen. Satte sig op i sengen, med ryggen til ham, og skævede en smule til ham. "undskyld, jeg.." hun kneb øjnene sammen og skulle til at rejse sig. "Jeg er for påtrængende.. jeg kan ikke bare.." Omridset af låsen på hendes BH, kunne man kort ane, inden hun rettede sig op og den forsvandt.
Hun kunne ikke slippe tanken. Tanken om, at de kunne have ligget i den seng sammen, uden at føle sig forlegen over for hinanden. Måske kunne de have hørt et barne skrig eller to. Det kunne have været dem... Hun smilede kort, og afventede han reaktion.

Hendes krop havde lagt sig indtil hans. Hendes hud føltes varm og blød. En varm, dejlig og rolig fornemmelse kravlede op i ham og fyldte hans hovede med støj. Hun var så nær, han kunne slet ikke tænke. Han blev bare ved med at kigge ind i hendes dybe blå øjne, men pludselig ud af det blå flyttede hun sig, sendte ham et undskyldende blik, som fik ham til at lægge hovedet på skrå i en let undren. Hvorfor undskyld? han forstod det ikke helt. Men da hun satte sig op med ryggen til ham, vågnede han op fra drømmeland.. Hendes ord nåede hans øre, "vent hvad?" spurgte han nok en anelse for højt. Påtrængende.... "Jeg.." dennegang var hans stemme roligere. Han rejste sig op på knæene i sengen, krydsede grænsen mellem dem og nåede hendes side. "Jeg.. så det overhovedet ikke som påtrængende" sagde han og lagde forsigtigt sine arme om hendes talje i en omfavnelse. Det ærgede ham at han ikke kunne se hendes ansigt.

Det havde været det tætteste kropskontakt, som de havde haft siden dengang. Nu havde det føltes underligt, men rart. Forbudt territorium, men ikke på samme måde, som det havde været engang. Før i tiden havde det været som en gemmeleg; man måtte ikke blive set, ikke blive hørt. Man havde mærket adrenalinen pulsere rundt i kroppen, i frygt for at blive opdaget hvert eneste sekund.
Hun mærkede hans arme, der forsigtigt lagde sig om hendes talje. Lænede sig atter ind til ham og drejede hovedet, så hun nu kunne se ham i øjnene. Hun gjorde dette, inden hun sagde: "Minderne... de spiller et puds med os.. nej, jeg mener mig. De er kontrollerne.." Forsigtigt lagde hun sine små, blege hænder oven på hans og aede dem blidt. Vidste ikke rigtig hvad hun mere skulle sige - for nu havde hun jo sagt tingene, som det var.
Lagde skjul på, at hun faktisk nød sin krop mod hans. Det føltes trygt.

Anton satte sine læber mod hendes øre og hviskede blidt; "Ved du hvad? Jeg tror ikke på at minderne kontrollere dig - jeg tror på at hvis de virkelig kontrollerede dig, så ville du ikke have gjort det. Næ, tanken ville have strejfet dig, men din hjerne fortalte dig ja, samme gjorde dit hjerte" Forsigtigt slap han taget om hende og lod derefter hånden lægge sig mod hendes kind og kærtegne den blidt. "Kom ikke og sig til mig at du ikke vil føle det du føler ligenu mens jeg sidder og kigger dig dybt i øjnene" ..

Han havde trukket hende med ind i kosteskabet, kyssede hende på livet løs. Hun blev ved med at sige nej af frygt for at de skulle finde dem. "Sshh" tyssede han på hende ved at ligge sine læber mod hende, "jamen.." han afbrød hende ved at skubbe hende om af væggen og lade sine læber kysse hendes hals mens hænderne havde frit leg på hendes krop. Begæret sitrede mellem dem. Hun stoppede helt med at beklage sig. Den fine marineblå kjole blev hevet op samt den hvide skjorte blev knappet op mens kødets lyst steg og steg. Det var yderst forbudt.

Hopes lyttede. Mærkede hans læber, mod sit øre.. Hun prøvede at fokusere, trænge ind i hans tanker... Hun blev ved med at sige nej af frygt....læber kysse...Begæret sitrede mellem dem.. forbudt. Men hvorfor, - hvorfor skulle det standse hende? De havde jo gjort det før, masser af gange før. Og han kunne jo bare sige fra, hvis han ikke havde lyst. "Har du det måske ikke sådan?" spurgte hun drillende, en smule forførende. Asparaen var ved at komme op i hende. Hun drejede hovedet og lod kort deres læber mødes. Kiggede ham søgende i de brune øjne.
Hvad helvede havde hun gang i?

Hvad helvede havde hun gang i? Dette var jo det rene selvmord. Eller det der kunne være værre: At hun ikke kunne komme til at se HAM igen - Anton. Sådan havde hun tænkt gang på gang, og de var altid sluppet godt fra det. Men den aften, til kostumeballet. Det havde været alt for afslørende - I kosteskabet. Alligevel var hun gået med til det. For hun elskede ham jo.

Hendes bløde rosa læber rørte kort hans, det fik ham til at gispe og slå øjnene op, ligeså søgende ind i hendes. Hans hjerne blev atter fyldt helt med støj. "Om.. om jeg.. har" han fumlede efter ordende, pinligt. Han kløede sig i baghåret og slap sin øjenkontakt med hende. "Øhmm.. øh.." hendes bløde smukke blå øjne mødte hans igen og han stod som en komplet statue med et 'hvad fuck laver jeg' ansigt.. han var helt blank for ord. Hans hjerterytme rasede op i fart og fik ham til at tabe vejret helt. Han havde nu helt glemt spørgsmålet som hun havde stillet ham for mindre end to minutter siden.. Igennem årene havde hun forandret sig en del iforhold til at være forførende. Dengang var det ham der fejede benene under hende men nu ... nu blev hans kinder fyldt til randen med rødt. Hvad skete der lige der??

Hopes tog en dyb indånding. Hendes bryst kasse sænkede sig i takt, og igennem hovedet fór det samme spørgsmål: Hvad havde hun gang i? Hun havde ikke set ham være mundlam på den måde før, i lang tid. Opfattede hvordan han begyndte at lignede et spørgsmålstegn, stammede, rødmede.
De kyssede... Hun vendte sig helt om mod ham ... Grinede, holdte om hinanden ... Mærkede hvordan hendes hjerte bankede hurtigere og hurtigere, prøvede at kontrollere sig. Men det var svært. Hendes øjne drillede hans, legede med dem. Hele hendes kropsprog. Men var det ikke sådan hun skulle være? Hun var jo en Aspara, ikke? Årh, stop! Hendes hvide, lille hånd rørte hans hånd. Hun førte den op langs hans arm, og lænede sig atter frem mod ham... Atter i et kys. Hendes bløde læber mod hans.

Verden frøs til is, tiden stoppede.... Læberne mødtes i et kys. Han mærkede hendes silkebløde læber sættes mod hans. Anton kyssede blidt tilbage, men denne gang overhovedet ikke genert. Han lagde armen om hendes talje, trak hende tæt indtil sig og begravede en hånd i hendes sorte hår. Hans hjerte rasede afsted. Duften af hendes hud, hendes hår, parfume.. Det tændte en ild i ham som varmede ham op indefra. Han bed hende i læben, nussede hende i håret. Hun måtte ikke stoppe det hele nu..

Hendes hjerte galoperede. Han var med på den; smilede en smule bag kysset, inden hun nappede ham tilbage i læben. Satte et knæ på hver sin side af ham; lænede sig ind over ham. Hvad havde de gang i? Det var jo ikke sådan at det skulle have udviklet sig. Men hun var ligeglad. Minderne blev klare, hun mærkede deres kropskontakt igen -dog ikke helt på samme måde. Men den var der!
Det som havde strittet imod før i tiden, var der stadig. Hun prøvede at slå sig selv fra, men hun kunne ikke. Nu havde hun jo startet det. En lille skyldfølelse boblede i maven på hende.
Hun placerede forsigtig sine hænder på hans brystkasse, kærtegnede den. Stoppede kysset, og så på ham. Igen med det undskyldende blik som før.

Det brændte indeni, men på en god og dejlig måde. Støg, støg og atter støg. Hans læber legede med hendes. Minderne fløj ind og ud. Verden lukkede i. Tiden stoppede. Følelsen af evighed strømmede ind over ham. Han tog hendes ansigt i hænderne, så hende dybt ind i de blå øjne og sagde; "Hopes.. Du har virkelig rodet os ud i noget rod" han blinkede til hende med de brune øjne og gav hendes rosarøde læber endnu et kys. Natten var stadig ung. Samme var de - forevigt. Støg, støg og atter støg.

Hopes nikkede undskyldene. Peb en smule inden hun svarede, "Jeg ved det.. " Hun gengældte hans kys, inden hun fortsatte; "Hvis du ikke.. *kys* .. det var ikke meningen at..." Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, eller jo, det gjorde hun. Men hun vidste bare ikke hvordan hun skulle få det ud, for det lød jo rimelig dumt: Hej Anton! Jeg er ked af, at jeg møver på sådan. Overfalder dig i din seng og kysser på dig. Det må du sørme undskylde. Hejhej! Og hvis han ikke ville, så håbede hun endelig også, at han sagde fra.
Hun rullede ned på siden af ham. Drejede hovedet, og så ind i hans venlige brune øjne, hvor månen ude fra, spejlede sig. Elskede hun ham stadig? Det var da næsten før, at det var umuligt efter alle de år. Men når de var sammen, var det lidt som om, at der var noget som tændtesi hende...

Anton mødte hendes blå smukke fortryllende øjne. Øjne han havde længtes efter at kunne se ind i igen. "Du ved godt at hvis det her var som dengang ikke? Så havde din far brast herind" han kunne ikke lade være med at grine højlydt. Tiderne hvor de måtte gemte det hele havde været sjovt, nærmest som en leg - en spændende leg. Han lagde hovedet på skrå, fjernede noget hår fra sine brune øjne der nøjsomt betragtede hende. "Kan du huske da jeg trak dig med ind i skabet? Ned i det høje græs? Hen i tjenernes køkken? Ud på badeværelset? Bag et træ? Op af en væg?" Han sendte hende et frækt blink med det ene øje. Han kunne nævne flere hvis han havde lyst. Men han havde altid godt kunne lide det hemmelige, det mystiske og det frække blandet mixet sammen. Det var spændingen der fik det til at sitre mellem dem dengang. Spændingen med at hvert eneste øjeblik kunne der komme nogen og opdage deres forbudte lege.. Han slikkede sig om læberne og lagde armene bag sit hoved der lå lidt på skrå til højre side. Hans smil var hvidt, charmerende, frækt og fortryllende. Hans nøddebrune øjne lyste af begær. Prins Charmings smil som han havde kaldt det dengang og hvorfor mon? Ja, fordi at han dengang vidste at smilet ville få enhver pige til det han havde i tankerne. Nu, 200 år senere virkede det stadig - men bare meget mere kraftigt.

Hopes drejede hovedet let, og slog en blid latter fra sig. En smule sarkasme kunne anes. "Han var meget . . . bestemt. Vi måtte ikke være sammen før at vi var blevet gift. Og hvilket lys ville det ikke sætte familien i, hvis vi fik et barn ude for ægteskabet?" Løftede øjenbrynet. Ordet barn skar en smule i hende. Ægteskab lød bare mærkeligt. Hun lagde sig ved siden af ham. Tænkte lidt over alle de steder, ja..
"Joeh, og ligemeget hvor meget jeg ikke ville, strittede imod, fik du mig altid til at tie. Og du fik altid noget ud af det." Hun sukkede, og så på ham; "Du kunne noget var?" Og han var igang med at starte det igen. genoptage det. Det fornemmede hun - men hun havde jo startet, denne gang. Hun aede hans kind, og pressede sig ind til ham.
Efter så mange år. Men stadig så unge, og lige så forvirrede..

Barn, ægteskab .. Han sank en klump i halsen og aede hende over håret. Det var alt det han ikke kunne give hende. Skyldfølelsen vældede op i ham igen. Han bed sig i læben, kiggede et øjeblik tomt ud i luften men skubbede de triste tanker væk.. Anton sendte hende sit mest kækkeste drengerøvs smil han kunne præstere. "Eller rettere søde Hopes, jeg KAN stadig" han grinte let, lagde en arm om hende og trak hende helt tæt indtil sig. Der var gået så langtid. Så mange sekunder, minutter, timer og år uden hende. Og i al den tid var deres kærlighed for hinanden frosset til is, i håb om at smelte engang, i fremtiden. Han trak dynen over dem, lagde begge arme om hende og holdte hende tæt. "Tror du, du kan sove nu?" spurgte han blidt og tildelte hendes pande et let kys. Han kunne i hvert fald. Det var der ingen tvivl om. Han ville sove, trygt med hende i sine arme. Ligesom dengang for længe siden. Dejavu, for at være helt ærligt.... Akavet, men dejligt og trygt på samme måde.

Dynen omfavnede dem begge. Hun nikkede til hans spørgsmål, og spurgte ham så; "Men tror du.. tror du at det kunne have været blevet til noget?" Det lød en smule tøvende. En smule som, at det var et tabu - at det ikke skulle snakkes om. Men hun havde tænkt over det; taget tilløb. Spurgt. Uddybede det en smule. Denne gang med en lidt skinger stemme, i forhold til før.. "børn?" Ordet hang en langt tid i luften imellem dem. Det rungede, føltes tomt. Men alligevel ikke, for det indholdte jo så meget. "Du behøver ikke at svare, hvis.. " hun sukkede, og trykkede sit hoved ind mod hans bryst. Fandt frem til hans ene hånd, og legede lidt med hans fingre. Kyssede dem én efter én, hvorefter hun lagde hans hånd på hendes bryst. Ligesom dengang.

Om det var blevet til noget ... børn. Han spærede øjnene op. Tænkte lidt. Men svarede så "Det ville det sikkert" sagde han og sendte hende et kort smil. Hun så, så sød ud når hun gjorde sådan dér. Kyssede hans fingre en efter en og satte hans hånd mod hjertet. Han gav hendes læber et lille kys, og tog hende hurtigt på brystet. Han tog derefter hendes hånd og lagde den mod hans hjerte, hvor hun ville kunne mærke hans hjerte banke. Han så hende i øjnene, sendte hende et blidt lille smil og kyssede derefter hendes læber blidt. "Du vil ikke vide hvor meget jeg har savnet dig... Troede at du var ... død .. sådan forlængst" han lavede et vift med håret for at fjerne det fra hans øjne, der søgte ind i hendes..

Hopes smilede. Kyssede ham igen, og lod hendes fingre spadsere på hans brystkasse med et smørret smil. "Jeg troede også,at du var død." Mumlede hun, og vendte sig om, så hun nu lå på maven. Hun støttede sig på albuerne. "Jeg havde aldrig troet på en verden som denne. Altså, det er jo den samme som før - men med disse væsener; kreaturer." Rystede med et smørret smil på hovedet, og kiggede på ham, hvorefter hun kort placerede sine læber på hans. Hendes hovede var centimeter fra hans. Forsigtigt fjernede hun noget af hans hår. Dét, som han selv prøvede at få styr på. "Du har været manglet.." Hviskede hun blidt med et lille smil. Glemte alt, hvad der havde været sket af dårlige ting imellem dem.

Anton sendte hende et lille smil og lod derefter sin hånd vandre op forbi hendes kind og ombag hendes nakke. "Du har været savnet, meest!" sagde han med panden lagt mod hendes. "Du er sindsygt sexet det ved du godt ikk?" han grinte sin melodiske smukke latter og sendte hende et drengerøvs smil. Han tilføjede derefter; "Du skal ikke svare søde. For ligemeget hvor meget du benægter at du er sexet, så er du stadig utrolig sexet, men det at du benægter det gør det gør det sammetid også sexet såå... du har ingen udvej" han blinkede kækt til hende og kyssede hendes bløde rosa røde læber. Han stoppede ikke sine kys. For hun var tiltrækkende. Han kunne ikke holde sig fra hende.

Hopes slog en lille latter op. Dén der søde, som ikke var til at stå for. Rødmede en smule over det han sagde; ordvalg. Han vidste godt, at hun ville benægte, og skulle da også ligetil det, men blev afbrudt, da hans læber placerede sig på hendes; stoppede ikke sine kys.
Hun placerede en hånd på hver hans kind, imens hun nu sad på knæene. Lænede sig en smule over ham. Smilte bag de mange kys, hvorefter hun stoppede dem. Så ham i øjnene; de uskyldige mørkeblå øjne så i hans. De var dybe, og sagde så mange ord. Udtrykkede så meget. Hun førte sine hænder ned på hans brystkasse og trykkede sig ned mod ham - ind til ham. Lagde sit hoved på hans brystkasse, og lyttede til hans hjertebanken.

Han nød hendes kys, nussede hende i håret og lod sine læber lege rundt med hendes.. Læberne forsvandt fra hans, lidt ærgelig følte han sig men det skulle han nok lave om på. Han tog et blidt greb om hendes talje og svingede rundt så han nu lå ovenpå hende. Hans hånd gled ned af hendes tynde glatte samt bløde ben og listigt fik han spredt hendes ben så hans ben nu var placeret i midten. Anton lænede sig indover hende. Hans øjne var lyste af begær da de mødte hendes. Han tøvede slet ikke da han kyssede hendes læber, først blidt, så lidt mere heftigt. Han ville have hende. Det var han helt sikker på. Læberne dansede ned af hendes kind, ned af hendes hals, ned på skulderen og op på hendes porcelæn hvide hals igen. Hans ene hånd havde listet sig ind under den hvide t-shirt og op på hendes mave, mens den anden hånd lå knyttet ved siden af hendes hoved som støtte for at holde sig oppe. Han forsatte med at kysse hendes hals, blidere og blidere. Hun kunne da umuligt modstå ham nu, eller kunne hun?