Under The Moon [Hopes Privat]

Ja, Hopes vidste godt at hun havde ramt et ømt punkt. Et ømt punkt som hun helst ville have undgået at ramme. Men havde han ikke også svigtet hende? Sagt noget til hende, som havde gjort ondt. Jo, det havde han skam. Han havde bare ikke været bevidst om det; han havde været påvirket. Måske var det derfor, at hun regnede ham for at gå ud og drikke. Hun havde jo ikke set ham i alle de år, men selvom det var dét hun regnede ham for, vidste hun at det ikke var rigtigt. Forandringen var der. Hun ville nok bare ikke indrømme det. Deres øjne fandt hinanden, i tågen.
Selvmordsbrev? Hvad snakkede han om? Alt det han stod og sagde. Det gav jo ikke mening. Hvordan skulle hun vide noget, når han ikke havde sendt det til hende. Hvis han havde skrevet alle svarene på hendes spørgsmål ned, men aldrig har modtaget dem.. Fortvivlede tårer søgte ned ad hendes kinder. Hun lavede en bevægelse med sin hånd, og tårerne blev nu til vand perler. Endnu en bevægelse. De søgte væk, landede på jorden og lod sig slå itu. "Hvordan skulle jeg vide?" Kom det fra hende. Hun forstod det stadig ikke. Hvad var meningen med at lave brevet og ikke lade det sende? Tonen, som han snakkede med, blev atter hård. Han sagde at det ikke var ham. At hun ikke kendte ham. Var det rigtigt? Kendte hun ham ikke mere? Var han bare et fjernt minde..Vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun fastholdt hans blik. Mimede ordet, undskyld..

".. Nej hvordan skulle du kunne vide kæreste Hopes? Brevet blev nemlig aldrig sendt, kigget på blev det, men personen der var min egen far ignorerede brevet og gik sin vej, også selvom det lå så man sagtens kunne se det .. Igen bebrejder jeg dig ikke for ikke at vide, men du burde da kunne tænke, bare lidt? Tror du at jeg ville blive ved med at være en idiot, et svin resten af mit liv?!" Anton lod spørgsmålet hænge i luften mellem dem, hvorefter han tog et par skridt hen mod hende. Hans øjne brændte intenst i mørket mens salte tårer løb ned af hans kinder. Hvorfor skulle de være så sure på hinanden? Over noget der havde forgået for over 200 år siden. Kunne de ikke bare blive glad igen? Glad over at de begge stadig var i live? .. "Hopes.. I regret everything! Men jeg fortryder aldrig alle vores gode minder. Kan du huske da vi købte huset? Da jeg sagde til dig at dette hjem skulle vi fylde med minder, minder med os to - både gode og dårlige - og ikke mindst bringe flere til? Børn... Det nævnte jeg også. Og du skal vide at jeg mente alting dengang, alt." Fjernt i mørket hørtes en ulv hyle, den brød stilheden der i tågen.

//Lidt skod men altså...//

Hvorfor havde hans egen far ikke reageret anderledes? Ikke ladet det sende. Det forstod hun ikke. Hvis hun skulle være ærlig, var der meget hun ikke forstod lige nu, men det var da så småt ved at falde på plads. Hun var kommet forkert ind på ham. Jo, hun kunne da have tænkt lidt. Det hele virkede jo så indlysende, når han stod der og forklarede det hele; skar det ud i pap. På den anden side var det også først nu, at det virkede indlysende. For nu kom det jo fra ham. Hun ville dog ikke udelukke, at tanken da havde strejfet hende.
Hopes løftede sin hånd, så den nogenlunde var på højde med hans hovede. Hans saltetårer glitrede i måneskæret. Det samme gjorde hans øjne. Ved en bevægelse magen til den, som hun havde lavet før, lod hun hans tårer omdannes til de klareste perler. Betragtede dem, hvorefter hun lod dem falde. Sive ud i græsset. Som tårerne sivede ud i græsset, sivede de grimme minder også væk; bortset fra de gode - de lykkelige. Hun så på ham. "I also do." Hviskede hun; mimede nærmest. Lod sig træde et par skridt tættere på ham.Hvad var det nu han stod og sagde? Han forklarede hvor glad han havde været. Hvordan han havde .. "Åh, Anton." Udbrød hun pludselig, og tog hastigt de sidste skridt hen mod ham; slog armene om hans hals. Hulkede en smule, og sagde så; "Det var sådan det skulle have været. Uvidende om den fremtid vi endte med at få.. Men nu er vi jo her, og det vi kan gøre nu, er at lægge det dårlige bag os. Komme videre. Starte forfra... Du ved.. Ikke som kærester eller noget - bare venner!" Det hele kom sådan lidt i stød..

Anton betragtede hendes bevægelser, hendes hånd der lavede en bevægelse magen til før, lavede hans salte tåre til de klareste perler. De løb ned i græsset og forsvandt.. Han fandt hendes øjne, låste sig fast i dem og glemte helt om verden omkring dem. Han skubbede skænderiet væk, de dårlige minder også, men da hun med en hurtig og drastisk bevægelse havde lagt armene om halsen på ham, trykkede sin krop mod hans i en omfavnelse, frøs han nærmest til is. Han havde ikke forventet det der netop kom ud af hendes så pæne rosarøde læber - Starte forfra? Som venner? Det kunne han vel godt, og som han nok havde gættet var hun ny i byen. "Okay.. Det vil jeg gerne gå med til." sagde han med et smil og lagde armene om hendes talje i et kram. "Men... Hvor bor du egentlig?" han slap hende, men holdte hende stadig om skuldrene med et nu blidt smil plantet på sine lyse læber.

Hopes mærkede hvordan han stivnede, frøs til is.
Et smil voksede stille på hendes læber, da han sagde ja. De skulle starte forfra. Ingen problemer. Mærkede hans hænder på sin talje, gav hans skuldre et klem, og så varmt på ham. Hendes smil stivnede dog hurtigt igen, da han spurgte, hvor hun boede. Det vidste hun ikke selv; hun havde ikke taget stilling til det. Lige nu, boede hun sådan lidt over det hele, og det var også hendes svar; "Lidt over det hele..." Mumlede hun, tænkende. Hun havde ikke boet i byen særlig længe, og måske havde hun heller ikke tænkt sig at blive? Hvem vidste ... Det var nok hendes næste mål, at finde et sted at bo.
"Synes du ikke det er utroligt? At vi mødes her, efter al den tid.. udødelige?" Spurgte hun, en smule forvirret. Tog sig til hovedet, og et let fnis faldt over hendes læber. "Udødelige.." Ordet rungede en smule i hendes hovede. Hun, de begge, havde oplevet hvordan tiden havde ændret sig. Hvordan de forskellige teknologier havde fremtrådt. Hvordan verden havde udviklet sig. Det hele havde været lidt ligesom en film, de havde været del af. Men alligevel, havde de nok bare set på. For dem, var der jo ikke sket noget med. Det eneste de havde gjort, var jo at følge med tiden..

.. "Lidt over det hele?" udbrød han med et lille kast med hovedet for at få pandehåret væk fra sine glødende øjne. "Så du bor ingen steder?" han lagde hovedet let på skrå og kiggede på hende, fandt hendes øjne og låste sig fast. Han slap hende, tog et blidt tag i armen og begyndte at gå samt at trække hende med sig. Hendes grin havde helt væltet hans tankegang. "Udødelige? Du har et sjovt ordvalg" grinte han med et skævt drenget smil, det samme smil som altid.. "Men nu hvor du siger det så jo. Det er skam et tilfælde - troede egentlig bare at du var død." Hans stemme var blid, rolig og ikke mindst glad, glad for at det hele havde endt godt.

//Undskyld det dårlige svar .. //

Hopes trak på skuldrene, "Ingen steder," lod hun sig gentage, og kiggede kort på ham, hvorefter hun tilføjede: "Skal lige falde til, tror jeg." Den korte øjenkontakt varmede hendes kinder let op - dog kun i et kort øjeblik. Lagde sig hovede på hans skulder, imens de gik. Svagt rystede hun på hovedet, med et svagt smil på læben. Hvad var det sjove i udødelige? Det var vel et ord ligesom alle andre .. måske, bare mindre brugt, vel.. Hun genkendte hans smil. Bogstaveligt talt hans smil, sådan som det altid havde været. Det drengede, som kunne få enhver pige til at få sine knæ til at føle som gelé. Derimod var hendes egne ben stabile, endnu. Hun havde vendt sig til det, i løbet af den tid de havde kendt hinanden. For når alt kom til alt, så var han jo bare Anton. Hun slap sine tanker, og kiggede på ham. "Død.. Ja, det havde jeg vel også selv håbet - dengang. Men alt dette jeg har fået med; fra dengang til nu, har været en oplevelse. Ligesom at blive trukket frem i tiden, bare meget langsomt, selvfølgelig. Men ja, havde vel et eller andet sted også regnet med, at du var gone.." Hun syntes om hans tone. Den var venlig. Med en enkel hovedebevægelse, fik hun rykket sin pandehår til siden.

Anton gav hendes arm et blidt klem og gav hende et lille kys i håret. "Tiden er virkelig bare fløjet afsted.. Det er helt underligt at tænke på. Du ved, alting.. Jeg kan nu mest lide 50'erne. Alt var så elegant. Da vi levede måtte man ikke have det sjovt, det var jo forbudt. Og 50'erne lukkede lidt mere op, hvis du forstår mig.. Glæde.. Det var det man begyndte at have - så småt da." Han smilede let for sig selv og lod sine ord hænge ud i tågen der havde lettet sig lidt, men den var der stadig, tynd og kold rundt om dem.. Men en meget svag lyd omkring 50 meter foran dem fik ham til at stoppe op og lytte. Stilhed - igen. Fremfor sig var en sort masse - en aura lignede det for hans øjne men det var svært at se for tågen. Han trak dem ind i skyggerne, og lagde armene om hende, trak hende helt indtil sig som tegn på beskyttelse. De befandt sig ligenu i gyderne, de farligste af slagsen.. Det prikkede arrigt i hans ryg, noget kæmpede for at komme ud men han holdt dem inde, han måtte for ingenting i verden larme ligenu - det kunne blive deres død, deres endelige død. "Sshh.." hviskede han i hendes øre, mens han lyttede opmærksomt til omgivelserne omkring dem..

Hopes nikkede bekræftende til det han fortalte. Hun ville da give ham ret, men hun mente jo også, at; "Tiderne var jo forskellige på hver sin måde. Altså, hvert årti havde jo noget specielt. Jeg kan f.eks. ikke sætte en finger på, hvad jeg synes mest om. Men jeg vil dog alligevel give dig ret. I 50'erne begyndte glæden at komme frem. . . Det var. ." Hendes ører spidsedes. Og som hun opfattede det, virkede det også til at Anton var opmærksom. Der var noget - ikke langt fra dem. Derefter snusede hun svagt den kolde luft til sig, opfangede noget, men tabte hurtigt færten igen, da hun mærkede hans arme om hende i et tag, der trak hende i beskyttelse. Mest af alt, insisterede hun på at gøre tingene selv, men på den anden side vidste hun ikke hvad eller hvem det var, der befandt sig foran dem. "Hvad er det?" Spurgte hun lavt, og trykkede sig en smule ind til ham, hvorefter hun tav på kommando. Hun stivnede - ikke en lyd eller bevægelse.

Det stak i ryggen nu mere hårdt end før. RIFT! Lyden var høj der i gyderne. Hans store blå vinger havde brudt ud af hans ryg, skåret sig igennem hans tøj og ud i det fri. "Pis .." hviskede han og trak Hopes endnu tættere til sig, da lyden af bevægelse på gaden hørtes. Med lydløse skridt listede han længere ned mod gyden, væk fra gaden, langs væggen, med Hopes løftet op så hendes fødder ikke ville skrabe sig mod asfalten og give en høj lyd. Han stoppede op ved enden og så mod gaden, da en skikkelse nu havde taget form. En djævel - det kunne han mærke på vibrationerne skikkelsen sendte, og ikke mindst det had han mærkede indeni der var rettet imod dem. De måtte væk nu. "Holdt fast.." Hviskede han inden han skød op i luften med høj fart, hvorefter han fløj mod nord. "Man kan da heller ikke undgå at møde nogen som helst der vil dræbe en.." mumlede han sarkastisk, hvorefter han så på hende, gav lidt slip på hende så hun ikke var så fast klemt mod ham.. Hans blå vinger lyste i skæret fra månen der stod højt på himlen, hans hvide hud, mørkt langt hår og de brune øjne der så ind i hendes, "Er du øh.. Okay?" spurgte han bare for at være sikker og satte farten lidt ned.

Lyden der kom fra hans trøje, da den flænsede fik hende til at rette opmærksomheden mod ham. Mundlam blev hun, da hun fik øje på de store blå vinger, som voksede ud af ryggen op ham. "Er.. du en.. " Sætningen nåede hun ikke at gøre færdig. Han trak dem væk fra centrum, ind i det mørke. Hun mærkede hvordan hun langsomt begyndte at midste fodfæstet. Skikkelsen, som hun anede, virkede ikke just venlig. Kortfattet, og i et hvin, fik hun afsluttet den sætning hun havde startet; "Engeeeeeel?" De lettede, højere. MEst af alt havde hun lyst til at skrige. Hvad foregik der.. Dræbe? Havd snakkede han om? Mærkede taget om hende løsne sig. Panisk strammede hun grebet om ham; "Du må ikke give slip!" advarede, bad hun. Alt, som hun ikke havde set før, men et eller andet sted godt var klar over, så hun nu. Betragtede det, - indtil spørgsmålet kom: Er du OK? "Okay?" Peb hun, "du har vinger, vi flyver .. jagtet. Ja, jeg er heeelt okay.." udbrød hun, og kneb øjnene hårdt sammen, hvorefter hun igen så på ham. "Hvad er det?"

Anton grinte let over hende, "Bare rolig du falder ikke ned. Hvis du gør så griber jeg dig nok inden du rammer jorden" Sagde han sarkastisk og blinkede let til hende, trak hende indtil sig og kyssede hendes pande. "Mmmh.. Jeg er en engel, vi flyver ligenu over Di Morga og jeg skal igen ha' købt noget nyt tøj" Han aede hende over håret og sagde med en rolig, blid og sød stemme; "Ta' det stille og roligt Hopes.. Slap af og nyd udsigten.." Han lagde hovedet på skrå og fløj hurtigt op, ned, til side og side rundt og rundt, bare for sjov, men nok mest for at irritere hende. Han grinte sin melodiske, smukke og blide latter, han var smuk, perfekt - for det var engle jo. ".. Kan jeg tillade mig at sige SURPRISE?!?!?!" Spurgte han og morede sig gevaldigt over hele situationen. Hans smilede sit store hvide tandpasta smil der ville ha' fået alle piger til at dåne. Perfekthed uden lige, var han.

Hopes så med store øjne på ham. Falde, gribe? Hvad? Han skulle da i hvertfald ikke prøve på det! "Heheheh," lød ironisk fra hende, med et blik der sagde 'du kan lige tro nej!' Hvorefter hun mærkede hans bløde læber placere sig på hendes pande. Kort lod hun fortiden lege med sig; lagde sit hovede på hans skulder, og skulle lige til at føre hendes lyserøde, fyldige læber op mod . . . hun rystede på hovedet og tog sig sammen til at komme tilbage til virkeligheden. "Nyt tøj? Er det ikke kun én buse det drejer sig om? - og desuden kan du vel ikke lige vade ind i en butik nu, hvor du bliver forfulgt af en, en djævel?" Med et sigende blik så hun på ham. Mærkede hvordan suget i maven kom og aftog, efter hvordan han lod sig bevæge i luften. "Ej, stop! Jeg kan da ikke tage det stille og roligt, når du skal fjolle rundt som en eller anden.. " med en dramatisk armbevægelse mærkede hun hvordan taget om ham aftog en smule, og "iiih, ok - jeg tier bare stille.." hun fik hurtigt hurtigt et fast greb i ham igen. Forsvandt i hans blide latter; bare i ham i det hele taget. Han lignede, var, en engel.. Og, ja. Det var en surprise i sig selv..

Anton grinte let og prikkede hende let på næsen og lod sig sænke lidt længere ned mod landjorden. "Det var ikke kun mig, men også dig djævlen jagede, og vi er forresten i sikkerhed nu. Og nej, den gik igennem min t-shirt og cardigan og jeg købte dem i forgårs. Det er ret frustrerende at købe tøj hele tiden" han rystede let på hovedet og grinte let af hende, "Okay, skal nok lade vær med at drille dig." sagde han blidt og rolig og gav hende et kys på kinden. "Hold lige fast igen, gider du? For nu letter vi" han fløj ned mod jorden, hurtigt så ingen kunne se dem i mørket gennem tågen. Han mærkede jorden under sig, det grønne dugvåde græs der knasede under deres fødder. Han holdt stadig fast i hende, da hun nok ikke havde fundet hovedet endnu. "Godt så.. Du går bare med mig" sagde han, tog hende i hånden og begyndte at gå hen mod fortovet. 50 meter væk kunne man se en høj'høj bygning, et hotel ved navn 'Quatre' ..
Anton stoppede op foran døren, hvorefter han så på hende. "Jeg må nok hellere gemme dem væg" sagde han, og hans vinger foldede sig sammen og ind i ryggen igen, gemt bag hans silkebløde hud. "Kom.." sagde han og trådte ind af den store dør, hvor piccoloen sendte dem et smil. Han trådte ind i elevatoren, trykkede tallet '20" ind og op gik de. Han vendte sig mod hende og sendte hende et sødt blidt smil.

"Frustrerende? Personligt ville jeg ikke have noget imod det!" Grinte hun let, og mærkede hvordan de roligt nærmede sig landjorden. Hvorefter hun mærkede hvordan han placerede endnu et kys på hendes kind - men hvorfor? Var det bare venskabeligt ment. Skulle hun gengælde det, eller? Hun strammede grebet om ham, da han bad hende, men kiggede dog væk; på den høje bygning, som tårnede sig op.
Det gav et blidt stød i hende, da de igen rørte jorden. Kontakten mellem hendes fødder og jorden, var ligepludselig meget behagelig, og hun måtte da også begrænse sig for ikke at falde på knæ og kysse den. Hun støttede sig til ham. Den store bygning, som viste sig at være et hotel, fik hende til at føle en smule uro i maven. Hvad skulle de her? Blidt trykkede hun hans hånd. Hun havde efterhånden forholdt sig tavs i et godt stykke tid nu. Så måbende til da han foldede sine vinger sammen. Ikke en gang et ar kunne skimtes.
Først da de begge havde stillet sig i elevatoren åbnede hun munden. "Bor du her?" spurgte hun en smule nysgerrigt, og mærkede igen den irriterende følelse i maven. Kort lænede hun sig ind mod ham, sendte ham samme søde, blide smil, som han sendte hende.

Anton uglede let hendes hår hvorefter han grinte højlydt. "Ja, jeg bor her." sagde han med et varmt sødt smil.. Elevator døren gik op, han trådte ud og kiggede på gangen, og gik så hen til den tredje dør til højre. Op fra sin bukselomme trak han et kort, lod det gå igennem en 'skanner' og klik, døren gik op. Han gik ind i værelset, og bredte armene ud og sagde "Her bor jeg så!" med det største smil på læberne.. Det var et stort rum. Stuen var lille, med en sort tomands sofa, et stort fladskærmstv der hang på væggen, en bogreal fyldt med bøger og så et sofabord, hvor der stod et par stearinlys, en opslået bog og noget papir spredt hist og her, hvilket viste at han havde været igang med noget. Stuen hang sammen med køkkenet, der var sort og hvidt, lille men alligevel godt nok til ham. Der var en dør ind til badeværelset og en dør mere til soveværelset hvor der stod en stor dejlig dobbelseng med hvidt lagen og sengebetræk. Alle væggene var hvide i lejligheden. Der var hvidt marmor i gulvet til køkkenet, brunt trægulv til stuen samt soveværelset. Eller rettere, stortset det hele var luksus. Anton vendte sig mod hende og lagde hovedet let på skrå, med et skævt smil mens hans ene hånd kløede sig i nakken..

Hopes betragtede elevator døren gå op med et 'kling,' hvorefter hun fulgte efter ham hen til den 3. dør til venstre, hvor han stoppede op; kørte kortet igennem! Forundret over hans lejlighed - den var egentlig ret stor; og ret hyggelig. "Her er da.. " hun gik over til sengen, og kørte fingrene over lagnet, "ret hyggeligt.." smilede hun en smule kært. Her var lyst, ikke mørkt og fyldt med tomme flasker, som hun kunne have forestillet sig den gang .. Et lille smil listede sig op på hendes læber. "hVor lang tid har du så boet her?" Spurgte hun, og gik hen mod ham. Gav ham et hurtigt kram, og smilede sødt til ham. Akavet var det en smule, stilheden. Hun vendte sig om mod vinduet; betragtede udsigten. "Her er flot.. " sukkede hun lavt, og skimtede ud over byen. De svage lys fra husenes vinduer som trang igennem tågen. Det så en smule udtværret ud, men på en flot måde, syntes hun.

Anton betragtede hendes bevægelser. Hun var køn, nej ikke bare køn men smuk og lækker. Hans øjne var som klistret til hende og han vågnede først op da hun havde lagt armene om ham i et kram. "Tak.." sagde han med et smil, og lagde armene om hendes talje. "Jaeh, har vel boet her i en 50 år cirka" sagde han med et blidt smil, hvorefter han gav slip på hende og gik over og satte sig i sofaen, trak sin lighter op fra lommen og tændte liv i de hvide stearinlys. Han så over på hende, "Vil du have noget at drikke? Vand? Sodavand?" spurgte han og rejste sig op, gik over til køkkenet og åbnede køleskabet og afventede hendes svar ved at kigge smilende på hende.

Hopes smilede en smule forførende. Mærkede hans hænder på hendes talje, hvorefter han svarede. "50? det er lang tid.." Smilede hun, og satte sig i sofaen ved siden af ham; lænede sig tilbage. Mærkede hvordan hun sank en smule ned i den, slappede af. Betragtede gassen der kom ud af lighteren, tændte stearinlysene. Betragtede så flammen, der intenst begyndte at tage for sig af vægen. En smule grådigt, hvorefter stearinen begyndte at løbe ned af lyset. Han flyttede sig, gik over til køkkenet; spurgte hvad hun kunne tænke sig. Ville det virke forkert hvis hun svarede vin? For hun drikkede jo ikke - men var det alligevel ikke den slags man plegede? .. "Vand, tak, " sagde hun derfor istedet. Rejste sig, for at hjælpe ham. Godt nok var det ikke det sværeste, at hælde vand i et glas, men alligevel .. Gengældte smilet.

"Vand? Okay" sagde han med et smil, hvorefter han åbnede et skab over sig og tog to glas ned, stillede dem på bordet. Ud fra køleskabet tog han en coladåse ud og åbnede den og hældte det i glasset. "Du kan bare sætte dig ned igen, jeg skal nok klare det. Du er jo gæst her" sagde han med et sødt smil tilbage, hvorefter han tog en kande iskold vand ud af køleskabet og hældte det i hendes glas og stillede kanden ind igen og lukkede køleskabet i. Han tog glassene, gik over til sofaen og rakte hende glasset "Værsågo frøken" sagde han med et blink i øjet samt et kækt smil og dumpede ned i sofaen og tog en slurk af sin cola. "Umm.. Hopes, du er velkommen til at bo her indtil du finder dit eget sted" sagde han så mens han kløede sig lidt i håret, usikker på hvad hendes svar ville være. "Eller.. Jeg insistere" skyndte han sig så lige hurtigt at sige. Han var ikke vild med at hun ingen steder havde, og hun var jo ny, så hun var jo sikkert ikke rigtig klar over farerne der lurede i byen.

Hopes smilede, valgte dog ikke at sætte sig tilbage i sofaen. "Nej, det gør ikke noget. Du er sikkert ikke stærk nok til at bære glasset selv!" Grinede hun med et smil. Hun tog imod glasset, og placerede sig først nu i sofaen; tog en lille tår. Gengældte det kække smil inden, og sendte ham et lidt forførende blik hen over glasset - egentlig bare for sjov. Var dog lige ved at få vandet galt i halsen, da han tilbød hende at bo hos sig. "Undskyld hvad?" Spurgte hun igen for en sikkerheds skyld. Selvom hun godt vidste hvad han sagde. "Joeh, hvis jeg må få sofaen, så er det en deal!" Smilede hun, og kyssede ham kort på næsen. "Og da du ligefrem insistere!" En smule usikker var hun dog.. "Men.. jeg kunne da også bare finde et værelse på et hotel.. Hvis det skulle være?" foreslog hun, og lod fingrene kærtegne en tot hår.

Anton smilede stort "Virkelig? Vil du virkelig det?" han var nu glad og en del overrasket over hendes svar. Et kys på næsen fik han tildelt, og han mørkede nu varmen blusse op i hans kinder og farve dem i en mild lyserød. "Sofaen?! du kan tro neeeeej! Jeg sover på sofaen og i morgen så køber jeg en seng til dig" han prikkede hende på næsen med sin pegefinger og lagde sit hovedet på skrå. Han ville for alt i verden ikke lade hende sove på sofaen, det var han alt for gentleman til. "Det tillader jeg ikke!" sagde han så med et bestemt nik, hvorefter han prikkede hende i maven, "Det siger jeg dig unge dame! Det får du ikke lov til! Gentlemen sober på sofaen! Vi er jo trods alt opvokset i det 18 århundrede!" Han nikkede meget bestemt, men masken krakelerede igen i et grin hvorefter han tog en slurk af sin cola.

"Ja, hvis du virkelig insistere! Men så skal jeg også sove på sofaen!" Smilede hun, og gav ham endnu et. Dog var denne gang på munden, - bare kort. Han behøvede ikke spille gentleman for hende. Det kendte hun ham for godt til! For hendes skyld kunne han behandle hende som en hver anden, han behøvede ikke at være oversød. "Og desuden så skal du ikke investere i en ny seng, hvis jeg alligevel flytter ud igen om en uges tid! Og hvis jeg bliver til for meget besvær, flytter jeg bare længere ned ad gaden!" Grinte hun, og gav ham et kækt blik. Hun omfavnede ham med et grin i et kram, og rejste sig derefter. Tågen lå stadig tungt udenfor; hun betragtede den ud af vinduet. "Er det ofte sådan?" Hun gik lidt tættere på, slog armene om sig selv, og gøs en smule. I det samme gik stearinlysene også ud.

"Jeg tror ikke at det bliver noget problem at have dig boende, nogen gange bliver det ofte ensomt at bo alene" sagde han med et skævt smil, hvorefter han med en hånd strejfede hendes kind. Kysset - det havde overrasket ham en del, men han havde dog intet i mod det, det var jo nok bare et venskabeligt kys. Han lagde armene om hende og omfavnede hende med et grin.. Han betragtede hende rejse sig og fulgte hende med øjnene hen mod vinduet hvor hun nu stod og betragtede udsigten. "Sådan ofte hvad?" spurgte han og lagde derefter hovedet på skrå. Stearin lysene gik ud, han rejste sig op og gik hen og stillede sig ved siden, og skuede udover horisonten og af og til hen til hende. "Fryser du? " spurgte han stille og blidt, hvorefter han lagde en hånd mod hendes skulder og klemte blidt.

Hopes mærkede hans hånd på sin skulder; lagde sit hovede på hans. "Tåget - mørkt.. du ved?" Hun kunne finder masser af tillægsord, som passede til stedet, byen. Ud fra de indtryk som hun havde fået, virkede her til at være ret skummelt. Men var det nu også hver dag man blev betragtet af en djævel? Tågen, mørket.. det var selvfølgelig også nat, men så vidt hun havde forstået var hele byen bygget op fra det forladte - lå der en skygge over det hele?
Nu hvor hun stod og betragtede byen ud af vinduet: Det tågede motiv, maleri, hvor de gule lys prøvede at trænge igennem det grå, men blev udtværret. Det var trist, men det så godt ud - det var der vel ingen tvivl om..
"Om jeg fryser?" Hopes så spørgende på ham. Nej, det gjorde hun vel egentlig ikke. Som svar rystede hun på hovedet; trak på skuldrene. I smug førte hun sin hånd om bag sin ryg. Pegede i retning af sit vandglas; lavede en cirkel-bevægelse med pegefingeren. En slange af vand nærmede sig dem. Langsomt og lydløst. Hun styrrede den over mod Anton. Forhåbentlig kunne han ikke se den i ruden, da lysene var gået ud, og der derfor ikke kom den største refleksion; kun deres to blege ansigter.
Slangen hang lydløst i luften - hurtigt trådte hun et skridt til siden, med et lumskt smil. Lod den angribe ham fra hovedet af, og derefter de lange floder af vand, som delte sig på resten af hans krop, i stimer. Hva' fa'en? Trøjen var jo gået i stykker alligevel... Hun sendte ham et undskyldene smil-