INVASION: Abbadon [ÅBENT EMNE]

S: Pladsen foran Abbadon, Den Sorte Fæstning.
T: Midnat.
V: Det regner, men månen er alligevel fremme.
_____________________________________________

Fire timer... det var alt hvad de havde brugt.
Havnen, Slavemarkedet, Bymidten, Metroen... Alt dette burde være under D'tarion kontrol nu.
Han havde endnu ikke hørt fra Angelie og Velarian, men Zariah og de andre Red Sisters havde kontaktet ham og rapporteret at store dele af byen var under deres kontrol.

Det havde næsten været for nemt... modstanden fra de tropper som Alexander Lazarow havde efterladt i byen havde været sparsom, og selvom de havde tenologisk avancerede våben, måtte de russiske soldater hurtigt erkende at magi og overmenneskelig hurtighed var dem overlegen.

Han havde forsøgt at skåne byen og dens civile så meget som muligt, men han var sikker på at der var nogle som var døde... en krig kostede liv på alle sider. Desværre også civile...


Nu stod Zane D'tarion på den store plads foran Abbadon, Den Sorte Fæstning.
Han betragtede de enorme tårne og spir som prydede fæstningen... og fnøs ad tanken om hvad hans fæstning var blevet lavet om til indeni... han havde hørt at Scars, Alexander Lazarow, havde bygget store dele af komplekset om... til moderne barakker og militære lagre... og alt muligt andet...
Han havde tilsmudset Abbadon... men Zane frydede sig alligevel over de mange hundrede soldater der måtte være gået i Abbadons magiske fælder for at Scars kunne bygge om...

Zane kiggede op, og nød den silende regn mod sit ansigt. Selvom det var Oktober, var der varmt lige nu. Om det var på grund af den utrolige mængde af magi der var blevet udladet i den sidste tid, var ikke til at sige. Det kunne lige så vel være et naturfænomen.

Ligesom månen... af en eller anden grund dækkede ingen af de tunge regnskyer månen, og det havde de ikke gjort under hele invasionen.
Byen lå badet i et smukt, sølvfarvet lys, blandet med det forfriskende, men tunge, regnvejr. Det var i sandhed smukt, syntes Zane.
*Abbadon er lige foran mig, lige til at tage... men hvor er min sande modstander...?* tænkte han mens han betragtede den store, lysende måne.

Et par af hans krigere stod på de omkringliggende tage og betragtede deres Valshar. Zane skænkede dem ikke et blik.
De havde gjort deres pligt ganske udemærket... og han var tilfreds med dem, men det var ikke ensbetydende med at han så dem som sine ligemænd... de var stadig kun soldater og klanmedlemmer...

Gemt i skyggerne, gemt væk fra alting, kunne man dog stadig se gløden fra en cigarret, som der brændte i mørket, som omslugte skikkelsen, der stod som en stenstøtte, personen bevægede sig ikke. Men var dette i det hele taget også en person, var dette virkelig overhoved et væsen, så stille som den kunne stå, og var det blot en statue, som havde fået en tændt cig i hånden.

Dog skete der pludselig noget, i denne stilhed, i denne udtolige stilhed, vente nogle smaragd grønne øjne, som glimtede i skyggernes mørke. Som var det stjerner der var kommet frem, trods den silende regn, der skabte et tæppe af gråt rundt omkring byen.
Læberne blev langsomt fugtet, og en bølge at rødt hår, skylede igennem det uigennemtrængende tæpper af skygger, som før havde indhyldet kvindens krop. Det blev mere og mere synligt, at dette i alt sin stand, var et menneske, og endda en kvindelig en af slagsen - Og dog, var dette ikke et menneske, men et væsen skabt af helveds flammer, et så frygtindgydende væsen, at selv helveds skaber, og fader havde haft sine tvivl omkring, om hun skulle sendes tilbage på jord overfladen.

Faith, Faith Jável som hun så godt var kendt under, stod og stirrede på Zane, ikke så langt fra hende, følelsen af had der var så stor, at den næsten brænde igennem hende, og fik huden til at føle helt varm, at dråberne omkring hende, fordampede inden de overhoved lagde sig på hendes yndefulde krop, som der kunne sno sig som en kat hen hen over asfalten.

"Well well..." læberne havde bredt sig fra hinanden, og en kvindelig ryst bredte sig hen over pladsen som de begge stod på. Hun trådte frem fra skyggerne, og månen oplyste hendes evige flamme røde hår, mens at de store hadefulde øjne, borede sig ind på hans skikkelse.
"Så var rygterne sande nok, selveste Zane D'tarion er tilbage.. hvilken Prægtig ære det er at se dem igen.." stemmen flød næsten over med sarkasme, og hun prøvede inderligt ikke at skære tænder, og derefter gå i flæsket på ham.
Men hun var svag, hun var svagere end hvad hun nogen sinde havde været, genfødt.. i en attenårig skikkelse, en hvad man ville kalde en yndling, såfremt hun bare havde været en dreng.

Det var til at kaste op over. Hun savnede hendes kvindelige former, frem for disse ynkelige nogen af slagsen, hun savnede bare i det hele taget hendes rigtige krop, dette, føltes forkert, det føltes... ad.

Hun snoede sig helt hen til ham, og gik bedømmende rundt omkring hans skikkelse, hun rystede på hoved, og hævede det ene øjenbryn. Han mindede alt for meget om sig selv, hvilket ville være et plus, hvis det lå således. Efter at have gået en tur rundt omkring ham, stillede hun sig solidt foran ham, og stirrede vantro på ham.
"Hvad fanden vil du i grunden her?" sagde hun så irriteret, lige ud, og blankt, mens hun lagde hoved på skrå, og lagde hænderne ned i sin lange sorte læderjakke, som så trofast havde siddet på hendes skuldre i mange lange år.

Huden var lige så hvid og fejlfri som altid, højden var stadig oppe over de 1.74, hvilket gjorde hende ret høj med de høje plateau sko som hun så typisk havde på.
Tungen skilte læberne ad, endnu en gang, og gled hen over de silkebløde læber, mens at hun afventede svar.

Mærket efter optrinnet i metroen, kunne Angelie langt om længe plante sine bare fødder på Abbadons første trin. Det var længe siden hun havde været så tæt på lige netop denne bygning, ja faktisk på byen i det hele taget, og inderst inde kunne hun ikke lade være med at smile. Hun var endelig kommet hjem.
Hjem..
Bare at tænke ordet, kunne gøre hende i et helt godt humør, selv under disse omstændigheder.
De soldater, som hun havde haft tilbage efter slaget ved metroen, havde Angelie sendt over til samme post, hvor Zanes befandt sig med ordre om at melde deres ankomst til hærføren, diskret selvfølgelig.

Fødderne gled lydløst over stengulvet, mens hun bevægede sig mod det sted, som engang havde været en tronsal. Det sted hvor den sidste kamp også havde foregået, og Angelies tanke om Zanes tilstedeværelse i det rum blev bekræftet, da hun hørte en stemme.. Men det var ikke en mandlig stemme, men kvindelig.
Hun stoppede op, og rynkede brynene en anelse, mens hun lyttede. Selvom samtalen ikke lød videre venlig, kunne hun ikke lade være med at mærke den dårlige fornemmelse, som dukkede op i hendes mave. Den syre, der fortalte at jalousien lå lige under hendes hud.

Langsomt satte hun sig endnu engang i bevægelse, for derefter at nå døråbningen. Angelies blå blik gled derfor frem og hen over de to skikkelser, mens hun lænede sig mod dørkarmen, og lod armene glide over kors, stadig uden at lave en lyd. det ville fungere sådan at Faith ville have ryggen til hende.
"Man kunne jo spørge dig om det samme" lød Angelies hovne, kolde svar, da Faith spurgte hvad Zane lavede her. Angelie var næsten siikker på det kvindemenneske var umulig at slå ihjel efterhånden. Hun så ud til at komme tilbage hver gang hun var blevet dræbt.
"Var helvede ikke lige din kop te?"

Intetheden omgav ham, den totale tomhed som han altid bragte med sig i sit indre var det nærmeste man kom en egentlig følelse. Et klagende næsten trist hvæs strakte sig gennem den lille hal hvor han sad. De mørknede vinduer og den kæde han sad fast til gulvet med, gav intrykket af hvad han var for en person, når en herre som Scars havde set sig nødsaget til at fange nogen på denne måde kunne det næppe være et godt tegn.
Med et lille ryk trak han forsigtigt i kæden, der var på tykkelse med hans håndled så der kom en lav raslen fra den. Klagesangen der kom fra væsnet ville skære i hjertet på alle der hørte det, ikke på en medlidende og ked måde, men som en issyl af frygt og direkte rædsel for hvad der dog kunne befinde sig inde i rummet.
Lange mærker strakte sig rundt på gulvet efter det der lignede negle der havde skrabet henover det for at komme fri, men alligevel virkede det ikke til at skikkelsen var sur, snarre bare ligeglad. En raslen udenfor det massive dør fik ham til at dreje hoved en smugle, da døren gik op stod en blodig soldat og kiggede på Karl, med bævende skridt gik han hen til Djævelen, "Herr Von Ricter... Scars den almægtige leder kræver deres indsats", Karl kiggede tilbage på soldaten og hvæsede bag den sorte maske som svar til manden, Scars havde gjordt ham uret, men hvis chancen bød sig for mord og totalt kaos kunne han ikke holde sig tilbage.
Efter få øjeblikke kom Karl ud af rummet, han kiggede sig lidt til begge sider på den mørke gang og gik derefter målrettet afsted, de sorte støvler lavede ildevarslende smæld mens han forsvandt væk fra sin celle og den nu afdøde soldat er var hængt fra loftet i karls tykke kæder.
Karl var som altid stålsat, og efter han havde hentet sit udstyr fra et af de andre rum i slottet var han igen klar til at bevæge sig ud i kampens hede. De sorte blanke støvler og den sorte dragt sad som altid tæt til hans krop, og den ligeså sort maske med de faretruende glugger. På armene var hans knive igen på plads og på hans hoved og overkrop var Nazi hatten og den grå frakke alt dominerende, igen var han klar, ingen ville stå i vejen for ham og hans herres ambitioner.
Med hastige skridt gik Karl ud i slotsgården, den sparsomme mængde af soldater der befandt sig på stedet løb rundt som myrer for at forberede hele stedet på det snarlige angreb, kun få lagde mærke til hvem der gik forbi og stoppede op. Den kølige følelse af ondskab der steg fra dette uhyggelige væsen var til at få hårene til at rejse sig på selv de mest forhærdede af Scars soldater, der kunne ikke være nogen tvivl om at Karl blev brugt som en game-winner, den brik i skakspillet der skulle vende det hele.
Som Karl nærmede sig Abbadons kæmpemæssige porte, gled de langsomt op for ham så han kunne komme ud, foran ham strakte sig den store plads samt de tre personer der befandt sig på den, den ene kunne han huske, men de andre var af ingen betydning, for så vidt var sortelveren heller ikke noget problem.
En tung knirken og en larmende lyd der mindede om et urværk sprang pludselig fra Karl, med et hårdt stød i maven fik han det til at forsvinde igen. uden et ord og som om de andre to ikke var der stillede han sig op foran Zane, en lav hvæsen kunne næsten tolkes som en hilsen, eller en fornærmelse. Karl kunne huske Zane som en værdig modstander... men denne gang ville han ikke holde sig tilbage, denne gang ville udfaldet blive fatalt.

Zane betragtede Faith med et hævet øjenbryn. Et smil bredte sig på hans ansigt.
”Faith... hvordan har maven det?” spurgte han så, sukkersødt.
Deres sidste møde havde været dengang hun var oprørsleder... og det var kun takket være hendes medsammensvorne, der dukkede op i allersidste øjeblik, at han, Zane, ikke havde dræbt hende.

”Du ser yngre ud... faktisk smukkere... dine bryster var alt for store før.” sagde han med endnu et iskoldt smil.

”Hvad vil jeg her? Og det behøver du af alle personer at spørge om? Jeg er her for at tage min trone tilbage...” sagde han og så hende i øjnene.
”Men denne gang kæmper jeg skam også for det som du i sin tid kæmpede for, nemlig folket... at se dig her, giver mig en kedelig idé om hvis side du er på. Ærgeligt at selv en pige som dig kan skifte holdninger så hurtigt...”

Han fnøs, og vendte sit blik mod Abbadon, hvis porte nu gik op.
*Er det ham...?* tænkte Zane et øjeblik,men hans forhåbning blev hurtigt kvalt da han så den sorte, maskerede skikkelse...

Han lagde armene over kors da Karl gik helt hen til ham, og smilede kort.
”Karl van Ricter... vi mødes igen... du var i sandhed en værdig mostander, måske endda den stærkeste jeg har haft.” sagde han.
Så gik han to skridt tilbage mens han gjorde tegn til Angelie at hun skulle gå væk fra Ricter.
Den mand var ufatteligt farlig, og han havde ikke tænkt sig at risikere Angelie...

”Men Karl... selvom du er en værdig modstander, må du forstå at det ikke bliver en kamp mellem dig og mig denne gang. Ser du.. jeg har en høne at plukke med Lazarow. Men fortvivl nu ikke...” sagde han mens et iskoldt smil dansede på hans læber.

”Jeg har skam...”

Zane hævede højre hånd og lavede to tegn i luften.

”...en gave...”

Syv skygger sprang lynhurtigt frem foran Zane. Hvor de kom fra, var umuligt at sige med den fart de havde på.

”...til dig!”

Ud af skyggerne trådte seks kvinder. Alle Sortelvere og alle klædt i den samme, lange, blodrøde kappe og smukke udskårne hjelm i samme farve. Deres kapper var desuden så store at de dækkede hele deres krop lige nu.

Kvinderne stillede sig op på en række med front mod Karl.

”Dette er mine Red Sisters, Karl. Jeg tror du vil finde dem mere udfordrende end du regner med...” sagde Zane.

En stor trang til at bryde ud i latter hobede sig op i hende, da hun hørte hvad Zane havde at sige, dog var hendes krop næsten dirrende af had, så selve konceptet af at grine, mens at hendes øjne åbenlyst vidste hvilket had hun rummede til denne sort elver.

"Min mave har aldrig haft det bedre.. tak for omsorgen" sagde hun iskoldt, mens hun køligt glansede hen over hendes skuldre, og kiggede på hendes rødhåret søster, ikke ved blod, men man kunne da vel næsten kalde dem det, så meget som de havde været igennem sammen. Nogle af dem, som der havde været med lige fra starten, hun havde sågar hjulpet denne kvinde ud fra helved, hvad hun dog havde tænkt på, var hende stadig en gåde. Men i dette øjeblik ignorerede hun hende fuldstændig, hun havde ikke øje for andet end det væsen, det udyr som der stod foran hende.

"Jeg tager aldrig sider, men forklar mig dog, hvorfor jeg hellere skulle tage din, end Alexanders?" sagde hun, håret lagde sig hen over hendes ansigt, og skabte en sort skygge hen over ansigtet, mens et stort grumt smil bredte sig hen over hendes læber, som viste hendes sylespidse tænder, der var lige til at flænse sig igennem et sort luns kød.

Hun trådte lige så stille tilbage i skyggerne, da hun hørte portende åbne, hun skulle ikke være en del af kampen endnu, nej hun ville vente, vente og se udfaldet, da hun alligevel ikke havde den nødvendige kræft til at hjælpe til, når Karl var ankommet. Nu ville hun lade spillebrikkerne være på hans side, og være den usle standby som der bare ventede på at blive sat i spil.

Hendes blik lagde sig atter på Angelie, mens at smilet blev grummere. "Og som altid, Zanes trofaste lille skøde hund.." med disse ord, forsvandt hun ind i skyggerne, smuttede let som en kat op af væggen, og satte sig på porten, som et lille barn, der nu ventede på at se sit yndlings show gå i gang.

Med en irritation over Faith, der tilsyneladende ignorerede hende med vilje, fnøs Angelie kort, og vendte blikket væk fra de to skikkelser, og lod det glide over omgivelserne omkring dem i stedet for, mens hun prøvede at danne sig et indtryk af hvordan det hele ville komme til at se ud når det engang ville gå løs.
Lysten til at komme med et spydigt svar på Faiths spørgsmål rungede inden i hende, men Angelie bed sig i læben, hårdt nok til at en fin streg af rød væske gled ind under tungen i hendes mund, hvor de andre ikke ville kunne se det. Hun måtte hellere lade sin herre svare på så interessant et spørgsmål. De kæmpede trods alt for det, som Faith havde kæmpet for sidste gang. Men hvad.. Kvinden var lige så upålidelig som en djævel.. Man kunne ikke regne med hende..
Et smil krudsede kort over Angelies læber, da hun huskede en for længst glemt episode omhandlende en pige, der mindede utrolig meget om Faith. Man kunne vel ikke andet end at savne det barn, men hvad..

Blikket gled tilbage i samme øjeblik som en stemme hørtes, en fremmed stemme, og Angelie betragtede mandslingen, der kom gående ind i samme øjeblik. Endnu en person hun ikke kendte, men som tydeligvis kendte hendes herre. Han havde da virkelig haft travlt med at skabe fjendskaber.
Hun skævede mod Zane lige tids nok til at se hans tegn på at komme væk. Hendes første tanke var at protestere, fordi Faith lige havde kaldt hende en hund. Hun var ikke Zanes hund, ikke i hendes hoved.
Ved nærmere eftertanke, rystede hun dog kort på hovedet, og satte i et elegant spring, som den elver hun nu engang var, og landede bag Zane, i let bøjede knæ, inden hun kort rystede hovedet, for at fjerne håret fra øjnene, og derefter kigge op, hvor Faith havde placeret sig ovenover, med ryggen til Zane, og hans såkaldte modstander, inden et sukkersødt smil kom over hendes læber.

"Faith" lød hendes stemme, der krudsede om omgivelserne, som en spindende kat, mens hovedet gled let på skrå. "Det er længe siden.. Utroligt at du havde tid til at kravle ud af lagenerne fra en ukendt mandsling, bare for at aflægge os et besøg.. Jeg er næsten beæret"
Smilet blev hængende på den rødhårede kvinde sammen med blikket et par sekunder længere, inden Angelie drejede sig, for at have ansigtet vendt i samme retning som Zanes, hvorpå hun betragtede den nyankomne person.

De var intet, deres nederlag havde været fastlagt fra det sekund de havde valgt at krydse hans vej, ingen af dem ville vide hvad der ramte, specielt de to kvinder havde ingen anelse om hvad Karl formåede, kun Zane kunne have en svag forventning til hvad der ville ske, selvom Zane måske ikke viste det på overfladen var den der, det vidste Karl. Selv på trods af hans ringe størrelse (1.74) havde Karl indtil flere gange vist Di Morgas stærkeste at han var en man ikke havde lyst til at møde.

Karl drejede forsigtigt på hoved og lod gluggerne falde på Angelie, for andre der var mænd ville hun uden tvivl være en person der kunne charmere sig ind de fleste steder, problemet med Karl var dog at han ikke havde denslags 'fejl', alt andet end de mest basale ting var fjernet fra hans natur, selv smerte var ikke en følelse han kendte til, en ting der gjorde ham det mere farlig i en nævekamp. Karls opmærksomhed blev igen flyttet, da den ene af kvinderne valgte at flytte sig fra det der inden længe ville være en kampplads, hun var uden betydning, hun ville også falde for hans klinger når tiden var, det ville alle... selv Scars.

lyden af skridt og skyggerne der bevægede sig, sendte ham i alarmberedskab, selvom han intet frygtede ville han ikke tages på sengen, med nærmest slange-agtige bevægelser rettede Karl sig op i sin beskedne, men fulde højde og kiggede på de rødklædte skikkelser der nu stod mellem ham og hans mål. Havde Zane haft den mindste smugle respekt, eller ærefrygt ville han vide, at ikke om han så havde en hel hær foran Karl, ville han kunne stoppe ham.

Med en langsom bevægelse smed han hatten på jorden, og det samme med den grå frakke. I en unaturlig bevægelse strakte han sig bagud til han gik i bro, derefter stillede han sig på hænderne og satte fødderne i jorden en smugle bag der hvor han før havde stået og rejste sig op igen. Han holdt sine arme ved sin side og viste Zane, hans mage og redsisters hans håndflader.

Med et kom der et lille knald fra Karl, og et ganske lille område som han stod i, blev indhyllet i en fantastisk tæt hvid tåge. En kort lyd af metal der ramte metal skreg gennem luften, Zane ville vide at dette var lyden af Karls knive der kom frem fra deres hylstere. Men da lyden var væk skete der ikke noget, ikke andet end at et lille vindstød fejede henover den ellers vindstille plads, og så med et lød et smæld fra den lille sky hvor Karl stod, og i en fart der mere end machede Zanes red sister's kom karl flyvende som et missil mod den nærmeste af Zane's elitegruppe, de hårde læderstøvler ville være det første der gjorde kontakt med hende, med mindre hun utænkeligt kunne bevæge sig hurtigere end Karl.

Zane gik et par skridt tilbage da Karl brugte den forbandede, pisseirriterende, men uhyggeligt effektive gas.
Han kneb øjnene en anelse sammen og så på sine Red Sisters.
*Kom så piger... vis mig hvorfor i er Red Sisters...* tænkte han... faktisk spændt.

”Angelie, Faith!” råbte han så,
”Hold jer ude af gassen! Den lukker jeres magiske kræfter ned!”

Advarslen var dybt alvorlig. Karl havde brugt gassen mod Zane i deres kamp i arenaen, under Scars' blodige lege... og det var bestemt ikke noget at spøge med.
Han huskede kampen så tydeligt som var det i går, og han måtte erkende at Karl von Ricter var helt uhyggeligt tæt på at vinde... og dræbe Zane.

*Husk jeres træning...* tænkte han mens han med et koldt og forventningsfuldt smil betragtede de syv rødklædte kvinder.

Da Karl angreb en af kvinderne, sprang Zane op på taget af det nærmeste hus. Herfra løb hen hen over tagene til han nåede et punkt hvor han let kunne springe op på selve Abbadons tag.
Han måtte ikke komme for tæt på de kæmpende... og desuden var det her ikke hans kamp.

Han stillede sig med armene over kors, og betragtede Karl og the Red Sisters med et smil.

Zariah og hendes 'søstre' var forberedte på det her... men alligevel havde hun en knude i maven.
Valshar Zane havde lært dem alt han vidste om dette... væsen, Karl von Ricter.
En djævel, så vidt Valshar'en vidste, som var i stand tilat lukke alle magiske evner ned med en uhyggelig, magisk gas som samtidig kunne skjule ham for hans modstandere.
Ikke nok med det, Karl ville også være en formidabel modstander når det kom til nærkamp.

Zariah nåede lige at spotte Karl da han kom flyvende ud af gasskyen... direkte mod hende.
Hun spærrede øjnene en anelse op og stillede sig i kampposition... men hun vidste godt at hun ikke ville kunne tåle at blive ramt direkte af ham. Hun var trods alt både den yngste og fysisk svageste af the Red Sisters.

Karl var mindre end en meter fra hende, da noget trådte ind foran Zariah.
En lang, rød kappe bølgede i luften da den faldt af skuldrende på den Red Sister der havde taget sparket for Zariah.
Klædt i en tyk pladerustning og bevæbnet med en lang, buet scimitar og et skjold, havde Karls spark ikke været noget problem for Kerra, som var den største og mest udholdende af the Red Sisters.

Med et listigt smil på sit smukke ansigt, trådte Zariah et enkelt skridt tilbage, sprang højt op i luften og trak lynhurtigt et langt, tyndt sværd og en daggert.
På vej gennem luften spændte hun med en umenneskeligt hurtig bevægelse sin kappe op og lod den falde. Hvis hun var heldig, og tricket virkede, ville Karl blive dækket af den.

Zariah landede nu lige bag ved Karl og huggede lynhurtigt ud efter ham... med sit lange, tynde sværd..
”Han bevæger sig som en slange.. umenneskeligt og ufatteligt smidig. Som har han ingen knogler i kroppen...” hun huskede Valshar'ens ord underen af de mange forberedende træninger.
*Jeg må være forsigtig...* tænkte hun og håbede at Karl ville gå i hendes lille fælde...

I samme øjeblik som hun huggede ud efter ham med sværdet, tog Zariah et hastigt skridt baglends, direkte ind i den tykke gas.

*Kom så Karl... med din hurtighed og årvågenhed har du helt sikkert opdaget at jeg er den der har mindst rustning på...* tænkte hun.
*Kom og fang mig...*

//OOG: Eftersom jeg er i london, og faith i grunden bare sidder på muren og kigger på, skal i bar springe mine turer over, ind til at der er noget for mig at skrive om :) Sorry jeg ikke lige har fået skrevet det før nu//

En hård rystelse der formentlig ville have knust et menneskes knogler, gik igennem Karls ben da han ramte det store skjold med bunden af hans støvler, et brag, eller nærmere en rungen som fra en enorm kirkeklokke. Lyden fik det til at flimre kort for Karls øjne, det var ikke noget han havde noget imod, men det som han var lavet/bygget af kunne bestemt ikke fordrage de høje lyde som han gang på gang fik fremprovokeret, igennem bomber, slag og meget andet.

Med drønet der fulgte fra støvlerne, forlede Karl sig sammen og greb kanten af skjoldet med de sorte handsker, han kunne i et halvt sekund se lige ind i øjnene på den tungt armerede, fra hans håndled under hans metal tonfaer kom der en lille pift lyd og to små skyde knive blev sendt fra hans håndled, direkte mod øjnene af den store elver.

I rent instinkt vidste han godt hvad der ville ske, det var nogenlunde den samme manøvre som Zane før havde brugt mod ham og derfor ville den ikke volde ham de store problemer. I en nært umulig slangebevægelse, skubbe Karl sig ned under skjoldet og videre imellem benene på den store elver, i samme sekund som hans hoved var væk kunne han hører klirret fra et sværd der havde ramt skjoldet, hvor han få sekunder forinden havde befundet sig.

Karl vendte hoved og så en skikkelse forsvinde ind i hans magiske gas, med en bevægelse fra den anden hånd blev endnu en kniv skudt af fra håndleddet, den var dog ikke til fare for nogen, da det var tydeligt at målet ikke havde været elveren der havde hugget efter ham. I stedet ramte den jorden ved siden af skyen og en storm af gnister vivlede op fra metallet der ramte stenene, enhver kunne regne ud at en gas og gnister ikke ligefrem var en ting der passede sammen.

Zane så til mens Zariah og de andre Red Sisters udførte planen... og hans smil falmede da Karl ikke bed på.

Det havde været meningen at Zariah skulle lokke væsenet med sig. Med sin afslørende rustning og lille størrelse, virkede hun som en hurtig, men svag modstander - hvilket også var sandheden.
Under hendes prøve for at blive en Red Sister, havde Zane undveget et af hendes lynhurtige hug, og som modangreb havde han hamret sin højre albue ind i maven på hende. Han var blevet overrasket over hvor utrænet hendes krop var... hun var blød som smør.

Hans albuestød havde sendt hende til jorden, hvor hun havde mistet pusten og brækket sig på grund af slaget... men hun havde alligevel formået at imponere ham i allersidste øjeblik.

At lokke Karl ind i gassen havde været den svage del af planen... og den var slået fejl.
Zane fnøs vredt og sprang ned fra Abbadons tag.

Da han landede, så han gnisterne fra den kniv som Karl havde skudt ind i gassen.

*Shit!!* tænkte han.

Gassen ville antænde og Zariah ville dø på grund af flammerne. Hun ville blive brændt helt i stykker...

Zane forsvandt i skyggerne, lynende hurtigt, og dukkede op igen inde i gasskyen, lige bag Zariah.

Han greb hende om livet og satte af fra jorden med et brøl.
Ilden var nu pludselig omkring ham, men koldt og kynisk, skærmede han Zariah fra det værste, og fløj direkte gennem flammerne. En aura af sorte og lilla flammer omgav ham da han kom ud af det flammende inferno der nu havde erstattet gasskyen.

Han landede på fødderne et par meter væk og slap Zariah.

Så vendte han sig om mod Karl og smilede koldt.
"Vores plan mislykkedes... det havde ellers været ganske glimrende at fange dig på den måde... men frygt ikke. Plan B begynder nu..." sagde han højt og gjorde tegn til Zariah.

Først da hendes Valshar slap hende, trak Zariah vejret igen. Hun tog en dyb indånding af den friske, men ophedede luft.
I samme øjeblik hun var trådt ind i gassen, havde hun vidst at hun ikke måtte trække vejret derinde...

Da Zane så pludselig var dukket op og havde mast hende godt og grundigt med et voldsomt greb om livet, havde hun tabt pusten og resten af den luft hun havde i lungerne... så det var ualmindeligt dejligt at trække vejret igen!


En svidende smerte på hendes venstre lår og overarm fik hende til at hvæse, og uden at kigge, vidste hun at hun var blevet forbrændt.
Der var dog ikke tid til at tage sig af skrammer nu... hendes Valshar havde givet hende et tegn.

Zariah flyttede blikket til Karl og smilede.
"Nin!!!" råbte hun så, og hendes søstre reagerede omgående:

Hver især, tog hendes søstre en tordensten frem. Det var den samme slags som Zane havde forsøgt at bruge mod Karl under deres sidste duel.

Den eneste der ikke fandt en tordensten frem, var den store Sortelverkvinde, som Karl lige var smuttet mellem benene på.
Hun vendte sig hurtigt mod sin modstander, tog en dyb indånding, og skreg Karl lige i hovedet.
Hendes skingre stemme blev forstærket af en magisk formular som var blevet kastet på hende ganske kort tid før invasionen.

Hun skreg så højt at et par vinduer og gadelamper i nærheden eksploderede i glasskår og stumper.

I håb om at den forfærdelige larm havde en effekt på Karl, kastede de resterende Red Sisters deres tordensten for Karls fødder så de eksploderede. Lyden kunne sammenlignes til fulde med et ægte tordenskrald.

Fuldkommen døv af al larmen, satte Zariah af i lynhurtig sprint mod Karl, parat til at takle ham og holde hans arme.
Den store Sortelverkvinde ville så holde hans fødder nede, og så ville Karl være pacificeret indtil han kunne fanges helt... hvis det lykkedes.

Lyset fra flammerne fangede Karl, hans maske og hans tøj lyste svagt i skæret fra eksplosionen som i en kaskade af blå flammer rejste sig mod himlen, men der var en ting i vejen med eksplosionen, der havde ikke været et skrig og Karl havde ikke fået hverken fornemmelsen eller formodningen om at nogen var omkommet. Uden den mindste venten kom Karl på benene, en djævel kunne mærke når nogen døde en smertefuld død, men dette var ikke sket, så derfor måtte han gå udfra at den lille elver stadig var i live og formentlig med hjælp fra Zane, en person der ellers havde haft en smule respekt i Karls øjne, en respekt der dog nu var fuldkommen væk, hvis man ikke kunne kæmpe sine kampe selv, var det tydeligt man var bange, så bange at man hellere ville lade andre dø i sit sted, fremfor at dø med æren i behold, og ikke nok med det Zane var åbenbart så bange at han var nød til at have kampen til at indeholde mere end 2 personer for at give hans egne "Elite" soldater en chance for at vinde, en chance som smuldrede sekund for sekund.

Karl lagde hoved en smugle på skrå og kiggede på det vrede kvindemenneske der kom til syne ud af hans øjenkrog, de andre red sisters havde endnu ikke opdaget at Karl var bag dem, ikke før den ene begyndte at skrige og lugten af blod begyndte at stige i luften, samtidig med at Zariah råbte noget Karl ikke forstod. Han ville ikke give dem plads, men han stoppede i sine spor da elveren han havde ramt i øjet begyndte at skrige, vinduer i butikker sprang og han kunne selv mærke hvordan glassene i hans maske sitrede under presset, men de sprang ikke, nok mere ved held end ved noget andet.

Det indre dyr, det monster der levede i Karl som en sort skygge, eller et uigennemtrængeligt mørke, vendte og drejede sig som et vildt dyr på grund af skriget, aktiviteten af mørket øgede farten, øgede snedigheden, øgede den viden han kunne få om sine modstandere på kort tid. Mørket var hans motor, hans energikilde og når den var i smerte, en smerte som Karl ikke kunne mærke, afgav den mere mørke til ham.

I en bevægelse der var hurtigere end noget Karl selv nogensinde havde oplevet, var han væk fra stedet han før havde stået, med et udstrakt ben ville det komme i vejen for Zariah som kom stormene mod ham og hvis hun ikke var smidig ville hun ikke nå at se dog og ende som et barn i jorden. Grundet den høje fart Karl havde bevæget sig i havde han flyttet sig på sikker afstand af tordenstenene, kun mørket i ham blev skadet, men i dets fængsel var der ikke meget det kunne gøre andet end at afgive energi til dets herre.

Som Karl spændt ben for Zariah, trak han sin Walther p38, hans eneste pistol og rettede den mod elverkvinden han før havde remt med en kniv i hoved, han kunne se hendes ene øje igennem hjelmen som hun var på vej til at tackle ham, lugten af blod guidede ham, mens han trykkede på aftrækkeren og sendte et skud af mod hendes andet øje.

Zane spærrede øjnene op og gispede.
*Hvad!? Har jeg taget fejl...? Jeg var helt sikker på at han var svag over for høje lyde... men det gør ham jo kun endnu stærkere!* tænkte han.

"Fanden tage dig Von Ricter... FANDEN TAGE DIG!!!"

Zane rakte armene ud til siderne så han dannede et kors, og med et lysglimt, kom hans to scimitar-sværd frem i hans hænder.
Deres vægt føltes behagelig... som om han kun var hel når han havde de to sværd på sig.

Med en lynende hurtig bevægelse, gik han ned i en dyb, elegant kampstand mens han stirrede over på den kamp som lige var gået helt galt; den store Red Sister, den der var kendt for at kunne holde til alt, var blevet ramt igennem øjet denne gang, og hendes livløse, rustningsklædte krop faldt til jorden med et rabalder...

Det her var ude af the Red Sisters' hænder nu... ingen af de to forberedte planer havde haft den fjerneste positive virkning...

"Red Sisters! Beskyt jeres Valsharess! Det her tager jeg mig personligt af!" tordnede han rasende.
Hans iskolde, lilla øjne nærmest lyste af had, og han mærkede hvordan adrenalinen for rundt i hans krop og gjorde ham endnu hurtigere og stærkere...

Zane D'tarion pegede det ene af sine sværd mod Karl og råbte: "Du! Uhyre! Kom her, og lad mig vise dig at du ikke er andet end et sølle stykke legetøj! At du ikke er andet end en marionet for dem du lader kontrollere dig! DIT YNKELIGE SKVAT!!!"

Og med de ord, brølede han rasende, og satte af i sprint over mod karl. Selv uden magi var han langt hurtigere end et menneske, og han nåede frem i løbet af ingen tid, hvor han lagde ud med at hugge blændende hurtigt ud efter Karls ben, hvorefter han sprang direkte over sin modstander mens han drejede sig og angreb i luften.
Da han landede bag Karl, begyndte han en serie af lynhurtige, næsten uforudsigelige snit og hug mod sin modstander.

Dette var den sande teknik, den teknik og styrke som han havde lært ved mere end to hundrede års hård træning med sværdene.

Zariah nåede at se hans ben, og undveg det elegant... og så hørte hun skuddet.
Den store Red Sister faldt til jorden med et drøn, og da Valshar'ens stemme lød, tøvede Zariah og hendes søstre ikke et eneste sekund.

Alle som én, sprang de væk fra Karl og satte kurs mod taget hvor Angelie befandt sig.
Inden for ganske få sekunder, stod de i en ring omkring deres Valsharess, med dragne våben, og klar til at forsvare hende med deres egne liv.

*Hvordan kunne Valshar'en tage fejl? De høje lyde virkede overhovedet ikke på ham... tværtimod!*

De havde til gengæld virket på hende, og det var rent held at hendes hørelse var vendt tilbage da Zane gav dem ordre om at trække sig tilbage...

Lyden af kvinden der langsomt sank ned i knæende og derefter lod sin overordenligt store krop falde om på jorden, gav et rabalder af en anden dimension, men det var ikke højt nok til at det ville vække mere i Karl, det ellers kontrollede bæst inde i ham var allerede faretruende tæt på at bryde ud af sit fængsel, det var kun på grund af Karls gennemtrængende og enorme træning at han kunne holde sig selv ved bevidsthed og ikke lade monstret fra det dybe mørke i ham bryde ud og overtage hans krop. For det trænede øje, var det ikke svært at se at Karl rystede som et espeløv over hele kroppen, for dem der ikke vidste bedere ville det se ud som om han var i smerter, men det var de færreste der vidste han ikke havde denslags overflødige og unødvendige følelser, ikke engang Zane havde opdaget det under den kamp de havde haft under Scars blodige lege.

Selvom Zanes ord hang i luften og Karl langsomt kunne skimte at hans red sisters begyndte at trække sig, kunne han ikke holde posituren. Karl gik skælvende ned på det ene knæ og lod en flad hånd møde jorden, den i forvejen tunge og metalliske vejrtrækning var på overarbejde, mens han kæmpede for at holde kontrollen over sin egen krop, og ikke give slip til blindt raseri og en styrke han i længden ikke selv ville kunne holde til. Zanes ord flød ud i tomhed, ikke nok med at han ikke forstod dem, han kunne kun udgøre dem til en sløret masse af lyde der mere eller mindre mindede om et vredt dyrs, dette var et varsel om hvad der ville ske inden få øjeblikke, han var nød til at bringe monstret tilbage til et mere kontrollabelt stadie.

Inden Zane ville nå at angribe, ville der lyde en række høje knæk og metalliske skrig, som når en bildør langsomt bliver knust af en metalmakulator. Karl havde lukket ned for monstret, men det pulserede stadig lystigt i ham og kæmpede som en vanvittig, og det var da også kun et spørgsmål om tid inden den ville bryde ud igennem de midlertidige barriere Karl havde fået sin krop til at danne. Men nu var han klar til at kæmpe lidt mere igen, han rystede stadig som om han var på afvænning fra et stærkt vanedannende rusmiddel.

Zanes umagiske fart var stadig imponerende, havde det ikke været fordi Karl havde set den før havde han ikke kunne nå at gøre noget, men på grund af hans nuværende stadie, ville han ikke kunne redde sig helt. Et snit gik rent igennem hans venstre støvle og en stribe blod sprøjtede ud på jorden, i samme øjeblik som dette var sket, lod Karl sig rulle ned på jorden, der greb han den store elverkvindes skjold og blokerede for slaget der kom oppefra. I ren refleks drejede Karl skjoldet over ryggen og kunne mærke hvordan en serie af hårde slag ramte ham som en tryklufthammer.

Blodet der dryppede ned af Karls støvle kom med en sydende og ætsende lyd, den sorte farve og substansen der mindede mest om mudder ville fortælle Zane at karl ganske rigtigt var en djævel. I løbet af ganske få sekunder forsvandt den nederste del af Karls støvle og efter lod kun hans bare ben. Gule klør strakte sig fra hans tæer og hans hud var i øvrigt fuldkommen sort, mørkere end selv Zanes sorte hud, er nærmest bundløst mørke kunne det vel betegnes som.

Skjoldet begyndte at smuldre og falde fra hinanden, men der var efterhånden gået lang nok tid til at karl igen kunne klare sig i kamp. Med et hårdt skub, smed Karl skjoldet mod Zane, inden han selv rejste sig op og gik til modangreb. Med et sus og ved hjælp af hans magiske evner gik Karl i kødet på Zane, han mere end machede Zanes hurtighed, og ligesom sidste gang de havde kæmpet, sørgede Karl for at prøve at ramme Zane i ribbenene og andre steder, der ville krøble ham og gøre det svære for ham at kæmpe.

*En djævel... det var nok også det jeg havde forventet!* tænkte han da han så Karls uhyggelige fod.
Det var derfor Karl var så stærk... en toptrænet djævel var en meget farlig modstander, og Karl van Ricter var mere end bare toptrænet: han var et våben.

Zane undveg Karls første par angreb, blev snittet af et enkelt, og satte så et hæftigt modangreb ind, med hug, snit og spark fra alle sider mens han dansede rundt om Karl i forskellige, utilregnelige mønstre.

"Jeg lærer af mine modstandere, Karl... og derfor kan du ikke længere besejre mig!" sagde han og lavede et hurtigt kors-hug mod Karls hoved - som en finte.
Korshugget var for at rette Karls opmærksomhed mod sværdene i et kort millisekund - næsten på samme tid med kors-hugget, gik Zane ned i knæ og forsøgte sig med en ny taktik:

Lynhurtigt satte han det ene ben ind foran Karls ben mens han samtidig forsøgte at sparke ham i knæhaserne, så begge Karls ben ville blive fanget imellem Zanes og holdt fast, med mindre Karl var stærkere end Zane; dette ville tvinge djævlen i knæ, og Zane ville så forsøge at vride overkroppen, og med al sin styrke, spidde Karls skuldre til jorden med begge sværd.

Karl lod som om det hele var en leg, Zanes angreb, var alt for langsomme nu da han ikke havde sine evner i behold, og Karl kunne uden videre undvige det han ville, enkelte gange tillod han et hug, eller et snit ramme ham, så det så ud som om kampen var lige, noget den langt fra var. I Karls syge lille verden, var denne kamp allerede afgjort og den næste på hans liste over snart afdøde folk, ville være Scars, ikke fordi han var sur, den følelse var der ikke, men fordi han havde lyst. Karl lod aromaen af sort-elverblod ramme ham og lede ham i hans konstante søgen, på en åbning der ville virke barnlig nok til at elveren ville blive vanæret ved slutningen af kampen.

Karl skulle ikke vente længe, krydshugget, blev stopped med en enkel og næsten sløv bevægelse i hans verden, klingerne gnistrede da han med højre hånd, holdt sin tonfa op foran sit ansigt i en to-tre millimeters afstand fra hans egen gasmaske. Zane sagde han havde lært ham at kende? ham? Ingen kendte ham og ingen ville kunne kende ham, års indespærring i både denne og en anden verden og en alder der var langt over Zanes gjorde ham utilregnelig og ikke mindst mere kampvandt, hvor meget Zanes så end havde lyst til at tro han var bedst, eller havde mest erfaring, var det forkert.

Som krydshugget blev stoppet, satte Karl venstre fod i jorden, med et resolut bump, en kniv kom frem fra snuden af støvlen og foldede sig ud i en længde på omkring 10 cm, mere end nok til at trænge igennem vitale organer. Karl blev ramt i knæhasen af sparket fra Zane, og endte som hans modstander ønskede på jorden.

Med en sydende lyd begyndte det mudderagtige blod at pumpe ud fra hullerne fra de to sværd der nu holdt hans overkrop fast til jorden, men skaderne var ikke vitale, sværdendes klinger ville ætse væk i hans blod inden længe og han ville kunne komme fri igen.

Smerteløs, som Karl var lod han ikke Zane få et øjebliks ro, hans rettede et spark mod Zanes nedre dele, med den skomonterede kniv og grundet hans mindre størrelse, ville det passe med at Zanes klodser var meget udsatte. Desuden var Karls hænder fri og han sendte også stik fra sine tonfaer op mod Zanes brystkasse og mave.

Han nåede ikke at flytte sig i tide, og Karls ene tonfa-dagger gled direkte ind mellem to af Zanes ribben.
”Argh..!” udbrød han og trak sig hurtigt væk fra sin sprællende modstander.
Han lagde en hånd mod det dybe sår og knurrede lavt. Det gjorde ondt ad helvede til, men det føltes ikke som om Karl havde ramt nogle vitale organger, selvom såret var dybt.

Zane fik øje på den damp der nu kom fra hans sværd, og han spærrede øjnene op.
*Nej... satans! Hvis han slipper fri nu og mine sværd er ødelagte...*
Realiseringen om hvad der ville ske hvis Karl slap fri, og Zane selv var ubevæbnet, fik ham næsten til at tøve... men han vidste at hvis han tøvede et enkelt sekund for meget, så ville karl slippe fri... og så ville Zane dø.

*Jeg kan ikke komme tæt på ham... jeg kan ikke bruge magi mod ham... jeg har ingen våben på mig... hvad kan jeg gøre!?*
Hans blik flakkede fra Karl til Angelie og the Red Sisters et meget kort øjeblik.
**Selvfølgelig!!* tænkte han og trådte endnu et skridt tilbage.

”Zariah! Kl'ae dosst ussvelusscal pholor ukta, nin! Huertar, ligrr! Gaer zhah naut mzilt draeval!” råbte han højt.

En afsindig smerte bredte sig i hans bryst, og med en hosten faldt Zane på knæ.
Han hostede igen, og denne gang kom der blod med op.
”Satans...” hvæsede han.
En ynkelig, pivende lyd kom fra ham når han trak vejret, og Zane vidste nu at Karl havde ramt bedre end han i første omgang havde regnet med... Zanes ene lunge var blevet punkteret.

----------------------------------------------

Oversat fra Drow: "Zariah! Use your acid on him, now! Hurry, girl! There is not much time!"

Hendes opmærksomhed blev rettet mod Zane og Karl allerede da Zane blev ramt af djævlens ene våben. Zariah så øjeblikkeligt at såret var mere alvorligt end Zane regnede med... stikket havde ramt hans ene lunge. Det var vitalt, og han skulle heales så hurtigt som muligt... desværre var hverken hun eller de andre Red Sisters healere.

Chancen for at hendes Valshar kunne dø nu, var stor.

Hun gispede kort da han så råbte til hende.
Hendes syre? Selvfølgelig! Det gav kun mening! Ingen kunne komme tæt på djævlen uden at blive hakket i småstykker... magi havde heller ingen effekt... men syre!

Som assassin havde hun selvfølgelig en stærk syre på sig!

I en lynhurtig bevægelse, skød hun to små flasker ud fra hendes bracers og greb dem med hænderne.
Så satte hun af fra taget, og landede med et let tap! På jorden halvanden meter fra Karl.
Hun frygtede ham... han var umenneskelig... ufattelig... han var næsten umulig at besejre... men nu hvor han lå ned, spiddet til jorden af Zanes egne sværd, som helt sikkert ville blive destrueret i processen... var sagen en anden.

”YAARH!!” råbte hun, og kastede de to små aflange flasker over mod Karl. Den ene ramte jorden og knustes. En syregrøn sky bredte sig hurtigt på området, og Zariah tog adskillige skridt tilbage for ikke at blive ramt... skyen var det farlige. Det var den, der var selve syre... og det var en stærk syre..
Den anden flaske havde hun kastet direkte mod Karl, selvom han helt sikkert ville blive ramt af skyen fra den første flaske... hvis han ramte den med sine våben, ville den knuses, og endnu mere syre ville ramme ham.

Den grønne sky var lugtfri, men selve fliserne under den var begyndt at blive sorte g svinde ind... så kraftig var syren.

*Åh lad det virke...!* tænkte hun.

Det havde føltes som at slå i en pude, blødt og med en underligt, dog stoppende effekt, blodet der var løbet ned af hans tonfa og ned på hans egne arme, han lå der lidt og kiggede, som Zane trak sig tilbage, det var tydeligt han var hårdt, hvis ikke ligefrem dødeligt såret. Denne kamp var ved at gå ind i sin sidste fase og trods han var spiddet en smugle til jorden, var der ikke nogen tvivl om hvor det hele bar hen ad, snart ville denne modstander være nedlagt og en anden ville blive fundet, en der måske ville have en chance større end Zane... måske.

Karl nærede en sund respekt for hans modstander, Zane havde ikke frygtet ham i deres første kamp og han havde uden videre også forsøgt sig denne gang, dog med lige så meget held som sidst, ingen skulle stå mod Karl van Ricter, folk der havde kaldt sig guder før i tiden, var faldet for hans magt og dette ville ikke være en undtagelse. Syren fra hans eget blod havde allerede tæret sværdende væk, Karl blev bare liggende, så det så ud som om han stadig var fanget.

Som Zane tumlede tilbage og talte på et sprog der ikke kunne betegnes som andet end helvedes musik i hans øre, var det tydeligt han ikke holdt øje med Karl, og her så han sit snit til roligt at løfte sig en smugle fra jorden, så han var sikker på han ville være i stand til at rejse sig, der var ingen modtand fra sværdende, hvis nederste del nu var så godt som forsvundet, stille og roligt lod Karl sig falde ned igen, uden at det virkede til at der var nogen der lagde mærke til det.

Skriget fra elver heksen, eller hvad den nu var tog han sig ikke af, han drejede ikke engang hoved mod hende, hun havde allerede bevist at hun igen modstand kunne gøre mod ham, så hvad end hun havde i tankerne var nød til at være mere end godt. De små flasker fangede dog Karls øjne og i et kort sekund var vievand det første han identificerede det som. Da den ene flakse knaldede mod jorden, lidt fra ham, blev hans venstre ben dog sprøjtet til med syren. I samme sekund, som han kunne mærke væske, lod Karl en ny gassky ud i luften, så man ikke kunne se ham.

Karl rejste sig langsomt inde i skyen og betragtede hans ben, blodet fra hans egen krop syntes at være en stærkere syre end den fra elver heksens flasker, og efter at hans et i et øjeblik havde svulmet og skabt sig, faldt det ned og kun blodet fra ham selv, fortsatte med at ætse alt det landede på. Det vagte ikke undren, eller uforståelse at Zanes desperate angreb, havde ført ham til dette, havde han haft øjnene med sig ville han jo have set at Karl i forvejen havde stærk syre i blodet og derfor måtte kunne klare det meste af denslags, desuden var han en djævel, født i mørke, hvor svovl havde været overalt i luften og syre var det men drak.

Karl trådte langsomt ud af skyen af gas og fortsatte igennem syren, langsomt og i takt med at han faretruende og langsomt bevægede sig mod Zariah, begyndte hans tøj og udstyr at forsvinde i den stærke syre. Den dybt sorte hud og de lange bræk-gule klør, begyndte langsomt at vise sig på hans hænder. Selv Karls maske, begyndte at falde fra hinanden, til den til sidst gled ned af hans ansigt og afslørede det der var indenunder. Sort fedtet hår, strakte sig ned af hans hoved og faldt ned af ryggen på ham, det så ud som om han aldrig havde været i bad, da håret faldt i tykke klaser, som om der var mudder til at holde det sammen. han øjne var totalt sorte, ingen pupiller, eller bare den mindste smule hvidt, bare et skræmmende og nærmest opslugende mørke.

Karls mund drejede sig i et lille smil, det var ikke fordi han følte noget ved at gøre dette, han havde bare set at det var noget man skulle gøre, når man afslørede hvem man var, ud fra de sorte læber kom en lang slangetunge, der med sin kløvede spids, strakte sig godt 30 cm ud fra Karls ansigt.

Men en rolig bevægelse, tog Karl fat i Zanes sværd og hev dem ud af hans skuldre, det ville have været en smerte ude af denne verden for et væsen der følte dette, men ikke for en der ikke kendte til ordets betydning, eller simpelhen benægtede dets eksistens. Hurtigere end ´man kunne blinke med øjnene, stod han foran Zariah og havde hugget ned mod hendes udstrakte hænder, så de ville blive hugget af, med mindre hun gjorde noget hurtigt, og det andet sværd, kastede Karl mod Zane, i en direkte linje, mod hans modstanders ben, syren fra hans egen krop der var på sværdet, ville ikke gøre meget skade, men det ville være en smerte der ville være der resten af livet, skulle det ramme... men så var det godt, at Zanes liv ikke ville være så pokkers meget længere.

Zane opfangede det da Karl bevægede sig inden i skyen... han hørte det...
Og da uhyret så sprang frem, og med succes huggede begge hænder af Zariah, kneb Zane øjnene en anelse sammen.
Karls udseende kom bag på ham... og så alligevel ikke.

Zariah's forfærdelige smerteskrig fik Zane til at knytte næverne og rejse sig op i sin fulde højde.
Han så den unge Sortelver falde sammen for fødderne af Karl... og Zanes øjne begyndte at lyse kraftigt, som var de to magiske, lilla flammer.

Intet.... intet havde virket! Ingen taktikker! Ingen teknikker! Ingen midler!
Han havde fejlet som Valshar... han havde ladet en sølle djævel besejre sig... han havde svigtet Angelie og hele sin klan! Hele Di Morga!

...og han var rasende.

Aldrig, selv ikke dengang Ma'lakel forrådte ham, havde Zane følt sådan et had, sådan et raseri!
Han førte langsomt hænderne op mod sit ansigt, spændte samtlige muskler i sin krop, og med en kraftfuld, hurtig bevægelsespredte han armene ud til siden og vendte ansigtet mod himlen med et brøl som var en drage værdigt.

En sand shockbølge af sorte og lilla flammer spredte sig fra ham som shockbølgen fra en bombe der springer... og hele pladsen blev med ét forvandlet til et sandt inferno af Hellfire. En kraftfuld aura af den samme ild omsluttede Zane da han uden helt at vide hvordan, svævede op over flammerne.
Hans øjne var som to infernalske bål nu, og flammerne fra hans aura strakte sig flere meter op i luften.

Med en tung vejrtrækning og ansigtet helt fordrejet i raseri, scannede han pladsen med sit blik.
Zariah var ham totalt ligegyldigt, og det var kun held der havde skånet hende fra at blive opslugt af de mange meter høje flammer der nu dækkede hele pladsen foran Abbadon – en af de andre Red Sisters havde i allersidste øjeblik været i stand til at hente hende.

Karls egen evne afslørede hans position...
*Hvad...? Tyve meter omkring ham? IKKE ANDET!!??* tænkte han.
”Jeg... er Zane D'tarion... jeg er en VALSHAR! Jeg er Di Morgas HERRE! Og du... van Ricter... du er intet andet end en sølle djævel...” sagde han. Hans stemme lød som to forskellige stemmer, og den var forstærket af den enorme kraft der nu strømmede fra Zane.

Uden at sige mere, rakte Zane den ene hånd frem og pegede den mod Karl. Han tog fat om håndleddet på den med den anden hånd, og begyndte at kanalisere sin kraft ud i den udstrakte arm, ud i hans hånd...
Selve luften omkring ham skælvede da der skabtes en sort kugle på størrelse med en fodbold i hans hånd.
Små, lilla lyn fløj rundt omkring den... det var Shadow Sphere. Zanes mægtigste teknik. Den selv same teknik som engang havde udslettet søen Le Marecage, og efterladt den mere end dobbelt så stor.

Der var dog en enkelt forskel... denne Shadow Sphere var en anelse større, og i stedet for at være kulsort hele vejen igennem, lyste den med en mørklilla farve inde fra midten.

”KARL VAN RICTER!!!” brølede han, mens han totalt ignorerede den afsindige smerte fra hans ødelagte lunge.

”DU HAR NU VALGET MELLEM AT LÆGGE DINE VÅBEN, KNÆLE OG SVÆRGE TROSKAB TIL MIG... ELLER BLIVE UDSLETTET FOR TID OG EVIGHED! SELV DU KAN IKKE STOPPE DENNE TEKNIK!!!”

Zane havde aldrig i sit liv brugt så mange kræfter – han havde bogstaveligt talt ikke mere kraft, og de kunne ses på den mægtige Hellfire, der nu var godt i gang med at sprede sig fra pladsen og videre, som en mørk, langsom tsunami der stille skyllede ind over byen. Selv Abbadon var i gang med at blive indhyllet i flammerne. De havde dog ikke nået det sted hvor Faith, Angelie og the Red Sisters befandt sig... endnu.

”DET ER DIT VALG VAN RICTER!! JEG VIL MED GLÆDE OFRE MIT EGET LIV FOR AT UDSLETTE DIG!!!” brølede han rasende, og Shadow Spheren pulserede ildevarslende og truende i hand fremstrakte hånd.

Her, tredive meter over jorden, var det let for Zane at spotte Van Ricter... og han vidste lige hvor han skulle ramme for at skade djævlen... også selvom han kunne stoppe magi...

Angelie havde indtil nu holdt sig passivt på sidelinjen, med et øje på kampen med Karl og et andet øje på Faith, der ikke så ud til at ville blande sig. Ligesom hende selv.
Alligevel kløede Angelies fingerspidser efter at gøre noget. Zane ville ikke klare denne.. ting alene.. Van Ricter.. Hvad end dette væsen var, så var det ikke et almindeligt væsen. Det var noget hun måtte give Scars kredit for.. Han formåede at vælge sine allierede med omhu.. Damia.. denne.. Hvad blev det næste?
Tanken om hendes sjælefrænde sendte et gys ned langs hendes rygsøjle, og hun bed sig hårdt i læben, som hun så hvordan hendes herre og elskede blev såret i kampen. Hun kunne ikke lade det ske en gang til.. Sidst havde hun fokuseret på Damia som fjende, med tanken om at hun havde troet Zane var uovervindelig, men nej.. Det var han ikke, og at miste ham en gang til ville være for meget for hende.. Hun havde ingen Lazarus eller Damia at kravle tilbage til nu.. Hun havde kun.. ham.

Al denne overvejelse skete i løbet af mindre end et sekund, og som Karl huggede ned mod Zariahs hænder, trank Angelie en lille fløjte frem fra et polyesterhylster, som altid hang ved hendes side. Hendes øjne blev til små smalle pupiller, som hun satte den for læben, og udsendte en skinger, falsk tone, der ville skære i de omkringståendes ører. Tonen indeholdt den samme magi og kraft, som flammerne i helvede, hvor hun havde stjålet fløjten fra Lucifers skattekammer.
Tonen varede i et halvt sekund, men det ville føles som evigheder for dem der hørte den, og med hånden hårdt klemt omkring fløjten, faldt Angelies krop sammen som en kludedukke det sted hun havde stået.
Kroppen var ikke andet end en skal og ved hjælp af hendes magiske evner og fløjten havde hun formået at vride sit sind fri af selve kroppen, mens magien kanaliserede igennem hendes sjæl, som usynligt skiftede mål.
Siden Zane var tyve meter fra Karl, og Angelie er på den modsatte side af Zane, vil der være over tyve meter mod hende.

Medmindre Karl var immun over for manipulation af sindet, ville Angelie på nuværende tidspunkt befinde sig i hans hoved. selve udførelsen havde vlret næsten instant, men hun var nødt til at opretholde kontrollen, for ikke at glide ud af dette væsens sind.
"..Karl.." hviskede hun med en indbydende stemme, der ikke mindede om Angelies rigtige. Men en fyldig stemme, der spandt omkring ham som smeltet chokolade, og lokkede.. opfordrede ham til at lystre..
Stemmen ville være ekstra tillokkende, eftersom Angelie besad den magiske egenskab at manipulere et sind i drømmenes verden, og derfor også i trancelignende tilstande. Ved at spille tonen, havde hun trukket dem alle ned på et trancelignende plan, hvor hun ville kunne infestere sit mål, som var Karl.
".. Læg våbnet fra dig, Karl.." lød stemmen igen fra hende, med den samme spindende dybde, imens han næsten ville kunne føle hvordan slanke fingre gled ned over nakken på ham. Hun talte selvfølgelig om våbnet han havde brugt til at hugge hænderne af Zariah, da det andet allerede var sendt afsted.
Ved at fremtvinge en smule af magien fra hendes indre kerne, der føltes som støv, der hvirvlede rundt, hvor hun så tvang noget af støvet op igennem hendes stemmebånd, for at skabe den lokkende, glaserede effekt, som ville være utrolig svær at modstå for enhver der hørte denne i sit hoved.

Uden for hele dette scenarie i Karls hoved, lå Angelies krop ubrugelig på jorden. Den ville ikke bevæge sig, før hun valgte at vende tilbage til den, hvilket betød at Angelie måtte sætte sin lid til at intet ville ske med hendes krop, imens hun var væk fra den.
.. Et udsat mål ville man kunne kalde den