INVASION: Abbadon [ÅBENT EMNE]

Et lille sprøjt af blod landede på Karls kind, da han huggede hænderne af Zariah, skrigene fra hende var blevet afsluttet, hvis det ikke havde været fordi at der var andre ting der syntes vigtigere, desuden ville hun dø af blodmangel i løbet af meget kort tid, med mindre en healer, eller en meget dygtig kirurg blev fundet, men dette var tæt på umuligt, dem der havde evner og mulighed for at gøre denslags, arbejdede næsten udelukkende for Scars som enten militær læger, eller på anden måde affilerede til ham. Dog tog Karl sig nok tid til at han samlede de afskårne hænder op og kiggede på dem, som om de havde en eller anden form for fjern betydning for ham, men efter at have kigget kort på dem tog han en bid af den afskårne venstre hånd og smed resten på jorden, mens blodet løb ned over hagen på ham og landede på jorden.

Mens Karl gumlede lidt på den tommefinger han havde bidt af, og lyden af knogler der blev malet til mel så let som ingenting sang over hele kamppladsen. Hans øjne var fastlåst på Zanes sår, blodet der dryppede fra ham var det samme som det han lige havde fået ind i kroppen. Langsomt lod han blikket glide op i Zanes øjne og raseriet var ikke til at tage fejl af, og med hensyn til at han var Di Morgas konge var han ligeglad, ligesom med alt andet, han var et mål, en af de få der nogensinde havde kunne stå i kamp mod ham og derfor var det så vigtigt han dødede.

Karl var tom, som altid tom, ingen vrede, ingen følelser, ikke engang fra det enorme snitsår der var på hans ben. Følelser var noget han havde sluppet for så længe siden at han ikke end ikke kunne huske helt hvad det var for noget, tanker var overflødige, det var kun instinktet og den basale lyst til at overleve der kunne bruges. Zanes ord, flød ud som en ligegyldig mængde brumme og hvæselyde, som Karl meget bedere kunne forstå. Det var tydeligt at Zane troede at han kunne vinde over Karl, en fejl som han aldrig nogensinde skulle komme sig over, ingen kunne vinde over ham... INGEN!

Som flammerne rejste sig overalt omkring Karl, kunne han dog ikke lade være med at træde et par skridt tilbage. Det var lige så let for ham at se Zane, som det var for Zane at se ham. Kuglen af kumuleret energi som sprang fra ham fik kort Karl til at hvis en hjørnetand, der var enorme mængder energi i den og den ville blive et problem, hvis Zane som han sagde havde fundet ud at at kringle sig igennem Karls ellers effektive magiske forsvar.

Med øjnene stift rettet mod Zanes stod Karl der lidt, inden han langsomt begyndte at gå ned på begge knæ og hænder, mens han bukkede hoved for Zane. En skarp tone for igennem Karl, i samme øjeblik, som han var gået ned i denne stilling, det indre dyr begyndte igen at røre på sig og knirkelyse som det der forekom når en dæmning sprang begyndte at komme fra ham på grund af Angelies skingre tone.

En stemme snakkede til ham, en stemme der dybt inde mindede ham om nogen eller noget der engang havde været. For zane ville det være tydeligt at Karl igen var ved at gå i noget der mindede om en krampe, hele hans krop skælvede på samme måde som den havde gjort før. Stemmen var der igen, inde i han hoved.

Angelie ville inde i hans hoved kunne høre skingre og hjerteskærende skrig, og korte billeder af noget der virkede som sorte skygger ville vise sig for hende. Lyden af krig og lugten af brændt kød og størknet blod samt rådne lig ville bane sig vej til hende, men hun ville ikke modtage et svar, hvis hun ville ind i Karl var hun velkommen til det, men siden han ikke havde en sjæl til at styre ham ville hun få problemer med at styre ham, hun kunne snakke så tosset hun ville, men der var ingen kraft på denne jord der ville kunne styrer Karl.

Karl tillod dog sig selv at gøre plads i hans hoved til en mindre samtale med hans mere end uvelkomne gæst, stemmen der ville snakke med Angelie ville være en hæs og næsten uhørlig hvisken, *døøøøøøøø!*

Da Karl faktisk knælede, kneb Zane øjnene en anelse sammen. Var det et trick?
Van Ricter var utilregnelig og dødsensfarlig – muligvis den bedste modstander han nogensinde havde haft.
Kampen i Arenaen ved Lazarow's blodlege var et godt og stærkt minde for ham. Den havde været så.... anderledes. Så lige og så alligevel ikke... Van Ricter var i sandhed noget for sig selv.

”Du knæler...” sagde han, stadig med den uhyggelige, forstærkede dobbeltstemme.
”Men er det fordi du i sandhed vil sværge mig din troskab, eller er det et trick så du kan stikke mig i ryggen hvis jeg lader mine parader falde...”

Mere nåede han dog ikke at sige før han hørte et blødt bump gennem de mægtige flammers brølen.
Han så Angelie falde til jorden ud af øjenkrogen. Hun havde brugt fløjten...
*Angelie... vær forsigtig... Van Ricter er utilregnelig, hvem ved hvad du møder inde i hans syge hoved?* tænkte han mens han stadig holdt øje med djævlen.

”Karl Van Ricter... bevis din troskab for mig. Hvordan du gør det, er mig ligegyldigt, men jeg håber for din skyld at du gør det godt.” sagde han højt.

”Skulle du fejle, vil du dø... og selv du har ikke lyst til at dø... Nej... du har lyst til at dræbe, for det er hvad du kender til. Jeg kender din type.. du er et våben. Intet andet... med mindre nogen tager sig af dig.”

Shadow Spheren pulserede stadig faretruende i hans udstrakte hånd, og den voldsomme Hellfire fortog sig ikke.

Zane hviskede et enkelt ord, og en ring af Hellfire dukkede op omkring Angelies livløse krop. Hun måtte beskyttes... hvis Karl fik fat i hende, ville han kunne bruge hende mod Zane... og det måtte aldrig ske.

Hun satsede stærkt på at hendes hersker var i stand til at beskytte hendes krop imens hun lod tankerne svirre omkring de sorte skygger, der huserede i Karls hoved. Det var sjældent hun brugte evnen til at trænge ind i andre, men det var ligestort et chok hver gang. Hun ville kunne grave sig ned til hemmeligheder og dybe fortrængte minder på dette stadie, men hun vidste også at det ikke var nødvendigt i så modbydeligt et væsen som denne.
Skrigene, der skar igennem hendes hoved af smerte, fortalte det hele. Han var ikke et følelsesladet væsen, hvilket også betød at hun måtte lægge sin plan om. *Du har virkelig et talent til at udføre halvt gennemtænkte planer* tænkte hun for sig selv, inden hun fokuserede kort på hvad Karl ville høre ude fra.
Hun mærkede i hans krop hvordan han havde knælet, og hvordan Zane snakkede om det. Ivrigt sendte hun sit fokus mod Karls tanker, selvom hun tvivlede på at der var andet end kamp, død og ødelæggelse i dem.
Hun vidste det ikke, men fornemmelsen fortalte hende, at djævlen prøvede at spille dem et pus. Han havde ikke tænkt sig at overgive sig så let.. Det kunne hun ikke tro på.

Stemmen talte til hende, på samme måde, som hun ville tale til ham.. Igennem hendes sind, og Angelie ville have hævet et snerrende øjenbryn, hvis hun havde haft en krop at udtrykke sig med.
Istedet fokuserede hun på stemmen, stadig med den samme magiske lokkende kraft når hun talte, imens hun kanaliserede sine tanker mod den, mod.. ham. *Van Ricter... Hvorfor adlyder du en herre som Lazarow? Du virker ikke som en person der lader sig kontrollere*
Faktisk var hun ikke sikker på hvordan det havde været Lazarow muligt, at få dette væsen over under sig.. Hun huskede sit møde tidligere den samme dag, hvor hun havde mødt ham. Han havde vidst Karl ville dukke op, så han måtte kunne kontrollere ham på en eller anden måde.

Blikket gled igen tilbage på skrigene, og de sorte skygger. Hun kunne næsten fornemme hvordan flammerne slikkede omkring barnekroppe. Det var først her, at det gik op for hende, at en lugt fulgte med. Hun havde ikke opfanget den i første omgang, fordi hun trods alt ikke brugte de normale fem sanser, som et menneske, eller levene individ ville bruge. Hun var på et andet plan, og måtte opfange alt igennem sind, følelser og tanker.
Men lugten kom snigende.. I første omgang var hun nysgerrig efter at se hvad den omhandlede, men ved nærmere eftertanke, skubbede hun denne fra sig, for ikke at miste kontrollen over sig selv, imens hun vendte fokusset tilbage mod den hviskende stemme.
*Lazarow udnytter dig til at blive i sædet.. Ligemeget om han betaler for det eller ej.. Han er en diktator, der forsøger at gøre alt til hans fordel.. Synes du virkelig Di Morga har brug for en genganger af Hitler i sin historie?*
Ved denne tanke pressede hun ekstra energi ud igennem sit sind, og spandt det omkring hans, for at fremtvinge Karl til at overveje hvad hun sagde. Hun ville ikke kunne tvinge ham til at svare, men han ville overveje det.. Evnen ved at lege med sindet på dette plan, var faktisk kommet hende til gode for en gangs skyld.

Hendes blik vendte tilbage mod de billeder, som Karl viste hende, for at holde øje med om de ville skifte. Det kunne være, at hun ville være i stand til at læse noget ud fra dem, for at læse Karls tanker, var det samme som at læse en bog uden ord i.

Zanes ord forsvandt som skyer af støv for vinden, Karl var ikke længere i stand til at han kunne kontrollere sig selv, både i sindet og i kroppen på samme tid, han var nød til at fokusere på en af delene. Med Angelie inde i hans sind, ville hun uden videre kunne få adgang til meget af hans viden og det der skete og hvorfor han var blevet en dræbermaskine. Karl rystede stadig som et espeløv, men han hverken anderkendte, eller gjorde noget for at vise Zane at han havde underkastet sig, for det havde han på ingen måde.

Inde i Karls hoved rungede Angelies stemme igen, den var bydende og det var ligefør han havde lyst til at falde for den, han var nød til at åbne op, og lade mørket skylle ind mod hende som en flod af smerte og en samvittighed der ville smerte hende, lige så meget som ham, siden hun nu engang var inde i hans hoved. En serie af billeder ville vise sig for hende, først meget slørede, men langsomt blev de mere og mere tydelige. Først var der et billede af en lille pige i en hvid, kjole der løb gennem skoven, lyde af fugle og vand der løb, fik det hele til at se idyllisk ud, men i et flash af hvidt lys var der flammer overalt omkring hende og lyden af en bæk og de frie fugle, blev i stedet til de samme hjerteskærnede skrig som før, pigens ansigt blev først nu synligt, det var forvredet i et sindsygt smil og blodet begyndte at fosse ned over hagen på hende og sprøjte ned på jorden.

Billedet kom nærmest til live og en flod af blod skyllede mod Angelie, den ville dog ikke være i stand til at skylle hende væk, eller på anden måde gøre noget mod hende. Kort efter var det forsvundet igen og et andet kom til syne. Dybt mørke ville omringe hende og selv med magiske evner ville hun ikke være i stand til at se noget, der ville lyde en let knagen og en perfekt kopi af Karl ville falde ned foran hende, med hænderne bundet på ryggen og med en løkke om halsen, han sprællede en smugle og det var tydeligt han var ved at blive kvalt, fødderne sprællede en smugle, men stoppede så helt igen og Karl hang så bare og svingede en smugle frem og tilbage i den vind der ikke var der. Skyggerne begyndte igen at danse og billedet forsvandt igen som røg, men mørket blev efterladt.

Et sæt brændende røde øjne kom til syne i mørket, de var så store som bygninger og som der langsomt blev lysere omkring Angelie, ville hun kunne se en enormt port foran hende, med en enorm lås, de rødglødende øjne stirrede fortsat ned på hende. En overjordisk og dybt dæmonisk stemme kom fra øjnene og det dyr, eller nærmere monster der var bagved, "Så Valsharess? hvad bringer dig til det inderste af mit fængsels tanker, hvad bringer dig til den port der holder mig fanget i dette lave og usle væsens krop? Er det kærlighed? Frygten for at miste din Valshar?". Der lød en svag rumlen og det var som om porten gav et smugle efter for et enormt pres, "Jeg kan give dig en død Karl van Ricter, mod at du lader mig komme fri, jeg kan redde din Valshar fra en sikker død... alt du skal gøre er at fri mig fra mit fængsel".

Udenfor rystede Karls stadig og det så ud som om det var en regulær krampe der fik ham til at sidde med hænder og knæ mod jorden, mens hans brystkasse tydeligt hævede og sænkede sig kraftigt. Et øjeblik så det ud til at hans hud og knogler ændrede sig en smugle, men efter en stærk mislyd der knirkede som en motor der skiftede gear uden en kobling, forsvandt det igen. Zane havde været stillestående i luften i noget tid nu og det så ikke ud til at han ville flytte sig, det var nu eller aldrig.

I ly af de rystelser hans krop lavede, spændte han musklerne i hans ben så meget han kunne, om det ville virke var et godt spørgsmål. Fliserne under ham knækkede da han med både arme og ben satte af fra jorden. Karl fløj i en lige linje mod Zane, i luften slyngede han sit ben rundt, så hans krop fik et unaturligt vrid og et velrettet spark var på vej mod Zanes højre skulder, distancen mellem dem var mere end halveret og det var nu faretruende tæt på at Karl ville nå frem til Zane inden han kunne gøre noget.

Zane var ikke uforberedt på at Karl måske ville angribe ham. Han vidste at djævlen var helt uhyggeligt hurtig, og at han derfor sagtens ville kunne springe de tredive meter op til Zane for at angribe.

Da Karl så sprang, smilede Zane koldt. Djævlen havde forsøgt at skjule det i sine kramper, og det var også lykkedes ham – men Zane var selv hurtig, og i det øjeblik Van Ricters krop begyndte at bevæge sig opad, reagerede han med en næsten usynlig hvisken.
*Tyve meter...* tænkte han og ventede det splitsekund han kunne – da Karl var enogtyve meter fra Zane, forsvandt Sortelveren i skyggen fra Abbadons høje spir.
Karl ville passere det sted hvor Zane havde været, men der ville ikke være nogen til at tage imod sparket længere.
Zane dukkede op igen med det samme – denne gang på toppen af Abbadons højeste spir.

*Og således... blev du besejret...* tænkte Zane, og spændte alle sine muskler. En blodåre dukkede op i hans tinning og med et brøl så højt og frygtindgydende, at hele Terre ville høre det, affyrede han sin turboladede Shadow Sphere.
Man ville måske forvente at denne Shadow Sphere, ligesom de andre han havde brugt i tidens løb, ville fungere som en bold der blev kastet, og dermed give modstanderen et sekund til at reagere... men dette var noget helt andet.
Grundet de enorme kræfter der var i Shadow Spheren og Zanes enorme kraftudladning da han nu affyrede den, fløj den så hurtigt at dens farve bogstaveligt talt ikke kunne følge med.
Resultatet var at Spheren fløj så hurtigt som et lyn gennem luften, med en flere meter lang hale af energi efter sig. Sort energi, som var det selve Spherens farve.

Det tog ikke en tiendedel af et sekund før Spheren kolliderede med... jorden.

Zane havde timet det så Shadow Spheren ville ramme i samme øjeblik som Karl landede fra sit springende angreb... men det var aldrig meningen at den skulle ramme Van Ricter. Så ville den bare forsvinde... nej... Shadow Spheren ramte jorden næsten nøjagtigt toogtyve meter fra Karl.

Et enormt, lilla og gyldent lysglimt blændede Zane og alle andre der så på. Derpå fulgte en rungende eksplosion så kraftig at den bogstaveligt talt rev selve Abbadons facade i stykker.
Spiret som var lige under Zane flækkede hee vejen op, og begyndte at falde fra hinanden.

Da det mægtige lysglimt forsvandt, var pladsen foran Abbadon – og de huse der lå lige op ad den – forvandlet til et dybt krater. Der var intet tilbage. Ikke engang en enkelt sten. Kun sortsvedent jord i et flere meter dybt krater.

*Du kan absorbere magi...* tænkte Zane *Men ingen kan absorbere det naturlige tryk og de enorme kræfter der kommer, når noget eksploderer...*

Havde Zane selv været dernede, ville han være blevet flået i småstykker af eksplosionen, som endda næsten havde ramt Angelie hvor hun lå livløs.

Zanes flammende aura forsvandt, og hans øjne blev normale.
En varm smerte bredte sig i hele hans krop, og med et støn, begyndte han t falde mod jorden, ude af stand til at bevæge sig.
De vanvittige mængder af energi og kræfter han havde brugt på denne ene teknik havde efterladt ham fuldstændig drænet.

Hun koncentrerede sig dybt om de billeder Karl tillod hende at se i hans indre, og mærkede næsten effekten af hendes ord.. Følelsen af at han ville overgive sig til hendes snak og lade Zane være i fred.. Forlade dette sted, eller bare.. kampen.. Lade dem vinde..
Billederne ændrede sig, og hun betragtede den lille pige, som i første omgang virkede uskyldig. Angelie lod et forvirret blik glide mod barnet.. Hvorfor viste Karl hende dette.. *Hvem er denne pige, Karl* tænkte hun til ham, og lod ham høre spørgsmålet, mens hun prøvede at fornemme i ham om det var en søster, datter eller et tidligere mord begået af ham.
Ved nærmere kig på pigen, kunne hun se det sindsyge smil, blodet der dryppede taktfast mod jorden, og hun måtte tage sig selv i at vige tilbage et kort øjeblik, inden hun fornemmede ligheden. Angelie havde selv befundet sig på det stadie, som denne pige var på.. En del af hendes liv, som hun bestemt ikke var stolt af.
Overraskelsen var at se i hendes ansigt, da billedet ændrede sig, og Angelie så hvordan flodbølgen af rødlig væske fossede mod hende med rasende hast. Automatisk beskyttede hun sig ved at lukke øjnene i, og holde vejret, mens hun ventede på at den ramte..
Fornemmelsen fortalte at den burde have været omkring hende nu, men hun følte intet.. Sindets øje i hende åbnede sig, og omkring hende var der.. mørke.. Intet andet end mørke.

billedet ændrede sig igen, og hun fornemmede porten, mærkede hvordan lyset bredte sig omkring i hendes sind, og tillod hende at se hvad Karl havde inden i sig. Hun så de rødglødende øjne, og stirrede tilbage i dem med samme mistro.
Den talte til hende.. Men ikke til hendes ører.. Angelie måtte lukke af for sindet, for ikke at blive revet inde i hovedet af væsnets stemme. Den talte til hende inden i hendes eget sind.. og det gjorde ondt..
"Hvis jeg slipper dig fri.. forlad derfor Di Morga.. Lad ikke byens borgere bøde for dette" svarede hun langsomt, selvom væsnet ikke lignede et, som ville kunne håndtere sin frihed, slet ikke serveret på et sølvfag. "Hvem indespærrede dig her i første omgang?"
"Giv mig en.."
Angelie nåede ikke at sige mere, før hun mærkede Karls urealistiske hurtige bevægelse.. Hun vidste, at hendes Valshar var hårdt såret, og ude af stand til at kunne forsvare sig meget længere.. Al den blodmangel måtte have tynget voldsomt på hans kræfter..

Angelie tog en hurtig beslutning..
Ved hjælp af tankens kraft, blandet med hendes magi, tvang hun kæden, der holdt dette væsen fanget, til at smelte. Den sydede og boblede som om man havde hældt syre over metallet, som langsomt faldt til jorden med et raslende bomp.
"Dræb ham" hviskede hun næsten blidt til væsnet. Karl var ikke længere noget hun burde tale til, men dette væsen var hvad hun måtte appellere til nu. Hun troede inderligt på, at det ville kunne kontrollere Van Ricter.
Med sindet, tvang hun derpå jernlågerne til at åbne sig, efter kæden var væk, og væsnet var nu.. fri.

Hendes tanker lød nu mere på, om hun.. havde gjort det rigtige.. Hendes fornemmelse havde talt imod handlingen, men desperationen om at kunne trække Zane levende ud af dette, havde nået et bristepunkt.. De ville ikke klare det uden hjælp..
*Bare lidt længere Valshar.. Lidt længere*

Karl fløj gennem luften, han kunne se at han ikke ville komme helt tæt nok på Zane til at hans magi ville blive ophævet, det sidste forsøg havde vist sig ikke at være nok, men han var stadig ikke slået. Som Karl susede gennem luften og missede Zane stort kunne han fornemme, hvordan hans modstander dog alligevel var den mest medtagede af de to, der skulle ske et mirakel for at Zane skulle komme ud af denne kamp i live... ihvertfald med et liv der var værd at leve. En fjern tanke der mindede om glæde skød igennem ham og forsvandt igen med det samme som dug for solen, Zane havde vist sig som en af de mere værdige af hans modstandere, men for Zane ville kampen ikke engang være tæt på at være slut endnu.

Inde i Karls hoved stirrede de to rødglødende øjne ned på Angelie og en brummende lyd der mest af alt mindede om et dyrs hvæsen kom frem fra mørket. Karl havde sat sig i bevægelse og dyret kunne på samme måde som Angelie mærke at det snart ville være sidste udkald for at gøre noget, eller redde sig selv, "Jeg kan intet love dig om at jeg vil forlade Di Morga Valsharess, dette sted har faldet mig kært.. Karl har igennem lang tid forsøgt at forlade det, for at jeg ikke skulle udvinde kraft af det mørke der er her, men han kunne ikke tillade sig selv at miste chancen for kæmpe mod så stærke modstandere".

Karl bragede ind i muren bag der hvor Zane før havde stået, der kunne ikke være tvivl om at et menneske ville have brækket en eller flere knogler i kroppen ved sammenstødet. Karl tumlede ned og landede med et brag ved siden af Angelies 'døde' krop, med en næsten doven bevægelse drejede han hoved og så hvordan Zanes kugle af energi skød mod jorden, derefter drejede han hoved helt og kiggede på Angelie. Karl løftede en knyttet næve for så bare at lade den falde ned igen ved siden af ham, seglet var blevet brudt, han kunne mærke hvordan han mistede kontrollen med alarmerende hast og at noget andet fik plads i hans sted, snart ville det være ham der var fængslet i en andens krop.

Metallet glødede og den enorme lås knirkede fra Angelies tanker, efter et øjeblik landede den på gulvet og lågen åbnede sig langsomt. En skygge landede på gulvet foran Angelie, den klumpede sig lidt sammen som kviksølv til at starte med, inden det rejste sig fra gulvet og tog form af en ung elver, der til trods for at det var en mand lignede hende til en forveksling, men stemmen der kom fra denne afslørede med det samme, at det var den samme der havde hvisket til hende da hun lige var trådt ind i Karls sind, panisk og totalt skræmt fra vid og sans brølede denne til hende, "dofith, dofith dosst wael dos inbal nau sense d' vel'bol dos inbal xunor*". Efter at have stirret hende i øjnene med sine egne dybe blå, stormede elveren over mod den store port der langsomt gik op og smækkede begge hænder på den for at holde den lukket, det var dog tydeligt at det ikke ville være til meget hjælp.

Eksplotionen var nært forestående, han kunne ikke flygte, selv ikke med sin ekstra fart, han kiggede igen på Angelie, mens høje lyde af metal der gned mod hinanden kom fra ham, sammen med en vejrtrækning der mindede om en dødsrallen fra en person der vidste enden var nær. Karl rullede forsigtigt op på Angelie og klamrede sig til hende, han ville tage det meste af eksplotionen, men hun ville stadig blive mærket af det enorme tryk, også selvom Karl beskyttede hende.

Der var intet, kun stilhed, ingen følelser, ingen medfølelse, kun de medfødte instinkter der havde guidet ham siden han var blevet bundet som en hund til hans byrde, en byrde som nu ville falde ham af skuldrende og falde på alle andres i stedet.

Eksplosionen rystede selve fundamentet på slottet, og små stykker at Karls kød blev skudt af af de mange brudstykker, fra den enorme eksplosion. Karls kød begyndte at brænde kortvarig, men meget intenst mens flammerne skød ind over ham. Angelie ville ikke som sådan blive brændt, men hun ville kunne mærke heden, hvis hun da var kommet tilbage i hendes egen krop.

Karl trillede ned fra Angelie, han hyperventilerede stærkt og det flimrede for hans øjne, han kunne ikke længere kommandere over han ben og hans sanser syntes at forlade ham. flammerne og trykket, havde revet store stykker kød ud af ryggen på ham, og hans ben vat næsten totalt forkullede. Det var snyd han ikke selv fik chancen for at gøre denne kamp færdig med Zane, men han kunne ikke holde parraderne oppe mere. Høje knæk kom fra Karls brystkasse og med et lille brag skød en stor bleghvid arm ud af ham, blodet forssede ned til alle sider, og en anden arm skød nu også ud af ham nær det samme sted. Det bleghvide muskuløse arme trak nærmest karls ribben til side, mens mere og mere kom til syne af det der var på vej ud af Karls krop.





*flee, flee your fool you have no sense of what you have done*

Han ramte den svedne jord i krateret med et bump.
Faldet ville have dræbt et menneske på stedet, men Zane var en Sortelver, og dermed meget sværere at slå ihjel... alligevel skød smerten gennem hans krop som tusind knive da han ramte jorden.

Han lå på ryggen og stirrede op i den mørke himmel mens regnen langsomt tog til.

Zane trak vejret svagt og med en rallen på grund af hans ødelagte lunge.
Sorte og røde pletter dansede for hans øjne, og han var end ikke i stand til at rejse sig op.

Synet af Karls krop der var ved at blive godt og grundigt udskiftet med noget anderledes, fik Zane til at komme med et halvkvalt, svagt hviskende bandeord...
Han vidste nu at Karl havde båret en forfærdelig byrde... at han havde været et fængsel for noget endnu farligere end ham selv... og Zane forbandede Alexander Lazarow til helvede for at have brugt Djævlen trods hans situation. Hvis Lazarow altså havde haft den fjerneste idé om hvad Van Ricter i virkeligheden var, så havde det været fuldkomment vanvid at bruge ham.

*Angelie...* tænkte han pludselig, og hans hjerte begyndte at slå hurtigere.
Hun var deroppe med det uhyre!

Med en enorm kraftanstrengelse, forsøgte Zane at rejse sig op, men det blev ikke til andet end en smertefuld omgang kramper der fik ham til at komme med et svagt udbrud af smerte. Han var simpelthen ikke i stand til at bevæge sig.

*Jeg er... Valshar... jeg kan ikke fejle... ikke nu... ikke igen...!!* tænkte han desperat mens mørket langsomt krøb ind på ham.
Hans syn blev sløret, og mørkere nu... og Zane D'tarion var klar over at han var ved at dø...

*Hvis bare... jeg havde... amuletten...* tænkte han mens han desperat prøvede at blive ved med at trække vejret.

Det var ikke fordi hun ikke havde vidst, at dette var et skud ud i tågen. Selvføglelig ville væsnet i Karl ikke være venligtsindede, men de manglede muligheder.. Zane manglede en healer, og Karl manglede stadig et hvilested. Dette havde allerede taget alt for lang tid.

Hendes øjne åbnede sig dog helt op, da .. elveren kom frem og bad hende flygte. Det var overraskelsen over kvinden, der fik Angelie til at miste kontrollen over sig selv, og med uhyggelig fart, fløj hendes sind tilbage i hendes krop, lige tids nok til at se hvad der skete.. "Zane! Flygt" råbte hun hæst, inden vægten af en ekstra krop var at mærke på hende. Van RIcter havde lagt sig over hende, i en beskyttende bevægelse, og Angelie mærkede intet andet end varme, selvom hun vidste at denne såkaldte eksplosion ville gøre langt mere skade... Hun forblev uskadt.. Hun.. Måtte tilbage..
Da Ricter flyttede sig fra hende, greb hun ud efter hans håndled, for derefter at kigge alvorligt på ham. "Hvad.. er det?" hviskede hun hurtigt til ham, mens hun kneb øjnene sammen. Det var det mindste han kunne gøre nu.. Give dem nogle oplysninger, så de vidste hvad de stod over for.
I hendes sind gled der allerede en næsten råbende besked afsted til hendes Damia.. Den kvinde, som hun delte alt med, og Angelie kaldte på hjælp. Damia var rar at have ved hånden, men efter hvad der var sket tidligere, var hun ikke sikker på om dæmonen ville komme hende til hjælp. *Damia.. Skynd dig*

Og derefter var det som om, at Angelie besluttede sig taktfast. Hun slap karl, rejste sig, og halvt løb hen til Zane. Det var her, at hun lod hendes trøje glide over hovedet, for derefter at presse den mod hans sår i brystet. "Du vover bare på at dø nu" mumlede hun til ham, imens hun fortsat pressede på stoffet, for i det mindste at formindske blødningen, inden hun igen måtte række ud mod Karl med sin magi.
Hun håbede bare Zane selv ville kunne klare, at presse tøjstykket mod sit sår, imens Angelie for anden gang kastede sig ind i Karls sind, hvor hun var blevet tvunget ud, imens hun kiggede på dette væsen.
"Du er fri.." sagde hun hurtigt og bestemt, inden hendes øjne mødte de røde. "Du lovede at min Valshar ikke ville dø"

Blod brusede ud af munden på Karl, han kunne mærke hvordan Angelie havde forladt hans sind, han kunne se hvordan enheden der levede i ham som et sort og uigennemtrængeligt mørke, var på vej til at grave sig ud af det kødelige fængsel som han var, tiden var slut for ham og han kunne nu se frem til årtusinder fanget i en andens krop. Karl kiggede op på Angelies smukke ansigt og noget der mindede om et nedladende smil faldt over hans læber, "Ich lebe auf in mir". Karl greb hendes hånd og stirrede hende intenst i øjnene inden han kom med et lille hvæs og det hætteklædt hoved på enheden kom ud af maven på ham, de brændende røde øjne skar som flammer da de fangede Karls, det psykotiske smil som denne havde på læberne blev åbnet i et brøl der fik hele slotsgården til at ryste.

I et enormt ryk, kom hele væsnet ud af Karl og med et triumferende smil sparkede denne til 'liget' af sit tidligere fængsel. Karl fløj over og landede tæt ved Zane og Angelie, de ville kunne se en stribe af det sorte mudderagtige blod løbe i en stribe ned over panden på ham, de ellers dybe sorte øjne, havde fået en mat farve. Langsomt blev Karl til røg, røg som fløj mod 'væsenet' og blev optaget i dennes krop, lyden af en gigantisk port der lukkede, syntes at komme fra denne og en svag tikkende lyd opstod.

Guy drejede langsomt hoved, så de brændende øjne stirrede direkte på Angelie der pressede sin bluse ned mod Zanes sår, det psykotiske smil dansede igen på hans læber, mens han langsomt begyndte at gå over mod dem med lange skridt. Den lange kæde han havde snoet om kroppen, begyndte at lyse i en svag lilla farve, som han viklede den om hånden og snart syntes en aura at danse om den, en stemme af en anden verden kom fra væsnet da det begyndte at tale, mens det stadig fortsatte frem i roligt tempo mod Zane og Angelie, "Jeg ved ikke om jeg burde takke jer for at befri mig ved at gøre jer til mine slaver, eller dræbe jer, fordi det ville tage den største kamp i Karls liv fra ham.... decisions, decisions", han rystede lidt på hoved, mens han strammede kæden til så den nærmest lignede en handske om hånden på ham.

Guy mærkede så snart Angelie trængte ind i hans sind, han gjorde ikke engang en indsats for at holde hende væk fra hans minder, for der var ikke andet end indersiden af fængslet han kunne huske, ikke engang underbevidst, det eneste der kunne posere et problem var Karl, men han ville stadig være hårdt såret og ude af stand til hverken at fortælle meget, eller bryde ud, ikke engang med hjælp udefra. Guy gik helt over til Zane og Angelies 'livløse krop', med en let bevægelse lod han kæden dumpe ned på maven af Angelie, "Så bliver du liggende". Guy gik derefter over til Zane og kiggede ned på ham, "Jeg har et tilbud til dig, dit eller hendes liv?... et af de to, du virker for glad for dig selv til at du vil dø".

Inde i Guys hoved, ville Angelie ikke møde andet end endeløst mørke, fjernt ville hun kunne hører lyde, men de var for svage til man rigtigt kunne bestemme hvad de var for noget. Efter lidt tid, ville fængslet igen materialiserede sig foran hende, men denne gang var det mere åben og man kunne rent faktisk gå ind i det. Derinde ville en stærk blødende og meget mørbanket elver sidde med ryggen mod muren og en enorm kæde om halsen, der var sat fast i væggen så der ikke kunne være tvivl om at det krævede mere end normal styrke at rive den op. Elveren hostede et par gange og kiggede ned i gulvet, det var tydeligt at desperation og modløshed herskede for denne.

Flere kilometer derfra fandtes en underjordisk grotte så stor, at den kunne måle sig med selve Abbadon. Grotten henlå i mørke, bortset fra en lille, men kraftig udladning af smuk, glitrende, lilla lys.
Lyset kom fra et lille objekt som lå på en stenpedestal formet som en åben hånd, hvor halvdelen af hånden var menneskelig, mens den anden halvdel var skællet og havde lange, krumme kløer... som om selve hånden var i forvandling fra det ene væsen til det andet.
Objektet, der lå i stenhånden var en lille, sort amulet i en almindelig lædersnor.

Amuletten var lavet af en slags udefinerbar, sort sten som var helt mat som en usleben ædelsten... bortset fra at den ikke havde en eneste urenhed. Den var kulsort på hver eneste flade.
Formen på amuletten, var en drage med udfoldede vinger og en lang, buet hale. I kløerne holdt den en lille, lilla ædelsten som det så ud til at det lilla lys kom fra.

En svag, men mystisk energi var nem at føle fra amuletten... men hvis man kom helt tæt på den, og koncentrerede sig om at føle amulettens aura, ville man finde ud af at den svage energi kun var toppen af et isbjerg så enormt at det ville være helt svært at forstå.. Amuletten indeholdt en urgammel, magisk kraft som kun de færreste individer ville have en chance for at tæmme – og overleve.

Her hvilede amuletten nu, som den havde gjort det lige siden den sidste gang var blevet brugt. Dengang havde den ikke reddet sin herre, og D'tarion klanens magikere havde været nødt til at snige sig ind i hjertet af Abbadon, den Sorte Fæstning, for at finde amuletten og bringe den til et sikkert sted.
Det var lykkedes for dem, men kun ved hjælp af list og snedig magi.

----

Zane så op på Karl... eller det væsen som Karl nu engang var blevet til... og denne gang smilede han ikke.
Van Ricter havde stillet ham et ultimatum, som han vidste at han ikke ville overleve...
Det var ham, eller Angelie... og der var intet Zane kunne gøre ved det. Han var ikke i stand til så meget som at bevæge sig, for slet ikke at tale om at slås.
Desuden havde han en stærk fornemmelse af, at dette væsen... Van Ricter, eller hvem pokker han nu engang var nu... var endnu stærkere end før.
Zane lukkede øjnene og tænkte tilbage på den allerførste gang han havde mødt Angelie... hun havde været et spøgelse dengang, ensom og forladt. Han havde fundet hende siddende på en gynge på en tom legeplads, midt om natten... og han havde tilbudt hende en ny chance. På daværende tidspunkt, havde han ikke vidst hvorfor han havde valgt at give hende denne chance... men han vidste nu, at det var fordi hans kærlighed til hende allerede var begyndt at spire fra det øjeblik han så hende på den legeplads.
Han huskede synet af hende da hun kom tilbage til livet i form af en elver, som hun havde ønsket sig af ham... magien havde været krævende, men i sidste ende havde han opnået magten til at skænke hende denne gave... livet... en ny chance i den krop som hun allerhelst ville have...
Han huskede deres første gang, hvor han havde mistet kontrollen og slået hende hårdt i maven. Han havde aldrig fortalt hende at grunden til hans reaktion dengang var, at hun fik ham til at føle noget som han aldrig havde følt før... og det havde fået ham til kort at miste besindelsen.

Det hele... alt hvad han huskede om hende... var lykkelige minder, selv i hårde tider og selv under hans egen eksil... det var kærlighed, som han aldrig havde følt det før. Kærlighed på den samme måde som Velarian, hans lillebror, så tit havde sukket efter...

Så Zane D'tarion, Valshar og den mægtigste Sortelver i verden, åbnede munden mens han kiggede the Guy i øjnene, og sagde:

”...lad hende leve... tag mit liv, og forsvind så.”

-------

Efter mange måneders intens stilhed, lød der nu pludselig hastige fodtrin og ophidsede stemmer i Amulettens sanktum, og en gruppe af Sortelvere dukkede op fra mørket.
De var syv i alt, seks magikere klædt i sorte og lilla kutter med dybe hætter, hver især bærende en stav med lysende, lilla runer indgraveret i sort træ.
Den syvende person, som gik i spidsen af gruppen, var klædt anderledes.
Han var iført en sort skjorte og et par grå bukser. Hans fødder var bare, som han kunne lide det når han gik rundt i grotterne...
Hans lange, sølvhvide hår var samlet i en elegant og charmerende hestehale, og hans klare, lilla øjne skinnede i mørket som to ametyster.

”Lord Velarian.. de kan ikke gøre dette! Det er ikke deres plads!” sagde en af de kutteklædte magikere advarende, og den unge Sortelver med den sorte skjorte vendte sig om mod ham med et ryk, så hurtigt at magikerne var lige ved at støde ind i hinanden før de nåede at stoppe op.
”Er det ikke min plads, Haelyaz!? Hvis så, om jeg må spørge? Er jeg ikke Zane og Angelies eneste arving!? Er jeg måske ikke Valshar'ens eneste bror!? Sæt ikke spørgsmålstegn ved det her, magiker, for det er ikke din plads! Valget er mit, og hvis jeg skal tvinge dig til at gøre dette ved at brække dine ben så du ikke kan stikke af, så gør jeg det!!” sagde Velarian i en tone der ikke gav plads til argumentation.

Magikeren, Haelyaz, rystede let på hovedet og sagde: ”Lord Velarian... de kender prisen for dette... de ved hvad dette ritual kræver... de kan ikke på nogen måde-”
”Stille!” afbrød Velarian ham.
”Valget er mit, Haelyaz. Mit alene... Zane og Angelie må ikke dø, for de er de eneste der kan få Di Morga på ret køl igen... Uden dem, overlever D'tarion klanen ikke de andre klaners vrede...”

Velarian nåede pedestalen hvor amuletten roligt ventede, mystisk og smuk som det artifact den nu engang var.

”Stil jer op...” sagde Velarian, og de seks magikere nikkede og stillede sig i en rundkreds om pedestalen. Det lilla lys fra amuletten fik deres skygger til at danse uhyggeligt i grotten.
Velarian gik et par skridt frem, så han stod tæt på pedestalen og amuletten, og han kiggede ned på artifactet med bedrøvede øjne.
”Begynd...” sagde han lavt.

De seks magikere begyndte som med én stemme at messe på ældgammel Sortelvisk, blandet med et glemt sprog som lød som dyb knurren og brølen.
Lysende, røde runer dukkede op på grottens gulv omkring pedestalen og Velarian.
Runerne lyste kraftigt og kørte rundt i store cirkler mens de på magisk vis summede dystert.

Efter ganske få minutter, holdt magikerne op med at messe, og de lysende runer begyndte hurtigt at bevæge sig over mod Velarian. De bevægede sig op over hans ben, torso, arme og ansigt, og snart var han helt dækket i de summende runer.

Så rakte han ud, brød ved hjælp af de røde runer igennem de usynlige lage af magisk beskyttelse omkring amuletten, og greb fat om artifactet.

Amuletten føltes kølig mod hans hånd da han fjernede den fra pedestalen.
Pedestalen blev nu kulsort og begyndte at falde fra hinanden i små stykker. Til sidst var der kun en bunke sten for Velarians fødder... og han vidste at tiden var inde.
Han vendte hovedet mod Haelyaz, og sagde trist: ”Sig til Kajika... at jeg altid vil elske hende...”
Magikeren nikkede med et sørgmodigt udtryk i ansigtet, og Velarian smilede let.

Så forsvandt han i et rødt lysglimt, og grotten lå nu atter i total mørke...

-------

Regnen silede af ham mens Zane kæmpede hårdt for at holde sig vågen. Han ønskede at være ved bevidsthed når the Guy endelig slog ham ihjel...
*Angelie min elskede... tilgiv mig...* tænkte han mens hans blik blev mere og mere hadefuldt mod the Guy.
Han var ikke parat til at dø... ikke igen... men for Angelie, ville han ofre alt...

Et blændende, rødt lysglimt oplyste pludselig hele krateret, og en person indhyllet i nu rygende, røde runer dukkede op, knælende over Zane.
Zane spærrede øjnene op da han genkendte personen som Velarian, og han hviskede stille: ”Nej... du har ikke...”
Mere nåede han ikke at sige før Velarian havde rakt ud mod ham, og lagt en velkendt amulet om Zanes hals.
Alt dette skete hurtigt, og mens det skete, lod verden til at gå i slowmotion omkring dem. Angelies vejrtrækning var langsom, the Guys bevægelser var endnu langsommere, og selvom han helt sikkert ville forsøge at stoppe Velarian, ville han ikke have tid til det.

Zane så op på sin smilende lillebror, mens denne trak sig væk og rejste sig op i sin fulde højde..
”Lige meget hvad du gjorde... lige meget hvem du dræbte... så har du altid været... min bror...” sagde Velarian – og langsomt, begyndte han at gløde... for til sidst at forsvinde i en lille eksplosion af lysende gløder.

Velarian havde ofret sit liv for at fjerne amuletten fra sin pedestal, og give den til Zane...

Og hans storebror vidste det.

Da Velarian var væk, begyndte jorden at ryste lige så stille, og Zane mærkede hvordan hans hjerte bankede så hurtigt at det burde være umuligt.
Hans øjne begyndte at lyse med den samme farve som den lille ædelsten på amuletten, og med en rasende hvæsen, begyndte Zane selv at lyse i samme farve.
Han krummede sig sammen, og lyset eksploderede i en ufarlig kaskade af lilla energi.
Det varede kun et par sekunder før lyset forsvandt igen, og da det gjorde, var Zane væk.
I hans sted stod der nu en seksten meter lang drage med sorte skæl og lysende, lilla øjne.
Den bredte sine massive vinger ud og tog en dyb indånding.
”Du... har... skylden...” sagde den, med en stemme der mindede så meget om Zanes at dragen i sandhed kun kunne være ham... og så brølede den så højt og frygtindgydende, at vinduer sprang og døre rystede i deres karme. Et brøl som hele Terre ville høre, om de var vågne eller ej.

”Du har... skylden... og nu... SKAL DU DØ!!!!” tordnede den og langede ud efter the Guy med den ene forpote. De lange, sorte kløer ville sønderrive the Guy hvis han blev ramt.

The Guy smilede stort og grusomt til det Zane sagde, "Jeg er jo ikke urimelig og desuden var det blevet dig, om du så have sagt hende... At tage denne sejr fra Karl vil være min hævn over hvor længe han har haft mig spærret inde". The Guy lænede sig ned mod Zane, stadig smilende, mens han rakte ud efter den tunge kæde, som han langsomt fjernede fra Angelie, så hun igen ville have evnen til at flytte sig. Med en raslende og dybt forurolignede lyd, samlede The Guy den om armen så den igen lignede en jernhandske, mens han gjorde dette, kiggede han ned på Zane, og i en munter, næsten glad stemme sagde han " Engang var Karl som dig, altså ikke personligheds mæssigt... han var en elver, en stamfader til dig for det ikke skal være løgn, en af de tidlige højelver, der for at redde andre fangede mig i sin krop og lod sig selv blive formørket af mig igennem tusinder af år. Ikke at jeg ikke sætter pris på din kæres fatale dumhed ved at slippe mig løs, men nu må trivialliteterne også ophører", Guy strammede kæden helt til, så kun en ganske lille stump hang og dinglede, den samme lilla farve som før, pulserede rundt om kæden og gav guy's arm et underligt og faretruende skær.

Et lys skar igennem mørket og den tunge regn, Guy stod lidt og kiggede på denne nye sortelver, der mest af alt lignede en der ville fange ham på samme måde som karl i sin tid havde. Guy trådte et par skridt tilbage og kiggede bare på den lille scene der udspillede sig foran ham, det blev ham hurtigt tydeligt at der på ingen måde var snak om en sjælebindende magi, men nærmere noget andet han enden ikke kunne huske, eller ikke havde set før. Som den nyankomne elver forsvandt i et lille glimt, kunne han ikke lade være med at smile grumt, der måtte have været tale om at et sidste desperat forsøg på at overleve var blevet givet til Zane.

Hvad der nu skete, var dog en overraskelse af dimensioner, da dragen rejste sig som en enorm skygge foran ham, kunne han ikke andet end at føle en indre glæde, Zane havde virkelig foldet sig ud og nu og Karl ville aldrig tilgive sig selv for sin svaghed, når han nu ikke fik chancen for at kæmpe med en drage, et eller mytologisk dyr, der ikke burde findes længere. Zane måtte virkelig være desperat, ikke at det gjorde den vindende forskel nu.

"Selvfølgelig har jeg skylden... det var nu engang mig der tvang til dette", kom det med det samme og spottende, til det store dyr, der ville få andre til at flygte i vild panik. Guy stod bare stille og kiggede med de brændende røde øjne på dragen der tårnede sig op foran ham, det forvoksede firben ville nok gøre kampen en smugle mere interessant, men ultimativt, skulle ingen tvinge Guy tilbage i hans fængsel igen, end ikke en der havde kræfter som en af de ældgamle væsner.

Guy så poten komme flyvende mod ham, og først i sidst øjeblik lagde han sig fladt ned på jorden, så den fløj henover ham. Med den ene hånd, greb Guy fat i armen på dyret og svang sig op på den. Guy begyndte at løbe op af armen, samtidig med at han slyngede kæden mod dragens hals, ramte den ville den slynge sig rundt om den og sætte sig fast.

Zane åbnede sit frygtindgydende gab, skød hovedet frem så hurtigt som en slange, og smækkede kæberne om the Guy's magiske kæde.
Med et mægtigt ryk, flåede han i den, og hvis The Guy stadig holdt fast i kæden, ville han få en flyvetur på omtrent femogtyve meter.
Da han havde slynget kæden (Og måske The Guy) væk, mærkede Zane til sin irritation en stikkende følelsesløshed i kæben.

*Kæden er magisk...* tænkte han, og han var nu også klar over hvordan. Den lammede modstanderen... Havde Zane været i sin almindelige Sortelverform, ville han være blevet totalt paralyseret – men der skulle meget mere til at lamme en fuldvoksen drage.

Zane rakte bagud og greb forsigtigt fat i Angelie. Han løftede hende op i sine kløer, og med et mægtigt slag med vingerne, lettede han.
Han tog en dyb indånding, og da han brølede skød en enorm, sort og lilla flamme ud af hans gab. Han badede krateret i ild og fløj endnu højere op.

Med en uhørlig hvisken, fik han Angelie til at forsvinde fra hans kløer ved hjælp af skygger. Hun dukkede op på taget af Abbadon, gemt bag ruinerne af det mægtige spir som han havde smadret med sin Shadow Sphere.

”Dit våben er magtfuldt, men jeg er en Tagnik'zur nu.. en drage... og mit forsvar mod magiske såvel som almindelige angreb er meget bedre end du nogensinde vil kunne forstå!” knurrede han med en dyb, mørk stemme fuld af vrede.
”Hvad mere er, så ved jeg hvad du er nu... ser du, at tage form som en Tagnik'zur har givet mig en visdom og en viden, som jeg kun har adgang til i denne form. Grunden til dette, vil jeg holde for mig selv... men tro ikke at du, Dos vel'uss Zhal'la naut Tlu* , har en chance mod en Tagnik'zur , for min magt er større end selv du kan begribe!”

----------------------------------------

* You who Should not Be

Men Guy løb op af armen på væsenet, kunne han hører hvordan et smæld af en kæbe der fangede jern lød og med et mægtigt ryk, blev han hevet væk fra det store dyr. Som en kanonkugle fløj han afsted mod jorden, men i et smæld sendte han kæden afsted som en pisk, med en knald greb den fat rundt om obelisken der stod midt i slotsgården og som et pendul svingede Guy sig rundt om den og tilbage mod dragen. I en fart der mere end overgik den han var blevet smidt væk med, styrede han lige mod dragens ansigt, og til trods for at den var lettet fra jorden, ville han sagtens kunne nå den. Kæden slap obelisken og begyndte at snurre sig rundt om Guys krop, så han til sidst var indkapslet i den fra top til tå, denne gang lyste den ikke bare af magi, men ligefrem i skarpe rød-orange flammer. Grundet kæden der snurrede sig rundt om Guys krop, kom han også selv til at snurre, så selve angrebet kom til at ligne en proptrækker af flammer.

Guy havde set hvordan Zane forsøgte at redde Angelie, ved at fjerne hende fra kampen, men skulle det ende med at den faldt ud til hans fordel, ville hun være jaget vildt... for altid, han kunne ikke have at hun måske kom til at slippe Van Ricter løs, på samme måde som hun havde befriet ham. For længe havde han ventet på at blive befriet til at han ville lade hende leve, det var bare for stor en risiko at løbe.

Flammerne der skød op foran Guy, ville skærme ham mod Zanes blik, han lod den neutraliserende barrier falde, så flammerne slikkede op omkring ham, men på grund af den magiske kæde, var han beskyttet forholdsvis godt mod dragens flammer, varmen brændte ham dog, men årtusinder spærret inde i et andet væsen, hvor der ikke havde været andet at tage sig til end at træne og mestre sine kræfter havde ikke bare givet Karl en totalt følelsesløshed, men også ham, siden Karl trak sine kræfter fra Guy.

Som et Missil skød han ud af flammerne og styrede direkte mod stedet mellem Zanes øjne og med den hastighed han kom med, desuden var kropskontakten med hele kæden øgende på kædens kræfter i et vist omfang. *You aint seen nothing yet* tænkte Guy, mens han skød afsted i et modangreb der ville komme bag på de fleste.

//Til ære kun for Karl svarer jeg, så vi kan lege i hans hoved O_O//

hvad der skete mellem Karl og Zane i den fysiske verden, var ikke længere noget Angelie kunne tage sig af. Hun var nødt til at sætte ret på plads, efter at have lavet rod i det hele. Hvordan kunne hun også have fået sig selv til at tro, at der havde været den mindste chance for at dette væsen ville have haft en samvittighed.
Skønt hun befandt sig i Karls hoved, så hørte hun lige så tydeligt som de andre Velarian, der havde ofret sig for at frembringe det eneste magiske artifavt, der måske havde en mulighed for at standse Karl van Ricter.

Hun var gledet tilbage ned i det samme fængsel, som hun netop havde løsladt, hvor hun kunne se elvermanden, eller han havde i hvert fald snakket til hende på det sprog, selvom personen mest af alt virkede mere bekendt end det, sidde og se fortabt ud. Angelie huskede at manden havde snakket til hende på et andet sprog, og valgte derfor selv at slå over i dette.
"*Lu'oh xun udos dro'xun nindol" mumlede hun til manden i et næsten desperat tonefald velvidende at han ville være en af de få, som ville være i stand til at hjælpe dem igennem dette her.
Hendes blå øjne betragtede manden i et ganske kort øjeblik, inden hun vendte sine tanker og magi tilbage mod Guy, som dette var blevet til nu. "Du lovede!!" Hendes tankestemme skreg igennem luften, og ville ligesom alle andre gange fylde hans hoved ud, med den forskel at han denne gang ikke ville føle sig forført, men føle det som en voldsom uudholdelig hovedpine.. En mental smerte, der på ingen måde ville kunne ligges i samme båd som den fysiske smerte.
"Jeg sværger på, at hvis du skader ham, så vil jeg jage dig til jordens ende og tilbage igen for at gøre en ende på dit usle liv.." Det var ikke ord, som skulle forstås som en trussel, men som ren information. Guderne skulle vide, at det var præcis hvad Angelie havde tænkt sig at gøre, hvis dette væsen slog hendes hersker ihjel.
Angelie havde ikke tænkt sig at lade væsnet svare før hun rakte hånden ud mod dennes 'sind' og krummede fingrene, så de mindede om skarpe kløer.. Hun lod neglene glide langs Guys sinds kant, så det ville lyde som når man kørte negle ned over en tavle.. hyletonen ville fortsætte i flere sekunder alt efter hvordan Guy ville reagere på dette, mens hun håbede på, at Zane ville være i stand til at klare sig fysisk mod væsnet.

*How do we survive this?

Zane havde lige brugt sine skygger til at flytte Angelie i sikkerhed, så han nåede ikke at flytte sig fra the Guy der kom flyvende som en anden patron, viklet ind i den irriterende, magiske kæde fra top til tå.
Zane blev ramt i hovedet og med et rasende brøl af smerte, blev han skubbet et par meter tilbage i luften på grund af kraften fra slaget.
Før the Guy kunne nå at vikle sig ud af kæden, skød Zane hovedet frem, og smækkede kæberne i omkring the Guy.
Han lagde kræfterne i, så det ville være stort set umuligt for the Guy at bevæge sig… og så spyede Zane igen ild. Sorte og lilla flammer… Hellfire.
Da the Guy befandt sig i gabet på ham, ville han blive ramt, og muligvis kogt levende inde i sin kæde.
Efter et par sekunders inferno, spyttede Zane the Guy ud, greb fat i ham med sin ene pote, og fløj mod jorden i et forsøg på at knuse sin modstander med sin fart og sin mægtige vægt.
Hvis han klarede dette, ville Zane flyve ned med the Guy, og bogstaveligt talt lande på ham, hvorefter han ville bruge sine enorme kræfter på at holde the Guy nede.

At vikle sig ind i den kæde var muligvis det dummeste hans modstander kunne have gjort.

Inde i the Guy hostede den unge og ikke korrupte Karl og hostede lidt mere blod op, det var som om han ikke lagde mærke til at Angelie var der, eller bare ikke anerkendte hendes tilstedeværelse foran ham. Det var følelsen af nederlag til en side af hamselv, som han så som svagere og meget mindre værdig der var det værste, at han havde efter 3278 års styring var det nu ham der var fanget som en rotte i en andens sind, hvor han kun kunne opleve verden igennem en andens øjne. Langsomt og med et blik der sagde mere end ord nogensinde ville være i stand til, kiggede han op på Angelie. Hans øjne var røde i kanterne af raseri, men samtidig opgivende og skuffede, "Så drop dog det elviske, det er et dødt sprog for en døende race... Guy er fri igen og du kan være sikker på at han vil tage hævn over os allesammen... Han lovede mig at han ville jage vores race, til der ikke var flere tilbage".
Karl rejste sig og gik helt hen til Angelie, kæden raslede og han blev holdt tilbage ved halsen, så han standsede i et lille ufrivilligt ryk foran hende, hans lille størrelse og spinkle krop lignede bogstaveligt talt ikke en krop af en modstander der havde drevet Zane til forvandle sig til en drage, mest af alt lignede han en forvokset teenager. "Hvis du vil overleve dether, har jeg kun et råd... flygt, flygt så hurtigt du kan, for Guy bliver kun stærkere her, ondskaben der lurer overalt i dette land, var hvad der gav ham styrken til at undslippe", han kiggede oprigtigt på hende, med en undersøgende blik, for at finde ud af om hun ville hører på ham, eller forsøge at kæmpe med Guy, havde han slev haft chancen havde han flygtet, eller bare aldrig lagt sin krop til fængsel for Guy.

Da braget og smerteskrige fra det enorme dyr, indhyllede den sønderevne slotsplads, dansede det efterhånden velkendte smil på Guys læber. Kæden sprang og Guy var viklet ud af den i samme øjeblik som han havde ramt dragen. Kæden begyndte dog at samle sig igen med det samme, som var det tusinder af små slanger der rullede sig frem for at blive til en stor, den lagde sig flot på jorden et stykke fra dragen, ikke en skramme var efterladt på den.

Guy var blevet slynget op i luften, og hurtigere end han kunne nå at reagere var Zanes tænder låst fast om ham, med begge hænder i toppen af munde og begge ben spredt ud, stod han i en x stilling for ikke at lade dyrets enorme tænder knuse ham. Lille og sorte flammer begyndte at danne sig i halsen på Zane, men Guy havde ikke andet end en sarkastisk latter og spot til overs for Zane, "Tror du virkelig en så svag evne som hellfire har en chance mod mig? Jeg er den Karl fik sin kraft fra, du har ikke en chance mod mig, overgiv dig, eller hele din race vil blive jaget til udryddelse!".

Guy lod igen sin neutraliserende barriere komme frem og i samme øjeblik som flammerne kom skydende mod ham, sprang han frem mod Zanes drøbel, hvor han med vold og magt, ville gribe fat med sine klør og hægte sig fast, "Dit overmod og din syge fantasi om at du skulle kunne betvinge mig vil blive dit fald elver, ligesom det var dine artsfællers da de første gang slap mig løs".

Selvom the Guy var sluppet fri af kæden og havde overlevet det mægtige tryk fra Zanes kæber, skød en lille følelse af triumf ind over ham, da the Guy pludselig lavede en bevægelse mod hans drøbel.
*Fjols...* tænkte han
*Nok kan du stoppe Hellfire... det er jo magi... men smag nu på det her!*

Lige før the Guy kunne nå hans drøbel, udstødte Zane et endnu vildere brøl end før. Denne gang lød det også en anelse anderledes... og en sand storm af glohede flammer skød ud af hans mund. Denne gang var de ikke sorte og lilla... de var orange, som rigtig ild.

Luften bølgede omkring ilden, og kraften fra angrebet, ville uden tvivl flå the Guy ud af munden på Zane, indhyldet i ikke-magiske flammer.

"En Tagnik'zur har noget som hedder en Ildlunge... den skaber ved kemiske reaktioner en meget kraftfuld ild som siges at kunne smelte sten. Den er ikke halvt så farlig som min Hellfire... men fordelen er, at den ikke er magisk." sagde han triumferende, mens han tog en dyb indånding, og badede endnu en gang the Guy i et inferno af orange flammer.

*Dø så!* tænkte han. Han vidste at the Guy ikke havde noget naturligt forsvar mod ild. Det var kun de færreste djævle der havde det... og da hans Shadow Sphere havde givet så meget skade med sit impact, ville denne ild helt sikkert gøre enorm skade på the Guy, hvis ikke den endda ville dræbe ham på stedet.

Lyn der skar igennem himlen oplyste det nu mørklagte Abbadon, på afstand var det kun enorme silhuetter og lyset fra flammer der oplyste og vidnede om den kamp der gik for sig deroppe, og de enorme brag, samt lyden af dragen der brølede fik bygningerne i hele Terre til at ryste, som om et jordskælv var ved at rive det hele fra hinanden. Frygten gennemsyrede alle på gaden, dem der kunne var søgt indendøre for at gemme sig i kældre eller andre steder der var forholdsvis sikre, dem der ikke kunne komme ind, havde søgt tilflugt alle steder, hvor der var huller eller andet der kunne give bare den mindste smugle ly mod både regn og det der var ved at splitte kongeslottet ad. Kun en person gik på den åbne gade, en habitjakke, var sløset trukket over skuldrene, en sort skjorte, samt bukser og sko, gjorde at mandens eneste fremstående træk, var hans syregrønne øjne og det lange ar, der strakte sig skråt nedover hans ansigt fra over venstre øje til nederst under højre side af hans læbe.
En cigaret var blevet tændt og en smal stribe røg forlod gang på gang hans læber. Alexander havde været klar til kampen længe, hans mænd holdt øje fra spionfly der cirklede rundt om kamppladsen, og snigskytter var godt gemt på alle tage, mange var omkommet, men der var stadig en stor nok potion til at en mindre hær ville kunne tages ned på stor afstand. Hans skridt var næsten maglige, som om han havde alt under kontrol og intet var sket. Selve det oprør han først havde været nød til at nedkæmpe i byen, havde efterladt det meste af terre centrum som et stort hul af død og ødelæggelse, og som han gik der mod sit slot, var hans tilbageværende og sejerrige soldater ved at rydde de overgivne oprøre af vejen og brænde dem i et stort bål til offentlig skue, skudene fra soldaterne kunne stadig høres og skrig fulgte dem.
Zane havde trådt i den fremlagte fælde med begge ben så gevaldigt han aldrig ville kunne forstå det, for mens han kæmpede på Abbadon var en sand udryddelse af alle sortelvere ved at finde sted, på de mest brutalt tænkelige måder man overhoved kunne forestille sig. At have lukket Karl og nu det underlige væsen ud af dets celle, havde været den bedste idé Alexander havde fået igennem dette lille oprør, at Karls loyalitet var på så lavt et sted at den nærmest ikke eksisterede var noget andet, men denne nye 'fjende' havde det til fælles med Scars at han hadede Zane og hans race, hvor Karl bare havde kæmpet for kampens skyld, dermed var det mere end på tide at landets siddende konge nu skulle trække sejren helt i hus, om så hele Abbadon skulle rives ned.
Lugten af brændt jord og bygning sprang i næsen på ham, på samme tid, kunne han også skimte, hvordan Guy havde viklet kæden rundt om sig og ramte dragen med et brag, og overalt omkring Alexander landede de små link fra kæden, der dog hurtigt samlede sig selv igen og rullede sig sammen som en slange lidt fra de to kæmpere, hvor det dog så ud til at Guy var blevet spist af dragen, men Scars kendte nok til dette væsen til at han ville vide at han ikke ville blive stoppet af noget så simpelt som dette. Han havde trods alt snakket med Guy igennem Karl optil flere gange, uden Karl vidste det, fordi han ikke kunne klare sig mod Alexanders suggestibility, det havde bare krævet at han stod langt nok væk med en megafon, måske en smugle upraktisk, men det havde virket.
Da en kaskade af flammer kom flyvende mod ham, flyttede Alexander sig dog hurtigt, den var kommet så hurtigt at han ikke anede om Guy var sluppet ud af gabet på det enorme bæst, men han var i det hele taget også ligeglad, han kunne tage kampen herfra hvis det skulle være, dragen ville ikke være et problem, det havde Zane nu heller ikke været, men der havde været en meget større fjende han skulle ordne først, den enorme mængde af borgere i Di Morga der havde grebet til våben, var kommet bag på selv ham, men nu var de sørgelige rester af dem ved at blive udryddet af Alexanders overlegne militære og teknologiske styrke.
Med en røst der virkelig kunne vække en forsamling, råbte Alexander "Zane, din hær er væk, dine soldater og folket er bukket under, ingen INGEN står imod mig længere, kun dig, og du har igen bevist svaghed ved at være nødsaget til at forvandle dig til en drage for at hamle op med min tjener, tænk hvis du skulle have kæmpet mod mig!".
Alexander lavede en bevægelse med hånden og en soldat rejste sig hurtigt på taget i den anden ende af slotsgården og det enorme krater, han trykkede på aftrækkeren og fra røret på hans skulder kom et stinger-missil bragende mod dragen. Kampen var nu mere end udlignet, og så snart Faith lagde mærke til at Alexander var tilbage ville hun formentlig også komme i omdrejninger.

Guy droppede sit angreb på Zanes drøbel, da han kunne se orange ild danne sig langt nede i ham, så lyset dansede i munden på det enorme dyr, i luften nåede han kun med nød og næppe at gribe fat i hans tunge, så hans tykke klør satte sig fast i tungen og han med sin store styrke kunne bremse sig selv og i stedet styre ud af dyret. Lige bag ham, skød flammerne, hvis han blev fanget i dem, ville hav være død på stedet. Den eneste chance som han havde, var at komme væk hurtigt nok, men flammerne bevægede sig lige så hurtigt som ham, og så snart han nåede jorden, ville han være ristet.

Guy banede over sin dumhed, han havde kæmpet med drager før, han vidste de havde ildlunger, men på den anden side, havde han vel regnet hellfire for at komme fra ildlungen. Kæden sprang i øjnene på ham, den havde samlet sig selv, og ventede på ham. Guy havde aldrig vidst at den kunne det, han havde forventet at det var sidste gang han kom til at bruge den, med den var åbenbart svære at få bugt med end han havde regnet med. Guy rakte hånden ud mod den som han kom flyvende og som om den var en slange, skød den frem mod hans hånd.

Guy kunne mærke dens aura stige og smilet genfandt dets plads, som det eneste mere eller mindre synlige af hans ansigt udover. I en hurtig bevægelse begyndte han at snurre kæden under sig og da han med et brag af dimensioner hamrede ind i jorden, blev han ved, selvom han skrabede sin bare ryg henover den smadrede jord, så hans ryg blev flået til blods.
Men kæden virkede som et skjold, og langsomt kom Guy på benene, mens han blev ved med at snurre kæden, så den bøjede flammerne af, men heden brændt dog trods alt han hænder så lugten af stækt djævel steg til vejret. Men smertefuldt var det ikke, det var bare en sidemærkning til at han stadig var i live, med spottende stemme råbte han, "Ha, din ild er ikke magisk og det kom bag på mig, den chance får du ikke to gange".

Alexanders tilstedeværelse var ikke gået ham forbi, selvom ilden havde brølet så meget i hans retning, at han ikke kunne høre meget andet end det. Scars var et svin uden lige, det kunne der ikke være tvivl om og så snart chancen viste sig ville han være den næste der skulle dø, men for nu var det dragen han havde mere fokus på og desuden regnede han stadig med at han og Scars aftale stod ved magt.

Det kom halvvejs bag på ham da Scars og hans soldater dukkede op, og Zane fnøs.
Raketten fra den affyrede bazooka ramte ham i siden, og han udstødte et brøl af smerte og vrede.
Blod løb lagsomt ned ad hans side der hvor raketten havde ramt, og Zane udstødte en arrig hvæsen, mens han vendte hoved mod Scars.

Da han fik øjenkontakt med Scars... smilede han. Smilet var ondskabsfuldt og uhyggeligt triumferende.

Et smerteskrig lød fra det sted hvor bazooka-manden var, og det blev lynhurtigt efterfulgt af flere skrig.

”Du glemmer noget, Alexander Lazarow. Det er DROW du kæmper imod! Ikke elvere eller dæmoner! Vores taktikker er anderledes end dine og alle andres! Vi...” sagde han, og endnu flere skrig hørtes, overraskelse og skrig var at høre i dem.

”...er snigmordere!” afsluttede han.

”Nok har du taget fem hundrede eller tusinde eller totusinde af mine folk... men du har stadig undervurderet vores race! Lige så længe som dine snigskytter har holdt øje med mig og Van Ricter, lige så længe har der stået en af mine Drow lige i nærheden af hver enkelt! Vi benytter os af vores indfødte magiske kræfter til at kunne skjule os bedre, og mange opnår evnen at blive usynlig for det blotte øje... og endda militært udstyr. DU HAR UNDERVURDERET MIG FOR SIDSTE GANG!!!”

Det sidste var et rasende, men triumferende brøl, som en forsanger til det kor af skrig der lød over alt omkring dem.

Med en iskold, ond latter, begyndte Zane D'tarion at fyre store, orange ildkugler mod både Scars og the Guy.

*Regel nummer ét, Lazarow... undervurder ALDRIG din modstander!* tænkte han.

Et øredøvende skrig skar gennem området. En latter der var blevet til skrig. En sindssyg latter. Dæmonkvinden blev synlig som hun dukkede op nær elverpigen der tydeligvis befandt sig i en helt anden verden. Den ellers så smukke kvinde med de to måner som øjne havde forandret sig en smule. Hun var mindst lige så køn som altid. Det var måske nærmere påklædningen der ændrede hendes fremtoning. En lang sort kjole, syet af mørke tråde. Huden virkede en smule synlig under de mange tusinde tråde der dannede stoffet til kjolen. Kjolen som snoede sig om Damias krop, fremhævede hendes kvindelige former. Om halsen hvor hun normalt bar en halskæde med et A som vedhæng, var der nu i stedet et blodrødt bånd, som matchede det dybrøde hår.
Håret hang løst omkring de bare skuldre. Vildt og utæmmet. Øjnene. Ja øjnene var måske det mest anderledes. I stedet for de to unaturligt lyse øjne hun normalt havde, var der nu to bundløse huller. Mørke huller der så ud til at indeholde en labyrint man kunne gå ind i, og så derefter fortabe sig.. for aldrig at finde vej ud igen. Når, først man var faldet ned i disse, ville der ikke være nogen vej tilbage.
Disse ’øjne’ kunne meget vel være det folk i gamle dage havde kaldt for ’portene til helvede’ … Og måske havde de ikke ramt helt ved siden af. Synet var skræmmende.
Den lyse hud var dækket af en masse sorte tatoveringer som snoede sig over hele hendes hud. Tatoveringer der næsten så ud til at pulserer på hendes bare hud. Pulserende, som den enorme aura der omgav hende. En synlig aura, som man hvis ikke man havde synet til at skimte auraer – i hvert fald ville kunne mærke. Det var som et skjold af mørke levende flammer der omgav hende, kun lige synligt nok til at man ville forstå, at dette væsen denne gang ikke var til stede for ’hyggesnakkens’ skyld.

Skriget var stadigvæk at se på de fyldige læber, hvis mundvige var kruset i et mørkt smil, der emmede af ondskab. Der var noget vildt over hende, som hun stod der med armene hængende slapt ned til hver side af kroppen. Noget udfordrende over hendes fremtoning. Som var i det hele taget, blot det at hun var til stede denne dag.. et bevis.. Et bevis på at hun levede.. At hun ikke blot var et minde eller en myte der for længe siden var blevet fortalt.
Hun var virkelig. Skyggedæmonen. Satans såkaldte datter. Damia Ambrosia.
”Det var på tide.. At der skete… Noget interessant…” stemmen der undslap hendes læber sydede af morskab og noget.. andet. Noget ukendt.


//OOG. det skulle vist være nok til at sige der snart er nogen der dør.. hva ? (;< //

Stinger missilet landede som forventet i bugen på Zane, han havde været alt for koncentreret til at han kunne have opdaget at det ville ske. Et lille smil kom frem på de ellers meget markerede læber, mens røgen langsomt lettede fra stedet hvor Zane var blevet ramt, der kunne ikke være tvivl om at han nu havde opdaget hvem der var kommet. Roligt og med en nærmest nonchalance bevægelse, fandt han en cigaret frem og tændte den, en tyk tåge, blev presset ud gennem næsen på ham, samtidig med at branden fra Zanes angreb mod Guy mere eller mindre var stoppet, da dragens fokus nu var på ham i stedet. En lille latter kom som Alexander puttede lighteren tilbage, i lommen på habitjakken, og han igen lod røg komme ud af mundvigen "Jeg glemmer aldeles ingenting, min nu skællede og firbenede ven... forskellen er bare at jeg har så mange flere mænd end du har, at dine på ingen måde kan se dem alle", skud begyndte nu også at lyde og skrigeriet fortsatte fra tagene, hvor skikkelser begyndte at falde ned overalt, mange var folk i uniformer, men også helt sorte skikkelser begyndte en efter en at falde ned.
En sortelver landede på jorden foran Alexander, med et skudhul i armen, denne var hurtigt på benene og kom stormene mod Alexander, der dog bare løftede brynet. Da sortelveren svingede sit sværd mod Alexanders ansigt, forsvandt han og dukkede op ved siden af ham, med et hårdt greb, tog han fat i det lange hvide hår og svang ham mod ildkuglerne der kom mod ham. Som et menneskeligt bat, blev han brugt til at slå ildkuglerne væk, kun første gang, lød et smerteligt skrig og efter et par slag var der ikke andet end hoved fra sortelveren tilbage, et ansigt der var fordrejet i smerte, var stadig låst fast, da Alexander slap det nu brande hvide hår.
Med en ligegyldig bevægelse rettede han lidt på habitjakken, inden han med et lille smil blinkede til Zane og forsvandt.
Ikke engang hans aura ville afsløre for Zane hvor han var henne, det var kun hvis Guy kom tæt nok på at han ville blive opdaget, og djævlen var næppe dum nok til at den ville forsøge sig med det, ikke engang hvis den hadede ham som pesten, hvilket den utvivlsomt gjorde.
Scars kiggede løb et lille stykke tættere på dragen, inden han satte af fra jorden og med sin overmenneskelige styrke sendte et slag mod hullet, hvor Zane lige var blevet ramt af missilet.

Guy standsede med at svinge kæden, som slyngede sig om kroppen på ham, som var den et levende væsen, men det virkede som om den vidste hvad den skulle gøre og hvordan den skulle opføre sig i visse situationer, det var fantastisk intet mindre, bestemt en af de bedste ting han havde stjålet fra de køre sortevlere da de første gang havde ladet ham slippe ud af den forbandede dimension hvor han var kommet fra, men som han aldrig skulle se igen.

Smilet dansede på hans læber, som skyderiet begyndte og lyden af død og frygt fyldte området, Guy kunne mærke hvordan han blev fyldt med mere styrke og lysten til at vinde blev større i takt med at dem der faldt forsøgte at finde hvile i hans nærværd, en ting der aldrig ville ske, ikke så længe han var i live... eller hvad det nu var Guy var.

En stemme fik Guy til at fare sammen, en stemme han ikke havde hørt i årtusinder, det kunne ikke passe det var hende, men hvem ellers skulle det være. Da han drejede hoved og så på Damia, var det et oprigtigt, dog stadig sindsygt smil der dansede på hans læber, det var hende, satans datter. "Så miss Damia, det er meget meget længe siden jeg sidst har set noget til dem... Har de set noget til den gamle på det sidste?", det var et halvt spottende grin der kom fra ham, mens han svang kæden mod dragen, så den smældede som en pisk, hvis den ramte, ville den klynge sig fast om det ene forben på dragen og Guy ville kunne holde den fast, så Zane ikke kunne stikke af.

På toppen af Abbadons kant kunne skimtes en høj figur iført en halv lang rød jakke og sort hår som var sat op så det ikke ville komme i vejen på trods af at vinden manglede… Denne figur sad dog med benene ude over kanten så jakken ikke var fuldt synglig og kiggede opslugt af kampene forneden. Hvem ville vinde, hvem ville tabe? Elver kvinden ved navn Angelie var ført væk og lå ikke så langt derfra, faktisk kunne han se omridset af hendes bevidstløse krop, men han lod sig ikke mærke af det. Han havde travlt med at fokusere på kampen forneden, hvordan Velarian havde ofret sig for at Zane kunne få en chance til mod den nu langt stærkere Karl, hvordan Karl faktisk var blevet til en ny person ved navn The Guy.

Men ikke nok med at kampen var ved at nå sit højdepunkt, nej nej, flere folk som han end ikke havde drømt om at se komme mødte endda op. Scars, den store leder af Di Morga, var dukket op med en del af sin hær så det ud til. En skam at han skulle ødelægge den ellers nogenlunde lige kamp der forgik forneden. Nok var den ene en kæmpe drage af enorme propotioner, men The Guy så da ud til at kunne klare mosten. Nok var kampen til Zane's fordel, men var der ikke brug for nyt blod på tronen? På trods af at Zane havde siddet på den selv samme trone før, men var det ikke netop grund nok til at han kunne gøre det igen? Han havde selv bygget den, han havde al ret til sin forrige trone.

Og som om Scars med hans hær ikke var nok... I det øjeblik han kastede et blik mod Angelie så han hende. Utroligt smuk og dog utroligt skræmmende. Han kunne mærke den aura som omgav hende, selv på den afstand han havde til hende. Hendes røde hår, hendes kjole som blottede hendes hud. Smuk ville være et ord som man ville bruge om hende, men det ord i sig selv var ikke nok. Han vidste udmærket godt hvad hun var, en dæmon, en helt ren dæmon som ikke lod sig tryne af andre. Nu nærmede kampens højdepunkt sig.

Da han så missilet komme flyvende mod dragen blev det bare for meget. Kampen var nu ved at blive alt for unfair til Zane’s fordel. Scars gik direkte til angreb og Urune begyndte at tænke. *Er tiden nu kommet til at jeg skal vælge min side? Er det nu jeg skal vælge hvem jeg vil kæmpe for og hvad jeg vil kæmpe for? Ærligt talt vil jeg bare have en ærlig kamp, men det ser ud som om at Zane er den med de bedste holdninger.* Han kastede en mønt i luften. *Hvis det bliver krone må han klare sig selv, hvis det bliver plat kommer jeg og hjælper ham så godt jeg nu kan…* Han flippede mønten og greb den i luften. *Nu må vi så se…*

Han lukkede langsomt hånden op og kiggede… Krone. Han lukkede sine smukke røde øjne i og kastede et blik bagud. *Nej… Det kan ikke ende sådan her.* Han lagde mønten tilbage i lommen og sprang ned af Abbadon for at falde ned i en af sine egne portaler som ville føre ham lige ud foran Zane i luften, lige foran den kæde som Guy havde kastet efter ham. Han havde hørt at Guy lavede noget med ens evne, så nu måtte det briste eller bære. Han forsøgte at åbne en portal foran kæden og til hans store glæde… Så lykkedes det faktisk. Kædes røg ind i portalen og ud af den han var sprunget ned i fra Abbadon så kæden stak direkte op foran Abbadon.

Så det var sådan det virkede. Han kunne neutralisere al magi omkring hans egen krop, men ikke gennem genstande. *Det er da altid noget, frygtede det værste.* Men det smil han havde fået da kæden forsvandt, gik øjeblikkeligt væk da tyngdekraften begyndte at trække i hans krop. Der skulle tænkes hurtigt. *Hvis jeg laver endnu en portal så ved jeg ikke hvor den kæde der bliver af, så den mulighed vil jeg helst undgå. Hvis jeg prøver at gribe fat i Zane formindsker jeg hans kampevner. Men kan ikke se hvad jeg ellers har af muligheder…* Han besluttede sig for at tage chancen med en af sine egne portaler og den åbnede to hurtigt, en under sig og en over Zane så han ville lande på hans ryg. Han faldt hurtigt gennem portalen og landede hårdt på Zane’s ryg men grundet hans nye drage muskler ville han næppe mærke det helt store andet end et korpus landede på ham. Han landede på fødderne og rejste sig op. ”Se nu… Ser kampen langt mere fair ud.”

Han vidste endnu ikke hvis side Damia var på, men det kunne være godt det samme. Nu skulle der gøres noget, og det skulle være hurtigt. ”Zane, tag dig ikke af at jeg står på ryggen af dig, bare kæmp som du normalt ville, jeg falder næppe af.” En dæmon og elver kæmpede side om side… Nu var der da noget sladder at tage sig af.