INVASION: Abbadon [ÅBENT EMNE]

Karl, der talte til Angelie inde i Guys hoved var fortvivlet, ja næsten desperat.. Som han nærmede sig, mærkede Angelie vreden, og siden de begge to var skabt af tanker på nuværende tidspunkt, greb Angelie fat i kraven på denne Karl. "Jeg har ikke tænkt mig at flygte!" vrissede hun vredt hviskende af ham, inden et gennemborende blik gled mod Karl. "Enten så kom med noget konstruktivt, eller bland dig helt uden om, og jeg stopper din djævelske skabning uden din hjælp! Men hvad.. Det er vel alt man kan forvente af en tjener af Scars.. En køter uden vilje"
Hendes tag slap i denne person, inden hun sendte tankerne og magien mod The guy, og kastede alt hvad hun havde i sig mod væsnet..
Hun mærkede Damia allerede inden kvinden ville være synlig for de andre.. *Lidt sent på den må man sige* tanken blev sendt mod dæmonkvinden, inden Angelie igen lod sig fiksere på karls sind.. Magien, som hun kun havde brugt i et mindre omfang mod Karl, blev nu til et langt større, og hun klemte brynene hårdt sammen, inden den befalende rungen ville give genlyd inde i Karls hoved.. Selv dette væsen ville have et sind, som Angelie ville være i stand til at manipulere igennem sin evne.
'Læg kæden fra dig! Det er ikke os du vil slå ihjel, men ham' Sammen med den sætning, der emmede af hendes magiske egenskab, som ville gøre det næsten umuligt at modstå, tegnede hun et perfekt rids af Scars, inde i Guys hoved.. Markerede denne person som den elementere trussel på nuværende tidspunkt, og den skulle udryddes først.. Hun sørgede for at holde fokus på Karls sind, så hun ikke ville miste grebet omkring ham før dette var noget han havde forstået..
Imellemtiden håbede hun bare Zane ville være i stand til at overleve på den anden side, som hun ville kalde den virkelige verden.

Igennem Guys sind kunne hun dog 'se' hvordan kampen udviklede sig. Se hvordan sortelvere og mennesker? faldt for hinandens våben.. Hun rystede kort på hovedet af Scars.. Troede han virkelig at Zane havde tænkt sig at sende hele deres klan i døden.. Scars måtte være for dum i så fald.. End ikke hand vidste hvor stor klanen var, og han ville ikke have nogen form for chance til at vide om hele klanen faktisk var her..
Hun så også dæmonen.. En fremmede, som åbnede portaler, og faktisk reddede hendes forlovede.. Suk.. Hun ville ende med at stå i gæld til denne person, hvis de ville overleve dette her. Et kort øjeblik havde hun ellers været nervøs for om Zane ville bukke under lige netop der..

Hun vendte tilbage til selve sindet, og strammede grebet yderligere på Guy, inden hun bed sig hårdt i læben, for derefter at mærke hvordan små sveddråber langsomt var begyndt at tage form.. Ikke på hendes 'skyggekrop' i Guys hoved, men på sin rigtige, skønt denne bare lå på jorden, afsides med Damia ved sin side.

Vreden ulmede inde i Zane, da han så Scars bruge en sortelver som både skjold og bat.
Hvor vovede han...

Da Urune så dukkede op, stoppede Guys kæde, og pludselig befandtsig på ryggen af Zane, gjorde han sig klar til at riste den nyankomne dæmon... men han stoppede i sidste øjeblik på grund af Urunes ord.

*Så der er altså folk i Terre som støtter-* ”GRRAAAAARRRRH!!!” hans tanker blev afbrudt af hans eget brøl af smerte, da Scars hamrede sin næve ind i Zanes åbne sår.
Zane langede arrigt ud efter Scars, og satte så af fra jorden for at få bedre overblik.

*Satans...!!* tænkte han rasende.

Damia var også dukket op... det her tegnede til at blive mere ubehageligt end det allerede var.

Damias hår flagrede vildt om hende som levende dybrøde flammer der var fanget til hendes hoved. Udefra lignede hun noget ingen ville tro kunne befinde sig andre steder end i fiktive historier. Satans datter på jorden? Ha! Aldrig! Det var ikke en mulighed. Nok om det.. Det ændrede ikke på at hun var her.. Ændrede ikke på at hendes styrke tog til ved hver eneste blodtørstig tanke. Hagen blev løftet en smule, og armene løftede sig op over hendes hoved med en langsom og flydende bevægelse der nemt kunne have givet en tanke om at hun befandt sig i en form for trance.

Skygger rejste sig fra jorden, deforme væsener, syet af samme materiale som Damias egen kjole. Dødbringende skyggevæsener i alle størrelser fra en kats højde til en bjørns. Deres bevægelser var glidende, og hurtige. Nogle kunne forsvinde mod jorden og gøres helt urørlige for, at bevæge sig et andet sted hen og så poppe op endnu engang. De var let gennemsigtige, med mørke huller hvor øjnene burde have været. Nogle skygger skiftede hele tiden form, som var de ikke bundet til nogen fast form. Der var omkring et dusin af dem, alle skulende og parate til at udføre deres herskerindes ordrer.

Originalt ville hun have dukket op for at redde Angelies røv fra at dø – og måske lige tage sortelveren med sig nu hun var i gang. Men noget helt andet havde fanget hendes opmærksomhed.. krævede opmærksomheden. Væsenet som Angelie havde ’sluppet løs’ fra Karls krop og sind. Et væsen hvis stemme og form Damia kendte så godt, trods de mange årtusinder hun ikke havde set noget til denne.
”Der har vi dig jo! Jeg ville SÅ gerne kunne sige at jeg havde savnet dig – men jeg vil helst ikke lyve” Hun sendte ordene af sted med en overraskende kølighed, der var blandet med gift. En sær form for legesyge havde taget form i hendes ansigtsudtryk.
”Kom og leg! Så kan vi måske arrangere et møde med den kære far!” En høj sindssyg latter brød ud fra læberne. Det var ikke den skræmmende kulde der gjorde hende skræmmende længere. Det var den vildskab og udfordrende fremtoning der gjorde hende mere.. faretruende end nogensinde før.
Højdepunktet sagde hun til Angelie.. Højdepunktet er på vej! stemmen som Angelie hørte var det modsatte af den der kom fra den fysiske krop. Stemmen var lokkende, og forførende – som om tyktflydende guld væltede ud af hende.
Forskellen var… overraskende.

Med et brag hamrede Alexander ind i siden på dragen, han kunne mærke hvordan blodet sprøjtede ned på ham og hans usynlighed, mere eller mindre var nytteløs, et veltilfreds smil bredte sig på hans læber, fordi brølet fra Zane, fortalte en tydelig historie om at der havde været enorm smerte forbundet med slaget. I samme fart, som han havde slået udyret, med sin enorme styrke, skubbede han sig igen væk og landede tungt på jorden et stykke fra Guy, han gjorde sig synlig og smilede hånligt til dragen der tydeligt var i stor smerte, "Forvoksede fir... hva fanden!?". En portal åbnede sig og en person dumpede ned på ryggen af Zane, en portalt havde også åbnet sig foran Guys kæde, og det så ud til at den ville opsluge den. Alexander banede lavt for sig selv, der var for mange på denne kampplads nu, det var irriterende for ham, at han skulle fokusere så meget, på så mange, han havde KUN forventet at det var Angelie og Zane, samt Guy der ville være der.

Alexander blev synlig og blodet fra dragens sår, dryppede ned i en lille pyt omkring ham, med en langsom bevægelse, kørte han en hånd igennem hans hår, så det lagde sig tilbage på plads, og ikke var overalt i panden på ham. Alexander trådte lidt frem og kiggede på den fremmede der lige var kommet til på ryggen af Zane, "Du aner ikke hvem du er oppe imod... Forsvind nu, eller du vil dø som alle de andre der står i vejen for mig!".

En presens var ikke gået Alexander forbi, Damia var ankommet, men hun kendte ham bedere end nogen af de andre og ville vide at han ikke ville vise hende nogen form for kærlighed under disse omstændigheder. Hun var uden tvivl den, som Alexander holdt mest af i denne verden, men der kunne ikke være plads til disse små hyggelige øjeblikke, dette var krig og hun ville uden tøven blive ofret hvis det kom ham selv til gode, længere stak hans kærlighed til hende ikke.

Med et vredt udtryk, placerede Alexander den stadig tændte cigaret mellem læberne og pustede kort efter den lille tykke røg ud, "Guy, tag dig af dether, og jeg giver dig din frihed!". Alexander placerede igen smøgen i mundvigen, og virkede bare ubevægelig, som om han var en tilskuer til det der skete omkring ham.

Guy så Portalen stige op foran hans kæde og trak den til sig, så der lød et piskesmæld i luften, den samlede sig omkring armen på ham, som en gladiator handske. Det lille dyr der havde valgt at tage plads på dragens ryg, forekom ham irriterende, og det ville være ham en glæde at vise denne, hvad smerte og svige var. Et ryk af dimensioner, skete inde i Guy, og han stod ubevægelig, smilet falmede og hans blik blev fjernt, armene faldt ned lags siden på ham, og han stirrede i øjnene på den enorme drage, som skabte sig som en vild slange foran ham. Noget var sket inde i ham, nogen havde snakket med Karl, nogen havde fået ham til at forstå, til at se at styrken kom fra et andet sted end Guy. Langsomt løftede han hånden og kiggede ned på den, han kunne mærke kulde, en ting han ikke havde... nogensinde.

Inde i Guy, havde Karl rejst sig, hans øjne lynede og sorte skriftegn begyndte at danne sig over hele hans krop, "Jeg er ingen tjener, hverken for dig eller nogen andre... Jeg er ingen køter, jeg bandt denne form til mig for at redde dig og alle andre af vores slags for årtusinder siden, og jeg kan gøre det igen, med en anden ondskab!". Hele Karls krop rystede som et espeløv, enorme energier kæmpede om hvem der havde magten over kroppen. Kæden der var om halsen på ham sprang og han gled henover gulvet, mens hans højre fod storetå, var det eneste der næsten rørte det. En underlig stemme kom fra Karl, mens han svævede over gulvet, "Jeg vil foreslå du kommer væk herfra, gammel magi er ved at blive udført, en person mere vil snart have bolig i denne krop". Derefter, begyndte karl bare at mumle på et sprog, der var en blanding af elvisk, dæmonisk og noget helt tredje der ikke kunne defineres.

Guy stod der bare, han kunne mærke hvordan han i løbet af ganske kort tid havde mistet kontrollen, Karl var ikke healet nok endnu til at han kunne tage fysisk kontrol, men Angelie havde vækket den gamle magi i Karl. Med et glimt, var det en anden der styrede hjerne på monstret, Guy var igen skubbet i baggrunden, men kroppen forholdt sig i ro, indtil videre. Med små bevægelser, styrede han fingrene lidt igen, hver bevægelse var som tusinde nåle der blev stukket i ham, Guy kæmpede imod, men han skulle ikke vinde.

Langsomt rettede Guy, styret af karl blikket op mod dragen, ved siden af ham, landede Alexander, men han lyttede ikke til de ord der kom fra ham, i stedet, stirrede han lige i Zanes groteske øjne. *Du Drow, en falden af min egen race... jeg kan tilbyde dig sejr, vi har en fælles fjende i Scars, han tog mig til fange og styrede Guy med sine små tricks, nu er det mig der styre igen.. Jeg kan fange ham, på samme måde som jeg i sin tid fangede Guy, men det kræver ekstraordinær energi... Giv mig dit smykke, giv mig en drages styrke til at fange ham i mig og jeg lover at tjene dig, til min gæld er betalt*. Karl håbede inderligt at telepati, stadig var noget som dragerne i denne tid gjorde det i, elles ville det være et forgæves forsøg på at ende det hele her og nu. *Hvis du har livet kært, hjælper du mig, muligheden, vil kun være der i et øjeblik*.

Damias stemme rungede i ham, og Guy vred sig, for at få lov til at snakke med sin skabers datter, men Karl stod imod, han kunne ikke give monstret plads til at afsløre planen. I stedet, svang Guy kæden højt over hoved, men i stedet for at svinge den mod Zane igen, drejede han pludselig hele kroppen, så kæden ville sætte sig om en pisk om halsen på Scars, derefter trak han til, i håb om at Alexander ville være totalt uforberedt, og komme ind i hans område af neutraliserende energi.

Han stod og stirrede på den mærkelige forsamling. En vampyr, en drage, en besvimet elver, en dæmon som ham selv, og så Karl eller Guy, hvem af dem det nu end var. Han kunne se at de kæmpede om kontrollen over kroppen som når nogen går i chok over en forfærdelig hændelse, bogstavligt talt, kroppen dernede var stort set fastfrossen. Han havde udmærket hørt hvad Scars havde sagt, men valgte at ignorere det for nu. Men da han overlod sagerne til djævlen, så sikker i sin sejr som han nu engang var, gik det op for ham. Hans selvsikkerhed ville også blive hans undergang. Han havde set hvordan Scars havde gjort sig usynlig og hvordan han med en styrke større end en normal vampyr havde hamret sin næve ind i Zane.

Rystelserne da Zane blev ramt var utroligt kraftige og han var selv på nippet til at miste sin ellers fine balance. Scars ville blive et stort problem hvis både han og Guy angreb på samme tid ville han ikke kunne gøre noget for at omdirigere deres angreb. Men da han så Scars lande gik noget op for ham. Selv Scars, hvor stærk han nu engang var, måtte da blive påvirket af de kræfter der husede inde i Guy eller Karl. Men noget han ikke slet ikke havde forudset skete pludseligt. Guy svingede sin kæde mod Scars. *Er det et trick? Prøver han at få os til at stole på ham for så at angribe os i ryggen?* Men kæden ramte faktisk Scars og trak ham mod Guy. 25 meter. 24 meter. 23 meter. Et sidste hiv var alt hvad der skulle til for at få ham ind for grænsen.

Og det skete! Urune løftede overrasket øjenbrynene over at den person Scars havde stolet nok på til at lade ham tage del i denne kamp havde vendt ham ryggen og forrådt ham. Dette var da noget af en overraskende vending. Scars var inde for 20 meter af kroppen som fungerede som et perimeter. Nu måtte han da være sårbar. "Zane... Tjek afstanden mellem de to dernede. Er vi enige om at Scars burde være forsvarsløs nu?" Han havde tjekket afstand 3 gange og alle gangene sagde den det samme. 19 meter. 18 meter. Det samme. Lige meget hvad, så var det det samme. Det var under 20 meter, han var ligeglad hvor langt væk fra 20 det var, det var under 20 meter. "Jeg kan ikke angribe ham på nogen måde grundet Karl's neutralisering så jeg overlader det til dig." Han sprang med en baglæns salto af Zane's ryg for at forsvinde i en af sine portaler og lande 30 meter væk fra Scars og Guy. "Gør det så!" Hans stemme rummede egentlig en smule desperation for hvem ved hvad Scars havde i ærmet? Hans hær var der jo stadig, hvor langt væk den nu end var. *Må hellere tage mig af hans håndlangere* En ny portal åbnede sig og han gik ind i den og landede lydløst omme bag alle soldaterne. *Lad massakren begynde...* Han sørgede bevidst ikke at slå nogle af dem ihjel da han ikke var ment til at være bøddel, det kunne være Zane eller en anden elver som måtte bære nag på disse soldater som havde dræbt deres egen slags.

Egentlig havde hun ikke forventet at hendes bemærkning ville have nogen virkning. Angelie havde bare haft brug for at komme af med hendes galde, og mens hun stadig forsøgte at fokusere Guys sind, og vende det mod Scars, hørte hun i det fjerne hvordan Karl skreg op om at han ikke var en køter.. Dette fik intet andet end et diskret fnys over hendes læber, inden hun næsten kunne mærke det i luften..
Denne blev fyldt af noget gammelt, noget som Angelie bestemt ikke kendte til. Hun var et yngre væsen i forhold til så mange andre, men hun vidste også hvornår det var på tide at trække sig tilbage. Hendes blik blev en anelse forstørret, inden hun sendte Karl et halvt undrende blik, for derefter at pive diskret, og lade sig glide ud af dennes sind. Hun skulle nødig komme mere til skade end højst nødvendigt..

Det var som at blive suget ind igennem et sort hul, da Angelie faldt tilbage i sin egen krop, i den rigtige tid, hvor den virkelige kamp fandt sted.. Alt virkede så fjernt og forkert, at hun blev helt chokket over at se hvordan elvere og mennesker lå som lig over alt på marken..
Ikke langt fra Angelie hørte hun nogle svage klynkende lyde fra en såret soldat, og hun sendte denne et kort blik.. Med et næsten trist udtryk kravlede hun hen til soldaten, trak sin kniv frem fra dens placering, for derefter at skære halsen over på soldaten i et hurtigt træk.. "I havde vel ikke engang fået et valg" hviskede hun lavt til liget, inden hun vendte blikket mod kampen, mod Zane og Karl.. Og .. den fremmede på ryggen af dragen.. Eller var, da denne var i færd med at springe ned fra ryggen på nuværende tidspunkt.
Hun hævede et øjenbryn og blev enig med sig selv om at dette ville være en historie børnene ville elske at høre en dag..

Angelie måtte tørre sveddråberne af sin egen pande, inden hun halede sig selv på benene.
Ligesom de andre havde Angelie også set hvordan afstanden ville neutralisere Scars magiske evner, og hun håbede så sandelig bare at det var nok..
*Du kan gøre det! Det er nok den eneste, og sidste chance vi får* Tænkte hun og knyttede næverne fast, imens hendes blik hvilede som pile på de tre væsner på slagmarken.. Der var ikke mere hun kunne gøre.. Det var op til ham nu.

Zane vendte omgående opmærksomheden mod Guy. Telepati var blot én af de mange evner en drage besad, så han havde fået Karls besked klart og tydeligt.
*Det kan være et trick... men... det er ikke Guys stemme...* tænkte han for sig selv og kneb øjnene sammen.

Havde det været Guy's stemme, så havde Zane badet ham i endnu en omgang flammer... men...

*Den her amulet... den her kraft... er urgammel. Den er muligvis den sidste af sin slags... jeg håber for din skyld at du ved hvad du gør...* sagde han med telepati.

Så landede han med et drøn så jorden under ham rystede, og med ét, begyndte han at lyse kraftigt lilla.
Gnister føj rundt i luften omkring ham, og han eksploderede nu i lys...

Da lyset forsvandt, sad Zane på knæ på jorden, såret som før han forvandlede sig til en drage.
Han tog amuletten af, kiggede et øjeblik på Guy og Scars, og med en sortelvisk ed, knuste han amuletten i sin hånd.
Med sine egne magiske evner, og sin dybe kontrol, lykkedes det Zane at holde på den energi der havde været i amuletten.

"Karl! Det er NU!!" råbte han, selvom det gjorde afsindigt ond at sige noget... og med et udmattet støn, sendte han energien over mod Guy.

*Kom så... vis mig at du faktisk kan gøre det, dit lille slimede kryb...* tænkte han... og faldt om med et bump...

Scars kiggede irritret på Guy, da intet skete, det virkede som om han forsøgt at forlænge deres kamp, en ting, som Alexander ikke længer brød sig om, vrede begyndte at bygge sig op i ham, "Guy, jeg befaler dig at gøre denne kamp til ende!", Alexander brølede, så de allerede smadrede vinduer på slottet igen klirrede og larmede som tusinde knive, der var ved at blive gjort klar til at slå ihjel. Da Guy forblev ubevægelig, trådte Alexander frem mod dragen igen, Guy var åbenbart blevet nået af et eller andet, ellers gjorde Karl vrøvl inde i ham, situationen var dog den samme, Guy havde kun skulle agere stopklods for Zane, så længe Alexander var igang med den udryddelse der stadig fandt sted i større eller mindre grad nede i byen, lysende fra de enorme bål og lugten af brændt og sodet kød, hang overalt, sammen med blod og stumper fra de bygninger der ikke havde kunne tage presset fra de enorme kræfter der var blevet sluppet løs på hindende. Alexander knyttede næven og vrissede af Guy, som stadig stod der med et tomt blik, "Så må jeg vel ordne sagerne selv".

I det Alexander sprang op fra jorden, lød der et smæld og Guys kæde viklede sig rundt om halsen på ham, lammelserne var ikke sket med det samme, og Alexander nåede at gribe fat om kæden for at trække lidt tilbage, men han mistede kræfterne i hænderne og blev trukket langsomt ind i Guys neutraliserende felt. "Din satan! Din troløshed vil blive dit fald! Din undergang skal blive for min hånd!", Alexanders tordnende ord, forsvandt i lyden af maskingeværer og brag fra tungt skyts der rykkede stadig tættere på slottet. Alexanders greb om kæden mistede mere og mere styrke, i takt med at hans rigtige alder, også begyndte at vise sig, hans ansigt blev mere rynket og hans hår skiftede farve til en mere grå nuance.

Billeder begyndte at vise sig for Alexanders øjne, mørke skygger bevægede sig, tog form som mennesker, elvere, dæmoner alle slags væsner, alle var de hvide og blege i huden, de begyndte allesammen at række hænderne ud mod ham, som om de ville bære ham væk til den verden de lige syntes at være kommet fra. Alexander kendte hver og en af dem, det var dem han i tidens løb havde slået ihjel, på mere eller mindre brutale måder, billederne var dog kun i hans hoved, fordi Guys kæde fremkaldte stærke mareridt.

Alexander, kunne knapt se forskel på det der var virkelighed og de forfærdelige billeder han blev vist, han drejede dog hoved mod Zane og hvæsede som et dyr der var trængt op i en krog, uden mulighed for at stikke af.

Zanes stemme ind i hoved på Guy, fortalte at det ikke var forkert antaget at dragen kunne telepati, men Karl havde ikke tid til at dvæle i det store held han lige var blevet tilsmilet med, kampen skulle slutte og den skulle slutte hurtigt, han kunne allerede mærke hvordan det blev svære og svære at holde Guys egne ønsker i skak, og de stemte på ingen måde overens med alle andres ønsker. Guy måtte have indgået en form for aftale med Alexander, mens Karl endnu havde været i kontrol, men han vidste ikke hvordan, hvornår, eller med hvilket formål, men en ting var tydelig, der var noget der stak meget, meget dybere end han kunne opfatte i disse øjeblikke.

Guy stirrede fortsat op i Zanes øjne, beskeden var forstået og det der nu ville ske, ville vise om den ældgamle magi, stadig var noget som Karl kunne styrer, *Det er mere end 15.000 år siden jeg sidst udførte dette ritual... jeg har ingen garantier jeg kan give, ikke andet end at jeg måske det kan ende det hele her og nu*.

Som Zane blev til Elver igen, kunne Karl mærke hvordan ældgammel magi, skyllede imod ham, han krafter blev stærkere, hans magi var igen på et niveau som da han i fordums tid havde skabt Guy og senere havde været tvunget til at bruge sin egen krop til at fængsle ham. Karl kunne dog ikke lade være med at føle sig vred, denne amulet, var formentlig den sidste af sin slags i verden og uden dens kraft, ville han aldrig kunne separere sig selv fra Guy igen... han ville igen blive tom, et monster der kun tænkte på en ting og en ting alene, hvornår hans næste kamp for overlevelse ville finde sted. Prisen vart stor, men den måtte betales, det var vel i alles bedste at dette skete.

Guys krop, begyndte at syde og boble, huden brændte langsomt væk, til en lysende og nøgen Karl stod tilbage (Vel og mærke i hans elviske form), de mange runer dansede rundt om ham, og det lange røde hår bølgede som en rasende storm i den vind, som syntes at blive skabt på kamppladsen. De lysende pupiller der var en nøjagtig kopi af Angelies, brændte kort mod Zanes, inden Karl drejede sig mod Alexander der hev og sled for at komme fri.

Som om at Alexanders styrke ikke var eksisterende, slap Karl kæden med den ene hånd, så han kunne lave lave fakter i luften med den anden, mens han langsomt trak Alexander nærmere og nærmere. Gnister og skarpt lys, føgh til alle sider, mens Karl med høj stemme brølede, " E podd ihaf swy terwseyzs ab haqylz! Rlofs ty af xywodb ab swez hyahdy, swy oxedesu sa hlasyps swyt oroefzs o bay, qwat swyu paidk fa dafryl berws. Dys tu xaku xy esz hlezaf, ofk dys ty xy swy nyutozsyl qwat pafslad swez yfsesu*".

Et brag så højt at folk der boede i andre lande kunne høre det, blæste da en lysende portal åbnede sig i brystet på Karl, og de lysende runer, begyndte at snurre rundt, så et vortex var tydeligt og begyndte at suge Alexander ind mod sig, der så ikke ud til at den tidligere herre af Di Morga ville have andre steder at flygte hen, heldet var væk, de nærmeste havde vendt ham ryggen, kun fjern larm af skud og larvefødder tydede på at der stadig var folk der var ham loyale.


*Dæmonsk, betyder -I call upon the mightiest of powers! Grant me on behalf of this people, the ability to protect them against a foe, whom they could no longer fight. Let my body be its prison, and let me be the keymaster whom control this entity*

Urune stod sejrrigt ved siden af en masse faldne soldater, alle mere eller mindre i live. Han blødte fra de utallige skudsår han havde fået da han undgik dem, de havde været langt bedre end han havde regnet med, men det var jo også hans hær så den skulle måske ikke undervurderes. Han havde ikke tid til at bløde for i samme øjeblik den sidste soldat ramte jorden hørtes et gigantisk brag, nok til at hele landet måtte have hørt det. *Fuck, nu kommer mistanken på os...*

Han vendte sig om mod lyden og så mod Karl som lavede old gammel magi, ældre end han selv var og sagde noget på gammelt og magtfuldt dæmonisk. *Så han vil forsegle Guy endnu engang.* Han stillede sig helt roligt og kiggede blot på. Måske kunne han lære noget af dette.

///Sorry for det fesne svar, har intet at skrive om og min krea er død lige pt >_