Dead Girl - Caspian

Caspian hørte hende plaske i vandet med fødderne og hendes grin fik ham til at smile. Han havde altid elsket lyden af folks grin og især hendes gjorde ham glad. Han strøg hende en enkelt gang over armen, inden hun løsrev sig fra hans greb.
Han undrede sig over hvad hun havde gang i. Han kunne svagt opfange lyden af en lås der blev lukket op og han lagde nysgerrigt hovedet let på skrå.
Var hun ved at smide sit undertøj?
Han ville ikke have noget imod det, han ville nyde at stå så tæt op af hendes nøgne krop, især når de ikke havde så lang tid før end at hun forsvandt.
Et enkelt tik bekræftede hans teori.
Klokken var 23:30 og de havde kun en halv time sammen, inden hun forsvandt. Men det skulle ikke stoppe dem fra at nyde de næste 30 minutter.
Pludselig stod hun dér, helt nøgen, tæt op af hans krop. Hendes læber blev trykket mod hans og han måtte gengælde det dejlige kys. Han lagde hovedet let på skrå og nappede hende i underlæben, inden han atter lod sine læber møde hendes.
Han lagde armene om hendes kolde, glatte hud og placerede en række blide kys hen af hendes skulder og op af hendes hals.
Han kunne mærke hendes former mod sin krop, mens han strøg armene ned langs hendes sider. Han lod to fingre strejfe hendes ene balle og smilede skævt.
"Du er.. Ubeskrivelig" sukkede han ind mod hendes hals og nød den svage brummen fra bruseren, der blev ved med at lade det varme vand flyde ud over deres kroppe.

Den varme fornemmelse af ham tæt på hende, gjorde hende både tryg og underlig lykkelig. Alt kunne være lidt lige meget, så længe hun havde lov til at være tæt på ham. Han måtte næsten være en engel eller noget, men hvis han var det, måtte han så over hovedet være sammen med en som hende?
Hvis det ikke var fordi hun ikke kunne hold sin kærlighed tilbage, ville hun ha skubbet ham lidt væk, men kærligheden gjorde hende ør og ligeglad med fortiden og hvad der kunne ske i fremtiden. Lige nu, ville hun bare nyde at de kunne så sammen som de gjorde nu. Vanilla følte sig lykkelig og det kunne man tydelig fornemme på hende. Hun var så ligeglad med alt andet omkring hende. Alt andet end ham.
Vanilla nød hans kys fra hendes skulder og op til halsen. Hun nød da han strøg sine slanke hænder og arme ned langs hendes sider. Ja, i det hele taget nød hun bare dette øjeblik. Hun brummede svagt af velbehag, da han fortalte hende at hun var ubeskrivelig. Normalt blev forlegen når folk havde sagt at hun var smuk eller noget, men denne gang tog hun sig sammen og sagde noget. ”Det er du også,” kom det fra hende, med en blid og mild stemme. Hvor havde Caspian dog befundet sig hele hendes liv?
Vanilla kiggede ham dybt ind i øjnene, i håb om at hans blik kunne møde hendes. Hun ville sådan ønske at han kunne se hende lige nu, bare kigge hende dybt ind i øjnene. Hun førte den ene hånd op til hans kind i stedet, og nussede forsigtigt kinden med hendes tommelfinger. Hun kiggede blot dybere og dybere ind i hans øjne og forsøgte at nå dem. Efter lidt tid, hvor de bare stod sådan, kunne hun simpelthen ikke holde læberne fra ham. Hun fangede hans læber, ja, nærmest låste dem fast til hendes og førte derefter hånden, som havde nusset hans kind, om bag hans nakke igen. Hun kyssede ham sensuelt og længselsfuldt på de bløde læber, men fik pludselig lyst til at gøre lidt mere ud af det. Derfor prøvede hun, selvom hun ikke vidste noget om hvordan han ville reagere, at skille hans læber ad med tungen. Nu ventede hun blot på, om han ville lade hende gøre det eller ej.

Caspian stod længe med hende, med hovedet mod hendes skulder og læberne mod hendes hals. Han ville ikke rigtig give slip og slukke for vandet. Hans krop havde efterhånden vænnet sig så meget til vandets varme temperatur, at han ikke længere følte varmen. Men han følte hende og det var det eneste der talte lige nu.
Han mærkede hendes bryst mod sit, de dejlige kurver, han lod to fingre følge hendes form. De kørte ned fra hendes skulder, ned af hendes bryst, ned langs hendes side, hendes talje og hele vejen ned af hendes hofte.
Han havde rettet sig op og stod nu i fuld højde, med en arm om hende og den anden hvilende på hendes tynde hofte. Hun virkede tynd, faktisk lidt for tynd. Men han kommenterede det ikke.
Han kunne bedre lide kvinder med lidt på sidebenene, han ville hellere have dem lidt større end lidt mindre. Han var også stærk, så han ville ikke have nogle problemer med at løfte en pige der var lidt større en Vanilla.
Hun var jo blot en lille fjer som han ville kunne løfte op uden besvær.
Tanken gav ham en ide og han lod hænderne glide ned om hendes baller, inden han løftede hende op til sig. Hun ville blive nødt til at slå benene om hans hofter hvis hun ville blive siddende, men det var jo op til hende.
Han støttede hende op af en af de hvide flisemure og kyssede ømt hendes bløde læber. Det var mere end blot begær og lyst der var mellem dem.
"Du er min lille prinsesse... Eller.. Det kunne du blive!" grinede han og gned sin næse mod hendes.

Vanilla kom med en let hvinende lyd, da han lagde hænderne under hendes baller, for at løfte hende op. Hun svang hurtigt benene om ham, for ikke at falde ned. Dog regnede hun ikke helt med at hun ville falde ned, men man kunne aldrig rigtig vide. Hun kunne mærke fliserne bag hende, og til hende overraskelse, kunne hun nu også mærke den kølige fornemmelse af dem mod hendes ryg. Underligt at alle de varme og kolde fornemmelser var kommet tilbage igen.
Derefter lo hun, da han begyndte at sige noget igen. Hun var pludselig i det mest strålende humør hun havde været længe. Et stort smil bredte sig på hendes røde læber, og hendes øjne glimtede. Hun rettede øjnene mod hans øjne, selvom de ikke rigtig kunne mødes på den måde. Hun ærgrede sig virkelig over, at de ikke kunne se hinanden, og havde medfølelse med ham da han ikke kunne se. Alligevel virkede han til at kunne se hende på en eller anden måde. Mon det var en teknik han havde fået, eller en evne?
Det med at hun var hans lille prinsesse, kunne hun nu meget godt lide. Og for at give det til kende, gav hun ham et hurtigt men roligt kys på munden. ”Jeg ville da elske at være din prinsesse?” Hun smilede stort, og gned, lige som han, hendes næse op af hans. Det virkede helt skørt, måske en smule urealistisk at de stod her nu. De havde kun kendt hinanden i et par timer og det havde alligevel været nok, til at føre dem sammen. Eller, hun håbede da ikke at hun bare var en endags flirt for ham, for det var han helt klart ikke for hende. Dette var helt tydeligt den store kærlighed.
Vanilla lo stadig, og kunne ikke få de lykkelige tanker ud af hovedet. Hun var simpelthen så glad og lykkelig. Det var som om han gjorde hende helt… anderledes, end alle andre gjorde. Han gjorde hende virkelig lykkelig.

Caspian grinede lavmælt af hendes hvin, der lå intet skræmt eller negativt budskab bag hendes lyd. Det var ikke fordi hun ville ned, hun var nok blevet overrasket.
Dog havde hun reageret hurtigt og havde svunget benene om hans hofter.
Han kunne godt lide fornemmelsen af de bløde ben der lagde et let tryk på hans egen krop. Han løsnede sit greb om hendes ene balle og strøg en hånd hen af hendes lår.
Hun var smuk, både indeni og udenpå. Især hendes glatte, bløde hud tiltalte ham.
Han opfangede det gode humør og ville ønske han kunne se hendes smil, hendes funklende øjne og i det hele taget se det kropssprog som lige nu skreg hvor glad hun var.
Men det kunne han ikke. Hans indre blik arbejdede sammen med hans evne, men det var mere en fornemmelse for hendes udseende han fik. Han kunne ikke sige noget om øjenfarve eller hårfarve. Dog kunne han kende hende på stemme og lugt.
Som en dyreunge der skulle finde sin mor.
Han fornemmede at hendes blik søgte hans og han forsøgte at rette blikket mod hende, men eftersom den hvide hinde efterhånden var tyk, kunne man ikke se hvor blikket var rettet præcist hen.
Før i tiden havde man kunne se de blå øjne rette sig forskellige steder hen og mange følte at det var forvirrende og uhyggeligt. Men ikke længere. Nu kunne det ikke ses.
"Så må jeg hellere behandle dig som én!" grinede han og kyssede hende fra kæben og ned mod hendes bryst.
Han stoppede dog inden han nåede hendes brystvorte og trykkede hende i stedet tættere ind mod sig. Han elskede deres kropskontakt og kunne ikke få nok af den.
"Tror du på kærlighed ved første blik, prinsesse?" spurgte han så lavmælt, efter noget tid. Han havde aldrig troet på det før, men metaforen, for ham, passede godt på det de havde sammen.
Det måtte vel være en slags kærlighed siden de stod som de gjorde nu, nøgne og helt tæt op af hinanden.

Hans spørgsmål var meget simpelt, og hun havde lige det svar som han sikkert fiskede efter, men nok ikke alligevel. Hun å lidt på ham, før hun begyndte at forklare. Tankerne strømmede rundt i hovedet på hende imens. ”Jeg tror egentlig ikke på det, min prins. Men efter dette, er der ingen anden forklaring end kærlighed ved første ’blik’.” Hun så nu mere forsigtigt på ham, og flyttede den ene hånd fra hans nakke, og atter om til hans ansigt.
Hun nussede ham forsigtigt under det ene øje og lod sine fingre udforske hans ansigt en smule. Derefter lod hun tre fingre følge hans kæbe, ud til hans hage og fortsatte så længere nedad. Ned langs halsen og ned mod hans bryst.
Hendes kærtegn var blid og man han ville sikkert ikke kunne fornemme det særlig godt. Med en af hendes fingre tegnede hun små spiraler eller ringe på hans brystkasse. Hun lod igen læberne møde han med en længsel hun ikke havde oplevet før. Hun ønskede bare at blive hos ham, og at han ville kysse hende med lige så stor længsel.
Hun nød at de var nøgne og var så tæt på hinanden. Det virkede helt rigtigt og utrolig magisk at stå sådan som de gjorde, men tiden var ved at løbe ud. Der måtte ske et eller andet, med mindre hun bare skulle forsvinde mens hun var i hans arme, eller som de stor nu.
De store blå øjne kiggede håbefuldt på ham, og ville håbe han ville komme med en eller anden form for fysisk udfordring for hende. Vanilla havde altid været den forsigtige type, der altid havde været bange for menneskelig kontakt eller bare i det hele taget for kontakt. Hun havde altid været bange og sky over for mennesker, så dette var virkelig underligt men magisk for hende. Vanilla var overrasket og glad for at de havde mødt hinanden. Caspian gjorde hende tryg og veltilpas.