Dead Girl - Caspian

Caspian nussede hende i nakken, imens hun fortalte. Han følte sig mest af alt som en lille dreng, der knugede sin yndlingsbamse indtil sig og ikke ville give slip. Men det rørte ham ikke. Der var faktisk kun få ting, som egentlig rørte ham.
Hvis folk grinede af ham eller kom med spydige kommentarer om hans blindhed havde han svært ved at håndtere. Årh, han havde i det hele taget svært ved at styre sit temperament når tingene eskalerede og han lod sig påvirke af folks meninger og holdninger.
Men det skete ikke så tit, det var faktisk utroligt sjældent at det skete. Han græd også meget sjældent. Det var bare ikke lige ham. Han ville hellere fokuserer sin energi på dem omkring sig, end på at græde.
"Vi kan tage hjem til mig?" foreslog han og strøg hende over kinden, som ville han tørre en tåre væk. Han kunne godt fornemme, at hun var på grådens rand, hvis det ikke havde været fordi at hun som spøgelse, ikke kunne græde.
"Søde skat, vi finder ud af det.." mumlede han beroligende, tæt på hendes øre. Han smilede skævt og placerede endnu et kys på hendes spinkle hals. Han kom med et svagt, brummende grin ind mod hendes bløde hud og gned næsen mod hendes kraveben.
Deres bånd var helt utroligt, på så kort tid havde de fået noget så stærkt, at han havde svært ved at tro, de kun lige havde mødtes. De kunne have kendt hinanden i årevis.
"Vanilla, det her føles så.. så rigtigt! Vi kan på ingen måde opgive det her.. Jeg ved godt, at vi kun lige har mødtes og det hele kan virke lidt overvældende.. Men det er som om, at det her er meant to be.." hviskede han, mens han så op på hende. Tiltrods for den hvide hinde hen over de blå øjne, så strålede de af glæde, da de så op på hende.

Vanilla havde rettet blikket ned mod de blege fingre, som hun så fint havde flettet sammen. Hendes blik forblev rettet nedad, da hun ikke ønskede at han skulle så på hende, når hun var i det humør hun var i nu. Der var ikke så meget at sige til, at hendes humør var styrtdykket. Faktisk, nu hvor hun tænkte meget over det, skete det med hendes humørsvingninger ret meget.
Da Caspian foreslog at de kunne taget hjem til ham, blev hendes tanker dog alligevel lidt bedre. Det var nu ikke en ringe idé han kom med der, og hun ville egentlig gerne se hvordan han boede. Desuden kunne det være meget nemmere for hende, hvis hun ikke skulle gå ude på gaden, den tid hvor hun ikke var synlig for nogle.
Da han så kaldte hende søde skat, lyste hendes øjne en smule mere op, og det triste blik blev mere og mere roligt og normalt. Det hele virkede pludselig helt okay igen og hun følte sig ikke så trist som før. Caspian havde virkelig en god virkning på hende, og det var der nu ikke mange der havde.
Et let smil dannede sig på hendes røde læber, som gjorde at hendes ansigtsudtryk ændrede sig markant. Da der så kom en hel del ord ud af hans mund, som hun ikke havde regnet med, kiggede hun både overrasket, men også utrolig rørt på ham. Mente han virkelig hvad han sagde? Var dette virkelig Meant to be?
Hun kunne ikke andet end at håbe på, at det virkelig var noget han mente.
De blå øjne mødte hans og et endnu større smil kom frem på hendes læber. Caspian var virkelig en speciel en. Ikke fordi han var blind, men fordi han havde en virkelig god personlighed, og fordi han var en god person. Hvor ville hun ønske, at hun havde kendt ham noget før.


//SMAK, BANG, CRACH! Så døde min krea:'(

Caspian strøg en tot hår væk fra hendes pande og lod fingrene løbe hen over hendes kindben, hen over kæben og ned af hendes hals. Han kunne ikke rigtig få nok af hende, han ville tættere på hende, kende hvert eneste træk. Duften af hende virkede helt euforisk og han måtte et kort øjeblik tvinge sig selv til ikke at gå helt over gevind. Hans følelser kunne virke voldsomme overfor hende, overvældende. Han måtte træde forsigtigt hvis det her skulle lykkes.
"Så kan du være hos mig, selvom jeg ikke kan se dig.." mumlede han og sendte hende et smil. Hun måtte vel kunne se ham, selvom at han ikke kunne se hende? Og bare det, at han vidste hun var der var nok. Måske ikke på længere sigt, men lige nu var det den bedste løsning.
Et hurtigt tryk på en knap, på hans armbåndsur, fortalte ham at klokken var 22:46. De havde en time og et kvarter til at de skulle være hjemme hos ham. Han overvejede at sove, i de timer hun var usynlig. Så kunne han være frisk, når hun var hos ham igen.
"Lad os smutte hjem til mig, inden du forsvinder.." mumlede han, inden han kom på benene og hjalp hende med sig op.
Han slap hende hurtigt, for at sætte hundesnoren i Ariels halsbånd og rakte så en hånd ud mod hende. "Kom, så kan vi gå hjem til mig.. Der kan du blive, så længe du vil.." tilbød han og sendte hende et smil.
Han ville ikke have noget imod at leve med hende, om det så blot var for et par dage. Ingen af dem vidste, hvor det her førte hen. Men lige nu håbede han på en fremtid med hende. Det virkede bizart at tænke på, mest fordi det var så nyt. Men han følte bare, at det var hende han havde ledt efter, hele sit liv.
Men dette sagde han ikke til hende, han ville ikke skræmme hende. Istedet slog han blikket ned og ventede på at hun tog hans hånd, så de kunne gå.

Da de begge havde rejst sig op, stod Vanilla og kiggede lidt ud i luften, mens en hel del tanker fløj gennem hendes hoved. En let vind begyndte at lege med hendes gyldne hår, men de blå blanke, måske en smule tomme øjne, kiggede blot ud på tågen. Tågen var nu ellers næsten forsvundet og heldigt nok for hende, føltes luften heller ikke så fugtig længere. Regnen var også næsten stoppet, hvilket også resulterede i, at hun ikke følte sig indelukket. En konstatering fra Caspians side, gjorde at hun kom tilbage til ’det virkelige liv’. Uden at sige et ord, drejede hun hovedet hen mod ham og et par halvdøde øjne mødte hans. Igen ærgrede hun sig over, at hun ikke kunne græde. Denne gang ville det blot ha været glædeståre og ikke af frygt eller sorg.
De livløse øjne blev mere og mere glitrende, da hendes blik havde hvilet i hans et stykke tid. ”Mener du det? Så længe jeg vil? Det… Jeg… Men?” Vanilla kunne ikke selv forstå hvad det var hun forsøgte at få frem, men i hendes tanker lød det således: ’Det ved jeg virkelig ikke om er en god ide? Jeg burde hellere blive som jeg er nu. Det er meget mere passende.. Men.. Jeg vil alligevel gerne være ved dig?’
Hvorfor kunne hun ikke bare sige det? Det ville være meget nemmere for dem begge, hvis hun nu bare havde mod på at sige det hun ville. Eller havde dette noget med mod at gøre? Måske var det bare ren forvirring? Det hele var så nyt, og det var startet så pludseligt, at hun ikke rigtig selv forstod noget af det. Vanilla var nu rimelig forvirret, når det kom til stykket.
Den kolde, slanke hånd rakte ud efter hans og i et kort øjeblik, kunne hun mærke en smule varme i hendes håndflade. Den varme, som hun længe havde ventet på skulle vende tilbage.

Caspian førte hende ud af parken og til højre mod Terre, da hun havde taget hans hånd. Det var Ariel der satte tempoet og hun var ikke så opsat på at komme hjem igen, så det gik ikke super hurtigt.
Han var opmærksom på både hende og hunden, imens de gik. Dog gik det op for ham, at hans tilbud havde været for meget. Han bed sig i underlæben og lod hende snakke færdig, inden han begyndte at hive i land.
Hvorfor skulle han også have tilbudt dét? Selvfølgelig var det gået for hurtigt! Som om hun ville bo hos ham allerede.
Blikket søgte nedad, men da det ikke virkede specielt opmuntrende på ham, lukkede han øjnene. Bare et kort øjeblik. Mens han stod der, med øjnene lukket i, afspillede hele deres møde for øjnene af ham. Det var mest af alt lyden der var gengivet i hans sind, men billeder var der også.
Den sidste 1 1/2 time var blevet kogt ned til et massivt lydspor der kun tog 30 sekunder at køre gennem hans hjerne. Med ét slog han øjnene op og rystede svagt på hovedet. Noget sagde ham, at de måtte sætte farten ned.
"Du behøves ikke, hvis du ikke har lyst.. Det var en dum idé.." mumlede han bortforklarende og skævede kort til hende, men vendte så hovedet væk. Hun havde ret i, at det var en tåbelig idé. Men kunne hun bebrejde ham? Han ville bare så gerne være tæt på hende og selvom det var nyt, var helt fantastisk som de havde det sammen.
Men de havde hastet sig gennem alt for meget.
Han havde sluppet hendes hånd tidligere og lod den nu køre gennem sit hår, inden han sukkede frustreret. Han lagde mærke til, at hendes hånd igen rakte ud efter hans, men han tog den ikke.
"Det er gået alt for hurtigt..." mumlede han. Hendes usikkerhed og forvirring var blevet hans usikkerhed og forvirring. Han kunne ikke finde hoved eller hale i noget lige nu.
En kort kommando til Ariel og den ledte ham hen til den nærliggende bænk, hvor han satte sig. Han lod albuerne hvile mod sine knæ og gned sine tindinger som han sad der, med Ariel ved siden side.
"Alt, alt for hurtigt..." hviskede han for sig selv og skævede op mod hende. Hvad ville hun gøre nu? Ville hun stikke af? Forsvinde? Gå hen til ham? Han skød tanken ud af hovedet og lod det være op til hende.

Et stik i hendes hjerte, gjorde hende opmærksom på, at hun blot stod og kiggede på ham, da han havde sat sig på bænken. Hun stod bare og kiggede mens hun ønskede, at hun kunne forsvinde i selv samme øjeblik, da hun havde fornemmet at det var ved at gå galt.
Nogle gange, som denne gang, følte hun sig utrolig utilpas, men også utrolig såret over hendes egne handlinger. Hvorfor havde hun dog ikke bare sagt det hun skulle ha gjort.?
Alle andre, bortset for hende, kunne både se og fornemme, at Vanilla pludselig var væk. Alle duftspor, alle lyde men også hele hendes krop var væk. Hun var helt forsvundet. Uvidende om at hun var som slettet fra folks næser, ører og syn, gik hun direkte hen mod Caspian.
Men da hun ville sætte sig på bænken og lægge en hånd på hans skulder, forsvandt den ned gennem hans arm og for hende, kom den til syne igen, da hun forskrækket trak hånden til sig.
Mens hun chokeret kiggede på sin hånd, kom hun stille og roligt til syne igen, men hun turde ikke sige noget som helst. Selv havde hun jo ikke bemærket at hun var forsvundet, så hun forstod intet af hvad der lige var sket. Hendes duft og de få lyde man kunne høre fra hende, kunne man nu høre igen.

Lidt efter lidt, begyndte Vanilla at indse hvad det var der var sket med hende for lidt siden. Fordi hun var blevet så ude af sig selv, af både raseri på sig selv, en smule sorg men også uforståenhed, var hun blevet usynlig. Normalt ville det kun ske når det blev midnat, men en ny evne var tydeligvis valgt at bosætte sig i hende.
Vanilla, som stadig sad og kiggede forskræmt på din hånd, forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige eller gøre. Skulle hun lægge en hånd på hans skulder igen? Sige noget? Bare helt lade være med at gøre noget? Hun var virkelig i tvivl.

Caspian registrerede hendes forsvinden og sukkede tungt. Så hun havde forladt ham. Den søde duft som kom fra hende, var væk. Han kunne ikke længere høre lyden af hendes bevægelser. "Flot, Caspian.. Virkelig flot.." mumlede han irriteret af sig selv og begravede ansigtet i hænderne.
Det prikkede bag hans blinde øjne, tårerne pressede på og det tog ham et par minutter at samle sig selv. En duft noget lig hendes strejfede hans næsebor, men hun var jo væk nu. Han havde ikke registreret hendes tilbagevenden.
Han rejste sig og begyndte så småt sin gang mod sin lejlighed. Ariel hev i retning af Vanilla, men Caspian snerrede bare af hunden, der så listede hen på sin plads ved siden af ham.
Han hang med skuldrene og famlede efter sine solbriller med rystende hænder. Et stik i hjertet mærkede han og en svag klagende lyd kom over hans læber. Der var ingen på gaden og han var lige ved at synke på knæ og tude højlydt - men hvad skulle det hjælpe?
Han bed smarten i sig og forsøgte at mande sig op, mens han fortsatte kursen mod sit hjem. Hun kunne i princippet være med ham nu, men han kunne ikke vide det.
"You were everything, everything that I wanted
We were meant to be, supposed to be, but we lost it".
Ordene flød over hans læber. Det var en gammel Avril Lavigne sang. Hvorfor sang han dog det? Han rystede på hovedet og med et var smerten gemt væk. Det var hans forbandelse og gave. Han kunne nemt gemme sin egen smerte væk og blot fokusere på andres problemer. Han ville aller helst holde tanken om hende på afstand.
Hun havde jo forladt ham, hun var jo væk nu.

Da Caspian rejste sig op, virkede det som om han ikke ønskede at bemærke hende. Men på den anden side, var han nok ikke klar over at hun var tilbage. Hurtigt rejste hun sig op, men holdte sig længere bad ham. Hun gjorde sig så lydløs som muligt og forsøgte at blive usynlig igen. Vanilla sakkede mere og mere bagud, og da hun så begyndte at tænke igen, stoppede hun helt op. Hun fornemmede at alt omkring hende blev en smule mere slørret. For hende var alt blot mere slørret, men for ville hun ikke være til at se længere.
Da Caspian nu lod et par linjer fra en sang løbe over hans læber, kunne hun straks genkende sangen. For at han skulle bemærke at hun stadig var der, gik hun tættere på ham og forsøgte nu at gå ved siden af ham. Selvom hun ikke kunne røre ved ham, lod hun sin hånd ligge lige over hans.
“I know I let you down but it's not like that now.
This time I'll never let you go”
For omverdenen blev hendes stemme mere og mere forståelig, da det viste sig at hun kom mere og mere til syne igen. Dette var utrolig urealistisk for hende, at hun nu åbenbart kunne komme og gå som hun ville.
Hurtigt trak Vanilla sin hånd til sig, og ventede på en reaktion. Dette ville sikkert ikke gå særlig godt.

Caspian stoppede brat op og drejede rundt. Hun var der stadig? Det var hendes stemme, det var han sikker på. Hun havde ikke forladt ham. Hendes duft slog mod hans næsebor og han tog et skridt frem, inden han rakte en hånd ud efter hende. Den ramte hendes arm og han lod straks sine fingre stryge over hendes jakke.
Hans læber lyste op i et stort smil og han lagde pludselig begge arme om hende, i det han omfavnede hende. Men ikke et ord kom over hans læber. Han vidste ikke hvad han skulle sige.
Han gned næsen mod hendes hals og kyssede den flere gange, imens han knugede hendes spinkle krop ind til sin. Ariel gøede glad ved siden af dem og prøvede at masse sig ind mellem dem med sin snude.
Han sukkede lettet og rettede sig nu op, stadig med armene om hende. Men nu havde han ændret position, så hun havde hovedet hvilende mod hans bryst og han strøg hende over håret. Hans lille spøgelse var tilbage.
Hans hjerte slog hurtigere end normalt ved deres kontakt, han mærkede hvordan det sitrede i kroppen efter at have hende endnu tættere på sig. Han ville ønske, at han kunne fryse øjeblikket. Fryse tiden og blive stående med hende i sine arme.
Caspian lukkede øjnene i og lod sin kind hvile mod hendes hår og smilede svagt, mens to fingre var kørt ned og nu kærtegnede hendes nakke.
Hun måtte sige noget, hun måtte komme med et eller andet udspil. Han følte ikke, at han kunne sige noget der ville passe eller også var han for usikker på at komme med et input.

Da Caspian nu endelig bemærkede hende igen, bredte der sig også et smil på hendes læber. Det føltes lettende at han nu kunne fornemme at hun var der igen. Da hans hånd ramte hendes arm, kunne hun ikke lade være med at smile endnu mere. Men så da han trak hende helt ind til sig, falmede hendes smil og hvis hun havde kunne græde, ville tårerne ha strømmet ned af hendes kolde kinder.
Automatisk tog hun en hånd op til den ene kind, som om hun skulle tørre en tåre af kinden. Derefter lod hun hænderne blive om ham, og lagde hovedet ind mod hans brystkasse. Hun havde intet at sige, gøre eller stille op. Lige nu ville Vanilla bare ønske, at de kunne blive stående på denne måde i længere tid.
Normalt ville hun allerede have sagt et eller andet, men ingen ord kom frem. Det eneste hun sådan uden alt for meget besvær, kunne få frem var omkvædet fra en sang.
”I will be all that you want, and get myself together.
'Cause you keep me from falling apart.
And all my life, I'll be with you forever.
To get you through the day and make everything okay.”
Hun halvsang dette lille vers mod hans brystkasse og til hendes egen overraskelse, lød det ikke så hæsligt som det havde gjort da hun var menneske.
Tankerne blev smidt væk og i stedet for at tænke alt for meget, knugede hun sig ind til Caspian i stedet.

Hendes lille sang var ord nok og Caspian løsnede sit greb om hende en smule, for at tage fat om hendes hage. Han rettede hendes hoved op mod sit og trykkede så forsigtigt sine bløde læber mod hendes. Han lukkede øjnene og lagde hovedet let på skrå for at gøre kysset dybere, men slap så hendes læber igen.
Mens de kyssede havde han ført hendes hånd hen over sit hjerte og lod hende føle, hvordan det bankede for hende og deres bånd. Han håbede, at hun forstod det. Hun ville uden tvivl kunne mærke hjertet banke hårdt i hans bryst.
"Lad os gå hjem til mig..." mumlede han og strøg tommelfingeren hen af hendes kæbe, idet han stadig holdt om hendes hage. Hun var som en sart fugleunge, der var faldet ud af reden og nu havde han samlet hende op. Hun strålede som aldrig før og han mærkede hendes glæde og lettelse.
Han begyndte langsomt at gå, med hendes hånd i sin. Men efter få skridt ned af den tomme gade, stoppede han brat op og greb om hendes hage igen, med tommel- og pegefinger.
"Remember this; jeg vil aldrig forlade dig frivilligt.." sagde han alvorligt og igen lod det til, at han kunne se. Som om det blå i hans øjne blev mere tydeligt og den sorte pupil fokuserede på hendes øjne. Han ville ikke lade hende tro, at han gav op let.
For hun virkede kke som den mest simple pige at gå til. Men han var frisk på enhver udfordring, så længe han havde hende ved siden side.
Han slap hendes hage igen og begyndte atter at gå mod sit hjem. Der gik ikke længe, før de nåede døren til hans opgang og han skubbede det, der lignede en normal lås til side og trykkede tommelfingeren mod fingeraftryksskanneren. Det havde kostet penge at få den installeret, men Caspian ville have store problemer med en normal lås.

Hans varme hånd greb fat om hendes hage, og en let varme gav sig til at sprede sig i hendes ansigt. Jo længere tid han havde sin hud på hendes, følte hun at hun blev varmere og varmere inden i. Da hans bløde, bløde læber så rørte hendes, føltes det som om hendes døde hjerte smeltede sammen, og begyndte at banke igen. Selvfølgelig ville hendes hjerte ikke banke længere, da hun var så godt som død. Endda flere gange end en gang.
Da han tog hendes hånd, og førte den op mod hans hjerte, kunne hun mærke hans hjerte banke så meget, at hun næsten blev dårlig. Tanken om, at hendes hjerte aldrig ville slå igen, brød hende nogle gange ned indvendigt. Men fra nu af, skulle det altså høre op! Hun ville ikke længere tænke på det søgelige og dårlige, som var sket eller skete for hende. Hellere fokusere på det gode, der faktisk skete nu og her. Hellere leve i nuet.
De begyndte at gå hjemad til ham, hånd i hånd, indtil han stoppede op, og greb hendes hage igen. Denne gang var han helt alvorlig, og hun kunne tydeligt se det i hans øjne. De var nu egentlig ret så smukke, selvom han sikkert ikke selv brød sig om dem selv. Sådan stod de lidt tid, før de begav sig videre. Nu var de så på vej hjem til ham. Hvordan pokker mon det ville gå?
Først da de stod uden for hans hus, begyndte hun at blive en smule nervøs. Egentlig ret underligt for hende, når hun selv tænkte over det.

Da døren nu endelig gik op, kiggede Vanilla en smule uroligt rundt. Det var nu ikke så normalt for hende, at komme i huse som dette hun var i nu. Normalt ville hun aldrig opholdes sig i byen, hvis det ikke var fordi hun mere eller mindre var blevet tilknyttet byen. Desuden ville hun ikke kunne vende hjem til familien på landet. De ville bare dø af skræk alle sammen. Især hendes stakkels mor. Hvad mon hendes forældre og søskende tænkte nu? De vidste jo ikke hvor deres Chinilla var henne?
Vanilla kiggede en smule forvirret rundt, og fandt frem til, at han boede i lejligheden til højre. Entreen eller mellemgangen eller hvad man nu ønskede at kalde den, altså den lille gang fra døren helt ud til gaden, og mellem leglighederne, så ud til at være ret så fornem. På en eller anden måde, havde Vanilla aldrig været hen van til bylivet, selvom hun tit havde været i byen med hendes søskende. På den måde var hendes familie lidt gammeldags. Levede på landet, næsten som bønder for 100 år siden gjorde. Så på den måde, var det vel en lettelse for hende, at hun var endt her. Især fordi hun havde mødt sådan en vidunderlig skabning som Caspian.
Hun rettede blikket, lettere nervøst, over mod ham. Ingen ord kom fra hendes mund, men hendes kropsprog forsøgte at fortælle, hvor nervøs og en smule usikker hun virkelig var.
Mens hun blot stod og kiggede skifte vis fra ham, til Ariel og så hen på døren, blev hun klar over, hvilke følelser der var blevet vækket i hende, da hun havde mødt Caspian. Hvis de ikke havde mødt hinanden, hvor var hun så nu?
Tankerne blev hurtigt smidt væk, og forsigtigt tog hun Caspians hånd igen.

Ariel lod til selv at finde vejen hen til hoveddøren og Caspian låste denne op, igen med en fingeraftryksskanner. Mest fordi det var nemt for ham at bruge og så var han også lidt af en gadget-nørd.
Han mærkede hvordan hun tog hans hånd og han trak hende med sig indenfor i lejligheden. Umiddelbart ville man ikke forvente at han ville bo sådan et sted - men det gjorde han.
Væggene var hvide, møblerne var lavet af dyre designere og hele huset bar et tydelig præg af at han havde god smag - eller at personen der havde købt hans møbler havde. Rundt omkring i lejligheden var der en masse elektronisk udstyr, alle gjorde hverdagen lettere for ham og hjalp ham med at leve et liv uden den helt store hjælp udefra.
Samtidig var hjemmet præget af en lang række billeder. Billederne var af en ung pige, som smilede stort til kameraet. Der var billeder af pigen og Caspian fra da hun var cirka 5-6 år og så frem til 15 års alderen.
Der var også en række billeder af Caspian og en ældre mand, hans mentor gennem mange år. På køleskabet og på væggene hang tegninger og lærreder med billeder på, alle malet af den samme person. På tegningerne havde hun underskrevet sig "Rachel" med store, klodsede bogstaver. Men på de senere billeder havde hun blot skrevet et lille, snørklet R.
Caspian mærkede hendes nervøsitet og lige så snart de var kommet indenfor, trak han hende ind til sig igen. Han begyndte at nynne en beroligende melodi tæt ved hendes øre og strøg hende over ryggen.
"Jeg bider ikke.." mumlede han og kyssede hendes pande, inden han fortsatte sin nynnen. Per refleks lod han en tommelfinger køre hen under hendes øje, som for at tørre en tåre væk. Men der var ingen. Hun kunne sikkert ikke græde, eftersom at hun var et spøgelse.

Caspian havde ikke overvejet at forklare billederne, det meste af tiden glemte han at de rent faktisk var der. Han havde ikke selv indrettet stedet, men fået en ven til det. Det var indrettet præcist som hans gamle lejlighed, så han stadig kunne komme hjem. Det var nemmest for ham.
Hans tanker vandrede tilbage til Rachel alt imens han nussede hende på ryggen og han sukkede svagt. Hans elskede Rachel. Han havde været væk fra hende så længe og nu havde de fundet hinanden igen. Hun var også så småt ved at flytte ind i lejligheden. Der lå et par ting rundt omkring som ikke kunne tilhøre Caspian.
Men han tænkte ikke nærmere over, at hun måske ville undre sig over det. Rachel var heller ikke hjemme lige nu. Hun var sikkert hos sine forældre eller i sin egen lejlighed.
Han mærkede hvordan hun begyndte at slappe af og hans nussen ophørte lige så langsomt.
"Yeah, du kan bide... Men det gør du ikke.." smilede han og strøg hende over håret en enkelt gang, inden hendes læber mødte hendes. Han lagde hovedet på skrå og lod hånden fra hendes ryg køre op til hendes nakke istedet. Han nød ømheden i deres kys og hans smilede uvilkårligt bag deres kys.
"Jeg havde tænkt på at tage et bad - har du noget imod at jeg er væk et øjeblik?" spurgte han hviskende, efter at have brudt deres kys.

Vanilla forsøgte indvendigt at finde ud af, hvordan det kunne være at Caspian var blevet bind. Var han født sådan, eller var der sket eller andet, som havde gjort, at hans syn helt forsvandt? Var han kommet til skade? Og burde man ikke kunne få sit syn tilbage? Menneskene var jo alligevel så langt med deres teknologi. Måske ønskede han heller ikke, at få sit syn tilbage?
Langt om længe, var Vanilla begyndt at acceptere at hun ikke længere varet lille sølle menneske. Hun var noget helt utroligt og sjældent nu. Ikke en race, som mange kunne blive. Selv forstod hun ikke helt, hvordan det kunne lade sig gøre, at hun var blevet den hun var.
Først var hun jo blevet gjort til vampyr. Men så snart man blev vampyr, forsvandt ens sjæl? Og det var trods alt ens sjæl der ikke kunne få fred, og derfor vendte tilbage til jorden?
Hvordan pokker kunne det så ha ladt sig gøre, at hun var blevet den som hun var? Hun havde trods alt ikke haft en sjæl?
Vanilla vendte tilbage til det de havde gang i. Deres kys. Hun nød dem utrolig meget og følte at de hørte sammen. Det føltes som om, at de var skabt for hinanden?
Flere tanker poppede op i hendes, allerede utrolig travle hjerne. Hvor gammel mon Caspian var, og havde nogen vidst, at hun en dag ville opdage ham? Var de mon virkelig skabt for hinanden? Havde han ventet på hende, så længe som han havde været engel?
Flere af tankerne virkede helt surrealistisk for hende, men hun måtte snart til at indse, at ikke alt var som det havde været som menneske.
Kysset blev afbrudt, og hun lagde hovedet på hans skulder igen. ”Selvfølgelig ikke.” Hun tog hans hånd, og knugede den i et stykke tid.

Caspian lod sine læber hvile mod hendes pande og brummede svagt, mens et smil tegnede sig over hans læber. Han kunne ikke andet end at smile i hendes selskab - alligevel var pigerne ofte ved at tude i hans selskab. Han forstod det simpelthen ikke.
"Du tænker for meget, love.." brummede han og kyssede hende et par gange på læberne, hurtigt efter hinanden.
Han slap hende så og gik ud på badeværelset, hvor han hurtigt smed tøjet og gik ind i brusekabinen, som var lavet af matteret glas. Hvis hun gik ud på badeværelset ville hun altså kunne se hans spinkle krop gennem det slørede glas.
Han tændte for det varme vand og lod det fosse ned over sig. I nogle minutter stod han bare dér og nød varmen fra vandet, inden han langsomt gik igang med at vaske sig.
Han havde kun en simpel shampoo og en kropssæbe stående, dog var begge ting af anerkendte mærker og duftede friskt.
Han sæbede det brune hår ind og lukkede øjnene, i det han vaskede den velduftende shampoo ud. Når han var færdig ville han række ud, lige udenfor kabinen og tage et af de mørkegrå håndklæder. De plejede altid at hænge der, men lige nu hang der ingen.
Så da han endelig slukkede for det varme vand, rakte han forgæves ud efter det bløde klæde.
"Damn..." brummede han og sukkede svagt, inden han strøg en hånd igennem det våde hår og bed sig i underlæben. Så måtte han vel kalde på hende?
"Vanilla? Kom lige her ud..." kaldte han og fortrød lidt at have fået bygget ind dør ind i kabinen istedet for et forhæng. Han kunne ikke så godt stå med hovedet ude og samtidig dække resten af sin krop.

Da Caspian var gået ud på badeværelset, og sikkert var i gang med at klæde sig af, hvorefter han ville stille sig ind under bruseren og tænde for det varme vand, stod Vanilla lidt i stuen, og kiggede rundt. Hvad hun dog skulle tage sig til, indtil han ville være færdig med sit bad, vidste hun ikke helt. Til sidst besluttede hun sig for, at tage den våde regnfrakke af, og de samme med de plader våde Converse Allstar’s, der var ret så slidte i forvejen.
Derefter, gik hun tilbage ind i stuen, og ledte efter en form for ur, der kunne fortælle hende hvor meget klokken dog var blevet. Det endte dog med, at hun måtte gætte sig til det. Af hvad hun kunne afgøre, var at der ikke var længe til klokken ville slå tolv.
Nu gik Vanilla i gang med at studere hver eneste detalje i huset. Til at starte med, ville hun studere de mange billeder og tegninger hun nu kunne finde i hele stuen. Hun stillede sig foran et billede, hvor Caspian, og hende pigen var på. Stadig undrede hun sig lidt over, hvem det dog kunne være. Men tankerne gjorde hende ikke urolig for, om det mon var en, som han havde været sammen med før. Det kunne jo være hvem som helst? En der havde hjulpet ham eller måske et familie medlem?
Hun rakte ud efter det, men i samme øjeblik, hørte hun sit eget navn, og en slags bøn, om hun ville være sød at gå ud på badeværelset til ham. Hun fik sig sådan et chok, at hun fløj et par centimeter op i luften, trak hånden til sig, og ramlede ind i en slags kommode bag sig.
Dette resulterede kun til lidt af en ulykke. Der stod nemlig en form for vase på denne kommode, og den var ret tæt på at smadre, hvis det ikke havde været fordi, at hun lige havde grebet ud efter den.
Forsigtigt stillede hun den tilbage på kommoden, studerede den kort og gik så ud på badeværelset.
”Eh, jah?” Hun stod nu i døren, og forsøgte at holde blikket fra brusekabinen. ”Hvad kan jeg hjælpe med?” Hun kunne dufte en frisk fra hans shampoo, og forsøgte at holde tankerne væk, fra hvordan hans bad mon havde været og hvor gerne hun egentlig ville have været med. Tanken gjorde hende en smule varm inden i, og hvis det ikke havde været fordi, hun havde været et spøgelse, ville hun helt klart ha rødmet.

Caspian hørte hvordan hun fumlede med en vase eller et billede ude i stuen, men det gjorde ham ikke det store. Vasen havde han aldrig kunne lide, så han ville ikke blive sur hvis den gik i stykker.
Men pludselig stod hun dér i døren og et skævt smil bredte sig over hans læber. Han vidste godt at han stod nøgen og hun kunne stortset se hele hans krop, men han havde ikke tænkt sig at dække sig til.
Hans krop var præget af tatoveringer og ar, de fleste ar var nu efterhånden dækket af den blæk som var blevet prikket ind under hans hud. Han havde aldrig kunne lide sine ar og han kunne stadig mærke dem hvis han kørte en finger henover dem. Men de kunne ikke ses og kun få ville mærke dem, da ingen af dem var særligt markante.
"Kan du ikke række mig et håndklæde, love?" spurgte han og lagde hovedet let på skrå. Alle håndklæderne lå i et skab i den anden ende af badeværelset end hvor han var og det var ofte svært for ham at få fat på det han ledte efter.
Han løftede hånden og pegede i retning af skabet. "Der burde ligge et derinde.." sagde han og lænede sig op af dørkarmen i brusekabinen.

Vanilla havde nu smidt alle tanker væk, og havde stift rettet blikket ned i gulvet. På den ene side, ville hun gerne kigge på ham, men på den anden side, ønskede hun ikke at gøre ham utilpas. I det mindste lod det ikke til, at han var spor genert over for det, der skete lige nu. Dog var Vanilla indvendigt, ved at miste kontrollen over sig selv.
Kort tid efter, da han havde sagt det han ville sige, nikkede hun stift, og rettede kun blikket op, da han forklarede hvor håndklæderne skulle være. Derefter rettede hun hurtigt blikket ned og gik hen mod skabet. Åh, hvor var det her dog arkhavet! Hun havde aldrig troet, at hun skulle stå i en situation som denne. Aldrig i sit liv, havde hun troet, at hun ville møde en mand, der virkede til at være lige så magnetisk mod hende, som hun var mod ham. I det hele taget, havde hun ikke i sine vildeste drømme, tænkt på at nogle ville forelske sig i hende. Det hele virkede så surrealistisk lige nu. Hun havde mødt en, som virkede til at være den flinkeste hun længe havde mødt, og så var hun endda blevet så forelsket som hun var blevet? Men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at kigge op på ham, velvidende om at han var nøgen.
Forsigtigt åbnede hun skabet, og fandt frem til et dejligt blødt håndklæde. Derefter lukkede hun skabet igen og trissede lige så stille tilbage til ham, stadig med blikket rettet helt ned i jorden, som om hun havde fået øje på en revne i gulvet eller noget. Hun kunne bare ikke få sig selv til at kigge op på ham, hvor meget hun nu end ville. Da hun stod lidt fra døren i brusekabinen, rakte hun hånden med håndklædet ud mod ham, og lagde den anden hånd op foran øjnene. Hvorfor denne reaktion lige kom og hvor den kom fra, vidste hun ikke. Det virkede bare som det bedste og mest passende at gøre.

Caspian fulgte lyden af hendes skridt mod de hvide fliser da hun gik over for at hente håndklædet til ham. Han lod en hånd køre gennem sit våde, brune hår og smilede svagt, imens hun nu gik over mod ham igen.
Da hun nåede ind for rækkevidde rakte han ud og fik lagt en arm om hendes talje, for at trække hende ind til sig. Han lod en våd hånd stryge ned af hendes kind og kyssede hende på kinden, mens han trykkede hendes krop ind mod sin våde, rene krop.
"Vil du med eller vil du bare vente ude i stuen?" spurgte han hviskende og kyssede hende op af halsen, imens han stadig holdt hende inde mod sig.
Hendes reaktion havde han ingen fornemmelse af hvordan ville være, hun virkede så stiv, så tænkende når var sammen. Som om hun ikke kunne tro at de havde fundet hinanden.
Eller også var hun blot mindre vild med at han stod nøgen foran hende. Det rørte ham ikke det mindste, han havde altid været glad for sin krop og havde heller intet at skamme sig over. Men måske hun ikke var så vild med det?
Han gav langsomt slip på hende og sendte hende et hurtigt smil, stadig med invitationen om at hun kunne komme med ind under den varme bruser hængende i luften.

Pludselig skete der noget uventet og noget hun aldrig i sin vildeste fantasi havde set komme. Han trak hende bare ind til sig, med ind i den stadig lune brusekabine, og der stod de så lidt. Vanilla kunne stadig ikke forstå det der lige var sket, men i det mindste følte hun sig ikke så stiv længere. Desuden, hvad var det lige hun var så bange for at se eller opleve? Det var jo ikke fordi at Caspian ville gøre hende ondt? Men alligevel havde hun været så stiv og med blikket rettet i gulvet. Hvad har hun dog for en?
Hans tilbud om at hun kunne blive der med ham, bare stå under det varme, rindende vand sammen med ham, var utrolig fristende. Hun var gået fra at være lige så stiv som et bræt, til at føle sig smidig og rolig igen. Nervøsiteten var der ikke længere. Sikkert fordi det gik op for hende, at der ikke var noget at frygte. Nu stod hun jo allerede så tæt på ham, så hvorfor dog også afslå hans tilbud. Alene tanken om at være nøgen sammen med ham...
Nej.. Nej nej nej! Det tænkte hun bare ikke på! Eller..
Vanilla forvirrede sig selv en hel del, da det gik op for hende, at hun til dels følte sig tiltrukket af ham og også virkelig ønskede at sige ja til hans tilbud, men... Hun brød sin egen tankegang, og før hun fik set sig om, eller tænkt det igennem, svarede hun endelig. "Et bad er fristende.." Et lille smil bredte sig på de roserøde læber, og et tydeligt tegn på forelskelse, var til at spotte i hendes øjne, hvis ikke også man kunne fornemme det på hende. Hun placerede et blidt kys på hans læber, og lagde forsigtigt armene om ham.

Caspian blev en anelse overrasket over hendes reaktion. Hun havde virket til at stå og tænke i lang tid, men var nu endelig blevet enig med sig selv. Hun ville gerne med ham?
Han rynkede kort panden, men lagde så også armene om hende og gengældte det blide kys. Han strøg hende over ryggen og fornemmede at hun stadig havde tøj på. Det var delvist vådt så hun ville under alle omstændigheder være nødt til at smide det og låne noget af hans.
"Du skal da ikke gå i bad med tøj på..." mumlede han og kyssede hendes kind, inden at han langsomt begyndte at tage tøjet af hende. Han trak langsomt hendes trøje over hovedet på hende og åbnede derefter hendes bukser.
Undertøjet ville han ikke tage af hende, det virkede ikke rigtigt at skulle stå og pille det af hende nu, hvor de kun havde kendt hinanden i så kort tid.
Han strøg en af hendes vildfarne hårtotter om bag øret og lagde en hånd under hendes hage, i det han løftede hendes hoved op i øjenhøjde. At de så ikke kunne se hinanden i øjnene var en anden snak.
"Du er så smuk..." hviskede han og slap så hendes hage, for at trække hendes spinkle, halvnøgne krop tæt ind til sin varme og våde krop. Han lukkede øjnene og lod hovedet hvile mod hendes skulder, mens de stod dér under de varme stråler og nød hinanden.
Til trods for at Caspian havde fornemmet forelskelsen fra hendes side tidligere, turde han ikke helt tro på den. Det ville være for godt til at være sandt. Dog ville han ikke have noget imod at vågne op ved hendes side hver evig eneste morgen.



//Der var ingen beskrivelse af hendes tøj, så nu bestemmer jeg det bare ^____^//

Selvom det ikke rigtig lykkedes for hende, forsøgte hun at hjælpe ham med at pille tøjet af sig selv. Det meste af hendes bluse var våd, og især hvor hans arme havde hvilet omkring hende. Det var dog kun forsiden af hendes jeans der vår våde. Vanilla blev både overrasket og måske også lidt skuffet, da han ikke pillede undertøjet af hende også. Det var arkhavet nok i forvejen, og måske var hun også en smule pinlig berørt. Det gav hun dog ikke den mindste smule udtryk for.
Sådan stod de i længere tid, enten hvor de forsøgte at se hinanden i øjnene, hvilket havde vist sig, ikke var det nemmeste, ellers kyssede de. Da de på en måde gik i stå, eller gik i stå i den forstand, at de bare stod og kiggede, skulle hun lige til at gøre noget, da han sagde at hun var smuk. Et smil bredte sig atter på hendes læber, og hvis hun ikke havde været spøgelse var hendes kinder sikkert blevet blussede røde.
Nu stod de bare og holdte om hinanden under den dejlig varme brugser. Noget af hans kropsvarme kunne hun mærke længere og længere ind i sig selv, selvom det var umuligt. Hans varme ville aldrig kunne forblive i hendes kolde, døde krop. Vanilla vippede en smule med sine tær, og plaskede lidt med vandet fra gulvet. Hun lo kort, men tav lidt efter og rettede blikket fra hendes tær til hans ansigt. Så meget kønnere. Forsigtigt gav hun slip på ham med den ene hånd, og fik med besvær åbnet den sorte og meget neutrale bh. Derefter gav hun også slip på ham med den anden hånd og trak nu både sin bh og trusserne af. Da det så var gjort, stillede hun sig tættere på Caspian end de havde stået før, så hendes barm lå tæt op af hans brystkasse. Hun lagde atter armene om ham, men denne gang om hans nakke, og gik nu i krig mod hans dejlige læber.