My secret..//Athal//

Den velkendte duft af Aine, der ellers omsluttede hele huset, nåede i behagelige dybder Athals næsebor, idet han trådte ind på hendes soveværelse. Afslappet så han sig omkring, mens han prøvede at finde kilden til gæstedynerne. Han hørte hende træde ind bag sig, og hun begyndte at sige noget - sikkert hvor dynerne var -, men alt blev pludseligt lukket ude.
I hjørnet, placeret som var det dets eneste rette sted, stod et fantastisk billede af ham selv. Athal tabte simpelthen kæben af overraskelse og henåndende beundring, og hans fødder bragte ham i dragende fascination tættere på maleriet. Alt var så perfekt, hvert et penselstrøg angivet i præcise gengivelser, og om det var Aines egen effekt eller ej, så lignede han faktisk en helt! En helt fra det underjordiske med mægtige vinger og med en strålende baggrund i spillende kontrast. Han lignede den dæmon, han var.
Maleriet havde slået en knude på hans tunge og smidt ordene væk. Athal rømmede sig usikkert og lod en finger svæve et par centimeter over billedet, idet han fulgte linjerne.
"Aine .. " sagde han stille. "Det er helt fantastisk ... "
Aines aftryk af ham selv vægtede stadig tungt mod hans sind, og det tog hans hjerne et par dybe sekunder, før han rigtig havde taget sig sammen igen. "Øh - du sagde skabet?" mumlede han åndsfraværende og var lige ved at snuble over sine egne ben, da han søgende bevægede sig over mod klædeskabet, hvor puder og dyner forhåbentligt ville ligge. Og rigtig nok! Athal fik bredtfavnende fat i både dyne og pude, og han vendte sig tidsnok om til hendes information om sin kommende fødselsdag.
"I morgen?" kom det perplekst fra ham, og han overvejede et undrende øjeblik, om hun jokede. Men sandheden af hendes ord pirkede sigende til ham, og han udstødte en kort latter. "Wauw, det ... Øh, så må jeg vist se at finde en gave til dig, hva'," skævtsmilede han så og skridtede derefter ud af værelset.
Sovegenstandene blev skødesløst smidt over i sofaen, og han sluttede sig sultent til Aine, idet hun lod til at være i gang med maden, som fristende var blevet anbragt på sofabordet, mens han stadig havde været oppe på værelset.
"Sushi!" udbrød han med et grin og smed sig i sofaen ved siden af hende, så det hele hoppede. Et sultent skær var straks kommet op i hans øjne, og han greb vanefuldt spisepindene. Det var tydeligt at se, at det var en ret, han var vant til at spise. "Har du smagt det før?" spurgte han hende livligt, men fik med det samme lyst til at trække spørgsmålet tilbage. Selvfølgelig havde hun ikke det! Det var over 6000 år siden, hun var blevet vampyr, og på den tid var det næppe sushibarer, der fyldte gaderne. Og indtil nu, hvor den moderne mad fik mere og mere indflydelse, havde blod været hendes faste kost.
"Øh - hrm, glem det," sagde han hurtigt og smilede flovt til hende.
Han var netop ved at tage en livsbekræftende slurk vand, da hun kommenterede hans spørgsmål om vampyrmorderen, og hans fingre lukkede sig endnu tættere om glasset. Bare emnet om denne forræderiske ekskæreste, og samtidig Skaber, hun havde fået sig, var nok til at gøre ham gal. Hvis vampyren på nogen måde havde overlevet kampen og endnu havde et ønske om at dræbe Aine, ville han ikke leve længe i Athals nærvær.
"Ja, det håber jeg virkelig, han er," sagde han bryskt og satte, måske lidt for hårdt, glasset fra sig igen. Så tog han en dyb indånding, og det skæve smil gjorde sine strejf. Han lo kort ad hendes bemærkning om udfordrende tøj, og så skiftede ansigtet over til eftertænksomme panderynker.
"Jeg kan godt se din pointe i bare at brænde dem op, som du siger," sagde han langsomt. "Men det er ikke så enkelt." Øjnene fiksede sig på et ligegyldigt sted i stuen, mens hans tanker gled tilbage til de gange, han var på flugt. Til de gange, hvor han nær var endt i en dødsduel med sine to ærkensfjender, og så den gang, hvor han havde set dem ødelægge alt, han havde. Et glimt af is, kollidrerende med horder af vand, skød ham for øjnene, og han gøs ufrivilligt.
"Du ved ... Ikriedt og Frigus var ikke bare nogle sure dæmoner, der syntes, det kunne være sjovt at lege dødslege med min familie. De var sådan set alle med dengang, isdæmonerne og vanddæmonerne bekrigede hinanden. De var nogle af de mest mægtige krigere, og folk kaldte dem for Guderne, fordi de var så dygtige og usårlige. Mine forældre... " Han sank et øjeblik, "dræbte vist nogen, de to brødre holdt meget af. Og selv om krigen stoppede et par hundrede år senere, bar de altså stadig nag. Lige siden begyndte de at jagte mine forældre, og, jeg siger dig, min far sagde, de var nogle helvedeshunde. Min familie måtte leve som nomader i flere århundreder, fordi det ikke var sikker at blive længe ad gangen ét sted - ellers ville isdæmonerne bare dukke op og forsøge at dræbe dem. Jeg har selv kæmpet mod dem, Aine, og jeg ved hvor magtfulde, de er." Han tænkte sig om et øjeblik. "Nåh, men ... historien er i hvert fald lang. Hver eneste gang, jeg har mødt dem, har jeg været i stor livsfare. Selv om man kaster en masse barrikader og svækkende forsvarsangreb mod dem, fejer de dem af, som om du bare havde brugt en latterlig vandpistol. Jeg har endda prøvet med ild," tilføjede han dystert. "Men det eneste, jeg fik ud af det, var en ødelagt jakke og en nedbrændt tacco-bar. Øh - mindre uheldigt uheld.
De har det med at dukke op hvert halve år. Jeg når sådan set lige at tro, jeg er tryg, og så - BAM! -, står de der i min døråbning!" Han gjorde et ordentlig knald med hænderne for at demostrere. Alvroligt vendte han sig i sofaen, så hans krop vendte front mod Aine, og det var med inderlig stemme, at han sagde: "Det, jeg mener er, at du ikke skal overvurdere dig selv, Aine. De er, som sagt ... meget magtfulde."

Aubreiane smilte for sig selv, idet han bemærkede billedet, “Det ikke helt færdig endnu, der mangler lige de sidste detaljer, men.. Men du kan nok se hvordan det skal komme til at se ud” sagde hun mildt og bed sig tænkende i læben, hun lod hovedet glide en anelse på skrå, og fejede det sorte hår om bag det ene øre, så det ikke skulle genere hendes øjne.
“Jaa jeg har fødselsdag i morgen… det ikke noget jeg plejer at fejre, så gave skal du skam ikke tænke på.. Du ved med så mange fødselsdage, ville det godt nok blive meget hele tiden, for slet ikke at snakke om alle de lys der skal i kagen” smilte hun stille for sig selv, og bed sig en anelse i læben igen. Hun ville nok heller ikke holde noget i morgen alligevel.. Slet ikke når hun kom til at tilbringe dagen helt alene, han ville jo nok gå så snart han havde haft hende ude i solen, og det var vel oz helt okay, han havde jo en kæreste nu, og det var jo ikke hende, så self skulle han da tage hjem til hende igen, det kunne hun intet gøre ved.
Grinende betragtede hun ham som han kastede sig over hendes hjemmelavede sushi, “Neij det.. Det kan jeg ikke ligefrem påstå.. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har smagt noget andet end brød.. Ja og.. Blod self men.. Ja.. Jeg syntes det lød lækkert så jeg ville bare lave de togs kunne jeg jo gå og spise lidt af det.. Når jeg fik taget mig sammen til en dag at spise.. Er det ikke mærkeligt at maven rumler? Sikke en sjov ting.. Det har min aldrig gjort mens jeg var vampyr.. Jeg tror ikke en vampyrs mave kan gøre sådan noget” sagde hun tænkende og så på den måde som han holdt spisepindende, for at se om hun kunne gøre det samme. Det så helt klart en del bedre ud når han gjorde det, men alligevel prøvede hun da. “det alsa okay Athal.. Du behøver ikke blive flov over dit spørgsmål, det en helt normal ting at spørge om, og jeg tager det virkelig ikke som noget ondt” smilte hun stille, og tog langsomt en tangrulle med ris og fisk i munden.
“Jeg håber han er væk… for altid.. Og ellers vare det nok ikke længe før han får nys om min lille forvandling og vil se det med egne øjne, og derfor, er det godt jeg har lagt endnu en forbandelse over huset, så han ikke kan komme ind denne gang, det håber jeg da ikke..” hendes stemme døde langsomt hen, som om hun for en stund blev lidt tænkende, lidt tavs, hun vidste ikke helt om han faktisk ville kunne bryde denne forbandelse, hvis han prøvede.
Aubrei hvilede blikket på ham som han begyndte at fortælle, hun lod hovedet glide lidt på skrå, og bed sig tænkende i læben, jovist havde hun fået forståelsen af at de var nogle være idioter, men hun havde ikke troet at det havde været så slemt den gang med hans familie, men når alt kom til alt.. Så havde han jo ikke rigtigt fortalt så meget om dem til hende, og det var da noget der kunne gøre hende lidt undrende. Men nu var han jo i gang med at fortælle. Et svagt grin kom fra hende, “Ikke overvurdere mig selv.. Athal… jeg har været vampyr så utroligt længe, jeg har.. Ja har været udødelig, usårlig i så lang tid.. Det klart jeg stadig er lidt overmodig, selvom det da er begyndt at gå op for mig, at jeg ikke er så usårlig mere,. “ hun tav og så kort ned i gulvet, inden hun sukkede for sig selv, og rejste sig, hun gik hen til vinduet, “Det eneste jeg nogensinde har frygtet mens jeg var vampyr, var ham.. Og solen, og det kan godt være svært at vænne sig til alle de ting man nu skal passe på..” hun smilte lidt, og så om på ham, “Men jeg glæder mig.. Til alle de ting jeg nu kan” sagde hun stille og så ned i gulvet, foden fejede stille mod det mørke trægulv.
Hvad havde hun forventet… at hun ville blive dæmon og de så skulle bruge resten af deres lange liv sammen.. Nej det kunne hun næsten have sagt sig selv, langsomt gik hun tilbage til bordet, og tog et glas vand, satte sig ved siden af ham, og tog en tår af det, tænkende sad hun og betragtede vandet.

Athal prøvede ikke at jamre opgivende. Han kunne regne ud, telepatiske følelser fra hende eller ej, at Aine ikke havde det så godt med sin vampyrfortid, og at han konstant snublede i det og bragte det på bane, hjalp vist ikke synderligt på humøret.
"Så skulle du prøve og smage en af dem her," tilbød han i et håbefuldt forsøg på at gøre det hele godt igen, og tog et stykke op, hvor tang omkransede både ris og laks; hans personlige favorit. Med et venligt lokkende smil lod han den køre mod hendes mund, hvilket blot satte en stor parodi om lille-barn-og-far i gang, og hans mundviger trak sig smertefuldt.
Ikke grine, ikke grine!
Uvisheden om hendes personlige forfølger gnavede sig dybe mærker i Athals fodsåle. Mens han gumlede på en tangrulle, forestillede han sig hvordan, han ville have det, hvis det virkelig viste sig, at vampyren var tilbage. Følelsen var grum, og han fik straks lyst til at lægge armene tæt om Aine og holde hende beskyttende ind til sig. Det var fristende - forfærdeligt fristende -, men han vidste hvordan, de begge kunne ende med at tolke det, og så ville alt være ødelagt igen.
Det ville være let at lade den tunge sindsstemning glide over sig og fortvivlet synke ned i puderne. Især nu, når han skulle bringe mindet om sin dræbte fortid til live igen for at advare Aine imod selv at blive skadet, føltes det som sprit i et åbent sår. Athal knugede hænderne sammen, så alle knoer blev hvidligt synlige, og han betragtede Aine, da hun vandrede over til vinduet. Hendes sørgmodige mine var som knitrende bålild, og Athal mærkede en usynlig klump blødes op inde i sig selv. Han ville trøste hende, gøre hende glad igen.
Så snart hun satte sig ved hans side igen, tog han en rislende chance og greb hendes hånd.
"Men bare vent til du ser sollyset igen!" sagde han, og et betryggende smil brød frem. "Jeg kan forestille mig, det dræber alle forestillinger og ... og gør dig helt glad igen." Han gav hendes hånd et fast klem og gjorde så en besynderlig, svingende bevægelse med hovedet. Røde pletter dukkede med det samme frem, som tabte blomster, på hans kinder, og han skyndte sig at slippe hendes hånd igen.
"Æh, men ... synes du så om sushien?"

Aubreiane smilte og nussede hans hånd lidt da han tog hendes hånd, bed sig så skuffet i læben da han brat tog hånden væk fra hendes igen, hun havde jo ikke regnet med noget, men det havde alligevel været rart at mærke hans varme hånd i sin, hun kunne godt li at mærke hans varme, det var en følelse hun ikke havde prøvet før, og det var så spændende for hende.
“Tror du virkelig? Jeg er så glad for du vil blive her og hjælpe mig igennem det.. Jeg.. Jeg ville jo leve i evig frygt for solen, fordi jeg ikke selv ville turde gå ud i den” mumlede hun flovt og snoede en tot af sit lange hår om en finger, hun følte sig så forfærdeligt dum, fordi hun havde det på den måde.
Blidt smilte hun da han rakte et stykke sushi mod hende, og tog det langsomt, efter at havde tygget og sunget det, smilte hun og nikkede, “Jaa det smager rigtigt godt, er det den med laks?” spurgte hun smilende og så ham i øjnene, selv havde hun ikke rigtigt kunne forskel på dem, så hun havde bare taget fra pakkerne og puttet på, så hun var helt og aldeles sikker på hvad der var hvad, det ville jo været trist at få lavet en hel plade kun med det ene, eller kun med det andet.
“Jeg glæder mig til det bliver lyst.. Og alligevel er jeg stadig lidt bange, og lidt usikker på hvad der vil ske, når solen står op, jeg er nok stadig bange for at blive brændt.. Det er i hvert fald mit eneste bud” sagde hun tænkende og lod hovedet hvile mod hans skulder, “Utroligt.. Nu forstår jeg hvorfor du gøs sådan når jeg rørte dig.. Jeg må virkelig have været kold.. Det jeg ked af” sagde hun langsomt, det var stadig kun ved at gå op for hende, hvor kold hun egentlig havde været som vampyr.
“Sys du jeg er dum? Er det ikke en dum ting at være bange for noget så simpelt som solen? Du elsker den jo.. Jeg kunne se det på den måde du så længselsfuldt på solen på.. Da vi var i grotten.. Det var der hvor jeg bestemte mig for, at jeg var nød til at gøre noget.. Gøre noget rigtigt for mig selv, fordi jeg så hvor glad du var, og jeg ville også være så glad” mumlede hun blidt. “Hov vent, jeg har noget til dig, det var noget jeg fandt” smilte hun og rejste sig, let løb hun ud i køkkenet, og kom tilbage med en af de krystaller de havde fundet i den første grotte, den var dybblå, og hang i en sort lædersnor, “Jeg gemte den, så du ikke så den, men.. Jeg tænkte den ville passe godt, til når du kom i vand og sådan” sagde hun blidt.
“Ja jeg kan faktisk rigtigt godt li sushi, det smager overraskende godt, det sjovt ikke.. Nu har jeg bare lyst til at smage alt muligt mad, for at finde ud af hvordan det smager, det virkelig en sjov følelse” grinte hun for sig selv, og lagde halskæden til ham på bordet.
“Selv Aubrey ville ikke kunne ødelægge mit humør lige nu” sukkede hun blidt.

Athal syntes ikke, hun var dum. Overhovedet ikke. "Jeg støtter dig i det her," lovede han alvorligt. "Og jeg vil hjælpe dig med at købe alle de solbriller, du skulle have brug for, hvis det også skal være en nødvendighed." Det sidstetalte var naturligvis ment som en joke, men ikke destro mindre mente han det. Der var ingen grænser for hvor meget, han ville hjælpe Aine.
Han nikkede, da hun spurgte, om det var laks, men tabte med det samme tråden, da hun lagde hovedet på hans skulder. "Bare rolig," sagde han, lettere svævende. "Når dværgene giver deres ord, holder de det." Håber jeg, tilføjede han i sit stille sind. Når den tanke kom op, havde han på en eller anden måde lyst til bare at holde hende inde døre resten af hendes liv; kun for at sikre, at solen ikke brændte hende ihjel. I bund og grund kunne man ikke stole hundrede procent på en dværg, og idéen om at de måske havde et formål med at lade som om, at Aine var blevet til en dæmon, og så dræbe hende, så snart hun var dum nok til at træde ud i solen ...
Han overvejede den rædselslagne tanke et øjeblik, og noget dybt i ham var lige ved at presse sammen for at sige det højt, så det ikke kun var tankerne, Aine skulle høre det. Men så poppede et minde af Grimhoy i grotten op, der noget så alvorligt informerede ham om en skæbne, der for ham, Athal, var ukendt, men som den vise dværg kendte alt til. Nu havde han så sendt Aine til som en hjælp - så mon ikke det skulle betyde noget? Han følte sig med det samme lettet.
Et uvilkårligt latterfnys brast ud af ham. "Undskylder du for at du var vampyr?" Han rystede let på hovedet. "Aine, du er nærmest skabt til det her liv. At være en af underverdenens mest forhadte væsener ... det var bare ikke dig." Straks fik han lyst til at tage hendes hånd igen og varme den med sin egen kropstemperatur, men så tænkte han på, at han netop havde smidt den fra sig og hvor dum, han så ville virke, hvis han tog den igen.
Tvivl og ærgelse blev snarligt erstattet af forundring og nysgerrighed. Med store, søgende øjne rettede han sig op i sofaen for at se efter hende. Han nåede ikke engang at sætte tænderne i en ny sushi-rulle, før hun kom tilbage, og han måbede forbløffet, da hun hev krystallen frem.
Det første han tænkte, var, at den var utrolig flot, og hvor var det dog sødt af hende at gøre sådan noget. Så, som hun gik nærmere, lagde han mærke til den slående kontrast den stod i med amuletten, dværgene havde skænket ham. En spirende længsel - en følelse han efterhånden havde mærket et par gange nu efter deres misson - rejste sig som en drage i ham, og han knyttede hårdt hænderne for ikke at føre dem ned i bukselommen, hvor han vidste og kunne mærke, at amuletten lå. Aine skulle ikke tro, at smykket havde gjort ham til et sygeligt besat væsen.
Han rømmede sig hæst og greb straks krystallen, hun havde lagt fra sig på sofabordet. "Jeg kan godt lide farven," sagde han stille og smilede til hende, idet indre billeder af ham selv, så snart hun nævnte det, havde den på med dekoreringen af sit dæmonskabende, glitrende skæl. Han tog den om halsen, og en lille latter undslap ham da.
"Se, nu er det jo dig, der giver mig gaver, og jeg har ikke engang fødselsdag. Burde det ikke være omvendt?"
Munterheden vedblev, og det var med et stort smil, at han sagde: "Vi kan da sagtens bestille en stor familiepizza og måske nogle bagte kartofler, hvis det skulle friste." Lokkende lod han øjenbrynene køre op og ned. "Men jeg ved nu ikke hvordan, det er med jer ilddæmoner. Måske du helst vil have grillstegt kød?"
I et forsøg på at give hende varme, der ikke havde det store fysiske med ham selv at gøre, stoppede han gæstedynen tæt om hende.
"Jeg kan lide det her," gav han hende ligefremt ret. Nej, selv ikke Aubrey ville kunne ødelægge dette øjeblik.

Aubreiane smilte for sig selv, hånden hvilede kort mod hans kind, da han spurgte om det ikke burde være ham der gav hende noget, “du har givet mig så utroligt meget Athal… jeg.. Jeg ville stadig være en ligegyldig dræbervampyr, hvis ikke det havde været for mit møde med dig, du fik noget frem i mig som.. Ja som jeg troede var dødt for længst, og du har lært mig så meget.. Jeg fik mod igen, mod til at være mig, og ikke det monster jeg var blevet til, uden dig. Ja så havde jeg aldrig ændret mig, for jeg så intet forkert i det” sagde hun mildt og kyssede hans pande, inden hun betragtede halskæden der nu sad om hans hals.
“Ja jeg ved ikke… jeg tænkte bare på dig med det samme, jeg kunne nærmest se det for mig” grinte hun mildt og tyggede sig ganske kort i læben, hun holdt så meget af ham. “Det betyder meget for mig du vil hjælpe mig Athal.. Og ikke bare griner af mig for at være så usikker” hun sukkede opgivende af sig selv.
“Neij… jeg har aldrig været ment som en vampyr.. Aldrig, det har aldrig været meningen jeg skulle være det.. Jeg tror på, at det jeg er dæmon, viser at det burde være det jeg var blevet.. Jeg fandt bare til rette i vampyr formen fordi.. Ja fordi jeg var nød til det, de første par gange jeg bed folk, kastede jeg op bagefter, fordi jeg havde det så dårligt med mig selv.. Det var det han udmærket vidste, og han var ligeglad.. Han vidste jeg aldrig ville være det.. Og han nød det.. Det ved jeg han gjorde.. Jeg håber han er væk.. Og ellers.. Ellers skal jeg nok sørge for det..” sagde hun langsomt og så mod vinduet, hun vidste hvad det krævede hvis han stadig levede.. Vidste at det ville kræve alt hendes styrke nu, og hvis det kostede hende livet at slippe af med ham, kunne hun da være glad for, at han så var fjernet for altid.
“Hvad er.. Eller jo jeg ved godt hvad bagte kartofler og familiepizza lyder som.. Men hvad gør man med det? Jeg forstår det ikke?” smilte hun undskyldende, og bed sig i læben, smilte lidt da han lagde dynen om hende, stille så hun ham i øjnene, trangen var der stadig, hun havde lyst til at putte sig mod ham, glemme alt om sig for en stund. “Ved du hvad? Det rart… ikke længere at høre dit hjerteslag inden i mit hoved hele tiden.. Jeg var ved at blive sindssyg.. Jeg elsker dig jovist.. Men.. Som vampyr, var det nogle gange kun det jeg kunne høre.. Hele tiden.. Forestil dig det.. Hver time, hvert minut, hvert sekund, hele tiden.. Hvis ikke du havde lavet det falske blod til mig.. Ved jeg at.. At jeg havde bidt dig.. Og det skræmte mig.. Rigtig meget” hviskede hun og så ned i sine hænder, hun smilte lidt, og pillede ved sit lange blonde hår, “Har du set jeg har skiftet hårfarve igen?” smilte hun pludseligt, og lyste helt op igen, hun ville ikke være trist nu, han var der, og han støttede hende.
Kort efter gabte hun og lod hånden glide over munden, “Gad vide.. Om jeg burde gå i seng.. Det burde jeg nok.. Du ville sove hernede ikke? Spurgte hun blidt og strakte sig, hun var virkelig udmattet efterhånden. Noget hun normalt ignorerede, men Athal havde sagt det var vigtigt, for at man kunne fungere som dæmon, det kunne hun da huske, så det ville hun høre efter.

Det kunne lyde som enhver takketale, heltinden i en stjernespækket film ville hviske til sin udkårne, og de ville forenes i et tårevæddet kys. Måske lød det også sådan udefra, men når det kom fra Aine, var det noget helt andet. Athal følte sig helt fortumlet og vidste slet ikke, hvad han skulle sige. Han smilede til hende og gengældte fast hendes blik; så alle de forandringer, hun havde gennemgået, siden de første gang havde mødtes på havnen, og at han straks havde fejlbedømt hende. Hvis ikke hun havde haft lige nok selvbeherskelse til ikke at bryde ud i den kamp, han så hånligt til den tid havde lokket hende mod, havde de sikkert ikke siddet sådan i dag.
Enstemmigt nikkede han, da hun atter filosoferede over Aubrey. Hvadend fremtiden ville bringe og hvor vanskelig den skulle blive, efter hun var blevet drejet om til dæmonracen, havde han i fulde sinde at hjælpe hende.
Et uforstående udtryk viste sig på hans ansigt, da hun spurgte, hvad man stiller op med familiepizza og kartofler. Det første svar, der umiddelbart poppede op i hans hoved var 'man spiser det', men det var vel næppe det, hun ledte efter.
"Hva'?" sagde han perplekt og sendte hende et undskyldende smil.
Mindet om Aines blodrusende følelser, der kastede sig over ham, dengang hun var vampyr, stod tydeligt og klart. "Det ved jeg," sagde han blidt. "Men nu er det forbi, og du kan leve nogenlunde normalt igen. Eller faktisk så normalt som du vil." Han trak på skuldrende.
De blå øjne gled undersøgende ned over hendes ansigt, og han nikkede. "Ja - igen?" Han lo kort. "Flot, jah. Og du må vist hellere se at komme i seng." Han fjernede dynen, der ellers var stoppet godt omkring hende, og skævede op mod trappen.
"Nu ved jeg jo, du ikke er vant til den her slags træthed, så kan du gå selv?" spurgte han langsomt.

Aubreiane smilte for sig selv, og tyggede sig lidt i læben, “Jeg havde brug for at.. At ændre noget på mig selv, så det kunne give mig en tanke om at jeg var en ny person, og det var min hårfarve der var nemmest at ændre, så.. Jeg tænkte, lyst går imod vampyren, så det er den farve jeg valgte” smilte hun og lod hovedet glide på skrå.
“Jeg… Athal jeg ved ikke.. Hvad det.. Hvad det er okay… jeg har hørt om Pizza og bagte kartofler og en masse andet, men jeg aner ikke hvad det er.. Jeg forstår det ikke..” sagde hun stille og pillede ved dørkarmen.
“Ja.. Det forbi.. Jeg kan leve igen.. Og jeg glæder mig.. Jeg glæder mig til at opleve alle de ting, man kun kan opleve i sollyset, og alle de ting man kun kan om dagen.. Jeg kan købe tøj igen uden at jeg behøver få andre til at købe det.. Jeg elsker at være i live.. Og det først gået op for mig nu, hvor meget jeg egentlig har savnet det, efter jeg er blevet det igen.” hun smilte for sig selv, og så ham i øjnene.
“Jeg håber jeg kan komme op i seng.. Men.. Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal falde i søvn.. Normalt var det bare noget jeg tænkte på¨, også sov jeg, men.. Sådan er det vel ikke med dæmoner? Eller hvad?” smilte hun undrende og pillede ved sit hår igen, hun kunne godt li han var der, hun havde mest lyst til kun at spørge ham om sådanne ting, og ikke en vildt fremmed.
Hun vidste godt han forstod hvad hun mente, at hun ikke var ude efter et hedt kys fra ham, men at hun simpelthen bare fortalte ham det, for at han skulle vide hvor meget deres møde havde betydet for hende, oven i købet fra den første dag, ændrede hun sig efter deres møde, selv mens han var der, hun kunne så let som ingenting have myrdet ham hvis det var det hun havde villet, men han gjorde hende nysgerrig, så det havde hun self ikke gjort.
“Måske.. Kan du så nu få lov til at se mig i en svømmehal med en polkaprikket bikini på” smilte hun og grinte lidt for sig selv, hun tyggede sig en anelse i læben, og satte sig stille, “Er det meningen man skal blive svimmel når man er træt?” spurgte hun undrende og så hen mod ham.

"Jah, man siger jo, at lyset slår mørket - eller sådan noget," medgav Athal smilende. Utroligt at han havde kendt Aine i et par uger nu, og han havde allerede set hende med tre hårfarver. Bad hun ham om at finde den, han havde syntes bedst om, ville han finde det umuligt at vælge. For, alt i alt, klædte de jo hende alle sammen.
Han blev helt chokeret over hvor ængstelig, hun lød. "Hør her," sagde han og sendte hende et smil, der bad om at sende alle bekymringer bort. "I morgen, når du har set solen, går vi ned til byen, og så køber vi en ordentlig familiepizza!" Han tænkte sig om et øjeblik. "De er sådan nogle store, flade brød i rund størrelse. Man smørrer tomatketchup over dem, og putter alt muligt fyld på. Ting som - øh, tjah - tun, rejer, pølser, annanas. Nogle putter endda æg på, men det synes jeg er lidt klamt." Han skar en meningsfuld grimasse.
Hendes store komplikationer med hvordan i al verden, hun skulle falde i søvn fik ham til at smile. "Du skal bare ligge dig ned og begynde at slappe helt af," instruerede han, mens han forsvarligt begyndte at føre hende op ad trappen. Da hun spurgte, om dæmoner havde samme søvntytmer som mennesker stirrede han tænksomt frem for sig.
"Det kommer an på hvordan, du ser det," besluttede han så. "Jeg mener ... hvis jeg lægger mig til at sove på bunden af en sø ... Hmm, dët vil jeg ikke kunne kalde for normal søvn."
De var nået til foden af soveværelset, og han kiggede smilende på hende. "Jah," lo han. "Det ville lyde som en god idé." En underlig følelse havde ramt ham. Nu stod de her, ved hendes dørtrin, for at sige godnat. De sdste par gange havde det foregået i en hule under helt andre omstændigheder. Det føltes næsten helt uvant.
"Æh - det kommer selvfølgelig an på hvor træt, du er," svarede han panderynkende og så granskende på hende. "Er du okay?"

Aubreiane fulgte langsomt med ham op mod sit soveværelse, og stoppede med ham da han stoppede i døren, "Jeg er bare lidt svimmel.. men jeg kan heller ikke huske hvornår jeg sidst sov.. det var nok du ved.. hos dværgene så.. ja det.. måske nok derfor" mumlede hun let
"Mener du det Athal? jeg vil rigtigt gerne gøre det efter jeg har været ude i solen imorgen.. det lyder virkelig spændende.." grinte hun og lod hovedet glide lidt på skrå, hun nussede hans arm mildt, og tyggede sig en anelse i læben, hun følte sig lidt dum ved at spørge sådan ind til nogle normale ting som mad, men det var jo ikke noget hun havde spist længe, hun havde jo kun spist blod en rigtig mange år.
"jeg håber jeg kan sove.. det lyder lidt mærkeligt man bare skal lægge sig ned og slappe af, " grinte hun stille og gik langsomt hen til sin seng og satte sig, det var en underlig følelse, at være svimmel, men ikke vide hvorfor, hun havde aldrig prøvet at blive svimmel før, ikke på samme måde i hvert fald. "Undskyld.. jeg ved godt det virkelig må være mærkeligt for dig, du sikkert ved at grine hele tiden, fordi jeg virker så dum" smilte hun opgivende og los hovedet glide lidt på skrå.
"Er det virkelig anderledes? når du ligger i vand, end når du er oppe på land? det ville jeg aldrig have troet" smilte hun let, og bed sig tænkende i læben, hun var virkelig rigtigt glad for at han var der, for uden ham havde hun nok aldrig valgt at gå i seng, og slet ikke at gå ud i solen, som hun skulle dagen efter, og det glædede hun sig til, selvom hun var lidt nervøs.
“Jeg håber det går godt i morgen.. Jeg glæder mig sådan til du kan vise mig alle de ting, som du har snakket om, men som jeg ikke kendte til, fordi jeg ikke kunne gå i sollys, det hele bliver så nyt for mig.. Uh du skal oz se mine blomster ude i haven, der har du ikke været ude før” smilte hun og så ivrigt på ham. Hun glæede sig sådan, måske kunne hun ikke sove fordi hun glædede sig, det var ikke til at sige lige nu syntes hun, men hun håbede da hun kunne sove.

Det trak let i Athals mundvige. "Bare rolig," forsikrede han. "Du vænner dig let til det hele. Husk lige at det var sådan, din krop fungerede, før du blev en vampyr."
Som en venskabelig påmindelse blev han stående i dørkarmen. De blå øjne betragtede hende vandre over til sengen. Havde det ikke været for deres følelsesstærke bånd (som, utroligt nok, stadig var der efter hendes raceændring) ville hans følelser i dette øjeblik have været ugættelige for Aine. Men nu sendte de takfaste tanker af velvære og en form for selvbenægtende beundring i faste tryk mod hende. Noget, han ikke kunne undgå at hade nu, hvor han stod så sårbar.
Hendes ord ramte plet ved ordet 'grine'. Rigtignok havde Athal en sjov trang til at bryde ud i latter, når hun stillede nogle af sine finurlige spørgsmål - men dem var der vel ingen undskyldning for. Dette var så nyt for hende, at det næsten ville have været underligt, hvis hun ikke havde spurgt løs hele tiden.
"Det er okay," smilede han og lænede sig fredsfyldt op ad dørkarmen. "Du kan bare spørge om alt det, du vil, Aine."
Nu lo han. "Selvfølgelig! Og jeg tager dig med ned til søen." En række tanker og foreslag strøg diskret gennem hans hoved.
"Prøv og se om du kan sove," besluttede han så. "Og, bare så du ved det; så er det helt normalt, at det kan tage op til flere minutter. Nogle mennesker bruger endda flere timer på det, fordi de tænker for meget. Øh, altså ikke for at skræmme dig."
Et øjeblik tøvede han. Kroppen var vendt i en halv position væk fra døren, og ansigtet var drejet i hendes retning.
"G'nat," sagde han så og forsvandt ned af trappen.

Aubreiane smilte lidt af ham og lod hovedet glide på skrå "Og når du tager mig med ned til søen, så skal jeg nok gå med i.. det er mit mål" smilte hun og bed sig kort i læben, betragtede ham som han sagde godnat og gik ned af trappen mod stuen igen, stille bed hun sig i læben, og skiftede til sin natkjole, lagde sig stille under dynen og lukkede øjnene.
Kunne ikke rigtigt falde i søvn mente hun, men til sidst lykkedes det dog og hun faldt for første gang længe, i en normal søvn, ikke noget der lignede en død person, men faktisk en der sov.
Hun vågnede igen lige inden solen stod op, og strakte sig stille, et smil blev placeret på de røde læber, tænk at hun var faldet i søvn, det havde hun aldrig regnet med, men det var hun alsa, og det havde været skønt, hun følte sig helt udhvilet nu. Langsomt stod hun op og skiftede tøj, til et par blå jeans med huller i, og en sort top, inden hun fik styr på sit uglede lyse hår.
Kort efter listede hun ned af trappen og ind i stuen for at se om Athal stadig sov, og det gjorde han tilsyneladende,. Blidt gik hun hen og satte sig på bordet, prikkede langsomt og forsigtigt til ham. "Sover du?" spurgte hun smilende, vidste godt han sov, men hun ville gerne have han vågnede. Lidt ondt måske. Blidt bed hun sig i læben, og lod hånden køre en tot af sit lange hår om bag øret, inden hun lod blikket glide mod vinduet, hvor solen så småt stod op.
Kort mærkede hun en usikkerhed brede sig indeni hende, hun var ikke helt tryg ved det, men Athal havde jo sagt han sagtens kunne gå i solen, så burde hun vel oz kunne, burde hun ikke?..
Men stadig glædede hun sig faktisk, hun glædede sig til alle de ting han havde sagt han ville vise hende, det var så spændende, det var som at opleve livet helt på ny, og der var så mange ting hun endnu ikke havde prøvet, som hun glædede sig til at kunne. Heldigvis havde hun da ham lidt endnu, så han kunne hjælpe hende med en smule af det hele, det var rart.

Athal var hamrende træt.
Dagen havde allerede bydt på så meget. De sidste tre døgn var gået på at jagte og at blive jagtet, hvilket ikke havde givet ham den normale søvnrytme. Så, da han og Aine var vendt hjem igen, var han gået hjemad med tankerne om et dejligt varmt bad og en blød seng. Men visse rygter havde med det samme bragt kompliktationer i gang, og han havde brugt sin resterende energi på at skændes højlydt - og så to gange på en dag!
Så det var ikke noget at sige til, at vanddæmonen var så træt, da han krøb under gæstedynen. Et øjeblik sad han og kiggede rundt for sig i mørket, hvor alle Aines ting stod og tog sig til. Med en ordentlig indånding hev han luft ned i lungerne, og hovedet nåede knap at ramme puden, før han faldt i søvn.

Drømmene var forvirrende. Billeder af ham selv og Aine, set udefra, der gispende løb gennem underjordiske gange tonede sig furet frem, og hans drømmejeg havde svært ved at forstå, om det, der skete, var rigtigt eller ej.
Han og Aine nåede til en blindgyde i drømmen. Athal ønskede at råbe, de skulle vende om, men det var fuldkommen umuligt at få et ord frem. Så begyndte noget at materialisere sig foran dem. Først kunne Athal ikke finde ud af, hvad det var, og han stirrede indgående frem for sig. De hvirvlende bølger af farver blev dog efterhånden mere og mere tydelige, og til sidst rejste sirenen fra den underjordiske sø sig foran dem. Athal gispede og slog en arm ud for at skubbe Aine væk i et forsøg på , men det eneste, han fik fat i, var den tomme luft. Undrende kiggede han sig til siden, men det eneste, han formådede at få øje på, var sin hånd, der i striber var dækket af mørkt, rødt blod.
Hjertet satte farten op, og han kiggede forfærdet mod sirenen for at finde hjælp. Men det var ikke sirenen mere. Det var Evangeline, og hun smilede koldt og grusomt til ham.
"Du kan ikke flygte, lille dæmon," hviskede hun. "Vi ved, du er her." Hænderne var foldet, som et symbol, foran hendes fyldige bryster, men nu åbnede hun dem. Athal teede sig først til at tro, at det måske var et våben, men det var noget helt andet.
Amuletten skinnede som et fyrtårn mellem hendes hænder, og samtidig med, at Athal i fprtabt mine stod og stirrede på den, begyndte alt langsomt at blive varmere.
Varmere og varmere ...

"Sover du?"
Aines blide stemme rev ham brat ud af drømmen. Det føltes så pludseligt, at hun lige så godt kunne have givet ham en lussing og sendt ham rullende ned af en skrænt. Koldsveden klæbede ubehageligt til Athals nakke, og øjnene flakkede vildt omkring, da han forvirret rettede sig op.
"G-godmorgen," stammede han. Tankerne var et ordentligt virvar, som kun drejede sig om drømmen. Om og om igen dukkede billedet af amuletten i Evangelines hænder op i Athals tanker, og han gøs skiftevis.
Aine betragtede dagslyset, som svagt forsøgte at krybe ind gennem vinduet. Athal rømmede sig hæst og satte sig op. "Hvad er klokken?" Alt begyndte heldigvis at virke mere normalt, og nogle af rystelserne fortog sig. Han kiggede sig omkring i stuen, og et lille smil rejste sig på hans læber.
"Nåh. Du kunne ikke sove mere, vel?" sagde han i et velvidende tonefald. Hun måtte virkelig være spændt.

Aubreiane så langsomt på ham, han lignede en der havde haft mareridt, tænkende tyggede hun sig i læben, “Er du okay dear? Du ligner en der har haft en slem drøm?” spurgte hun mildt og tog hans hånd, gav den et blidt klem inden hun slap den igen, for at rette sin top, der sad kropsnært, og dermed vidste hendes fyldige barm, self havde hun tænkt sig at finde en lille cardigan eller noget inden de skulle udenfor, det var jo blevet koldere.
Indeni kunne hun godt mærke det havde været en underlig drøm han havde, hun havde opfanget noget med sirenen og hende selv, men ikke så meget af den, hun havde jo lovet at blande sig lidt udenom hans tanker og drømme. “Neij.. Nej jeg kunne ikke rigtigt sove, men jeg faldt da i søvn til sidst.. Det tog lang tid syntes jeg, men det var nu okay, jeg drømte faktisk oz, gør man det normalt?” spurgte hun undrende og smilte lidt for sig selv, inden hun rejste sig og gik hen til vinduet. “Drømte du om amuletten? Jeg ser den hele tiden.. Undskyld.. Jeg ved du ikke vil have jeg blander mig, men det var ikke med vilje.. Jeg blev bare bekymret fordi du virkede så rastløs” sagde hun langsomt og tyggede sig en anelse i læben.

“Klokken er kun lige omkring 7:00, så den er kun lige stået op, solen alsa.. Det er den der kun lige et stået op” smilte hun svagt og så om på ham igen, inden hun blidt gik tilbage og satte sig på bordet. Hun pillede forsigtigt ved hans fingre, ville ikke have han var blevet skræmt over sin drøm eller noget, så derfor prøvede hun af bedste evne at få ham til at falde lidt ned igen.
“Er du sulten? Skal vi spise noget mad inden vi går?.. Alsa hvis du har lyst til at gå stadig.. Jeg ved ikke om det er for tidligt… undskyld jeg er bare nervøs” mumlede hun og kunne have bidt tungen af sig selv for at snakke sådan, men det var sandt nok, hun snakkede kun så meget, fordi hun var nervøs, og spænd.. Og bange.. Rigtigt bange faktisk, det virkede som en selvmodsigelse for hende som tidligere vampyr, frivilligt at gå ud i lyset. Men hun glædede sig jo også.
“Jeg føler mig så dum ved at snakke hele tiden, er det ikke mærkeligt? Normalt ville jeg bare have holdt det for mig selv at jeg var så nervøs.. Men det er virkelig svært” hun tav lidt og tog et par støvler på, dog uden hæl, hun ville ikke have højhælede på i dag, det havde hun ikke lyst til.. Hun følte sig så mærkeligt til mode, og hun kunne ikke finde ud af om det var tanken om at skulle ud i solen, eller om det i virkeligheden var hans følelser, der gik ind og virkede som hendes egne, i hvert fald, havde hendes drøm nu heller ikke været videre sjov, så det kunne også sagtens være hendes egen drøm der var skyld i den underlige følelse.
Hun havde drømt om ham.. Om den dumme vampyr til Aubrey, hvor hun dog hadede ham, mere end noget andet, men man kunne desværre nok ikke se sig fri for, at han altid ville påvirke hende, selvom det var blevet bedre med tiden, siden de kom af med ham, så havde hun stadig lidt svært ved at slappe helt og aldeles af. Velvidende Athal kunne høre hendes tanker, kunne hun ikke lade være med at spekulere på om han havde det på samme måde? Selvom han ikke var blevet forfulgt af Aubrey eller noget, kunne han vel også stadig frygte han kom igen.. Men nej det gjorde han nok ikke, det var nok ikke noget han tænkte på, hvorfor skulle han også det, det havde jo aldrig været hans problem egentlig, i hvert fald ikke indtil Aubrey var dukket op hos hende, og havde truet med at myrde dem begge.

Drømmen slyngede stadig bold i Athals indre. Da Aine tog hans hånd og spurgte, om han var okay, var det med det samme som om, hun havde prikket til noget personligt, og han kom i tanke om noget meget vigtigere.
Hvor var amuletten? Han baksede om sig med hånden og mærkede hvordan, pulsen tog til, da forfærdelige muligheder dukkede op i hans tanker. Hvor havde han lagt den sidst? De sidste minutter fra aftenen før, hvor han havde lagt sig til at sove, forekom lettere slørede på grund af trætheden, og detaljerne rev sig mere og mere fra hinanden, jo mere han forsøgte at fokusere på det.
Det kunne da ikke være rigtigt!
Til sidst; da alt syntes at gå helt galt, mærkede han den velkendte form i sin bukselomme. Et højlydt suk undslap ham, og han begyndte at hive smykket op af lommen, indtil han huskede Aine. Den kriblende følelse af gemmeleg kravlede sig op ad hans rygrad, og skønt han vidste, at Aine anede næsten lige så meget om amuletten som ham, kunne han ikke lade være med at føle sig lettere paranoid.
"Ja. Ja, jeg er okay," forsikrede han, med blikket sænket og spekulative rynker tegnet mellem brynene. Et kort sekund tænkte han på, hvad der mon nu ville ske, men heldigvis lod hun til at kunne snakke om noget andet.
"Om det er normalt at drømme?" spurgte han strakst og hævede sugende blikket, som når en dehydreret mand tørstigt higer efter vandet foran sig. "Det er helt normalt, Aine!" Han tøvede lidt. "Hvad ... drømte du?"
På en måde havde han vel set det som en selvfølge, at selv vampyrer måtte drømme; men naturligvis var det ikke en given egenskab hos enhver. Blot tanken om, hvad der måtte falde Aines sind ind efter så mange tusinder af år i fuldkommen mørke (eller hvad en vampyr nu blev udsat for) under søvnen. Hun måtte have haft nogle fantastiske syner!
Endnu engang kiggede han ud af vinduet, som kunne det bekræfte ham i, at hun havde ret omkring tiden. Hendes fingre var som små glimt af krystaller mod hans hud, og han lagde sin anden hånd over hendes.
"Det er helt i orden," sagde han og kunne ikke forhindre bløde toner i at harmonere med sin stemme. Nu smilede han, og i en rask beslutning var han på benene; på vej mod køkkenet.
"Hvad med at vi tager maden med ud? Du kan vel lige så godt vænne dig til de nye vaner på samme tid." Lyden af tallerkener og bestik, der blev jongleret rundt med, blandede sig med Athals sagte fløjten. Han var faldet en del højder ned, siden han var vågnet med koldsved på panden, og tanken om Aine, der snart ville få solen at se, var nok til at sætte spændingen og adrenalinen i gang.
Han vendte tilbage med rygsækken fyldt med lækkert morgenmad (inklusiv gårsdagen sushi.) En afslappende aura havde lagt sig om ham, og blikket spejdede søgende rundt for at opnå øjenkontakt med Aine. I samme øjeblik ramte hendes følelser ham som en gungrende gong-gong. Efter at have været begravet i mulige måltider et par minutter, havde han fuldkommet lukket af for hende, men nu busede hendes strøm direkte gennem forsvarsværket og gav ham alle mulige detaljer.
Glimt af Aubrey, Aines svulmende frygt ...
Hans første tanke var, at det da ikke var en speciel god drøm at have som den første i flere tusind år; og så blev han urolig for Aines velbefindende. Som frosset i tiden stod han stivnet i samme bevægelse; med tasken i hånden og et uændret ansigtsudtryk. Så tvang han sig selv sammen. Hånden gled gennem det, som altid, pjuskede hår, og han begav sig hen til dæmonpigen ved sofaen.
"Sådan," annoncerede han og viste rygsækken frem. Dybden i øjnene modargumenterede den muntre maske i ansigtet, og han betragtede hende undersøgende, så diskret som muligt, skønt hun måtte have vidst, hvad han lige havde tænkt.

Aubreiane sad tænkende og betragtede sine hænder, det var en underlig følelse at drømme om Aubrey, det var mærkeligt, at den første drøm hun havde, var om ham, måske var det pågrund af uvisheden, uvisheden om han virkelig var væk for altid nu. Stille så hun hen mod ham, og smilte lidt idet han kom tilbage med mad.
“Åh jeg drømte bare… om Aubrey.. Jeg ved ikke helt hvorfor, det vel ikke noget man kan styre, men det var nu lidt mærkeligt.. Han ville gøre mig til vampyr igen, men så kom du og ja så.. Så flygtede han nærmest? Det var lidt underligt.. Drømmer du oz hver nat?” spurgte hun tænkende og smilte lidt, langsomt rejste hun sig og lod hånden løbe gennem sit lange lyse hår. Hun kunne faktisk godt li at han var der, det var nu hyggeligt, også selvom hun godt vidste at han ikke kunne blive hendes, det var nok det der gjorde mest ondt.
“Normalt ville jeg ikke spørge Athal men.. Men hvad er der med den amulet? Siden du kom tilbage til mig i går, er det som om at.. Du har prøvet at skjule din trang til at kigge på den, velvidende jeg kan mærke det, er det fordi du er bange for jeg tager den eller noget?” spurgte hun tænkende, og strøg hans hånd lidt, den var så varm.. Det var sjovt, som vampyr havde hun da godt mærket han var varm, men det var som om, at nu hvor hun selv var varm, var han det på en helt anden måde, det gjorde hende lidt forvirret nogle gange, men det var rart.
“Som vampyr drømmer man ikke.. Man.. Ja man sover heller ikke rigtigt, det er som om man mister bevidstheden, og pludselig vågner man bare op igen, og er frisk, det er lidt svært at forklare” sagde hun mildt og så mod døren, hun var stadig skræmt ved tanken om at de nu skulle ud i solen, men spændt, den følelse var nok det der var mest af, heldigvis.
“Jo lad oz tage det med ud, jeg skal nok prøve at komme med ud hurtigt, men jeg glæder mig nu alligevel, det bliver sikkert godt” sagde hun mildt, og tog hans hånd, nok mest fordi hun var usikker, og ikke var helt sikker på om hun turde gå ud selv, og alligevel virkede hun ivrig. “Hvad har du så taget af mad? Jeg tænkte at… at vi kunne gå ud i min have, og sætte oz, jeg har havebord og stole, og jeg vil så gerne se mine blomster” smilte hun og tog ham med ud i en lille gang, hun tøvede lidt inden hun så på ham, lod langsomt hånden låse dørlåsen op, og åbnede døren.
Hun så ham i øjnene, og lod hånden holde en anelse strammere om hans hånd, “Du går ud først” mumlede hun lavt, og så efter ham, idet han gik ud, hun holdt stadig i hans hånd, for hun vidste at hvis hun slap den, ville hun ikke kunne gå ud selv,. Stille og forsigtigt trak hun vejret ind, og gik med ham ud, først var det kun armen der var i sollys, men da der ikke så ud til at ske noget, lod hun langsomt resten af kroppen følge med ud,. Hendes ene hånd gled op for at skygge for solen, de naturligt røde læber blev langsomt til et smil, derefter til et bredt grin, og hun drejede ivrigt om sig selv,. Nu var alt perfekt, hun behøvede virkelig ikke være bange for solen mere, ivrigt løb hun hen til ham og krammede ham længe og blidt, uden at tænke nærmere over det, kyssede hun ham længe og ømt, før hun hastigt trak sig tilbage, “Undskyld” hviskede hun forsigtigt og snoede en tot af sit lange hår om fingeren.

Athal var tæt på at skutte sig. Det gik op for ham, at nu, da Aine ikke var vampyr mere, var hun langt mere sårbar end før. Han havde set hende heale i kampe, overleve uden vejrtrækning under dybt vand og udradere blodtørstige fjender med kun fart og list. Nu lå landet fuldkommen anderledes. Hun var mindst lige så sårbar som ham, og skulle en idiot som Aubrey beslutte sig for at aflægge en visit, ville en brækket skulder ikke være en 'lille skade', som det havde set ud før.
"Det lyder da ikke som en særlig godt drøm," kommenterede han medfølende.
Det næste spørgsmål behøvede ikke megen overvejelse. "Nej, ikke hver nat," svarede han. "Det er temmelig forskelligt. Min mor ... plejede at sige, at det øjeblik, hvor man drømmer mest, er når det er fuldmåne." Mindet fik ham til at smile svævende.
Pokkers!
Ordet strøg som et bandeord gennem hans tanker, så snart hun berørte amuletten ved ordets lyd, og den febrilske følelse dukkede op, inden han rigtig fik set sig om. Han så ned og fik øje på sin hånd, som i et beskyttende panser havde lagt sig over bukselommen, uden at han overhovedet havde bemærket det. Et ekko af chok hamrede sig frem, og han så på Aine med store øjne.
"Hør ... " sagde han, og ordene måtte presses frem. "Jeg ved ikke helt præcis, hvad der sker; det må jeg indrømme, men på en eller anden måde er jeg bare forbundet til den her halskæde! Jeg mener - den kan for pokker redde mit liv. Og så kan jeg måske finde ud af, hvad de pokkers dæmoner egentlig er ude efter." En stærk trang til at kaste om sig med armene og sætte kæmpemæssige oprørsskilte op omkring i landet rejste sig brat i ham, som ud af den blå luft, og han måtte hive sig selv hårdt i tøjlerne for ikke at give efter.
Det halsbrækkende humør dæmpede sig med det samme, hun begyndte at snakke om hvordan, det var for en vampyr at drømme. Hånden gled væk fra lommen og lagde sig i stedet over hendes, som igen havde fanget hans. Nervøse partikler af hendes humør snoede sig om hans strube, og han gav hendes fingre et ekstra tryk.
"Åh, jeg har bare taget lidt af hvert," svarede han åndsfraverende og lød sig føre med ud i gangen. Tanken om at Aine snart ville få dagens lys at se uden at kunne skrige i smerte havde fået alle andre slags tanker til at forsvinde.
Langsomt vendte han sig om i den halvmørke gang, så de stod ansigt til ansigt. "Du vil klare den," mumlede han sikkert. Deres hænder var stadig lukket sammen i et fast greb, og han tøvede lidt, inden han gav slip og lukkede sig ud i sollyset.
De lyse stråler kyssede ham moderligt i håret, og et smil byggede sig med det samme op. I ivrig forventning vendte han sig om for at se Aine, der i samme øjeblik trådte ud. Glæden i hendes ansigt var enorm. Athals humør svulmede op til dobbeltstørrelse, og han udstødte et uvilkårligt grin, der harmonisk klingede sig sammen med Aines lykkelige.
"Du gjorde det, Aine! Du gjorde det!" jublede han og bredte armene ud i et omfavnende knus, så snart han så hende løbe mod sig. Et øjeblik var det intet andet end dæmonpigens overvældende duft, der omsluttede ham. Athal grinede lavt og klappede hende gratulerende på håret. I det næste nu kyssede de.
Eller hun kyssede ham. Eller var det virkelig sådan? Han vidste det ikke. Fanget i et ubevogtet øjeblik gjorde han ikke andet, end hvad der faldt ham naturligt ind, og gengældte kysset. Begæret var større og voldsommere end nogensinde før, og hans hænder begravede sig sultent i hendes hår, mens deres tunger forseglede sig.
Så var det ovre. I samme øjeblik, som det var sket, var det som om, han omsider kom til sig selv. En underlig, halvkvalt lyd forlod hans strube, og han skubbede hende hårdt fra sig i samme øjeblik, som hun trådte tilbage.
Han kunne stadig smage der, hvor hendes læber havde rørt hans. Med hånden halvt oppe mod munden, som kunne han ikke helt fatte, hvad der var sket, stirrede han på hende, mens brystkassen hidsigt hævede sig op og ned.
Han var vred - rasende faktisk. Blot visheden om, at han rent faktisk havde gengældt hendes kys, mens han vidste præcis, hvad konsekvenserne var, gav ham lyst til at forbande alt og alle.
Et øjeblik vidste han ikke, hvad han skulle sige. Sollyset favnede sig gudeagtigt om Aine og illustrerede hende som en falden engel, fanget i forbudt kærlighed. Han sank en tør klump og vendte sig væk.
"Undskyld, Aine," sagde han lavmælt.

Aubreiane så ham i øjnene, hun bed sig hårdt i læben da han så væk fra hende, rettere vendte sig væk fra hende. “Jeg siger det ikke til nogen Athal.. Det var min fejl.. Ikke din.. Følelserne løb bare af med mig.. Du skal ikke undskylde okay..” hviskede hun stille og pillede ved sit lange lyse hår, for en stund virkede hun trist, og vred på sig selv for at have kysset ham, det var ikke med vilje, hun vidste jo godt at han havde en kæreste nu.
Dog lyste hun lidt op kort efter, og gik ganske langsomt hen til en busk med røde roser, der nu var sprunget ud, selvom det var ved at blive koldere i vejret. Hun lod fingrene løbe over nogle af kronbladende og smilte, blidt gik hun gennem græsset og hen mod nogle flere blomster, duftede til dem, og virkede opslugt af dem, hun havde så længe bare set billeder af dem, aldrig duftet den søde duft, men nu gik det faktisk op for hende, at det var den duft der var i hendes hus ret ofte, især når hun havde lagt rosenblade i vand.
“Det okay hvis du går nu Athal.. Du lovede kun at blive her og hjælpe mig ud i solen, du har ikke lovet andet, jeg tvinger dig ikke til at blive.. Du må gerne tage sushien med hvis det er, jeg skal jo oz prøve andre ting” smilte hun ganske svagt og så langsomt hen mod ham, hun smilte forsigtigt til ham, bebrejdede ham ikke hvis han ville gå, hun havde jo lige gjort noget virkelig dumt, men.. Det var ikke til at forklare hvad hun havde følt da han gengælde kysset, det fik hende til at føle sig.. God nok til ham mest af alt, men der var så mange følelser.
Smilet og ivrigheden i hans stemme da hun kom ud i solen, havde gjort hende så glad, vist hende at han virkelig bekymrede sig for hende, og at han var glad på hendes vegne, og hun prøvede virkelig på at være det samme for ham uanset hvad. “Men stadig.. Du behøver ikke holde på din amulet hver gang jeg omtaler den, jeg stjæler den ikke, det ved du godt, det kunne jeg ikke finde på” sagde hun stille, og smilte lidt, betragtede kort den krystal der hang om hans hals som hun havde givet ham.
Længere nede i haven, lå der en hvid pavillon, med sorte havemøbler indeni, Havemøblerne var tydeligt antikke og virkelig flot lavet, med massere af udskæringer og mønstre, blidt gik hun hen til den, og lod hånden løbe over noget af den afskallede malling, hun havde ikke rigtigt lagt mærke til hvordan det så ud, det havde været så sjældent hun var derude, når hun ikke rigtigt så nogen grund til det, nogle gange var hun jo ude og slå græsset, hvilket også var derfor der ikke var meter langt græs lige nu, hun havde nemlig gjort meget ud af, at hendes have ikke skulle ligne et overgroet bed.
Aubrei smilte og drejede stille om sig selv endnu en gang, hvor var det skønt, hun kunne mærke den dejlige varme fra solen, bage mod sin hud, og det føltes så skønt, det var så længe siden, pludselig forstod hun hvorfor han havde virket så træt til sidst, det var jo fordi han manglede sol, fordi han manglede dens dejlige stråler, det virkede så dejligt. “Jeg forstår det hele nu Athal.. Jeg forstår godt hvorfor du længtes sådan efter den, og hvorfor du virkede så udmattet, jeg er så glad nu” sukkede hun mildt.

Athal så frem for sig. Den udgående sti fra skoven virkede som en lokkende indbydelse, og i dette øjeblik havde han også allermest lyst til at tage benene på nakken og løbe sin vej. Men Aine lød mindst lige så ked af det som ham; så i stedet for at marchere bort uden så meget som at ytre et ord, vendte han sig om.
Skønt hun virkede ulykkelig over, at de sådan - begge to endda - havde tilladt deres følelser at løbe af med hinanden, gjorde solen sine goder. Aldrig havde han set hende så tilfredsstillet og glad. Som vampyr havde der altid hersket en sørgmodig aura over hende; ligemeget hvor opstemt hun kunne virke, men nu så det faktisk ud som om, at det for en gangs skyld kunne forsvinde helt og efterlade hende i et opmuntrende lys.
Han ville så nødig spolere øjeblikket, og mest af alt havde han bare lyst til at slå det hen, sætte sig ned og holde skovtur med Aine, mens de, som altid, kunne begynde at sludre om alverdens ting. Men det var for svært. Kysset, som blot havde indtruffet for mindre end et par minutter siden, mærkede sig stadig på hans læber, og hver gang flere følelser forsøgte at sætte sig i kontrast, dukkede Evangelines ansigt op, og han mærkede skammen rulle over sig.
"Det er jeg glad for, du er," sagde han med oprigtige følelser og smilede til hende. Et øjeblik syntes replikkerne at løbe ud. Han vendte øjnene mod himlen for at skotte op mellem trækronerne, der i en beskyttende kappe rejste sig om dem, og så derefter på Aine igen.
"Jeg må hellere gå," besluttede han så, og der var en snert af fortrydelighed i stemmen. "Vi ... ses nok før eller senere."
Forventede hun nu et knus eller måske et klap på hånden? Hjernen var helt blank. Han gned sig forstyrret i nakken og nikkede for sig selv.
"Nå, men ... Hej." Og inden Aine kunne nå at sige mere, var han drejet om på hælen og skridtet mod den betryggende lysning.