Gamle "Venner" (Luciel)

Tid: Lidt før solnedgang.
Sted: På kanten af et stort bjerg, med udsigt over havet.
Omgivelser: Masser af fugle, men ellers tomt.


Pitch sad og så ud over vandet. Måske var det nemmere bare at hoppe i, og lade det hele være, som det var nu? Nej, det kunne han ikke finde på. Han kradsede lidt i jorden, og besluttede, at gøre sig klar til, hvad end det var, han følte, var på vej. Han så rundt, og fandt en meget stor sten. Han strakte sin arm ud, og holdt en åben håndflade mod den. Tynde tråde af lys begyndte at dannes omkring den, og binde sig rundt om den. Han lukkede øjnene, og stenen hævedes en smule fra jorden. Langsomt svævede den hen imod kanten af bjerget, og da den hang over vandet, gav han slip. Dråber af salt vand eksploderede på hans ansigt, og en enorm ring dannedes i vandet. Han satte sig igen.

luciel stod pludseligt foran ham. hun havde set ham på lang afstand og havde løbet her hen med vampyrfart. hun var en smule forpustet men ikke noget særligt.
hun har klædt i en meget lang mørk kappe, med en hætte der holdt sollyset væk fra hendes ansigt. hun var blevet mere overfølsom over for sollys på det sidste, og mere bange for at brænde op, efter at jeanna flere gange havde forsøgt at dræbe hende med ild.
hendes ishvide øjne var fokuserede på pitch og fuldte vher af hans bevægelser med en omhyggelig overvågenhed. hun gik helt om bag ham før hun talte.. lige ind i hans øre..
- godaften pitch..

Han sukkede dybt, og rejste sig langsomt op. "Luciel, hvad laver du her?" Han var hverken mistroisk eller fjendtlig, bare nysgerrig. Han børstede støv af sine bukser, og rystede sine ben. Han var stadig en smule omtåget, efter at have brugt så stor en mængde magi. Han fiskede en lille bog frem fra sin bukselomme, og bladrede overfladisk i den, indtil han fandt, hvad han søgte, og stoppede.

- ude at finde nyt bytte.. før natten falder helt på, og alle forsvinder ind i husene..
sandheden var at hun var rastløs.. hun havde ikke rigtigt haft ro i kroppen efter det med jeanna.. hun havde været en hårsbredde fra at dø for anden gang.. og hadede jeanna for det!
hendes grin blev ikke glad, eller hånligt som det plejede.. det blev kun halvhjertet..
hun var ikke helt tryg ved pitch og bakkede derfor lidt væk.. han var den første der havde prøvet at brænde hende. hun rørte kort ved hendes mave hvor man stadigt kunne se arret..
et koldt lys kom frem i hendes øjne og gammel vrede boblede og sydede i hendes årer.

"Har du aldrig overvejet, at blive vegetar?" Han så på hende, ikke som en ven eller fjende, snarere som en storebror. Vandet løb ned af hans ansigt, og landede på hans trøje. Han lagde ikke mærke til det, han havde mest lyst til, at sove lige nu. Han bemærkede at Luciel rørte ved aret, men kommenterede det ikke.

- i forhold til dit og millas blod er dyreblod kedeligt..
hun smilede et rovdyrs smil, og kiggede på ham med kolde øjne. der var ikke længere noget usikkert ved hende. nu var der kun kun kulde, og den normale luciel var tilbage.
der var blod på hendes tænder, og på hendes hænder kunne han nu se.

Han sukkede ved kommentaren om ham og Milla. De lysende tråde dukkede frem igen, og hang overalt i luften omkring dem. "Jeg tror ikke, mit blod smager på samme måde længere..." Han fiskede et shot-glas frem af sin trofaste skuldertaske, og holdt en finger ned i det. resten af fingrene lagde han på sin puls-åre, og de begyndte at lyse. Pludselig blev det lille glas fyldt med mørkerød væske. "Magi" Sagde, han kækt, og blinkede til hende. Han rakte hende glasset.

- nyttigt..
hun greb grådigt glasset og tømte det uden videre omtanke. hun mærkede smagen af engle blod eksplodere i hendes mund og hun lukkede nydende øjnene. blodet var fyldigt, og sødt.. bare kraftigere end det havde været sidste gang, og luciel mærkede blodets rus fylde hende selvom hun bare havde fået en lille smule.. hun måtte have mere!
hun åbnede øjnene og så med alt den grådighed hun kunne rumme på hans halspulsåre. så satte hun afsted i vampyrfart hen imod ham.

Han hævede en hånd, og trådende indhyllede ham. Da de spredtes igen, var han væk. En svag latter hørtes bag hende. "Undskyld, jeg burde ikke drille dig sådan..." Han kløede sin hals. Så fiskede han en lille æske frem fra sin skuldertaske. "Her, det kan være den hjælper." Han kastede den over til hende.

- hvad er det?
hun så mistænksomt på æsken, da hun havde grebet den. hun holdt midlertidigt tørsten efter hans blod under kontrol, men grådigheden var stadigt at finde i hendes øjne, hvis man ledte efter den. hun måtte have noget mere af hans blod! men først ville hun vide hvad der var i æsken. indeni forbandede hun sin nysgerrighed. hun vidste det jo godt.. nysgerighed dræbte katten..men hun ville vide det..

"En gave. Ja, lad os sige det." Han så spændt på hende. Hvad mon hun ville sige til den? Vandet på hans trøje var fordampet. Han vendte hånden imod et træ denne gang, og trådende hev det op med rødder. Han nynnede, imens træet fløj rundt. Nogen af trådende bevægede sig ned under jorden, og fjernede en stor klump jord. I det nye hul satte han træet ned, og smilede.

hun så stadigt mistænksomt på ham.. hun stolede ikke på ham, og var usikker på om hun skulle åbne den eller ej.. det kunne være noget skadeligt, men det kunne også bare være en gave.. hun var meget i tvivl om hvad hun skulle gøre, men til sidst vandt nysgerrigheden..
med tøvende bevægelser åbnede hun den langsomt, nervøs for hvad der kunne være i den..

Inde i æsken lå en ring. Ved første øjekast lignede det bare en normal ring med en blank sten på. Han gik lidt tættere på hende, stillede sig bag hende med en arm på hver side, og skruede stenen af. "Det er et våben. Du beundrede min samling, så jeg tænkte, at du sikkert kunne bruge et." Han klemte ringen sammen, og en stor nål stak ud, på omkring 10 centimeter. "Værs'artig." Han smilede drillende til hende.

hendes øjne blev store af forundring og et bredt smil skilte hendes læber. hun kunne uden problemer se hvor dødbringende den kunne være i de rigtige hænder.. det var en værdifuld gave vidste hun og hendes øjne skinnede. hun tog den på højre hånd og fik hurtigt nålen til at trække sig ind igen.. nu lignede den bare en admindelig ring.
- mange mange tak, pitch! men pas på at den en dag ikke kommer til at sidde i din hals..
hun smilede lige så drillende tilbage og slog for sjov ud efter ham med højre hånd.

Han hoppede lidt tilbage med et grin. "Det er godt, du kan lide den! Bare pas på, ikke at ramme dig selv!" Han grinede, og så på Luciel. Hvordan var de nogensinde endt som fjender? Han smilede skævt, og satte sig ned, et par meter fra hende. "Det er rart, at vi ikke er dødsfjender mere." Han talte kun lige netop så højt, at det kunne høres.

hun så et øjeblik lettere forvirret ud.. der var ikke nogen synlig grund, men så begyndte et koldt lilla skær at liste sig ind i hendes øjne og hun kunne mærke tørsten efter hans blod rive og flå i hendes indre.
hendes øjne var i stedet for den nprmale hvide nu helt lilla og hendes tænder var blottet i en snerren. hun lignede ikke den luciel der før havde været så glad og betaget af ringen der stadig sad på hendes finger.
med korte hurtige skridt gik hun over imod ham.. så satte hun farten op og for mod ham med utrolig fart.

Hans smil ændrede sig til et bekymret udtryk, og han hævede hænderne. Tråde af lys viklede sig rundt om Luciel, men hans kræfter var næsten væk, og de var ikke meget stærkere en spaghetti. Han så chokeret på vampyren, der kom nærmere. Han hævede armene til forsvar.

luciel nåede uden problemer om bag ham. trådene af lys havde været så svage at hun uden problemer havde kunnet rive dem over og fortsætte over mod englen.
hendes øjne var blottet for andre følelser end grådighed og sult! hun slikkede sine røde læber og så på hans hals.
hun tog fat i hans hår og med et kraftigt ryk fra hun hans hoved tilside så hans hals var blottet.

Han sparkede desperat bagud, og forsøgte at distrahere Luciel med trådende. "Hvad laver du?!?" Hans vinger foldedes ud, og skubbede hende væk. Han vendte sig om, med knyttede hænder. Han rodede i skuldertasken, men fandt intet, der kunne hjælpe.

hun blev skubbet væk af hans vinger, men for snart mod ham igen.. hun måtte have noget mere af hans blod!
hun så hans roden tasken og grinede stort og ondskabsfuldt da hun så at han ikke fandt noget han kunne bruge.
med et knips blev hun kortvarigt usynlig, en normal vampyrevne hun før havde brugt overfor ham med held. så stod hun bag ham igen.
- du fristede mig, pitch.. mere end min selvkontrol kunne holde til!
med de ord bed hun ham i halsen.. ikke for første gang.. hans blod var som en sanseeksplotion for hende og rusen kom over hende igen. hun sugede grådigt hans blod, med en arm om hans hals for at han ikke skulle flytte sig.

Han forsøgte at komme fri, men hans kræfter var næsten væk. Han koncentrerede sig, og blev igen indhyllet af lys. Trådende fløj rundt i luften, og samlede sig igen et stykke oppe i luften, hvor Pitch pludselig svævede. "Du må altså holde op med det der!" Han så vredt på hende, og lagde en hånd på bidmærket i hals. Han knurrede lavt, og kradsede i såret. Smerten viste sig i bølger på hans ansigt, imens han desperat forsøgte at få giften ud. Tråde af lys kom til, og bevægede sig ind i såret. "For satan..."

hun knurrede af ham, med blod løbende ned af hagen. hun hadede når han forsvandt! hun slikkede sig grådigt om munden, for at få det sidste blod med, og grinede ondskabsfuldt.
hun så hånligt på ham, og rakte hånden ud til siden.
et langt spyd af is matrealiserede sig i hendes hånd, og hun sendte det efter ham. hun ville have hans blod.. nu!

Han så træt på hende. Da isspydet dukkede op, lukkede han øjnene, og gav op. Han faldt ned, og ramte vandoverfladen med et enormt plask. Ringe i vandet spredtes, ikke helt så kraftige som da han kastede stenen, men næsten. En rød plet begyndte at dannes, der hvor han havde ramt vandet, og der var intet spor af ham.

luciel stod som forstenet og så på det sted hvor pitch var forsvundet. hun havde ikke troet at det ville ramme.. han plejede at undgå hendes angreb med lethed!
hendes lilla øjne blev langsomt lysere indtil de var helt hvide igen og hun spærrede øjnene op, da hun fandt ud af hvad hun havde lavet.
hun kunne stadigt smage engleblodet på hendes tunge men ignorerede det.. hun hoppede i vandet og dykkede nedad, indtil hun fandt pitch der langsomt dalede ned mod bunden som et blad for vinden.
hun tog godt fat i ham og prøvede at ignorere blodet omkring ham mens hun fik ham op til overfladen og op på klippegrunden.
med en udmattet håndbevægelse fik hun spydet der stadigt sad i hans mave til at forsvinde. en mærk aura pulserede omkring hende og hans dybe sår lukkede sig langsomt. samtidig ville han kunne mærke sine energidepoter blive fyldt igen i takt med at hun brugte energi på at helbrede ham.
hun gjorde dog ikke noget ved bidet.. det kunne være interessant at se hvad der skete.

Han åbnede langsomt øjnene, men resten af kroppen var som forstenet. Hans vinger var helt skæve, og meget blodige. "Luciel..." Han nåede ikke at sige mere, før smerten tog over, og han lå og vred sig på jorden. Hans skrig var øredøvende, og hans negle borede sig dybt ned i jorden. "NEJ!!! NEJ!!! NEJ!!!" Han slog vildt omkring sig, men han havde meget få kræfter, og ville ikke kunne skade noget som helst med de slag. Blodårerne pressede mod hans hud omkring biddet, og han kradsede desperat såret. De lysende tråde faldt til jorden og opløstes, og hans pupiller blev små. Han spændte alle sine muskler, og blodet begyndte at løbe ud af såret, men det var for sent. Hans hjørnetænder blev en smule skarpere, og en smertefyldt knurren hørtes fra hans strube.