Gamle "Venner" (Luciel)

Han gik nærmere, tydeligvis lidt såret over hendes bemærkning. Han svingede træet lidt kraftigere, stadig uden for rækkevidde. Han rystede sine vinger lidt, så blodet regnede ned over dem, og grinede. "Om jeg er en af de store drenge?" Han lukkede øjnene, og fniste. Skulle han være ny i faget? Andres død havde været hans liv i flere århundreder, og så kalder hun ham "Yngling", og betvivler hans styrke? "Det må du selv bedømme..." Han rakte tunge af hende, og kastede pinden efter hende, med kurs mod hendes ben.

hun så koldt på ham og ignorerede blodet der lavede røde pletter på den hvide frost der sad overalt på hendes hud og tøj. hun så opmærksomt på ham, men bakkede da han gik tættere på hende. hun ville ikke have ham for tæt på.. i hvert fald ikke før hun selv valgte det.
da han kastede den brændende pind efter hoppede hun til siden så de ikke ramte, men nåede alligevel at mærke dens varme langt op af benet.
hun knurrede og nu var hun rigtigt godt sur. han var gået over stregen.
med en trolig hurtigthed for hun mod ham, og midt i løbet kombinerede hun fart med usynlighed og dukkede op lige foran ham, med spydet rettet mod hans skulder.

Han så dovent ud i luften. "Jeg sagde lige, jeg ikke gad lege med sne, Lucy..." Han vendte sig rolig om, og satte en finger på spidsen af hendes spyd. "Uh, spids..." Han smilede overlegent til hende, og holdt en hånd op til sit ansigt. "Gad vide, om jeg også kan trylle... Nå, det må vente." Han så hende ind i øjnene, og grinede. Det var latterligt, var de venner eller fjender? Han fandt nok aldrig ud af det.

//Pitch vil du ikke snart skrive igen inde på det emne du har m,ed mig?//

hun stirrede rasende på ham på grund af den ligegyldighed han behandlede hende med. et koldt og hadefuldt glimt dominerede hendes øjne og men så lyste et grin hendes ansigt op.. det var bare ikke noget rart grin...
med en hård bevægelse sendte hun isspydet igennem den ene af hans elskede vinger og nød synet. hun grinede triumferende og dansede væk.
en kold latter forlod hendes læber og fyldte hele hytten..

Pitch så desperat op på den hullede vinge. Det gjorde forbandet ondt, men det var ikke det vigtige lige nu. Han så efter Luciel. Han havde båret over med hende nogen gang, men DET HER var for meget. Han rev spyddet ud, og knækkede det på midten. Han snusede til luften, og løb efter hende. Et højt krigsråb forlod hans mund, og støvet fløj om hans fødder.

//SKriv nu inde på vores emne, Pitch//

//Twi, kan du ikke brruge PM i stedet for at skrive her? ^^//

//hvad er PM?//

hun så på pitch mens han knækkede spydet.. vidste hvor vred han var, og glædede sig til at slås! da han løb efter hende gjorde hun sig klar btil kamp og med en lav hvislen dukkede et par knive, også af is, frem i hendes hænder. hans krigsråb ignorerede hun og gjorde sig i stedet bare klar til at slås!

Han løb forbi hende, og stoppede og vendte sig om i samme bevægelse. Han stod nogle meter fra hende. "Du burde vide, at du ikke kan klare mig, Lucy..." Han kastede det knækkede spyd hårdt ned i jorden, og de splintredes. "Drop nu de ispinde, de er jo nytteløse." Han gik langsomt hen imod hende. Det var tydeligt, at hvis han ikke selv døde af det, så gjorde Luciel, i hvert fald, hvis det stod til ham. Han foldede sine vinger helt ud, de dryppede af blod, og blafrede, så støvet fløj rundt om Luciel. Han var klar til at slå sin gamle ven ihjel.

//Pitch skal vi lave et nyt emne sammen jeg kan lave det//

hun kastede isknivende hen til spydet og lod det se ud som at hun gav op.
hendes skuldre var faldet lidt sammen og hun så ned i gulvets rå planker. men hendes tanker var langt fra ydmyge.. *bare vent, pitch.. bare vent*
hun sendte øjeblikket efter en lille dolk afsted med kurs mod hans mave og løb mod ham, de få meter der var imellem dem. hun kunne tydeligt se at han ville kunne slå hende ihjel, men ignorerede det stædigt.. hun ville ikke tro på det!
mens hun løb fandt hun en anden kniv frem og knugede den i hånden.

Dolken satte sig i maven på ham, og han rystede af smerte. Han hostede en smule blod op, imens han fløj op i luften. Han havde lidt svært ved det, da der var hul i hans ene vinge, men han kunne lige klare at hænge et par meter oppe. Da Luciel var løbet forbi ham, landede han, trak dolken ud, og kastede den efter hendes ryg. Han koncentrerede sig, men han fandt ingen magi i sin krop, der kunne helbrede hans sår. "Pokkers..."

hun snurrede rundt da han hævede sig op i luften og så for sent kniven der blev kastet mod hendes bryst. hun nåede hun at flytte sig så kniven borede sig ind i hendes skulder.. smerten der fuldte med var ulidlig og hun tog sig med et gisp til skulderen.
hun tog godt fat i kniven og bed tænderne sammen da hun trak den ud. med noget is frøs hun såret til og forhindrede det i at bløde og svække hende. smerten kunne hun dog ikke fjerne med mindre hun ikke ønskede at være klar til kamp.
med den raske arm rev hun et gulvbrædde op og slog ud efter hans hoved med alt den kraft hun havde.

Han dukkede sig for brættet, men ikke dybt nok, og blev ramt i baghovedet. Han faldt om på jorden, det blødte ud af hans mund. Hans vinger dalede langsomt ned, som blade om efteråret, og dækkede det meste af hans krop. "Milla..." Så besvimede han.

luciel gik vagtsomt hen og prikkede først forsigtig til ham med sin støvlesnudde. da der ikke kom nogen reaktion sparkede hun en del hårdere til. nok til at slå alt luft ud af ham og måske få ham til at vågne?
hun vendte ryggen til ham og gik hen mod ildstedet med en af fjerne fra hans ene vinge i hånden.
hun lænede sig op af væggen ved siden af ildstedet, og så vurderende på fjeren inden hun skødesløst smed den fra sig. den dalede langsom nedad, fra side til side og tilsidst fangede ilden den. kort efter var der intet at se af den..

Han vendte sig langsomt om, så han lå på ryggen. Han så, hvad hun gjorde med fjeren. "Hvad har du gang i?" Han lød ikke sur, nærmere træt. Han rejste sig op, og stillede sig ved siden af hende. "Hm... Jeg vidste ikke, de kunne brænde..." Han trak sine vinger lidt sammen, og så på Luciel. Så huskede han, hvor hans hovedpine kom fra, og sparkede hende i maven.

hun knækkede sammen da han sparkede hende og gik næsten i knæ. hun havde ikke behov for luft men hendes krop gjorde det alligevel og det var alligevel smertefuldt for ham. hun havde ikke set det komme og det bebrejdede hun sig selv for.
hun rettede sig op og kastede sig over ham. hendes tænder var synlige i en snerren og hun så rigtigt godt sur ud.

Da hun kastede sig over ham, tog han fat i hende, mens hun var i luften, og sprang bagud. Han landede et godt stykke uden for hytten, med Luciel på maven. Han skubbede hende af, og så sig rundt efter et våben. Han var ved at være godt træt af deres kampe. Han fandt en kæp på jorden. Det var ikke meget, men han havde en idé. Han foldede vingerne ud, og fløj forbi Luciel, ind i hytten.

hun landede omtumlet på jorden, på sin sårede skulder. smerten fik det hele til at køre rundt for hende og hun stønnede. det gjorde så forbandet ondt!
hun lagde sig på ryggen, og kunne ikke tænke på andet end smerten. hun bemærkede knap nok pitch der fløj ind i hytten igen.
hun orkede ikke at bevæge sig, men satte sig alligevel langsomt op. hendes skulder dunkede og hun blinkede et øjeblik for at få det hele til at stå klart. nu kunne hun se at såret var begyndt at bløde igen. da hun rørte ved hendes skulder blev hendes fingre helt røde og blodet løb ned af dem.

Pitch kom langsomt gående ud af hytten, han havde viklet et gardin om kæppen, og sat ild til det. Han så på Luciel, der lå på jorden, og gik derover. Da han stod omkring en meter fra hende, holdt han flammen lige over hendes hoved, så hun tydeligt kunne mærke den dødelige varme. Han bukkede sig ned, og slikkede lidt blod af hendes skulder. "Du smager godt, mon du er endnu bedre grillet?" Han grinede, med blodet løbende ned af halsen. Hans vinger var næsten i jordhøjde, de gjorde ret ondt.

hun skubbede sig langsomt bag ud med den raske arm og så med opspærrede øjne skiftevis på ham og ilden. hun kunne ikke bestemme sig for hvem hun hadede mest..
- det gør du ikke!
der var en beordrende klang i hendes stemme men den var svag for hun vidste hvor svag hun var lige nu. hendes højre arm var den hun plejede at kaste og slå med, og lige nu hang den ubrugelig ned langs siden. hun tænkte ikke på at hele den... så bare fra pitch til ilden og tilbage igen.

"Og hvorfor ikke det? Jeg er sulten, du smager godt." Han trådte lidt tættere på. Hun havde aldrig set ham sådan før, det var ikke til at sige, om han mente det. Ilden begyndte at slange sig op af pinden. "Hvorfor skulle jeg IKKE spise dig?" Han så på hende, som en streng skolelærer, en sulten dæmon, eller noget midt imellem. Han smed pinden på jorden ved siden af sig, og foldede vingerne sammen om sin krop som en kappe. "Lige nu, Lucy, bestemmer JEG, sådan er det. Du har selv givet mig denne kraft, hvorfor skulle jeg ikke udnytte den?" Han så hånligt på hende, men han gad ikke slå ihjel lige nu. Han bøjede sig ned, og slikkede mere blod af hendes skulder.

Luciel sank sammen i skuldrene og så mere opgivende ud end nogen sinde før. han var alt for stærk for hende, og det vidste hun! det var hendes egen skyld at hun var havnet i denne situation, alligevel skubbede hun ham væk da han slikkede noget mere blod af hendes skulder. hun brugte også sin sårede arm, og var ligeglad med smerten, og at såret blødte mere end før. skubbet var ikke ret kraftigt, men nok til at han ville vakle bagud.
imens kom luciel vaklende på benene og bakkede væk fra ham. hendes hvide øjne var nervøse og det trittende hår trittede meget mere end det plejede at gøre, mens det mørke tøj var gennemblødt ef blod oppe ved skulderen og fuld af huller.