Gamle "Venner" (Luciel)

Han vaklede tilbage, men fik hurtigt fodfæste igen. Han så på hende, i et kort øjeblik var han overrasket, men så tog blodrusen over igen, og han samlede den brændende pind op. "Lucy, Lucy, Lucy... Hvorfor gør du det aldrig på den nemme måde?" Han så på den usle vampyr, der stod foran ham, og tænkte over, hvor let det havde været. Alle de gange de før var stødt sammen havde de været jævnbyrdige, men denne gang... Han havde vundet, og nu ville han drikke hendes blod for at fejre det. Han hævede kæppen for at gøre hende bevidstløs, og tømme hende for blod. Et ondt smil bredte sig over hans blodige læber, og... "ARGH!!!" Han faldt om på jorden, og krøllede sig sammen i smerte. Pinden røg ud over kanten af klippen, og ramte vandet. Hans forvandling startede igen, og smerten var uudholdelig. Han rev sig i håret, kradsede sit ansigt, og spjættede som en fisk på en krog. Han forsøgte at holde smerten ude, alt imens han glemte, at Luciel nu havde overtaget...

hun grinede ondt da hans forvandling startede igen og brugte tiden som hun fik til at samle noget energi og helbrede såret i hendes skulder. rimfrosten lagde sig over hendes hud og hår som et kølende omslag og hun kunne mærke sin kræfter komme igen. men hun vidste inderst inde at hun ikke var lige så stærk som hun skulle være for at besejre pitch.. alligevel ville hun prøve. hun var ikke sikker på om hun ville overleve..

Han rullede rundt på jorden, og fandt en skarp sten. Han begyndte at skære i sin mave, imens han skreg af smerte. Da blodet begyndte at strømme ned af hans krop, så han nærmest skuffet ud, smerten måtte være længere inde i kroppen. Han begyndte at kaste sit hoved ned i jorden, og trillede langsomt hen imod kanten. Hans vinger var nu også dækket af hans eget blod, og der var mere rød end hvid at se. Han blødte mange steder på kroppen nu, sten, der stak op af jorden, rev store rifter i hans arme og ben, og såret i maven blev større og større.

luciel så med afsky på ham, men gik alligevel hen til ham og satte sig ned ved siden af ham.
- lig så stille!
hun lagde sig ned over hans mave med hele sin vægt og holdt ham nede ligesom sidste gang. hun kunne mærke lugten af hans blod og slikkede som en kat noget blod væk fra hans tinding.
hun smilede grådigt over blodets smag men holdt sig dog tilbage fra at drikke mere af hans blod.

Han forsøgte desperat at komme fri, men smerten havde nærmest lammet ham. Han ville fri, men intet hjalp. Langsomt fik smerten ham til at besvime. Hans vinger dalede til jorden, lige så let som en enkelt fjer ville have gjort det.

luciel rejste sig op da han lå stille. hendes blik var stadigt fyldt med afsky over for ham, mens hun prøvede at ignorere den allestedsnærværende lugt af hans blod. hun vendte sig for at gå, men vendte sig så hurtigt om og sparkede ham hårdt i ribenene lige over såret han selv havde lavet. så vendte hun sig igen og stod med ryggen tiol ham og så ud over vandet. hendes holdning var lige så arrogant som før de kom op at slås.

Han åbnede langsom øjnene. Han rejste sig, med stort besvær, nok til at sidde i skrædderstilling. Han så på sine hænder, hans negle var nærmest kløer, og hans hjørnetænder var blevet en hel del skarpere og længere. Han rejste sig helt op, og stillede sig ved siden af Luciel. "Det var værre, end jeg havde troet..." Han så rundt på sine sår, men der var intet at gøre, hans magi var væk. Han så ned på vandet, og på den smule blod, der stadig flød i overfladen. Han slikkede sig om munden, men blev hurtigt klar over, at det var hans eget, og så i stedet på Luciel. "Er det slut nu? Hvor lang tid tager sådan en forvandling?"

- smerten er slut nu... i hvert fald den der følger med forvandlingen.
hendes stemme var lav og meget kold og hun så med et hadefuldt blik på ham.
hun nikkede mod sårne.
- dem må du selv klare.. det burde selv du være i stand til..
stemmen var nu blevet hånlig og hun kiggede ikke på ham så bare ud over vandet.

Han så opgivende på Luciel, og gik lidt væk fra kanten. Han satte sig ned igen, og lukkede øjnene. Han gennemsøgte sin krop for magi, så helt ind i sin sjæl efter lidt mana. Lysende tråde dukkede op foran ham, og dannede en stor spiral, som kørte rundt om ham. Han koncentrerede sig dybere. Sorte lyn begyndte at danse rundt om trådende, og spiralen blev mindre, og trådende dansede rundt om hans sår. De healede langsomt, han havde været meget bedre til det før. Da hans sår næsten var helede, rejste han sig op, og stillede sig ved siden af Luciel igen. "Det har jeg aldrig prøvet før... Mørk og lys magi på samme tid..."

et næsten misundeligt glimt viste sig i hendes øjne men hun vendte sig fra ham for at han ikke skulle se det. det var utroligt tydeligt for hende hvor stærk han var.. det var ligeså tydeligt som det faktum at hun aldrigt ville blive så stærk. hun bandede stygt og så irriteret væk. så smilede hun lumsk.. gad vide om han kunne styre sig nu..
med en hurtig bevægelse bed hun i en af de større blodårer i sin underarm og lod blodet løbe ned over den. den berusende lugt af blod fyldte luften og svøbte sig om begge vampyrer som en dyne.

Han så rundt, hvor kom den vidunderlige duft fra? Han blev sulten, meget sulten. Luciel igen, hvorfor drillede hun ham? Han holdt om sine skuldre for at holde sig selv tilbage, men det var meget svært. I små ryk bevægede han sig tættere på, mens han desperat forsøgte at holde sig tilbage. Han slog sine vinger ud, og lige, da hans arm rakte ud efter såret, slog hans vinger ham nogle meter bagud, og han satte sig på sine hænder. Han smilede, nærmest stolt, til hende. "Jeg klarede den!"

- du bliver bedre, yngling..
hun grinede koldt til ham. indeni smilede hun, uden nogen kulde, men viste det ikke. til stor forundring for sig selv indså hun at hun ikke hadede ham så meget mere. hun rystede på hovedet over det groteske i det, men kom alligevel til at smile. hun gik hen imod ham, med armen strakt frem foran sig.
det var tydeligt at hun tilbød ham noget af hendes blod, for hun kunne se hans sult og huskede hvad han havde gjordt sidste gang.. det ønskede hun ikke for nogen.. hun vidste at med den umættelige sult han havde lignu, efter hans forvandling, var det nok bedst at han fik noget af hendes blod, da det vær stærkere og mere nærende end menneskeblod.. derfor ville han ikke behøve at dræbe hende for at få stillet sin tørst. hun var ikke sikker på om han ville tage imod det men prøvede alligevel..

Han satte straks læberne til såret, og lukkede øjnene, mens han sugede hendes blod. Han blev ved i et par minutter, og rejste sig så op, forfrisket og glad. "Tak for det." Han smilede til hende, de havde virkelig et underligt forhold. "Bliver jeg nødt til at drikke blod så ofte? Det tror jeg ikke, jeg kan." Han så bekymret ud, en enkelt tåre nåede lige hans kind før han fjernede den. Han så med blandede følelser ned i vandet, imens de sidste rester af hans rene engleblod sank til bunds.

- du bliver nød til at spise mindst et par gange hver uge, som jeg ser det.. men det er meget forskelligt.
hun så på ham uden følelser i det rene hvide ansigt og hendes øjne var tomme.
- jeg spiser en gang hver anden dag.. til tider hver dag hvis chancen byder sig.. du ved at jeg ikke er nogen stærk vampyr, så jeg bliver nød til at holde mig så stærk som jeg kan.
hun smilede bittert og så undersøgende på engleblodet.. var det stadigt ved at synke.. hun trak på skuldrene og sukkede. endelig var mørket kommet.. solen var gået helt ned og mørket havde sænket sig over bjergene.

"Det kan jeg vel leve med, men det er lidt upraktisk, hvis det efterlader sådan et rod hver gang." Han nikkede i retning af hytten, han var flov over, at være gået amok på den måde. Han hoppede ud over kanten, og fløj et stykke ud over vandet, før han landede, og begyndte at skylle blodet af sine vinger. Ikke fordi det var specielt irriterende, men mere som et lille ritual, en ny fødsel, et nyt liv. Han var en vampyr, det var først nu, han begyndte at fatte det. Han skyllede sit hår, som blev farvet rødt af blodet, der ny flød i vandet.

- det var også kun fordi at du ikke kunne styre dig selv, for helvede da også!
hun hvæsede irriteret og sprang ned af klippen. det sorte hår hvilrvlede om hendes hoved og hun landede smidigt på klipperne. hun vaklede dog alligevel et skridt til siden..
hun så med et løftet øjenbryn på hans lille ritual og sank om på jorden. træt efter blodtabet.. hun sad på klipperne og så træt på havet. det hele var lidt sløret og hun kunne godt mærke hvor voldsomt hun havde brugt sig selv i de sidste timer..

Han holdt sine vinger over vandet, og svømmede tilbage imod klipperne. Da han så, at Luciel sad nede ved overfladen, svømmede han over til hende. Han kravlede op ved siden af hende, og lagde en arm om hende. "Er der noget galt?" Han så på hende, hun så mere bleg ud end normalt. Han holdt den anden arm hen foran hende. "Her, det kan være, det hjælper."

- nej.. jeg vil ikke tage mere af dit blod.. så bliver du bare sulten igen.. jeg finder mig et andet bytte..
hun så sultens på hans arm, men vendte bestemt hovedet væk, som for at sige til sig selv at det var forbudt.. men det var fristende.. åh hvor var det fristende! alligevel sad hun stadigt med hovedet vendt væk og øjnene knebet sammen.. ikke at det hjalp.. hun kunne lugte hans blod..

"Jeg skal nok klare mig, jeg har fået rigeligt for i aften." Han tog en af sine, nu meget skarpe, negle, og lavede en rift i pulsåren. "Det går nok, ellers bliver du bare nødt til at slå mig ned, før jeg reagerer." Han smilede, og aede hende på skulderen. Et par dråber blod ramte jorden, og lavede små kratere af rød væske.

hun trak ham tættere på, med et grådigt blik på blodet. hun skulle til at bide ham i armen da hun hurtigt trak sig tilbage og gav sig selv en voldsom lussing.
*styr dig, luciel! du bider ham ikke igen.. men det er så fristende! hold så op!* hun diskuterede med sig selv mens hun stadigt stirrede på blodet der dryppede ned på jorden.. det havde en næsten hypnotisk effect på hende. hun slikkede sig over læberne mens hun stadigt bare stirrede på blodet..

//sry.. min krea er lidt død....-.-' //

"Det er godt for dig." Han tog fast om hendes baghoved, og førte sin arm op til hendes mund. "Hvis bare du tager nok til, at vi kan jage bagefter, så går det nok." Han så på hende, hun havde lige hjulpet ham, nu var det allerede tid til at betale tilbage. Det var han meget godt tilfreds med, han var ikke glad for, at stå i gæld til folk.

hun greb grådigt fat i hans arm og sugede noget af hans kraftige blod. hun blev ved med at drikke i et par minutter før hun tvungent gav slip på hans arm. hun trådte tilbage og en smal stribe blod løb ned af hendes hage.
- og nu skal vi jage!
et smalt smil kom frem på de blodrøde læber og i løbet af ingen tid var hun henne ved klippevæggen og begyndt at klatre op.
det varede ikke længe før hun stod oppe ved huset, som en sort skikkelse, i det tiltagende mørke.

Han kravlede efter, og brugte sine vinger til hjælp. Han så ned, de sidste rester af blod var nu væk. "Hvor jager vi?" Han så spørgende på Luciel, han havde aldrig været på jagt før. "Jeg er sulten." Han foldede sine vinger rundt om sin overkrop, og den lignede næsten en pelsfrakke. Han slikkede sine tænder, og gjorde sig mentalt klar til at slå ihjel igen.

- det der er tættest på..
hun satte kursen mod nains inn. der ville sikkert være nogle de kunne spise fra og smilede. hun nød følelsen af også at kunne skabe noget igen. ikke kun tage.. men rystede grinende på hovedet over hans sidste kommentar.
- du er altid sulten, pitch! vi tager mod nains inn.. der må være noget at spise der.

Han så lidt fornærmet ud. "Jeg har kun været en vampyr i en times tid, jeg synes ikke vi skal snakke om 'alting' endnu." Så grinede han, det havde vist bare været en syg form for humor. "Nains? Der har jeg vist aldrig været, men det lyder, som om vi både kan få blod og alkohol." Han smilede sindssygt, og gik efter hende. Imens de gik, nynnede han en melodi, som han for længst havde glemt teksten til.