A walk in the park { Caspian - åbent }

Milo lod ikke til at blive overbevist af hans argumenter om forsikringen, han lod til at være noget betænkelig ved at flytte ind.
"Jeg efterlader kun ting, der ingen affektionsværdi har for mig.. Jeg er for så vidt ligeglad hvad du gør med mine møbler, de vil alle blive erstattet hvis de går i stykker.." forsøgte han igen, hvorefter han nippede til teen.
Han stillede den varme kop fra sig på bordet foran ham. Det passede perfekt ned i en næsten usynlig rille. Det var et bord han havde haft i mange år og dette slid tydede på at han havde sine vaner.
Han kunne være utroligt vanestyret når det kom til stykket. Det var sjældent han kunne undvære de ting han havde gjort, gang på gang, år efter år.
Rent faktisk var lejligheden bygget om, så den lignede hans gamle lejlighed på en prik.
"Men det er jo kun et tilbud..." tilføjede han lidt efter med et skuldertræk.

Caspians evne var der meget få der kendte til. Han følte intet behov for at fortælle nogen om den og der havde aldrig været nogen som havde spurgt indtil det. Han havde ikke haft nogen mulighed for at sige noget, så.
Milo lod heller ikke til at ville vide mere, måske funderede han over hvad der var foregået. Men den anden kunne aldrig mærke andet end berøringen. Måske en bedre kontakt til Caspian og man ville bedre kunne mærke hans sindsstemning.
Ikke engang Vanilla kendte til den. Måske var det kun engle der følte noget tilsvarende hvad han følte. Han havde egentlig ikke udforsket særlig meget med engle og sine evner. Der var helt sikkert et hav af uudforskede muligheder.

Han følte hvordan sofaens hynder sank en smule ned, da Milo satte sig ved siden af ham. Det var rart at han satte sig ved siden af ham og ikke bare satte sig overfor ham. Det var jo også ligegyldigt nu hvor Caspian ikke kunne se.
"Ja, her er ret lækkert at bo.. Men det kan blive ensomt i længden.." sagde han og smilede skævt, inden han rakte ud efter sin kop og tog et nip af den varme drik.
Stilheden lagde sig langsomt over dem og han satte igen den varme kop fra sig, inden han lænede sig tilbage i den lækre sofa. Han lod sin ene arm hvile mod ryglænet, så hans fingerspidser kun var få centimeter fra Milos nakke.

Kun et tilbud, ja… Men for Milo var det meget mere end blot et tilbud. Han var langt fra vant til at få alting serveret på et sølvfad, så pludselig ud af det blå at få et tilbud om at flytte ind i en andens lejlighed, var noget af en omvending for ham.
Det var bestemt et tilbud, han lige skulle fordøje, før han kunne give Caspian et svar.
Derfor nøjedes han med blot at nikke forstående, før han spurgte: ”Må jeg lige tænke over det…?”

Det kom ikke bag på ham, at Caspian syntes, her var ensomt. Lækkert, stort og rummeligt, ja, men også ensomt, hvis man skulle bo her alene.
”Det kan jeg forestille mig. Her er ret stort… Men du havde jo Ariel til at give dig selskab, ikke sandt? Og så skal du jo snart flytte,” sagde han og sendte Caspian et lille smil.

Han stillede sin kop fra sig på sofabordet, men i stedet for at læne sig tilbage i sofaen, som Caspian gjorde, lod han sit blonde hoved dumpe ned på den andens skulder, idet et dybt suk forlod hans læber.
Denne handling var ikke en, han tænkte nærmere over, og han havde bestemt ingen bagtanker med det. Hvilke intentioner skulle han dog også have?
Nej, Milo var mere typen, der gjorde ting spontant fordi han havde lyst til det. Hvis han ville balancerer rundt på alle byens kantstene, gjorde han det, og så var han ligeglad med, hvor mange af de forbipasserende der kiggede underligt efter ham.
Afhængigt af udfaldet af hans handling, især når det involverede andre folk, ville han selvfølgelig stoppe, hvis han fik besked på det.

”Tak fordi jeg måtte komme med ind. Her er dejligt varmt,” lød det fra ham, idet han vendte sit blik imod vinduet. Det sneede igen udenfor, og det var hyggeligt at sidde herinde og kigge ud på den, syntes han. Men hans mening om sneen havde uden tvivl været en anden, hvis han stadig havde været udenfor. Så havde han med garanti forbandet det hvide pudderdække langt ind i helvede.

Caspian skyndte sig at nikke, selvfølgelig måtte han da tænke over det! Det var også lidt af et tilbud og måske var det svært at finde ud af om man måtte tage imod det.
"Det vil intet koste dig at bo her.." tilføjede han lavmælt og sendte ham et smil.
Der var faktisk utroligt gode muligheder i lejligheden.
Den var fuldt ud betalt og han var villig til at betale Milos vand-, el- og internetforbrug. Huset var jo også en slags investering. Der var langt mange penge i - men den var også meget værd.
"Tænk over det så længe du vil, Milo.. Lejligheden står jo bare tom imens.." svarede han ham.

Han havde haft Ariel. Ja, men en hund hjalp sjældent af på ensomheden. Caspian havde savnet én at vågne op hos, en at lægge armene om når han skulle sove. En der hjalp ham til at få sin dagligdag til at hænge sammen.
Til trods for at han næsten fungerede lige så godt som en seende, kunne han stadig ikke lave mad. Hans evner i et køkken var ellers ret gode, men når det indebar at bruge en skarp kniv, måtte han stå af og overlade det hele til andre.
"Ariel var ikke til megen hjælp.. Men jeg har jo også været alene mange år længere end du har.." smilede han og lagde hovedet let på skrå.
Milo virkede ihvertfald ung i forhold til ham selv, men det var blot et skud i tågen.

At Milo lod hovedet hvile mod hans skulder, kom bag på ham. Han havde dog intet imod det og lagde armen om ham, så han kunne lege med en tot af det blonde hår med lange- og pegefinger.
Hans hår var blødt og det duftede lækkert. Det var altid rart med velduftende mennesker. Eller i dette tilfælde var det jo en engel.
"Selvfølgelig, kære Milo.. Jeg kunne da ikke efterlade dig ude i kulden?" smilede han og lod de to fingre stryge ham over panden, inden de igen gav sig til at lege med en lille tot hår.
"Hvem ville dog kunne efterlade dig ude i kulden og sneen?" spurgte han, dog var spørgsmålet retorisk. Milo ville næppe selv kunne svare på det, men alligevel.

Et varmt og helt oprigtigt smil gled over Milos læber, da han hørte den andens ord. Det glædede ham, at den ældre engel var så forstående og ikke tvang ham til at træffe et valg lige nu og her. Det ville have stresset ham alt for meget, og han ville højst sandsynligt have afslået, fordi han følte sig presset.
”Tak,” lød det fra ham.

Nej, en hund var ikke ligefrem en særlig stor hjalp. Jo, en hund kunne hente avisen og, i sjældne tilfælde som med Ariel her, lære at føre en blind rundt, men de kunne hverken tilberede et måltid, skurre gulvet eller rede ens seng. Til gengæld var de ganske udmærkede som selskab, hvis man var ensom, men der var bare lige den hage ved hunde og dyr generelt, at de ikke forstod sig på menneskelige følelser, og at man ikke kunne have samtaler med dem.
Caspians ord om, at han havde været alene i flere år end Milo, fik et spørgsmål til at poppe op i tankerne på den unge engel.
”Hvor længe har du da været… du ved… død?”
På trods af, at han selv var død, var døden et svært emne for ham at tale om. Hvis det stod til ham, havde han stadig været i live.

Det kom noget bag på ham, at Caspian lagde sin arm om ham og endda begyndte at pille ved hans blonde hår, men det gjorde ham nu ikke spor. Faktisk nød han det. Det var lang tid siden, an sidst havde siddet sammen med et andet menneske – eller engel, i dette tilfælde – og blot nydt stilheden.

Hvem kunne finde på at efterlade ham ude i sneen… Hvis han skulle komme med et nogenlunde realistisk bud, måtte det blive omkring alle verdens indbyggere. Det var langt fra alle, der var venlige nok – eller modige nok, for den sags skyld – til at invitere en forfrossen fremmede med sig hjem.
Selvom Milo ikke just lignede typen, der ville kunne finde på at stikke én ned, lige så snart man vendte ryggen til ham, havde folk det alligevel med at være alt for forsigtige. Det var bange for, hvad der gemte sig bag facaden hos selv den allermest venlige og imødekommende fremmede, selvom de oftest kun kunne blive glædeligt overraskede.

”Mrrhm,” lød det sukkende fra ham, idet han lod sine øjne glide i. Den måde, Caspian legede med hans hår og strøg ham over panden og omtalte ham på, fik ham næsten til at føle sig som en herreløs hund, den anden havde forbarmet sig over og taget med sig hjem.
Men var det ikke også næsten sådan, det hang sammen? – måske lige bortset fra den lille detalje, at han ikke var dækket af pels og bed i folks sko og åd sin mad direkte fra jorden af…

Caspian nikkede kun let, da Milo takkede ham. For ham var det intet særligt. Forskellen var kun antal dage, som lejligheden stod tom. Han var jo bare glad for at han havde mulighed for at hjælpe den kære engel.
Han lod til at være en smule forladt her i Di Morga. Han var jo også kun lige ankommet og havde sikkert, som Caspian selv, ingen venner fra starten af.
Han lod tankerne vandre og sank langsomt hen i sin egen verden. Han havde med tiden vænnet sig til at give sig hen til sine egne tanker, hvis han skulle lave noget. Der var faktisk mange ting man ikke kunne som blind.
Dog hev Milo ham ud af sine tanker, da han stillede ham et spørgsmål. Spørgsmålet var ikke helt almindeligt spørgsmål. Han ville vide noget om hans død.

"Jeg døde for 66 år siden, nogle dage efter at jeg var fyldt 21 år.. Så det er et par år jeg har vandret rundt for mig selv. Ej, jeg har ikke været helt alene, jeg har haft bekendtskaber rundt omkring.. Men ingen af dem, jeg har været tæt med har jeg kontakt til idag.." fortalte han, imens han lod sin pegefinger køre i cirkler i hans hovedbund.
"Det er en af bagsiderne ved at være udødelig.. Jeg har haft mange venner og veninder som med tiden blev gamle og døde.. Selvfølgelig måtte jeg tage afstand til dem, når det blev for mistænkeligt at jeg blev ved med at ligne en i starten af 20'erne.. Men det er hårdt at følge deres liv fra sidelinjen.." fortsatte han og sukkede svagt, inden han rykkede lidt på sig, så de begge lå bedre.
Det var rart at Milo lå dér hos ham.
Det virkede trygt og rart at have en anden artsfælle tæt på sig. Det virkede som at have noget familie eller en tæt ven hos sig igen. Måske var det kun ham der følte sådan, men han nød følelsen og ville forsøge at beholde ham hos sig så længe som muligt.

Det kunne måske virke lidt suspekt, følelsen var også lidt bizar og uventet. Men hvorfor gøre noget ved det? Hvorfor bryde det hele, blot fordi han ikke havde forventet at føle sådan?
Milo var smuk, han var dejlig, venlig og én, som Caspian gerne lod komme tæt på sig. Det var langt fra alle der kunne bane sig vej hele vejen til hans hjerte og blive lukket ind. Blev man først lukket ind, kom man ikke bare lige sådan ud igen.

Milo rykkede lidt på sig, så hans hoved lå bedre, idet han lyttede interesseret til Caspians beretning om sin tid som død. Milo kunne på ingen måde sætte sig i hans sted, da han med sine tre år på bagen som engel og ganske få måneder tilbragt i Di Morga ikke rigtigt havde fået skaffet sig nogen venner. Han havde bekendte, jo, og han så mange ansigter hver dag, som han kunne genkende fra tidligere sammenstød, men de folk var ikke nogen, han som sådan snakkede med.
Nu, hvor den anden fortalte om det at være en engel og have venner, gik det dog op for ham, hvilken trist skæbne han gik i møde. På små 66 år havde Caspian allerede mistet en del venner, fordi de var vokset op og gået bort eller simpelthen bare blevet for gamle til, at han turde ses med dem. Milo var ikke i tvivl om, at det samme ville ske for ham en dag. Et menneskes liv var så uendeligt kort i forhold til den tid, han selv ville komme til at tilbringe på jorden.
Selvfølgelig var der visse racer, der kunne leve i flere tusind år såsom dæmoner, og vampyrer var endda helt udødelige (netop fordi de var døde), men det ville jo aldrig rigtigt blive det samme. Begge racer var lige modbydelige, og Milo anså dem ikke som egnede til at blive hans venner. Jo, selvfølgelig kunne man have det sjovt med en dæmon, men var sådan en til at stole på i længden…?

Og der var det jo, at Caspian kom ind i billedet. Udover at være en helt igennem fantastisk person, var han også en artsfælle. En anden person, der var dømt til at betræde jorden til evig tid. Kunne det blive mere perfekt?
Caspians følelser var bestemt gengældt. Milo følte sig tryg, som han lå der hos den anden, langt tryggere end han havde følt sig i flere år. Uden at drage forhastede konklusioner, kunne han allerede nu sige, at den anden var blevet en rigtig god ven. Nogen ville måske mene, at det var en anelse tidligt for den lyshårede at denne sig et sådant billede af sin ældre artsfælle, men han kunne ikke lade være.

”Jeg glæder mig ikke, til mine venner bliver gamle og dør. Det virker så ensomt, at man bliver tvunget til at skilles ad på den måde,” indrømmede han. ”Men så er det jo heldigt, at jeg har mødt dig, ikke?”
Han lagde hovedet tilbage, så han kunne kigge op på Caspian med et bredt smil, og i det øjeblik var han ligeglad med, at den anden ikke kunne se det. Han måtte da kunne fornemme hans glæde på et eller andet punkt.
Nu, hvor han fik kigget nærmere på Caspian, bemærkede han den blå farve, der var skjult under den hvide hinde i hans øjne. Det var en smuk farve, syntes Milo. Den hvide hinde fik den blå farve til at ligne havet en diset vintermorgen, og det var et af de kønneste syn, den unge engel overhovedet kunne komme i tanke om.
Han lod dog være med at sige noget af frygt for, at han ville få en endnu større verbal lussing end sidste gang, han havde kommenteret Caspians øjne.

Caspian blev blot ved med at nusse den anden engel i håret og nød den stilhed, der hvilede over deres nærhed. Det lod til, at de begge savnede at have nogen så tæt på sig og føle en sådan forståelse for hinanden.
Han tog gerne Milo under sine vinger, lære ham hvad han selv vidste og støtte ham gennem livet som engel. Mange fandt måske tanken om et evigt liv lokkende og fristende, men når man så endelig stod i situationen slog det en, hvor hæsligt det egentlig ville blive.
Man skulle hele tiden tage højde for, at ingen mennesker måtte fatte mistanke. Desuden var det svært at danne par med nogen, som var dødelige. Vanilla var vidst dødelig og bare tanken om at de kun kunne være sammen nogle få årtier, skar ham i hjertet.

Caspian strammede sit greb om Milo en anelse og trykkede sig ind til den anden engels krop. Det var så rart at have ham her. Trygheden og varmen mellem dem var helt utroligt fantastisk.
"Livet virker måske fantastisk, når det går op for én at man er udødelig og kan prøve alt.. Men derefter kommer problemerne.. Du kan ikke lade mennesker kende til din identitet som engel, du er omgivet af dødelige, som efterhånden vil forsvinde ud af hænderne på dig. Du vil savne venner du kan beholde hele livet. Du vil savne en partner at dele livets glæder med.. Lige så snart at livet bliver ubegrænset, mister det værdi..." sagde han og sukkede svagt, inden han så ned mod Milo og løftede den anden hånd, for at lade tommelfingeren køre hen af hans kind.
"På en anden side vil du finde så mange ting, som gør dig glad og du kan bruge lige så lang tid du vil, på det du holder aller mest af at gøre.. Du kan tage samtlige uddannelser og leve livet som den unge mand du er, resten af livet.." tilføjede han og prikkede ham på næsen, inden han rettede blikket op igen.

Et svagt suk slap fra hans læber og han måtte igen lade opmærksomheden blive rettet mod Milo. Han var så spændende og interessant. Så ny og så fin. Så.. Så.. Han vidste ikke helt hvad han var. Han vidste knap nok hvad han selv var.
"Men du har mødt mig og jeg har mødt dig.. Vi lever begge for evigt og derved vil vi kunne være venner uden at frygte at miste hinanden eller at vi behøves at tage afstand, for at skjule at vores krop ikke længere ældes..." sagde han og smilede stort til ham.
Det var opmuntrende at han kunne bruge de næste mange år på Milo og at lære ham at kende.

Milo nød, at den anden nussede hans hår. Hvis det stod til ham, ville han langt hellere være en hund eller en kanin end han ville være en engel; tænk at kunne blive nusset i pelsen hver eneste dag af en ejer, der elskede en helt op til månen og tilbage igen, og så endda uden at skulle give noget til gengæld. Desuden behøvede kæledyr ikke at bekymre sig om ting som økonomi, husly og mad.
Han skubbede tanken ud af hovedet, idet han besluttede sig for at fokusere mere på nuet. Hans øjne var igen gledet i, idet han mærkede Caspians fingre i sit hår. Gad vide, om Caspian mon nød nærværet af et andet væsen lige så meget, som han selv gjorde…?
Det spørgsmål fik han meget hurtigt svar på, da Capian pludselig strammede sit greb om ham. Milo smilede bredt og lyttede til, hvad den anden havde at sige.

Delen hvor Caspian snakkede om at være ung for evigt, gav ham en underlig trist fornemmelse inden i. Alle teenagere drømte om at være unge for evigt og leve livet, mens de endnu var raske og energiske, og Milo var ingen undtagelse. Men han måtte nu indrømme, at han også drømte om andre ting. Såsom engang at finde sig en familie og få et hus og en kat – eller måske en hund, hvis hans forhold til dem nåede at ændre sig siden – og blive gammel og sidde i parken og belære små børn om, hvordan man ikke skulle opføre sig, for når man var gammel, kunne man nemlig godt tillade sig at være gnaven. Men alt det ville han aldrig nogensinde komme til at opleve.
Han blev helt ilde til mode. Det hjalp dog lidt på det, da Caspian prikkede ham på næsen, hvilket fik ham til kort at grine. At Caspian sagde, at de kunne være venner uden at frygte, at de ville miste hinanden, fik også hans humør til at stige et par grader.
”Tak, Caspian,” mumlede han ind mod den andens skulder. Hvorfor han takkede, var han ikke helt klar over. Måske fordi den anden havde hjulpet ham så meget, som han havde? Caspian havde ikke kun forbarmet sig til at invitere ham indenfor i varmen, nej, han havde også tilbudt ham et hjem, trøstet ham, holdt om ham og givet ham en værdifuld ven.

Milos blik søgte hen imod det nærmeste vindue. Mørket udenfor var kulsort og tykt som tåge. Han havde ikke spor meget lyst til at skulle vove sig udenfor i det vejr igen. Den blotte tanke om at sneen igen skulle løbe ham koldt ned af nakken var nok til at give ham kuldegysninger, som han dog forsøgte at skjule. Det lykkedes bare ikke helt.
Han vendte blikket mod Caspian. Han så så fredelig ud, som han sad der. Som om han var helt i harmoni med sig selv. Milo bed sig i læben, idet tankerne fløj igennem hovedet på ham. Skulle han, eller skulle han ikke?
Han besluttede sig for, at han lige så godt kunne prøve. Det var forsøget værd, og hvis han blev afvist, ville det jo ikke ændre noget. Hvis bare der var en lille chance for, at han ikke behøvede gå udenfor igen, var det det værd.

”Du… Caspian?” begyndte han med tilbageholdt åndedræt. ”Jeg ved godt, at det måske er meget at bede om, men… må jeg ikke nok sove her? Jeg fylder ikke meget, og jeg har intet imod at sove på gulvet. Jeg kan bare sove oven på min sweater, hvis det er.” Med de ord hev han lidt ud i maven på sin store, hvide sweater.
Caspian havde fortalt ham, at han var taget tilbage til sin lejlighed for at blive der et par dage, hvilket betød, at han ikke skulle tilbage til sin kæreste i aften, hvilket igen betød, at der var større chance for, at Milo kunne få lov at blive her, eftersom der var en til at holde øje med ham. Han troede ikke på, at Caspian ville turde overlade sin lejlighed i hans varetægt – og så alligevel. Han havde jo tilbudt, at Milo kunne flytte ind, havde han ikke?

Caspian fornemmede hvordan den andens humør pludselig sank, deres kropskontakt gjorde ham i stand til at følge Milos sindsstemning. Han lod let sine læber trykke mod hans hår, i et forsigtigt, trøstende kys.
Et eller andet i ham trak ham mod Milo, gav ham lyst til at trykke sine læber mod hans, omfavne ham, kærtegne hans bløde hud. Men samtidig var der noget der stoppede ham. Han turde ikke stole på sine impulser, han turde ikke riskerer at Milo afviste ham.
Han slog tanken ud af hovedet og fokuserede i stedet på at gøre ham glad igen.
Han rykkede rundt, så han endte med at ligge i sofaen, med Milos hoved hvilende mod sin skulder og en arm om ham.
"Det er slet ikke så slemt at være engel, som jeg har fået det til at lyde..." mumlede han undskylende ned mod hans hår.
"Der er mange fabelagtige fordele ved at være engel.. Du kan rejse så meget du har lyst til, du kan se alt det, du har drømt om hele livet.. Finder du en udødelig partner, vil du kunne leve for evigt med hende.. Du har alverdens tid og nogle af dem du møder på din vej, vil følge dig længere end du tror.." fortsatte han og smilede svagt ved tanken.

Hvis Caspian kunne få lov at følges med Milo i de næste mange år, ville han være glad. Han kunne være en rar ven at have med sig, en man kunne dele mange oplevelser med. Men nu var de jo også begge udødelige.
Han slog tanken ud af hovedet og opgav at finde nogen som helst orden i rodet omkring Milo. Det virkede så svært at ligge her med Milo og ikke vide hvordan han følte omkring ham.
Med et svagt suk skubbede han alle tanker om dét væk fra sig, og fortsatte bare med at nusse ham i håret. Det var så rart og afslappet at ligge her, så hvorfor ikke bare leve i nuet og nyde det?

Det var dog nemt at slippe tanken, da Milo pludselig stillede et meget overraskende spørgsmål. Caspian havde fornemmet hvordan hans sindsstemning havde ændret sig, men lige dét der havde han ikke lige forudset.
Men det tog ham ikke lang tid at afgøre sit svar. Et smil gled over hans læber og han lod en hånd køre hele vejen gennem hans hår.
"Du skal ikke ud i det vejr igen og du får ikke lov at sove på gulvet.. Så må du selv vælge mellem sofaen eller min seng.." svarede han og rakte hånden, den der havde hvilet på hans hoved, ud og trykkede på det termometer der stod på et bord bag ham. En lille stemme fortalte ham, at det udenfor var -3 grader og at det ville trække op til hård blæst/storm.
"Du skal ihvertfald ikke ud i det der.. Og bare rolig, min seng er ret stor, så det er ikke fordi du kommer til at ligge op af mig.." tilføjede han og trak svagt på skuldrene. Det virkede måske underligt at han tilbød ham at sove i sin seng, men det var for sent at trække tilbage nu. Og sofaen var hård at ligge på.

Selvom den store knude af triste tanker og overvejelser i hans mave nægtede at løsne sig, lettede det alligevel på Milos humør, da Caspian forsøgte at trøste ham. Da den anden sagde, at han kunne leve forevigt med en udødelig partner, gled der endda et smil over hans læber. Men det var et bittert smil. Caspian havde sagt ’hende’, men han skulle bare vide…
Milo undlod dog at kommentere det af frygt for, hvad Caspian så ikke ville tænke om ham. I stedet fulgte han roligt med, da englen lagde sig ned i sofaen, og der lød et lykkeligt suk fra ham. Hvor var det dog lang tid siden, han sidste havde nydt et andet væsens nærhed.
Caspians arm, der holdt om ham, føltes sin en beskyttende mur. Milo smilede og lod sine fingre glide hen over den lyse hud adskillige gange.

At Caspian ikke afviste hans bøn, gjorde ham helt glad inden i. Da den anden tilbød ham både seng og sofa, var valget allerede truffet på forhånd. Han ville under ingen omstændigheder lade Caspian sove på den hårde sofa.
Han skulle lige til at sige, at han hellere end gerne ville tilbringe natten på sofaen, men blev afbrudt af en mekanisk stemme, der informerede dem om vejret. Det ville trække op til stormvejr. Han gøs ved den blotte tanke og kraftig blæst og frostvejr – det var en dårlig kombination. Sæt det ville begynde at sne igen – så ville det jo næsten blive snestorm!

”Det lyder godt,” smilede han. De kunne begge ligge i sengen. Kunne det blive mere perfekt? Det skulle da lige være, hvis sengen havde været mindre, end Caspian påstod. Da den anden sagde, at han ikke ville komme til at ligge op af ham, strøg en tanke igennem hovedet på ham: Men jeg ville ønske, jeg kom til det…
Med det samme tanken var tænkt til ende, kunne han mærke varmen stige op i sine kinder. Det var jo helt forkert af ham at tænke den slags tanker. Godt nok nød han at ligge her hos Caspian, men det var en engangsoplevelse; så snart de rejste sig op, ville den varme fornemmelse af den andens krop imod hans være glemt for altid. Det ville aldrig kunne blive til mere end det, og det var på ingen måde acceptabelt for ham overhovedet at overveje det.

Han forsøgte så vidt muligt at fortrænge tanken igen, idet han vendte opmærksomheden mod Caspian. Han havde allermest lyst til at følge sine impulser og slå sine arme omkring den anden engel og give ham et kram og måske endda presse sine læber imod hans, men det gik ikke. For det første var det svært, når de lå ned, og for det andet ville Caspian højst sandsynligt skubbe ham væk og nægte at dele seng med ham.
Men… hans læber så så bløde og fristende ud.
”Caspian… Hvorfor er du så sød ved mig…?” Hans stemme bævede ganske let. Hans spørgsmål var nu retorisk og mest af alt henvendt til ham selv. Lige meget hvor mange gange forsøgte at fatte det, kunne han stadig ikke begribe, at den anden behandlede ham, som han gjorde.

Caspian lod tankerne vandre og begyndte nu i højere grad at stille spørgsmålstegn ved sin seksualitet. Han kunne umuligt være heteroseksuel, det ville ikke give mening efter hans lille "thing" med Charon og nu det her med Milo?
Han følte et eller andet, det gjorde han altså! Han kunne ikke benægte at lysten var der, at det gav et lille sug i maven bare ved tanken om hvordan hans læber ville føles.
Han rettede sig lidt op, så Milo endte med næsten at ligge med hovedet i hans skød.
Han strøg ham stadig over håret, to fingre strøg ham over panden og ned af kinden. Hans hud var blød og lækker, som man kun kunne forestille sig en engel ville have. Ved tanken gled et smil over hans læber og han ville sådan ønske, at han kunne se Milo lige nu. Kigge ned på ham og de brune øjne, betragte det smukke, blonde hår og fornemme hvordan det var at kunne se skønheden, hans skønhed.

At Milo ikke afviste at sove i hans seng, gjorde ham glad. Det kunne godt være, at der ville være afstand mellem dem, men det ville stadig være nok til at han kunne føle sommerfuglene i maven.
Den del af ham, som længtes efter at trække ham tæt ind til sig og kysse ham, jublede ved tanken om at de skulle ligge tæt, halvnøgne.
Men ingen af disse tanker lod sig afsløre i hans ansigt. Han kunne lige så godt tænke på alle mulige andre ting, der kunne få det skæve smil over hans læber.

Et dæmpet grin lød fra hans strube. "Hvorfor jeg er så sød? Jamen kære Milo dog.. Giv mig en god grund til ikke at tilbyde dig varme og tag over hovedet for natten?" svarede han blot og rystede på hovedet.
Der lå selvfølgelig andre grunde bag, men de var underordnede nu. Gad vide om Milo overhovedet var interesseret i at kende til de andre grunde?
Imens tankerne strøg gennem den mørkhårede engels hjerne, havde han ladet sin hånd kærtegne Milos kind. Tommelfingeren strøg forbi og strejfede hans læbe og først her lagde Caspian mærke til sin hånd.
Han havde droppet tankerne og lod de hvide øjne hvile på ham. Smilet var væk, men ikke fordi han var sur eller misfornøjet. Det hele blev blot meget mere intimt, meget hurtigt.
Med en hånd hvilende mod hans kæbe lænede han sig ned mod hans ansigt. Jo tættere han kom, jo svære blev det at modstå fristen. Han ville smage de bløde læber, som Milo var ejer af. Han ville mærke den bløde, tynde hud mod sin og nyde hvert sekund.
Han kom tættere og tættere på, mens at tankerne og overvejelserne løb gennem det kønne hoved.
Men han havde besluttet sig, han havde beslutte sig for længst.
Da han kom tæt nok på, lod han hånden glide ned af hans hals og lod så sine læber trykke mod hans, i et let og flygtigt kys.
Om Milo afviste eller gengældte kysset var underordnet. Han kunne ikke holde sig tilbage, han kunne ikke stå imod længere.
Mens at læberne begærligt kyssede hans, lod han fingrene køre i cirkler på hans hals. Den tynde hud på halsen var noget af det lækreste.

Milos hoved dumpede ned i Caspians skød, da han satte sig op, som var det det mest naturlige i hele verden, selvom det langt fra var sådan, han havde det inden i. Det var jo grænsende til intimt, det her, og han kunne simpelthen ikke fatte, at han var så tæt på Caspian.
Den andens fingre, der gled over hans pande og kinder, fik ham dog hurtigt til at falde ned igen. Han smilede, da Caspian grinede. Hans latter var dæmpet, men dog så fyldt med glæde, at hans gode humør smittede helt af på Milo.
”Det… um…”
Han måtte tænke sig grundigt om, men lige meget hvor længe han tænkte, kunne han ikke finde en grund til, at Caspian ikke skulle have tilbudt ham tag over hovedet for natten.

Den anden var pludselig blevet så stille, mens han tænkte, bemærkede han. Først nu bemærkede han, at den andens puslen omkring hans ansigt var hørt op.
Selv med lukkede øjne fornemmede han, hvordan Caspians ansigt kom nærmere og nærmere. Han kunne mærke hans ånde imod sine lyse læber og varmen fra hans ansigt mod sit.
Det undrede ham. Hvad havde Caspian tænkt sig?
Han nåede knap nok at tænke spørgsmålet til ende, før han fik et svar. Hans hjerte sprang et slag over, da han mærkede de silkebløde læber imod sine egne. Det… det var jo helt fantastisk! Caspien kyssede ham!

Selvom han forsøgte at holde sig fast i nuet og den varme følelse, der bredte sig i hele hans krop, strejfede hans tanker alligevel Caspians kæreste. Mere end en enkelt gang, endda. Han kunne ikke gøre for det. Selvom han ikke kendte kvinden og ærligt talt ikke havde meget til overs for hende, kunne han ikke undgå at mærke et stik af skyldfølelse i sit hjerte.
Han følte sig som jordens værste menneske – eller rettere engel – lige nu.
Men jo mere han tænkte over ham, jo mere gik det op for ham, hvor lidt han kunne gøre ved det. Hans lyst havde overtaget hans fornuft, og som om det var det mest naturlige i hele verden, gengældte han begærligt Caspians kys. Han rakte sin hånd op imod den anden, lod den strejfe hans kind og glide op i hans hår, hvor den gav sig til at nusse de mørkebrune lokker.

Caspian lod en finger køre op af hans hals, op af hans kæbe og lod den så køre ned af hans brystkasse. Han måtte rykke rundt og finde en anden måde at sidde på, hvis de skulle fortsætte kysset.
Han måtte dog bryde kontakten til Milos læber imens han fik rykket sig rundt, så han nu stod på alle fire ind over ham, med et skævt smil.
"Fanget..." brummede han, imens hans hoved sank ned mod Milos. Hans ansigt nærmede sig hans og til sidst lod han sine egne læber omslutte hans overlæbe. Drillende lod han tænderne nippe til den bløde læbe og brummede svagt, det var den lavmælte latter fra før.
Han strøg en hånd ned af hans brystkasse og ned mod hans mave, dog var den store sweater i vejen. Men det ville være for stort et skridt at skulle til at hive den af.
Han ville ikke gå for hurtigt frem og lige nu overlod han gerne initiativet til Milo, så han kunne bestemme det næste skridt.

Det havde et eller andet sted virket så oplagt, at de skulle ende sådan. Det havde virket forudbestemt. Men Caspian havde vel blot prøvet at overse det? Han havde kæmpet mod sig selv, alt imens Milo havde trængt længere og længere ind.
Han var vel til drenge, det kunne han jo ikke benægte. Men var han overhovedet til piger? Tingene med Vanilla gik jo ikke ligefrem strålende. De havde det sjovt, men kærligheden virkede mere blot som omsorg. Sådan en slags venskabelig kærlighed.
Dette var egentlig den eneste tanke han skænkede Vanilla, inden han igen lod sig opsluge af Milo.

Kysset fortsatte lidt endnu, men så brød Caspian det. Han kunne ikke helt finde ud af det hele. En rynke tegnede sig på hans pande og hans sank langsomt ned, halvt ved siden af Milo, halvt ovenpå ham.
"That was..." begyndte han, men talestrømmen stoppede hurtigt. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Milo slog bare benene væk under ham.
Han tog sig til hovedet og vendte så front mod ham.
"Du er.. Skøn..." hviskede han og smilede stort til den kønne engel.

Den måde, hvorpå Caspian stillede sig over ham på og brummede, fik Milo til at tænke på en stor kat, en af dem, han havde set utallige gange i tv. Men en sød en af slagsen.
”Ser så’n ud…” mumlede han ind mod den andens læber, før de endelig omsluttede hans. Eller hans overlæbe, i hvert fald. Den måde, Caspian bed ham i læben på, var pirrende. Han kunne mærke, hvordan det prikkede i hele kroppen på ham, og den prikkende fornemmelse blev kun stærkere, da Caspian begyndte at ae hans mave. I dette øjeblik ville han ønske, at han ikke havde haft taget så meget tøj på i dag, selvom han så sikkert ville være frosset til is udenfor. Men mon ikke Caspian ville have fundet ham alligevel og tøet ham op med et af sine magiske, varme kys?

Han åndede tungt ud, da Caspian endelig brød kysset. Han ville ønske, at det var fortsat lidt endnu – bare et par sekunder mere… Magien levede dog videre nede i hans mave, hvor sommerfuglene blafrede rundt som noget, der føltes om en flok forvildede duer, og af frygt for at sætte en stopper for denne følelse, turde han næsten ikke åbne sine øjne, men han tvang sig selv til det.
Hans blik blev mødt af Caspians ansigt og venlige hvide øjne. Det kønne ansigt blev dog skæmmet af en dyb rynke i hans pande. Milo måtte modstå trangen til at strejfe den med sine fingre for at glatte den ud.
Han forstod godt, hvis Caspians tanker var et stort rod lige nu. Han havde jo sin kæreste at tænke på i modsætning til Milo, der var så fri, han overhovedet kunne blive. Næsten for fri. Til tider ville han ønske, at han havde noget eller nogen at holde fast i, så tiden ikke bare gik og gik uden noget formål. Indtil videre havde hans efterliv kun været et stort kaos.

Snart smilede den anden engel, og han selv måtte smile med. Om han selv var skøn kunne selvfølgelig diskuteres, men det stod ikke til diskussion, at han syntes, at Caspian var helt igennem fantastisk. Præcis ligesom kysset havde været det.
”Men du er vidunderlig…” lød det fra ham, idet han lod sin ene hånd kærtegne Caspians brystkasse. Selvom Caspian jo på sin vis havde sagt god for, at han godt måtte kysse ham, turde han alligevel ikke at gøre det igen. Hele tiden blev hans underbevidsthed ved med at minde ham om, at Caspian havde en kæreste. En kæreste, som han skulle flytte sammen med.
Milo mærkede et stik i hjertet.

Caspian fornemmede, hvordan Milo nød det. Deres meget tætte kropskontakt gav ham et bedre indblik i hvad han følte. Han følte faktisk det meste, som var det hans egne følelser.
Af denne grund fornemmede han også sommerfuglene i maven og en svag gysen gik gennem ham. Han var helt opslugt af Milo og i dette øjeblik virkede det som om, at hele verden drejede sig om de to. At der ikke var andre end dem.
Han ville ønske, at han kunne fryse øjeblikket og leve i dette for evigt. Det var så rart, at ligge her hos ham. Han kunne næppe beskrive det anderledes, der var en helt særlig tryghed her i hans favn. En tryghed han ikke havde fundet hos nogen anden før nu.
Det faktum virkede bizart. Det virkede underligt at kunne finde det her hos ham, når de ikke havde kendt hinanden så længe.

Caspian lagde hovedet mod hans skulder og lod en hånd hvile på hans mave, men denne gang havde han sneget hånden indenunder den tykke trøje, som Milo bar. Det virkede ikke forkert, det virkede så rigtigt at ligge her hos ham med en hånd hvilende på den bare, bløde hud tæt ved hans navle.
De lange, slanke fingre kørte op og ned af hans mave, samtidig med at han selv faldt lidt ned. Tankerne var ved at finde på plads eller flyve væk, alt efter hvor brugbare og relevante de var. Ordnen var genoprettet og han lukkede øjnene, inden han rettede hovedet op mod ham og kyssede ham tre gange op af halsen, hurtigt efter hinanden.

"Du er magisk..." brummede han blot, stadig med lukkede øjne. Smilet på hans læber bredte sig og han kunne ikke stoppe det. Milo bragte så mange gode ting frem i ham, at han ikke ville væk derfra.
Men klokken var ved at blive mange og hans øjenlåg blev tungere og tungere, et eller andet fortalte ham at han burde rejse sig, vriste sig fri af deres tætte favntag om hinanden og gå i seng.
Hans seng stod faktisk ikke så langt væk, den var i et af siderummene til den store stue, hvor de var lige nu. Soveværelset var med en enkelt seng, en 1 1/2 mandsseng. Der ville de begge kunne være, eftersom de jo var så tynde.
Men de ville ligge tættere end han havde fortalt, de ville nok ikke kunne undgå at røre hinanden. Men lige nu ville han heller ikke have noget imod det.

Seks timer. Seks timer, eller deromkring, havde de kendt hinanden. Det var ikke engang en hel dag, men alligevel følte Milo det, som om de havde kendt hinanden i evigheder. Han følte sig virkelig tryg og godt tilpas i den andens selskab som man kun ville kunne i selskab med et familiemedlem, en nær ven eller en elsket.
Caspians læber imod den tynde hud på hans hals føltes dejligt varme og helt igennem fantastiske. Når Caspian rørte ham, følte han en nydelse i kroppen, som han aldrig havde oplevet før. Og det var endda kun af de små berøringer. Da den anden sneg sin hånd ind under hans bluse, gøs han. Ikke fordi det var ubehageligt eller koldt – nej, tværtimod. Det var rart.

Magisk var nok en af de få ting, Milo ikke var. I modsætning til de fleste andre i dette land, havde han ingen magiske evner. Men med al den tid han overhovedet kunne drømme om og mere til foran sig, burde han så ikke være i stand til at opdage sine magiske evner? Eller måske endda optræne sig til at have lige præcis de evner, han drømte om. Tænk at kunne gøre sig usynlig. Eller at kunne fremtrylle lige præcis de ting, man havde brug for. Eller at kunne få planter til at gro.
En ting var han dog sikker på, og det var, at hans evne skulle kunne bruges, uden at han behøvede at lette fra jorden grundet hans højdeskræk. Hans tanker strejfede hans vingeløse ryg, og han mærkede sin mave knude sig sammen. Dengang da han havde skåret dem af, havde han slet ikke tænk over, at de måske en dag ville blive ganske praktiske – dengang havde han ladet vreden styre sine handlinger; han var vred over at have mistet livet, vred over at blive sat tilbage på jorden kun udstyret med et par vinger og et uendeligt liv.

Han rettede sit blik imod den ældre engel ved hans side med et let smil hængende på læberne. Caspian så træt ud, syntes han. Han lænede sig frem imod ham og pressede ganske let sine læber imod hans pande, hvorefter han fandt den andens hånd, der var krøbet ind under hans mange lag af tøj og fjernede den derfra med en kærlig bevægelse.
”Du er jo træt,” smilede han. Hans blik flakkede rundt i den del af lejligheden, han kunne se fra sin liggende position. Indtil videre havde han ikke set meget andet end køkkenet, entreen og den store stue, så hvor de andre døre første hen, vidste han ikke. En af dem kunne lige så godt være døren til Narnia.
”Skal jeg bære dig ind i seng…?” spøgte han. Han kunne på ingen måde bære Caspian med sine tynde arme, men det var nu også mest ment som en skjult hentydning til, at den anden burde begive sig ind i seng. Milo ville nødig holde ham vågen, men han havde heller ikke lyst til at give slip på ham. Måske kunne han følge med ham og ligge sig i sengen hos ham...?

Caspian mærkede Milos læber mod sin pande og sukkede svagt af både udmattelse og af nydelse. Han elskede enhver berøring fra ham, han ville have mere hver eneste gang han fik bare den mindste kontakt med hans hud. Læberne, fingerspidserne, en hver kontakt med Milo der satte ham i forbindelse med ham.
Hans evne gjorde at han følte sig endnu tættere på Milo, endnu tættere på det han gerne ville være tæt på. Han kunne ikke få nok af den skønne, unge engel. Han havde en eller anden magisk effekt på Caspian, der fik ham til at hige efter mere.
Hvis han så Milo med en anden, ville han sikkert blive sygeligt jaloux. Men det ville han næppe se. Det var kun meget sjældent at folk så hvad han egentlig følte, hvis de følelser, som kogte i ham, var dårlige følelser.

Et væld af tanker skød pludselig gennem ham, han tænkte på sandsynligheden for at møde Milo, sandsynligheden for at de ville kunne fungere sammen, sandsynligheden for at han ville blive her, hos ham.. Hele tiden kørte sandsynlighedsregningen gennem ham, han satte mulige og umulige faktorer ind, regnede på chancerne, forsøgte at overbevise sig selv om at der bare var den mindste chance for at det her var virkeligt.

Men Milo rev ham ud af den lange tankerække og han glippede med øjnene, i det han lod dem hvile på ham. Han havde hans hånd i sin. Det føltes godt og smilet var der stadig.
"En anelse..." hviskede han, inden han gabte stort. Han måtte indrømme at han var træt. Men han ville ikke sove fra ham, ikke lige nu.
Ved hans tilbud, hævede han det ene øjenbryn. Han ville umuligt kunne bære ham. Ikke fordi Caspian var tung, men simpelthen fordi Milo virkede for slap.
Han fik langsomt sat sig op, dog uden at slippe hans hånd.
"Hvis jeg skal i seng, skal du med.." insisterede han og trak ham, ved hjælp af den hånd han havde fat i, med sig op.
Han trak ham kort ind i sin favn, inden han kyssede hans læber ganske let. Det bedste ved det hele var, at det ikke var dybe, våde kys. Det var blot enkle, lette kys som der var mellem dem.
Han slap dog hurtigt hans læber igen, for at tage ham i hånden og trække ham med sig ind i soveværelset. Det var et relativt mørkt rum, gulvet var af mørkt træ og væggene var grå. Sengetøjet var også sort og det eneste som brød de mørke farver, var det hvide klædeskab for enden af rummet. Det stod lyst og fint, med lyserøde blomsterdetaljer.

Caspians insisterende ord om, at han skulle med ham i seng, fik hans hjerte til at hamre ekstra hurtigt. Det var præcis det svar, han havde håbet på, selvom han knap nok havde turde af frygt for, at Caspian ville gå i seng uden ham.
Da den anden greb fat i hans hånd og hev ham op af sofaen, fulgte han med uden tøven – ikke at han havde noget valg, anyway. Caspian hev ham ind i sin favn og plantede endnu et kys på hans læber, der gjorde den lyshårede helt blød i knæene. Hvis det ikke var, fordi Caspian insisterende havde hevet ham med videre, var han sikker på, at han kunne være faldet om på stedet.
På vej hen til soveværelset, forsøgte han at indprente sig hver eneste detalje, så han var sikker på, hvor rummet lå. Bare fordi…

Da han trådte ind i soveværelset, blev han mødt af et væld af mørke farver, grå, brun og endda sort. Og så der, nede for enden af rummet, stod et hvidt klædeskab med lyserøde blomsterdekorationer som brød rummets dystre atmosfære. Ifølge ham passerede skabet overhovedet ikke ind, og han kunne ikke lade være med at spekulere på, om Caspian mon selv havde valgt det, da hans lejlighed skulle indrettes. Tanken fik ham til at smile lidt for sig selv, for den blinde engel kunne jo intet se.
Idet han begav sig ind i rummet, kunne han ikke lade være med at sende klædeskabet et par skæve sideblikke… Der var virkelig et eller andet underligt over det. Måske fandtes indgangen til Narnia alligevel her i Caspians lejlighed? Det skulle ikke undre ham; englen var så fortryllende, at noget af hans magi næsten kun kunne have smittet af på hans hjem.

Han strammede sit greb om Caspians hånd en anelse, idet han lænede sig ind imod ham med sit hoved hvilende imod hans brystkasse, stadig med blikket rettet imod det mystiske skab.
”… Er der plads til, at man kan stå inde i dit klædeskab…?”
Spørgsmålet var lavmælt, næsten hviskende, men det var alligevel et, han bare måtte have svar på. Ellers ville han ikke kunne sove trygt, det var han sikker. Bare tanken om, at klædeskabet førte ind til et eventyrligt vinterlandskab fik hans hjerte til at hamre af spænding som var han syv år igen og juleaften var lige rundt om hjørnet.

Caspian smilede svagt, da han fornemmede hvordan Milo fulgte med ham. Han kunne sagtens have sat sig imod og nægtet, men det havde han ikke gjort. Han var gået med, helt frivilligt.
Han havde jo ingen anelse om hvor den anden engels grænser gik, det kunne være at han havde overtrådt dem, men at han bare intet sagde? Tanken var ubehagelig og fik ham til at give slip på Milo. Han skulle ikke føle sig tvunget til noget...
I stedet begyndte han at hive sin trøje over hovedet og stod nu med ryggen til ham. Rummet var oplyst af en fin lampe der hang ned fra loftet, samt de to lamper ved hver sin side af sengen.
Hans overkrop var næsten dækket af tatoveringer, ihvertfald var armene. Det kunne virke underligt eftersom han var blind og ikke selv kunne se dem. Men de fleste var fra da han kunne se og var menneskelig.
Kun enkelte var kommet til efter at han havde mistet synet, resten var blot blevet tegnet op igen eller justeret lidt.

Caspian strøg en hånd hen over sin mave i et kort øjeblik, mens at han tænkte. Tankerne kørte lidt rundt, men det var i samme ring som før. Han skubbede dem hurtigt væk igen og trak bukserne af.
Det sidste stykke tid havde han tabt sig og så man efter, virkede han også lidt for tynd.
Men det var først nu, at han kom i tanke om det.
"Vil du have noget at spise? Der er Ben&Jerry i fryseren?" tilbød han og vendte sig om, for at lade de hvide øjne hvile på ham.
Han havde lagt sit tøj på en gammel kiste, der stod for enden af sengen. Der lå det altid, indtil hans rengøringsdame kom og ordnede det.
"Vi kan sætte en film på eller bare snakke og så spise is? Du må jo være sulten, kære... Eller der er også lidt forskelligt andet i køleskabet, hvis du ikke har lyst til noget koldt?"

Lige nu havde Caspian brug for, at Milo overtog styringen og viste, at han helt selv ville det, som de havde gang i. At han ville have mere af Caspian og ikke bare gjorde hvad han lagde op til.
En trist trækning gled over hans ansigt, men den var væk ligeså snart den var kommet. Han lod næppe Milo trænge helt ind til hans hjerte og lod ham se sit sande ansigt. Det ville tage tid, det ville tage lang tid.

Han begyndte at gå mod køkkenet. Hvis man lagde mærke til vejen derud, kunne man se at systemet med de hvide og mørke møbler gik igen. Det var dem der guidede ham gennem huset, da han kunne se forskel på lys og mørk.
"Har du nogen fritidsinteresser?" spurgte han over skulderen, mens at han hældte et bæger foder op til Ariel, der kom trippende. Hendes pels var tør nu og hun strøg op af Caspians bare ben.
"Nogen passion for et bestemt dyr, en bestemt sport.. Et eller andet?" uddybede han og fandt en bøtte is frem fra fryseren.

Lige fra det øjeblik, Caspian havde smidt tøjet og begyndte at lukke en syndflod af ord ud, virkede han helt anderledes, og Milo vidste, at det var hans skyld. Men hvorfor vidste han ikke. Han anede ikke, hvad han havde gjort galt. Var det mon hans nysgerrighed over skabet, der havde fået hele situationen til at vende på en tallerken?
Nej… Det måtte være mere end det.
Han fulgte den anden engels tatoverede ryg, da han forsvandt ud af rummet, og mærkede sit mod synke i livet på sig. Caspian kunne lige så godt have stukket ham en syngende lussing, for effekten ville have været den samme.

Den lyshårede engel dumpede ned på sengen og begravede sit ansigt i sine hænder. ”Fuck…” lød det lavmælt fra ham. Han kunne høre Caspian pusle rundt ude i køkkenet og snakke til ham om noget sport eller et eller andet i den dur, men han ænsede det knap nok. Hans tanker drejede sig udelukkende om afvisende og den mentale lussing, den anden havde givet ham. Betød det, at Caspian ikke gad ham mere? Var det mon på grund af… af…
Milo turde knap nok tænke tanken til enden. Resolut satte han sig op og trak sine trøjer af, først den varmer sweater og så T-shirten, han havde på indenunder. Fanme nej om Caspian skulle have lov til at skubbe ham bort på den måde, som om han var et stykke legetøj.

Han gik ud i køkkenet, passerede den spisende Ariel på vejen og endte med at stå lige bag ved Caspian, der var ved at finde noget is frem.
Han slog sine tynde arme omkring livet på den anden engel, pressede sin nøgne overkrop ind imod hans, og med sine ene fod skubbede han fryseren, Caspian stod ved, i igen med et højt smæk.

”Jeg er ikke sulten,” mumlede han ind imod hans nakke, hvorefter han plantede først et kys der, så et på den hans skulder og derefter et på hans øreflip, som han nappede let i med sine læber.
Hans ene hånd gled op og ned over Caspians brystkasse, den tynde, tatoverede brystkasse. Hvis der var nogen her, der havde brug for is, så var det i hvert fald Caspian. Den blinde engel var næsten for tynd. Milo gad godt vide, hvorfor han var så tynd… Var det mon naturligt, eller spiste han ikke rigtigt?
”Dine tatoveringer er fine,” hviskede han ind i den andens øre, før han igen plantede et kys på hans skulder.

Caspian mærkede straks, at han havde tabt Milo bag sig. Han havde ikke forstået hvad der var sket og var sikkert blevet usikker.
Det skar næsten i hans hjerte, at det der lige før var så godt, var slut nu. Han trak vejret dybt og lagde den ske, han lige havde taget fra skuffen, fra sig på bordet foran ham. Det var ligegyldigt med is, det betød intet.
Han havde været sulten lige før, men ikke længere. Det var som et stød, at Milo ikke lod til at have leget med frivilligt. Havde han virkelig tvunget ham? Han havde ikke selv kunne se det, men.. Det måtte han have gjort?
Tankerne begyndte nu igen at køre i ring, heftigere og vildere end før. De fjernede hans fokus fra omgivelserne omkring sig og derfor hørte han ikke Milo.

Da Milos arme lagde sig om hans liv, gik en gysen gennem ham. Han mærkede hvordan at hans hjerte begyndte at hamre afsted og han måtte trække vejret dybt, inden han kunne få det hele til at gå op.
Han mærkede hvordan Miles pressede sin overkrop mod sin egen og han nød det. Han lagde hænderne oven på hans og kærtegnede dem let. Det var ubeskriveligt at stå her med ham igen. Han havde følt at det hele var ødelagt og nu stod de her. Et smil tegnede sig over hans læber og han kunne ikke holde en svag latter tilbage.

Det første kys mod hans nakke fik langsomt hårene på hans arme til at rejse sig og hans kommentar om, at han ikke var sulten, kunne han kun nikke til. Han måtte beherske sig for ikke at vende sig om og kysse ham, grådigheden, lysten efter hans læber var begyndt at sætte ind.
Men deres langsomme vandring hen over hans nakke og op til hans øreflip fik ham til at trække vejret en anelse dybere og han strammede sit greb om Milos arme.
"Mmh? You like them?" spurgte han og trykkede ham tættere mod sin ryg.

Blandt tatoveringerne var der også ar. Ikke voldsomme ar, men ar der tydede på at han ikke altid havde haft det lige let og at han måske havde været oppe og toppes med nogen mere end en gang gennem livet.

Den manglende reaktion fra Caspians side af fik ham til at tro, at det var forkert af ham, det her. Lige nu priste han sig bare lykkelig for, at han havde valgt et bagholdsangreb, for det betød nemlig, at han ikke kunne se Caspians ansigtsudtryk, men den lille dosis lykke var langt fra nok til at dække over den store sorg, han følte i sit hjerte lige nu.
Var det hele virkelig forbi nu? Han kunne ikke fatte det… Hvordan kunne Caspian bare smide det hele på gulvet så let? For ham var det sikkert ikke andet end et spil, en barnlig leg, som ikke betød noget som helst.
Men det gjorde det altså for Milo. Han havde leget denne leg utallige gange før, men denne gang var det anderledes. Denne gang følte han rent faktisk noget.

Han var på nippet til at give op og løsne sit greb om den anden, da han pludselig mærkede en kærtegnende hånd oven på hans og hørte en svag latter fra Caspian af; han kunne føle, hvordan hele hans ryg skælvede af latteren.
Så… det var altså okay?

Glæden boblede op inden i ham. Betød det, at Caspian havde tilgivet ham for hvad han så end havde gjort? Det håbede han, for det skulle ikke ende her – det kunne ikke ende her.
”Mhmm,” mumlede han som svar. Den måde, hvorpå Caspian hev ham længere ind til sig, da han nappede ham i øreflippen, fik ham helt til at smile. ”And… you like this?” spurgte han, hvorpå han denne gang lod sin lyserøde tunge strejfe Caspians øreflip, våd og varm.

Hans ene hånd tog fat om Caspians, idet han løsnede sit greb om den anden engel. I stedet svang han sig halvt rundt om ham, så han nu endte med at stå foran ham. Der stod han så, en anelse tøvende, og kiggede op på ham. Han ville så gerne kysse Caspian eller hive ham med ind i soveværelset igen, men han havde brug for at få grønt lys for det først, før han lod sine impulser styre sine handlinger. Han var stadig ikke sikker på, om Caspian virkelig havde tilgivet ham; sæt han ville blive sur igen, hvis Milo overtrådte hans grænser?

Caspian følte, hvordan et eller andet gik i stykker for Milo, han følte det som var det hans egne forestillinger, der knustes. Men Milo havde jo ikke gjort noget forkert? Han havde blot haft behov for en bekræftelse i, at det de gjorde var noget de begge ville.
Det her måtte ikke stoppe, deres leg, deres følelser, deres kroppe der legede, snoede og rendte drillende omkring hinanden.
Det var så skønt, det de havde gang i. Han ville umuligt kunne give slip på det bare lige sådan. Hvorfor skulle han også det? Allerede nu virkede hans følelser for Milo stærkere end dem, han havde for Vanilla. Det var måske dumt, men det var sådan han havde det.
Det var en leg, en leg de begge legede, men begge nød og gerne ville have blev til virkelighed. Caspian ønskede ihvertfald at gøre det hele til hverdag, gøre det hele til realitet. Det var ihvertfald hvad han ønskede lige nu.

"Miles.. Du har intet gjort forkert.." mumlede han, mens han stadig kærtegnede den anden engels hænder. Han måtte ikke give slip, han måtte ikke stoppe med at kysse hans nakke eller trykke sig mod hans ryg. Det måtte han bare ikke.

Men allerede kort efter kunne han mærke forskellen. Milo virkede glad og hans kærtegn fortsatte. De stod nu så tæt som de overhovedet kunne, de to unge engle.
Selvom at han ikke kunne se Milo, kunne han mærke hans smil. Det var som om at han kunne se igen, det føltes som at han kunne se igen.
Milo kunne få ham til at se igen. Hvis han var lykkelig og blev ved med at være lykkelig, ville hans syn forbedres. Det var blevet værre da han havde mistet al kontakt til Vanilla i den korte periode.
Men ligeså snart de fandt hinanden igen, begyndte han at kunne finde forskel på lys og mørke igen. Det var fantastisk, at der var håb. Måske skulle han indvige Milo i de tanker?

Men da Milos varme, våde tunge slikkede op af hans øreflip, tabte han alle tanker og kunne kun fokusere på Milo og hans tunge. Da han spurgte om han kunne lide det, var det eneste Caspian kunne få frem en svag brummen. Dog en brummen der indikerede at han kunne lide det.

Caspian fornemmede hvordan Milo rykkede sig rundt og nu stod foran ham. Hvor var det skønt. Et stort smil tegnede sig på hans læber og det tog ham ikke langt tid før end at stod med armene om den dejlige engel og pressede sine læber mod hans i et kys.
Han pressede Milo op af køkkenbordet og hans underliv blev skubbet mod hans. Det var ubeskriveligt at stå her med ham. At stå med armene om ham, lade hænderne udforske hans krop.
De blive hænder strøg ned af Milos brystkasse og han lod tirrende en tommelfinger stryge hen over hans brystvorte, inden at han lagde hovedet let på skrå og gjorde kysset dybere.

Al Milos tvivl forduftede lige så stille, da Caspians ansigt lyste op i et smil. Snart efter mærkede han de beskyttende arme omkring sig, og de vidunderlige, bløde læber blive presset imod sine egne.

Pludselig ramte hans ryg køkkenbordet, men han ænsede det knap nok, for forfra blev Caspians underliv presset imod hans, samtidig med, at deres nøgne overkroppe mødtes. Et ufrivilligt, dybt suk af nydelse undslap hans læber. Han rynkede på brynene over sin egen mangel på kontrol der, og han pressede sine læber sammen for at holde eventuelle yderligere lyde inde.
Det var dog lettere sagt end gjort, da Caspian gjorde kysset dybere og dybere. Endelig besluttede Milo sig for, at han lige så godt kunne kaste al forsigtighed over bord.

Han slog sine arme om halsen på den anden engel, idet han lod sin tunge glide over Caspians underlæbe. Den ene af de hænder, han havde i den andens nakke, nussede ham der.

Caspian bemærkede hvordan Milo begyndte at slappe af og finde sikkerhed i deres lille leg, hvilket fik ham selv til at slappe af. Han løsnede op i skuldrene og lod sine hænder hvile mod hans hofter.
Han lod fingerspidserne køre i cirkler på den bløde, sarte hud ved hans hofter og fortsatte det kærlige kys.
Der skete pludselig så mange ting, men så længe de stadig stod der, så tæt omslynget og så tæt forbundet, kunne han overskue alt. Han følte, at han kunne klare alt i hele verden. Som hvis Milo gav ham superkræfter.

Caspian trak på smilebåndet over Milos mangel på kontrol. Det var rart at vide, at han kunne lide det. Det var altid et godt tegn, hvis den anden kom med nydende lyde. Selv kunne han ikke helt kontrollere det. Med mange andre ville han sagtens kunne styre det, men lige præcis med ham, lige præcis med Milo, der var han magtesløs på så mange punkter.

Han mærkede den varme tunge mod sine læber og tog hurtigt selv det næste skridt, hvor han lod sin tunge lege med hans. Inden de vidste af det var det godt igang med et såkaldt "fransk kys". Hvad der havde startet som en almindelig aften var nu endt med at han stod med en anden engel i sine arme, endda en mandlig engel, og kyssede ham i sit køkken.
Tanken virkede så bizar, at han ikke kunne holde en kærlig, brummende latter tilbage og deres kys blev mere og mere besværligt. Til sidst slap han Milos læber og strøg en hånd gennem hans hår.
"Du er fantastisk..." udbrød han glad.