A walk in the park { Caspian - åbent }

Milos hjerte galoperede af sted som en flok vilde heste på flugt. Han kunne ligefrem føle, hvordan det slog imod hans ribben. Så længe det bare ikke ville brække eller bøje alle ribbenene, så kunne det her øjeblik nærmest betegnes som det perfekte øjeblik.
Caspians hænder, der lod til at være overalt på hans krop, og hans tunge, der nu befandt sig ind i hans mund… Det var virkelig perfekt.
Han gengældte kysset det bedste, han havde lært, lod sin tunge undersøge hver eneste krog af den anden engels mund. Nej, Caspian skulle virkelig ikke tro, at han ikke havde lyst til det her. For det havde han.

Han fornemmede Caspians latter og lænede sig en anelse væk for at kunne tage ham i øjesyn, da kysset blev brudt.
Han forstod ikke helt, hvad det var, Caspian grinede af, men han kunne alligevel ikke lade være med at bidrage med en kort, dæmpet latter. Han følte sig simpelthen så glad lige nu, at han ikke kunne lade være; han måtte ud på glæden på en eller anden måde, og at grine virkede som den allermest oplagte.

”Nej, du er fantastisk, Caspian,” betroede han ham, idet han flyttede sine hænder for at skubbe en kort tot brunt hår væk fra englens ansigt, ”virkelig.”

Caspian kunne næsten høre Milos hjerte. Eller var det hans eget? Det lod til at begge hamrede afsted med en al, al for høj hastighed. Hvor var det vildt at han følte sig så meget i live, bare ved at stå her ved ham.
Han lod hænderne glide ned under hans baller og løftede ham kort op, så han endte med at sidde på køkkenbordet. Isen var skubbet væk, både fra bordet og fra hans tanker. Den var begyndt at smelte, men det var ligegyldigt.
Han lod blot sin tunge lege med hans, følge den opdagelse, som den var på vej ud på. Det var så fabelagtigt og uvirkeligt, men han turde ikke nive sig selv i armen, af frygt for at det hele ville forsvinde.

Han kunne godt forstå, at Milo ikke så hvorfor han grinede. Men det hele var bare så fantastisk og skønt, at han simpelthen boblede over af glæde.
"Hvor har du været hele mit liv, Milo?" spurgte han og lagde hænderne mod hans kinder, imens han smilede stort. Hvordan kunne han nogensinde leve uden Milo? Hvordan ville han nogensinde kunne give slip på ham?
Det ville han ikke og det ville ingen kunne få ham til lige foreløbigt.

Hans ord fik Caspian til at smile og rødme svagt, men han var ikke helt enig. Han lod sin tommelfinger stryge blidt hen af hans kind og lagde hovedet let på skrå.
"Men jeg er ikke magisk som du er... Du bringer følelser frem i mig, som jeg ikke havde forventet at føle igen.." hviskede han ømt og lænede sig frem, for at kysse hans overlæbe.

Caspian rødmede. Det kom noget bag på Milo, der ellers ikke havde troet, at den anden var i stand til den slags. Men det var han åbenbart, og det glædede den lyshårede at se, for det betød jo kun, at han mente det, han sagde og gjorde.

Som han sad der på køkkenbordet, havde han frit udsyn til Caspian. Han kunne ikke lade være med at beundre hans overkrop og de mange tatoveringer. Gad vide, om Caspian selv vidste, hvordan de så ud…? Der var så meget, han ikke vidste om ham.

De ord, der kom ud af den andens mund, tog helt pusten fra Milo. Han var mundlam og kunne intet sige. Det betød så meget for ham at vide, at Caspian følte sådan for ham – ikke mindst fordi hver eneste lille følelse var gengældt.
Caspians stemme var så øm, at det gjorde ham helt ked af det, men på en god måde. Der var aldrig nogensinde nogen, der havde talt til ham på den måde før.
Han kunne mærke en klump trænge sig på i halsen. Han måtte blinke ihærdigt med sine øjne for at jage tårerne på flugt.
”Åh, Caspian…” mumlede han ind imod den andens læber, da han kyssede ham. Hvem der dog bare kunne fryse tiden…

Caspian var i et øjeblik usikker på Milos reaktion, han følte pludselig at han havde mistet enhver fornemmelse af hans sindsstemning. Måske var det fordi kropskontakten var så intens? Så slog hans evne måske fra.
Men det lod til at glæde ham, han lod ihvertfald ikke til at være sur eller misfornøjet. Men han skulle være glad. Milo skulle stråle af glæde, han havde ikke fortjent mindre. Hvis Caspian kunne få ham til det, gik han gerne langt bare for at høre hans kærlige latter eller fornemme hans smittende smil.

Han løsrev langsomt en hånd og lod den køre gennem sit eget hår og hen af den ene arm. De mange tatoveringer var jo ikke noget han kunne mærke eller fornemme på nogen måde, han kunne blot stole på at de var der.
Men eftersom mange af dem var fra da han var menneske, så vidste han hvad de forestillede. Hver og en havde sin historie bag sig.
Caspian betragtede sin krop som et lærred. Som et lærred der skulle berette om hans liv. Måske ville der komme endnu en tatovering til, hvis Milo blev ved med at være en del af hans liv?

Med ét fik Caspian en hel klar fornemmelse for Milo igen og han kunne mærke, hvordan den anden lod til at være overrasket. Han var nu også selv overrasket. Det var så underligt at finde så meget godt i en enkelt person. Som var Milo den brik han havde manglet hele sit liv.
Men han mente hvert et ord han sagde til den smukke blonde engel. Det gjorde han virkelig.
Han lod en finger køre hen under øjet på ham, for at mærke om han græd eller ej. Det lod han næsten til at gøre. Ligesom når andre kunne se at folk havde tårer i øjnene, kunne han mærke det.
"Åh, Miles.." hviskede han og gengældte kysset. Han lagde armene om ham og lod hænderne hvile mod hans ryg, men der gik ikke længe før end at han lagde et pres mod hans ryg for at trykke ham tættere ind mod sig selv. Hans negle efterlod et kort, rødt spor nogle få centimeter på den hvide, bløde hud.
Det havde ikke været med vilje, men hans lyst til at komme endnu tættere på Miles fik ham til at blive overivrig og det resulterede i de lange mærker.
"Rev jeg dig? Undskyld..." mumlede han, efter at have sluppet både hans læber og grebet om hans ryg. Men han lagde dog hurtigt armene om ham igen og genoptog det kys, de havde haft gang i.

Caspians finger, der kørte hen over hans ansigt et sted lige under øjet, fik blot Milo til at blinke endnu mere ihærdigt. Nej, han græd ikke, og gudskelov for det. Hvad ville den anden dog så ikke også tænke om ham?

Han havde ikke spor imod, at Caspian hev ham tættere ind på sig, men da han mærkede den andens negle tegne sig et rødt spor på sin ryg, måtte han alligevel bide tænderne sammen og bryde kysset.
Det gjorde ondt, men han havde prøvet det, der var værre. Desuden forstod han godt Caspians iver efter at de kom tættere på hinanden. Selvom de allerede praktisk talt stod presset op af hinanden, føltes det alligevel ikke helt som nok, langt fra.

Han kiggede lettere fortvivlet på Caspian, da denne slap sit greb om ham, og forsøgte at aflæse hans følelser. Han håbede ikke, at Caspian var blevet for forskrækket over at have gjort skade på Milo til at turde fortsætte.
Det lod det heldigvis ikke til. Han genoptog hurtigt det, de havde haft gang i, og den lyshårede smilede lykkeligt i kysset.
Milo støttede med sin ene hånd på bordpladen, idet han spredte sine ben og viklede dem rundt om Caspians lår for at trække ham tættere ind til sig. Han sad allerede helt ude på kanten af køkkenbordet, ivrig efter at komme så tæt på den anden engel som overhovedet muligt.
Han lod flygtigt sin tunge strejfe den andens underlæbe, før han nappede i den, forsigtigt for at det ikke skulle gøre ondt. Caspian havde set ud til kunne lide det, da han havde nappet ham i øreflippen, så mon ikke det ville have nogenlunde samme effekt…

Han trak sit ansigt en anelse væk, idet han lod sit blik glide ned over Caspians ansigt, hele vejen fra det mørke hår, nedover de fortryllende hvide øjne og ned til den lyse bløde hals lige under hagen.
”Du er smuk…” lød det fra ham, og han mente det virkelig. Det stod ikke til diskussion, men hvordan skulle Caspian også kunne modsige ham, når han ikke engang kunne se sig selv?

Det stod stadig klart i Milos hukommelse, hvor irriteret Caspian var blevet, da han havde sagt, at det var trist, at den anden var blind. Den ældre engel havde ikke været sen til at sige ham imod og påstå, at han faktisk ikke havde noget imod ikke at kunne se.
Milo ville nu ønske, at den anden kunne få lov til at se igen. Bare et kort sekund, så han kunne se Milo og ikke mindst sig selv. Caspian var i sandhed den smukkeste engel, Milo nogensinde havde set, og det til trods for, at han ikke brugte timer på sit udseende om morgenen - eller vil så sige, det gik Milo i hvert fald ud fra. Det virkede bare så meningsløst at stå foran et spejl, man alligevel ikke kunne se.

Da Milo viklede sine ben om hans hofter og de derved kom tættere på hinanden, smilede Caspian. Han var så vild efter at være tættere og tættere på Milo, at det næsten brændte i huden efter at forsøge.
Han strøg kærligt hænderne ned af hans ryg, ned af hans hofter og lod dem hvile på hans lænd, hvor han forsigtigt trak ham tættere på sig.
Det hele virkede uvirkeligt, men han gad ikke engang beskæftige sig med de tanker.

Lige nu fyldte Milo hele hans hoved, der var et stort virvar af lyst, begær, søgen efter tryghed og kærlighed. Han følte virkelig at han havde fundet noget helt særligt i Milo. Han bragte noget frem i ham, som ingen havde fået frem før.
Men samtidig var det tydeligt, at de ikke viste hvor de havde hinanden. De kendte ikke hinandens grænser og derfor blev deres bevægelser og handlinger noget prøvende.
Men det var sådan det måtte være, de kunne jo ikke vide alt om hinanden. De havde trods alt kun kendt hinanden i et par timer.

Milos ord fik ham igen til at rødme, han havde ikke fået af vide at han var smuk, ihvertfald ikke i de sidste mange år. Måske fordi folk regnede med, at når han var blind, gik han ikke op i sit udseende.
Men det gjorde han. Han stod godt nok ikke foran spejlet, men hans tøj og sko var noget han gik meget op i, hvilket gerne overraskede ekspedienter i diverse butikker.
"Men jeg kan umuligt være smukkere end dig, Miles..." hviskede han kærligt og strøg ham over kinden. Han brugte bevidst navnet "Miles" selvom han havde bedt om at blive kaldt Milo. Han elskede hans navn.

Køkkenet var ved at blive for besværligt, så Caspian lod hænderne glide ned om hans baller og løftede ham op. Samtidig lod han igen sine læber møde hans, så da han bar ham mod soveværelset, var de forenet.
Han havde dog svært ved at finde vejen, nu hvor han ikke kunne pejle efter de hvide møbler, men han stolede på sit instinkt og nåede frem til det mørke rum.
Han "smed" Milo ned i sengen sammen med sig selv, så han endte med at ligge øverst. Her lod han igen deres læber mødes i et længselsfuldt kys og en hånd kørte igen ned af hans brystkasse.

Milo lagde sin hånd oven på Caspians, da han strøg ham over kinden. Han hadede virkelig sit rigtige navn, men når det var Caspian, der sagde det, fik han det til at lyde helt fortryllende, som et navn fra et ældgammelt, glemt eventyr eller noget i den stil, og så havde Milo faktisk ikke så meget imod det alligevel.
Men hvis det var enhver anden, der havde kaldt ham for Miles, så havde han ikke tøvet et sekund med at rette på personen.

Caspians ord kom dog noget bag på ham, og det var ikke kun navnets skyld. Caspian kunne da ikke vide noget om, hvem af dem der var smukkest, for han kunne jo intet se.
Alligevel kunne Milo ikke lade være med at smile, for han var sikker på, at den anden kun sagde det for at være sød imod ham.
”Hvad ved du om det…?” spurgte han, men det var åbenbart ikke noget, han skulle have svar på, for snart var deres læber igen forenede.

Han blev løftet op fra køkkenbordet, og det tog ham ikke mange sekunder at regne ud, hvor Caspian ville bære ham hen. På trods af at hans øjne var lukkede, fornemmede han tydeligt den andens tøven, som om han ikke var sikker på, om de var på rette kurs ellers ej. Milo ville dog ikke hjælpe ham; for det første ville det være ekstremt uromantisk, og for det andet ville den anden engel sikkert finde det en anelse ydmygende.

Da han mærkede den bløde seng under sig, kastede han et hurtigt blik op på Caspian. Smukke Caspian. Hans øjne gled dog hurtigt i igen, idet den andens læber igen blev presset imod hans. Kunne det overhovedet blive mere perfekt?
Hans hænder hvilede på Caspians lår, før de kørte opad, indtil de stoppede på hans ryg, som Milo gav sig til at nusse let, alt imens han tippede hovedet let på sned og gjorde kysset en anelse dybere.

Caspian rystede blot let på hovedet af Milo. Han havde ingen idé om hvor tydeligt han så ham. Det var som en prik til prik-tegning for ham. Jo tættere han kom på personen, jo bedre han kendte ham og jo mere kropskontakt de havde, jo tydeligere ville stregerne mellem prikkerne blive tegnet op.
Det var ikke fordi han som sådan kunne se ham. Men han ville kunne beskrive ham ned til mindste detalje. Han vidste bare hvordan han så ud, som havde han altid vidst det.
Det var selvfølgelig svært at forklare den kære, uskyldige engel, især nu, hvor der ikke syntes tid til så ligegyldige småting.
"Du skulle bare vide.." nåede han at hviske mellem deres kys og et charmerende smil tegnede sig over hans læber.
På et tidspunkt ville han forklare det hele til ham, han ville fortælle ham alt der var værd at vide om sig selv. Der skulle ingen hemmeligheder være, ikke en eneste..

Lige nu fyldtes hans krop med en euforisk, berusende fornemmelse af at være så tæt på Milo. Han kunne på ingen måde beskrive hvilke følelser det var som susede igennem ham, men det hårdt bankende hjerte og de vidunderlige kys, som der blev lagt både krop og sjæl i, talte vel deres tydelige sprog.

Caspian fornemmede hvordan Milo gjorde deres kys dybere og han var ikke sen til at følge med. Der var intet han hellere ville end at komme tættere, nærmere ham!
Hans hjerte galoperede afsted som havde han fået et skud nikotin lige ind i blodbanen. Milo måtte være hans yndlings rusmiddel.
Men kysset måtte ende, så Caspian brød deres læbers kontakt og løftede hovedet lidt, for at 'se' på ham. Derefter dumpede han ned ved siden af, så de nu lå med sammenflettede ben, men begge på ryggen med front mod loftet.
"Det er sgu svært at håndtere, det her..." mumlede han og strøg en hånd gennem sit hår, lidt frustreret. Men han rettede dog hurtigt hovedet mod Milo.
"Du er så fantastisk at det gør ondt!" udbrød han og vidste ikke helt om han skulle grine eller græde.

Milo kunne slet ikke lade være med at grine, da han hørte Caspians ord. Den anden så så frustreret ud, at det næsten var helt synd for ham.
Den lyshårede trillede op på siden, så han fik bedre udsyn til den anden engel.

”Så-så,” mumlede han, før han trøstende pressede sine læber imod Caspians ene kind. ”Du er ikke den eneste, der har ondt...”
Det gjorde lige så ondt på ham, som det gjorde på Caspian. Eller ondt og ondt… Det gjorde godt, men i sådan en grad, at det næsten var grænsende til at være smertefuldt. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft det så godt.
Caspian var virkelig bedre end nikotin. Tusind gange bedre.

”Jeg er så glad for, at jeg har mødt dig…”
Et lykkeligt smil bredte sig på han lyse læber. Lige da de havde mødt hinanden, havde han på ingen måde regnet med, at de efter kun et par timer ville ligge halvnøgne sammen i den samme seng – og da slet ikke efter lige at have kysset!
Han var kun glad for, at Caspian havde valgt at kysse ham, da de endnu sad i sofaen, for ellers ville han aldrig turde have håbet på, det der overhovedet kunne blive noget imellem dem.
Caspian havde jo netop fortalt ham, at han skulle flytte sammen med sin kæreste, så Milo ville aldrig selv turde have taget initiativet til at starte det kys af frygt for, at den anden ville afvise ham.
Han ville simpelthen have givet op, og de ville måske kun være blevet venner, hvis det da overhovedet ville være gået så vidt.
At have Caspian som ven var skam en god ting i sig selv, for han var en meget dyrebar ven, men for Milo var det bare ikke nok.

Han lod en hånd glide igennem sit lyse hår, der var blevet helt pjusket, idet han lod sit blik vandre over Caspians kønne ansigt.
”Virkelig,” lød det hviskende fra ham, for han mente det virkelig. Det måtte Caspian ikke et eneste sekund være i tvivl om.

Caspian trak selv på smilebåndet da Milo grinede af hans udtalelse, han kunne da godt se det sjove i det. Han kunne godt se hvordan frustrationen kunne virke helt uberettiget, men han følte at den var på sin plads.
Da Milo så begyndte at trille, greb han ud efter ham, men kun for lidt efter at erfare, at han var rykket tættere på.
Et svagt smil tegnede sig over hans læber, det var lidt dumt at have en frygt for at miste ham. Han var jo ikke på vej nogle steder hen? Han blev jo hos ham.

Ordene, som kom over Milos læber, blev hurtigt glemt da de nu havde travlt med at kysse Caspian. Det var så skønt, det var så vildt at ligge her med ham. Det var luksus!
Han trak vejret dybt da deres læber igen skiltes. Milo havde det på samme måde.
Et stort smil bredte sig på hans læber og han lagde armene om Milo for at trække ham tæt ind til sig. Hvor var det skønt at de bare var så.. Forgabte i hinanden!

"Jeg er også glad for at have mødt dig!" udbrød han og strøg en finger hen over hans læber. Han var ikke bare glad for at have mødt Milo, han var ovenud lykkelig.
Milo var hans stof, hans manglende brik, hans drøm om hvem han ville ende sammen med.
Han ville gerne flytte laaangt væk fra byen og så bo i et lille hus med Milo, bare de to og så eventuelle børn. Årh, hvor kunne det være fedt.
Det havde altid været hans drøm at flytte ud på landet med sit hjertes udkårne og leve livet som far i en lille kernefamilie.
Men hvis han flyttede sammen med Miles skulle de jo adoptere. Det var så besværligt. Men det skulle de nok klare! Så længe de fik deres barn!

Milos enkelte ord rev ham ud af dagdrømmeriet og smilet vendte tilbage. Hans understregning af at han var glad for at have mødt Caspian havde været overflødig.
"Jeg ved hvad du mener, smukke..." sagde han og strøg ham over kinden, inden han lukkede øjnene i et kort øjeblik.
Da han åbnede dem så han igen på Miles.
"Jeg er glad for at jeg kyssede dig..." indrømmede han så.

Hvor dumt det end lød, blev Milo faktisk helt glad, da han rykkede lidt på sig og Caspian greb ud over ham, som om han var bange for, at Milo ville stikke af. Det betød jo kun, at den anden engel ikke ville miste ham.
Antydningen af et smil bredte sig på Milos læber. Han forstod slet ikke, hvordan Caspian kunne tro, at han ville rende sin. Han ville blive her hos ham. Til evig tid – eller i hvert fald det, der lignede. Man kunne jo aldrig vide, om filmen pludselig ville knække og romantikken en dag ville forsvinde…

Han skubbede hurtigt tanken ud af sit lyse hoved igen. Den var simpelthen for uudholdelig, og det var ikke en, han havde lyst til at beskæftige sig med lige nu. Nej, hans liv skulle leves nu og her, ikke om ti, tyve eller måske endda halvtreds år.
Tanken om, at Caspian og ham måske en dag ville glide fra hinanden fik det til at gøre frygteligt ondt i hans hjerte.

Alle dystre tanker blev jaget på flugt, da han igen mærkede Caspians læber imod sine, bløde, varme og helt fortryllende. Han mærkede det sædvanlige sug i maven, som han altid følte, når Caspian rørte ved ham, enten på den ene eller anden måde. Det kunne være alt lige fra et enkelt strejf af hans skulder til et kys.
Det var simpelthen vidunderligt!

”Jeg er også glad for, at du kyssede mig,” betroede han den anden, idet han puttede sig endnu tættere ind til ham. Han havde lyst til at være tæt på Caspian, hele tiden, så tæt, han overhovedet kunne komme, selvom han vist havde nået grænsen nu. ”Hvis du ikke havde kysset mig, så havde jeg ikke følt mig så lykkelig herinde lige nu.”
Han lagde sin knyttede hånd imod sit hjerte, idet han smilede op til Caspian.

Da Caspian havde talt, havde han bidt mærke i et ord. Smukke. Caspian kunne have kaldt ham så meget andet, men alligevel valgte han et ord, der havde direkte relation til Milos udseende, hvilket den lyshårede engel ikke forstod. Caspian var jo blind, så han kunne umuligt vide, hvordan Milo så ud og derfor ikke danne sig en mening om, hvorvidt han var smuk eller ej.
”Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor du kalder mig smukke…”

Mere nåede han ikke at se, før han mærkede et gab trænge sig på, og han orkede ikke engang at besvære sig med at skjule det bag sin hånd. Nu hvor de lå helt stille, og hans hjerte ikke længere galoperede af sted som en flok vilde dyr på flugt, mærkede han trætheden overmande sig som en skygge, der sneg sig ind på ham.
Han skuttede sig lidt, før han lod sine øjne glide i, dog uden at give efter for søvnen. Han nøjedes med bare at ligge og nyde den varme fornemmelse af Caspians krop imod sin, i hvert fald lidt endnu.

Caspian havde ladet øjnene glide i igen og gabte også, kort efter at Milo havde gjort det. Han var træt, til trods for at han kunne bruge uendeligt mange timer på at ligge med Mil og bare udforske hans ansigt og krop, ville hans egen krop noget andet. Den ville sove.
Da Milo betroede ham, at han også var glad for at Caspian havde taget chancen, strøg et smil over de trætte læber.
Hans øjne var stadig lukkede og han orkede knap nok at svare Milo. Nu var det jo heller ikke fordi der var noget pressende svar, som bare skulle ud. Han havde jo ikke stillet et spørgsmål eller lignende.

Først da han satte spørgsmålstegn ved hvordan Caspian kunne kalde ham smuk, slog han dog øjnene op. Den forklaring han havde håbet kunne vente, virkede uundgåelig lige nu.
Han sukkede let og strøg ham så over kinden.
"Det er min evne der gør det muligt for mig at.. Jeg ser dig ikke, men jeg ved hvordan du ser ud" begyndte han og smilede svagt.
"Ved kropskontakt får jeg info om hvordan den jeg røre ved ser ud.. Jo mere kropskontakt jeg har med personen og jo bedre jeg kender dem, jo mere ved jeg om deres krop og sindsstemning.. Jeg kan ikke læse tanker, men jeg kan fornemme hvilket humør folk er i, hvis jeg har direkte kropskontakt med dem.." fortsatte han og holdt en kort pause, for at fornemme om Milo var med så langt.
"Det virker bedst hvis jeg rør ved dem og ikke omvendt, men jeg har i lang tid vidst at du var smuk.. Du er jo en engel, Miles. Engle er altid smukke, det er jo guds skabninger" sluttede han så af med et smil. Det burde være forklaring nok for nu.

Caspian fornemmede hvordan de begge var ved at være trætte og det tog ham ikke lang tid at omarrangere dem, så de nu begge lå under dynen med hovedet hvilende på hovedpuden. Han havde kun én dyne, men til gengæld var den stor.

Milos trætte hoved havde svært ved at kapere den lange forklaring, Caspian kom med. Han var langt mere optaget af at bemærke, hvordan den andens brystkasse hævede og sænkede sig, idet han talte; op og ned og op og ned i et behageligt tempo, der næsten fik lullet Milo i søvn, idet hans hoved hvilede imod hans egen krop.
Han formåede dog at holde sig vågen. Han tvang sine øjne op og var tilstedeværende nok til, at han endda kunne svare Caspian.

”Ikke alle engle er smukke, Caspian,” svarede han. Selv syntes han ikke, at han var spor smuk, men sådan havde alle det vel med sig selv på et eller andet punkt, selvom det nok mest var noget, der hørte teenagepiger til.
Han rystede på hovedet; det vil så sige, han prøvede i hvert fald så godt han kunne i sin liggende stilling.
Engle var Guds skabninger, ja, men det var alle andre væsner på jorden da også, og det betød ikke nødvendigvis, at de var smukke. Milo, der ellers normalt ikke dømte andre på deres udseende, måtte indrømme, at han var stødt på en del uskønne væsner, både i sit liv og sit efterliv.

Da Caspian rykkede dem rundt i sengen, så de nu lå med dynen over sig, smilede han ganske let, men han rykkede sig dog hurtigt væk fra den anden igen.
”Nej…” mumlede han, hvilket kunne lyde lettere afvisende, men det var nu ikke derfor, han sagde det. Nej, han skulle bare have sine bukser af, før han kunne sove. Det stive stof, de var lavet af, var bestemt ikke behageligt at ligge på.
Han trillede ud af sengen og rejste sig op, idet han gav sig til at hive sine bukser af. Han skyndte sig så hurtigt, han overhovedet kunne, for det var koldt ikke at ligge under dynen sammen med Caspian. Hans iver efter at få sine bukser af resulterede dog kun i, at han snublede i dem og tumlede omkuld på gulvet.
Det var bare typisk. Når han forhastede sig, kom han altid til at betale for det.

”Hovsa,” lød det fra ham med et dæmpet grin. Han fik dog hurtigt rejst sig op igen sådan halvt og halvt, hvorefter han kravlede op i sengen igen og ind under dynen til Caspian. ”Sådan.”

Caspian vidste godt at Milos øjne var ved at glide i, men det stoppede ikke hans talestrøm. Han havde stillet spørgsmålstegn ved hvordan han kunne udtale sig om hans udseende, så nu fik han forklaringen.
Men han kunne jo altid få den igen når han var mindre træt. Caspian ville gerne bruge timer sammen med ham og han kunne jo ligeså godt give ham forklaringen igen.

Milos kommentar kom lidt bag på ham. Hvordan kunne han dog sige det? Hvordan kunne han sige at ikke alle engle var smukke?
"Sødeste Miles.. Skønhed er ikke kun det ydre, det er både det indre og det ydre.." mumlede han, men gad ikke gå mere op i den diskussion. Det var han alt for træt til.
"Men du er smuk, love.." hviskede han og smilede svagt, inden at øjnene gled i igen.

Han slog brat øjnene op, da Milo sagde nej og rykkede på sig. En nervøs og angst trækning gled over Caspians ansigt og en svag klynken undslap ham. Han måtte ikke gå, ikke endnu.
Det kunne ikke være rigtigt at han bare gik.
Hans følelser tog overhånd og blokerede for hans sanser. Han hørte det som om Milo tog tøj på igen. Det var en ubehagelig følelse han fik i maven, da tankerne om at han gik nu slog ham. Det var som et hårdt slag.
Men han sagde ikke noget. Han følte ikke at han havde ret til at stoppe ham. Det var jo Miles' eget valg?

Dog undrede han sig, da han lagde sig ned ved siden af ham igen. Caspian fornemmede den bare hud på hans ben og det gik op for ham at han havde taget fejl. Milo havde blot smidt sine bukser, ikke taget sit tøj på igen.
Det fik ham til at slå armene om ham og gemme hovedet ned mod hans skulder. Det havde virket så surrealistisk at han skulle forlade ham og alligevel var det her mere surrealistisk.
"Du må ikke forlade mig..." mumlede han og måtte blinke et par gange for at holde tårerne tilbage.

Milo hverken hørte Caspians klynken eller bemærkede hans ansigtsudtryk, men hvis han havde bemærket begge dele, ville han have vendt sig om med det samme og fortalt ham, hvad han havde gang i. I et kort sekund havde han nemlig glemt, at den anden var blind, og ikke kunne se, hvad han lavede. Han kunne lige så godt tro, at Milo var på vej ud af døren, selvom Milo ikke kunne se, hvorfor han skulle være det. Der var jo intet, der kunne have jaget ham væk.

Han lagde sig ned ved siden af sin kære igen, men knap havde han fundet sig en behagelig sovestilling, før den anden pludselig slog armene om ham som havde de ikke set hinanden i flere dage. Eller uger, måske.
”Caspian…?” lød det spørgende fra ham. På trods af, at Caspian havde gemt sit hoved mod Milos skulder, hvilket kvalte noget af lyden, kunne den lyshårede godt høre, at der var noget forandret ved hans stemme. Den lød mere… trist. Som om han var på nippet til at bryde ud i tårer.
Den andens ord hjalp heller ikke ligefrem på stemningen. De var hårde, og ramte Milo lige i hjertet.

”Nej, nej, nej, nej…” Han rykkede lidt på sig, så han kunne tage Caspians ansigt imellem sine hænder og kigge ham direkte i øjnene, selvom den anden jo ikke kunne se det.
Hans hænder rystede ganske let. Caspian måtte ikke græde. Det måtte han altså ikke, ikke hans kære Caspian.
”Caspian, jeg kunne aldrig nogensinde finde på at forlade dig,” hviskede han med et ekstra tryk på ordet ’aldrig’. ”Det skal du vide.”
Han kyssede Capian på kinden lige under øjet. Så vidt han kunne se, græd den anden ikke endnu, men det lød, som om han kunne bryde ud i tårer når som helst. Og det ville Milo gøre sit bedste for at forhindre. Det gjorde ondt i ham, når Caspian var så trist.

Caspian svarede ikke på Milos spørgende tone. Han var alt for tæt på tårer. Det virkede underligt, han havde ikke grædt i flere år og nu lå han her og var ved at tudbrøle over at en eller anden engel ville forlade ham?
Men Milo var jo ikke bare 'en eller anden'. Han var jo.. Hvad var han egentlig? Han eneste ene? Ej. Han var ihvertfald en person, som ville få stor betydning senere hen i hans liv. Han havde jo allerede stor betydning og han ville kunne få en meget central plads i hans liv. Det ønskede han sig ihvertfald.

Caspian følte hans hænder mod sine kinder og de hvide øjne lignede øjnene på en hund, som var blevet slået. Hengivenheden til Milo lyste ud af dem, samtidig med at han så såret ud. Han kunne ikke lide tanken om at Milo ville forlade ham, så han forsøgte at skubbe den væk.
Han kunne mærke hvordan den anden engels hænder rystede og han lagde sin ene hånd mod hans. Hans egen hånd sitrede også en smule, men han knugede bare om Milos hånd.

I det øjeblik Miles' læber blev trykket mod huden lige under hans øje, trillede en enkelt salt tåre ned og ramte hans overlæbe. Det var ikke meningen at han ville græde, han gjorde det så sjældent og så få havde set ham gøre det.
"Jeg kan ikke holde tanken ud..." hviskede han og snøftede lavmælt.
Han lod den anden hånd stryge ham over kinden, inden han lagde hovedet let på skrå og endnu en tåre trillede ned af den varme kind.
"Jeg vil ikke miste dig.. Jeg kender dig måske ikke så godt, men det ændre ikke på hvad jeg føler for dig.." sagde han stædigt og tog Milos ene hånd, for at lægge den på sit bryst, lige over hjertet.
Hans hjertes regelmæssige slag ville han tydeligt kunne mærke - bortset fra at rytmen ikke var normal. Den sprang et slag over en gang i mellem og bankede en anelse for hurtigt.
"Det kræver normalt meget at bane sig vej til mit hjerte.. Men du er der allerede.." hviskede han.

Noget vådt gled ned over Milos overlæbe, og snart smagte han en salt smag i sin mund. Han kunne mærke sit hjerte synke i livet på sig. En tåre… Så Caspian græd virkelig. Og det var hans skyld.
Han ville undskylde. Sige, at han var ked af det… Men han kunne ikke. Heldigvis for ham brød Caspian snart stilheden.

De ord, der kom ud af munden på den anden, var de mest rørende ord, han nogensinde havde hørt fra en anden. Ikke engang hans egne forældre ville have kunnet finde på at sige sådan noget til ham, men de havde jo også smidt ham ud hjemmefra, så selv hvis de havde sagt noget, ville ordene ingen betydning have.
At have fået en plads i en andens hjerte var noget af det allermest dyrebare i hele verden, og at det var Caspians hjerte, han var blevet lukket ind i, gjorde det kun endnu mere betydningsfuldt for ham.
Han kunne mærke tårerne presse sig på, og han gjorde intet for at holde dem tilbage. Snart trillede de ned af kinderne på ham, præcis ligesom tårerne på Caspians kinder, og han kunne mærke et hulk bane sig vej op igennem sin hals. Det var ikke tit, han græd, for ikke at sige aldrig; det fik ham til at føle sig så pokkers udsat og som et let offer, så at han turde sænke sine parader i selskab med Caspian, var et tegn på tryghed.

Han havde lyst til at kysse Caspian, holde om ham og trykke sig ind imod ham, men en usynlig snor holdt ham tilbage. En snor lavet af skyldfølelse.
For første gang i lang tid strejfede hans tanker Caspians kæreste. Den kæreste, som den ældre engel skulle flytte sammen med, den kæreste, han havde et tæt kærlighedsforhold til. De havde hund og hus, så meget tydede på, at det var ved at blive alvorligt imellem dem – sådan bedømte Milo det i hvert fald.
Og så kom han. Milo. En dum, forfrossen engel, som kom og ødelagde det hele for dem. Det var hans skyld, hvis Caspian blev ulykkelig nu. Det var hans skyld, hvis Caspian mistede alt, han havde kært.
Tanken var ubærlig.

Han mærkede skylden skylle ind over, idet han med et ryk rev sig fra af Caspians omfavnelse. Lige meget hvad han gjorde, ville han såre Caspian på den ene eller anden måde. Hvis han blev, ville Caspian miste sin kæreste, og hvis han gik, ville han bryde sit løfte til Caspian om aldrig at forlade ham. Det skar ham i hjertet, men han havde truffet sin beslutning. På den måde ville han kun såre et individ – hvis han blev, ville han såre to.

”Jeg… jeg gør kun det her, fordi jeg ikke vil såre dig,” lød det fra ham. Klumpen i hans hals voksede sig større og større. ”Caspian, jeg… jeg elsker dig, det skal du vide...”
Som en ven, ville han have tilføjet, men han kunne ikke få sig selv til det, for det ville være en stor, fed løgn.

Han trillede ud af sengen og hev sine bukser på. Han fik knap nok sin bluse på, idet han hastede ud af soveværelset. Han skulle væk, nu, lige med det samme, inden han nåede at ødelægge mere i den anden engels liv. Selvom Caspians varme favn trak i ham, kunne han ikke blive.
Han løb forbi den sovende Ariel og nåede lige at få fat i sine sko i forbifarten. Han tog sig dog ikke tid til at få dem på, før han smuttede ud af døren, som lukkede bag ham med et smæk. Først ude i opgangen tog han sine sko på og rettede på sin bluse, før han begav sig ud i snevejret, hvor lidt han end havde lyst til det.


// Out

Caspian kunne mærke de varme tårer som strømmede ned af kinderne på Milo. Det var vildt at de kunne føle så meget for hinanden. De havde kendt hinanden så kort tid og til trods for det kunne han med sikkerhed sige, at han elskede Milo.
Det virkede måske bizart, men sådan var det og han ville ikke benægte det.
Han lænede sig forsigtigt frem og kyssede en tåre væk fra den bløde kind.

Men mere nåede han ikke, i det Milo rev sig væk fra ham. Det føltes som et hårdt slag i maven og han tumlede forover, så han måtte tage fra med hænderne mod den bløde seng.
Han rettede hovedet op mod ham og hørte nu hvordan at den blonde engel skyndte sig i tøjet. Tårerne strømmede nu uhæmmet ned over hans kinder. Men der kom ikke en lyd fra ham. Han havde presset læberne sammen til en tynd, hvid streg.
Samtidig borede hans negle sig ned i huden i hans håndflade hvilket resulterede i en rød plet på det hvide lagen. Han havde boret gennem huden og langt nok ned til at det begyndte at bløde.

Da han påstod at han gjorde det for ikke at såre ham, fik han lyst til at skrige af ham. Skrige af ham at det ikke passede, at han kun sårede ham mere ved at forlade ham nu. Men han kunne ikke, han kunne ikke stoppe ham.
Da ordene "Jeg elsker dig" kom over hans læber nåede han ikke engang at sige "jeg elsker også dig" inden at Milo var ude af døren.

Dér sad han så, helt alene i sin seng med tårerne fossende ned af de blege kinder. Han mistede langsomt al lyst til livet og endte med at begrave sig i dynen og rulle sammen i fosterstilling.
Ariel trippede ind til ham, hoppede op i sengen og lagde sig hos ham, men han ænsede det ikke. Han kunne ikke fokusere på andet end Miles og det, de havde haft. De få timer havde været de bedste timer i hans liv.

//Out