No tears in heaven {Caspian - åbent}

Mens Milo lå der, kunne han ikke afholde sine tanker fra at strejfe Caspian og hans opfattelse af hele situationen. Han spekulerede på, om den anden mon nød det lige så meget, som han selv gjorde. Et eller anden i ham fik ham til at tvivle stærkt på det. Indtil videre var det jo kun Milo, der havde fået noget ud af det her. Det var ham, der blev forkælet af Caspian, det var ham, der nær var ved at gå til af indespærret nydelse – og Caspian fik ikke engang noget til gengæld.
Men hvad skulle han gøre? Han ønskede kun Caspian alt det bedste i verden, og hvis det her ikke var det bedste for ham, så ville han sætte en stopper for det lige med det samme.

Hans ene hånd famlede blindt efter Caspians hoved, som var den eneste del af ham, han havde indenfor rækkevidde, da resten af englens krop lå imellem hans ben. Han lod sine blege fingre forsvinde ned i det mørkebrune hår, hvor han kærtegnende gav sig til den nusse den andens hovedbund.
Han vidste ikke, hvordan han ellers skulle vise Caspian, at han værdsatte det, han gjorde for ham. Mon stønnene og de mange nydende lyde var nok? Det tvivlede han nu på, for det virkede som en ynkelig både at udvise taknemmelighed på, men om han havde ret eller ej, kunne han ikke vide, for Caspians skjulte ansigt afslørede intet for ham.

Den andens varme mund om hans ædlere dele (need better words…….) fik ham til at spænde yderligere i ryggen, alt imens hans mund formede sig til en oval, og hans åndedræt langsomt blev mere og mere stakåndet. Åh gud, hvordan kunne noget dog føles så godt?
Han var dog glad for, at Caspian denne gang sparrede på tænderne, ellers kunne det godt blive en smertefuld omgang for ham…

På et tidspunkt rørte Caspians tunge hans lem på en måde, der føltes særligt godt. Berøringen fik ham til at spænde i hele kroppen - hvilket inkluderede hans fingre, der kørte i cirkler i englens hår. De nærmest borede sig ned i den andens hovedbund, hårdt, men ikke frivilligt.
Den andens berøringer fik hans krop til at opføre sig så underligt. Som om det slet ikke var hans mere. Den gjorde ting, han slet ikke bad den om, kom med lyde, han ikke kunne kontrollere, og det eneste, hans tunge hoved kunne fokusere på, var den lidenskab og nydelse, der fyldte hele hans krop og fik blodet til at pumpe rundt, hurtigere og hurtigere.

Han havde ikke hørt James komme ind i lejligheden, og ej heller kunne han høre ham rumstere rundt udenfor soveværelset nu, men det var vist også kun det bedte, både for hans egen og Caspians skyld. Hvis han vidste, at der var andre til stede udover ham og Caspian, ville han langt fra have taget det hele så roligt – eller roligt og roligt… Han lå jo og vred sig og spændte i hele kroppen, og det plejede at være to tydelige tegn på, at man var alt andet end rolig.
Han var rolig i den forstand, at han lå her sammen med Caspian. Han var tryg i den andens selskab, og så længe det bare var Caspian, der fik hans krop til at føle sig så anspændt – så var det helt okay.

Caspian nød det nok ligeså meget som Milo gjorde, han elskede at behage andre. Det virkede måske underligt, men det gjorde han. Hans belønning var Milos lyde og overbevisningen om, at han nød det.
Dét og så fornemmelsen af Milos lem i sin mund, det var faktisk overraskende rart. Han styrede det hele selv så han ikke fik den for langt ned i halsen. Han havde hørt om en form for teknik hvor man tog den hele i munden, hvilket så skulle trigge ens brækfornemmelse. Men det lød da godt nok klamt.

En hånd mod sit hoved fik et øjeblik Caspian til at se op mod Milo, men han slog hurtigt blikket ned. I den her situation kunne hans hvide øjne godt virke alt for freaky til at kunne håndtere. Han ville da selv blive noget forskrækket hvis to mælkehvide øjne stirrede på ham.
Men han skubbede tanken væk og lod det ligge, for lige nu handlede det ikke om ham og hvad hans behov bestod af. Det handlede om Milo og hvad han ville. Det var ham som var i centrum, ham der skulle nyde det hele.

Englen spændte i ryggen og kæmpede sikkert imod de mange lyde, som ukontrolleret kom over hans læber. Men kampen syntes forgæves. Caspians behandling af Milos krop var vidst næsten for meget af det gode. Et eller andet sted fik han næsten forståelse for de dyriske lyde, men så igen.. Det var jo meningen!
Det var meningen at han skulle drives ud til kanten af al nydelse, han skulle tigge og bede om mere, til Caspian så endelig lod ham få sin nydelse.

Da fingrene, der ellers havde masseret hans hovedbund noget så dejligt, begyndte at bore sig ned, fornemmede han hvordan han havde ramt plet. Han havde gjort noget rigtigt og det fik ham til at intensivere sin behandling af Milos lem.
Han lod den køre ind og ud af sin mund, hurtigere og hurtigere, alt imens hans fingre borede sig ind i den bløde hud ved hans inderlår og derved spredte dem ud.
Han mærkede hvordan organet i hans mund voksede og pulserede under hans behandling og inden længe ville han nå klimaks.

Men da Milo var lige ved at komme, satte han farten ned og slap sit tag i hans inderlår, han lod tempoet køre ned til noget langsomt og pirrende, alt imens hans tunge spillede hen over spidsen. Han lod den kærtegne og kæle for Milos lem, alt imens han mærkede hvordan det gav nogle små ryk og en salt smag skød mod hans gane.
Han slog alle tanker om at den hvide substans potentielt var ulækker og slugte det hele. Milo ville sikkert blive en anelse ked af hvis Caspian bare gav sig til at spytte det hele ud.
Til sidst lod han tungen slikke hen over lemmet, op af maven og placerede et enkelt kys ved hans navle, inden han sneg sig op ved siden af Milo så de lå i øjenhøjde med hinanden.
Han sendte ham et kærligt, hengivent smil inden han lænede sig ind og grådigt kyssede englens læber. Han lagde hovedet på skrå og lod sin tunge skille læberne ad, for at lade den afsøge hans mund.

Ja, Milo kæmpede imod, men det blev meget snart for svært for ham at holde sine lyde tilbage. Caspians hurtige bevægelser med sin mund, hans fingre, der borede sig ind i den blege hud ved Milos inderlår…
”Hnng…” lød det en sidste gang fra Milo, før han faldt sammen i hele kroppen efter udløsningen. Det føltes, som om han netop var blevet befriet fra en tung byrde. En god en af slagsen, ganske vist, hvis den slags byrder da ellers fandtes.

Han lå på ryggen og hev luften ned i sine lunger som én, der var dykket ned på bunden af havet og netop havde brudt vandoverfladen efter et minut under det kolde vand. Sådan følte han det i hvert fald. Som om han havde været inde i en magisk vandboble, der lige var sprunget for at lukke ham ud i virkeligheden igen.
Han sank en klump, før han trillede om på siden med ansigtet vendt imod Caspian.

Han mærkede et sug i maven, da han så det hengivne smil på den andens læber. Det gav ham en ukontrolleret trang til at kysse ham, men Caspian kom ham i forkøbet. Deres læber mødtes i et grådigt kys, som dog meget snart blev en del vådere.
Han lod sin tunge danse en kælen vals med Caspians tunge, der smagte ham noget mere salt end sædvanlig, og han vidste godt hvorfor. Tanken gjorde ham helt pinligt berørt, men han forsøgte at fortrænge den på bedste vis. Der var andre ting, vigtigere ting at koncentrere sig om lige nu. Såsom Caspian, der lå ved siden af ham og så smukkere ud end nogensinde. Hans hår var uglet efter at de havde tumlet omkring, og hans øjne var så kærlige, at Milo mærkede sit hjerte smelte som stearinlys på en adventssøndag.

Han trak sig lidt væk fra den anden for bedre at kunne se ham.
”Jeg elsker dig…” hviskede han. På trods af at de ikke havde kendt hinanden i mere end fire dage og kun havde tilbragt en enkelt nat i hinandens selskab, var han sikker i sin sag.
Nogen ville måske kalde ham naiv, men han var endnu ung, så han havde lov til at fejle, selvom han nu var helt hundrede på, at han ikke tog fejl denne gang.
Ingen anden end Caspian havde nogensinde kunne vække de følelser i ham, som han følte lige nu. Om det var kærlighed, vidste han ikke, men det var i hvert fald noget større end det, han nogensinde havde følt overfor et andet individ - det var han sikker på. Ikke engang hans forældre havde han haft en sådan tilknytning til, selvom det som deres søn burde være en pligt for ham at elske dem. Og omvendt. Men sådan havde det ikke været, i hvert fald ikke efter han nåede op i teenageårene.

Hans ene hånd gled over Caspians bløde kind. Han fyldte sine bevægelser med al den kærlighed, han følte lige nu, idet han strøg ham ned over hans hals, ned til hans skulder, hvor han igen trak sin hånd til sig. Et let smil tegnede sig over hans læber, idet han betragtede den anden engel i stilhed. Smuk, ja, det var han uden tvivl…

Caspian trak på smilebåndet over Milos gispen efter vejret. Hvor var han dog kær! Kunne man andet end at elske den gispende engel, der håbede på at kunne trække vejret normalt igen snart?
Inden han nåede helt op og kyssede de forførende læber, lod han dog fingrene køre hen af hans mave og op på hans bryst. Han mærkede det dunkende hjerte og lungerne, som bevægede sig hurtigt op og ned.
Da deres læber så endelig kyssede lod han sin hånd hvile over englens hjerte, så han stadig kunne fornemme det glade væsen. På vejen havde han dækket Milo til med dynen, så han ikke skulle føle sig nøgen dér i sengen.

Caspian havde godt vidst at Milo ville kunne smage samme salte smag der havde ramt hans smagsløg kort for inden, han ville kunne smage sig selv. Men det var mening. Det var ham der bestemte det. Hvorfor det lige var dét han havde bestemt, vidste han ikke. Måske fordi han bare ikke gad skylle munden eller børste tænder for at kunne kysse den lækre engel der lå så fint i hans seng.
Nogle gange måtte han vel også bare bestemme lidt, Milo lod jo ikke til at have noget imod det. Han så faktisk ud til at nyde at være underkastet Caspians lyster og fantasier.
Måske, når de fik lært hinanden bedre at kende, de kunne dele forskellige fantasier med hinanden og måske føre nogen af dem ud i livet?

Ved Milos ord blev han dog revet tilbage til virkeligheden og en svag rødmen bredte sig over hans ansigt. Blodet skød op i de blege kinder og gav ham mere liv.
"Jeg elsker også dig!" udbrød han, helt oprigtigt. Han var både forelsket og elskede Milo. Var det muligt?
Han vidste det ikke, men sådan havde han det og det måtte Milo altså bare leve med. Deres kærlighed var måske ikke som mange ville betegne den, men det var store følelser og en massiv tiltrækning af den anden som var i spil. De begærede hinanden og samtidig fandt de tryghed og omsorg i den andens favn. Det måtte være kærlighed!

Et eller andet sted drømte Caspian om at Milo gjorde et eller andet ved ham, at han kærtegnede hans krop, kyssede hans mave og fik ham til at gispe efter vejret i ekstase. Han ville også drives derud, men det virkede ikke til at ske foreløbigt.
Tankerne blev da også holdt for ham selv, han udviste intet tegn på at længes efter at Milo igen lod sine læber kærtegne hans mave, især omkring navlen. Det havde handlet om Milo og ikke ham selv.

Caspian var utroligt god til at skubbe sig selv ud af billedet og lade den anden få hele scenen for sig selv. Han tilsidesatte fuldkommen sit eget behov og lod sig gerne dirigere af den andens ønsker og lyster.

Efter at have ligget lidt i sengen fik han sat sig op og svingede så benene ud over sengekanten. Han kastede et blik bagover og sendte et smil til Milo, inden han rejste sig helt.
"Skal vi ikke gå ud og spise lidt morgenmad?" spurgte han og trak en oversized, grå hættetrøje over hovedet. Den gik ham til midt på låret og et øjeblik var hans ansigt skjult bag den tunge hætte, til han endelig fik skubbet den ned.
"Jeg tror der er mad derude nu.." tilføjede han.
James var allerede smuttet igen, han kendte Caspian godt nok til at vide at han ikke skulle forstyre nu.

Milo mærkede sit hjerte springe et slag over. Caspian elskede også ham.
Lykkeligt kyssede han Caspian på næsen, og i al sin hast havde han nær slået deres pander sammen, hvorpå også han trillede ud af sengen. Han var dog ikke meget for at tage dynen af, da han med den ene hånd hev sine boksershorts op over sine hofter, mens han med den anden holdt dynen som en slags beskyttelse. Det kunne godt være, at Caspian var blind, men det gjorde altså ikke Milo mindre blufærdig.

Han fandt sit T-shirt på gulvet og hev den over hovedet, før han med et smil hoppede hen til Caspian.
Morgenmad lød godt – det gjorde Caspians næste ord til gengæld ikke. Milo kunne mærke, hvordan smilet på hans læber falmede.

”Tror du?” gentog han og kunne mærke varmen stige op i sine kinder. Hvis der var mad ude i køkkenet, måtte det betyde, at James havde været inde i lejligheden for at gøre manden klar, mens de havde ligget her og hygget sig.
Den blotte tanke var nok til at farve Milos kinder helt røde. Han kunne da ikke have hørt noget, kunne han? Og hvis han havde… Åh gud, så havde han jo hørt hver og en af de lyde, Milo var kommet med. Blondinen gemte sit ansigt i sine hænder. Han var jo den eneste af de to elskende, der havde brudt stilheden…
I et kort øjeblik lovede han sig selv, at han aldrig ville besøge Caspian igen, hvis han chauffør var her. Det ville simpelthen blive for pinligt for begge parter. Og dog… James var hele tiden i nærheden af Caspian for at tage sig af ham, og Milo var i nærheden af ham, fordi han elskede ham, så det ville være næsten umuligt for dem ikke at støde på hinanden før eller siden.

Han sænkede sine hænder og trak vejret dybt ind. Okay, han måtte bare tage det som en mand.
Han trådte hen og tog Caspians hånd i sin, før han trak ham hen imod døren. Han tøvede dog lidt, før han forsigtigt skubbede den op. Så vidt han kunne se, var der tomt i lejligheden, men man kunne jo aldrig vide, om James havde højeste rang i ninja.
”Der er da ikke nogen derude lige nu… vel…?” spurgte han og kiggede håbefuldt op på Caspian.



(Det kunne være blevet længere, men jeg skal se film nu. Svarer i puasen :D)

Caspian trak lidt ned i sin hættetrøje, inden han gik mod døren ind til stuen og derfra videre til køkkenet. James var forduftet, som altid. Han kunne bevæge sig så lydløst så ikke engang Caspian kunne høre ham. Det var også grunden til at han var fænomenal som hjælp. Han kunne bevæge sig ubesværet omkring og samtidig sikre sig at englen ikke var helt ødelagt.
Han havde en gang eller to dukket op efter et værtshusslagsmål med skrammer og blå mærker over det hele. Han havde ikke selv gidet at tage sig af det, men James havde renset hver eneste skramme og undersøgt hvert eneste blå mærke. Han havde en form for faderlige følelser for det overnaturlige væsen og han passede på ham, som var han hans egen.

De bare fødder bevægede sig let hen over trægulvet i stuen og undgik det bløde tæppe under sofabordet, inden de trådte ind i køkkenet. På det lille spisebord stod der en overdådig brunch, der fik Caspian til at sukke.
James gjorde alt for meget ud af det, han kunne ikke lide at alting skulle være så fint og dyrt. Han var begyndt at afsky den luksus han levede i. Men irritationen over maden på bordet gik over efter at han smækkede en skuffe med bestik hårdt i.

Han mærkede et eller andet stikke, han mærkede et eller andet som generede ham.
Lige pludselig strøg en ny irritation ind over ham - han forbandede sit manglende syn langt væk!
Han ville kunne se Milo, han ville kunne kigge ham i øjnene og være sikker på hvad han så. Han ville nyde synet af hans krop og æde ham med øjnene. Men den forbandede hvide hinde forhindrede ham i at nyde Milo til fulde.
Det havde aldrig før været et problem for ham, at han ikke kunne se. Han havde levet med det så længe nu og følte ingen forhindring. Men lige nu brændte han efter at kunne se Milo.

Caspian stod lænet ind over et af de lækre mahogni-køkkenborde, med hovedet begravet i sine hænder. Han mærkede en ukendt frustration sænke sig over sin krop og det var ikke en han bare kunne ryste af sig. Den ville blive hængende.
Han havde lyst til at krybe sammen på gulvet og tude.
Han følte sig så uendeligt begrænset, at det gjorde ondt. Han følte sig fanget af sine begrænsninger, indespærret som en vild løve i et bur, der bare brølede og slog sig selv ihjel ved at kaste sig mod tremmerne, gang på gang.

Caspian havde ikke engang haft tid til at besvare Milo, hvilket han inderligt fortrød. Den anden engel havde tydeligvis været pinligt berørt ved tanken om at James havde været der under deres lille "leg".
Det havde han ellers ingen grund til, eftersom James ikke fandt noget besynderligt ved Caspian. Han havde efterhånden været med ham gennem lidt af hvert. Lige siden han arvede pengene fra sine forældre, faktisk. James var nemlig ikke helt menneskelig selv. Dog vidste Caspian ikke hvad han var. Men han var udødelig og havde fulgt ham på sidelinjen i mange år.

"Milo?" forsøgte han og vendte sig om, så han nu i stedet støttede sig op af køkkenbordet men med front mod døren fra stuen og indtil køkkenet.
"Vil du ikke holde om mig?" bad han, hans stemme var lav og kunne sagtens gå for at tilhøre et lille barn. Et eller andet inde i ham var knækket, et hjul var hoppet af og han kunne ikke finde ud af at samle sig selv. Det havde intet med englen at gøre, det var udelukkende hans egne tanker der bed efter ham.

Caspian slap hans hånd og forlod soveværelset uden at ofre et eneste ord på ham. Milo følte det, som om den anden netop havde stukket ham en syngende lussing.
Han forstod ikke den andens pludselige ligegyldighed. Havde han gjorde noget forket? Havde han sagt noget forkert? Eller havde han ikke været… tilfredsstillende… nok for Caspian? Havde den anden forventet mere af ham? Godt nok havde det kun været Milo, der blev forkælet, men englen kunne da bare have sagt noget…
Milo følte sine indre organer slå knuder på sig selv som var de slanger eller våde regnorme, der smøg sig ind og ud imellem hinanden. Åh gud nej, sådan måtte det ikke hænge sammen. Hvis han havde skuffet Caspian, så… så var han jo slet ikke god nok til ham. Så fortjente han slet ikke Caspian.

Sandheden begyndte så småt at gå op for den blonde engel. Han ville aldrig nogensinde kunne nå Caspian til sokkeholderne. Capsian var smuk, rig og boede i en kæmpestor lejlighed – han havde sågar sin egen chauffør, der næsten havde funktion som en butler! Milo selv var ikke noget særligt af udseende, han boede på et billigt hotelværelse, og han havde svært ved overhovedet at få skrabet penge nok sammen til at kunne betale sine regninger.

Han måtte bekæmpe en trang til at synke magtesløs ned på gulvet og give sig til at græde. Nogen gange hjalp det gevaldigt meget at give tårerne frit løb, men ikke nu. Hvis Caspian så ham sidde der og hyle som en anden ynkelig lille møgunge, ville han sikkert smide ham ud af lejligheden – eller det, der var værre.
Derfor forsøgte han at skrabe en smule mandsmod sammen, før han turde vove sig ud af soveværelsesdøren. Og lige i det han trådte gennem dørkarmen, hørte han Caspian kalde på ham. Han ville have Milo til at holde om sig.
Hans stemme var så spæd, at den fik det til at prikke i den lyshåredes hjerte. En pludselig følelse af skyld skyllede ind over Milo… men hvorfor vidste han ikke. Han vidste bare, at han følte skyld over et eller andet, for hvem andre end ham kunne have fået Caspian til pludselig at lyde sådan? Han tvivlede på, at det var James’ morgenmads skyld, for så slemt kunne et morgenmåltid umuligt værre, selv ikke hvis det var Milo, der havde lavet den.

En stemme trak i ham for at få ham til at gå over og slå armene om sin elskede, men en anden stemme fortalte ham, at han skulle lade være. Caspian havde netop ignoreret ham, og nu krævede han pludselig at få opmærksomhed igen. Men sådan fungerede det ikke. Milo var ikke en hund, han kunne kalde til sig og få betingelsesløs kærlighed fra, når han lystede.
Blondinen mærkede vreden ulme op i sig. I stedet for at styre ud i køkkenet, dumpede han ned på sofaen.
”Nå, så nu er jeg pludselig god nok til dig igen?” påpegede han, lige på og hårdt.

Caspian havde håbet at Milo ville komme og holde om ham, at han kom og lod ham putte sig ind mod den blonde engels favn. Det var det eneste sted at tårerne fik frit løb, det eneste sted han gav efter og lod sig trøste af sin elskede.
Men det skete ikke.
I starten var han nervøs for om han havde gjort et eller andet eller Milo var blevet ked af det. Det havde jo på intet tidspunkt været hans skyld, at filmen knækkede. Det var jo slet, slet ikke Milos skyld. Det var Caspians egen, helt og aldeles hans egen.

Med ét lød Milos ord. Det var som et hårdt slag i maven, nej nærmere en kniv i hjertet. Det stak og gjorde ondt. Han vaklede og kun takket være bordet bag ham, formåede han at holde sig oprejst.
Han trak vejret i små, korte stød. Han følte at en eller anden havde slået luften ud af maven på ham. Hvorfor havde Milo sagt dét? Hvorfor troede han det?
En enkel varm tåre trillede ned af hans kind og langsomt gav han efter og gled ned langs køkkenbordet, til han sad ned.

En række scenarier udspillede sig for hans lukkede øjne, det var altid worst case scenario der dukkede op når han fornemmede smerten. Ville Milo ham slet ikke? Ville han forlade ham nu? Igen? Var det bare sex han ville have? Satte han ikke pris på ham?
Nej, hvorfor skulle han dog også det. Caspian var blot en simpel engel, måske lidt ældre end Milo, men langt fra lige så smuk.. Han var rig og uden personlighed, blot én der gik i et med tapetet. Hvad ville nogen dog med ham?

Et enkelt klynk trængte igennem og passerede hans stemmelæber. Han gemte ansigtet i sine hænder og lod den lydløse gråd trænge igennem. Milo havde sikkert bare udnyttet ham. Udnyttet hans naive hjerte og nu ville han efterlade ham her, helt alene.
Tanken om hvorvidt livet var værd at leve i så lang tid strejfede ham. Det var ikke første gang det var sket og han havde da også både knuste sovepiller og barberblade på badeværelset. Men han havde aldrig gjort brug af dem. Aldrig nogensinde havde han rørt det. At smutte fra livet havde altid kun været en tanke.

Men Caspian skubbede tanken væk, han skubbede alt væk og lod et sort hul af sorg og gråd opsluge ham. Uden at han havde lagt mærke til det hulkede han nu højt. Ingen i lejligheden kunne undgå at høre det.
Han gled langsomt ned i fosterstilling på de kolde fliser og forbandede sit liv langt væk. Han ville ikke være blind, han ville ikke være rig. Han ville hellere være fattig og sulten end rig og blind. Dumme, grimme øjne.
Tanken om at kradse dem ud strejfede ham, men han kunne ikke få sig selv til det.

Intet svar.
Milo følte sig vred. Vred og såret og forvirret og forladt, men allermest vred. Når vreden engang havde fortaget sig, ville han få de andre følelser få frit løb, men ikke nu. Lige rummede hans krop ikke plads nok til mere end en følelse, og den følelse var vrede.
Og alligevel følte han ikke for at lade vreden gå ud over Caspian. Nej, som altid virkede flugten lettere. At tage halen mellem benene og løbe sin vej – se, det var sådan, men fik løst sine problemer.

Han rejste sig fra sofaen og gik ind i soveværelset for at tage sine bukser på. Da han igen nåede ind i stuen, var han allerede godt på vej hen imod entréen hvor hans sko og overtøj befandt sig, da en høj, hulkende lyd brød den lammende stilhed.
Caspian… græd? Men hvorfor? Det var Milo, der burde græde. Det var ham, der blev ignoreret på det groveste, det var ham, der var blevet glemt som et gammelt stykke legetøj, der ikke længere faldt i den anden engels interesse, der var ham, der følte sig helt knust indeni…
Caspian havde fået det som han ville. Han havde skræmt Milo væk. Han havde vundet.

”Caspian, stop det!” beordrede Milo.
Og i det samme fortrød han sine ord.
Han kneb sine øjne sammen og tog sig til panden. Han var jo ynkelig… Caspian havde på sin egen tavse facon beordret ham ud af døren, og alligevel blev Milo tøvende stående.
Men han lovede sig selv, at dette ville blive Caspians sidste chance for at svare ham. For at fortælle ham, hvor meget han elskede ham, og hvor gerne han ville blive sammen med ham – eller, det håbede Milo i hvert fald. Hvis han lod være, så… så… så vidste Milo ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Så ville han igen flygte og ikke se Caspian i flere dage, måske aldrig nogensinde igen. Så ville han genopleve de tre dage, hvor de ikke havde set hinanden – blot i længere tid. Han ville være fortabt. Magtesløs. Forladt.

Intet svar. Igen.
Caspians gråd blev kun højere og højere. Den skar i Milos øre og forhindrede ham i at forlade lejligheden. Bekymringen overskyggede pludselig den vrede, der før havde gnavet så ihærdigt i hans mave. Hvad nu, hvis der var sket Caspian noget derude i køkkenet – noget, der forhindrede ham i at sige noget? Måske var han kommet til skade?

Med et hjerte, der pludselig bankede uhyggeligt hurtigt et sted oppe i halsen på ham, farede Milo ud i køkkenet. Synet, der mødte ham, hvor chokerende. Caspian lå på gulvet, krummet sammen som en, der var i frygtelig smerte, alt imens tårerne strømmede ned over kinderne på ham.
Milo satte sig ned på hug ved siden at ham. Han havde lyst til at stryge Caspian over håret og trøste ham, men han kunne ikke få sig selv til det. Sæt den anden ville slå hans hånd væk.
”… vil du ikke nok…?” Han stemme var lav, men bekymringen var let at spore i den. Vreden var forduftet som dug for solen.

Caspians selektive hørelse slog ind og han hørte hvordan Milo gik mod soveværelset, sikkert for at tage sine ting og smutte. Hvorfor blive hér? Måske var der gratis morgenmad, men så skulle han passere den faretruende, hulkende engel som lå på gulvet og knap nok kunne få luft fordi han græd så voldsomt.
Hvem begav sig friviliigt gennem dét helvede?
Caspian bebrejdede ham ikke, han ville også gerne langt væk fra sig selv. Men det kunne han ikke, det var rent faktisk umuligt. Men ikke desto mindre ønskede han det.

Milos ord fik ham øjeblikkeligt til at stoppe. Ikke et hulk eller det mindste snøft lød fra ham. En følelse af tomhed strøg igennem ham og han lod de hvide øjne stirre frem for sig, uden at blinke. Selvfølgelig. Hvorfor havde han dog ikke tænkt på det noget før?
Selvfølgelig gad han ikke høre på hans klynkeri, det kunne han jo gemme til Milo var gået.

Denne uhyggeligt voldsomme dyk i hans humør var sjælden. Han havde aldrig oplevet det før. Men måske var det kærligheden til Milo som gjorde ham så desperat efter at se igen? Efter at kunne skubbe alt ud af hovedet - på nær ham - og så stikke af til en lækker, varm ø?
Var det virkelig kærligheden der drev ham ud til det her? Var det virkelig hvad han var reduceret til? Til en hulkende tøs, der ville se sin elskede?
Han trak vejret dybt og forsøgte at tage sig sammen, men det gik simpelthen ikke. Milo var jo på vej væk fra ham igen og han ville stå tilbage uden noget der var værd at leve for.

Pludselig kom Milo stormende ind i køkkenet og satte sig på hug ved ham, hvilket blot fik Caspian til at græde igen. Dog ikke så voldsomt som før, det her var mere bare en snøftende, hikstende gråd.
Han rakte ud efter Milos hånd og tog krampagtigt fat i den. Han havde brug for ham lige nu, han havde brug for hans støtte. Han havde brug for ham til at komme på benene igen og rette op på sig selv. Han følte sig som en synkende skude og kun Milo kunne redde skibet fra at synke. Kun ham.

"Bl..Bli..hiiv" hikstede han mellem nogle snøft og hans tag om Miles' hånd strammedes. Han ville ikke lade englen forlade ham igen, ikke igen, ikke nu. Han ville gøre alt for at få ham til at blive hos sig.
"Je..eg els..ker..dig" hikstede han og snøftede igen. De hvide øjne var lukkede, han kunne ikke finde ud af om han kunne kigge på Milo eller ej. Men til sidst slog han dem op og så på englen der sad ved hans side.
Til trods for den hvide hinde var øjnene tydeligt røde og en anelse hævede efter hans gråd.

Milo sad og så lettere fortvivlet til, mens Caspian kun græd mere og mere. Hans vrede, der var rettet imod den anden engel, føltes pludselig ekstremt halvhjertet og ligegyldig – men den var der dog stadigvæk. En del af ham var irriteret over, at Caspian lå på gulvet og flæbede som en anden lille tøs når det var ham, Milo, der var blevet såret med det stærkeste våben, han kendte til: Stilhed.
Han hadede mere end noget andet at blive ignoreret. Når der var andre, der ignorerede ham, irriterede det ham blot, men når der var Caspian, der nægtede at tale med ham, gjorde det ondt helt ind i sjælen.

Det gav et tydeligt sæt i ham, da Caspian pludselig påstod, at han elskede ham. Al tvivl om hvorvidt den anden ville gå fra ham eller ej, forduftede med de ord.
Han snak helt ned på gulvet ved siden af Caspian. Uden at give slip på den andens hånd, der nærmest klamrede fast om hans, løftede han englens hoved op i sit skød. Han gav sig til at stryge ham over det bløde, mærkebrune hår og hele vejen ned af ryggen.

Hvad det var, der havde fået Caspian til pludselig at bryde sammen, anede han ikke, selvom den andens ord havde gjort ham lidt klogere. Nu vidste han i hvert fald, at det ikke var ham, Caspian var sur på.
”Jeg troede, du… du ville forlade mig…” svarede han. Han kunne høre, hvordan hans stemme knækkede over, idet han forsøgte at holde tårerne tilbage. Han kunne ikke græde over noget så ligegyldigt, ikke nu, hvor Caspian lå på gulvet og lignede én, der kunne dø af sorg.

Han strøg blidt tårerne væk fra englens kind. Han havde aldrig været godt til at trøste andre, men han måtte i det mindste give det et forsøg.
”Hvad er der sket…?” spurgte han og kunne allerede nu mærke, hvor lidt trøstende og platte hans ord lød.

Caspian frygtede at Milo ville trække sig væk, bare være sur og så smutte. Det virkede højest usandsynligt, men frygten var der stadig. Han havde efterladt ham en gang og det ville tage lang tid før end at han kunne give slip på den angst. Milo skulle ihvertfald bevise overfor ham flere gange at han ikke bare smuttede, som han havde gjort for et par dage siden.
Han kunne jo tydeligt mærke fortvivlelsen hos den anden engel og hans frygt voksede, hans pludselige bevægelse da han fortalte at han elskede ham, forstærkede blot frygten. Han kunne jo være bange for hans ord? Det var store ord, men Milo havde selv tidligere sagt selv samme ord til ham?

Men pludselig sank Milo ned til ham, han løftede hans hoved op i sit skød og Caspian mærkede en hånd der strøg ham over håret og ned af ryggen. Det var lige hvad han havde brug for.
Der kom nu kun enkelte små gispende forsøg på at trække vejret fra ham, men gråden var stoppet. Tårerne trillede ikke længere ned af de våde kinder.

Han lukkede langsomt øjnene i og lod sig berolige af Milo, hans nærvær og hans kærtegn. Men ved hans ord satte sig brat op. Troede Milo at han ville forlade ham? Det var jo det han havde troet Milo ville gøre mod ham.
Han lagde armene om englen og knugede ham ind til sig, mens at han borede hovedet ned mod hans skulder. Et svagt klynk kom over hans læber og han forsøgte af al magt at få samlet sig så meget at han kunne snakke, uden at hans stemme knækkede.
"Jeg forlader dig aldrig.. Aldrig nogensinde.." hviskede han trodsigt. Ingen skulle komme her og påstå at han ville forlade sin elskede Milo bare sådan.
"Du slipper ikke for mig så let.." tilføjede han med et svagt, skævt smil, der dog hurtigt blev brudt af endnu et forsøg på at trække vejret. Når man havde grædt som han havde, fuckede ens vejrtrækning altså op.

Caspian strøg Milo over kinden med fingerspidserne og lænede sig så lidt frem, for at kysse hans hals. Bare et enkelt, blidt kys lige over hans adamsæble. Hvor han dog elskede det væsen han havde i sine arme. Han ville give ham hele verden, han ville give ham både sol, måne og stjerner, hvis han bad om det.
Men ved Milos spørgsmål falmede smilet en anelse og han trak vejret dybt, eller han forsøgte da.
"Jeg blev bare så.. Frustreret over at jeg ikke kan se dig, at jeg ikke kan se dit smukke ansigt og dine flotte øjne. Jeg kan ikke se dit smil, jeg kan ikke se din glæde. Jeg kan heller ikke se din sorg eller vide om du græder.." forklarede han og tørrede en sidste tåre væk med sin håndryg.
"Samtidig er jeg træt af at leve så overdådigt.. Jeg vil langt hellere være fattig og kunne se. Så ville jeg stikke af med dig til fremmede øer og bare leve af kærlighed og kildevand.. Men jeg er så begrænset at jeg nærmest føler mig fanget.." uddybede han og lænede sig ind mod Miles igen.

"Du burde snart have forstået at jeg elsker dig og ikke vil forlade dig for noget i verden.." mumlede han lidt efter, i et kærligt tonefald. Det duede ikke at Milo var så usikker på ham og at han var så usikker på Milo.
"Forresten.. Vil du have noget imod at holde jul med mig?" spurgte han og så forventningsfuldt mod englens ansigt.

Som Milo sad der og nænsomt strøg sin elskede over ryggen, kunne han fornemme, hvordan hans gråd langsomt stoppede. Gudskelov for det, for Milo vidste ikke, hvor længe han kunne blive ved med at agere trøstende mor.

Da den anden pludselig slog armene om ham og gav sig til at trøste ham, kunne han mærke en klump tage form i sin hals. Caspian påstod, at han aldrig nogensinde ville forlade ham… Men hvordan kunne det så være, at Milo hele tiden måtte bære rundt på denne frygt for at miste Caspian?
En enkelt halvkvalt lyd forlod hans mund, men han formåede til alt held at holde sine tårer tilbage.
”Så lov mig, at du aldrig gør mig så bange igen…” hviskede han og hvilede sin hage på toppen af Caspians hoved, der havde boret sig ind imod hans skulder.
Caspian var så dejlig, så vidunderlig, så elskværdig… Han ville for alt i verden ikke miste ham. Han elskede ham af hele sit hjerte, så selv hvis Caspians en dag rent faktisk bad ham om at skrive, sådan for alvor, var han ikke sikker på, at han ville kunne gøre det. Godt nok var Milo let at skræmme væk, men hvis der var noget, han ville have, gav han ikke så let op. Og han ville have Caspian. Lige her, i sine arme.

Englens grund for at græde kom noget bag på Milo, der havde frygtet, at Capsians tårer var tilegnet ham. Så han var ked af det, fordi han ikke kunne se… Milo havde ellers allerede fra starten af troet, at Caspian var i harmoni med sit handikap. Han huskede tydeligt den aften, hvor den anden hårdnakket havde bestået, at han faktisk ville foretrække at være blind frem for at skulle se på alle de dårlige ting i verden.
Milo strøg den anden over håret. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle hjælpe Caspian med det problem. Han følte sig så magtesløs. Hvis det stod i hans magt, ville han kurere hans blindhed lige på stedet og leve lykkeligt til sine dages ende med den anden engel.
”Caspian…” lød det hæst fra ham. ”Du er det allermest uoverfladiske væsen, jeg nogensinde har mødt. Du har ikke brug for at kunne se mig, for at elske mig.”
Han greb fat i den andens hånd og gav den et lille klem, idet han tilføjede: ”Er det ikke nok for dig at kunne mærke og vide, at jeg er her…?” Der var en snert af tristhed at spore i hans stemme, selvom han dækkede den godt.

Caspians andet problem med, at han var træt af at leve overdådigt, havde Milo mest af alt lyst til at rulle med øjnene over. I stedet gled et varmt smil over hans læber.
”Hør nu… Du kan købe alt det, du overhovedet drømmer om. Du kan besøge alle de øde øer, du vil, og du har alverdens tid til det. Det er de færreste mennesker der har den frihed, inklusiv mig.”

Caspians pludselig emneskift til juleaften kom noget bag på ham, men ikke desto mindre blev han glad. Nærmest ovenud lykkelig.
Bare tanken om de to, der skulle holde jul sammen, alene, var nok til at gøre ham helt varm inden i. Han havde op til flere gange overvejet at stille Caspian det samme spørgsmål, men han havde ikke turde af frygt for, at Caspian ville afslå. Han havde sikkert en stor familie, som han skulle holde jul med. Milo kunne lige forestille sig dem sidde omkring et overdådigt middagsbord i deres treetagers kæmpevilla i Østrig eller Norditalien, hvor det sneede tykt udenfor, med deres racerene franske bulldogs og pissedyre Ashera katte liggende ved fødderne. De havde sikkert ægte tæpper i hele huset og oldgamle klenodier udstillet overalt på væggene og i små glasmontrer, og deres juletræ var sikkert tre meter højt, og de fik alle julegaver til en værdig af mindst ti tusind og…
Milo satte en brat stopper for sine egne tanker. Det hele var selvfølgelig kun gætteri, og han havde ingen anelse om, om han var tæt på sandheden eller ej. Der var så mange ting, han endnu ikke vidste om den anden.
Caspian havde endnu ikke fortalt ham om sin familie, men måske var det, fordi han ikke havde en? Han var jo trods alt ret gammel, præcis hvor gammel huskede Milo ikke, så chancen for, at hans forældre stadig var i live, var minimal. Men måske havde han et par yngre søskende? Eller fætre og kusiner?

Lige meget hvad, så havde Caspian altså valgt at holde jul med Milo. Den spinkle engel kunne mærke glæde boble op i sig, idet han slog armene om sin elskede hals med en sådan kraft, at de begge tumlede omkuld på gulvet.
Han endte med at ligge halvvejs oven på Caspians mave og halvvejs imellem hans ben.
”Selvfølgelig vil jeg ikke have noget imod det. Jeg vil elske det!” konstaterede han, før han plantede et kærligt kys på Caspians bløde læber. ”Åh, jeg glæder mig allerede!”
De sidste to juleaftener havde han tilbragt i sit eget selskab uden at gøre noget særligt ud af, at det var årets allermest magiske aften, men denne gang skulle det blive anderledes. Denne gang havde han Caspian hos sig, så det skulle nok blive den bedste jul nogensinde, det var han ikke et sekund i tvivl om.

Caspian fornemmede hvordan Milo var ved at græde, men det var også forståligt. Hvis den kære engel havde frygtet at miste ham, ligesom han havde frygtet at miste Milo, var tårerne og smerten helt på sin plads. Han havde det jo på samme måde selv. Det var som om at Milos smerte blev hans egen – men det var den jo i princippet også.
”Jeg lover dig højt og helligt at jeg aldrig nogensinde vil gøre dig så bange igen, elskede Miles..” hviskede han og vendte hovedet med front mod hans hals, for at give ham et let kys på den sarte hud.
Han nægtede at give op når nu han endelig havde fundet sin elskede, han havde endelig fundet en der var så perfekt for ham. Ingen kunne nogensinde måle sig med englen i hans arme, ingen ville kunne overfå den kærlighed han følte for det sarte, dejlige, smukke, fantastiske, magiske væsen.

Caspian følte sig latterlig, hans grund til at knække sådan sammen og tude var langt fra forståelig eller god. Milo kunne jo heller ikke hjælpe ham. Men han havde fortalt ham om det alligevel og nægtet at lade sig styre af lysten til at gemme sig væk. Han hverken måtte eller kunne gemme sig fra Milo. Englen havde trængt så langt ind til ham, at han intet valg havde.
Caspian måtte vise sit sande jeg overfor englen. Ikke at hans sande jeg var særlig meget anderledes end han normalt var, der var dog situationer som disse hvor han lod sig styre af sine følelser.
Han lod sig kontrollere af ting, han burde have gemt væk. Hans behov forsøgte han normalt at gemme så langt væk som overhovedet muligt, men det kunne han ikke længere når man nåede så langt ind som Milo havde gjort.

Ved den anden engels ord rettede han hovedet mod hans. Det var pænt sagt, virkelig pænt sagt. Men var det mon virkelig sandheden?
“Nej.. Jeg behøver ikke at kunne se for at elske dig.. Jeg elsker dig jo allerede og jeg kan ikke se dig.. Men det ville gøre mig glad, hvis jeg kunne.. Eller.. Måske er det ubetydeligt? Du gør mig jo lykkelig som vi har det nu..” mumlede han og rynkede panden, i undren over sin egen sorg. Det var måske ikke så slemt som han gjorde det?

Caspian brummede et eller andet, men han kunne ikke komme med noget forsvar. Milo havde jo ret? Men modsat hvis han var fattig, ville han købe en hel ø til dem, hvis det var det han ville. Hans bankkonto rummede flere penge end Milo anede. Men det var nu heller ikke rigtig et samtaleemne for dem, det var jo ikke et problem? Dog ville han gerne have at Milo flyttede ind hos ham.
”Jeg vil give dig alt du ønsker dig, Milo..” mumlede han og sendte ham et oprigtigt smil. Han brugte gerne alle sine penge på Milo, hvis det kunne gøre ham lykkelig.

De sidste mange år havde Caspian holdt jul alene. Rachel, der havde været som hans søster da han boede i England, holdt jo jul med sin familie og han havde, af ukendte årsager, fortalt hende at han holdt jul med sin egen familie. Men den havde han ingen af.
Så i stedet lukkede han sig inde med en flaske stærk alkohol og drak sig fuld, til han til sidst faldt i søvn og James tog sig af den fordrukne engel.
Han lod ingen komme ind juleaften, det var en af de dage han altid holdt for sig selv, til trods for at han altid havde drømt om en overdådig aften i selskab med dem han havde kær. Det lod bare ikke til at komme til at ske – i hvert fald ikke før nu. At holde jul med Milo var som en drøm der blev til virkelighed. Det var så skønt, det var helt fantastisk at vide, at man kunne spise lækker mad sammen, ligge tæt sammen på det bløde skindtæppe foran pejsen og bare udleve den perfekte juleaften i selskab med sin elskede.
Caspian vidste allerde hvad Milo skulle have i gave.

Caspian lod sig tumle med Milo ned på de kolde fliser, men han mærkede kun varmen fra den anden engels krop mod sin. Han mærkede samme glæde som lige nu strømmede igennem det skønne væsen, der lå mellem hans ben.
Til trods for at Caspian stadig kun bar den store hættetrøje slog han armene om Milo og lod bagsiden af sit skinneben køre op og ned af Milos ene ben. Årh, hvor var det skønt at tumle rundt med den dejlige Miles. Lige meget om det så var i sengen eller på køkkengulvet.
Hans konstatering fik et fyrværkeri til at starte i hans mave. Hvor skønt! Endelig kunne han få drømmen om den perfekte jul opfyldt!
Han blev noget overrasket over det kærlige kys, men det tog ham ikke lang tid før end at han gengældte det og lod øjenlågene glide i. Han lod en hånd køre op af englens ryg og lå nu med både arme og ben omkring den spinkle krop. Han elskede det væsen der lå mellem sine ben. Der måtte han godt blive for evigt.
”Jeg glæder mig mest!” grinede han og nappede ud efter Milos underlæbe.

//Out