No tears in heaven {Caspian - åbent}

Caspian ænsede ikke at Milo rødmede - simpelthen fordi han ikke kunne se det. Ofte kunne han høre om personen smilede eller græd, men hvis Milo intet sagde, kunne han heller ikke afgøre om han rødmede eller ej.
Det var lidt en irriterende ting ved det manglende syn. Han måtte aflæse folk på andre måder, da han ikke kunne se kropssprog eller ansigtsudtryk. Det komplicerede mange ting. Men han havde efterhånden lært sig at læse folk ved hjælp af at lytte til dem og føle dem. Men det var begrænset hvor meget han kunne røre ved fremmede folk, så ofte var han overladt til sine ører.

Med mange andre kunne det være stortset ligegyldigt, der var det for det meste deres ord der betød noget i dagligdagens overfladiske samtaler, men med Milo var det anderledes. Der ville han gerne se ham, se hvordan han reagerede og hvad han gjorde. Se ham smile og glæde sig over hvert eneste smil.

"Miles? Jeg ved godt at jeg kan virke.. Usikker og utryg, men det er kun fordi jeg ikke kan se dig.. Jeg kan ikke se hvordan du reagerer hvilket gør mig ekstra udsat da jeg kan gøre mange ting forkert inden du når at stoppe mig.." forklarede han og rettede sig op, så han nu sad med ryggen hvilende mod puderne bag ham.
Han lagde armene om Miles og kyssede ham i håret, inden han rakte ud efter fjernbetjeningen og tændte for tv'et.

Kanalen de røg ind på viste "Atlantis". En af de yngre Disneyfilm hvor hovedpersonen havde samme kaldenavn som hans elskede. Milo James Thatch hed hovedpersonen. Han var på jagt efter et forsvundet rige, der eftersigende skulle ligge under vandets overflade.

Caspian syntes at Milo virkede træt, så han kyssede ham blot på panden og nussede hans skulder ganske let, inden han rakte ud efter den ene kop kakao. Han nippede til den delikate drik og lod sig synke ned i de bløde puder og dyner. Hans egne puder og dyner.
For en gangs skyld ville han få søvn i nat, hvilket han så frem til. Især nu hvor Milo ville sove ved siden af ham og forsikre ham om, at han havde alt hvad han havde brug for.
"Du er dejlig..." brummede han kærligt og gav nu den halvsovende engel endnu et kys på panden, denne gang efterlod han dog et spor af kakao på hans bløde hud.

Det kom noget bag på ham, at Caspian pludselig gav sig til at forklare, hvorfor han virkede så usikker. Milo sukkede dybt. Al den forklaring var slet ikke nødvendig, for han vidste jo godt, hvordan Caspian havde det.
Ikke desto mindre blev han glad for, at den anden turde betro den slags til ham.

”Det ved jeg godt, Caspian,” startede han, ”men jeg lover dig, at hvis du gør noget forket, skal jeg nok sige til. Desuden… Hvis du gør noget, jeg ikke bryder mig om, kan du også mærke det med det samme - tro mig. Du behøver slet ikke at føle dig usikker.”
Caspian kunne jo føle hans humør, ikke? Så han burde være i stand til at fornemme et så drastisk humørskift hos Milo, det ville udlede, hvis den ældre engel gjorde noget, Milo ikke brød sig om.
”Man behøver heller ikke at kunne se, for at se, om folk er glade eller ej. Mærk selv.”
Med de ord tog han fat om den andens hånd og lagde den imod sin kind, der var helt rund, fordi han smilede så stort.

Caspians ord om, at han var dejlig, fik ham til at smile endnu større.
”Dejligere end den Milo der, ikke…?” mumlede han med en stemme, der var en anelse hæs, hvilket var et sikkert tegn på, at han var på nippet til at falde i søvn.
Når han talte om den anden Milo, hentydede han selvfølgelig til gutten i filmen. Det kunne godt være, at han var fantastisk og alt muligt, men Milo syntes nu selv, at han var bedre end ham på alle måder. Fyren i filmen havde fundet et ældgammelt druknet rige, og hvad så? Milo havde fundet Caspians, hans livs kærlighed, og det havde allerede kostet en del kræfter og tårer.

Caspians andet kys føltes utroligt vådt og han syntes, hans pande blev ved med at være våd længe efter. Undrende rakte han sin blege hånd op og kørte en finger over sin pande blot for at optage, at fingeren antog en mørkere brun farve efter berøringen.
Hvad i…? Det tog ham et øjeblik at regne ud, hvad den varme, brune væske var. Kakao, selvfølgelig! Straks var han langt mere vågen, end han havde været for blot to sekunder siden.
”Heeey!” udbrød han. ”Hvis du bliver ved med at kysse mig med dit kakaoskæg, ender det med, at jeg bliver til en kakaobønne.”
Med et dæmpet grin tørrede han sin finger af i Caspians pande, så også han fik en brun kakaoplet der. Nu var de jo næsten tvillinger – men også kun næsten.

Caspian rynkede brynene ved Milos suk. Det var ikke den respons han havde ventet, da han tog sig sammen til at sætte ord på hvordan han havde det. Måske han fremover skulle lade være med at lukke Milo så meget ind i sit liv? Men det var jo ikke meningen at lukke ham ude.
En frustreret trækning gled over hans ansigt og han sukkede lydløst. Det var virkelig svært at afgøre hvad Milo følte og tænkte. Lige her rækkede hans evne ikke langt og han følte sig magtesløs. Milo virkede ikke til ligefrem at være glad for at Caspian havde sat ord på det hele, men samtidig ville han jo ikke holde noget skjult for den han elskede.
Som han havde tænkt før; ingen hemmeligheder skulle der være mellem dem. Med denne beslutningen gled et trodsigt skær hen over de hvide øjne. Det var nu engang overraskende hvor meget hans øjne kunne berette om når nu at han ikke kunne se og den blå iris med den sorte pupil var sløret.

"Men hvis jeg nu gør noget, som du ikke har lyst til at sige fra overfor? Hvis jeg gør et eller andet du egentlig ikke bryder dig om, men du tør ikke sige nej.. Så kan jeg fortsætte med at gøre dig ondt til du en dag siger helt fra.. Den situation vil jeg ikke være i" mumlede han og lod ham tage sin hånd.
Da hans håndflade hvilede mod Milos kind lod han sin tommelfinger blidt kærtegne englens bløde hud. Måske kunne det godt gå? Hvis nu Milo bare huskede at gøre ham opmærksom på selv de mindste ting, hvis han huskede at han skulle være tydelig.. Så ville det jo gå.

Optimismen vendte tilbage og Caspian smilede skævt, imens han stadig kærtegnede Miles' kind. Det var rart at være hos ham, han følte sig så tryg og let i hans selskab, så tryg som han kunne være.
Der plejede ellers at gå lang tid før end at han lod paraderne falde og tillod sig selv at føle sig tryg.

Caspian slog en kort, kærlig latter op inden at han kyssede Milos pande igen.
"Selvfølgelig er du dejligere end tumpen dér... Du er min yndlings Milo. Min favorit engel!" udbrød han og gav ham et klem. Det passede. Lige nu var der ingen anden end Milo som han gad bruge tid på. Han kunne ikke komme i tanke om nogen bedre end Milo.
Ikke engang Ariel kunne snige sig ind og stjæle noget af hans opmærksomhed. Nu var hunden heller ikke i lejligheden, den blev passet af James. James vidste hvornår filmen knækkede for den unge engel og sprang altid ind og redede det stakkels dyr fra at sulte. Det var ikke med vilje at Caspian slog dyret ud af hovedet, det kom han bare til.

Den hæse stemme fra Milo berettede om at den unge engel var træt. En sted inde i Caspians krop sprang hans hjerte et slag over. Han skulle for første gang få lov til at sove med sin elskede Milo i sine arme!
Eller elskede og elskede. Caspian troede ikke helt på at man kunne elske nogen så hurtigt, der var flere stadier i det avancerede kærlighedsliv. Han skulle ihvertfald først være forelsket i ham. Men der var ikke noget at diskutere dér. Han var head over heels in love med Milo. Han var så forelsket at det gjorde ondt.
Et eller andet sted kunne han også bedre lide forelskelse. Det var det punkt, hvor man var helt loveydovey og ikke kunne skilles ad fra sin udkårne. Bagefter ville de falde tilbage til et stadie hvor de elskede hinanden og hverdagens små glæder var begrænsede. Milo ville sikkert have travlt med sit job og Caspian ville fumle med sin højt elskede elektronik. Men det gjorde ham intet. Så længe han hver nat kunne krybe ind i Milos favn, så kunne alt andet være ligegyldigt.

Milos udbrud fik Caspian til at lyse op i et kæmpe smil, hvor hans fine colgate-tænder blev blottede. Det var da en sjov teori han kom med dér!
"Så længe du er min kakaobønne, så kan det være fint..." brummede han kærligt og ville læne sig frem for at kysse ham, da han mærkede en finger mod sin pande. Nu havde han også kakao i ansigtet.
Et øjeblik sad han helt stille, men så satte han kakaokoppen fra sig og gik til "angreb" på Milo. Han tumlede rundt med ham og kildede ham i siderne.
"Din bandit!" grinede han.

Milo behøvede ingen magisk evne for at se, hvad Caspian følte. Den andens øjne afslørede det hele for ham, som var de to åbne vinduer direkte ind til Caspians tanker. Først virkede Caspian lettere frustreret, hvilket gav Milo et sug i maven. Ikke et af de gode sug, nej, et klamt, sort sug som havde en eller anden netop jaget et knæ op i maven på ham.
Havde han nu igen gjort noget galt, siden Caspian gav ham den respons? Han virkede nærmest til at være blevet skuffet over Milos ord, hvilket fik den lyshårede engel til at rynke på sine bryn. Han havde jo kun været ærlig, ikke andet. Var det måske ikke det, Caspian lige havde belært ham om – om at fortælle, hvad han havde på hjerte og ikke skjule noget for den anden?

Der gled et trodsigt blik over Caspians øjne, hvilket fik Milos øjenbryn til at skyde i vejret. Forvirringen bredte sig i ham som mælkebøtter på en græseng, men den dulmede lige så snart, han hørte Caspians ord. Åh, Caspian dog…
”Hvis du endelig gør noget, som jeg ikke bryder mig om, så skal jeg nok sige fra. Tro mig,” svarede han bestemt.
Alvoren i hans stemme var måske en kende for gennemtrængende, men han havde altså brug for, at Caspian forstod det her.
Caspian kunne gøre alt det, han ville, men hvis der var noget, Milo ikke brød sig om, skulle han nok sige til. Han ville ikke blot være en dukke, den anden kunne gøre med, som han lystede – ikke at han troede, at Caspian kunne finde på at udnytte ham på den måde, men den anden skulle altså alligevel forstå, at han nok selv skulle sige fra.

At Caspian indrømmede, at han var hans favorit engel, fik et bredt smil til at spire frem på Milos læber. Det ville han langt hellere være, end han ville være Caspians kakaobønne. Den andens ord fik ham til at rynke let på næsen, men smilet på hans læber falmede ikke den mindste smule.
”Nej, det er ikke fint. Du ville jo bare lave mig om til kakao og drikke mig,” grinede han kærligt.
Det overraskede ham faktisk lidt, at Caspian var så glad for varm kakao, for han virkede mere som typen, der ville drikke kaffe. Men helt ærligt – hvem brød sig så ikke om en kop varm kakao i ny og næ?

Han kiggede forundret på Caspian, der i et øjeblik sad helt stille som om han lige skulle nå at opfatte, hvad der var sket, efter at han havde prikket ham i panden med en kakaoindsmurt finderspids. Hans åndedræt var tilbageholdt, idet han spændt holdt øje med den anden. Mon Caspian var blevet sur over at have fået kakao i panden?
Nej, det kunne umuligt være derfor, han sad så stille. Milo blev enig med sig selv om, at den anden sad og lagde planer, og snart fik han da også en smagsprøve på disse såkaldte ”planer”, da Caspian nærmest angreb ham.
Milo kunne slet ikke lade være med at grine, da den andens fingre strøg over hans ribben, selvom han af al magt forsøgte at holde grinet tilbage.
Han var pokkers kilden, især i siderne og omkring halsen. Det skyldtes til dels at han var så tynd, som han var, men han havde nu heller ikke lyst til at tage på. For det første var det dumt at gøre det, bare for at forhindre folk i at kilde sig, og for det andet kunne det godt blive noget af en opgave for ham at stige i vægt på grund af hans forhøjede stofskifte.

Han kunne mærke tårerne samle sig i sine øjenkroge.
”St… stop…! Du… dumme Cas!” lød det stakåndet fra ham. Han lød mest af alt som én, der netop havde gennemført et halvmaraton bortset lige fra den lille detalje, at en maratonløber nok ikke ville være i stand til at grine lige så meget som han gjorde nu efter at have løbet enogtyve kilometer.
Det var jo helt umuligt for ham at få vejret, når han grinede sådan. Han følte, at han var på nippet til at dø af grin – hvilket han selvfølgelig ikke var - men nu, hvor han tænkte nærmere over det, ville det nu heller ikke være den værste måde at dø på. Hvis man døde af grin, ville man i hvert fald dø som et lykkeligt individ, ville man ikke?
Det ville man i hvert fald hvis det var Caspian, der fik en til at grine.


( Jeg beklager at det er rodet. Jeg kan slet ikke koncentrere mig om noget som helst i dag >: )

Caspian havde ikke tid til at fokusere på Milo og hans reaktion på sin egen reaktion. Årh, hvor var det hele dog indviklet. De var alt for usikre på hinanden, det var tydeligt!
Hver eneste panderynke fra den ene fik worst case scenario til at udspille sig for den anden.
I virkeligheden var Caspian slet ikke så let at gøre sur eller ked af det. Nu var han jo endelig sammen med sin Milo, skulle de så virkelig spilde så meget tid på at være bange for hinandens reaktioner? Det kunne simpelthen ikke passe. Det måtte ikke passe!

Nu trådte Caspians stædige side frem og da Milo havde snakket færdig, greb han den anden engels hånd i sin og gav den et bestemt men kærligt klem.
Han måtte forklare hvordan at de var nødt til at undgå det her, hvis de ikke ville leve i evig smerte ved at se hinanden. Men ikke et ord kom over hans læber.
Han kunne ikke forme et eneste ord og undrende lagde han hovedet på skrå. Der kom bare ingen ord til ham. Men måske var det også svaret på det hele? Måske var det løsningen på deres problem? At de bare skulle tie stille og ikke snakke det hele ihjel.

Et smil gled over hans læber, han havde forstået det. Mange gange blev han styret af impulser, han blev styret af kræfter han ikke kendte til. Disse kræfter gav ham ofte svaret på mange spørgsmål og løsningen på mange problemer.
Med Milos hånd i sin kunne han jo alt?

Han nikkede en enkelt gang til Miles' ord og løftede så langsomt hans hånd for at kysse hans håndryg. Selvfølgelig ville han ikke bare sidde dér og lege nikkedukke, hvis det Caspian gjorde ved ham, gjorde ondt eller var ubehageligt.
De ville finde hinanden, de ville finde vejen frem. Der var jo ingen af dem der ønskede at det ville stoppe? De ønskede jo at det hele ville fortsætte, at det hele måtte fortsætte i al uendelighed!
De drømte vel begge om endeløs kærlighed!

Det næste Milo sagde, fik ham til at grine hjertligt igen. Årh, hvor den dreng dog kunne få smilet frem på hans læber! Det var som magik, bortset fra at Caspian var immun overfor magi.
Men Milos smittende glæde kunne han ikke stå imod, han kunne ikke afvise den smittende effekt som den anden engels gode humør havde.
Ofte havde han undret sig over de, der kunne leve af kærlighed og kildevand - men nu forstod han dem. Han ville kunne leve udelukkende af kærlighed og kildevand, hvis det var Milos kærlighed der blev snakket om. Så ville han kunne leve kun af den, hvis det skulle være!

"Jeg ville da ikke lave dig til kakao, dumme! Jeg ville forgyldne dig og lægge dig på min pude, ved siden af mig. Bære dig rundt med mig i min lomme.." sagde han.
"Den tættest på mit hjerte, selvfølgelig!" sagde han og rystede leende på hovedet.
Det var egentlig en tragisk tanke at hans livs kærlighed blev reduceret til en kakaobønne og han måtte gå rundt med den i sin brystlomme resten af livet. En forgyldt kakaobønne, vel og mærket.

Caspian havde forudset at Milo ville undre sig, da han sad helt stille. Men det måtte han altså overleve, for han måtte udtænke en snedig plan, så han kunne overrumple Milo. Til trods for at de begge var trætte og let kunne falde i søvn så ville de ikke undvære et eneste minut vågen ved den andens side.
Det virkede måske dumt, men at skulle lukke øjnene og finde sig i, at man ikke længere kunne snakke til den anden, kysse den anden, kramme, kilde, drille den anden i de næste 8-10 timer var ikke lige hvad Caspian kunne bære lige nu.
Måske Milo var ved at være rigtig søvnig? Han havde ellers syntes lidt mere opkvikket efter at have fået kakao i panden. Men måske tog han fejl?
I så fald ville han jo sige til, det var ikke svære end det.

Miles reagerede præcis som han havde håbet; han trillede rundt af grin. Han var kilden! Dette faktum kunne være farligt at Caspian kendte til, da han elskede at kilde folk. Han var ikke selv kilden, men ville ønske at han var det.
Han fandt dog meget glæde i at høre andre gispe af grin, fordi det kildede. Mon alle vidste at kroppen troede det var insekter der kravlede på den? Miles vidste det nok ikke, men det ville ødelægge momentet hvis Caspian sagde det. Det var et ret kraftigt turn off.

Milo endte med at ligge på ryggen under Caspian og gispe efter vejret, men han var stoppet med at kilde ham. Han lå mellem Milos ben og en pludselig lyst skød gennem ham.
Han lænede sig ned og lod sine læber kysse hans hals langsomt og ømt et par gange op og ned, inden han satte læberne mod den tynde hud og sugede til - han ville give ham et sugemærke. Den pirrende sugen på Milos hud fortsatte et stykke tid endnu, mens at han lod en hånd køre gennem den blonde engels hår og pressede sin krop mod hans.
Det var ophidsende og samtidig utroligt sjovt at tumle rundt med ham på den her måde.
Endelig gav han slip på Milos hals og trykkede i stedet læberne mod hans. Endelig blev de forenet i et kys, et ømt, længselsfuldt, kærligt og forventningsfuldt kys!

Caspian kyssede endnu en gang hans håndryg, og Milo kunne ikke helt skjule det lettere generte smil, der tvang sig selv frem på hans læber, selvom han forsøgte af al magt. Caspian fik ham til at føle sig som en prins af en art – eller værre endnu, en prinsesse.
Underligt nok fandt han, at han ikke havde noget imod det. Slet intet, endda. Normalt ville han have fundet det ydmygende, ikke fordi han ikke brød sig om det, men fordi det simpelthen ikke var for feminint på alle måder til at han ville turde give efter for det. Fordi det slog skår i hans selvtillid og omdømme.

Men sådan var det ikke, når han var sammen med Caspian. I Caspians selskab kunne han sige og gøre lige præcis det, han havde lyst til, og den anden ville ikke dømme ham for det.
Caspian var på mange måder hans fristed. Hans eneste fristed, vel at mærke.
Når han var alene med ham, kunne han være sig selv hundrede procent… Det ville så sige, næsten hundrede procent. Der var mange ting, han ikke havde fortalt Caspian om sig selv, og der var mange ting, han endnu ikke vidste om den anden.
Han var ivrig efter at lære Caspian at kende helt ned i krogene, men han vidste, at han måtte ruste sig med tålmodighed. Rom blev trods alt ikke bygget på en dag, og en dag var vel knap og nap den tid, de havde tilbragt sammen.
De havde al verdens tid til at lære hinanden at kende, så hvem sagde også, at han behøvede vide alt den anden lige her og nu? Desuden var der andre ting, der fyldte hans tanker i øjeblikket…

At ende sine dage som en kakaobønne var i sandhed en dyster skæbne; at ende sine dage som en forgyldt kakaobønne i Caspians lomme var til gengæld en noget lysere fremtid, selvom det ville forhindre ham i at gøre alle de ting, han gerne ville gøre. Ved Caspian især.
”Mhm, så kunne jeg jo ikke jo ikke putte med dig længere,” mumlede han ind imod Caspians armhule, hvor han borede sit hoved ind. Caspians var så varm, så levende, så fortryllende…

Caspian stoppede snart sit kilderi og gudskelov for det. Milo havde ligget og vredet sig værre end en orm i regnvejr, mens han havde gispet efter vejret imellem sine latter kramper.
Mens han endnu lå og trak vejret dybt ned i sine lunger, opfattede han, at Caspian havde stillet sig over ham. Ligesom dengang, de første gang havde kysset. Han blev helt varm inden i ved tanken, men tanken blev snart jaget på flugt, da Caspian kyssede hans hals.
Han lå helt stille og nød de mange kys, men da den anden engel pludselig gav sig til at suge i den tynde hud på hans hals, måtte han igen rykke lidt på sig. Ikke af væmmelse eller ubehag denne gang, nej, han vred sig af ren og skær af ren og skær nydelse.
Han pressede sine læber hårdt sammen for at holde en række lyde tilbage, men det blev der sat en stopper for, da Caspian tvang hans læber fra hinanden i et ømt kys.

Kysset blev dog hurtigt brudt af Milo, der havde brug for at trække luft ned i sine lunger efter dem omgang. Og det var ikke kun på grund af kilderiet.
”Du tager pusten fra mig…” indrømmede han, og et kærligt smil bredte sig over hans læber. Han mente kun sine ord godt.
Der gik ikke mere end et par sekunder, før han lagde sin hånd imod Caspians brystkasse og strakte sin hals ganske let, så deres læber igen mødtes.

Caspian nød at gøre hvad han ville, at han kunne være sig selv helt og holdent i den anden engels selskab. Ofte skjulte han sig selv når han var sammen med andre. Han ville ikke belemre andre med sine problemer. Men Milo ville han dele alt med. Han følte et stærkt behov for at lade den anden engel trænge helt ind til hans knogler, han ville fortælle ham alle sine hemmeligheder og lade ham vide alt.
Han ville hellere såre ham med sandheden end at holde ham for nar med en løgn. Det ville være uværdigt. Han havde faktisk ikke løjet for nogen siden han blev engel. Hans træng til at leve i et spind af løgne var væk.
Som menneske var han en lystløgner ud over alle grænser. Han havde charmeret sig ind på kvinder i alle aldre og det havde fået ham langt. At der så skulle en løgn til i ny og næ for at dække over sine spor. Det var jo bare prisen?

Men ikke længere. Han nægtede at betale den skyhøje pris for sit net af løgne. Han havde skabt historier som var blevet fortalt så mange gange, at han til sidst selv havde troet på dem. Det var en hæslig tanke, det var en hæslig fortid. Men alt dette var en del af ham og det var noget som Milo ville få af vide.

Caspian strøg englen over håret i det han borede ansigtet ind mod hans armhule. Han mærkede hvordan hans hjerte sprang et slag over og et smil tegnede sig på hans læber. Han ville ikke undvære at den kære engel trykkede sig mod hans krop og puttede sig ind i hans favn. Han kunne simpelthen bare ikke leve uden.
"Oh baby.. Jeg vil ikke ikke mangle din krop så tæt mod min.. Du bliver forhåbentlig aldrig en kakaobønne!" grinede han og kyssede ham i håret.

Caspian nød kysset, det var lige så magisk, hvis ikke mere magisk, som hver anden berøring fra den dejlige dreng der lå under ham. Det var så fortryllende, som var han blevet suget ind i et eventyr hvor prinsen fik.. den anden prins!
Det ville da være et dejligt eventyr. Det skulle han læse højt for sine børn! Den dag han altså fik børn. Hvis han overhovedet fik børn. Et svagt stik i hjertet blev dog overdøvet af Milos ord.
Tog han virkelig pusten fra den lille fyr?
Et ømt smil tegnede sig på hans læber og han omfavnede ham tæt. Han havde brug for at det dejlige væsen var så tæt på sig som overhovedet muligt. Det var et behov han for nylig havde tillagt sig.

Milo fornemmede Caspians læber imod sit blonde hår, og han smilede varmt. Nej, han ville godt nok heller ikke kunne undvære at have den anden så tæt på sig…

Han nød omfavnelsen, men det kunne da umuligt være lige så behageligt for Caspian, der stod over ham og nærmest måtte knække nakken for at nå ham, kunne det vel?
Et drillende smil gled over den lyshåredes læber. Han var ikke sen til at handle. Med ét greb han fat i englens ene arm og hev til, så han ville miste balancen. Da Caspian lå sikkert i sengen ved siden af ham, tog det ham ikke mange sekunder at snige en arm ind under ham og en over ham, så han omfavnede den anden.

”Læg dig dog her hos mig, cutiepie…” lød det fra ham.
Han lagde sit hoved på Caspians brystkasse og lod sine tunge øjenlåg glide i. Nu hvor han ikke længere var optaget af at kæmpe sig fri af Caspians kilende greb, mærkede han igen trætheden overmande sig.
På trods af, at han helst ikke ville spilde sin tid i Caspians selskab på noget så overfladisk som at sove, måtte han nu indrømme, at tanken om at falde i søvn i den andens arme virkede tiltrækkende.
Og det var da også det, han gjorde. Før han overhovedet havde nået at kysse Caspian godnat, var han gledet ind i en dyb, drømmeløs søvn…

Caspian fik overbalance og tumlede ned på ryggen ved siden af den trætte Milo. Her sørgede han for at de begge var dækkede af dynen inden han smed sin trøje og bukser, så han kun lå i boxershorts.
Han lod sig glide ind i den anden engels varme favn og sukkede tungt, inden han lod søvnen overmande sin trætte krop.
Han lod tankerne gennemgå de sidste par dage, fra den dag han mødte Milo og tog ham til sig til de lå her.
Der var sket så meget, på så kort tid! Et andet væsen havde trængt sig vej til hans hjerte, krænget hans panser til side og løbet mod det hamrende organ.
Det virkede stadig som var han blevet hevet ind i et eventyr hvor han, som hovedperson, fik sit hjertes udkårne.

Et smil tegnede sig over hans læber og han lod de meget mærkværdige dage udspille sig igen, som havde han spolet et bånd tilbage og nu sat det til at spille.
Han huskede tydeligt hvordan han havde mødt Milo i parken, taget ham til sig og budt ham indenfor i varmen. Lige så tydeligt huskede han smerten da han løb fra ham, forlod ham alene i mørket, alene med sig selv og sine tanker.
Tre dage var gået, 72 timer var passeret forbi og i den tid var han gået fra Vanilla. Han kunne ikke være ved hendes side, hvis hans hjerte var hos en anden. Hvis hans tanker var hos en anden. Han huskede knap nok bruddet. Det virkede ligegyldigt nu.
Lige så klart stod øjeblikket hvor han igen havde haft englen i sine arme igen.

Han strøg nu armene om den sovende Milo, efter at have slukket tv'et. Ilden i pejsen var alligevel ved at gå ud, så det hele passede meget godt.
Caspians øjenlåg gled i og indenlænge sov han også, lige så tungt som Miles.
De var faldet i søvn med armene om hinanden, tæt indviklet i hinandens favn hvor de begge lå trygt.

………………………………………




Den følgende morgen vågnede Milo tidligt. Solen stod ind af vinduet og tvang hans søvnige øjne åbne. Han måtte misse lidt med dem, før han overhovedet kunne fokusere på sine omgivelser.
Ved første øjekast på rummet, han befandt sig i, fik han sig noget af en forskrækkelse. Hvorfor var væggene mørke, hvorfor duftede her af kakao, det hvide skab i hjørnet var da ikke hans, og hvorfor var han stadig fuldt påklædt? I et desorienteret øjeblik havde han absolut ingen anelse om, hvor han var henne. Det lignede i hvert fald ikke hans hotelværelse!
Han var allerede tumlet halvvejs ud af sengen på den allermest klodsede manér, før hans blik endelig strejfede Caspians mørkhårede hoved i et flygtigt øjeblik. Og pludselig kom det hele til ham, hvor han var henne, hvad han lavede her og hvem det var, der lå der i sengen ved siden af ham.
Det var Caspian. Dejlige Caspian.

Han rettede sig op fra sin lettere akavede stilling og kravlede hen til Caspian. Den anden måtte have taget sit tøj af, mens Milo sov, for han var kun iført boksershorts. Milo selv var fuldt påklædt, hvilket han havde måttet lide under i løbet af natten, da hans stive cowboybukser havde gnavet en del, hver gang han havde vendt og drejer sig.
Han kyssede Caspians på hans kraveben og hele vejen op af dannes hals, indtil han nåede hans kind. Derefter trak han sig lidt væk, så han kunne tage den anden i øjesyn.
”Goodmorning, sunshine,” lød det kærligt fra ham.

Han trillede væk fra den anden igen og skulle netop til at stige ud af sengen, da han pludselig mærkede sin mave snøre sig sammen med en klagende lyd. Han var vist ved at blive sulten.
Han lod en hånd glide igennem sit blonde hår, der allerede var mere pjusket end hvad godt var.
”Du, Caspian…? Vil du ikke hjælpe mig med at lave noget morgenmad? Det er hundrede år siden, jeg sidst har været i et køkken, så jeg har ingen anelse om, hvor alle tingene er henne.”
Han rejste sig op fra sengen og gned sig i nakken, idet han sendte Caspian et skævt smil. Ham, lave mad… Det skulle nok gå godt. Enten det eller også ville Caspians fine køkken ende med at bryde ud i flammer.

Caspian mærkede noget mod sin hals og i første omgang vred han sig blot en enkelt gang inden at han tog sig sammen og slog øjnene op. Det var dér det gik op for at det hele ikke bare havde været en drøm. At det rent faktisk var Milo der havde kysset hans hals til han vågnede.
En svag rødmen steg op i hans kinder og han gemte kort hovedet mod puden, inden han så rettede sit ansigt mod den lækre engel foran ham. Det havde været virkeligt. Alt det igår havde været virkeligt. Han kunne ikke skule et stort smil. Det var umuligt!
"Godmorgen darling..." brummede han og rejste sig på alle fire, inden at han strakte sig som en kat.
Derefter rejste han sig fra sengen.

Han fiskede efter et par bukser, som han hurtigt fik famlet sig vej til. Det var et par løse bukser, noget man sjældent så ham i. Men de var behagelige og han kunne ikke se hvor grimme de var alligevel.
I lommen på buksen fandt han en pakke cigaretter frem samt en lighter. Han ville have en morgensmøg. Den var en del af hans morgenritual. Han kunne være meget vanepræget, især om morgenen.

"Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, honeybunch! Jeg stiller mig bare henne ved vinduet og ryger, så kan jeg guide dig derfra.." smilede han og trak en tilfældig t-shirt over hovedet. I bare fødder gik han ud i køkkenet efter at have taget Milo i hånden.
Men inden han slap hans hånd igen for at gå hen til vinduet og ryge, trak han den blonde engel ind til sig og gav ham et lidenskabeligt kys på de bløde læber.
Her var han ligeglad med morgenånde og hår der strittede ud til alle sider - det var ikke dét der betød noget.
Dog måtte han bryde deres læbers kontakt, for derefter at stryge to fingre ned over hans kind. "Jeg var lige bange for at du kun havde været en drøm..." mumlede han med et svagt grin.

Derefter gik han hen til det store vindue, som han åbnede efter at have sat sig i karmen. Han fiskede en cigaret frem og tændte den, røgen fyldte hans lunger og han mærkede hvordan hans dag bare var startet perfekt.
"Du kan finde nogle æg og noget bacon frem, det er ikke svært at tilberede..." startede han og lukkede kort øjnene i, for at nyde øjeblikket.
"Ej.. Jeg tog metroen her den anden dag og der var en eller anden freaky sortelver der truede med at rive vingerne af mig og tungen ud.. Det var godt nok underligt.." fortalte han, mens Milo fandt æg og bacon frem.

Milo måtte undertrykke et grin, da han så Caspians valg af tøj. De par bukser var virkelig grimme, men høflig som han var udlod han at kommentere det.

Da han hørte Caspians plan, måtte han rynke lidt på næsen.
”Så jeg skal lave mad, mens du får den luksus at få lov at ryge? Sikke en gentleman du dog er, min prins.” De sidste to ord blev nærmest dyppet i sarkasme og efterfulgt af et fnys. Han gav dog Caspians hånd et lille klem blot for at vise den anden, at han skam intet ondt mente med det. Tværtimod, han jokede bare.

Han fik sig noget af en forskrækkelse, da den anden pludselig hev ham ind til sig, men ikke desto mindre blev han glad. Han gengældte kærligt kysset, og skænkede ikke sit morgenhår og krøllede tøj en eneste tanke, selvom han godt vidste at Caspian jo på sin vis kunne ”se” ham, nu hvor de havde kropskontakt.

Han fulgte Caspian med blikket, da de endelig skiltes, men vendte straks efter sin opmærksomhed imod køleskabet. Æg og bacon var det… Hans blik scannede hver og en af køleskabets hylder indtil han fandt, hvad han søgte efter.
Han stillede bakken med æg og pakken med bacon på køkkenbordet, hvorefter han kiggede fortvivlet op på Caspian for at få råd om, hvad han nu skulle gøre.

”Ved du hvad? Jeg er virkelig glad for, at du ikke kan se mig lige nu,” mumlede han noget sammenbidt. Hvis den blinde engel kunne se ham nu, ville han sikkert synes, at han lignede en lige så stor idiot, som Milo selv følte sig som.
Han åbnede pakken med æg for at finde to styks, men han knap havde han løftet det første æg op af bakken, før det faldt til gulvet og smadredes med et knasende plask. Han stirrede op på Caspian, hvis ord var kommet noget bag på ham.

”Hvad?” lød det forvirret fra ham. Han kunne mærke vreden ulme op i sig, idet han trådte et skridt væk fra det smadrede æg. Se nu det griseri… Det var nået hele vejen op på hans bukser. ”Hvem fanden var det?!” fortsatte han og havde for et øjeblik glemt alt om, hvor sulten han var og hvor hurtigt han gerne ville have madlavningen overstået. Lige nu drejede hans tanker sig om Caspian og den idiot, der havde vovet at true ham på den måde.

Caspian fornemmede godt hvordan Milo fandt hans tøj en anelse hæsligt, men han brummede bare af ham. Han kunne grine lige så højt han ville, de bukser var behagelige og han skiftede dem ikke ud lige foreløbigt.

Milos ord kom noget bag på ham, han havde egentlig troet at den anden engel afskyede cigaretter. Han vidste ikke hvor den idé var kommet fra, men den var åbenbart forkert. Han burde vel også have tilbudt ham en?
Men den pludselige reaktion forvirrede ham, han var ikke vågen nok til at kunne reagere hurtigt. Om morgenen gik han hurtigt i baglås hvis nogen stillede for høje krav til den mørkhårede engel.
"Undskyld..." mumlede han og slog kort blikket ned, til han mærkede klemmet om sin hånd. Så det han havde gjort var ikke helt forkert. Det var jo altid noget.
Det var først dér at det gik op for ham at det havde været en joke. Men han rystede blot på hovedet og sendte ham et luftkys fra vindueskarmen, da han endelig nåede derhen.

Caspian hørte hvordan Milo havde åbnet køleskabet og sikkert ledte efter både æg og bacon. Til alt held stod de fremme på den midterste hylde.
Hvis man tog i betragtning at han ikke kunne lave mad selv, så var der godt fyldt op i køleskabet. Det lignede et helt normalt køleskab.
Da Milo, ud af det blå, pludselig blev glad for at han ikke kunne se ham, var Caspian lige ved at rejse sig. Han var alligevel næsten færdig med sin cigaret. Men han startede med at slå koldt vand i blodet og se hen mod ham med en undrende mine.

Ægget der smadredes mod de kolde fliser fik ham til at rynke panden. Hvorfor tabte han nu ægget? Han skoddede cigaretten i det lille askebæger der stod ved vinduet og rejste sig. Han gik hen mod Milo, da han fornemmede den andens vrede.
Det var det han havde fortalt som havde trigget Milo. Et eller andet sted varmede det hans hjerte. Den anden var jo bekymret for ham og sprang gladeligt ind foran ham for at forsvare ham. Men et smil nåede ikke at bryde ud på hans læber.

I stedet gik han hen og lagde armene om ham, tæt om ham. Han lod sit hoved hvile mod hans skulder og trak vejret dybt, inden han så løsnede grebet lidt for at kunne se på ham. Eller se og se, Milo ville kunne se hans ansigt mens han fortalte.
"Der var bare en eller anden skør sortelver i metroen som fandt det morsomt at likvidere andre sortelvere.. Jeg svarede hende igen på hendes underlige meninger og endte med at hun truede mig med alt muligt.." uddybede han og havde, imens han talte, grebet Milos hænder i sine.
Han holdt dem tæt, måske en anelse stramt, men det var kun for at forhindre det skønne væsen foran ham i at gøre noget dumt.
"Hun var bare en eller anden psycho, skat.. Hun var ikke vigtig.." mumlede han og kyssede Milos næsetip.
"Skal jeg ikke spørge James om han vil lave vores morgenmad? Så kan vi smutte ind i seng igen og hygge os?" spurgte han og sendte ham et kærligt smil.
Men chancen for at Milo ville have slået sortelveren ud af hovedet, var nærmest minimal.

Undskyld? Milo kiggede forvirret op på den anden. Havde Caspian ikke forstået, at han kun lavede sjov? Den måde, hvorpå den anden kiggede ned i gulvet, gjorde ham helt ilde tilpas. Måske skulle han begynde at holde lidt tilbage med sine lamme vittigheder…
Han skriblede det ned på en note til sig selv i sine tanker, og arkiverede sikkert noten forrest i sin hjerne, så han altid ville huske på den.
Det lod dog til, at Caspian snart fattede, at han kun havde lavet sjov. Milo gengældte hans luftkys med et lignende et ag slagsen.

På trods af, at Caspian forklarede, at sortelveren ikke havde været andet end en stor nar – sådan fik han hende i hvert fald til at lyde – blev Milos bekymring ikke mindre.
”Men hun gjorde dig da ikke noget, gjorde hun vel?” spurgte han, og man kunne tydeligt spore bekymringen i hans stemme.
Han trådte et par skridt bagud, idet han tog Caspians hænder i sine og spredte hans arme ud, så han lettere kunne tage hans overkrop i øjesyn. Hverken i går aftes eller i morges havde han ikke bemærket noget forandret ved Caspians krop, men det kunne jo godt være, at det kun var, fordi han ikke havde været opmærksom på det.
Umiddelbart kunne han dog ikke få øje på nogen sår, skrammer eller lignende. Han slap den andens hænder, og gav sig i stedet til at undersøge hans arme en efter en. Der var ingenting at se der. Han hev op i den Caspians bluse for at kigge efter sår på hans mave. Heller ingenting der.

”Det kan godt være, at hun bare var en psycho, men hun skal ikke true dig, Caspian. Det vil jeg ikke have,” lød det fra ham, før han slog sine arme om Caspian igen og krammede sig ind til ham. ”Fik du fat i, hvad hendes navn var…?”
Ikke at Milo havde tænkt sig at tage fat i hende, for at slå på en kvinde var lavt, selv for ham, men hvis han en dag ”tilfældigvis” skulle støde på hende, ville han hellere end gerne tage en snak med hende.
Han lagde sit hoved ind mod Caspians skulder. Ingen skulle slippe godt fra at true ham, selv ikke hvis man var en nedrig sortelever, der ikke havde bedre at tage sig til.

Caspians spørgsmål kom noget bag på Milo. Det virkede mest af alt som om, han meget gerne ville skifte emne, hvilket fik en enkelt rynke til at dukke frem mellem den lyshåredes øjenbryn.
Indrømmet så var det måske en anelse overdrevent af ham at hidse sig sådan op over den slags småting, men hvad skulle han ellers gøre? Caspian betød alverden for ham. Han ville så nødig have, at han kom til skade.
”Mrrmmh,” mumlede han lettere utilfreds, men han gav sig alligevel. Selv Caspian, der var blind, ville ikke have den mindste smule problemer med at se, at Milo bestemt ikke hørte til i et køkken, så at overlade madlavningen til James virkede som en god idé.
"Så kom," fortsatte han, idet han tog Caspians hånd i sin og lettere uentusiastisk gav sig til at trække ham med hen imod soveværelset.

Caspian sukkede svagt, de måtte se at lære ikke at fare sådan op og gøre selv de mindste ting til så store problemer. Selvfølgelig jokede Milo bare, hvorfor skulle han gøre andet? Han havde jo endnu ikke vist tegn på at han blev sur, så hvorfor gik han dog og frygtede at den anden engel ville blive det?
Caspian gav sjældent folk en grund til at blive sur, det var mere ham der fik serveret den ene grund efter den anden til at blive arrig. Men han blev det sjældent. Meget sjældent.

Caspian skyndte sig at ryste på hovedet. Nej, sortelveren havde intet gjort ham. Han havde ikke fået klippet sine vinger af eller revet tungen ud. Sortelverens trussel havde virket tom og desuden var huset sikret. Både på magisk vis og med almindelig teknologi.
Den avancerede lås til døren gjorde det også besværligt for folk at komme ind. Den kunne ikke bare dirkes op og hans fingeraftryk var det eneste der duede. Eller James' virkede også, men han brugte kun døren i nødstilfælde.
Det var mest når han ikke havde hørt fra englen i et bestemt antal timer, så tog han altid over og tjekkede op på ham. Det var ikke noget nogen vidste, men det var simpelthen nødvendigt, når Caspian altid lukkede helt af hvis noget gik ham på.

Det var med et svagt smil på sine læber at han lod Milo undersøge sin krop. Han havde ingen skræmmer efter det der skete i metroen. Dog havde hans krop mange andre ar, ikke dybe, voldsomme ar, men ar efter de mange kampe han havde været i som bandemedlem.
Hans dystre fortid ville for altid hjemsøge ham ved de ar. Arrene kunne han jo ikke komme af med.
Hen over maven sad det grimmeste ar, det var kommet efter en kamp hvor hans modstander havde brugt en kniv. Kniven var gået ind i maven på ham og han måtte sys. Det var dog aldrig blevet særligt pænt og det var også grunden til at det ikke var særlig kønt lige nu.
"Du må tælle mine ar en anden dag..." brummede han og overhørte hans formaning om, at sortelveren ikke måtte true ham. Det var sødt at Milo ikke ville have det, men trodsede den unge engel sortelveren, var han så godt som død.
Hun var måske en kvinde, men blandt sortelvere var kvinden det stærke køn og blandt dem måtte kun kvinder herske. Hun var en magtfuld kvinde, til trods for at hun levede i så ældgammel en overbevisning, som hun gjorde.

Caspian fornemmede godt at Milo var utilfreds med emneskiftet og at han sikkert hellere løb ud og forsvarede ham, men det tillod han ikke lige nu. Han ville ikke miste Milo, ikke til en klam sortelver.
Han lod den kære engel trække sig med ind på værelset, til trods for den manglende entusiasme. Det var bare noget Milo måtte leve med. Ingen kamp mellem ham og den sortelver, no way.

Inde på værelset smed Caspian hurtigt de løse bukser og kravlede så op i sengen, hvor han lagde sig med ryggen støttet af puderne bag ham. Han famlede ud efter fjernbetjeningen og fik trykket på en forkert knap, i det han ville tænde det.
Frem på skærmen tonede en halvnøgen mand hvis medskuespiller var en splitternøgen dame. Det var en af de mange kanaler som hørte med den tv-pakke han havde. Han havde egentlig bare overtaget den tidligere ejers abonnement, men han havde nu lært at det abonnement indebar en pornokanal.
Han forsøgte i al hast at trykke væk fra kanalen, i frygt for at det ville skabe en akavet stemning hvis de to skuespillers stønnen blev ved med at runge i det mørke soveværelse.
Endelig fik han zappet væk fra den larmende kanal til noget børnetv med en overdrevet pædagogiks stemme, der forsøgte at lære seerne at tælle. Den bizarre kontrast gjorde ikke ligefrem noget godt for stemningen, så Caspian afventede nervøst Milos reaktion.

Da Caspian fuldstændig ignorerede ham, valgte Milo, at han lige så godt kunne gøre det samme, da den anden sagde, at han en dag måtte tælle hans ar. Han nøjedes med en irriteret fnysen som sit eneste svar.
Ja ja, Caspian havde mange ar, og hvad så? Ar var sår fra fortiden, og det var ikke dem, han var interesseret i. Nej, han ville langt hellere vide, om den anden var kommet til skade for nyligt på et tidspunkt, hvor han kunne have været der for at forhindre det. Det ville han slet ikke kunne leve med.

Han fornemmede godt, hvordan Caspian frivilligt fulgte med ham på trods af hans ikkeeksisterende entusiasme, men han havde heller ikke forventet mindre, eftersom det var den anden engel, der havde forslået, at de gik ind på soveværelset.
Til trods for, at han stadig var lettere irriteret på Caspian, kunne han inden i slet ikke lade være med at glæde sig til igen at ligge tæt på den anden, at omfavne ham og mærke hans varme krop imod sin… En stor mængde varme nærmest boblede op inden i ham og snart var alle sure tanker glemt.

Han lod sig dumpe ned på kanten af sengen, hvor han gav sig til at trække sine bukser af. Det havde han ventet på, lige siden han var stået op, for de gnavede som bare pokker.
Han havde knap fået sin sidste fod ud af bukserne, før en underlig stønnende lyd nåede han øre. Hvad i…?
Han drejede sit hoved og så til sin forundring, at Caspian havde tændt for fjernsynet. En blanding af blege, lyserøde hudfarver og hvide lagner stod ham lige i øjnene. Det tog ham mindre end et kvart sekund at regne ud, hvad der var for en film, der kørte på den tv kanal.

”Sluk dog, for fanden!”
Forfjamsket vendte han sig rundt imod Caspian og nærmest kastede sig ned ved siden af ham på sengen, idet han greb ud efter fjernbetjeningen for at hjælpe ham med at slukke for fjernsynet. Den lyshåredes øjne var fæstnet til skærmen, så han hænder missede gang på gang; heldigvis fik Caspian – ikke slukket, men - skiftet kanal til sidst.
Et eller andet latterligt, pædagogiske børneprogram dukkede op på skærmen, og den middelalderende fyrs behagelige stemme brød den akavede stilhed, der nu var opstået.

I sin desperation efter at få slukket for tv’et, havde han slet ikke haft tid til at bemærke, hvordan varmen var skudt op i kinderne på ham. Det havde han til gengæld nu, og han skammede sig over det. Både over det og den film, de netop havde set et klip af i tv’et – eller rettere, som han havde set. Caspian var jo blind.
Han havde på fornemmelse, at han var blevet rød hele vejen op til panden. Helt ude af sig selv borede han sit ansigt ned i sengens betræk. Han turde ikke engang at kigge op på Caspian af frygt for den andens reaktion på det hele.

Lige her ville Caspian ikke diskutere. Han skulle aldrig have indviet Milo i sin oplevelse, englen var jo ved at gå til af bekymring. Men det måtte han affinde sig med, for Caspian gav sig ikke.
Til trods for at de begge endnu ikke var sikre på hinanden, måtte han stå fast her. Milo fnysen fik ham til at sende den anden engel et skarpt blik, der tydeligt sagde; "Lad det nu ligge". Han gad ikke at det blev et problem mellem dem. Hvad skulle det også gøre godt for?
Det ville sikkert bare ende med at Caspian lukkede af og bad ham løbe ud for at finde den dumme sortelver, hvis det var det han ville.
For det var hvad han gjorde; han lukkede af. Han lukkede ned og lod ikke nogen trænge igennem til sig.

Men irritationen var hurigt glemt, da de nærmede sig soveværelset. Caspian kunne jo ikke afvise hvilken glæde det var for ham, at Milo lå i hans favn. Bare deres kropskontakt ved deres hænder kunne få huden til at brænde efter mere. Der skulle ikke meget til før end at alle problemer var glemt, med tankerne om hvad der ventede forude.

Caspians øre havde været alt for fokuserede på lydene fra tv'et til at han hørte hvordan Milo havde klædt sig af. Han ville ellers have nydt tanken om at den lækre engel nu var en beklædningsgenstand fattigere.
Men de høje støn fra tv'et havde afledt ham og han blev også noget overrasket da Milo kastede sig ned ved siden af ham og ihærdigt forsøgte at få gjort noget ved tv'et. Det gjorde kun det hele mere besværligt og det tog yderligere et minut eller to før end at de fik ramt tasten der skiftede kanal.

Den lettere akavede stemning kunne benyttes på to måder. Enten kunne Caspian se det som sit keyword til at lægge mere an på den anden engel og frarøve ham den ene beklædningsgenstand efter den anden. Eller også kunne de lade stilheden overtage og virke fremmede over for hinanden de næste mange minutter.
Caspian hældte mest til den første mulighed.

Han skubbede pudebetrækket væk fra Milos ansigt i det han lænede sig ned mod ham og engleblidt kyssede hans øreflip, hen af kæben til hans læber. De var begge med bare ben og inden længe fik han sniget sig ned og ligge hos Milo.
Her flettede han deres ben sammen, så de lå nærmest limet til hinanden. Deres underliv pressede mod hinanden. Men det gjorde intet. Det var rart at ligge sådan, især når det var med Milo. Kun når det var med Milo.

Stilheden lagde sig over dem som et tykt, lydtæt tæppe.
Han ansigt, der var skjult i pudebetrækket trygge dunethed, rokkede sit ikke en millimeter ud af flækken. Han ville ikke kigge op. Han turde ikke kigge op.
Caspian var så stille, at de værste tanker strøg igennem hovedet på ham. Den andens tavse udtryk kunne kun være et tegn på, at den ældre engel var blevet mindst lige så pinligt berørt over hele denne uheldige situation, som han selv var det.
Eller også overvejede han bare. Overvejede, hvad han skulle gøre.

Milo følte, at han kunne dø af skam lige nu… og dog. Lige pludselig følte han langt mere for at holde sig i live, da Caspian gravede hans ansigt frem fra pudebetrækkets gemme og plantede en række kys hele vejen fra hans øre af og hen til hans læber.

Hvor lidt han end havde lyst til at indrømme det, kunne Milo ikke lægge skjul på, at de få minutter, han havde set i tv’et, havde gjort et eller anden ved ham.
Han lænede sig de sidste få centimeter frem og pressede sine læber imod Caspians i det allermest lidenskabelige kys, han nogensinde havde uddelt til den anden, alt imens hans tommelfinger kærtegnede hans hals. Han nappede i englens overlæbe, inden han endelig brød kysset.

Som den anden lå der kun iført boxershorts og T-shirt, kunne Milo ikke lade være med at finde ham utroligt tiltrækkende. Mere end normalt. Han kunne slet ikke holde sine fingre for sig selv, de sneg sig ind under Caspians bluse og løftede op i den, så en del af hans mave blev blottet.
Et skævt smil blødede Milos ellers så i øjeblikket stramme ansigtsudtryk, hvilket mest af alt skyldtes forskrækkelsen fra før, op, idet han plantede et kys på englens mave.
”Mhmm, må jeg tælle dine ar nu…?” mumlede han ind imod den varme hud, før han drillende lod sin tunge strejfe stykket lige over Caspians navle.

Det varede dog ikke længe, før han brat stoppede sine kærtegn, selvom han langt hellere ville fortsætte. Men han kunne ikke. Først skulle han være sikker på, at Caspian også syntes, det var i orden at gå videre. At tage det næste skridt.
Eftersom han ikke kunne se Caspians ansigtsudtryk, kunne han ikke vide, hvad den anden mente om hele situationen. Han rykkede dog ikke på sig, men hvilede blot sin pande imod Caspians varme mave.
”Det er vel okay, er det ikke…?” spurgte han håbefuldt.

Caspian havde en fornemmelse af at Milo var med på det de havde gang i. Det korte klip fra tv'et som de havde set, havde givet ham ideer og en lyst til den søde engel. En lyst som han havde haft siden han havde ligget hos ham i sofaen for tre dage siden. En lyst som brændte i ham.
Hans krop ville have Milos, ingen tvivl om det. Hvis Milo var med på den, altså.

Caspian havde kun været sammen med én dreng før, men lysten til at prøve det igen brændte og hvis det skulle være med nogen, skulle det være med Milo. Den lækre engel som lå under ham var jo helt fortryllende. Han ville kunne få ham op i den syvende himmel. Hans berøringer var jo allerede så fantastiske, så hvis de gik skridtet længere og faktisk gjorde dét, så var han sikker på at det ville bedre end han nogensinde kunne forestille sig.
Ved den tanke bredte der sig et stort smil på hans læber. At være sammen med Milo var jo ren nydelse! Det kriblede i ham for at få mere. Han kunne ikke få nok af det skønne væsen!

At Milo var med på ideen og delte samme tanke som Caspian, blev bekræftet da den anden lod lidenskaben tage over i det deres læber mødtes. At han nappede ham i overlæben pirrede ham blot endnu mere og han blev næsten utilfreds da englen brød kysset. Han ville ikke stoppe nu!
Men det var langt fra slut nu. En hånd mod sit varme maveskind fik Caspian til at give et overrasket gisp fra sig. Han var meget følsom ved maven, især omkring navlen.
At Milo nu begyndte at kysse det sarte skind fik ham kun til at blive mere tændt. Lige nu kredsede hans tanker kun om én ting og det var at Milo skulle fortsætte. Han skulle blive ved til de begge var for udmattede til at fortsætte. Men hvad Milo gjorde mod ham nu, skulle han senere få igen.

Milos spørgsmål kunne Caspian kun svare på med en nydende brummen. Han turde ikke åbne munden af frygt for hvilke lyde der ville trænge ud. Men det forsøg måtte han opgive, da en varm tunge strejfede hans navle.
Et sug gik gennem hans mave og han kom med en lyd, der kun kunne være en blanding af et tilbageholdt støn og en nydende brummen. En lyd der kun opfordrede Milo til at fortsætte hans behandling af sin mave.

Dog lod det ikke til at lydene kunne guide den kære engel, hvilket måtte være grunden til at han stoppede. Caspian forstod ham godt, men svaret var klart fra før han stillede spørgsmålet; det var i den grad okay.
Han holdt ufrivilligt vejret tilbage, da hans kys og kærtegn stoppede. Han kunne ikke gøre for det. Hele hans krop var ved at sprænge af lyst og forventning, men endelig pustede han ud og åndede normalt igen.
Han løftede en hånd og lod den køre gennem englens blonde hår, inden han smilede og kom med et lavmælt grin, der fik hans mave til at vibrere.
"Milo, kæreste Milo dog... Det er først når du stopper at det ikke er okay.." svarede han drilsk og mærkede hvordan forventningen til Milos videre plan gik direkte ned til sit underliv. Han lå skræmmende tæt på hans ædlere dele, der ikke var upåvirket af hans behandling.

Hver eneste lille lyd der kom fra den mørkhårede var som sød musik i Milos øre, for hver og en af lydene var et tegn på, at Caspian nød det, han gjorde ved ham.
Helt opløftet af den andens tydelige nydelse og hans ord om, at det kun var skidt, når Milo stoppede sine kærtegn, fortsatte Milo det, han havde haft gang i. Han lod kyssene regne ned over Caspians bløde mave, hele vejen fra navlen af og op til lige under brystkassen. Her kunne han ikke komme videre for blusen, der var i vejen, og en utilfreds brummen lød fra ham.
Han var dog ikke sen til at få løst problemet. Lettere besværet på grund af hans liggende stilling, fik han hevet Caspians T-shirt af over hovedet på ham, forsigtigt for ikke at gøre den anden ondt. T-shirten blev smidt på gulvet, og kort efter blev den fulgt af endnu en beklædningsgenstand, nemlig Milos egen bluse.

Han lod sit blik glide over den ældre engels bare overkrop med de mange tatoveringer. Han kunne mærke, hvordan det kriblede i hele hans krop – i underlivet især.
Han lod dog Caspians maveregion være for denne gang og vendte i stedet sin opmærksomhed imod hans ansigt. Han lod to fingre flugte den andens kæbelinje, idet han plantede et kys på hans læber. Det var et kort kys, men dog lidenskabeligt.

”Caspian…” hviskede han ud fra den andens øre, idet han holdt inde med alle kærtegn. Det var ment som en opfordring til den anden om også at tage lidt initiativ, da han trods alt ikke kunne gøre det hele alene. Han var langt fra vant til at være den, der ”styrede”, så det faldt ham på ingen måde naturligt.
Derfor irriterede det ham lidt, at Caspian lå ved siden af ham som en anden livløs dukke. Eller måske ikke helt livløs. Han reagerede i det mindste på det, Milo gjorde ved ham, hvilket gjorde den lyshårede helt lykkelig inden i, for endnu havde ingen af Caspians reaktioner været negative.

Normalt var det Caspian der styrede slagets gang, han dominerede den anden og fik dem til at gøre hvad han ville. Men lige nu var det Milo der styrede. Måske var det fordi at Caspian var blevet lidt overrumplet over hvor ivrig den anden engel egentlig var eller også lod han sig bare forkæle af de magiske kærtegn. Men det ville snart ændre sig.

Et svagt støn gled over hans læber da kyssene igen dalede ned over hans varme maveskind og han lænede hovedet en anelse tilbage for at lukke øjnene og nyde det i fulde drag. Det var ren luksus at blive behandlet sådan.
Da Milo ville have hans t-shirt af var han ikke sen til at hjælpe og lige pludselig lå de begge næsten nøgne. For mange kunne det virke akavet, siden de ikke kendte hinanden så godt. Men lige præcis mellem dem var der noget særligt, der forhindrede det akavede i at nå dem. Som hvis de blev ved med at løbe fra den ødelæggende stemning.

Nu fokuserede Milo ikke længere på Caspians mave, men i stedet hans ansigt, hvilket han ikke havde noget imod. Da han mærkede Milos læber mod sine, gengældte han grådigt kysset. Mere vil have mere - og især når det var Milo!
Men den anden engel stoppede sine kærtegn og et skævt smil gled over Caspians læber, nu var det hans tur til at tage styringen.

Han lavede en hurtig bevægelse og nu var det Milo der lå på ryggen med Caspian ind over sig. Han lænede sig ned og startede en serie af kys der bevægede sig fra hans næsetip, henover hans læber som han sørgede for ikke at røre, ned af hans hage, ned af halsen, over kravebenet og hele vejen ned af brystet til hans mave. Men end ikke her stoppede han.
Han fortsatte med de små, hurtige, bløde kys til kanten af Milos boxershorts inden han lod to fingre køre inden for elastikken på den sidste beklædningsgenstand hans dejlige blondine stadig havde på.
Et drilsk smil tegnede sig over hans læber og han hev dem nogle centimeter ned på hans hofte, for at kysse huden dér. Hele tiden cirklede han om Milos underliv, hele tiden forsøgte han at pirre englen, drive englen længere og længere ud mod grænsen. Hvor meget kunne han holde til? Hvor meget ville han stå imod?

Igen lod han sine læber bevæge sig med kun få milimeters afstand til hans hud ved den blottede hofte, han nappede så fast i det varme skind og sugede ind af, som ville han give et sugemærke. Men han slap igen. Smerten tændte han selv på, men var Milo med på den?
Det ville ikke have gjort ondt på ham, da han på ingen måde ville bore sine tænder ned i det uskyldige væsens bløde hud, men han ville kunne mærke det og hvis han gav tegn på at nyde det, ville Caspian øge smerten en lille smule efterhånden.

Da den anden på en eller anden måde fik vendt ham om på ryggen og placeret sig selv over ham, voksede hans smil en anelse. Se, det var meget bedre.
Han nød den andens kys, men kunne ikke holde en utilfreds brummen tilbage, da Caspian let og elegant sprang hans læber over. Hvorfor nu det?
Det var dog hurtigt glemt, ligeså snart Caspians læber nåede hans kraveben. Hans åndedræt blev langsomt tungere og tungere, hvor gang Caspian bevægede sig længere og længere nedad over hans brystkasse, over hans mave og hele vejen ned til hans hofte.
Først her stoppede den anden, selvom Milo nu syntes, at han godt kunne være fortsat.

To af Caspians fingre fik smøget sig ind under elastikken på hans boxershorts, og Milo holdt ubemærket sit åndedræt tilbage, idet han kunne mærke stoffet glide ned over hans hofter.
Og så, efter kun et par få centimeter, forsvandt fornemmelsen af det bevægende stof, men blev til gengæld erstattet af Caspians læber, der nappede i hans hud. Han kunne ikke holde vejret længere, idet et dybt støn banede sig vej op igennem halsen på ham.
Det ville være synd at sige, at Milo ikke nød det, for det gjorde han i fulde drag. Smerten var en af de ting, han elskede allermest ved samleje, selvom det nu kom noget bag på ham, at Caspian delte denne særhed med ham.

Da den anden stoppede sine kærtegn, lod der en klagende klynken fra ham. Det var pirrende, at Caspian hele tiden befandt sig så tæt på hans underliv, og han kunne på ingen måde skjule, det det havde påvirket ham – hans underliv især.
”Bliv ved…” mumlede han, idet han forsøgte at fange Caspian med blikket for at se, hvorfor han var stoppet. Han kunne dog ikke se meget andet end toppen af hans brune hår.

Caspian fornemmede hvordan Milo nød det, hvordan han nød at blive tirret og pirret til det grænsede til noget nær uudholdeligt. Det var en af de ting han fandt spændende ved sex. Hvordan man kunne drive folk så langt ud at de skreg efter forløsning.
Et skævt smil banede sig vej til hans læber ved lyden af det dybe støn fra den forsvarsløse engel. Han nød det virkelig, det var rart at få bekræftet.
Især ved hans nappen i den varme hud havde gjort underværker for ham. Men han var ikke alene om at være blevet tændt. Alle hans lyde tændte Caspian, det var mere ophidsende end noget andet. Det var tydeligt, lysten lyste ud af hans hvide øjne og han mærkede hvordan alt gik direkte til hans underliv.

Ved Milos klagende mumlen trak han englens boxershorts helt ned og lod kyssende gå fra hoften og ind mod hans underliv. De skulle vel starte i det små og lægge blidt ud.
Et enkelt kys blev placeret på englens lem, inden han igen kredsede omkring det ved at kysse ham lige over.
Han lod kyssene bevæge sig i en halvcirkel om Milos mere følsomme dele, sikkert til englens store frustration. Imens søgte Caspians læber ned af hans inderlår og her lod han igen tænderne komme frem.
De bed sig fast i den bløde, tynde hud der dækkede over muskler og knogler i det slanke inderlår. Han lod så tungen stryge hen over den varme overflade, inden han så op mod Milo.

Lige nu lå han helt nede mellem hans ben og her havde han sat sig for at tilfredsstille Milo. Han lod gerne det hele handle om den dejlige engel, han lod det gerne være ham som blev tilfredsstillet. Det var belønning nok i sig selv.

Han lod hænderne køre op af hans hofter og ind under hans ryg, for derefter at køre dem ned mod hans baller. Her lod han sin tommelfingernegl køre hen over huden for at efterlade en rød streg.
Et eller andet sted groede der en usikkerhed, en usikkerhed om hvor vidt Milo egentlig ville lade ham komme tættere på. Ville englen lade sig forføre af Caspians kys og nappen? Ville han have mere?
Men et andet sted i ham var der en overbevisning om, at Milo ville det her lige så meget som han ville. Så måtte han gå efter det, englen gav intet udtryk for ikke at ville det, han havde indtil videre kun bedt om mere.

Med dén tanke i hovedet lod han en hånd køre fra hans balle om til hans underliv, hvor hans slanke fingre omsluttede englens lem. Han lænede sig ned og lod sin tunge strejfe hovedet, for derefter at omslutte den med læberne.
Alle hans bevægelser var prøvende og spørgende, Milo ville kunne stoppe ham når som helst. Men det her var hvad Caspian ville, det var hvad han drømte om. Var det hvad Milo drømte om?

Lykkelig var det eneste ord, der kunne beskrive Milos sindsstemning lige nu. Det her var uden tvivl det, han drømte om. Lige siden han første gang havde kysset med Caspian, havde han set frem til dette øjeblik.
Der var ikke gået mindre end fire dage siden da, men alligevel følte han, at han havde ventet i noget nær en evighed. Det var en underlig måde, Caspian påvirkede ham på. Ethvert andet par ville sikkert have ventet til et senere tidspunkt i forholdet, før de overgav sig til hinanden, men sådan var det ikke med ham og Caspian.
Det føltes på alle måder rigtigt, det her, at ligge her sammen med den anden engel og mærke hans næsten helt nøgne krop imod sin egen, der nu var blottet for enhver beklædningsgenstand.

Selvfølgelig kunne Caspians kys og nappen forføre ham. Ingen tvivl om det. Den anden behøvede blot at strejfe hans læber med sine, før Milo fik denne grådige følelse af at ville have mere. Mere af Caspian, mere af hans krop, hans kys og hans kærtegn. Følelsen var som et stort, sort, uendeligt hul, der aldrig syntes at kunne få nok – i hvert fald ikke før nu.
Da Caspian plantede et kys på hans lem, følte han, at han kunne dø. Hans krop sitrede helt af berøringen og det blev kun værre, da englen begyndte at kredse omkring hans underliv. Støn og halvkvalte lyde forlod hans mund, for følelsen var så pirrende, at han nærmest var ved at springes efter at få mere af samme skuffe.

Bidet i hans inderlår fremprovokerede endnu et støn, der mest af alt lød som et klynk. Det var dog ikke, fordi han ikke brød sig om det. Jovist gjorde det ondt, for inderlåret var et af de allermest følsomme og intime områder på hele kroppen, men smerten var kærkommen.
Det var tirrende som bare pokker, og han måtte virkelig holde sig selv tilbage for ikke at skrige på mere, selvom han krop tydeligvis allerede gjorde det.
Mere, mere, mere, mere! skreg den, og det lyste ud af hans mørkebrune øjne.

Og endelig, endelig fik han det, Caspian så længe havde ladet vente på sig. Et dybt og inderligt støn forlod hans læber, idet han mærkede den andens læber omslutte sit lem. Han vred sig under Caspians berøringer. Hans ryg føltes som en spændt bue, idet den dannede en form som en lille bro.

Verden omkring dem syntes ikke længere at have nogen særlig betydning. Hvad der var sket i går, eller hvad der ville ske i morgen, betød intet. Absolut intet. Det eneste hans verden i øjeblikket drejede sig om, var hvad der skete lige nu og her.

Caspian fornemmede klart og tydeligt Milos sindsstemning, hans fornemmelse for den anden engel var lige nu krystalklar. Han var lykkelig og det var alt, hvad han ønskede for det dejlige væsen. Han fortjente al verdens lykke, han fortjente at være med sit livs kærlighed, han fortjente et liv uden problemer, uden at skulle føle sig jaget eller uønsket.
Milo havde fortjent at føle sig ønsket, elsket og værdsat. Hvis Caspian kunne opfylde det, ville han gøre det. Han ville gøre sit aller bedste for at lade den magiske engel blive ved med at have en følelse af lykke.

En boblende fornemmelse i Caspians mave fik ham til at spørge sig selv, om han også var lykkelig. Han følte en ubeskrivelig glæde og en følelse af uovervindelighed. Han kunne klare alt og der var ingen stress, ingen forventninger, bare ham og hans elskede. Var det mon lykke? Han kunne ihvertfald lide følelsen, den var nok til at gøre ham helt høj, hvis ikke det havde været fordi han allerede var høj på Milos berøringer og nærvær.

Al tvivl om hvorvidt Milo kunne lide det eller ej, forsvandt fuldkommen, den forduftede som dug for solen. Han nød det, han nød det i fulde drag. Lydene fra englens mund var som en opfordring til at Caspian blev ved, han skulle fortsætte og ikke stoppe lige foreløbigt. Men han ville heller ikke have noget imod at bruge en hel dag sammen med Milos nøgne krop. Han ville udforske den, drive ham til ekstase, forkæle ham og dominere ham hele dagen lang.
En dyrisk lyst sneg sig ind over ham og et øjeblik slog det ham at han var virkelig heldig at have fundet Miles. At de var stødt ind i hinanden og at de kunne nyde hinanden på den måde.
Men tanken blev skubbet bagud i køen og den dyriske lyst tog over.

Biddet havde været en god ide, det havde resulteret i en mellemting mellem et klynk og et støn. Måske var det lige godt nok til den kære engel? Han skulle jo heller ikke prøve det hele på én gang. Det ville være synd.
Han koncentrerede sig i stedet om dét, der var i hans mund og han lod langsomt englens lem glide længere og længere ind.
Til trods for at han kun havde prøvet at give et blowjob en gang før, så var han faktisk ret god. Han undgik fuldkommen at tænderne ramte den sarte kropsdel, til trods for at det var indbydende. Et lille nap ville dog føles som et hårdt bid.

Imens at hans tunge og mund var travlt optaget af Milos stadig voksende lem, lod han sine hænder udforske englens mave, hofter, ryg og lår. De kredsede pirrende omkring med neglene mod den sarte hud, hvilket resulterede i at der blev efterladt en række røde mærker.

Hele verden drejede sig nu om dem, det var som om at det eneste der eksisterede var dem og det mørke soveværelse. James rumstede sikkert rundt ude i køkkenet, men han havde, uden de havde opdaget det, lukket døren ind til dem så han fortsat kunne rumstere uforstyrret omkring.
Det var skønt at være her, det var helt fantastisk og hvis Caspian fik lov til at bestemme, skulle det her fortsætte for altid. Milos lyde gjorde ham mere og mere sikker på sig selv og det han udsatte Milo for.