Nattens ro......

Dehvil nikkede anerkende.
Han var ikke overrasket over hvad hun havde sagt, men mere på den måde hun sagde det på. På en måde minede det om et hjul. Altså et vandhjul der bare kørte rundt og rundt.
Selvfølgelig var det der væreste samlining Dehvil kunne komme med, men det mindede bare så meget op et vandhjul.
"Sådan er alles skæbner nu engang. Man bliver skraffet, for at have gjort noget forkert. Men man bliver belønnet for at have gjort noget rigtigt. Sådan er alles ruter. På det punkt er vi alle nemlig ens Ting" sagde Dehvil som om det skulle være en stort hjælp.
Han sukkede og bed sig selv på læben.

Hun så på ham og smilede lidt. Hun vidste ikke hvorfor, men hvad tænkte han dog på. "Ser du.... Min far kan ikke fordrager mig, også selvom jeg er hans barn.. Han ville ønske jeg var en dreng" mumlede hun stille og så på ham. Hun satte sig ned "Nogen gange tænker jeg bare, hvorfor lever jeg" hviskede hun men rettede hurtigt blikket på Dehvil "Har du en herre, eller sådan noget i den stil" spurgte hun og smilede kært *Kom nu, bid på. Ik spørg hvorfor jeg spørger, bare sig det* tænkte hun, hun ville nemlig skifte emne, ellers ville hun måske briste.

Dehvil så på hende. Hun vidste naturligvis ikke at han kunne læse tanker, men han misbrugte dem ikke, han kom bare uheldigvis til at læse dem.
"Om jeg har en herre?" spurgte Dehvil og smilte"på en måde ja"

"Hvordan er han..?" spurgte hun og smilede sit kære smil.
Det så i hvert fald ægte ud. "Er han også en vampyr..?" spurgte hun og havde hoved på skrå. Hun blev faktisk hurtigt nusgerrig og glemte alt det hun lige havde sagt. Hun smilede enda med et intresant smil.

Dehvil lo. Hun vidste jo ikke hvem det var, men hun ville blive forbløffet.
"Han er mig" sagde Dehvil"bare en andelse onder" han havde ret. Det var jo den anden person inde i ham. Men dog, Dehvil betragtede ham ikke som en herre, men mere som en underlig person. Altså en fremmed.

Hun så på ham og smilede "Nååå. Så du har på en måde to sider" sagde hun og gik tættere på ham og havde hoved på skrå. Hun sukkede lidt og satte sig ned på jorden "Ser du.. Er han flink. Eller kender du ham slet ikke" spurgte hun lidt og så på ham.

Dehvil kunne ikke lade være med at grine.
"Han sover nu lille Ting. Og jeg vil ikke være dig hvis han vågner. Han er en led satan. Han var ved at dræbe en pige her forleden. En jeg elskede" Dehvil skiftede ansigtsudtryk. Han så ikke glad ud som før, men mere tænksom.

Hun så på ham og så ned "Hmm, han minder mig om en jeg kender....
Den dræbte dem jeg havde kær og elskede" mumlede hun og så på ham
"Så. Ham, din anden side skræmmer mig ikke. Men Dehvil" sagde hun og uldrede lidt i hans hår "Nej ik noget aligevel" sagde hun og uldrede vidre i hans hår.

//skal logge, sees^^//

Dehvil smilte bare.
"Jo, du vil sikkert spørge om hvem personen var ikke?" spurgte Dehvil.
Han kunne se det på hende at hun vil spørge, men det vil en være nysgerrig væsen.

//Baybay^^//

Hun nikkede stille men afbrød
"Men hvis du ikke vil sige det er det ok. Du behøves ikke" sagde hun og havde hoved på skrå og uldrede ikke mere i hans hår.
Hun så bare så trist ud, men vidste ikke hvorfor.
Nok fordi hun havde mistet to af dem hun havde kær og elskede....

Dehvil så hendes ansigtsudtryk og hendes tanker.
"Jeg elsker hende så forfærdelig meget Ting, men jeg var tæt på at dræbe hende" Dehvil sukkede men smilede stille"hun hedder Asmamix, jeg ved ikke rigtig om du kender hende?"

Hun nikkede "hende kender jeg" sagde hun og smilede "en sand engel. Tænk en gang, hun syntes sgu jeg er en engel. Typisk..! det siger demoner med en le, uhm min race, men jeg har aldrig fået det af vide af en sand engel" mumlede hun tænktsom og så på ham "Så tæt på.." hun så med store øjne på ham og havde sit le i en fast greb. Hun havde faktisk ikke hørt ham sige *Dræbe hende* Hun fik sådan en forfærdeligt udtryk.

Dehvil nikkede. Hun havde ret, Asma var en sand engel.
"Ting, du er hendes veninde? Hmm..ja Asma er en sand engel, hun er god mod alle, selvom de fleste er ude efter hendes blod. Men underligt nok, har jeg følelser for hende.
Hun er blevet til mit et eller alt, jeg forstår bare ikke hvorfor" sagde Dehvil og rynkede kort sin pande. Han sukkede og så mod himmlen.

På en eller andet måde havde hun ikke lyst til at høre mere over ham. Efter han sagde han var tæt på at dræbe hende, havde hun lyst til at dræbe ham men droppede tanken *Hvad tænker jeg dog på... Det var jo ikke ham, det var jo hans sorte side* hun berolige sig selv og så på ham og fik sit stille og roligt smil igen "Er du meget forelsket i hende.." sagde hun mildt og rettede sig lidt op og så stolt ud "Tehe Asma er en sej engel, så ingen... Og jeg mener ingen skal drikke hendes blod. Så skal de komme forbi mig først" sagde hun i en stolt tone.

Dehvil lag sit hoved på skrå og smilede til Ting. Selvfølgelig skulle han forbi nogen.
Eller retter sagt hans anden side.
"Ja jeg elsker hende ubeskrivelig meget" sagde Dehvil stille"men du er desværre ikke den første jeg skal forbi. Lad mig se, der er Ahngel, Aida, mig selv, også dig" smilede han. Der var sikkert også andre. Asma havde mange beskytter, nej faktisk mange venner, som holdte af hende.
Dehvil misundede hende på det grund. Asma havde masser af venner som elskede hende. Og som sikkert vil dø for hende.

Hun så med måbende på ham. Have hun så mange der ville ofre hende.
Hun begynde at smile og fnisede lidt. Hun klappede lidt på Dehvil på skuldren og sagde mildt "Du er god nok" hun sukkede lidt og smilede "Jeg kan faktisk lide dig som ven, men hmmm. Du behøver ikke at blive misunderlig på Asma.
Hun er jo også omgivet af søde og rare væsner som vil passe på hende" Sagde hun imens hun så op på himlen "Jeg misunder hende også lidt, kun lidt.. Men ingen ville ofre sig for mig sagde hun lidt utydligt.