Done with this cold

Okay. Hun blev måske nødt til at omformulere sit spørgsmål en smule. "Altså jeg mener... Har du følelser for mig?", spurgte hun så. Han havde sikkert allerede fattet hvad hun mente. Undveg han? Og hvis han gjorde, så hvorfor? Izobell sænkede hovedet. Af en eller anden grund, kunne hun ikke få sig selv til at kigge ham ind i øjnene.

Baal kiggede stille på hende og løftede hendes hoved, så han kunne se hende i øjnene. "Prøv at tænke en gang til. Tror du virkelig at jeg ville stoppe den gang i aftes, hvis du bare var en random flirt?" Han kysseede hendes pande blidt og holdt hende ind til sig. Gad vide om der var et højt hus i nærheden, han kunne springe ud fra?

"Det er der nogen, der gør", mumlede hun ind imod hans trøje. Hun følte sig underligt forvirret. "Jeg kan ikke lide at folk leger med mine følelser", tilføjede hun så. Og det kunne hun virkelig ikke. Dét og så spaltede spidser, var ting hun ikke brød sig om. Hun bed sig let i læben. Ikke hårdt nok til, at den ville begynde at bløde igen. "Så jeg håber ikke du lyver for mig". Izobell følte sig virkelig dum. Hvorfor blev hun ved? Faktisk havde han jo ikke sagt det direkte. Endnu.

"Stop nu for helvede, kvinde menneske! Selvfølgelig holder jeg jo af dig!" Baal var ved at blive ret irriteret på hende, mens også rigtigt irriteret på sin egen delte følelser mellem Hazelin Og Izo. Måske skulle han bare undgå Izobell og holde sig til HAzel? Han var virkeligt forvirret lige nu, og han havde mest af alt bare lyst til at komme hjem med et glas vin og tænke.

Da han råbte af hende, trådte hun et skridt tilbage, for at gøre afstanden imellem dem større. "Jeg...", startede hun, men måtte så stoppe, da hun egentlig ikke vidste, hvad hun havde tænkt sig at sige til ham. Hun elskede ham ikke. Men holdt af ham, gjorde hun helt klart. På hvilken måde? Izobell vendte sig om. Det irriterede hende, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Det gjorde, at hun følte sig hjælpeløs.

Baal sukkede og tog sig til hovedet. Hvorfor skulle han opføre sig sådan? Hun ville jo bare gerne have sine følelser gengældt, hvilket han godt kunne forstå. Derfor gik han jo hen og lagde armene om hende. "Undskyld.. Jeg ved ikke hvad der gik af mig. Du skal jo bare vide at jeg selvfølgelig holder af dig."

Tankerne fløj rundt i hovedet på Izobell. Som en hel masse arrige bier. Rundt og rundt og rundt. Det var lang tid siden, hun havde følt sig så forvirret. Og nu krammede han hende. Det hjalp ikke ligefrem på situationen. "Du behøver ikke sige undskyld", mumlede hun. Hun kendte ham endnu ikke godt nok til at vide, om han løj overfor hende. "Men du skal bare vide, at jeg godt kan lide dig", sagde hun så lavt, at det næsten ikke kunne høres. Så. Nu havde hun gjort det dummeste hun overhovedet kunne gøre. Gjort sig selv helt sårbar.

Baal sukkede. Så. Nu havde hun sagt det. Hvad fanden skulle han gøre nu? Tankerne summede i hans hoved og han blev nød til at sætte sig ned. Det hele virkede så forvirrende, og han havde ikke hold på sig selv. "Jeg tror, at det er bedste, hvis vi bryder nu. Bare for at vi finder ud af om vores følelser er virkelige. Jeg kan også godt lide dig.. Men vil bare ikke senere finde ud af, at jeg ikke kan og så såre dig." Han kiggede op på hende og strøg hendes kind.

Izobell nikkede langsomt. Det var nok det bedste. Hun havde ikke lyst til at blive såret. Men hvem havde egentlig det? Hun havde også selv brug for at tænke. Meget. Det virkede meget betænksomt af ham. "Det er nok en god idé", sagde hun stille og kiggede ned på ham. Han havde jo sat sig ned. Izobell vidste ikke, hvad hun mere skulle sige. Hvad var der at sige? Uden det blev for lamt.

Baal rejste sig stille op og så kærligt på hende. "Det er det bedste for os begge, søde. Ingen har lyst til at blive såret." Han begyndte stille at gå hen mod indgangen til hendes lejlighed for at få jakke og sko på. "Når du har tænkt, så kan du finde mig ved kirkegården. Du skal kigge efter et gammelt hus, der ligger et par 100 meter væk fra kirkegården." Han talte stille og roligt, men han kunne selv mærke, at stemmen rystede lidt.

Izobell rystede langsomt på hovedet, hvilket satte hendes hår i bevægelse. Hun forlod køkkenet, og kiggede på ham, da han gik ud imod gangen. Kirkegården? Det var også rigtigt. Han havde sagt, at han boede der. Hun valgte ikke at sige noget overhovedet. Izobell vidste, at hendes stemme nok ville knække over, og det havde hun ikke lyst til. Det var meget bedre at forholde sig lydløs. Så følte hun sig bare som en nikkedukke istedet for, men det var vel prisen, hun måtte betale.

Baal vendte sig om efter at han havde taget jakken på. Øjnene søgte efter hendes, mens han gik stille hen til hende og lagde armene omkring hende, hvorefter han trak hende helt ind til sig og pressede sine læber på hendes pande. Han kunne overhovedet ikke sige noget, så han kiggede bare lidt på hende.

Izobell lagde kort armene rundt om ham. Hun ville slet ikke have, at han skulle gå, men det var nok det bedste. De havde jo begge to brug for at tænke. Måske mest ham. Eller hvad? Hun havde lyst til at sige en hel masse, men på samme tid var hun løbet tør for ord. Izobell lod sine arme falde ned og trak sig fri af hans omfavnelse. "Du må hellere", hun rømmede sig lidt. "Du må hellere komme af sted", sagde hun, med en stemme der var langt mere selvsikker, end hun følte sig.

Baal kiggede stille på hende. "Ja, det har du ret i, smukke." Han gik ud i gangen og trak sine sko på. Derefter kunne han ikke lade være med at gå tilbage og trykke hendes hånd med et "Farvel." Derefter gik han ud af døren og forlod lejligheden. Da han kom ud på gaden begyndte han at mumle for sig selv, og da han var sikker på at han var kommet langt nok væk fra lejligheden, begyndte han at råbe og skrige og slå til ting. Hvem fanden troede han lige at han var?

Det virkede underligt formelt, da han trykkede hendes hånd. Det var underligt. Helt uvant. Hun blev sur på sig selv igen. *Du har ikke kendt ham i flere år, din tumpe! Faktisk kun én dag...*. Selvom hun virkelig havde lyst til det, fulgte hun ikke efter ham. Det ville virke dumt. Og ynkeligt. Sådan havde hun ikke lyst til at fremstå. Derfor fulgte hun kun efter ham ud til døren, for at lukke den i efter ham. "Forbandede lorte dag...", mumlede hun.

Baal havde været hjemme i noget tid og det var gået op for ham, at han faktisk gerne ville Izobell og at han godt kunne lide hende selvom Hazel også var der. Hvis de bare ikke fandt ud af noget, så ville det gå. Og han kunne jo også vælge at ændre sig til et røvhul, når han ikke gad Izobell mere. Så derfor småløb Baal hen til der hvor Izobell's lejlighed lå. Han bankede hårdt på døren, mens han råbte Izobell's navn.

Efter Baalichi var gået, havde Izobell valgt at tage på arbejde. Hun havde været der et stykke tid, inden hun måtte gå hjem med en dundrende hovedpine. Da hun var kommet hjem, havde hun smidt sig i sofaen og begravet sig selv i et tæppe. Hun var døset hen. En hård banken på døren rev hende brutalt ud af den halvsocende tilstand. Med en sur brummen prøvede hun at ignorere lyden, men hun fandt det umuligt. Der var også en, der råbte hendes navn. Izobell rejste sig op og gik langsomt imod døren. Hun overvejede at sige noget, men hovedpinen var endnu ikke forsvundet. Hun låste døren op og åbnede den. Izobell var godt klar over, hvordan hun måtte se ud. Det blonde hår var uglet efter søvnen, men det kunne have været værre. “Baal?”, sagde hun undrende, da hun opdagede ham foran sin dør.

Idet Izobell åbnede døren, tog Baal et par skridt ind, tog hende om ansigtet og kyssede hendes læber for derefter at lægge armene om hende og trak hende helt ind til sig, mens han kyssede hendes skuldre og hals. "Undskyld min tidligere opførsel. Var en stor røv." Han blev ved med at holde om hende og kysse hendes hals.

Izobell var stadigvæk lidt groggy efter søvnen. Hun blev derfor ret overrasket, da Baal trådte ind og gav sig til at kysse hende. Hun lyttede til hans undskyldning og følte sig lidt forvirret. “Eh... Jeg..”, hendes stemme døde ud. “Kom indenfor”, mumlede hun ironisk. Han var jo allerede inde. Izobell trak ham med lidt længere ind og lukkede døren.

Baal trådte længere ind og lod hende lukke døren. "Nu håber jeg ikke at jeg har ødelagt din dag med min opførsel." Han lagde begge arme omkring hende og trak hende ind til sig. "Nu håber jeg stadig at du kan lide mig." Det var umuligt for ham ikke at lave hundeøjne for at få hende til at tilgive ham.

“Du har ikke ødelagt min dag”, sagde hun stille. At tankerne havde givet hende en skrækkelig hovedpine, undlod hun at nævne. Da han trak hende ind til sig, lænede hun sit hoved ind imod ham. Det var utroligt, så hurtigt det havde fundet sig til rette. “Selvfølgelig kan jeg det”, sagde hun og smilede let. Hun var faktisk ikke blevet sur på ham, kun forvirret.

Baal smilede glad ned til hende, da han jo var højere end hende. Derefter kunne han ikke lade være med at sætte sig på en stol og trække hende ned på sit skød. Så kiggede han op på hende, tog i hendes nakke og trak på denne måde hendes hoved ned, så han kunne kysse hendes læber. Fingrene gled nærmest af sig selv ind i hendes hår.

Izobell smilede skævt, da han trak hende med ned på stolen. Hun satte sig lidt bedre til rette på hans skød. Det føltes helt rigtigt at sidde der. Hun var virkelig glad for, at han var kommet tilbage. Også selvom det havde overrasket hende en del. Izobell sukkede lavt og gengældte hans kys. Hendes læber skiltes let.

Idet hun skildte lidt sine læber, kunne han ikke lade være med at stikke sin tunge ind imellem dem for at kærtegne hendes tunge. Hans hænder havde samme øjeblik placeret sig på hendes lår, allerøverst nær hendes underliv. Da han slap hendes læber kiggede han kærligt på hende.. Derefter kyssede han hendes kraveben og bed hende kærligt i øreflippen.

Izobell smilede indeni. Det var lige det her, hun havde været ude efter. Hun gengældte hans tunges kærtegn, med en lidt forsigtig blidhed. Izobell ville ikke selv kalde sig uerfaren på dette område, men i forhold til Baal, var hun det sikkert. Da han slap hendes læber, smilede hun blidt. “Søde Baal”, mumlede hun og førte sine hænder op til hans hals. Der lagde hun dem let på hans skuldre.