Please stay - Aaron

S: Terre – lejlighederne.
O: Oprørende folk. Noget der aldrig er set magen til.
V: Det er dejligt køligt udenfor. Ikke al for koldt og dog ikke varmt. Bare midt i det hele.
T: Solnedgang, og derfor egentlig en virkelig smuk slutning på dagen.
D: Den 3 maj.
__

Man kunne ligesom godt vende sig til det her. Det vil alligevel aldrig blive det samme igen.
Terre. Det burde være det eneste sted oprørende ikke var. Terre brude være det sted, hvor folk kunne være i fred. Men nu, nu var Terre skam også på målskiven. Det var til at græde over. Terre. Hvad var Terre egentlig alligevel? Et sted hvor folk boede, ikke andet. Så hvorfor følte denne rød håret engel, som kom gående midt i det hele, fortabt? Ingen lag rigtig mærke til hende, men alligevel var der øjne som hvilede på hende. Bedte de om hjælp? Så var de kommet til den forkerte person. Hun kunne ikke engang holde tilbage på sin elev. Drengen som hun havde trænet hårdt, og som nu ville hævne sig. Han boede her. Et eller andet sted. Mon han var hjemme? Mon hun ville kunne stoppe ham? Mon han overhoved gad at høre på sin mentor, som næsten var på alder med ham? Han var en speciel dreng. Det havde hun altid vidst. En rigtig stræber, og en som vil kæmpe for målet. En lille sten som var hård at knække.
Asma, som så var englens navn, begyndte at mumle for sig selv. Mon hun skulle kæmpe imod ham, eller vil hun gå så vidt, og hjælper ham med at få hævn? Hun huskede tilbage på den nat, hvor hun ikke længere var i stand til at træne ham. De sad over ved hende, foran kaminen. Han havde set så glad, og .. lykkelig ud, da de talte sammen. Han lovede at beskytte sin mor, uanset hvad og at han aldrig vil vælge den forkerte side. Og alligevel havde hun grædt. Ikke på grund af hans 'søde' ord, men mere, at hun ikke rigtig stolede på ham. Også gik da par år, og nu .. nu har hun fået at vide, at hans mor er død, og han søger hævn. Men en normal person vil da søge hævn, det var da til at forstå. Men Aaron var ikke en 'normal' person i hendes øjne. Han var hendes elev, og hendes elever skulle ikke tænke i de banner. Derfor, og kun derfor opsøgte hun ham i dag. Godt der var nogen her i verden, som man kunne regne med. Asma så op ad lejlighederne, som efterhånden var fyldt med grafitti, som slyngede som en kæmpemæssig slange. ”Aaron” sagde hun, mens hun så rundt. Ikke af det, at hun regnede med at finde ham herude. Total håbløst.
Hun vandrede stille videre, mens hun af og til kastede et blik op til lejlighederne. De lignede sgu næsten alle hinanden! Men hun havde lovet sig selv, at hun ikke ville gå tomhændet hjem herfra. Hvis hun ikke fandt ham, ja så måtte hun overnatte her. Eller prøve, at spørger folk, velvidne at hun hadede at spørge folk. Men helt ærlig. Hvad skulle den her fastelavn til for? Det eneste de seriøst manglede var slikket og tøjet. Englens hoved skød tilbage, da hun hørte en mand skrige pinefuldt. Han var ikke kommet til skade, men lå og holdte om noget der kunne minde om et hoved. Asma kastede blikket bort, og hendes hjerte stak så forfærdeligt, men hun så ikke imod manden, da hun vidste at hun skulle hjælpe. Hun kunne intet gøre for disse væsner her. Intet. Intet. Overhoved ikke noget.

Aaron havde været ude og jage. Det havde lykkes for ham at opspore nogle Dæmoner i nærheden af stranden. Han havde dræbt dem. Dræbt dem alle fire. Han følte en sten på hans samvittighed som han altid gjorde når han dræbte. Aaron var blevet trænet til at tilgive og hjælpe. Han var i bund og grund en god person. Men verden havde ændret ham. Gjort ham hård. Fjernet det meste af disse følelser. Ikke nok med det. Han hadede sin Far Ærkeengelen Michael. Hvorfor havde han ikke reddet Aarons mor. Hvorfor var han overladt til alt selv. Aldrig havde han set sin far. Han huskede hvordan han havde bedt som en dreng bare til at se sin Far en enkelt gang. Hvor skuffede han havde været da hans bøn ikke var blevet svaret. Aaron var i sandhed speciel. Han havde utømmelige kræfter. Men han havde aldrig lært at bruge dem til fulde. Det var som var de der inde. Men hans menneske krop holdt dem tilbage. Aaron kørte op mod sit hus i Terra. Han kørte på sin motorcykel, det var en Kawasaki Ninja. Han havde ændret sig meget på de to år. han havde fået snake bite i underlæben og en tatovering på sin højre arm hvor der stod ’Be Free Fuckers’. Aaron havde ændret sig så meget at Asma nok ville have svært ved at genkende ham. Aaron stoppede foran sit hus. Han tog sin hjelm af. Han havde sin sorte læderjakke på. Han skulle til at gå ind da han hørte mandens skrig. Han tog sin hjelm på igen og kørte rent instinktivt der over imod. Han havde ikke set Asma da han stoppede foran Manden. Han gik af sin motorcykel og satte sig på et knæ foran manden. Han tog sin hjelm af igen og sagde med en rolig stemme ’’ Hvad er der sket her ’’. Nogle gange gjorde Aaron disse uselviske ting helt uden at give det mere tanke. Dette ville han normalt ikke gøre. Men han var jo i bund og grund god. Verden havde bare ødelagt den godhed. Aaron havde ondt. Dæmonerne havde kæmpet fra sig. De havde givet ham et par knubs. Men Asma havde trænet ham til at modstå smerte. Hun vidste der måske ville komme en dag hvor folk fandt ud af hvor mægtigt Aarons blod var og derfor var det vigtigt han kunne forsvare sig selv.

Også drønede en motorcykel forbi hende. Hendes øjne nåede, at fange en tydeligvis høj ung mand, med en kæmpe hjelm. Nok normalt, når man nu kørte på de der dødbringende transporter. Englens øjne vente sig alligevel, da hende nysgerrighed blev vagt, da den unge mand åbenbart hjalp manden der havde skreget før. Englen forbandt vist motorcykel med 'farlige' fætter eller noget. Men til sin ikke så store overraskelse viste knægten sig på motorcykelen sig ikke, til at være en 'fætter'.
Hendes røde hår svajede stille, da brisen begyndte at kærtegne hende. Kun fordi, og kun fordi, den unge mand havde vækket hendes nysgerrighed, valgte hun at træde imod de to mænd. Hans hår. Hans form, eller noget af det, virkede så inderligt bekendt. ”Undskyld. Jeg tager over” mumlede Asma nærmest, men alligevel lød det højt nok, til at overdøve folk på stedet. Hun lag en lidt rystende hånd på den unge mand, som lige havde smidt hjelmen. Hans øjne! Hun så faktisk længe på ham, måske vil han føle sig dårligt tilpas, og måske ikke. Denne knægt lignede hendes knægt! Hun rystede kort på hovedet. Som om hun overhoved havde en 'knægt' eller for den sags skyld ejede nogen!
Hun slap taget op hans skulder, og bukkede sig ned til manden der havde skreget. Han holdte på det der runde noget indbundet i noget stof, og var hvidt, men ikke mere da blodet havde overtaget det hvide farve. Mandens øjne var nærmest blanke, og han var tværtimod uden lyd. Asma lag en hånd på hans pande, mens hun lukkede øjnene. Hun vil ikke gøre noget specielt for ham, men bare berolige ham lidt. Hun vidste allerede hvad der var i vejen for ham. ”Kan jeg lige låne Deres hjelm herre?” hun hentydede selvfølge til motorcykel-drengen som mindede så lidt om drengen hun ledte efter. Men måske vidste han, hvor Aaron var. Noget fortalte hende, at hun var tætter på ham ind hun havde regnet med.

Aaron virkede en smule overrasket da han så det var Asma. Han kiggede på hvordan hun hjalp manden. Men han kunne se lysten til at hjælpe ham ikke var der hos hende. Aaron knugede sin hånd. Hun var stadigvæk den samme. Kæmpe for the greater good. Ikke hjælpe hver en person. Aaron forstod ikke det store billede som sagt. Han forstod ikke at man ikke kunne hjælpe alle men måtte fokusere på at redde de vigtige. Aaron lagde også mærke til at Asma ikke genkendte ham. Det var kun en fordel for ham. Dog var han positivt overrasket over at Asma faktisk hjalp denne stakkel. Da hun spurgte om hans hjelm stod Aaron og kiggede underligt på hende. Efter lidt tid rakte han hende hans hjelm. Aaron satte derefter hans arme over kors. Han kunne regne ud at hun havde tænkt sig at sætte hovedet i hjelmen. Det var ikke så rart. Nu skulle han jo ud og købe en ny hjelm. Aaron smilede en smule da den joke kørte gennem hans hoved. Men han stod bare stille og kiggede på hvad Asma havde tænkt sig at gøre. Han kunne godt genkende hende. Det var jo rart at se hende igen. Han havde trods alt der var sket savnet hende.