Night out.

Tid: Omkring midnat.
Vejr: Skyfrit og fuldmåne, kølig forårsbrise i luften og hverken regn eller sne.
Omgivelser: Thilde befinder sig i en lille lysning, midt i skoven.
Sted: Tilfældig lysning, Skoven, Di Morga.

Thilde måtte støtte sig til træerne alt imens hun vaklede frem mod lysningen. Transformationen havde sat ind og om et par minutter ville den være fuldført. Smerten havde hun efterhånden vænnet sig til, men det var stadig ikke sjovt. Knoglerne der brækkede og blev sat sammen igen, pelsen der voksede ud, tænderne, kløerne. Et enkelt, svagt hyl undslap hende og hun faldt på knæ i kanten af lysningen. Halen begyndte at dukke op og efter et minut var transformationen næsten færdig.
Det gik altid så stærkt, det var en lettelse. Ligesom en fødsel, der går hurtigt. Selvom hun dog aldrig havde fået et barn, så var det vel altid noget at smerten ikke blev trukket ud.

Alle sanser var skærpede nu, hørelse og lugtesans især. Noget tydede på, at hun ikke var alene i skoven denne aften. Men ville alt andet ikke være utænkeligt? Di Morga var trods alt en by, hvor der boede mange væsner og hun var bestemt ikke den eneste varulv. Indtil videre havde hun dog kun mødt Sofus, som havde tatoveret hendes arme. Men han havde vidst nævnt noget med et pack eller var det blot noget hun havde forestillet sig?
Thilde havde i hvert fald hørt om packs, til trods for at hun aldrig havde været en del af et. Grupper af varulve, der stod sammen. Måske man skulle opstøve et pack i Di Morga? Der burde være et, når det var sådan et samlested for adskillige overnaturlige væsner, der næppe var plads til andre steder.

Den hvide pels skinnede i lyset fra månen og hun hoppede frem, for at kaste sig i græsset og rulle rundt. Der var noget befriende over at være et dyr. Det var så simpelt at være så primitiv, til trods for at hun stadig havde noget af sin person med sig, til trods for at denne ikke spillede en større rolle i forhold til hendes opførsel som varulv. I hvert fald noget af tiden. Thilde havde oplevet, at hendes primitive sanser og instinkter satte ind og fuldkommen overtog. Det var især når hun var oprørt at det skete, så kunne hun intet styre. Det efterlod ofte et blodigt spor af dyr efter hende, hvilket ikke var synderligt praktisk. Men hvis hun ikke var decideret oprørt, så ville hendes transformation være mere behagelig og hun ville ikke vågne op til i en blodpøl, når hun så var menneske igen.

Tiden som varulv var lidt som at være fuld. I øjeblikket huskede hun og tænkte hun, men det var ikke altid at det havde effekt på hendes handlinger og når hun vågnede op dagen efter, så ville hun ikke huske særligt meget.

Valentin havde ikke ligefrem det varmeste tøj på denne aften. Han kunne ikke se hvorfor at han selv skulle beklædes til hvordan vejret nu var når han vidste med det samme hvad der ville ske når der var fuldmåne. Hvorfor så ødelægge tøj til en gentle mand? Han var kun i ført almindelig bukser og top uden ærmer, der gjorde at man kunne se hans muskler, han var ikke et muskel bundt, men han havde da trænet.

Håret sad som det for det meste gjorde, med den mærkværdige farve, som han af og til skiftede, når lysten trængte på; uldet hår som om at det ikke rigtig var blevet sat med pandehåret sat til den ene side. Han lignede mere eller mindre der næsten aldrig havde været gået i bad. Men det havde han nu gjort! Så dårligt ville han nu heller ikke stille sig selv. I længden var han ligeglad med hvordan folk så på ham. Valentin havde den selvtillid som han havde brug for. Især når han ikke havde sin familie omkring sig eller venner for den sags skyld. Han kendte ikke særlig mange, selvom han havde været i Terre, Di Morga et godt stykke tid. Hvor længe vides han ikke...

Valentin holdt ikke øje med tiden... hvorfor skulle man gøre det? Bare at man nød livet... så var det fint? Men nu var der bare den at Valentin ikke synes der skete så meget i hans liv. Han kedet sig bogstaveligt talt. Han befandt sig inde i skoven, og der havde han været omkring en time, hvis ikke længere end det. Han gik rundt med rolige skridt mens at han havde et øjekast mod himlen. Pludselig stoppede han op og undslap et skringererende skrig; Smerten var altid den samme når forvandlingen trådte i kræft. Han lod sig falde ned på knæ med hænderne støttende frem på jorden. Med lukkede øjne gik der ikke lang tid før at den behårede pels kunne skimtes, de lange klør samt ører og hale.

Hele hans krop ændrede sig i takt med at der var blevet fuld måne. Hans øjenfarve blev mere mørk og dyster, og pupillen mere smal. Halen stor og pjusket. Da forvandlingen var sket, hylede Valentin i vildenskab, mens at han havde stillet sig op på sine fire poter. Der ikke længere var ben som et menneske havde. Han logrede med halen mens at han lod sit blik glide rundt. Pelsen på Valentin var sort, med et strejf af den hvide farve ned langs ryggen som en enkel stribe. Han var nem at genkende, hvis man kendte ham. Men det var få der gjorde. Han rynkede enkelt gang snuden. Han kunne lugte sig frem til at der var artsfælle i nærheden..

Han hylede atter og satte i løb med det samme, da han ville finde ud af mere... om det var en han havde mødt før eller ej... Mens at han nærmede sig og kom længere ind i skoven... kunne han lugte sig frem til at det var en hunhund.... Et lumsk smil dukkede frem på hans læber... så behøvede han ikke at spille helt så smart.. når han stødte ind på artsfællen. Han mente nemlig at han var en alfa han; ikke at han havde fået det bekræftet af andre, men det mente han selv inderst inde. Helt inde hos hans hjerte!

Bladene piskede imod den nøgne krop, gjorde den døv og blind på samme tid. Alligevel blev den tiltrukket af et hyl, ikke langt væk, og alligevel lidt, havde det været vurderet af en almindelig homo sapien. Trods blindheden, kun i stand til at se de slørede blades mørkegrønne nuance, var det naturligt at hoppe eller dukke, hvis en gren sad højt eller lavt et par skridt fremme.
Månen sad højt på himlen, rund som en kyklops pupilmanglende øje. Endelig, efter lang tid uden at skue et simpelt blik på den, blev kroppen forrådt af træernes hovedbuske. Der var en stor åbning, umulig at ignorere før det var for sent, og personen standsede brat.

Han stod forfærdeligt stille, nød da det korte øjeblik, før transformationen ville sætte ind. Lod et par fingre gemme det mørke hår bag det lyse øre af hans. Øjnene bevægede sig fra blad til blad, udstrålede en sagte selvmedlidenhed. Men den følelse var godt gemt bag optimismen, den unormale glæde, trods den livslange viden om hvordan sekunderne om få ville være. Nærmest selvmorderisk ville mange føle sig, men styrken der kom efter smerten, var så svær at slippe. Savlen løb ned af de beskidte kinder, dryppede ned imod jorden, og eksploderede til en masse miniaturiske dråber.

Da begyndte det. Af ren panik, hvilket var en typisk reaktion på så stor mængde af nervekramper, samledes de ellers runde pupiller sig ind til en smal, lodret streg. Den brune farve omkring dem pulserede, dansede og svang sig, blev forandret som alt andet ville. Ved slutningen ville de være lige så hvide, som nyfalden sne, og ak så blanke, som en dukkes glasøjne.
Håret ved hovedbunden voksede, gik i et med resten af den ellers tynde bedækning af hår, der også blev længere – og en hel del tykkere. Farven skiftede som øjnenes havde gjort, men denne gang blev den kun mørkere, sort, en almindelig farve blandt varulve. Pelsen dækkede hele kroppen til, og var alligevel nemmere at se igennem, end hos en almindelig ulv.
Fingrene var i forvejen lange, sorte, og de voksede dog alligevel hele 5-6 centimeter. Skarpe som i menneskeformen, men meget sværere at knække. Ørerne voksede opad, blev skarpe ved toppen, og kunne opfange hele to lyde, ikke langt væk. Selvom der selvfølgelig lød skrig af ren lidelse fra egen strube af. Uundgåeligt når alt brændte. Knoglerne brækkede, smeltede sammen, blev strukket ud, krympede sammen – det var en ubeskrivelig følelse af forskellige torturer, ingen kulturgenstand ville være i stand til at hamle op med.

Intet stod stille. Vibrationerne kunne let mærkes igennem de ekstra sensitive poter, der i virkeligheden lignede groteske menneskefingre, bare ekstra behårede og med ørnelignende kløer. Alting var slebet skarpt. Lyde. En hunulvs søde duft, blandet med en anden hanulvs harske stank. Løbet fra før startede igen. Men der blev også hoppet, træernes tykke kroppe brugt som hjælpemidler til hurtigere fremdrift, eller et skarpt sving. Det hele blev stærkere. Hanulvens hurtige skridt. Et par forskrækkede fulges vingebasken i det fjerne. Hele skoven omkring summede af liv, frygten sydede forbi hvert et blad. Ak den magt denne skikkelse, skabt af naturen de løb på, bragte med sig.
Men der blev da standset, sanserne dæmpet. For kun et par meter væk var den. Hunulven. Og den anden hanvarulv, sikkert ikke tilfreds med undertegnedes selskab, ville på få sekunder også være at se.
Grin, hvilket foruden var varulvens øgenavn, stampede i jorden af spænding.

Thilde blev liggende i græsset, efter at have rullet sig. De vågne øjne holdt øje med træerne, duften af andre artsfæller tirrede hendes næsebor og tvang hende til at holde øje. Det var hanner, ikke bare en, men to. Højest sandsynligt ville de være stærkere end hende, så hvis de ville, kunne de nemt nedlægge hende. Men de ville få kamp til stregen, hvis det endelig skulle være.
Langsomt rejste hun sig fra græsset og begyndte at vandre rundt i en cirkel. De to andre ulve kom fra hver deres side og hun ville helst være forberedt. De lod til at nærme sig relativt hurtigt. Dyrene omkring lysningen havde for længst forladt stedet. Ulvenes hyl havde advaret dem og givet dem en mulighed for at slippe væk, hvilket nok var for det bedste. Det ville ikke være et kønt syn hvis tre varulve stødte sammen og der så blev tilsat lidt ekstra vilde, uskyldige dyr. Det ville ende i et reelt blodbad.

Måske skulle hun have skjult sig, selvom det næppe havde hjulpet noget. Ulvene havde enten en lige så god eller bedre lugtesans end hende og de havde fundet hende lige meget hvad. Det var også svært at gå i et med naturen, når hun var hvid. Hun lyste op som en lanterne i mørket.
Lige meget hvad så var ulvene tæt på nu, den ene nok omkring nogle meter fra hende. Dens lugt var ikke videre tiltrækkende, men så igen; det var en ulv. Thilde rynkede svagt på næsen og rettede blikket i den retning, som ulven, hun endnu ikke vidste gik under navnet Grin, befandt sig.

Natten var stille og den kølige brise spandt sig om den hvide pels, der virkede så robust og voldsom i forhold til Thildes menneskelige skikkelse. De store, grove poter stod solidt på jorden og hovedet var let løftet, for at nyde den kølige vind. De måtte komme an. Hun var ikke synderligt stor af en varulv at være, men hun var både hurtig og adræt, hvilket ofte var en fordel for hende. Halen var svagt hævet og svajede en anelse frem og tilbage i vinden.
En af de få ting der gik igen fra hendes menneskelige skikkelse var hendes ar. Der var mange og det var primært placeret over ryggen, men ellers fordelt over resten af den feminine ulvekrop. Mange af de ar hun havde på armene var blevet dækket af tatoveringer, når hun var i sin menneskeform. Men lige nu var de udstillet, hvert eneste et var synligt for enhver. Men det lod hun sig ikke mærke med. Stoltheden var der stadig.

Efter at have stået et øjeblik, begyndte Thilde at bevæge sig mod den side af lysningen, hvor den ukendte Grin syntes at være. Hun kunne vel lige så godt gå ulven i møde, så ville det også være hende der fandt den og ikke den der fandt hende. Eller det kunne vel diskuteres, for hun kunne vel lugtes på flere meters afstand. Bare hun ikke tiltrak flere ulve, især ikke hanner. Måske Sofus? Naaah, ham havde hun ikke hørt fra længe. Guderne måtte vide hvor han befandt sig.
De lyse poter bevægede sig let igennem det høje græs og undgik enhver form for hul eller ujævnhed. Hun tog sig god tid, hun havde bestemt ikke travlt med at komme over til den fremmede ulv. Alle var efterhånden fremmede, hun havde også været væk et godt stykke tid. Men nu var hun hjemme og det var tid til at møde andre væsner, især varulve.

Valentin hylede og begyndte allerede at savle fra munden som om at han havde fanget et bytte. Hvad var der at sige til det, når der var flere end en af hans artsfæller til stede? Han var løbet på grund af den bekendte lugt der mindede meget om hans egen og nysgerrigheden voksede inde i ham som gjorde ham vild i varmen, da han havde opdaget at han ikke længere var alene. Han befandt sig blot i skoven. Der nu også var et godt sted at tage hen når der var fuldmåne.

Valentin der var en fuldblods havde fået øje på hunnen og det gjorde at han satte farten lidt ned da han i længden ikke ville trænge sig på den strenge måde... Ikke lige med det samme i al fald.. Han ville først se det hele an. Han passede så meget på at han til sidst listede på poterne da en anden mærkværdig.. dog stadig bekendt lugt strejfede hans næsebor.
En anden hanhund var også til stede... Små grumme lyde undslap fra ham.

Hans øjne fik et mere ondskabsfuldt blik.. Han kunne ikke være i nærheden af en anden hanhund.. Eller kunne han? En masse tanker strejfede forbi hans hoved. Han lagde forpoterne, hvilende mod jorden og lænede sig ned stadig stående på bag benene. Da han var stoppet op ikke så langt væk fra hunnen. Han ville først se hvad der yderligere skete, hvad hunnen havde i sinde at gøre.

Inden at han ville løbe dem i forkøbet og give sig til kende. Han ville ikke gå direkte i slåskamp, han var legesyg og samtidig ville han vise hvem der bestemte, som om at de havde været i en folk. Valentin havde bare ikke i sinde at ende i et fælde.. Han vidste jo ikke hvordan de to varulve var. Han havde aldrig set dem før. Og hvis de kendte hinanden.. kunne han faktisk være i endnu mere større fare, alt efter hvor meget de rottede sig sammen.

,,Wroof.. Wroof"
Hvorfor skulle han skjule sig? Han baskede med halen. Selvom han så sur ud så var han også glad.
Han var en spøjst fyr. Han slikkede sig om munden fra alt det savl han efterhånden havde om munden mens at han ventede på at få øjenkontakt. Dette skulle nok blive en underholdene aften...

Selv for Valentin. Det var sjældent at han endte i et selskab med mere end en person. Han var ikke vant til at være så social... Men han havde ikke noget imod med at prøve det an. Han var ikke bange af sig.. Tvært imod var han en legesyg køter. Han var bare lidt spændt på om han kunne få lov at ligge an på damen...

Mens at der også var en anden hanhund til stede..
Tiden måtte bare se an med hvad der ville ske... Ak ja.
Han stirrede på hunhunden...
Han flyttede ikke øjnene fra hende...

Wruf. Den delikate duft af hunulven forstærkedes idet de begge nu nærmedes hinanden. Den pjuskede hale, der var ret lang i forhold til normen, piskede luften med sin konstante svingen. Ørerne lå fremad, gjorde det nysgerrige hyæne-agtige smil tydligere. Interessen for denne kvinde, underlagt selv samme virus som Grin selv, øgedes kun af hendes modige fremdrift. Nakken blev rystet, samt hovedet, for nærmest at frakaste sig de mange blade, der var blevet fanget af den grove pels fra det hurtige ræs igennem skovenbunden. Bagpoterne stampede ivrigt i jorden, fik næsten hele den afmagrede krop til at lave bittesmå hop, imens at han endnu forholdt sig på de to, aflange og dog tydeligt muskuløse ben.

"Rrrr.. Grr.. Ahuuu.."
En form for kommikation, der var så simpel, at det var aldeles kompliceret at finde ud af hvad de små grynt betød. Grin begyndt langsomt at cirkle rundt med store bevægelser rundt om Thilde. Den lyse pels, så unik for varulve - selv de kvindelige, tiltrak især hans opmærksomhed. Fik ham af instinkt til at småhyle lidt, sparke til små grene på jorden og slå på den mudrede bund, med kløerne. Det var af naturlige årsager, at Grin opførte sig som en almindelig, ophidset hanulv, der prøvede at imponere den ledige hun.

"....."
Øjenkontakt, men ikke med den nærmeste varulv. Handyret, der halvt skjulte sig, havde endelig fanget Grins opmærksomhed. Ørerne røg tilbage, hudlapperne der dækkede tænderne blev skubbet væk og afslørede nogle grumme, sortplettede bisser, der var dækket af en lille flod af savl. De blanke, nu pupilmanglende øjne skinnede nærmest af aggressivitet.

Der blev sprunget fremad, med alle poter, med halen piskende igennem luften. Ignorerede hunulven, for at springe i flæsket på den anden han. En varulv, der trodsede Grins territorium - måske endda ude på at stjæle byttet. Som i dette tilfælde var den kønne hunulv. Tungen slaskede ude til den ene side af munden, og kæften var åbnet godt op, klar til at bide sig fast i den andens hud og kød.
Hvordan den anden reagerede, var Grin ligegyldigt.
Angreb hanulven, ville det bare ende med to hanulve slås - den ene lille men adræt, den anden stor men udholden.
Løb hanulven væk, ville Grin bare begynde at jage den, trods sin klodsede størrelse.
Hvis den gjorde noget helt andet, ville han nok bare stirre med et tomt, forvirret blik; efterfulgt af endnu et vredesangreb.