Feeling You-Jordan Long

Det var nu egentlig en ganske kølig og rolig aften her ude i skoven, den tætte nattehimmel, luftede sine godte ud til omverdenen med dens forfriskende dufte af dug og klar luft. De beroligende lyde som omsværmede i natten, kunne omslutte en som var man en kludedukke på vej under dynen med sin herre. De mange lyde som vrimlede rundt omkring var et kendetegn på nattens dulmende stemme, der langsomt vuggede en til søvn. Ens øjne ville blive tunge, og langsomt glide i, også selvom man forgæves og ihærdigt prøvede at lade være. Men hemmeligheden var at jo mere du higede efter at falde i søvn, desto hurtigere faldt man egentlig i søvn. Det var dog ikke noget det gik ud over denne mand, der havde pålagt sig denne vej ud i verdenen, og påtog sig sin rettighed til at vandre ud i natten, som det mandfolk han nu var. Han havde pålagt sig til opgave at vandre igennem denne skov som egentlig var lige for næsen af hans hus. Et suk kom ud igennem hans fyldige læber, da en kølige brise gled hen over den maskuline krops bygning, som egentlig var ret veltrænet. Men alt dette skyldtes egentlig af hans konstante træning i militæret, som altid ville forblive. Han havde trods alt også altid været i det militære forløb, lige siden den gang han blev tvangs tilføjet til det. Men det var fordi nonnerne ikke anede hvad de egentlig skulle stille op med ham, de havde været total uden for råd til hvorfor hans handlinger var som de nu var. Ja egentlig var Jordan en rigtig ballademager den gang han var et barn, for mange hundrede år siden. Han havde aldrig selv forstået sine egne handlinger, men det var hvad han havde gjort. Og måske have militæret også været det rigtige valg for ham. Han havde trodsalt lært at holde sig til nonnerne. Dog vakte militæret ham også en stor lidenskab inden i ham. Netop fordi det var dem der også havde set hans mor, inden hun gik bort efter fødslen. Men nu var alle nonnerne døde og det var jo trodsalt mere end 300 år siden.

Med et brum udviklede hans let anspændte position sig til en mere afslappet stilling, dog blev dette afbrudt, da lyden af et råb skød sig selv i gennem nattehimlen. Hvem eller hvad det kunne være, var ham fuldstændig ubevidst, og troede et kort sekund at det var et skadet dyr. Men efterhånden som endnu et skrig skød igennem, fór et stød igennem ham. I intetheden var han forsvundet ud mørket, og var ingen steder at se mere. Som var han blevet med ét med intetheden.

Med ét blev manden som egentlig var i færd med at på rage sig kvindens godter, Han blev svunget omkuld og væk fra hendes krop, og ind imod træets stamme som indlod et bump.

Intetheden var taget over , og enlig var der ikke rigtigt noget hun nåede at tænke over, for det skete så hurtigt, lige pludseligt var det der bare. Hvad kunne det have været , eller rettere sagt hvem. Lydia sagde ikke noget måske var det pågrund ad chokket hun lige havde fået. Hun stod bare fastslået til jorden fødderne var næsten låst fast nede i jorden men hun nåede dog at opfange hvad der lige skete med manden der før var igang med at rage løs på hende, og alt det. Ind i træet han var røget ind i træet , ondt det måtte det have gjort hun spærrede øjnene op og fjernede hænderne for øjnene for ikke at have fået støv eller jord ind i de brune øjne. Pludselig føltes alting så stille og næsten magisk på en mystisk måde. Der var et eller andet , hun fjernede hænderne fra øjnene så hun kune se igen, manden så ud til at han ikke prøvede på mere, ellers skulle Lydia nok finde en vej ud ad det, håbede hun. "Hvad.... Skete der"fik hun sagt stille og helt overrasket hun kiggede så foran sig hvor der stod en yderst køn mand der så meget godt ud uden tvivl, var det mon ham der havde reddet hende fra manden. Blikket var holdt fast på ham uden hun enlig sagde noget overhovedet. Hun lod bare hendes blik studerede ham mens hendes hænder hang ned ad hendes krop.  Lydia havde aldrig set ham før men en gang skulle jo være den første, hun strøg en tot hår ombagved det ene øre mens hun bare stod og kiggede på ham, men efter lidt tid kiggede hun til siden hen mod manden"var det dig der..Jeg mener reddede du mig lige"sagde hun og tog et skridt tætter på ham dog ikke så langt hun stod knap under de 15 centimeter fra ham ca, men hun var skam også nysgerrig efter at vide hvordan han kunne have gjort sådan noget kraftfuldt noget.

Lydia s øjne skimmede ham hurtigt for at få hans udseende med så hun måske ville kunne huske ham hvis hun mødte ham igen. Han så ud til at være rigtig sød, men man kunne aldrig vide selv den sødeste type kunne være den ondeste. Hun kunne godt lide følelsen af at han havde reddet hende fra ham hvis han ikke havde gjort det så var hun endt med at blive skadet, og måske enda voldtaget. "Jeg er Lydia, hvem er du"spurgte hun mens vinden havde fået fat i det lange mørke bølget hår så det flagrede løst i vinden. Hun holdt bare blikket på ham og måske hun lige kunne nå at få hans øjne mod hendes.

Dog kendte hun ikke til ham men hun kendte så heller ikke manden der var godt igang med at rage på hende før. Hun kunne godt forstille sig det måtte gøre ondt at ramme et stort og hårdt træ som det han røg ind i, men han havde fortjent det. Lydia betragtede ham lidt hans tøj og hans hår, han så virkelig godt ud, men det vidste han sikkert også godt, han havde sikkert mange beundre, og havde sikkert fået det at vide mange gange. Så tog hun et udsikkert skridt tilbage men ønskede mest af alt at finde ud ad hvem denne mystiske , kønne mand måtte være.

Øjnene gled lidt ned og hun var langsomt begyndt at mærke noget mod hendes ben hun kiggede ned for at se hvad det kunne være. En skrå flænge mod knæets ene side , det blødte lidt men det var ikke noget Lydia syntes var alvorligt så hun lod det bare være, for hun vidste ikke hvad hun skulle gøre ved det. Nu vidste hun jo heller ikke om der var vampyrer eller andre magiske væsner herude der drak blod eller alt andet. *flot Lydia... Suk.. Nå gad vide om han har noget jeg kan holde for det, eller få det til at stoppe*

Stilheden herskede som en konge der endnu ikke havde taget sin næste beslutning omkring hvilken brik han skulle flytte på skakbrættet. Manden var tydeligvis gået ned, og væk fra bevidsthedens fangende tag, og ind i en drømmeløs søvn som var påsat ham imod hans egen vilje. Men så vidste han jo hvordan det var at blive tvunget til noget, uden egentlig selv at give tilladelse til sådan en handling, selvom sammenligningen var ringen, og sikkert ikke kunne sættes op imod et tætforstående voldtægts offer. Langsomt stak et suk ud igennem hans mund, som var det på flugt fra mundens varme hede. Hans åndedræt var lettere forpustet men tydede ikke på at det havde været hårdt for ham at komme til stedet. De brune øjne, som skiftede mellem blå og grøn alt efter lysets refleksioner, kiggede let uforstående på manden, inden han blev trukket væk fra denne scene og hen imod kvinden som stod uforstående, og sikkert ikke helt ved virkeligheden endnu omkring hvad det egentlig helt præcist skete lige nu i dette øjeblik, som var alt dette et mareridt der var blevet lavet om til en drøm. Eller dette kunne han dog ikke sige sådan bare ud af det blå, men det var blot hvad mandens analyse af hendes ansigtstræk sagde ham. Som ventet kom spørgsmålet inden længe; hvad var der helt præcist sket. Chokket efter hvad der var sket var begyndt at komme ind over hende, og situationen ville sikkert stadig være uforklarlig, og dermed også utænkelig. Han svarede hende dog ikke da hun sikkert ville finde frem til den egentlige handling på hvad der foregik om ikke så længe. Med en kort bevægelse med skuldrende, for nærmest at mærke på dem, bevæge dem lidt fra de rustne lænker, gik han afsted hen imod manden. Roligt satte han sig på hug ved siden af manden, hvor han lagde to fingre på hans hals for at tjekke pulsen. Man kunne jo aldrig vide med et sådan slag. Godt nok havde Jordan ikke nogen overnaturlig superstyrker, som gjorde ham almægtig stærk, men slaget havde fået en del kraft efter han havde stødt ind i manden. Efter at have tjekket mandens puls for at kunne finde frem til om han endnu havde været i live, gik han tilbage til kvinden som havde været så uheldig at være kommet ud for denne tragedie, hvis man kunne give denne oplevelse et sådan navn, tragedie. Da hun begyndte at spørge igen, rettede sig selv igen bag efter hendes spørgsmål, trak han lidt på skuldrende, ”Man skal da ikke se passivt til, når sådan noget sker. ” Begyndte han, hvor efter han kiggede lidt rundt omkring for at finde frem til om der skulle være andre i nærheden. Hans øjne skiftede sig om til den ravgule ørne farve, som tilhørte en af hans andre former, med disse øjne ville han nemlig have større mulighed for at se rundt omkring sig, netop fordi de var velegnede til et sådan formål.

De brune øjne vendte sig tilbage til kvinden, som præsenterede sig selv som Lydia, han nikkede kort til det, og rakte hende en udstrakt hånd, som en hilsen, ”Jordan.” præsenterede han sig selv som, og smilede kort varigt inden han slap hendes hånd efter lidt tid, ”Må jeg spørge hvorfor du befinder dig herude?” kom det fra ham, med et hævet bryn. Armen som han før havde strakt ud til hende i en hilsen faldt på plads langs hans ene side, som en åben gestus til at han ikke var nogen indelukket person. Tværtimod var han ganske åben, og det var nok en af grundende til at hans mange rekrutter kunne lide ham som general. Men det kom jo trodsalt om man kunne lide en general som Jordan i vedkommendes enhed. Folk havde jo trods alt hver sin smag når det gjaldt den slags. Manden Jordan var ikke bekendt med kvindens skader, og lod derfor som ingen ting. På nuværende tidspunkt overvejede manden nemlig hvad der skulle ske med denne kvinde. ”Hvor bor du henne, så følger jeg dig hjem..” sagde han til sidst, som den afgørende beslutning af hans valg, han vidste ikke hvad andet ville være bedst. Selv ønskede han ikke at han skulle bringe hende til hans egen lille hytte.

Ikke ret lang tid efter at hun havde fået snakket med ham, og set hans ansigt an og lige fik et blik på hvordan han så ud, så var det på tide at tage hjem til hende nok, hun vidste ikke om han ville tage hende med hjem, nu kendte hun ham ikke så at gøre det ville måske ikke virke som en særlig god idé. Hendes øjne faldt på manden der var slået ud efter slaget, det var hvist på tide at komme lidt væk fra skoven, hendes lejlighed lå i byen så der måtte en genvej måske eller også var der også muligheder for at man sagtens kunne gå sig en tur. Lydia smilte tilbage til ham og som svar på hans spørgsmål så gik hun lidt forbi ham"Jeg ved det ikke helt præcis...Tror der var en eller anden stemme i mit hoved der sagde at jeg skulle tage et kig udenfor og underligt nok endte det så med jeg stod i skoven her"sagde hun og kiggede rundt lidt, ja en mørk skov hvor der ikke skete så meget, hvad skulle der ske i en skov om aftenen, ingen mennesker næsten, heller ingen dyr sådan rigtigt. Hun kiggede over skulderen på Jordan mens hun holdte rundt om sig selv lidt mest for at kunne holde varmen"Hvad siger du til vi enten tager hjem til mig"et smil plantede sig på hendes bløde læber"medmindre du forslår vi tager hjem til dig"hun blinkede lidt for at se om hun havde fået noget jord ind i øjnene. Håret flagrede lidt og det samme gjorde kjolen, hun kunne ikke forstå hvorfor der kunne ske sådan noget lige pludselig i en skov, men det var enlig nu også sødt af ham at redde hende.

Lydia kiggede rundt en smule fra den ene side til den anden, så kiggede hun også op mod himlen og lidt ud i luften. Tænk at hun enlig ikke var alene mere altså hun stod med Jordan ved siden af sig så det ville jo sige selskab for de var to personer. Den  ene et menneske og den anden et magisk væsen eller menneske,det vidste Lydia intet om endnu. "Det dejligt at møde dig Jordan, hvad laver du så herude"spurgte hun og vendte rundt så hun kiggede på ham mens hun talte til ham. Lydia fik øje på hans øjne de havde pludselig fanget hende hans øjne var smukke som resten af ham. Hun ville ikke være som de fleste og bare hoppe på ham fra allerførste møde, og dog så var der alligevel en ting der undrede hende.
"Du har vel ikke tænkt dig at gøre mig ondt har du.."mumlede hun stille og prøvede at varme sine arme med hænderne. Aftenen var smuk og himlen strålede med fyldte stjerne, og så var der bare et eller andet der sagde at hende og Jordan nok skulle finde noget at lave, og hygge sig Lydia vidste også godt at man aldrig kunne stole på andre end sig selv , den sætning havde hun hørt mange gange før, men nu måtte hun vente og se, for Jordan så ud til at være sød nok."jeg bor i byen lige udenfor skoven kan man måske godt sige"sagde hun og tænkte efter om det nu var den rigtige forklaring. Mens hun betragtede Jordan lidt stod hun i hendes egne tanker"Sommetider kan jeg godt lide at gå lange ture om aftenen selvom det kan være meget farligt på baggrund ad det jeg er så skal jeg passe på"sagde hun og smilte til Jordan.